Jens Christensen,
Jens Christensen
, cand.theol., tidligere baptistpræst i Lyngby, Karmelkirken, Aalborg og Aarhus.
Hvorfor betragtes det, der har med vores kønsliv at gøre, som syndigt og urent? Er det historisk betinget? På den korte historiske bane var det seksuelle for bare 60-70 år siden ikke samtaleemne i kirkelig sammenhæng. Kun når et ungt par ventede barn før ægteskab, blev det et menighedsanliggende – med alt for mange tilfælde af sårede følelser og brud til følge. Så kom ungdomsoprøret i 1968 med et efterfølgende årti af frigørelse på mange områder – ikke mindst det seksuelle. Siden da har det været let at blive ’oplyst’ om snart sagt alt, hvad der har med kønslivet at gøre. Dog ikke lige i kirkens fællesskab.
På historiens lange bane er udgangspunktet formentlig den bibelske fortælling om det såkaldte ’syndefald’.[1] Her oplever menneskene skyld efter overtrædelsen af Guds forbud. Derefter føler de skam over deres nøgenhed. Og endelig bliver de straffet ved at skulle arbejde for føden og have besvær og smerte ved at sætte børn i verden. Det sidste er specielt kvindens problem – men nu var det jo også hende, der var den første til at spise af den forbudte frugt.
Forfatteren Gary R. Renard skriver: ”De fleste religioner har altid forsøgt at undertrykke det seksuelle udtryk – indtil det blev tid til at blive gift og lave flere kroppe til kirken, selvfølgelig. At sige til mennesker, at de skal undertrykke deres ubevidste, præprogrammerede ønske, er som at sige til en fugl, at den ikke må flyve.” Og han fortsætter: ”Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus. Hvis du synes, der er noget galt med sex, kan du lige så godt mene, at der er noget galt med at spise mad. Begge dele er normale aktiviteter for en krop, og enhver ide om det modsatte er helt og aldeles menneskers påhit og ikke åndeligt inspireret.”[2]
Som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning.
Når det så alligevel er så svært at snakke med vores børn og hinanden om denne selvfølgelige del af vores liv som mennesker, hænger det sammen med, at vi har fået indpodet ideen om, at vi er syndere. Derfra kommer vores tilfredsstillelse ved at se og vide, at der er nogle, der er større syndere, end vi selv er. Og det hænger sammen med et problematisk gudsbillede.
Gud skaber og har altid skabt ud af kærlighed og uden betingelser. Han kan ikke andet. Så som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning. Kærlighed må nødvendigvis være betingelsesløs. En sådan kærlighed er det eneste, der kan sætte mig fri. Men friheden giver mig mulighed for at vælge – og så har jeg problemerne. Skal jeg vælge ud fra mine egne behov eller ud fra det fælles bedste? Er den seksuelle dimension af min tilværelse som udgangspunkt et behov, jeg stræber efter og har ret til at få tilfredsstillet? Eller er det en egenskab og noget værdifuldt, jeg gerne vil give til og dele med en partner – uden noget krav om, at det skal modtages?
Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus.
Vi skal have modet til at tage den religiøse historie op til revision. Vi bliver nødt til at erkende, at en betingelsesløst kærlig Gud er uforenelig med en straffende Gud. Det kan være med til at give os en oplevelse af selvværd, som 95% af os mangler.
I stedet for at fokusere på synd, skyld og skam kan vi fokusere på vores muligheder for at vælge – vælge at tilgive os selv. For hvis vi ikke kan det, kan vi ikke tilgive andre – af egen erfaring véd jeg, at det kan være vanskelig læring. Og vi må kunne tilgive os selv for at kunne elske os selv. Kan vi ikke elske os selv, kan vi ikke elske andre – betingelsesløst. Hvis vi kan nå dertil, vil vi have en mulighed for at give vores børn og børnebørn et anderledes og bedre udgangspunkt i tilværelsen og i kirkefællesskabet, end vi selv har fået. Og samtalen – også om sex og seksualitet – vil da blive en naturlig følge.
[1] 1. Mosebog kap. 2-3
[2] Gary R. Renard: Gud er, Borgen 2006
URL: https://baptist.dk/hvad-med-kaerligheden/