Bao Ninh:

• teknikumingeniør, arbejder med telekommunikation
• sjælesørger for vietnamesere
• medarrangør af konferencer for Den Vietnamesiske Kirke i Europa

Bao har været troende siden barndommen, hvor familien var katolikker. Da kommunisterne overtog Saigon, Vietnam, i 1975 måtte Bao forlade universitetet og leve med undertrykkelse og forfølgelse fra regimet. Efter adskillige flugtforsøg alene og også sammen med sin kone Mai lykkedes det ham endelig i 1983 at komme af sted. Bao efterlod Mai og sønnen An på 1½ år i Vietnam. De var 39 bådflygtninge, der blev reddet af skibet Elisabeth Mærsk midt i en voldsom storm en aften i oktober 1983: ”Mine oplevelser på vej ud af Vietnam var med til at bringe min tro tættere på Guds ord. Flugten fra undertrykkelse var også en flugt fra religion til et fællesskab med Gud.”

Menigheden delte troens sprog

Med en baggrund i fattigdom og afsavn og en barsk flugt med farlige og skræmmende oplevelser drømte Bao ikke om umiddelbar materiel velstand, men længtes efter at fortsætte den uddannelse, der var gået tabt i 8 år i Vietnam, og efter et sted, hvor hans sind kunne finde hvile: ”Jeg længtes efter et sted, hvor der ikke er nogen racediskrimination og ingen klasseskel. Et sted, hvor der er Helligåndens fællesskab og brødre i Herren.”[1]

Men senere fandt jeg under den kolde facade både kærlighed og trofasthed.

Bao fandt Odense Baptistkirke og var vedholdende med at blive en del af menigheden. Der er ikke nemt at lære en ny kultur at kende: ”Jeg var i starten overrasket over den store forskel på, hvordan man udtrykker sine følelser. I begyndelsen kunne jeg ikke finde et varmt udtryk, som fyldt af solskin, men senere fandt jeg under den kolde facade både kærlighed og trofasthed. Jeg overvandt udfordringerne med at komme ind i menigheden, fordi vi delte troens sprog”.

I en dansk menighed

Bao fortæller, at han har lært meget af danskerne i forhold til tilgivelse, mildhed og tålmodighed. Han fik gode støtter i menigheden, og i 1986 kom Mai også til Danmark sammen med sønnen An. Efterfølgende er der kommet to børn mere.

Jeg har lært meget af danskerne i forhold til tilgivelse, mildhed og tålmodighed.

”Vi har altid taget vore børn med til gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter i Baptistkirken i Odense, og det har betydet, at det var naturligt for dem at komme i en etnisk dansk kirke i forbindelse med deres studier i en anden del af landet.”

At bringe vietnamesere til tro

At vælge at ville tilhøre en etnisk dansk menighed er ingen hindring for at arbejde blandt vietnamesere i Danmark, ja hele Europa. Bao og Mai har udover at opbygge en ny tilværelse og en karriere i et nyt land også igennem 30 år tjent den vietnamesiske kirke i Europa, blandt andet med at forberede store konferencer, og i grupper i Danmark med det formål at bringe vietnamesere til tro på Gud.

Hvis jeg overlever, vil jeg arbejde for Gud.

Bao fortæller, at han under flugten aflagde et løfte: ”Hvis jeg overlever, vil jeg arbejde for Gud”. Bao prædiker ikke selv, men præsterne fra forskellige kirker har prædiket til de vietnamesiske samlinger, og han har også efter aftale oversat nogle af præsternes prædikener til brug ved vietnamesernes gudstjenester forskellige steder. Når vietnamesere har brug for Bao og Mai, tager de af sted.

Odense Baptistkirke er familiens kirkebase: ”Min kone og jeg har tilhørt menigheden i hele 38 år. Det er kærligheden, der som fuldkommenhedens bånd forener os med kirken.”

[1] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 11

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere