Gudrun er ud af en gammel baptist-familie,  mens Vibeke er ’tilløber’ i en sen alder. Gudruns familie har lange traditioner for politisk engagement: ”Min bedstefar Jens Chr. Eriksen var sognefoged og medlem af Gunderup-Nøvling sogneråd, inden jeg blev født. Hans søn Erik blev senere medlem af samme sogneråd. Min bedstefars bror sad i amtsrådet – alle for Venstre. Min mors familie var ikke aktive i politik, men de fleste var socialdemokrater. Særlig min mormor så et stort lys i Stauning.”

Vibeke Dalsgaard

I Vibekes familie var der ikke samme tradition, ”men min far forventede, at man kunne argumentere for sine holdninger, og gennem KFUK-spejderne fik jeg grundlagt et stærkt socialt engagement. Og så gik jeg på børnehaveseminariet fra 1975-78, og der blev der talt meget politik”. ”Ja”, bemærker Gudrun lunt: ”Da rendte I alle rundt med lilla ble på hovedet!” Og Vibeke bemærker: ”Hvis man overvejede at stemme socialdemokratisk, var man dybt højreorienteret!” Gudrun fandt sit politiske ståsted i Venstre og Vibeke i første omgang i Socialistisk Folkeparti.

Min far forventede, at man kunne argumentere for sine holdninger.

Oplevelser i kommunalpolitik

”Jeg oplevede heldigvis mange forbedringer i kommunen i de to perioder, jeg var valgt”, fortsætter Gudrun. ”Mange mennesker kom i arbejde, og det gav kommunen en god økonomi. Vi fik renoveret skoler og plejehjem, og vi etablerede Kulturstationen i Skørping og Operaen i Rebild. Jeg kan se tilbage på meget med glæde.”

Vibeke virkede en periode tidligere og var mest med til at spare: ”Vi lukkede fire skoler i Aalborg. Jeg bragte SF ind i det forlig, og det skabte så meget intern uro, at min karriere vist sluttede der.” De store interne opgør i partiet bevirkede også, at Vibeke senere skiftede til Det Radikale Venstre, hvor hun stadig er medlem.

Begge har haft store oplevelser i aktiv politik. Gudrun fortæller om valg af en tysk venskabsby og et besøg dér, hvor alt stadig havde præg af tiden før ’Muren’. Vibeke husker især i alle partier, at hun mødte store og fine mennesker med stor respekt for andres holdninger.

Det er svært at få mennesker til at engagere sig i politiske foreninger og til at stille op.

Viljen til magt

Hvordan ser det så ud 25 år senere?  Vibeke er bekymret for udviklingen. Det er svært at få mennesker til at engagere sig i politiske foreninger og til at stille op. Hvad tænker Gudrun? Efter lidt overvejelse svarer hun: ”Tidligere var der fem vælgerforeninger i Venstre i Rebild Kommune, nu er der kun én. Ting bliver for store i tiden. Alting bliver for langt væk. Derudover sidder der reelt en del mennesker i Folketinget, som ikke vil være i stand til at regere landet, hvis de fik lov. Det giver en skæv debat.”
Vibeke har til gengæld en oplevelse af, ”at vores kendte politikere vil magten til sig selv, mere end de vil virkeliggøre de værdier, de står for.” Det er ikke et problem, mener Gudrun: ”Vi skal jo ville magten, hvis vi vil ændre noget. Men det må være svært konstant at blive overfuset på de sociale medier. Jeg oplevede en stor tillid fra lokalbefolkningen, da jeg blev valgt. Demokrati handler om tillid og respekt.”

Det er vigtigt at få fat i de unge

”Jeg besøgte Folketinget som helt ung”, fortæller Gudrun. ”Der mødte jeg Julius Bomholt, så kan du selv regne ud, hvor længe det er siden. Men det gjorde et stort indtryk på mig.” Vibeke oplever, at der heldigvis er mange tiltag, hvor skoleelever oplever at være beslutningstagere. ”Det er i øvrigt et af de steder, hvor Baptistkirken er godt med”, bemærker Gudrun. ”Vi oplærer vores unge til demokrati gennem den måde, vores menigheder fungerer på – og det er godt.”

Frihed, demokrati og engagement

Gudrun er stadig aktiv i Venstres EU-udvalg i Region Nordjylland, og for hende er EU langt mere end toldunion og handelssamarbejde: ”EU er basis for vores frihed og fred i Europa”. Vibeke begyndte som modstander, ”men især efter Balkankrigene måtte jeg erkende, at faren for krig heller ikke er slut i Europa. Vi må samarbejde om at forebygge det, og det sker i EU – der er ikke andre muligheder.”

Gudrun Knudsen. 73 år. Medlem af Østhimmerlands Baptistmenighed. Valgt til kommunalbestyrelsen i Skørping Kommune 1994-2001 for Venstre

Vibeke Dalsgaard. 64 år. Medlem af Baptistkirken Pandrup-Birkelse. Valgt til kommunalbestyrelsen i Aalborg Kommune 1990-93 for SF

Gudrun slutter med at konstatere, at det er vigtigt at tage vare på friheden – for den enkelte og for folket som helhed. Hun citerer partifællen Søren Gade, som siger: ”Hvis ikke man tager vare på og bekymrer sig om vores frihed, er vi på vej til at miste den.” Gudrun fortsætter: ”Friheden sikres ved at bevare vores demokrati, og det gøres kun ved at møde frem, melde sig ind i et politisk parti og få indflydelse.” Vibeke er enig: ”Problemet er, at vi ikke altid er klar over, hvor godt vi har det. Vi bliver lidt dovne og tænker, at det tager andre sig af. Men der er kun os til at værne om de goder, demokratiet giver.”

Relateret

• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 27. nov. 2025 - Kommunalvalgets skampletter
• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt

Find flere

Vibeke Dalsgaard

• pædagog, afdelingsleder på socialpsykiatrisk bosted
• medlem af Pandrup-Birkelse Baptistkirke – og af BaptistKirkens ledelse

Måske er det alligevel godt, at vi véd noget om barnet. Det kan lede os i det arbejde, det er at hjælpe barnet til tro. Vi kan begynde med mennesket som skabning. Vi er søgende og undrer os og stiller spørgsmål. Der er aldrig udgravet en kultur, uden der er fundet rester, der viser en religiøs søgning. Ateister findes måske, men ateistiske samfund findes ikke.

Troen på Jesus skal vi lære, men mennesker har søgt den religiøse dimension og dyrket solen, månen eller forfædrene alt efter, hvad der gav mening for dem. Poetisk er det beskrevet, at Gud hvisker et ønske om, at vi skal høre ham til i øret på ethvert nyfødt barn. Vi er alle født med en længsel mod vores skaber, og altså født troende.

Med vilje til at overleve

Når vi skal hjælpe barnet på vej, er det vigtigt at vide, at barnet også er født med en vilje til at overleve. I de første år af et menneskes liv drejer det sig om at få de basale ting for at overleve – mad og tryghed. Hvis barnet ikke får dækket de basale behov i den første tid, kan det ende med at dø. I alle tilfælde af omsorgssvigt får det uoprettelige konsekvenser for resten af livet og ofte også for troen. Hvordan kan jeg tro på en kærlig Gud, hvis de mennesker, som jeg er betroet, ikke opfylder mine behov for at kunne leve? Så den første oplevelse af ‘Gud’ er, når mor eller far bøjer sig over vuggen, tager barnet op og giver dét, som barnet har brug for.

I alle tilfælde af omsorgssvigt får det uoprettelige konsekvenser for resten af livet og ofte også for troen.

Erfaringer med verden

Samtidig begynder barnet at gøre sig erfaringer med verden. I begyndelsen ikke med ord, men med sanserne. Udviklingspsykologen Jean Piaget sagde, at barnet altid vil relatere nye oplevelser og sansninger til noget, det véd i forvejen. Livmoderen var god og varm, men mors bryst er også varmt, men hov – ny erfaring – her er mad. Fars favn er også god, men kun når jeg er mæt! Sådan fortsætter barnet med at opbygge erfaringer i hjernen. Det er de erfaringer, som senere betyder, at barnet kan forholde sig til en særlig ny viden om at have en kærlig Far i himlen.

Barnet tænker altid konkret, og derfor skal vi også kommunikere konkret.

Konkrete svar

Efter et par år kommer der ord til, og vi kan begynde en anden kommunikation med barnet end den sansemæssige. Her er det vigtigt at vide, at barnet indtil ca. 10 års alderen ikke kan tænke abstrakt. Barnet tænker altid konkret, og derfor skal vi også kommunikere konkret, når vi fx svarer på spørgsmål. Svarene skal – uden at vi taler ned til barnet – tales ind i dets begrebsverden og til dets aldersniveau. Det kan være svært, for børn kan stille meget store spørgsmål og være konkrete til det makabre, og vi kan forfalde til at væve lidt rundt. Hvis vi bliver undvigende eller fx siger, at det skal barnet ikke bekymre sig om, ender vi med, at det holder op med at høre efter.

Mit 8-årige barnebarn spurgte mig, om jeg er gammel.

”Ja, farmor er ved at være gammel.”
”Så skal du nok snart dø. Hvad sker der, når du dør?”
”Så kommer jeg op til Gud i himlen.”
”Min mor siger, at man kommer ned i jorden.”
”Ja, det gør man også, men Gud henter os op i himlen.”
”Hvordan gør han det?”
”Det ved jeg ikke, men det ved Gud.”
”Nå. Okay!” – og så var det på plads.

