baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Når Gud giver os ord https://baptist.dk/naar-gud-giver-os-ord/ Sat, 23 May 2026 19:16:24 +0000 https://baptist.dk/?p=21477 Pinse er kirkens fødselsdag. Vi fejrer, at Gud stadig giver sin kirke mod, sprog og kærlighed til at række evangeliet videre


Lyt til pinseinspirationen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/pinsepraediken-2026.mp3

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Pinse er kirkens fødselsdag. Vi fejrer, at Gud stadig giver sin kirke mod, sprog og kærlighed til at række evangeliet videre


Lyt til pinseinspirationen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/pinsepraediken-2026.mp3

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naar-gud-giver-os-ord/feed/ Min bøn for julen https://baptist.dk/min-boen-for-julen/ Thu, 19 Dec 2024 05:00:08 +0000 https://baptist.dk/?p=18352
Nu er det næsten jul, og jeg ved, at når jeg sætter mig på kirkebænken til julegudstjeneste den 24. december, kan jeg gøre det uden bekymring. I hvert fald ikke større bekymringer end om mine nærmeste bliver glade for de gaver, jeg har købt.

Men jeg ved også, at det er et privilegie, som millioner af kristne ikke har.

Jeg ved, at der er kristne, som er bekymrede, fordi de ved, at der er en reel risiko for, at de bliver angrebet, stukket til myndighederne, smidt ud af deres familier eller mister deres job, fordi de fejrer jul.

Deres vidnesbyrd er hårde, men også fyldt med håb. For på trods af risikoen har de mod og styrke til at holde fast i deres tro. De ved, at frelseren, vi fejrer, er større end den modstand, de møder.

Derfor er min bøn i julen, at Gud må sætte englevagt omkring alle julefejringer, og at jeg, gennem deres vidnesbyrd, må blive mindet om, at Jesus er større end alt.

Glædelig jul.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Nu er det næsten jul, og jeg ved, at når jeg sætter mig på kirkebænken til julegudstjeneste den 24. december, kan jeg gøre det uden bekymring. I hvert fald ikke større bekymringer end om mine nærmeste bliver glade for de gaver, jeg har købt.

Men jeg ved også, at det er et privilegie, som millioner af kristne ikke har.

Jeg ved, at der er kristne, som er bekymrede, fordi de ved, at der er en reel risiko for, at de bliver angrebet, stukket til myndighederne, smidt ud af deres familier eller mister deres job, fordi de fejrer jul.

Deres vidnesbyrd er hårde, men også fyldt med håb. For på trods af risikoen har de mod og styrke til at holde fast i deres tro. De ved, at frelseren, vi fejrer, er større end den modstand, de møder.

Derfor er min bøn i julen, at Gud må sætte englevagt omkring alle julefejringer, og at jeg, gennem deres vidnesbyrd, må blive mindet om, at Jesus er større end alt.

Glædelig jul.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/min-boen-for-julen/feed/ Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget https://baptist.dk/sommerstaevne-24-naar-temaet-er-naade-sker-der-noget/ Sun, 21 Jul 2024 18:37:24 +0000 https://baptist.dk/?p=17241 Søndag den 21. juli blev årets Sommerstævne i Mariager sat i gang med en festlig nadvergudstjeneste for 830 deltagere i alle aldre


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/07/sommerstaevnets-aabning.mp3

”Hvad er det bedste ved en gave” spurgte Mette Sloth fra Stævneudvalget et af børnene på scenen.
”… det er det, der er inden i,” lød svaret prompte. Og sammen pakkede de gaven ud midt på scenen til Sommerstævnets åbningsgudstjeneste: Et meget stort rødt hjerte. For at huske os på, at NÅDEN er Guds gave til hver eneste af os.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Det handler ikke kun om noget – men om nåde

Mettes medvært, Jakob Martens, forklarede, at han var glad for temaet. Som nordjyde var det nemt at forstå: Det handler om noget. Mette var ikke helt sikker på, at Jakob helt havde forstået: For temaet handler selvfølgelig om noget. Det handler om nåde. Med lidt hjælp fra publikum fandt Jakob til sidst ud af, at nåde er mere og andet end bare noget.

Med sprogforvirringen løst på scenen var Jakob nødt til at høre sit nordjyske bagland, om de var helt med på forskellen på noget og nåde. Det var jyderne – ubetinget. Ligesom resten af salen.

To stærke vidnesbyrd

To unge mennesker gav korte, meget præcise og tankevækkende vidnesbyrd.

Maja fortalte om følelsen af at kigge på sig selv i spejlet og få øje på alle fejlene. Det er alt for nemt. Det er alt for nemt at blive hængende i sin egen utilstrækkelighed. Men så er der morgenandagten. Hvor bibelen fortæller Maja, at Gud elsker på trods. På trods af Maja’s mangler og fejlene i spejlet. Det er ligesom med pakken: Det er det, der er inden i, der betyder noget. Guds nåde rækker længere end blot til at dække fejl og mangler i spejlbilledet.

Philip fortalte om sin barndoms kilde – Den hellige Kilde på Thyholm. Et sted Philip kom i sin barndom og som dengang virkede magisk. Som voksen ville han dele den magiske oplevelser med sine børn, men fandt kun en helt almindelig kilde. Barndomsmindet krakelerede, men Philip fandt trøst i Johannesevangeliet, kapitel 7, vers 38: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’” Det handler om at stille sig i Guds kildevæld og finde kraft til livet, selv om det af og til krakelerer.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Sendt ud med løfte om nåde og trofasthed

Mette Sloth sendte os ud på stævnet og ud i verden med to skriftsteder. Fra Romerbrevet, kapitel 3, vers 24: ”… og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus,” og fra Klagesangene, kapitel 3, vers 22 og 23: ”Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.”

Jakob fulgte op med en opfordring til os alle om at huske, at kirkerne er et af de sidste ”generationshuse” i samfundet. Et af de få steder, hvor man mødes på tværs af generationer – fra de yngste til de ældste. Hvor livet får et formål for alle generationer.

Inden nadveren skulle Jakob lige høre om, om vi havde det ligesom ham: ”Yes!! I dag har Gud noget nyt til mig.” Sådan havde vi det alle sammen.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Fest i gaderne

I et sommervarmt og solbeskinnet Mariager fortsatte dagen med kaffe i menighedsgaderne. Flere menigheder havde inviteret gæster hjemmefra for at fejre fællesskabet. Mange steder var bagværket af luksuriøst tilsnit og serveringen næsten overdådig. Kaffe og kage blev suppleret af mange ord: Det var en sommerdag, hvor hastværket var pakket væk og der var tid til samtale.

Mød din næste

– var overskriften på eftermiddagens sidste arrangement. I grupper på cirka 10 – bredt sammensat på tværs af alder og geografisk tilhørsforhold – strømmede stævnedeltagerne ud på et stjerneløb, som baptistspejderne fra Vrå havde sat sammen til dagen.

Ti forskellige poster skulle holdene igennem. Det spændte vidt: Fra kast med redningsreb og tårnkonstruktion af skumfiduser til at tælle stolerækker i Hallen og tage gruppefoto med fjorden som baggrund.

Der blev gået til opgaven med stort engagement både blandt unge og ældre.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Grønningen

Mange kender Grønningen fra Lindenborg. Selv om græsset er skiftet ud med fliser er Grønningen flyttet med til Mariager. Et stort ”afslapningsområde” for efterskoleeleverne er indtaget af Bethelkirkens Streetfood og Mad og Missions Marked. For mange deltagere sluttede eftermiddagen på Grønningen. Enten med aftensmad fra madboderne eller til stævnets aftensmad, der blev serveret i Efterskolens spisesal, hvor Grønningen trækker ind, hvis sommeren bliver våd.

Søndag aften

– slutter med aftenmøde i Hallen, hvor Svend Vestergaard Jensen fra Din Frikirke i Haderslev taler over emnet: ”Min nåde er dig nok”. Senere er der fællesskab på Grønningen, når Joachim Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg udfordrer til musik-quiz.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Søndag den 21. juli blev årets Sommerstævne i Mariager sat i gang med en festlig nadvergudstjeneste for 830 deltagere i alle aldre


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/07/sommerstaevnets-aabning.mp3

”Hvad er det bedste ved en gave” spurgte Mette Sloth fra Stævneudvalget et af børnene på scenen.
”… det er det, der er inden i,” lød svaret prompte. Og sammen pakkede de gaven ud midt på scenen til Sommerstævnets åbningsgudstjeneste: Et meget stort rødt hjerte. For at huske os på, at NÅDEN er Guds gave til hver eneste af os.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Det handler ikke kun om noget – men om nåde

Mettes medvært, Jakob Martens, forklarede, at han var glad for temaet. Som nordjyde var det nemt at forstå: Det handler om noget. Mette var ikke helt sikker på, at Jakob helt havde forstået: For temaet handler selvfølgelig om noget. Det handler om nåde. Med lidt hjælp fra publikum fandt Jakob til sidst ud af, at nåde er mere og andet end bare noget.

Med sprogforvirringen løst på scenen var Jakob nødt til at høre sit nordjyske bagland, om de var helt med på forskellen på noget og nåde. Det var jyderne – ubetinget. Ligesom resten af salen.

To stærke vidnesbyrd

To unge mennesker gav korte, meget præcise og tankevækkende vidnesbyrd.

Maja fortalte om følelsen af at kigge på sig selv i spejlet og få øje på alle fejlene. Det er alt for nemt. Det er alt for nemt at blive hængende i sin egen utilstrækkelighed. Men så er der morgenandagten. Hvor bibelen fortæller Maja, at Gud elsker på trods. På trods af Maja’s mangler og fejlene i spejlet. Det er ligesom med pakken: Det er det, der er inden i, der betyder noget. Guds nåde rækker længere end blot til at dække fejl og mangler i spejlbilledet.

Philip fortalte om sin barndoms kilde – Den hellige Kilde på Thyholm. Et sted Philip kom i sin barndom og som dengang virkede magisk. Som voksen ville han dele den magiske oplevelser med sine børn, men fandt kun en helt almindelig kilde. Barndomsmindet krakelerede, men Philip fandt trøst i Johannesevangeliet, kapitel 7, vers 38: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’” Det handler om at stille sig i Guds kildevæld og finde kraft til livet, selv om det af og til krakelerer.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Sendt ud med løfte om nåde og trofasthed

Mette Sloth sendte os ud på stævnet og ud i verden med to skriftsteder. Fra Romerbrevet, kapitel 3, vers 24: ”… og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus,” og fra Klagesangene, kapitel 3, vers 22 og 23: ”Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.”

Jakob fulgte op med en opfordring til os alle om at huske, at kirkerne er et af de sidste ”generationshuse” i samfundet. Et af de få steder, hvor man mødes på tværs af generationer – fra de yngste til de ældste. Hvor livet får et formål for alle generationer.

Inden nadveren skulle Jakob lige høre om, om vi havde det ligesom ham: ”Yes!! I dag har Gud noget nyt til mig.” Sådan havde vi det alle sammen.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Fest i gaderne

I et sommervarmt og solbeskinnet Mariager fortsatte dagen med kaffe i menighedsgaderne. Flere menigheder havde inviteret gæster hjemmefra for at fejre fællesskabet. Mange steder var bagværket af luksuriøst tilsnit og serveringen næsten overdådig. Kaffe og kage blev suppleret af mange ord: Det var en sommerdag, hvor hastværket var pakket væk og der var tid til samtale.

Mød din næste

– var overskriften på eftermiddagens sidste arrangement. I grupper på cirka 10 – bredt sammensat på tværs af alder og geografisk tilhørsforhold – strømmede stævnedeltagerne ud på et stjerneløb, som baptistspejderne fra Vrå havde sat sammen til dagen.

Ti forskellige poster skulle holdene igennem. Det spændte vidt: Fra kast med redningsreb og tårnkonstruktion af skumfiduser til at tælle stolerækker i Hallen og tage gruppefoto med fjorden som baggrund.

