Danske burmesere reagerer

Danske burmesere reagerer

Burmesere, der bor i Danmark, reagerer stærkt på det militærkup, som har bremset den demokratiske proces.

Lone Møller-Hansen,  

Mandag morgen blev de demokratisk valgte politikere arresteret og sat i husarrest af militæret i Burma/Myanmar. Det var netop den dag, det nye parlament skulle træde sammen efter et overbevisende valg i november, hvor 80 pct. stemte på Aung San Suu Kyi og hendes parti. Militæret frygtede formentlig at miste deres magtposition og taler om valgsvindel.

De burmesere fra Chin-regionen (i den nordvestlige del af Myanmar), der bor i Danmark, vil ikke bare sidde med hænderne i skødet. De er selv flygtet hertil netop under militærdiktaturet, som frem til 2010 havde Aung San Suu Kyi i husarrest i 15 år.

Demonstration

Der er to chin-organisationer i Danmark, som tæller i alt 1500 chin’er. Lederne fra begge organisationer mødes i dag, onsdag aften, til et onlinemøde, for at drøfte, hvordan de kan vise deres uro og harme over militærkuppet.

Moses Lal Bawi Peng, der er medlem af BaptistKirkens ledelse og generalsekretær for den burmesiske gruppering Chin Christian Association Danmark, CCADK, siger:

”Vi kan ikke acceptere, det der er sket. Vi vil gerne mobilisere alle gode kræfter, og ved mødet skal vi snakke om, hvordan vi kan få de andre burmesere i Danmark i tale. Vi vil også gerne henvende os til den danske regering, til Folketinget og udenrigsminister Jeppe Kofod. Hvis vi må for Corona-restriktionerne, vil vi lave en demonstration på Rådhuspladsen i København. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at protestere. Militæret har bestemt længe nok i Burma.”

I kontakt med familien

Han fortæller, at han har været i kontakt med familien i Burma. Hans familie bor i Rangoon og de taler sammen på Facetime. Men de fortæller også, at internettet indimellem bliver afbrudt.

BaptistKirkens internationale missionssekretær Morten Kofoed har været i kontakt med nogle af kirkens burmesiske venner, og de er meget urolige.

”Vi er triste og desperate. Vi forventer, at de lukker ned for internettet. Bed for os,” skriver de til os.

Morten deltager ligeledes i dag i et orienterende møde med ambassadøren i Myanmar John Nielsen, for NGO’er, der samarbejder med organisationer i Myanmar.

Reagerer fysisk og psykisk

På Facebook er der beretninger fra herboende burmesere, som oplever en både psykisk og fysisk reaktion på militærkuppet. De kan ikke tænke på andet, end hvad de selv har oplevet under det styre, de flygtede fra, hvor kvinder er blevet voldtaget og hvordan militæret under trusler med våben har taget mad fra de fattige landboere.

”Jeg er meget glad for, at BaptistKirken har støttet burmeserne med et opslag på kirkens Facebook-side. Det opfordrer til, at vi beder for Myanmar. Vi må virkelig bede om, at det her ikke udvikler sig til et blodbad,” slutter Moses Lal Bawi Peng og fortæller, at CCADK har indbudt til online-bøn for Myanmar den 6. februar.

Læs også en personlig fortælling her  “At flygte til et nyt land er som at blive født igen”

URL: https://baptist.dk/danske-burmesere-reagerer/