Tænk, hvis vi kunne blive et folk, der lod os styre af Paulus’ ord: ”Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner”. At vi ikke lod vores handlinger styre af, om noget er forbudt ved lov, men om det gavner.

Må jeg bagtale andre? Må jeg ytre mig uden andet formål end at provokere? Må jeg bevidst såre andre med mine udtalelser? Må jeg brænde en bog offentligt? Ja – alt er mig tilladt (for nogle bøgers vedkommende dog kun lidt endnu). Gavner det nogen? Nej – så derfor gør jeg det ikke. Det vil jeg prøve at gøre til en leveregel: Mine handlinger skal ikke kun være lovlige – de skal også være gavnlige.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

For tiden fyldes vi med billeder fra terroren i Sri Lanka, der bliver nærværende for os, når der er danske ofre.

Hvad ville Jesus tænke om ofrene – og bødlerne?

I den danske andedam spilder yderliggående elementer vores tid i jagten på opmærksomhed og udfordrer ytringsfriheden.

Romerbrevet 12:20-21

“Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, sanker du glødende kul på hans hoved.”

Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode

Politikere skændes om, hvem der er de forurettede og hvor meget ytringsfriheden gælder og for hvem.

Tryk avler modtryk, og måske har den ene part loven på sin side, mens konfrontatoriske bøller på den anden side ikke har det. Begge parter har dog forstået lige lidt af meningen med det hele.

Hvad ville Jesus gøre? Jeg tror, vi skal kigge i Rom. 12 efter svaret.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Dansk Ungdoms Fællesråd

• stiftet af professor Hal Koch i 1940
• består af 72 medlemsorganisationer
• 20 af disse har kirkelig eller religiøs baggrund
• har over 600.000 medlemmer i foreningerne

De nye religionslove blev vedtaget i Folketinget midt i december. Kort forinden blev der ved DUFs delegeretmøde vedtaget en udtalelse, som vi citerer nedenfor – og vi tog en snak med Christian Bylund om dens indhold:

Hvor stammer udtalelsen fra?

Udtalelsen stammer fra DUF’s delegeretmøde, hvor den skabte en del debat. Det var langt fra alle, der var enige i, hvordan man skal forstå det politiske ’enighedspapir’. Men efter en længere debat viste en afstemning, at flertallet af de delegerede ville støtte udtalelsen.

Hvem tog initiativ til udtalelsen?

Udtalelsen blev født i den kirkelige gruppe, hvor fri- og folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer koordinerer deres arbejde. Vi har i et par år snakket om, hvad man kunne bruge sådan et økumenisk fællesskab til. I år valgte vi at opprioritere arbejdet og bruge DUF og gruppen mere politisk. Udtalelsen blev afsendt fra dette forum af mere end 15 kirkelige organisationer.

Hvad er det vigtigste ved udtalelsen?

Det er, at det politiske ’enighedspapir’ ikke kun ses som et problem inde fra kirken og de religiøse foreninger, men det er en bred vifte af organisationer, der stiller sig bag den kirkelige ungdom og siger, at ytringsfrihed gælder for alle. Det er et problem for ytringsfriheden, når mennesker bliver begrænset i at udøve deres grundlovssikrede ret til at deltage i den demokratiske samtale.

DUF’s formand Kasper Sand Kjær ytrede sig meget positivt om udtalelsen og opfordrede til at støtte op om den. Samtidigt sagde han, at han ville stå på mål for den i pressen. Jeg ser det som en kæmpe støtte, at formanden går ud og siger, at ytringsfriheden gælder alle. Og det er helt klart en styrke, når så mange forskellige foreninger kæmper for, at alle har samme rettigheder i samtalen.

Kritiserer de politiske ungdomspartier åbent deres moderpartier?

Det er sjældent i politik nu til dags, at nogen melder noget som helst ud helt åbent. Det er heller ikke tilfældet i denne sag. Men Kasper Sand Kjær advarede allerede i marts[1] om politiske automat-reaktioner, der vil bekæmpe svindel ved at gå på kompromis med ytringsfriheden. Det vigtige for mig er DUF’s entydige opbakning, når det gælder de religiøse foreningers adgang til den demokratiske samtale, snarere end partipolitiske uenigheder.