Korte konkrete svar, som inspirerer barnet til at komme tilbage med nye spørgsmål. Vi kan nogle gange føle os fristede til at sige noget mere, når vi har ‘hul igennem’, men det fører sjældent til noget konstruktivt. Vi skal svare og vente på barnets egen refleksion.

Vi skal leve dét, vi siger

Sprog er ikke alt, og det siges, at kun 10 % af det, vi opfatter hos hinanden, går ud som ord af munden. Vores kropssprog og vores adfærd betyder langt mere. Især børn er mestre i at afkode os, og derfor er de dygtige til at afsløre hykleri. Vi skal leve dét, vi siger.

I min barndom fik jeg en kort periode en veninde fra et godt kristent hjem. Der blev talt meget om Jesus’ kærlighed, bedt og holdt andagt hos dem. De var langt mere synligt kristne end i mit hjem, så kortvarigt var jeg fascineret. Samtidigt oplevede jeg også en følelsesmæssig kulde, og børnene blev ofte straffet for ting, som jeg slet ikke forstod. Min veninde oplevede ikke kærligheden, som blev sagt i ord, men kulden og straffen som en del af troen. Det kom der ikke meget godt ud af.

Det vigtigste, vi kan gøre for at gøre Jesus’ ord til vores børns arvegods, er at give dem kærlighed, omsorg og selv leve et liv, som de kan spejle sig i. Derudover kan vi på det praktiske plan fortælle eller læse historier fra gode børnebibler. Vi kan lære dem at bede og tage dem med i kirke, så de lærer, at kristentroen er forankret i et varmt fællesskab.

Børn er mestre i at afkode os, og derfor er de dygtige til at afsløre hykleri.

I menighederne skal vi give børnene plads og små opgaver. Det gør dem delagtige i fællesskabet og lærer dem, at det er godt at høre til.

Bed for børnene

Sidst, men ikke mindst, kan vi bede for dem. Vi kan gøre alt, hvad vi kan, og måske lykkes det ikke alligevel, men Jesus kan det, vi ikke kan: ’Lad de små børn komme til mig’, siger han[1]. Vi skal altid bede for, at de også kommer til ham.

[1] Markus evangeliet kap. 10, vers 14

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Tre menighedsrådsformænd kommenterer:

Mission i Danmark er svar på bøn

Vibeke Dalsgaard, Pandrup, skriver: ”Da jeg tog hjem fra landskonferencen i Vejle var det med en stor glæde i mit hjerte. Jeg har ofte både i mit eget lønkammer og i kirken bedt sådan: ”Kære Jesus, vi er bekymrede, fordi vi oplever, at vi her i vores del af verden kommer væk fra dig. Send din Helligånd også til vores tjeneste, her hvor vi bor.” Jeg oplevede denne bøn hørt gennem Mission i Danmark. Særligt ”Innovative kirker” tror jeg, kan hjælpe menigheder til bedre at kunne se, hvordan vi udbreder Guds rige på vores mørke jord.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg håber Pandrup vil vælge at være en af de ti menigheder, som indgår i projektet. Uanset om det vil lykkes for mig eller ej, er jeg sikker på, at mange menigheder vil få glæde af dette projekt og derigennem, at søgende mennesker vil finde Kristus.

Fasteprojektet lyder også rigtig spændende – ja jeg havde svært ved at få armene ned på hjemturen, så det var godt jeg ikke var chauffør.”

20 år for sent

Jesper Pedersen, Bornholm, skriver: ”På LK2 blev der fremlagt en vision fra BiD til hjælp og udvikling af vores lokale menigheder med tre overskrifter: Innovative kirker, Unge tager ansvar og Nye fællesskaber.

Det er dejligt, at vi ser en landsledelse, der bekymrer sig om det, der sker ude i de lokale menigheder. Som tør tager initiativer, der ikke kun skal holde status quo, men hvor der også er visioner for mere, også selvom det er en økonomisk satsning.

Personligt kan jeg kan godt være nervøs for, at det kommer 20 år for sent i forhold til den situation, vi står i  i Baptistkirken Bornholm. Men som en del af et samfund bakker vi selvfølgelig op om det solidarisk, da jeg tror, at BiD er inde på noget af det rigtige.”

En lærerig dag

Kio Awi Vankhawng, Ringe, skriver: ”LK2 var en rigtig god oplevelse for mig. De forslag, som ledelsen kom op med, er også rigtig gode og kræver ikke store diskussioner, da jeg føler, at alle er enige i de ting, der bliver snakket om. Det var en rigtig lærerig dag for mig. Jeg har erfaret, at LK bliver bedre og bedre for hver gang.”

Relateret

• 06. jul. 2017 - Guds ord det er vort arvegods, det skal vort afkoms være
• 13. mar. 2017 - Det store udsyn

Find flere