Lyt til artiklen:

Støt
Du kan være med til at støtte byggeriet af nye kirker i Burundi ved at sende et beløb til MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’kirkebyggeri’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Siden danske baptisters mission i Burundi begyndte i 1928, er der etableret kirker og satellitmenigheder, så der nu er 167 selvstændige menigheder og 103 satellitter, der arbejder på at blive selvstændige. Baptistkirken i Burundi har vision om endnu flere kirker.

Menighedsplantning i Burundi – håb, vækst og nye begyndelser

Befolkningstilvæksten er utrolig høj i Burundi. Landet har tæt på 14 millioner indbyggere, og befolkningen er blandt verdens yngste. Baptistkirken er stærkt repræsenteret i landdistrikterne, hvor størstedelen af befolkningen indtil nu har boet og ernæret sig ved smålandbrug. Men det er under opbrud. Ligesom i resten af verden søger flere og flere mod byerne, og derfor vil Baptistkirken plante menigheder i alle større byer, hvor der endnu ikke er en baptistkirke.

Det øger behovet for nye menigheder og gode mødesteder, hvor mennesker kan finde åndeligt hjemsted og fællesskab.

Med sine 50-60.000 medlemmer – og op mod 100.000 når børn regnes med – er kirken i vækst. Det er glædeligt, men øger også behovet for nye menigheder og gode mødesteder, hvor mennesker kan finde åndeligt hjemsted og fællesskab.

De senere år er mange tidligere flygtninge vendt tilbage fra Tanzania. Sammenholdt med urbaniseringen betyder det behov for flere kirker i byerne, især tæt på grænsen til Tanzania, hvor mange bosætter sig. I grænseområderne Makamba og Ruyigi har man købt grunde og er allerede i gang med kirkebyggerier.

Flere kirker er også under opførelse andre steder i landet. I Rumonge ved Tanganyikasøen er man i gang med at færdiggøre en større kirke. Generalsekretær Jean Jacques Masabo fortæller, at drømmen er at bygge en skole i tilknytning til kirken. Myndighederne forventer, at kirker bidrager til samfundsudviklingen, og mange børn har over fem kilometer til nærmeste skole. For fattige familier betyder det, at alt for mange børn aldrig kommer i skole.

Menighedsplantning gør en forskel – helt konkret

I Burundi er menighedsplantning ikke blot en vision eller et byggeri. Det er et svar på virkelighedens behov: nye områder uden menigheder, unge uden vejledning og lokalsamfund med brug for både åndeligt og socialt håb. Og det vil Baptistkirken gerne give dem. Traditionelt støtter vi fra Danmark med midler til tage, døre, vinduer og cement, mens de lokale stiller arbejdskraft til rådighed. Det sker også i byerne, men da myndighedskravene er højere, koster en ny stor bykirke knapt 100.000 kroner.

100-års jubilæum nærmer sig

I 2028 har vores internationale mission 100-års jubilæum. Det er samtidig 100års jubilæum for Baptistkirken i Burundi. Det vil man markere på forskellig vis. En af de helt store – og dyre – ting er opførelsen af en jubilæumskirke i Bujumbura. I forstaden Ngagara, hvor Baptistkirken havde kontor frem til 1993, vil man bygge en kirke med plads til over 4.000 personer. Den lokale menighed har over 1.000 medlemmer, og den nuværende kirke har plads til knapt 500, så man har i flere år holdt tre søndagsgudstjenester. Der projekteres også kontorer og mødefaciliteter, så bygningen kan bruges til konferencer og træning.

Den lokale menighed har over 1.000 medlemmer, og den nuværende kirke har plads til knapt 500.

Da Baptistkirken var den første protestantiske kirke i landet, er det også et jubilæum for andre kirkesamfund. Der er løfter om støtte fra flere af dem, og der samles ind på tværs af landet. Eksterne donorer har vist interesse, men finansieringen er endnu ikke på plads – derfor inviteres også vi i Danmark til at bidrage.

For Burundis fremtid

Når kirker plantes i Burundi, forandres liv.

Når kirker plantes i Burundi, forandres liv. Der skabes tilhørsforhold, tro, håb og nye muligheder – også dér, hvor hverdagen er tungest. Derfor er menighedsplantning et af de stærkeste redskaber, kirken har. Vi kan være med – i forbøn, i opmuntring og i økonomisk støtte. Lad os derfor stå sammen med vores søskende i Burundi og sætte menighedsplantninger højt på dagsordenen. For evangeliets og menneskers skyld – og for Burundis fremtid.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?

Find flere

Lyt til aritklen:

Det begyndte med julekasser for 14–15 år siden. Dengang var det et initiativ for at hjælpe enkelte familier med lidt ekstra til højtiden. I dag er julehjælpen vokset til 250 kasser til lige så mange familier. Der er etableret et netværk, hvor flere end 110 mennesker spiser sammen hver anden mandag. Kirken har et omfattende socialt arbejde, der rækker ud til lokalområdet i Roskilde. Det sociale arbejde handler ikke længere kun om mad – men om fællesskab, værdighed og tro.

Uddeling af julekasser (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Fra julekasser til familienetværk

“Vi startede med at uddele julekasser, og så voksede det stille og roligt. Måltidsfællesskabet begyndte for cirka fem år siden, hvor menigheden inviterede modtagere af julekasser til spisning. Der kom cirka 20-30 stykker,” fortæller Jan Haslund-Thomsen, der leder det sociale arbejde i Roskilde Baptistkirke.

Jan fortæller videre:
”Så blev det et samarbejde mellem Blå Kors og os. Nu kører vi hver anden mandag med mellem 110 og 130 til spisning. Måltidsfællesskabet blev til det, vi i dag kalder familienetværket.”

Familienetværket er fortsat et samarbejde mellem menigheden og Blå Kors. Det tiltrækker både etniske danskere og familier med rødder i Afghanistan, Libanon, Syrien, Iran, Irak og Pakistan. Fælles for dem er behovet for nærvær – og et varmt måltid mad.

“Det er gratis at spise med, og vi har faktisk venteliste,” forklarer Jan.

Der er festligt i familienetværket! (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Menigheden satser også økonomisk

Jan fortæller, at menigheden forrige år fik andel i statens inflationshjælp. I samarbejde med Blå Kors var det i en lang periode muligt at uddele færdigpakkede madkasser fra Lidl til 100 familier.

Jan fortæller om projektet:
”Fordi vi laver socialt arbejde og dokumenterer det, så får vi del i nogle af de her bevillinger, der kommer en gang imellem. Når vi ikke får bevillinger, har menigheden simpelthen besluttet, at det arbejde, det fortsætter, uanset hvad. Så hvis vi ikke får penge fra for eksempel PUF-midlerne[1] til familienetværket, så går menigheden ind og betaler for al maden.”

Ukrainerne fandt også et fristed i baptistkirken

Efter Ruslands invasion i Ukraine i 2022 tog kirken også imod ukrainske flygtninge. På kort tid var der etableret kontakt til omkring 250 mennesker. Selv om menigheden fik økonomisk støtte var det et kæmpearbejde at etablere danskundervisning, fællesspisning og sociale arrangementer. Mange af ukrainerne har efterfølgende fundet vej til kirkens fællesskab. I dag deltager 20 – 30 ukrainere fast i søndagens gudstjeneste, der oversættes til både engelsk og ukrainsk.

Sommerafslutning i Legestuen (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Legestuen – et nyt åndehul

Blandt de nyere initiativer er legestuen, som blev startet af to medlemmer, der fik en god idé. Hver torsdag formiddag er mødre, fædre og bedsteforældre med børn eller børnebørn i alderen nul til seks år samlet i kirkens lokaler.