Udtalelsen fra DUF siger bl.a.

Enighedspapiret kriminaliserer visse ytringer på baggrund af, hvem der siger det. Det betyder fremover, at mange unge frivillige i de kirkelige ungdomsforeninger ikke længere har den samme ytringsfrihed som de øvrige foreninger og organisationer i DUF.

Ytringsfrihed bør ikke begrænses således, at nogle mennesker må mene noget, som andre ikke må. Den slags begrænsninger i ytringsfriheden kender vi ellers kun fra regimer, som vi normalt tager afstand fra. Demokrati og ytringsfrihed er to af hjørnestenene i DUF og i Danmark, og dem skal vi værne om.

Med denne ændring ville en politisk aktiv ung ustraffet kunne sige ting til et politisk landsmøde, som en frivillig kirkelig leder vil kunne blive straffet for at sige i sin lokale forening. DUF skal derfor arbejde for, at de religiøse foreningers rettigheder og ytringsfrihed forbliver den samme som for resten af de folkeoplysende foreninger.

Se hele udtalelsen her: http://duf.dk/uploads/tx_templavoila/ARR_2016-12-03_Vedtagne_udtalelser.pdf

[1] http://duf.dk/nyhedsbrevssystem/pressemeddelelser/duf-efter-tv2-dokumentar-pas-paa-med-automat-reaktionerne/

Relateret

• 02. dec. 2023 - ”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
• 31. aug. 2023 - Gavner det?
• 25. apr. 2019 - What Would Jesus Do?
• 28. nov. 2016 - Er vi ved at tage livet af al friheds mor?

Find flere

Grundlovens § 67

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Grundlovens § 77

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Herved vil man forsøge ”at styrke indsatsen over for religiøse forkyndere mv., der søger at undergrave dansk lovgivning”. Siden har regeringen omsat det såkaldte ‘enighedspapir’ til love, der i skrivende stund behandles i Folketinget. Hvad er der på spil i gamle Danmark?

I vort land har religion og kultur i snart 500 år været domineret af luthersk kristendom. Alle andre udgaver af religiøs tro blev inden 1849 kun tolereret i små lommer pga. kongelige privilegier. Grundloven gav os både ytrings[1]– og religionsfrihed[2], der blev skrevet ind i den danske model med en privilegeret Folkekirke. De små frikirker ændrede intet i det store billede af denne ensartede kristendomskultur. Vi har stort set kunnet virke uden problemer, men uden lige vilkår med ‘danskernes kirke’!

Billedet ændrede sig

Siden 1970 har det religiøse Danmark ændret sig. Muslimer udgør nu ca. 5 % af befolkningen. Og de har i perioden rejst ca. 125 moskeer. Først inviterede vi muslimske gæstearbejdere hertil; siden har vi gæstfrit taget imod flere bølger af flygtninge. Vi har fået et religiøst farverigt samfund. Og ‘religion’ er blevet et synligt fænomen i kulturen. Derfor diskuterer vi i dag højlydt, hvad og hvem der er ‘dansk’ og ‘danskere’. Og vi skaber nu skel mellem dem og os, fremmede og ‘danskere’. Alt dette blev sat i brand af TV-udsendelsen ‘Moskeerne bag sløret’ med Grimhøj-moskeen i centrum. Det er baggrunden for ‘enighedspapiret’.

Det lange perspektiv

Næste år markerer vi 500-året for Martin Luthers opslag af de berømte teser på kirkedøren i Wittenberg. Det er der grund til. Og det bliver festligt. Men det er problematisk, hvis vi fortier, at Luther og de fleste af reformatorerne brugte tvang og dødelig magt overfor anderledes tænkende. Geografiske områder – lande og byer – blev reserveret til én form for kristentro, fx luthersk, mens alt andet blev forbudt.  Andre troende blev forfulgt, og ‘muhammedanerne’ blev slået tilbage fra belejringen af Wien til Balkan. Den ‘religiøse enhedskultur’ varede, indtil vi fik Grundloven i 1849. Ældre er ytrings- og religionsfriheden ikke her i landet.

Dét, en præst siger, kan være kriminelt, hvorimod en politiker, der siger det samme, går fri.

Baptister blev pionérer

På reformationstiden blev døberne spredt for alle vinde. Der var ingen plads til dem. Måske derfor blev de banebrydere for religionsfrihed for alle. Året før Balthazar Hübmaier blev baptist, skrev han det første forsvar for religionsfriheden i 1524. I de vigtigste af hans 36 teser hedder det: ”En tyrk [muslim] eller en kætter kan ikke overvindes med vore midler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn” og ”Den verdslige magt har til opgave at dømme og straffe de voldelige og kriminelle, som gør skade på de svage og forsvarsløse. Men den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke om han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet”. Hübmaier slutter: ”Den lov, der kræver kættere brændt, er skabt af djævelen. Sandheden er udødelig.”[3]

Vi har ikke tidligere kendt til kriminalisering af holdninger. Det forslås nu indført.

Hübmaier blev brændt på bålet i Wien i 1528 for sin kamp for religionsfrihed. I samtiden lød den herskende logik nemlig sådan: Religionsfrihed er ”den mest djævelske læresætning, der findes, fordi den medfører, at enhver fortabes på hver sin måde”[4]. Her er ikke plads til at følge andre banebrydere for religionsfrihed for alle, men i England (Thomas Helwys), i Amerika (Roger Williams) og her hjemme (P.C. Mønster) findes de pionérer blandt baptisterne.

At kriminalisere nogles holdninger

Er ‘enighedspapiret’ forfejlet? Mit svar er entydigt ”Ja!”
Mindst tre ting sætter religionsfriheden under pres.
– Efter dansk lov er holdninger ikke strafbare. Det er derimod handlinger – også handlinger, der har med religionsfrihed at gøre (se § 67). Tanken er derimod fri. Vi har ikke tidligere kendt til kriminalisering af holdninger. Det foreslås nu indført.
– Ytringsfriheden indskrænkes for religiøse ledere, derimod ikke for andre meningsdannere, fx politikere. Dét, en præst siger, kan være kriminelt, hvorimod en politiker, der siger det samme, går fri. Som borgere er vi ikke længere lige for loven.
– Lovene skal kun gælde religiøse ledere, der opnår vielsesret. De rammer derfor sjældent dem, politikerne ønsker, dvs. imamerne, da de sjældent ønsker at vie trosfæller med juridisk gyldighed.

En tyrk [muslim] eller en kætter kan ikke overvindes med vore midler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn.

Religionsfriheden en skrøbelig

Religionsfrihed er en skrøbelig rettighed, vi altid på ny må kæmpe for at sikre alle. Også hos os, for vi er blevet et religiøst pluralistisk samfund. De, der vil kæmpe for denne ret for alle, tjener menneskeheden godt. Det gælder både kristne, der er sat i gang af evangeliet, og andre, der arbejder af god vilje ud fra den sunde fornuft. I en global verden bør vi ikke have andre værktøjer i skuffen end frihed, lighed og samtale.

Religionsfrihed er blevet kaldt ‘alle friheders mor’. Er vi i færd med at slå ‘vores mor’ ihjel i et forsøg på at kontrollere holdninger – i første omgang hos religiøse forkyndere? Ønsker vi den slags for danske præster? Hvis ikke, bør vi heller ikke ønske det for andre – hvad enten det er præster, imamer eller andet godtfolk.

Nyttige links:
http://www.baptistkirken.dk (høringssvar) og http://www.anabaptist.dk

1   Grundloven § 77

2   Grundloven § 67

3   §16, 22 og 36

4   T. Beza, Calvins efterfølger i Geneve

Relateret

• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald
• 21. jul. 2025 - Dogmer eller økonomisk vækst?
• 26. maj. 2025 - Forvist og forbudt – Anabaptister i Danmark
• 20. feb. 2025 - Dåben af de første anabaptister i Zürich
• 23. nov. 2024 - Frihed til at tro – kampen er ikke slut

Find flere