Der blev gået til opgaven med stort engagement både blandt unge og ældre.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Grønningen

Mange kender Grønningen fra Lindenborg. Selv om græsset er skiftet ud med fliser er Grønningen flyttet med til Mariager. Et stort ”afslapningsområde” for efterskoleeleverne er indtaget af Bethelkirkens Streetfood og Mad og Missions Marked. For mange deltagere sluttede eftermiddagen på Grønningen. Enten med aftensmad fra madboderne eller til stævnets aftensmad, der blev serveret i Efterskolens spisesal, hvor Grønningen trækker ind, hvis sommeren bliver våd.

Søndag aften

– slutter med aftenmøde i Hallen, hvor Svend Vestergaard Jensen fra Din Frikirke i Haderslev taler over emnet: ”Min nåde er dig nok”. Senere er der fællesskab på Grønningen, når Joachim Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg udfordrer til musik-quiz.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/sommerstaevne-24-naar-temaet-er-naade-sker-der-noget/feed/ Kristendomsundervisning i Chin Bethel Church https://baptist.dk/kristendomsundervisning-i-chin-bethel-church/ Mon, 04 Mar 2024 17:00:47 +0000 https://baptist.dk/?p=16373 I tre dage i vinterferien var de unge i Chin Bethel Church i Skjern samlet i kirken

Lyt til artiklen her

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/03/kristendomsundervisning-chin-bethel-church.mp3

Fra søndag til tirsdag oplevede teenagerne aftener med vidnesbyrd og lovsang og dage med undervisning. I det trygge rum i kirken var der plads til at stille de ”skæve” spørgsmål om liv og tro.

Et stærkt personlig vidnesbyrd

Allerede den første aften mødte teenagerne asylansøgeren Rebecca. Hun fortalte om at opleve Guds kald. Om oplevelsen af at nægte at have brug for Gud i sit liv til at være afhængig af Gud i sin hverdag. Rebecca fortalte også om det mirakel hun oplevede, da hun overlevede at blive ramt af en flere ton tung kirkedør.

Fest og glad dage i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Chin Chin)

Aftener fyldt med lovsang og vidnesbyrd

De andre aftener var fyldt med nye danske og engelske lovsange. Peter Tluang fra menigheden ledte lovsangen blandt teenagerne. Peter er født og opvokset i Danmark. Han delte sit vidnesbyrd om Guds kald til ham om at blive lovsangsleder. Det skete på hans andet år på efterskole: Her oplevede han først, at Gud åbnede en dør, da han fandt økonomi til at tage endnu et år på efterskole. Dernæst oplevede han et kald til at lede lovsang og spille guitar og synge med kammeraterne. I dag leder Peter lovsangen i Chin Bethel Church og spiller og synger i to danske folkekirker. Peter fortalte de unge, hvor vigtigt det er at være en del af et kristent fællesskab. Peter delte også sine tanker om vigtigheden af at kunne tale om tro som en helt normal ting i sin hverdag.

Dage med undervisning og plads til spørgsmål

Dagene gik med undervisning i evangeliet. Menighedens præst Emmanuel Cinzah underviste på engelsk og Chin Chin underviste på dansk. Chin Chin fortæller:
”Man kan tydeligt mærke, at de unge mennesker er opvokset i kristne hjem. De har gået i søndagsskole i kirken og de har fællesskab med hinanden. De er trygge i kirken og hinandens selskab, for de tør at stille spørgsmål, fx ”Hvorfor har Gud mon skabt træet i Edens haven, som de første mennesker ikke måtte spise af?” og ”Hvordan var din (til underviserne) oplevelse, dengang du blev døbt?” Teenagerne ville også gerne vide, om vi arrangerede flere ”camps” som den her.  Der er flere af dem som vil døbes til påske. Menigheden vil have gerne have en tradition, som man havde i Myanmar, hvor man holdt dåbsgudstjeneste hver år i påsken.”

Bøn og fællesskab for teenagere i vinterferien i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Chin Chin)

Flere camps og mere undervisning

Spørgsmålet om der bliver flere camps, skal teenagerne måske stille til deres forældre, præsten Za Uk og søndagsskolens ledere, der hjalp med alt det praktiske. Spørgsmålet tyder på, at de unge gerne vil mødes igen.

Chin Bethel Church holder ungdomslejr i uge 27 og igen i efterårsferien.  Menigheden har cirka 20 unge mennesker mellem 15 og 20 år og lige så mange mellem 21 og 26 år. Den ældre gruppe har man ikke kunnet give samme intensive kristendomsundervisning. Det har betydet, at kun en fjerdedel af dem er blevet døbt. Derfor har præsterne travlt: De har et stort ønske om at kunne samle flere unge mennesker til undervisning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I tre dage i vinterferien var de unge i Chin Bethel Church i Skjern samlet i kirken

Lyt til artiklen her

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/03/kristendomsundervisning-chin-bethel-church.mp3

Fra søndag til tirsdag oplevede teenagerne aftener med vidnesbyrd og lovsang og dage med undervisning. I det trygge rum i kirken var der plads til at stille de ”skæve” spørgsmål om liv og tro.

Et stærkt personlig vidnesbyrd

Allerede den første aften mødte teenagerne asylansøgeren Rebecca. Hun fortalte om at opleve Guds kald. Om oplevelsen af at nægte at have brug for Gud i sit liv til at være afhængig af Gud i sin hverdag. Rebecca fortalte også om det mirakel hun oplevede, da hun overlevede at blive ramt af en flere ton tung kirkedør.

Fest og glad dage i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Chin Chin)

Aftener fyldt med lovsang og vidnesbyrd

De andre aftener var fyldt med nye danske og engelske lovsange. Peter Tluang fra menigheden ledte lovsangen blandt teenagerne. Peter er født og opvokset i Danmark. Han delte sit vidnesbyrd om Guds kald til ham om at blive lovsangsleder. Det skete på hans andet år på efterskole: Her oplevede han først, at Gud åbnede en dør, da han fandt økonomi til at tage endnu et år på efterskole. Dernæst oplevede han et kald til at lede lovsang og spille guitar og synge med kammeraterne. I dag leder Peter lovsangen i Chin Bethel Church og spiller og synger i to danske folkekirker. Peter fortalte de unge, hvor vigtigt det er at være en del af et kristent fællesskab. Peter delte også sine tanker om vigtigheden af at kunne tale om tro som en helt normal ting i sin hverdag.

Dage med undervisning og plads til spørgsmål

Dagene gik med undervisning i evangeliet. Menighedens præst Emmanuel Cinzah underviste på engelsk og Chin Chin underviste på dansk. Chin Chin fortæller:
”Man kan tydeligt mærke, at de unge mennesker er opvokset i kristne hjem. De har gået i søndagsskole i kirken og de har fællesskab med hinanden. De er trygge i kirken og hinandens selskab, for de tør at stille spørgsmål, fx ”Hvorfor har Gud mon skabt træet i Edens haven, som de første mennesker ikke måtte spise af?” og ”Hvordan var din (til underviserne) oplevelse, dengang du blev døbt?” Teenagerne ville også gerne vide, om vi arrangerede flere ”camps” som den her.  Der er flere af dem som vil døbes til påske. Menigheden vil have gerne have en tradition, som man havde i Myanmar, hvor man holdt dåbsgudstjeneste hver år i påsken.”

Bøn og fællesskab for teenagere i vinterferien i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Chin Chin)

Flere camps og mere undervisning

Spørgsmålet om der bliver flere camps, skal teenagerne måske stille til deres forældre, præsten Za Uk og søndagsskolens ledere, der hjalp med alt det praktiske. Spørgsmålet tyder på, at de unge gerne vil mødes igen.

Chin Bethel Church holder ungdomslejr i uge 27 og igen i efterårsferien.  Menigheden har cirka 20 unge mennesker mellem 15 og 20 år og lige så mange mellem 21 og 26 år. Den ældre gruppe har man ikke kunnet give samme intensive kristendomsundervisning. Det har betydet, at kun en fjerdedel af dem er blevet døbt. Derfor har præsterne travlt: De har et stort ønske om at kunne samle flere unge mennesker til undervisning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kristendomsundervisning-i-chin-bethel-church/feed/ Tør du gå på vandet? https://baptist.dk/toer-du-gaa-paa-vandet/ Thu, 14 Sep 2023 04:00:02 +0000 https://baptist.dk/?p=14838
Noget af den nyeste data, vi har, viser, at der kun er 2 % af os i den vestlige verden, der deler vores tro med folk der kommer ”udefra kirken”. Det er måske årsagen til, at den vestlige kirke er på ”tilbagegang”.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg både før i tiden og stadigvæk stadig kan have svært ved at dele min personlige tro med ”fremmede”. Men for hver gang, jeg gør det – bliver den næste gang nemmere.

Det, som også har slået mig, er, at mennesker, som man troede ville være kritiske over for ens tro, eller som man tænkte, ikke var interesseret, ofte er det modsatte. De er utrolig interesserede, har mange spørgsmål og vil helt overordnet gerne vide mere.

Spørgsmålene er mange… og svarene er ikke altid så nemme. Men jeg vil gerne spørge dig – hvad er kirke? Hvem er det ”vi” er til for? Hvad ”skal” vores ”kirke”?

Og så er det vigtigt at huske, at det er IKKE vores kirke – men Jesus’ kirke! Det afhænger altså ikke af dig, men af Jesus.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Noget af den nyeste data, vi har, viser, at der kun er 2 % af os i den vestlige verden, der deler vores tro med folk der kommer ”udefra kirken”. Det er måske årsagen til, at den vestlige kirke er på ”tilbagegang”.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg både før i tiden og stadigvæk stadig kan have svært ved at dele min personlige tro med ”fremmede”. Men for hver gang, jeg gør det – bliver den næste gang nemmere.

Det, som også har slået mig, er, at mennesker, som man troede ville være kritiske over for ens tro, eller som man tænkte, ikke var interesseret, ofte er det modsatte. De er utrolig interesserede, har mange spørgsmål og vil helt overordnet gerne vide mere.

Spørgsmålene er mange… og svarene er ikke altid så nemme. Men jeg vil gerne spørge dig – hvad er kirke? Hvem er det ”vi” er til for? Hvad ”skal” vores ”kirke”?

Og så er det vigtigt at huske, at det er IKKE vores kirke – men Jesus’ kirke! Det afhænger altså ikke af dig, men af Jesus.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/toer-du-gaa-paa-vandet/feed/ Arina Mai åbnede Sommerstævne ’23 med et brag af en koncert https://baptist.dk/arina-mai-aabnede-sommerstaevne-23-med-et-brag-af-en-koncert/ Wed, 19 Jul 2023 18:29:12 +0000 https://baptist.dk/?p=14624 Der blev ikke sparet på udtrykket, da popsangerinden Arina Mai den 16. juli spillede koncert på Sommerstævne ‘23


Foto: Astrid Melkær Andersen

Publikum blev mødt af et musik-, danse- og lysshow, da Arina Mai gik på Store Scene i Lindenborg søndag eftermiddag. Arina ønsker at levere ambitiøs popmusik med et kristent budskab. Til at akkompagnere sig i denne odyssé havde Arina Mai medbragt sit eget 4-mands band og to dansere. De skulle sammen prøve at få stævnedeltagerne op af stolene med deres brag af et show.  Og et show gav de! Publikum blev budt på alt fra hitlisteværdige up-tempo popsange til intime ballader.

Årets tema på Sommerstævne er “Sendt”, og derfor var det skønt også at høre Arinas vidnesbyrd om at lære Jesus at kende og siden opleve at blive sendt ud i musikbranchen som bannerfører for den kristne tro.

Alt i alt giver Arina Mai og følge håb om, at kristusbanneret også vil blive løftet højt i den sekulære musikbranche.

Mere info om Arina Mai på hjemmesiden https://www.arinamai.com/ – eller lyt til musikken på Spotify, YouTube eller hvor du ellers lytter til musik.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Der blev ikke sparet på udtrykket, da popsangerinden Arina Mai den 16. juli spillede koncert på Sommerstævne ‘23


Foto: Astrid Melkær Andersen

Publikum blev mødt af et musik-, danse- og lysshow, da Arina Mai gik på Store Scene i Lindenborg søndag eftermiddag. Arina ønsker at levere ambitiøs popmusik med et kristent budskab. Til at akkompagnere sig i denne odyssé havde Arina Mai medbragt sit eget 4-mands band og to dansere. De skulle sammen prøve at få stævnedeltagerne op af stolene med deres brag af et show.  Og et show gav de! Publikum blev budt på alt fra hitlisteværdige up-tempo popsange til intime ballader.

Årets tema på Sommerstævne er “Sendt”, og derfor var det skønt også at høre Arinas vidnesbyrd om at lære Jesus at kende og siden opleve at blive sendt ud i musikbranchen som bannerfører for den kristne tro.

Alt i alt giver Arina Mai og følge håb om, at kristusbanneret også vil blive løftet højt i den sekulære musikbranche.

Mere info om Arina Mai på hjemmesiden https://www.arinamai.com/ – eller lyt til musikken på Spotify, YouTube eller hvor du ellers lytter til musik.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/arina-mai-aabnede-sommerstaevne-23-med-et-brag-af-en-koncert/feed/ Levede baptistliv https://baptist.dk/levede-baptistliv/ Wed, 02 Dec 2020 10:24:20 +0000 https://baptist.dk/?p=10223 Tema for blad nr. 5, 2020 er ’Hvad står vi for som baptister?’ Vores identitet afspejles dels i vores forkyndelse, dels i vores livsførelse.


For at forstå og beskrive, hvilke konsekvenser det kan have for tilværelsen at være baptist, har redaktionen stillet en række spørgsmål til en række personer fra forskellige menigheder:

  • Prøv at beskrive, hvad der er vigtigt for dig ved at være baptist?
  • Hvordan afspejler det sig i dit liv? Har det haft betydning for dit valg af erhverv eller for dit arbejdsliv?
  • Hvad har det betydet for din måde at opdrage dine børn på?
  • Er det mere vigtigt for dig, at du er baptist, end at du ’bare’ er kristen? Hvorfor?
  • Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?
  • Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Det er der kommet en række meget forskellige artikler ud af, men fælles for dem er, at skribenterne reflekterer over, hvad det har betydet for deres liv, at de er baptister.

Kristen først – og så baptist

Anne Elleby Sørensen, Roskilde Baptistkirke

Baptistfællesskabet er underlaget for mit liv, og dér hører jeg til.

Baptistkirken er en paraply at høre under, selv om jeg ikke nødvendigvis er enig i alle beslutninger som helhed eller i den enkelte menigheds beslutninger. At være kristen afspejler sig i mit liv ved håbet om, at Kristus kan ses i mine ord og handlinger, og ved at jeg fortæller, at jeg kommer i baptistkirken.

Troen med på arbejde

Jeg begyndte med at ville læse på Seminariet i Tølløse for at blive børnemedarbejder i en menighed, men jeg endte med at arbejde med børn i udfordringer samt deres forældre. Jeg har taget min tro med på arbejde. Jeg har bedt for børnene, for at Gud måtte lede mig i min kontakt med dem og inden mine samtaler med forældrene.

Jeg har taget min tro med på arbejde.

I forhold til børnene

Det var vigtigt for mig, at mine egne børn lærte Jesus at kende. Vi sang aftensang, bad bordbøn og talte om tro i hverdagen, når det faldt naturligt. Mine drenge deltog i søndagsskole – med lettere pres i teenageårene, da der ikke var meget for den aldersgruppe. Jeg glædes over, at de tog personlig stilling og blev døbt, da de var i tyverne.

Jeg er først og fremmest kristen

Dernæst er jeg baptist. At være baptist er forskelligt for den enkelte. De nådegaver og tjenester, der beskrives i Bibelen, skal helst være en naturlig del af både mit og menighedens liv. Det skal helst fungere i samværet og kunne tales åbent om. Det skal kunne ses virksomt i både smågrupper og til gudstjenester, bl.a. ved forbøn, helbredelse og i det profetiske. Det er vigtigt for mig at være en del af sådan en menighed og et fællesskab, at have en eller flere tjenester og at blive brugt, hvor jeg har fået naturlige og Gudgivne nådegaver. Jeg er glad for besøgstjenesten og for at være opmærksom på nye i kirken. Jeg inviterer også til kirkens velkomst- og informationskaffe.

At være baptist føles trygt

Maria Klarskov, Kirken i Kulturcenter Vendsyssel

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at kalde mig ’baptist’; måske omkring 13-års-alderen, og det blev for mig et ’helle’. Det føltes som et sikkert ståsted, hvorfra jeg kunne være fri til at være den, jeg er.

Da de andre i klassen gik til konfirmationsforberedelse, gik jeg i kristendomsklasse, og det gav mig en større viden om den frikirke-historie, jeg var en del af. Det gav mig ballast og en følelse af at være i konstruktiv opposition til ’det etablerede’, hvad det så end måtte vise sig at være. Jeg følte, at jeg var en del af en frihedsbevægelse, både politisk og personligt.

Et formende forum

Min baptist-opdragelse har givet mig den gave, at jeg har fået muligheden for – måske endda retten til – selv at tage stilling til mine værdier og min tro. Som teenager og ung oplevede jeg, at jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral. Det var meget formende for mig, og det er jeg meget taknemlig for. Det er en proces, jeg stadig er i gang med, og jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver færdig.

Jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral.

Gennemsyret af frihed

Det er vigtigt for mig at være baptist, fordi min forståelse af det navn er gennemsyret af en oplevelse af frihed: Åndsfrihed, trosfrihed, tankefrihed. Frihed til at drømme stort. Frihed til at håbe på det, som ser umuligt ud. Frihed til at tro på, at jeg kan gøre en forskel i verden – både i den store og i den helt nære. Frihed til at være og tænke helt forskelligt og alligevel være lige – uendeligt værdifulde, elskede og vigtige. Frihed til at møde min næste og mig selv med forsonlighed. Frihed til at insistere på, at uenighed ikke er verdens undergang – hvis den mødes med nysgerrighed, kærlighed og barmhjertighed.

Om at være baptist

Bodil Hylleberg, Tølløse Baptistmenighed

Jeg har aldrig i mit lange liv sat spørgsmål ved, om jeg skulle være baptist – for det er og var jeg, både før og efter jeg blev døbt. Måske lyder det ureflekteret, men det er sådan, jeg har haft det.

I mit hjem gennemsyrede det at være kristen og baptist både hverdage, helligdage og festdage – og som det er for mig, sådan håber jeg også, at vores børn er positivt præget med den kærlighed, der er fundamentet i Kristustroen; den tro, som vi alle er inviteret til at bygge livet på.

En synlig menighed

Kristustroen udfolder sig for mig i Baptistkirken, hvor jeg er så privilegeret at være beriget med både familie og venner – og meget arbejde! For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt. Alt dette er med til at opbygge mig som person og med til at give en forståelse af, at vi står sammen om at få menigheden til at være synlig i sin forkyndelse og sit virke.

For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt.

Lærer af lyst og kald

Jeg har brugt mit arbejdsliv på at være lærer for børn og unge, og det tror jeg bestemt, at jeg valgte både af lyst og kald – det var en oplagt mulighed for at give noget væsentligt videre. Man kan så altid spørge sig selv, hvor godt det lykkedes, men det er jeg heldigvis ikke stillet til regnskab for her! I mit pensionistliv er det en gave at være en del af et menighedsliv. Der er altid nok at tage fat på i fællesskab med andre. Jeg drømmer om, at vores børn og unge kunne have lige så mange at dele kirkeliv med, som vi har som pensionister.

Det eneste rigtige?

Er jeg så baptist, fordi det er det eneste rigtige? Nej, det er jeg ikke, men min livsfortælling har i alle faser af mit liv formet sig sådan, at det er her, jeg hører hjemme og føler mig hjemme. Og det samme ønsker jeg for de næste generationer – at de lykkes med at vise trofasthed over for både deres hjem og deres kirke. Det giver ro i sindet og energi og overskud til at være Kristusvidne både med og uden ord.

Hvad er vigtigt ved at være baptist?

Charlotte Skræp, Aarhus Baptistmenighed

Det vigtigste er ikke at være baptist, men at være med i et fællesskab, der har Jesus som det centrale omdrejningspunkt, og som har en teologi, der er i tråd med Bibelen.

Min familie har været baptister i generationer, så mine forældre tog mig med i baptistkirken. Derfor blev jeg baptist og ikke medlem af en anden kirke.

Hvordan afspejler det sig i dit liv?

Det er svært at svare på. Jeg opfører mig ikke ekstra artigt eller afstår fra ting, men jeg har bemærket andres undren, når jeg gør noget frivilligt eller uegennyttigt. Det har måske noget at gøre med min opvækst i baptistkirken, som jo i høj grad er baseret på frivillighed.

Det har ikke haft nogen indflydelse på mit valg af erhverv eller mit arbejdsliv, for mit privatliv og mit arbejdsliv er to adskilte størrelser. På mit arbejde svarer jeg hvert kvartal på en medarbejderundersøgelse – bl.a. om der er overensstemmelse mellem arbejdspladsens værdier og mine værdier. Jeg svarer altid, at det kan jeg ikke; ikke fordi min arbejdsplads ikke er ordentlig, men fordi værdier for mig er en helt anden størrelse.

Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?

Godt – jeg har været i Aarhus i to år og har fra første dag følt mig velkommen. På grund af mit arbejde har jeg boet flere steder og været medlem af flere menigheder, og jeg har altid haft et godt og nært forhold til min menighed. Man må også selv gøre en indsats for at komme i ’nærkontakt’ med sin menighed. Man kan ikke bare sidde hjemme og undre sig over, hvorfor præsten ikke kommer forbi; man må op af sofaen og afsted. Bevar mig vel, der er i alle menigheder personer, man ikke er enig med, men det er et vilkår, som ikke er enestående for en menighed, sådan er det jo også i livet som sådan.

Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet?

Det er supervigtigt, og på forunderlig vis kommer det helt af sig selv. Jeg behøver bare at møde op til menighedsmødet, så er jeg valgt ind i et eller andet. Jeg er med, fordi jeg ikke kan lade være.

Ingen har været i tvivl om, at jeg er baptist

Kurt Bøgsted, Korskirkens Baptistmenighed

Det kristne liv, du lever, er synligt for dem, du møder i hverdagen. Din væremåde er afgørende for, om de får lyst til at komme i en kirke.

”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende” – sådan indledes det skriftsted, jeg fik ved min dåb.[1]

På en spejderweekend opdagede jeg, at en ung havde gemt hash i en lampe. Jeg tænkte: ’Hjælp, hvad skal jeg gøre?’ Det blev en ’usagt bøn’, som Gud hørte, og mit dåbsord gav mig styrke til at klare weekendens opgaver og samtidig til at tage mig af ham, efter at han havde smidt hashen ud i toilettet.

Mit aktive liv i Odense Baptistmenighed med ungdomsforening og spejderarbejde har sammen med den oplevelse dannet grobunden for, at jeg næsten hele mit arbejdsliv har arbejdet med forebyggende arbejde.

Fokus på børn og unge

Jeg har været SSP[2]-koordinator i Ikast, Ishøj og Dragør. Alle steder har man kendt til, at jeg er baptist, selvom jeg aldrig af mig selv tog religiøse emner op, men jeg fik ofte spørgsmål til logo på tøj o.l.

I Ikast deltog jeg i konfirmandundervisningen, ligesom jeg også var med til at etablere DDS- og FPF/FDF-arbejde i mindre byområder.

I Ishøj var kriminaliteten mere alvorlig, og jeg havde op til 12 deltids-/fuldtidsmedarbejdere. Det gav respekt i moskeen og hos imamen, at jeg var baptist. Derfor fik jeg lov til at tale i moskeen og blev som den eneste kommunale medarbejder godt modtaget i hjemmene.

Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?

Tro, bøn og arbejdsliv

Den vigtigste bøn er for mig den personlige stille bøn og den bøn, man beder i nuet. I mit arbejde var jeg ikke altid særlig tryg, og undertiden gjorde antallet af opgaver, at jeg måtte fravælge unge, som havde brug for hjælp. Så bad jeg Gud om at vejlede mig.

En gang spurgte en prostitueret, som jeg havde fået ind i et afvænningstilbud: ”Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?” Vi bad sammen om det. Senere gav hun mig et billede af sindsrobønnen. Den blev hængt op på mit kontor og brugt til forældremøder.

Ja, Gud har været en synlig og usynlig del af mit arbejdsliv.

[1] 1. Timotheusbrev kap. 4 vers 12-14

[2] Samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Tema for blad nr. 5, 2020 er ’Hvad står vi for som baptister?’ Vores identitet afspejles dels i vores forkyndelse, dels i vores livsførelse.


For at forstå og beskrive, hvilke konsekvenser det kan have for tilværelsen at være baptist, har redaktionen stillet en række spørgsmål til en række personer fra forskellige menigheder:

  • Prøv at beskrive, hvad der er vigtigt for dig ved at være baptist?
  • Hvordan afspejler det sig i dit liv? Har det haft betydning for dit valg af erhverv eller for dit arbejdsliv?
  • Hvad har det betydet for din måde at opdrage dine børn på?
  • Er det mere vigtigt for dig, at du er baptist, end at du ’bare’ er kristen? Hvorfor?
  • Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?
  • Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Det er der kommet en række meget forskellige artikler ud af, men fælles for dem er, at skribenterne reflekterer over, hvad det har betydet for deres liv, at de er baptister.

Kristen først – og så baptist

Anne Elleby Sørensen, Roskilde Baptistkirke

Baptistfællesskabet er underlaget for mit liv, og dér hører jeg til.

Baptistkirken er en paraply at høre under, selv om jeg ikke nødvendigvis er enig i alle beslutninger som helhed eller i den enkelte menigheds beslutninger. At være kristen afspejler sig i mit liv ved håbet om, at Kristus kan ses i mine ord og handlinger, og ved at jeg fortæller, at jeg kommer i baptistkirken.

Troen med på arbejde

Jeg begyndte med at ville læse på Seminariet i Tølløse for at blive børnemedarbejder i en menighed, men jeg endte med at arbejde med børn i udfordringer samt deres forældre. Jeg har taget min tro med på arbejde. Jeg har bedt for børnene, for at Gud måtte lede mig i min kontakt med dem og inden mine samtaler med forældrene.

Jeg har taget min tro med på arbejde.

I forhold til børnene

Det var vigtigt for mig, at mine egne børn lærte Jesus at kende. Vi sang aftensang, bad bordbøn og talte om tro i hverdagen, når det faldt naturligt. Mine drenge deltog i søndagsskole – med lettere pres i teenageårene, da der ikke var meget for den aldersgruppe. Jeg glædes over, at de tog personlig stilling og blev døbt, da de var i tyverne.

Jeg er først og fremmest kristen

Dernæst er jeg baptist. At være baptist er forskelligt for den enkelte. De nådegaver og tjenester, der beskrives i Bibelen, skal helst være en naturlig del af både mit og menighedens liv. Det skal helst fungere i samværet og kunne tales åbent om. Det skal kunne ses virksomt i både smågrupper og til gudstjenester, bl.a. ved forbøn, helbredelse og i det profetiske. Det er vigtigt for mig at være en del af sådan en menighed og et fællesskab, at have en eller flere tjenester og at blive brugt, hvor jeg har fået naturlige og Gudgivne nådegaver. Jeg er glad for besøgstjenesten og for at være opmærksom på nye i kirken. Jeg inviterer også til kirkens velkomst- og informationskaffe.

At være baptist føles trygt

Maria Klarskov, Kirken i Kulturcenter Vendsyssel

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at kalde mig ’baptist’; måske omkring 13-års-alderen, og det blev for mig et ’helle’. Det føltes som et sikkert ståsted, hvorfra jeg kunne være fri til at være den, jeg er.

Da de andre i klassen gik til konfirmationsforberedelse, gik jeg i kristendomsklasse, og det gav mig en større viden om den frikirke-historie, jeg var en del af. Det gav mig ballast og en følelse af at være i konstruktiv opposition til ’det etablerede’, hvad det så end måtte vise sig at være. Jeg følte, at jeg var en del af en frihedsbevægelse, både politisk og personligt.

Et formende forum

Min baptist-opdragelse har givet mig den gave, at jeg har fået muligheden for – måske endda retten til – selv at tage stilling til mine værdier og min tro. Som teenager og ung oplevede jeg, at jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral. Det var meget formende for mig, og det er jeg meget taknemlig for. Det er en proces, jeg stadig er i gang med, og jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver færdig.

Jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral.

Gennemsyret af frihed

Det er vigtigt for mig at være baptist, fordi min forståelse af det navn er gennemsyret af en oplevelse af frihed: Åndsfrihed, trosfrihed, tankefrihed. Frihed til at drømme stort. Frihed til at håbe på det, som ser umuligt ud. Frihed til at tro på, at jeg kan gøre en forskel i verden – både i den store og i den helt nære. Frihed til at være og tænke helt forskelligt og alligevel være lige – uendeligt værdifulde, elskede og vigtige. Frihed til at møde min næste og mig selv med forsonlighed. Frihed til at insistere på, at uenighed ikke er verdens undergang – hvis den mødes med nysgerrighed, kærlighed og barmhjertighed.

Om at være baptist

Bodil Hylleberg, Tølløse Baptistmenighed

Jeg har aldrig i mit lange liv sat spørgsmål ved, om jeg skulle være baptist – for det er og var jeg, både før og efter jeg blev døbt. Måske lyder det ureflekteret, men det er sådan, jeg har haft det.

I mit hjem gennemsyrede det at være kristen og baptist både hverdage, helligdage og festdage – og som det er for mig, sådan håber jeg også, at vores børn er positivt præget med den kærlighed, der er fundamentet i Kristustroen; den tro, som vi alle er inviteret til at bygge livet på.

En synlig menighed

Kristustroen udfolder sig for mig i Baptistkirken, hvor jeg er så privilegeret at være beriget med både familie og venner – og meget arbejde! For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt. Alt dette er med til at opbygge mig som person og med til at give en forståelse af, at vi står sammen om at få menigheden til at være synlig i sin forkyndelse og sit virke.

For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt.

Lærer af lyst og kald

Jeg har brugt mit arbejdsliv på at være lærer for børn og unge, og det tror jeg bestemt, at jeg valgte både af lyst og kald – det var en oplagt mulighed for at give noget væsentligt videre. Man kan så altid spørge sig selv, hvor godt det lykkedes, men det er jeg heldigvis ikke stillet til regnskab for her! I mit pensionistliv er det en gave at være en del af et menighedsliv. Der er altid nok at tage fat på i fællesskab med andre. Jeg drømmer om, at vores børn og unge kunne have lige så mange at dele kirkeliv med, som vi har som pensionister.

Det eneste rigtige?

Er jeg så baptist, fordi det er det eneste rigtige? Nej, det er jeg ikke, men min livsfortælling har i alle faser af mit liv formet sig sådan, at det er her, jeg hører hjemme og føler mig hjemme. Og det samme ønsker jeg for de næste generationer – at de lykkes med at vise trofasthed over for både deres hjem og deres kirke. Det giver ro i sindet og energi og overskud til at være Kristusvidne både med og uden ord.

Hvad er vigtigt ved at være baptist?

Charlotte Skræp, Aarhus Baptistmenighed

Det vigtigste er ikke at være baptist, men at være med i et fællesskab, der har Jesus som det centrale omdrejningspunkt, og som har en teologi, der er i tråd med Bibelen.

Min familie har været baptister i generationer, så mine forældre tog mig med i baptistkirken. Derfor blev jeg baptist og ikke medlem af en anden kirke.

Hvordan afspejler det sig i dit liv?

Det er svært at svare på. Jeg opfører mig ikke ekstra artigt eller afstår fra ting, men jeg har bemærket andres undren, når jeg gør noget frivilligt eller uegennyttigt. Det har måske noget at gøre med min opvækst i baptistkirken, som jo i høj grad er baseret på frivillighed.

Det har ikke haft nogen indflydelse på mit valg af erhverv eller mit arbejdsliv, for mit privatliv og mit arbejdsliv er to adskilte størrelser. På mit arbejde svarer jeg hvert kvartal på en medarbejderundersøgelse – bl.a. om der er overensstemmelse mellem arbejdspladsens værdier og mine værdier. Jeg svarer altid, at det kan jeg ikke; ikke fordi min arbejdsplads ikke er ordentlig, men fordi værdier for mig er en helt anden størrelse.

Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?

Godt – jeg har været i Aarhus i to år og har fra første dag følt mig velkommen. På grund af mit arbejde har jeg boet flere steder og været medlem af flere menigheder, og jeg har altid haft et godt og nært forhold til min menighed. Man må også selv gøre en indsats for at komme i ’nærkontakt’ med sin menighed. Man kan ikke bare sidde hjemme og undre sig over, hvorfor præsten ikke kommer forbi; man må op af sofaen og afsted. Bevar mig vel, der er i alle menigheder personer, man ikke er enig med, men det er et vilkår, som ikke er enestående for en menighed, sådan er det jo også i livet som sådan.

Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet?

Det er supervigtigt, og på forunderlig vis kommer det helt af sig selv. Jeg behøver bare at møde op til menighedsmødet, så er jeg valgt ind i et eller andet. Jeg er med, fordi jeg ikke kan lade være.

Ingen har været i tvivl om, at jeg er baptist

Kurt Bøgsted, Korskirkens Baptistmenighed

Det kristne liv, du lever, er synligt for dem, du møder i hverdagen. Din væremåde er afgørende for, om de får lyst til at komme i en kirke.

”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende” – sådan indledes det skriftsted, jeg fik ved min dåb.[1]

På en spejderweekend opdagede jeg, at en ung havde gemt hash i en lampe. Jeg tænkte: ’Hjælp, hvad skal jeg gøre?’ Det blev en ’usagt bøn’, som Gud hørte, og mit dåbsord gav mig styrke til at klare weekendens opgaver og samtidig til at tage mig af ham, efter at han havde smidt hashen ud i toilettet.

Mit aktive liv i Odense Baptistmenighed med ungdomsforening og spejderarbejde har sammen med den oplevelse dannet grobunden for, at jeg næsten hele mit arbejdsliv har arbejdet med forebyggende arbejde.

Fokus på børn og unge

Jeg har været SSP[2]-koordinator i Ikast, Ishøj og Dragør. Alle steder har man kendt til, at jeg er baptist, selvom jeg aldrig af mig selv tog religiøse emner op, men jeg fik ofte spørgsmål til logo på tøj o.l.

I Ikast deltog jeg i konfirmandundervisningen, ligesom jeg også var med til at etablere DDS- og FPF/FDF-arbejde i mindre byområder.

I Ishøj var kriminaliteten mere alvorlig, og jeg havde op til 12 deltids-/fuldtidsmedarbejdere. Det gav respekt i moskeen og hos imamen, at jeg var baptist. Derfor fik jeg lov til at tale i moskeen og blev som den eneste kommunale medarbejder godt modtaget i hjemmene.

Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?

Tro, bøn og arbejdsliv

Den vigtigste bøn er for mig den personlige stille bøn og den bøn, man beder i nuet. I mit arbejde var jeg ikke altid særlig tryg, og undertiden gjorde antallet af opgaver, at jeg måtte fravælge unge, som havde brug for hjælp. Så bad jeg Gud om at vejlede mig.

En gang spurgte en prostitueret, som jeg havde fået ind i et afvænningstilbud: ”Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?” Vi bad sammen om det. Senere gav hun mig et billede af sindsrobønnen. Den blev hængt op på mit kontor og brugt til forældremøder.

Ja, Gud har været en synlig og usynlig del af mit arbejdsliv.

[1] 1. Timotheusbrev kap. 4 vers 12-14

[2] Samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/levede-baptistliv/feed/