“Nogle gange er vi over 80. Det er ikke mennesker, der nødvendigvis har en kirkelig baggrund. Men flere er begyndt at komme til gudstjeneste efter noget tid,” siger Jan.

For mange småbørnsfamilier i Roskilde er baptistkirkens legestue blevet et vigtigt socialt rum.

Aktivitet i kirken (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Kirke for alle aldersgrupper

Kirkens aktiviteter rækker langt ud over den sociale indsats med mad og mødesteder.

I Børnekirken er der 30 børn hver søndag under gudstjenesten. I løbet af ugen er der ”All In” for tweens, ”ACT” for teenagere, ”Under Construction” for de unge i gymnasiealderen og Oikos for de +20-årige. Jan fortæller om Oikos:
”Der er også en kæmpestor gruppe der. Blandt andre studerende, der kommer til Roskilde Universitet og finder et socialt fællesskab i kirken.”

Alle aktiviteterne lægger vægt på at skabe stærke og sunde sociale fællesskaber for børn og unge.

“Vi har arbejdet meget med at udruste og opmuntre ledere, så vi kan tilbyde noget til alle aldersgrupper,” fortæller Jan.

Roskilde Baptistkirkes kendetegn

– er beskrevet på menighedens webside. Blandt andet kan man læse: ”Vi er kirke med det formål at få næstekærlighed, socialt engagement og retfærdighed til at gennemsyre vores lokalsamfund. Vi arbejder for at være en kendt og aktiv medspiller i det lokale miljø, og vi påtager os et socialt medansvar i samspil med samarbejdspartnere omkring os.” (Kilde: https://baptistkirke.dk/profil/)

150 frivillige – og altid flere i kulissen

Det hele ville ikke være muligt uden frivillige. Over 150 personer hjælper til – heraf omkring 30 alene i familienetværket.

“Folk melder sig, fordi de kan se, at det gør en forskel. Men det kræver selvfølgelig noget at holde det kørende. Det har jo afstedkommet et kæmpe ’boost’ af mennesker, der kommer i kirken hver mandag. Og det er da klart, det giver nogle udfordringer, når der kommer mellem 230 og 250 til gudstjeneste,” siger Jan. En af udfordringerne er plads til kirkekaffen: Om sommeren er kirkekaffen flyttet ud i telte udenfor kirken.

Erfaringen viser, at når behovene vokser, så vokser offerviljen med.

Uddeling af julekasser (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Givermod og gavmilde hjerter

Da der manglede en ovn til 30.000 kr. i køkkenet, nævnte Jan det blot en enkelt søndag fra prædikestolen. Det siger noget om den vilje, der findes i menigheden, at pengene var fundet inden gudstjenesten var slut.

Menighedens offervilje har også tiltrukket opmærksomhed og støtte udefra.

Jan fortæller, at direktøren for en af kirkens faste leverandører en dag sad i kirken:
”Jeg vidste ikke, hvem han var. Men så var der en, der sagde: ’Kan du ikke gå hen og snakke med ham?’ Han skulle bare lige se, hvordan det foregik hos os. Nu skal jeg til møde med ham: Han vil donere en masse overskudsmad fra events og messer, hvor de ikke kan tage maden med tilbage. Men så kan vi få det. Vi har indkøbt store frysere, som står i kælderen, til overskudsmad.”

En bager i lokalområdet er begyndt at levere overskudsbrød. Det bliver delt ud til familienetværket, fortæller Jan:
”Alle får brød med hjem! Jamen, det er fuldstændig vanvittigt. Der kommer sådan en seks – otte sække, store affaldssække fyldt med brød. Frisk brød!”

Juleafslutning 2024 i Legestuen (Foto: Anne Elleby Sørensen)

En særlig atmosfære

Midt i alle aktiviteterne er der én ting, som går igen: Alle bliver mødt af en positiv atmosfære. Mange af dem, der kommer – også mennesker, der aldrig har sat deres ben i en kirke før – nævner det samme.

“Der er bare en god atmosfære. Folk kan mærke, at der er noget særligt. Vi tror, det er Guds ånd – også selvom ikke alle ved, hvad det er,” siger Jan og fortsætter:

”Alle dem, der kommer ind, udsatte mennesker, udsatte familier: De føler værdighed, de føler, at de bliver behandlet præcis som alle andre. Og det betyder meget for dem, at der er nogen, der både lytter til dem og taler med dem. Vi kommer til at hjælpe mange på forskellige måder. Også med nogle praktiske ting, fordi de kommer med mange forskellige behov.”

Det er måske det, der binder det hele sammen. Ikke bare mad og aktiviteter – men følelsen af at være set. At være velkommen. At være værdifuld.

”Vi har oplevet, at mennesker – både danskere og mennesker af anden etnisk herkomst, der kommer i vores sociale arbejde, bliver døbt og bliver en del af menigheden. Mennesker kommer til tro gennem det her arbejde,” siger Jan.

[1] Pulje i Social- og Boligstyrelsen til frivilligt socialt arbejde til fordel for socialt truede mennesker eller mennesker i en svær livssituation.

Læs mere om vækkelsen i Roskilde:
https://baptist.dk/nogle-beskriver-det-som-om-der-er-en-helt-saerlig-fred/

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Lyt til artiklen:

Sikken en forskel. Da jeg for ni år siden første gang var til møde i Baptist World Alliances (BWA) hovedbestyrelse – Executive Committee – var jeg bestyrtet. Økonomien var elendig, der var en enormt dårlig stemning, manglende tillid og tro på fremtiden.

Jeg husker, at jeg på hotellet efter den første dag spurgte den erfarne Regina Class fra Tyskland, om der var en fremtid for BWA. Hun var selv i tvivl.

Nu har jeg været i Washington igen, som jeg har været næsten hvert år siden 2016. Bortset fra uro over den politiske situation var der en helt anden stemning. Optimisme og tillid. Der er sat gang i mange store projekter, og med visionerne kommer pengene. Det er fantastisk.

Lone Møller-Hansen ved Executive Committee-mødet i BWA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

2000 året for kirken

Det mest spændende er en bevægelse, som vi også skal have fat i i Danmark. Den hedder Acts2Movement 2033 – det dækker over en missionskampagne ud fra Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 42 – 47. Frem til 2033, hvor man fejrer kirkens 2000 års fødselsdag (og 2000-året for Jesu død og opstandelse), skal i hvert fald alverdens baptister, men også gerne andre kirkeretninger, opfordres til at gå ad fem veje i mission. Det handler om at dele vidnesbyrd, læse sin bibel – og støtte oversættelse til nye sprog, arbejde for frihed og retfærdighed, være et lys i nabolaget og vise omsorg for andre. Bevægelsen lanceres på verdenskongressen i Brisbane i juli i år. Helt nede på jorden og praktisk tilgængeligt. Men visionært i en tillid til, at Gud virker igennem almindelige mennesker og almindelige kærlige handlinger.

Til denne lille opgave besluttede vi, at vi skal indsamle 20 mio. dollars. Og den første million er allerede kommet, inden vi er begyndt. Snebolden ruller.

Læs meget mere på https://baptistworld.org/acts2/. Jeg fortæller mere om projektet, efter BaptistKirkens Genstart-proces.

Fire stærke kvinder fra hovedbestyrelsen. Fra venstre Lynn Green, der er generalsekretær i det britiske baptistsamfund, TaNikka Sheppard, den første kvindelige generalsekretær i en af de seks baptistregioner, den for Nordamerika, Jennifer Lau, direktør i Canadian Baptist Ministries – og Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Ny baptist-uddannelse

Vi lancerer en helt speciel uddannelse i baptisthistorie og teologi på det største og et af de mest anerkendte baptistuniversiteter i USA, Baylor – hvor Preben Vang fra Danmark i øvrigt er en af professorerne.

Samarbejdsaftalen blev godkendt på mødet i denne uge. Det bliver et nyt fakultet på universitet, hvor der går 20.000 studerende. Det vil kunne læses af studerende over hele verden online og økonomisk udlignet efter evnen til at betale.

Ny struktur

Det var sidste gang hovedbestyrelsen mødtes på hovedkvarteret i Washington. Fra denne sommer vil en ny struktur være på plads. I stedet for hovedbestyrelsen kommer dels en Trustee Committee, en slags forretningsudvalg og dels et Leadership Council, en slags repræsentantskab, hvor alle udvalg og regioner er repræsenteret – i alt op til 80 personer.

Det kan ikke afsløres, hvem der er indstillet til at udgøre Trustee Committee, da det endelige valg først finder sted i juli på verdenskongressen i Brisbane, Australien.

Bøn i BWA’s Executive Committee (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Netop denne nye struktur betyder, at der skal gøres plads til et lokale på hovedkontoret, der kan rumme 80 personer. Samtidig er antallet af ansatte i BWA tredoblet siden 2018. De ansatte er spredt ud over verden – det er også nyt, og derfor skal der ikke være et tomt kontor i Washington, men fleksible arbejdspladser. Ud af 20 ansatte vil der kun være fem-seks, der er fast på hovedkontoret. Det afspejler en verdensbevægelse, der ikke er nagelfast.

Nye medlemmer

Netop en renovering af den ene af tre etager på hovedkontoret fik vi også besluttet – alle afstemninger i komiteen var i øvrigt enstemmige og for de fremlagte forslag. En sådan renovering vil sikkert koste en mio. dollars. Svimlende beløb, som vi ikke havde haft og ikke havde kunnet drømme om for ni år siden.

Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken og TaNikka Sheppard fra USA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Der er sket virkelig meget. En del af forklaringen på væksten både i økonomi og ansatte, er nye medlemskaber. Efter at det ikke kun var kirkesamfund (som for det meste er økonomisk begrænsede), der kunne være medlemmer, men også missionsselskaber og uddannelsesinstitutioner – så længe de hviler på baptistisk grundlag, er det væltet ind med nye medlemmer.

I dag tæller BWA 53 mio. baptister. Til sommer skal vi optage 22 nye kirkesamfund og institutioner, et af dem i et land, vi ikke har haft som medlemsland før.

En anden del af forklaringen på fremgangen er helt sikkert vores dynamiske generalsekretær Elijah Brown, som netop er valgt til at være leder af BWA de næste fem år. Mindst. Han nyder stor og udbredt tillid, både indenfor organisationen og ude i baptist-verdenen.

Vi kan være stolte af at være en del af denne verdensbevægelse. Jeg tror, at den optimisme, der udgår herfra, og de initiativer, vi opfordres til at være en del af, kan gøre en forskel for vores kirkesamfund.

BWA’s Executive Committee ved mødet i Washington i marts 2025 (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Lyt til artiklen:

Siden 2023 har Roskilde Baptistkirke oplevet en åndelig vækkelse, der ikke er set i mange år. Folk med meget forskellig baggrund søger fællesskabet i kirken. I begyndelsen var det ofte mennesker med et socialt behov og et ønske om fællesskab, der dukkede op. Men hen over sommeren 2024 begyndte der at komme flere og flere mennesker, der havde oplevet et stærkt kald til at søge Gud.

Fælles for alle, der er begyndt at komme i menigheden, er en særlig oplevelse af et åndeligt fællesskab. Michael Frost sætter ord på fortællingerne:
”Folk beskriver, at de får en særlig oplevelse, når de kommer ind i kirken. Nogle beskriver det som om, de kan mærke Gud. Nogle beskriver det som om, der er en helt særlig fred. Andre har sagt, at der er et eller andet særligt til stede…”

Michael Frost, præst i Roskilde Baptistkirke

En åndelig åbenhed?

Michael Frost peger på, at det de senere år er blevet mere almindeligt at tale om tro:
”Er der kommet en ny åndelig åbenhed? Der er ikke længere så meget tabu om kristendom og tro. Jeg kan huske, da jeg selv var barn, der var det jo sådan noget med, at man skulle pakke det kristne budskab ind. Der er sket en markant ændring. Nu kan vi opleve de kendte tale om tro i medierne. Hos os begyndte det at tage fart engang i 2023…”

Mødte Gud i en drøm

Michael fortæller videre om nogle af de mennesker, der har følt et kald til at opsøge et kristent fællesskab:

”Først dukkede der en kvinde op midt i sommerferien. Hun fortalte, at hun havde søgt efter Gud gennem lang tid og ikke vidste, hvor hun skulle lede. Og pludselig havde Gud talt til hende i en drøm. Og igennem den havde hun fået at vide, at hun skulle købe en bibel og begynde at læse i den. Hun følte, at hun fik besked på, at hun skulle finde et kristent fællesskab. Og så fandt hun os.”

Liv og glæde i Roskilde (Foto: Privat)

’Hvordan skal jeg læse den?’

Kvindens historie står langt fra alene. I Roskilde har menigheden oplevet en række lignende henvendelser det seneste år. Michael fortæller om ung mand, der dukkede op til gudstjeneste en søndag:
”En måned senere kommer der en ung fyr i kirken. Han er, tror jeg, midt i 30’erne. Han kommer en halv time før gudstjenesten, så jeg når lige at snakke med ham. Han fortæller, at han en måneds tid tidligere havde haft en drøm. Han har aldrig haft noget som helst med kirken at gøre. Aldrig følt trang til åndelig søgen. Han er en helt almindelig familiefar uden særlige udfordringer. En nat oplever han, at Jesus vækker ham og siger, at han skal begynde at søge efter ham. Det første, han skal gøre, er at købe en bibel. Han går på internettet, køber en bibel, og så går han på Google og spørger, ’Hvordan skal jeg læse den?’”

På et tidspunkt oplever han, at Gud siger til ham: ’Du skal finde en kirke.’

På internettet finder den unge mand ud af, at det er en god idé at begynde med det nye testamente. Han læser evangelierne, men forstår ikke det, han læser. Han søger videre på nettet for at forstå skriften:

”På et tidspunkt oplever han, at Gud siger til ham: ’Du skal finde en kirke.’ Det er en udfordring: ’Hvilke kirker findes der?’ Folkekirken har han kun besøgt en gang i mellem til højtiderne. Han søger igen på internettet og finder Roskilde Baptistkirke.”

Juleaftensgudstjeneste i Roskilde Baptistkirke (Foto: Privat)

Fra drømmesyn til omvendelse

Det er ikke hver søndag, baptistmenigheder oplever mennesker møde op til søndagsgudstjenesten efter at have mødt Jesus i en drøm. Michael lyder da også både glad over at dele budskabet og en lille smule forundret over Guds meget konkrete indgriben i et menneskes liv. En indgriben, der ikke bliver mindre i løbet af gudstjenesten, fortæller Michael:

”Da gudstjenesten går i gang, sidder den unge mand et eller andet sted bag mig. Jeg kan ikke se ham, men under lovsangen kan jeg fornemme, at der sker noget med ham. Uden at jeg kan forklare, hvad det var, så føler jeg, at han har et møde med Gud.”

Han græder og græder under hele lovsangen. Han græder ellers aldrig, fortæller han. Men et eller andet har rørt ham meget dybt.

Senere finder Michael ud af, hvad der er sket:
”Det viste sig, at da jeg fornemmer under lovsangen, at der sker noget med den unge mand, er han brudt sammen i tårer. Han græder og græder under hele lovsangen. Han græder ellers aldrig, fortæller han. Men et eller andet har rørt ham meget dybt. Bagefter var han så overvældet af oplevelsen, at han havde siddet halvanden time i sin bil for at finde sig selv igen.”

Michael forklarer, at den unge mand lige siden den første gudstjeneste er kommet fast til gudstjeneste og har engageret sig i kirkens liv.

Pernille Aalund og Michael Frost i samtale ved Adventsgudstjenesten i 2024 (Foto: Privat)

Adventsgudstjenesten førte også til omvendelse

I oktober 2024 kommer Michael i kontakt med forfatter, iværksætter, tidligere tv-vært og influencer Pernille Aalund. ”Lang historie kort,” siger Michael og fortæller, at han aftaler med Pernille Aalund, at hun deltager i et interview ved menighedens adventsgudstjeneste. Inden da når Pernille forbi kirken til en søndagsgudstjeneste.

”Pernille oplevede at blive berørt så meget af Guds kærlighed, at hun bagefter gik på et livestream til alle sine følgere. Hun har flere tusind følgere, som hun fortalte, hvordan hun havde været i Roskilde Baptistkirke, og mødt en kærlighed, som hun aldrig nogensinde havde oplevet før.”

Ved adventsgudstjenesten dukkede der adskillige af Pernille Aalunds følgere op. Flere af dem fortalte bagefter om en overvældende oplevelse af at møde Gud. En af dem, der mødte op, skal døbes i kirken til marts.

Dåb i Roskilde Baptistkirke (Foto: Privat)

Dåb smitter!

Michael fortæller om flere, der har ønsket dåb: En muslimsk mand kom for kort tid siden og fortalte, at han havde oplevet Gud tale til ham – nu ville han døbes. En mand, som er kommet ind i kirken gennem det sociale arbejde hører, at der skal være dåb og vil også døbes.

”Vi oplever mange af de historier for tiden,” siger Michael og fortsætter:
”Der sker virkelig noget. Jeg er helt målløs. Jeg troede ikke, det kunne ske i Danmark.”

Vækst gennem de seneste 10 år

Roskilde Baptistkirke har oplevet vækst de seneste 10 år. Gudstjenestebesøget er vokset fra cirka 100 til over 225 og medlemstallet er steget fra omkring 270 til 425. Meget har ændret sig, fortæller Michael:
”Jeg sad nede bagved en søndag, hvor jeg ikke havde andre opgaver og bare kiggede rundt på menigheden. Det er bare helt vildt, hvor forskellige baggrunde folk kommer fra: Der er folkekirkefolk, der er folk fra sekter, der er folk fra karismatiske baggrunde. Jeg tror, højt sat, at en femtedel af vores kirke er oprindelige baptister. Resten kommer fra alt muligt andet. Lige fra slet ikke noget kirke, fra helt ude på den ene fløj til helt ude på den anden fløj. Det skaber også noget ægthed og noget familie og noget liv, tænker jeg.”

Sker det i din menighed?

Sker der også spændende ting i din menighed? Så tøv ikke med at skrive til webredaktion@baptist.dk, så vi kan fortælle historien videre.

Det gælder om at stå mindst muligt i vejen for Guds arbejde

Når Michael reflekterer over, hvordan det er lykkedes at skabe et miljø, som mennesker føler sig velkomne i, fortæller han om en menighed, der har bilagt interne uenigheder og ser fremad i fællesskab:
”Vores indstilling og mentalitet som ledere og menighedsråd har været at prøve at stå mindst muligt i vejen for Guds arbejde. Når Gud har åbnet nogle døre, har vi forsøgt at gå igennem dem og været ydmyge. Vi vælger også at tage chancer, fx ved at invitere Pernille Aalund ind. Man kan måske sige, at vi tør at være nysgerrige på mennesker.”

Lovprisning! (Foto: Privat)

En menighed hvor alle er velkomne

For 10 år siden var menigheden i Roskilde med Michaels ord en menighed, hvor ”alle havde været der i en evighed, og alle var i familie med hinanden og kendte hinanden.” I dag er det svært at få overblik over, hvor mange, der er i kirke for første gang. Michael forklarer:
”Sidste søndag tror jeg, at jeg talte 30-40 stykker til en almindelig gudstjeneste, som jeg aldrig har set før.”

Det sker i Roskilde: ”Nogle beskriver det som om, de kan mærke Gud. Nogle beskriver det som om, der er en helt særlig fred.”

Følg menigheden på

Roskilde Baptistkirkes Facebookgruppe
Roskilde Baptistkirkes Facebookside
Roskilde Baptistkirkes webside

… eller følg med på baptist.dk: Vi planlægger en artikel om Roskilde Baptistkirkes sociale arbejde.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Det er en pjaskvåd og vintermørk november-eftermiddag i Sæby. Der er ikke meget optimisme i vejret. Det er der til gengæld indenfor hos Frikirken i Sæby på Sæbygårdvej, hvor præsten, Hans Thomsen, Lars Villadsen, medlem af ledelsen, og Maria Bentsen, nyansat børne- og ungdomsmedarbejder, byder på frisklavet kaffe. Der er latter og indforstået humor, da Hans med et grin hævder at være hukommelsen i selskabet. De to andre er ikke helt enige i, at det er tilfældet.

Frikirken i Sæby er etableret efter delingen af Sæby Baptistmenighed medio 2022. Frikirken i Sæby blev optaget i Baptistkirken i Danmark på Landskonference 1 på Lindenborg i 2022.

Drømme

Frikirken i Sæby, ”… eller bare Frikirken”, som Lars siger, er en ny baptistkirke (se info-boks). Her er plads til at drømme om fremtiden. Den gode stemning stiger en smule, da de tre bliver opfordret til at fortælle om deres drømme for Frikirkens fremtid.

“Vi er en kirke, der vil Sæby. En kirke, hvor vi ikke er bange for at invitere nye med. Vi er også en kirke, der gerne vil vokse. Vi vil gerne vokse hurtigt – ikke for vores egen skyld, men for at ære Jesus. Og vi vil arbejde med vores gudstjenester, så de er nutidige og tiltrækker mennesker,” fortæller Hans Thomsen.

Jeg drømmer om, at alt det vi har bedt om, engang vil lykkes.

Der er knap nok en pause, før Lars Villadsen fortsætter:
“Jeg drømmer om, at alt det vi har bedt om, engang vil lykkes. Vi har kun været i gang et år og vi har været meget igennem, men jeg tror, Gud har haft en mening med det hele. Vi har bedt om at komme i gang med børne- og ungdomsarbejde og så dukker Maria op. Vi har bedt om, at lovsangen skulle styrkes og nu kan vi ansætte Michael Nielsen som lovsangsleder til at hjælpe med det. Vi kan se, at der kommer rigtig mange fremmede, når vi inviterer til lovsangsgudstjeneste. Jeg er overbevist om, at vi kan nå Sæby på den måde, vi arbejder.”

Maria Bentsen skal lige tænke over ordene, men så kommer de – hurtigt og præcist:
”Vi drømmer alle om at være en relevant kirke, der rækker ud til mennesker. Jeg tror, at Gud ønsker at genoprette sin kirke. Kirken har i mange år været i knæ. Hvis kirken vågner op og hvis kirken iklæder sig Kristus, så har vi en stemme i samfundet.”

Maria Bentsen (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Oplever vækst

Den 2. oktober 2023 begyndte Maria Bentsen som børne- og ungdomsmedarbejder. Stillingen er etableret i samarbejde med Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, der støtter økonomisk. Den 1. november tog menigheden endnu et skridt i tro på fremtiden, da man ansatte Michael Nielsen som musikmedarbejder til at lede lovsangen.

