Casper Jonstrup Hansen:

• 23 år gammel
• læser til kandidat i psykologi ved Københavns Universitet
• lovsangsleder i re:gen, København

Casper er vokset op i et kristent hjem, og er kommet i baptistkirken hele sit liv, selvom han ikke altid følte, at det var lige relevant. ’Som barn syntes jeg, at kirke var lidt kedeligt, og i børnekirken var svaret altid Jesus!’, fortæller han.

Men det ændrede sig, da Casper var omkring 12 år gammel, og der kom to nye ungdomsledere fra USA til kirken. Han oplevede, at kirke pludselig blev spændende, fordi der skete noget. Samtidig gik familien igennem en svær tid med skilsmisse, og kirken blev for Casper også et sted, hvor folk bakkede ham op. Det – samt en fascination af at lære at spille guitar – gjorde, at Casper pludselig nød at komme i kirken.

Uanset, hvad ens evner er, er det vigtigt, at kirken får dem i spil.

Allerede som 14-årig blev han hevet med i lovsangsbandet. Han er ikke i tvivl om, at det var utrolig vigtigt, at han fik en tjeneste. Det gjorde, at han blev fastholdt i kirken: ’Uanset, hvad ens evner er, er det vigtigt, at kirken får dem i spil. Det er vigtigt, at man bliver set og hørt, og at man bliver taget med, så man kan opleve et møde med Gud og den efterfølgende forvandling, der sker’.

Personlig tro i et videnskabeligt miljø

Allerede som 19-årig begyndte Casper at læse psykologi på Århus Universitet. Her blev han kastet ud i et videnskabeligt miljø med professorer, der mente, at kristendom var fordummende. Det førte til en troskrise. Er der overhovedet en Gud? Er det bare levn fra gammel tid? Blot humbug og hallucinationer?

’I den krise fandt jeg netop min tro og oplevede Guds nærvær. Gud fortalte mig, at Han stadig havde noget for, at Han stadig havde noget i gang, og det skulle jeg være med til. Jeg har fået en videnskabelig uddannelse, og jeg er blevet skolet i at kritisere ting, men det er slet ikke det, kristendom prøver at være. Fejlen bliver netop begået, når folk prøver at gøre kristendom til videnskab, for det er den ikke. Biblen er jo ikke en fysikrapport’.

For Casper har videnskabelige beviser netop givet ham en bredere og dybere tro på Gud. At man kan se, hvad der sker i hjernen, når vi beder til Gud, ser han ikke som en udelukkelse af Gud, men som et bevis på, at sådan har Gud skabt os: ’Tro er tro, og videnskab er videnskab. Det er to forskellige ting, og de kan sagtens køre parallelt’.

Tro er tro, og videnskab er videnskab. Det er to forskellige ting, og de kan sagtens køre parallelt.

Digital overgang

Udover psykologi og lovsang går Casper også op i meget andet, heriblandt teknologi. Derfor var fristelsen for stor til, at han kunne sige nej, da han blev spurgt om at gå med i redaktionen og være med til at skabe en overgang til noget digitalt:

’baptist.dk er jo et gammelt, støvet medie efterhånden, og det er ærgerligt, for vi har brug for det i BaptistKirken! Vi er jo mange lokale kirker, og vi har brug for at kunne snakke sammen og høre hinandens holdninger. Det har vi manglet, og det har været med til at skabe en større fragmentering. Det vi har været uenige om, har fyldt alt for meget, og det har overskygget det, Jesus har kaldt os til: At være hans disciple. Det er min drøm, at baptist.dk bliver et levende medie, som alle generationer klikker sig ind på, og som bliver relevant for os igen. At det bliver et sted, hvor man kan dele holdninger og artikler, og som også de unge oplever som relevant og interessant’.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Jeg fik dette forslag til klummeoverskrift: ‘Man skal have en stor tro for at være ateist’. Tja – det er jo meget troligt, og jeg troede nok, jeg kunne få noget ud af den overskrift. Det blev utroligt indviklet. For hvad tror vi, at vi taler om, når vi siger ‘tro’?

Vi bruger det lille ord tro om alt fra den mest ubegrundede formodning til det mest klippefaste livsfundament – så vi aldrig rigtig véd, hvad den anden mener med ordet tro.

Vi bruger det lille ord tro om alt fra den mest ubegrundede formodning til det mest klippefaste livsfundament.

Tro, hvor viden hører op

Som regel taler vi om tro som noget, der begynder, hvor vores viden hører op. Hebræerbrevet siger jo også: ’Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses’.1 Men er det alt, hvad der er at sige om tro? I så fald er min tros fasthed afhængig af min evne til at bilde mig selv noget ind og klamre mig fast til det. Og så flytter den faste tillid over i kategorien usikre formodninger. Altså en utrolig selvmodsigelse.

Jeg troede også engang …

at troen var noget, jeg med skarpe argumenter kunne overbevise andre om. Der var bare det ved det, at de andre havde skarpere argumenter, end jeg havde. Og min klippefaste tro smuldrede – indtil jeg mødte Jesus. Jeg så ham ikke med mine øjne, men jeg véd, at han var der. Derfra begyndte min tro at bygges op – ikke som gætværk, men baseret på den viden, at Jesus lever. En viden, jeg aldrig kan videregive med videnskabeligt bevis til andre, men en erfaring jeg ikke kan løbe fra. For min tro er ikke en hjemmelavet videns-forlængelse, men en relation til den levende Kristus, som færdes frit hos os uden hensyn til vores formodninger eller viden.

Kristentroen er en relation. Som Peter skriver: ’Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham …’.2

1 Hebræer-brevet kap.11. Vers 1

2 1. Peters-brev kap.1. vers 8

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere