Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Ole Lundegaard

• BaptistKirkens repræsentant i Kirkernes Verdensråd
• præst i Korskirkens Baptistmenighed i Herlev
• indtil 2004 underviser på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 begyndte en periode med selvransagelse blandt verdens nationer. Krigen havde afsløret, hvor farligt det er at lade had og nationalisme vokse uhindret. Verden havde brug for et forum, hvor folk og grupper kunne mødes med deres forskelligheder, men i respekt for hinanden og i et ønske om at søge ikke-voldelige løsninger på konflikter. På den baggrund blev FN grundlagt i oktober 1945 af 51 lande, heriblandt Danmark.

I en splittet verden må kirker forsone

Krigen førte også til selvransagelse blandt verdens kirker. Der havde allerede tidligere i 1900-tallet været gjort forsøg på at skabe et forum for verdens kirker på tværs af kirkeskel. Men efter krigen stod det klart, at verdens kirker måtte melde klart ud, at kristne kirker – uanset hvad de kalder sig – søger enhed med hinanden og ønsker at arbejde for forsoning i verden. På den baggrund blev Kirkernes Verdensråd (KV) stiftet i Amsterdam i 1948, og Det Danske Baptistsamfund var med blandt stifterne.

Samtale og fælles handling

Man gik i gang med flere processer samtidig. Den ene var at skabe et forum, hvor kirker kunne diskutere deres forskelle i synet på fx dåb og nadver, præstetjeneste, gudstjeneste osv. Det forum eksisterer fortsat, og selvom der stadig er store forskelle i kirkernes syn, er der dog her et forum, hvor man søger at forstå og acceptere hinanden og om muligt nå til større enhed.

En anden proces handlede om at søge enhed ved at fejre gudstjeneste sammen. Siden er økumeniske gudstjenester, hvor kristne fra forskellige kirker lovsynger Gud og lytter til Guds ord sammen, blevet en ganske naturlig del af kirkernes praksis. Det sker på en meget bevægende måde, når de store konferencer med alle medlemslande og kirker finder sted – senest i 2022 i Karlsruhe i Tyskland – men først og fremmest sker det lokalt rundt omkring i verden.

Et tredje fokus har været at pege på kirkens rolle som en surdej i de samfund, vi er en del af. Det handler om mission, menneskerettigheder og socialt arbejde.

I dag betyder KV mest for dem i verden, der har det sværest.

Fællesskabet vokser

På nuværende tidspunkt er godt 350 kirkesamfund medlemmer af KV, og tallet stiger. Det er ikke mindst kirker på den sydlige halvkugle og fra verdens fattige og konfliktfyldte lande, der ønsker at være del af fællesskabet. Det hænger måske sammen med – og forstærkes af – at KV igennem de seneste ca. 20 år har fået et stadigt større fokus på at være et forum, der yder støtte til kirker, der er trængte, enten på grund af fattigdom, forfølgelse eller knægtelse af menneskerettigheder. Blandt andet er der et stigende antal baptistkirker fra Afrika, der i disse år finder, at KV er et fællesskab, der giver mening for dem. I dag betyder KV mest for dem i verden, der har det sværest.

En vanskelig manøvre

Det er ikke nogen hemmelighed, at den gode sameksistens mellem kirker ikke kommer af sig selv. Det gør den heller ikke inden for KV. Derfor rejses der også ofte kritik både indefra og udefra. Indenfor KV mener nogle, at bestemte kirkesamfund fylder uforholdsmæssigt meget eller er svære at samarbejde med. Udefra rejses kritikken ind i mellem, at KV er for politisk. Især fra evangelikalt hold finder nogle, at menneskerettigheder, retfærdighed, ikke-vold fylder for meget i forhold til mission og evangelisation – ikke desto mindre er de fleste af de nye kirker i KV netop evangelikale eller pentekostale.

Det er et spørgsmål om troværdighed

Jeg har en dyb tro på, at Jesus’ kald til enhed betyder, at vi rent faktisk skal søge enhed.

Jeg har en dyb tro på, at Jesus’ kald til enhed betyder, at vi rent faktisk skal søge enhed, og derfor er KV – og alle andre økumeniske tiltag – en sag, jeg finder af største betydning. Hvis ikke kirkerne kan søge forsoning og virke for forsoning, hvordan skulle verden så tage imod vores vidnesbyrd om Fredsfyrsten?

Læs også “Når kirke staves med stort K” om KVs generalforsamling i 2022.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Årets møde i Nordic Faith & Order skulle have fundet sted i Helsinki. Ikke overraskende måtte mødes dog afholdes digitalt igen i år. På dagsordenen var de udfordringer, som den globale kirkelige mangfoldighed skaber for det økumeniske, tværkirkelige samarbejde.

Jeg må nok indrømme, at jeg kom en time for sent til det digitale møde. Finland er åbenbart en time foran os i Danmark, og så kan det jo være svært at holde styr på tidsforskellene, når man mødes online.

Faith & Order er en arbejdsgruppe under Kirkernes Verdensråd. Her er Baptistkirken i Danmark repræsenteret på lige fod med folkekirken, som er med gennem Danske Kirkers Råd. Siden 1910 har Faith & Order været forum for diskussioner om ”lære og kirkeforfatning” på tværs af kirkesamfundene. Endnu engang havde jeg fornøjelsen af at repræsentere BaptistKirken i det internationale fællesskab, der også tegnes af deltagere fra de nordiske folkekirker, metodister, baptister, ortodokse, katolikker og kvækere m.fl.

Vi tænker forskelligt

Omdrejningspunktet for årets møde var den mangfoldighed, der kendetegner kirken globalt. Et af oplæggene handlede således om, hvordan vi med vores europæiske oplysningstradition forholder os til kirkerne i Afrika. Her forklarede oplægsholderen, Mika Vähäkangas, at vi har det med at gå forbi hinanden, når vi kommer med en tankegang præget af dualisme og skarpe skel mellem det åndelige og materielle, det sekulære og det religiøse. En sådan dualisme er fraværende i mange afrikanske og asiatiske kulturer. Hvis vi ikke er opmærksomme på forskelle i tankegange, kan det være svært at tale sammen på tværs af kirker og kulturer.

Hvis vi ikke er opmærksomme på forskelle i tankegange, kan det være svært at tale sammen på tværs af kirker og kulturer.

Den fælles trosbekendelse

Odair Pedroso Mateus tog hul på samtalen om den kommende fejring af 1700-års jubilæet for den nikænske trosbekendelse. Den nikænske trosbekendelse, som blev formuleret i Nikæa i år 325, er den mest udbredte trosbekendelse blandt verdens kirker. Som sådan danner den rammen for det økumeniske samarbejde. Det giver en fælles referenceramme og trosforståelse trods forskelle, men det er ikke uden problemer at gøre brug af en så gammel tekst.

Mangfoldig som treenigheden

Med datidens sprog slår trosbekendelsen det fast, at Gud Fader og Gud Søn er af samme væsen, og etablerer på den måde treenighedslæren som kirkens teologiske fundament. Og her blev spørgsmålet om tankegang så relevant igen: Hvordan forstår vi en gammel trosbekendelse i dag, hvor vi måske ikke har det samme sprog og de samme filosofiske og teologiske kategorier, som blev brugt, da man først formulerede kirkens teologiske grundsætninger? Her var der enighed om, at en væsentlig pointe i treenighedslæren jo er, at Gud i sig selv er mangfoldighed i enhed, og at vi som økumenisk fællesskab derfor også bør kunne rumme forskelle, uden at det går ud over enheden mellem kirkerne.

Hvordan det kan kommunikeres og udmøntes i praksis, er en anden sag, men heldigvis er der nogle år endnu til at finde ud af, hvordan vi skal fejre det kommende jubilæum. Måske det også var en anledning for BaptistKirken til at diskutere, hvad det vil sige at være del af den verdensomspændende kirke, som bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd.

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning

Find flere