Maria fortæller om sine overvejelser i forbindelse med ansættelsen:
”Jeg drømmer om at få lov til at opleve, at Gud fornyer os. Jeg tror, det er min opgave at skubbe på udviklingen. Men nogle gange skal det bare starte med, at kirken bliver levende. Første gang jeg sneg mig ind på bageste række i Frikirken, oplevede jeg virkelig, at Gud var til stede: Det kan godt være, at teknikken og lyden ikke var perfekt: Der var måske også andre ting, der ikke var perfekte, men Guds ånd var her!”

Undervisning på menighedsweekenden (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Hvem er medlem?

Hvor mange medlemmer er der i Frikirken? Et ligetil spørgsmål, der udløser en kollektiv reaktion: Alle tre er enige om, at fællesskabet er større end medlemsstatistikken. Og menigheden er dem, der deltager. Lars fortæller, at menigheden har 35 medlemmer, men fællesskabet er noget større: Lige nu tæller det omkring 50.

Hans protesterer en smule over begrebet menighed: Han synes, at det signalerer lukkethed – en begrænsning. ”Kirke” er meget bedre: Kirke er noget større, noget for alle.

Hans fortæller, at det er vigtigt, at alle føler sig lige meget værd, når de kommer i kirken. Medlemskab er en praktisk foranstaltning. Alle, der deltager i kirkens liv, er kirken.

Frikirken har også en drøm om at flytte til større lokaler. ”Du kan ikke drømme om vækst og så have nogle mure, der gør det umuligt,” lyder det fra Hans. Maria supplerer: ”Vi har brug for et hjem. Et sted, hvor vi kan udfolde os. Men det vigtigste er, at dem der kommer, føler sig hjemme. At de oplever at have et åndeligt fællesskab i netop de her rum.”

Lars har en meget nøgtern kommentar: ”Vi kan være 70 i kirkesalen. Den grænse skulle vi gerne snart sprænge. Og så har vi brug for noget nyt.”

Guds varme hænder

Frikirken i Sæby har engageret sig i julekurv.nu. Initiativet drives af pinsekirken Aalborg Citykirke i samarbejde 7 lokale kirker i Nordjylland. Der bliver uddelt julekurve i Aalborg, Støvring, Hjørring, Frederikshavn, Mariager, Thisted, Aars, Hirtshals og Sæby.

Det betyder meget for Frikirken, at være med, fortæller Hans Thomsen:
“Den dag, vi skal uddele julekurve, bliver vi måske 120 mennesker. Jeg vil så gerne, at vi kan gøre det til en festdag. Vi vil vise, at Frikirken er åben for alle og at alle er velkomne.”

Masser af aktivitet til Lego-byggeevent (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Maria fortæller, at Frikirken overvejer, hvordan den bliver ”Guds varme hænder” for børnefamilierne. Der er allerede gang i Messy Church, men man vil meget mere:
”Hvordan kan vi række ud til børnefamilierne? Hvordan får vi mor og far til at forstå, at vi er her for dem? Vi skal heller ikke glemme, at børnene er kirkens næste generation, så hvordan når vi dem?”

Maria peger også på, at mange af de kirker, der oplever vækst, har et omfattende diakonalt arbejde. ”Der er tale om et hårdt ”markarbejde”. Diakoni kræver en stor indsats, men det bærer helt sikkert også frugt, at engagere sig praktisk i menneskers liv.”

Vi skal turde

Mens vi hælder mere kaffe op, fortsætter samtalen om ”den mistede generation”: Mange menigheder har oplevet, at børnene af dem, der byggede kirken, er forsvundet ud af fællesskabet. Sådan er det også i Sæby. Der mangler en generation. Hans har et bud på en forklaring:
”Der er en ældre kvinde i byen, der kan fortælle om dengang, der kom 150 – 200 børn i søndagsskole. Når jeg spørger hende, hvor de blev af, svarer hun meget klart: ”Vi glemte at forkynde. Vi var bare en pasningsordning.””

Lars tager tråden op og fortæller om en slags berøringsangst, hvor man nemt bliver bange for menneskers reaktion på forkyndelsen om en levende Gud, og derfor holder igen på glæde og begejstring i kirken:
”Vi har været alt for bange for at fortælle, hvorfor vi er her, og hvordan Gud arbejder i os. Vi må ikke være bange for at fortælle om Kristus. Det er jo netop det, folk kommer ind for at høre. Vi skal turde fortælle. Ellers oplever vi ikke vækst.”

Lovsangskor- og band (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Maria supplerer:
”Det, jeg elsker Frikirken allermest for, er vores hjerte for at nå mennesker. Hvis jeg ikke havde oplevet det, var jeg nok ikke kommet hertil. Vi har virkelig et ønske om at nå mennesker.”

Deltagere i Frikirkens informationsmøder dukker ofte op igen til gudstjenesterne:
”Folk er ikke forskrækkede over at møde os. De er fuldstændig klar over, at de går ind i en kirke. Og de er begejstrede over, at der er liv, sang, musik og glade mennesker.”

En del af BaptistKirken

Lars fortæller, at Frikirken er en del af BaptistKirken, fordi man føler sig som baptister:
”Men vi tror også på en fremtid, hvor BaptistKirken bliver fornyet. Vi håber, den nye ledelse kommer med initiativer til fornyelse, for det er tiltrængt.”

Maria fortæller videre:
”Da jeg var barn, talte vi børn om ”baptristerne”. Jeg er blevet meget positivt overrasket over de mennesker, jeg har mødt både her i Sæby og fx også i Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU). Jeg har mødt en masse mennesker, der virkelig ønsker forandring. Når jeg taler med ungdomslederne, så ønsker de virkelig en vækst blandt de unge.”

Jeg har mødt en masse mennesker, der virkelig ønsker forandring. Når jeg taler med ungdomslederne, så ønsker de virkelig en vækst blandt de unge.

Diskussionen om fornyelse er vigtig. De tre ved bordet kommer vidt omkring. Fra lovsang til salmer, fra traditionel kirke til karismatisk fornyelse – meget bliver vendt. Lars slutter samtalen:
”Vi glæder os til at opleve fornyelsen.”

Afslutning

Kaffen er ved at være drukket. Nye møder venter i Frikirken. Der er blevet fortalt med engagement og begejstring. Alligevel lægger Lars og Hans ikke skjul på, at det har været hårdt arbejde at starte en ny kirke. Der er de mange spørgsmål, fx: Vi er både glade for salmer og lovsang: Men hvordan prioriterer vi? Og der er store spørgsmål som: Hvilken slags kirke, vil vi være?

Maria tager ordet til sidst:
”Alle dem, der er med i Frikirken i Sæby har truffet et aktivt valg om at være her. For mange har det været et svært valg. Men det er også en styrke, når der skal træffes svære valg. Vi har valgt at være sammen om Frikirken. Det gør det nemmere at acceptere forandringerne, selv om man skal gå på kompromis af og til.”

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Lyt til artiklen:

En regnbygeramt onsdag eftermiddag i slutningen af august byder Cynthia Padi, Jan Andreasen og Henrik Søndergaard velkommen i kirken på Islandsvej 5 i Vejles nordlige industrikvarter. Der er kager og kaffe og stemningen er på grænsen til det løsslupne, da Jan kommer for sent og bliver venskabeligt mobbet.

Daglig ledelse i Vejle Baptistkirke – fra venstre: Cynthia Padi, Jan Andreasen og Henrik Søndergaard (Privatfoto)

De tre udgør ledelsen i den nyplantede Vejle Baptistkirke og de er mere end klar til at dele historien og visionerne for menigheden.

”Vi vil være en kirke, der…”

Vi er ikke langt inde i samtalen, før det er står klart, at menigheden sætter fællesskabet højt.
”Vi tager imod fra dag et med et kram. Vi er nogle, der kommer fra Nordjylland, som synes, det er i overkanten,” griner Jan, inden han fortsætter lidt mere alvorligt:
”Kærligheden til hinanden, det skal være den, der gennemsyrer alt. Det skal bare være rart at komme og mærke, at folk bryder sig om en. Man skal føle sig velkommen, ikke kun første gang, man kommer.  Men også femte gang og sjette gang…”

I mødelokalet, hvor menigheden drikker kirkekaffe, er bordene stillet op i en hestesko. Så er det sværere at sidde for sig selv kun med dem, man plejer at drikke kaffe med. Der er tænkt over detaljerne i bestræbelserne på at skabe fællesskab.

Deltagere i åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

Fællesskabet viser sig også, når opgaverne skal fordeles og når der skal tages beslutninger blandt menighedens 20 medlemmer.
”Når vi har menighedsmøder – eller kvartalsmøder, som vi kalder det – så møder folk fuldtalligt op,” fortæller Jan. Henrik og Cynthia fremhæver, at det også er svært at få folk til at gå hjem efter kirkekaffen:
”Selv om gudstjenesten starter kl. 14 sidder folk ofte og snakker efter kaffen til klokken 18,” beretter Cynthia.

Offervilje

Fællesskabet rækker længere end til kærlighed og kirkekaffe. En nyplantet menighed har brug for både frivillig arbejdskraft og penge. Medlemmerne har været gode til at bidrage med arbejdskraft fra dag et. Og ikke kun medlemmerne. Til en arbejdsdag dukkede en bekendt af kirken op for at hjælpe. Hun gik uden yderligere opfordring i gang med at gøre rent på toilettet.

Henrik fortæller, at man taler åbent om behovet for økonomiske bidrag fra medlemmerne:
”Hvis alle baptister gav lige så meget som vores medlemmer, så var der ikke økonomiske problemer nogen steder. Det er ikke sådan, at folk forventer, at det hele skal blive serveret udefra. Man giver virkelig. Og vi besluttede at tale åbent om det fra starten. Vi spurgte hver enkelt: Hvor meget kan du tænke dig at give?  Vi har været åbne omkring, at vi har fællesudgifter, som skal dækkes ind af menigheden selv.”

Visioner, mål og drømme

Det skal være sjovt at være i kirke i Vejle! (Privatfoto)

Ved åbningsgudstjenesten fortalte Jan om menighedens visioner, mål og drømme. Intet er gjort mere kompliceret end højst nødvendigt, og tankerne er til at forstå for alle.

Jan bruger et øjeblik på at finde videooptagelsen fra åbningsgudstjenesten frem på mobiltelefonen. Optagelsen er selvfølgelig ikke offentlig tilgængelig – man har vel styr på persondatalovgivningen. På den lille skærm toner Jan frem med budskabet om, at ”Vi vil være en kirke,… ”

• der er for alle, der elsker Jesus
• hvor folk, der ønsker at vide mere om Jesus, kan komme og studere Bibelen sammen med os
• hvor alle føler sig velkomne, hvor vi glæder os med de glade og græder med grædende
• hvor vi bryder ud i fryderåb for Ham, lovsynger hans herlige navn og hvor vi giver Ham ære og pris
• hvor vi vil bære budskabet videre om Guds store kærlighed til alle os mennesker
• som hjælper de socialt udsatte – en kirke der giver livsvigtigt indhold i deres liv – nemlig Jesus
• der ofte fejrer nadver, fordi vi har forventningen om, at Jesus kommer igen
• hvor vi viser baptister i hele Danmark, at det kan lade sig gøre at lave en helt ny kirke
• der spreder sig til Kolding, Horsens, Billund, Middelfart – og mange andre byer

Videoklippet fra åbningsgudstjenesten slutter med budskabet om, at ”Vi vil være en levende kirke” og metoden er lige så nem at forstå, som resten af visionen: ”Alt det kræver er en person, der finder en anden person og som sætter sig ned og siger: ”Kære Gud, det her vil vi gerne gøre for dig,” – og så ved vi at det lykkes.”

Som de første baptister

Cynthia, Jan og Henrik er meget bevidste om hvilken identitet, de ønsker for den nye menighed. Henrik tager udgangspunkt i historien om de første baptister i Danmark:

”Vi læner os meget op ad historien og BaptistKirkens udgangspunkt. Baptistkirken startede jo ved, at nogle mennesker læste Biblen. Og det de læste, det var jo det, der formede kirken. Der er sket mange ting undervejs – også i BaptistKirkens historie. Men vi vil gerne tilbage til begyndelsen, til en praksis, hvor vi læser i vores Bibel sammen, snakker med hinanden om teksten og finder ud af, hvad det her betyder for vores liv i dag.”

Lovsangere fra Odense deltager i åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

Inspirationen til at starte en selvstændig menighed hænger også sammen med et behov hos mennesker for at læse i Bibelen. Et behov, som Cynthia, Henrik og Jan alle har oplevet de senere år.

Jan fortæller om sin erfaring:
”Vi kan se og mærke, der er en søgen efter at læse i Bibelen i vores område. Og jeg nægter at tro på, at det kun er tilfældet i Vejle. Jeg tror, der generelt er en higen efter at forstå Bibelen. At få lov til at læse i Bibelen sammen med andre. Det er også utroligt livgivende. Når jeg har været til bibelstudie, er jeg bare så glad, når jeg kommer hjem.”

Begyndelsen

Selv om der kun er gået lidt mere end et halvt år fra beslutningen om at starte menighed til åbningsgudstjenesten har tilløbet været langt.

”Kolding-gruppen” blev etableret i 2016. En bibelstudiegruppe i Kolding, hvor både Cynthia og Henrik var aktive. Medlemmerne kom fra forskellige kirkesamfund men havde et fælles ønske om at læse Bibelen sammen. Allerede dengang var der samtaler om bibelgruppens fremtid. Men menighed, det ønskede man ikke at blive.

I 2018 deltog Cynthia i en kirkeplanter konference i Litauen og vendte hjem med et brændende ønske om, at ”Kolding-gruppen” kunne blive en menighed i mission Resten af gruppen var fortsat ikke interesseret.

I 2020 bliver Jan Andreasen en del af ”Kolding-gruppen” samtidig med, at han lægger stue til en bibelgruppe i Vejle. Ønsket om at etablere en ny menighed er nu meget stærkt hos Cynthia, Henrik og Jan, men i efteråret 2022 afviser de øvrige medlemmer i ”Kolding-gruppen” igen at deltage i menighedsplantning.

Henrik fortæller om de efterfølgende overvejelser:
”Det er jo heller ikke sikkert, at man skal vente på, at alle bliver 100% enige om, at nu er det det, vi gør.  Men hvis vi kan blive enige om, at der er nogen fra den her menighed, der har lyst til at lave det her, så vil vi gerne være med til at velsigne dem i det. Det synes jeg er et rigtig godt princip. Det er jo sådan set det, der skete både i forhold til menigheden i Odense, ”Kolding-gruppen” og Sydøstjyllandskredsen i Vejle.”

Hårdt arbejde

Menighedsfællesskab i forbindelse med dåbsgudstjeneste den 11. juni 2023, hvor to blev døbt (Privatfoto)

I november 2022 tog planerne fart, og de tre initiativtagere erfarede, at det var hårdt arbejde at starte kirke. Cynthia fortæller:
”Det har også været hårdt for os: Alle de møder, vi har deltaget i. Vi mødtes flere gange om ugen og havde masser af telefonsamtaler. Og der var en dag e-mails’ne bare blev ved med at komme. Hvornår holder det op!”

Jan supplerer:
”Der var en uge, hvor vi fik 21 mails, som vi skulle forholde os til. Besøg fra kirkeplanter team’et, samtale med ledelsen, budget og alt muligt.”

I januar 2023 holdt man en ”prøveaften” i Jans rækkehus med 31 deltagere. Det stod ret hurtigt klart, at Jan – trods indkøb af ekstra service, så der var tallerkner til alle – ikke kunne fortsætte med at lægge hus til projektet. Efter en del søgen fandt man plads i erhvervsejendommen på Islandsvej 5. Her er der nu indrettet kirkesal og mødelokale i et godt samarbejde med de øvrige lejere.

Menighedens ledelse fremhæver det gode samarbejde med BaptistKirkens ledelse og BaptistKirkens kirkeplanterteam. Selv om ”Vejle-modellen” i hastighed og omfang falder helt ved siden af de fleste teorier om kirkeplantning, har der været en vilje til at finde løsninger hele vejen.

I dag er Vejle Baptistkirke fortsat en del af menigheden i Odense. Her har man påtaget sig at være såkaldt modermenighed for projektet: Odense bidrager økonomisk i en årrække, løser en række administrative opgaver og udlåner Henrik Søndergaard til en kvarttidsansættelse – som i øvrigt er  finansieret af BaptistKirken.

Menighedshygge inden åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

”Vi havde ikke engang en stol…”

”Folk vil altså gerne have en stol at sidde på i kirken – og vi ejede ikke en stol til at starte med,” fortæller Jan og Henrik supplerer: ”Du skrev det så fint, Jan: Vi ejer ingenting, ikke engang en stol at sidde på. Vi havde heller ikke guitar eller klaver – vi havde ingenting, da vi startede.”

Derfor er taknemmeligheden også stor. Til Odense menighed, der støtter og hjælper, til den nu nedlagte menighed i Viborg, der donerede lydudstyr fra deres kirke, til Sydøstjyllandskredsen, der har givet kollektkurve og til alle andre, der har støttet økonomisk, med arbejdskraft og med forbøn.

Da Henrik læste, at der var mulighed for at få et nadversæt fra den nedlagte menighed i Nibe, skrev han til BaptistKirkens formand, Per Beck, og forespurgte, om det kunne være en løsning. Svaret var en blank afvisning! Dog med den tilføjelse, at BaptistKirken gerne ville give et nyt nadversæt!

Fremtiden

Søren Grarup overrækker en gave ved åbningsgudstjenesten den 20. august 2023: En kalk fra 1871 fra den første baptistkirke i Vejle (Privatfoto)

I Vejle Baptistkirke ønsker man sig brændende to støttemenigheder. BaptistKirken opfordrer nyplantede menigheder til at søge såvel økonomisk som al mulig anden opbakning hos menigheder i nærheden. Det har endnu ikke været muligt at få etableret sådan et samarbejde, selv om der er arbejdet på sagen.

Henrik fortæller:
”På sommerstævnet blev jeg mødt af spørgsmålet om, hvorfor man som støttemenighed skal støtte økonomisk, når nu BaptistKirken har fået en del penge fra nedlagte menigheder. Men det handler jo ikke kun om penge, det handler også om nogle, der bakker os op og beder for os. Det kan man godt se, men man kan ikke forstå, at man skal støtte økonomisk, når BaptistKirken har penge nok. Ledelsen lægger heller ikke skjul på, at de både kan og vil støtte økonomisk.”

I den nærmeste fremtid har menigheden nok at gøre med at arrangere to månedlige gudstjenester, to månedlige ALPHA-møder, et bibelstudie hver måned og bedemøder hver uge. Og så alt ”det løse” fx en foredragsaften sammen med ”Kolding-gruppen” under overskriften ”Jesus, Qumran og Dødehavsrullerne” og en enkelt eller to filmaftener.

Kaffen er drukket og smørrebrødet er spist og vi er klar til at gå hver til sit. Men Cynthia har haft en drøm, som hun bliver nødt til at dele med os:
”Jeg har tænkt på det længe og den anden dag drømte jeg om, at der kom nogle unge mennesker, måske fra en skole, og spurgte: ”Må vi synge for jer” og vi sagde bare: ”Kom, kom, kom…”. Det er bare en drøm jeg har.”

Om tre år udløber lejekontrakten til de nuværende lokaler på Islandsvej.

I Vejle drømmer de om fremtiden.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Mads Lindholm

Undersøgelsen ’Hvad er mening’ er foretaget i et samarbejde mellem Krifa og WICE, se http://www.wice.dk/mening%5B/facts%5D

I min nyhedsstrøm dukker der billeder op af glade mennesker, der står med en figur af en gazelle i hånden. ”Igen kåret som gazelle!” står der jublende under billedet, og for nu lige at få begreberne på plads, så er gazelle betegnelsen for en virksomhed, der er exceptionelt dygtig til ‘at vækste’, som det hedder på businessdansk.

Eje hele verden

Gazelleprisen uddeles af Dagbladet Børsen en gang om året til de virksomheder, der på fire år har fordoblet omsætningen. Prisen blev stiftet i 1995, og mere end 15.000 virksomheder har siden modtaget den eftertragtede statue – erhvervslivets svar på en Oscar. Her handler de store præstationer om vækst og omsætning, og gazellen – et af de hurtigste dyr på savannen – er en metafor, som mange erhvervsledere kan identificere sig med.

Ikke kun i erhvervslivet er vækst et centralt pejlemærke.

Ikke kun i erhvervslivet er vækst et centralt pejlemærke. I den politiske debat spørges, hvor meget den offentlige sektor skal vækste. Eller om samfundsøkonomien nu vækster eller ej.

I tiden op til finanskrisen var væksten mange steder så massiv, at træerne så ud til at vokse ind i himlen. Daværende finansminister Thor Pedersen (V) blev citeret for at sige, at hvis udviklingen fortsætter, ender vi med at eje hele verden!

Stå fast!

Det gjorde vi som bekendt ikke. Da finanskrisen et par år efter ministerens berømte citat skyllede ind over verdensøkonomien, oplevede mange for første gang konsekvenserne af såkaldt negativ vækst.

Arbejdsløshed og fallit blev til barsk virkelighed for mange almindelige mennesker, hvis eneste brøde var, at de havde lyttet til en velmenende bankrådgiver og på grund af fejlslagne investeringer mistet formuer. For mange tændte finanskrisen en advarselslampe, der rejste grundlæggende spørgsmål ved, om den kapitalistiske model, vores samfund bygger på, nu også er den bedste.

Vi motiveres mest af, at vores arbejde giver mening.

Den uhæmmede vækst op til krisen og kollapset efter havde ikke kun økonomiske konsekvenser, men i høj grad også menneskelige. Nu breder der sig en kritik af idealet om mere, hurtigere, højere, som ofte er vækstens paroler.

– Stå fast! skrev psykologiprofessor Svend Brinkmann som overskrift på sin berømte bog fra 2014, og han er i den offentlige debat blevet den mest fremtrædende kritiker af det, han kalder det accelererende samfund – et samfund, der hele tiden snurrer hurtigere rundt, og efterlader sine borgere med eksistentiel svimmelhed.

Mod afgrunden?

Ser man på efterkrisetidens samfund, synes problemerne at være til at få øje på: Klimakrise, forurening, menneskelig nedslidning, arbejdsrelateret stress etc. – for blot at nævne nogle få af de aktuelle udfordringer.

I 1990’erne og starten af 00’erne gik væksten mange steder hånd i hånd med social ansvarlighed, grønne regnskaber og andre initiativer, der forsøgte at sætte andre bundlinjer end den økonomiske på dagsordenen. De takter ser ud til at være blevet mindre de senere år, hvor meget har handlet om at komme på fode igen efter krisen.

Er vi på vej til at starte et nyt vækstlokomotiv, der buldrer direkte mod afgrunden?

Et større formål

En del af svaret gives måske i en nylig undersøgelse blandt mere end 1.000 medarbejdere på det danske arbejdsmarked. Den viser, at vi motiveres mest af, at vores arbejde giver mening.

Vi skal føle, at vi lykkes igennem vores arbejde. Væsentligere i vores sammenhæng er, at vi oplever, at vores arbejde bidrager til noget større. Det vil sige, at arbejdet gør en positiv forskel for andre mennesker og tjener et højere formål. Det er med andre ord ikke nok at tjene til sin egen løn eller til virksomhedens overskud.

Det større formål kan være læreren, der oplever at flytte sine elever, og sygeplejersken, der gør en forskel for patienterne. Købmanden kan se det meningsfulde i at levere dagligvarer til lokalsamfundet. Cykelsmeden løser hverdagens problemer for talrige cyklister. Journalisten er optaget af at afdække uretfærdighed. Alle typer jobs kan rumme mening.

Hvor er gazellen på vej hen?

Når målet bliver mening og ikke blot vækst, så ændres perspektivet. Det handler ikke om at være gazelle for tempoets skyld alene. Det handler om, hvad man forsøger at opnå med sin fart. I den sammenhæng er vækst og hastighed ikke noget mål i sig selv.

Et håb om, at fremtidens vækst bygger på nye idealer.

Hvis målet er, at arbejdet skal give mening, så bliver spørgsmålet i stedet, hvor gazellen er på vej hen. Hvad søger man at opnå med sin virksomhed? Gør ens arbejde en positiv forskel for andre mennesker?

De unge søger mening

Særligt de unge i alderen 18-30 år er optaget af, at arbejdet gør en større forskel, viser undersøgelsen.

Det kan skyldes ungdommelig idealisme. Men mere sandsynligt skyldes det, at den generation af unge, der i disse år kommer ind på arbejdsmarkedet, har mærket konsekvenserne af den uansvarlighed, der førte til finanskrisen. De er vokset op i en bevidsthed om fremtidens udfordringer for klimaet, for kloden og for hinanden.

At netop de unge efterspørger meningen, kan være med til at give et håb om, at fremtidens vækst bygger på nye idealer. At vi bliver mindre optagede af at diskutere vækst, nulvækst eller minusvækst og mere optaget af at diskutere, hvor vi er på vej hen.

Relateret

• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 07. mar. 2025 - Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner
• 17. feb. 2025 - ”Nogle beskriver det som om, der er en helt særlig fred…”
• 19. nov. 2023 - Frikirken i Sæby vil være ”Guds varme hænder”
• 05. sep. 2023 - Nyplantet, men allerede rodfæstet og klar til vækst

Find flere

Liv kan kun fortsætte, hvor der er vækst.  Det gælder for alt liv, fra mikroorganismer til de største planter og dyr. Det er naturen; sådan er mennesker også skabt af Gud. Vi vil videre, fremdrift er en naturlig trang. Vækst i sig selv er hverken god eller dårlig – men det afhænger af, hvordan vi forvalter væksten og livet.

Måske har vi brug for mere vækst i nærvær?

Vi vil gerne kunne kontrollere væksten, men kan vi det – og skal vi kunne det? Hvor går grænsen mellem den gode vækst og den vækst, der kan kvæle livet? Hvem kan definere, hvornår væksten er sund? Der er mange forskellige spørgsmål og forskellige svar på disse.

Sammenligning er nødvendig

Vækst er ikke et absolut begreb, men det måles ved sammenligning af størrelser. Vi er skabt til at være sammen med andre, og vi sammenligner vores liv med naboens liv. I den globale landsby er naboerne også de afrikanere, der forlader deres land og kommer til Europa for at få et bedre liv. I alt for mange år har vi i Vesten undladt at dele den økonomiske vækst med disse naboer. Vi har kun delt en smule af vores store overflod. Det gælder bl.a. også BaptistKirkens indsats i Afrika.

Et godt liv afhænger ikke kun af økonomi, men det er en meget vigtig faktor, bl.a. fordi ’et sultent barn kan ikke lære’. OECD[1] har lavet et ’Better Life Index’, som sammenligner livsbetingelser. Her scorer Danmark højt i forhold til gennemsnittet for alle OECD lande. Vi har alle nødvendige forudsætninger for et godt liv.

Men måske har vi brug for mere vækst i nærvær? Nærvær med hinanden både lokalt og globalt – så vi finder det helt naturligt at dele liv med hinanden.

Mening findes i vores relationer til hinanden og til Gud.

1 Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling). International organisation, som arbejder for at stimulere økonomisk fremgang og markedsøkonomi mellem de demokratisk regerede medlemslande.

Relateret

• 21. jul. 2025 - Bibellæsning – en daglig glæde
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 07. mar. 2025 - Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner
• 17. feb. 2025 - ”Nogle beskriver det som om, der er en helt særlig fred…”
• 01. feb. 2024 - Vores unge mistrives

Find flere

John Holten-Andersen er forfatter, miljøaktivist og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Har senest udgivet bogen ”Sprogets magt – magtens sprog. Et forsvar for sansernes verden”, Forlaget Hovedland 2016.

Men det er ikke blot naturen, der gisper efter vejret – det gør vi mennesker også. Det grænseløse krav om øget produktivitet presser vores kroppe til at løbe stadigt stærkere, ligesom vores stakkels hjerner skal kapere en stadigt voksende mængde af information. Det er mere, end mennesker kan holde til, og derfor går folk i hobevis ned med stress, fylder sig med anti-depressiv medicin eller ryger helt af karrusellen.

Det værste ved det hele er, at vi sådan set godt ved, at den er rivende gal, men vi har åbenbart uendelig svært ved at gøre noget alvorligt ved det. Jo, vi tager fat i nogle af symptomerne enkeltvis og isoleret og forsøger at lappe lidt hist og pist. Men den fundamentale sammenhæng mellem jagten efter stadigt større rigdom på den ene side og de stadigt mere alarmerende tegn på menneskelig og økologisk katastrofe på den anden – den lukker vi øjnene for. For at se denne sammenhæng i øjnene er det samme som at erkende, at vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

En falsk Gud

Økonomisk vækst er nemlig blevet vor tids religion – og Pengene vor tids Gud. Og det har de været i efterhånden så mange år, at hele den tænkning, der er forbundet hermed, har sat sig på tværs i vores hjerner, bemægtiget sig stort set alle bærende institutioner i vores kultur og gjort os blinde for, at det overhovedet kan være anderledes. Hvordan er vi kommet dertil?

Troen på en anden Gud

Tidligere dyrkede vi en anden Gud og var lykkelige i troen på, at verden var skabt i Hans billede. Derfor var den verden, der var os givet, god nok i sig selv. Godt nok befalede den Gud os at ”herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget og alle vilde dyr”[1], men det tilkom ikke os mennesker at ændre denne verden, i hvert fald ikke på nogen grundlæggende måde. Det var vel nærmest gudbespotteligt at bilde sig ind, at mennesker kunne skabe en bedre verden end den, Gud havde skabt. Alt det ændrede sig med det moderne brud, hvor vi satte mennesket i Guds sted.

Vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

I menneskets billede

Nu skulle verden skabes i menneskets billede, dvs. indrettes efter rent menneskelige formål. For at kunne gøre det måtte den først ’oplyses’, dvs. sættes på sprogligt begreb, kategoriseres, splittes op i stadigt mere afgrænsede dele, som helst skulle kunne beskrives i tal og forenklede kvantitative sammenhænge. Heraf opstod en vifte af stadigt mere afgrænsede videnskaber, der udmærkede sig ved stor viden om detaljen, men lige så stor uvidenhed om helheden. I disse videnskabers billede udviklede man dernæst stadigt mere specialiserede teknologier, der skridt for skridt omdannede samfundet til en mægtig produktionsmaskine, som åd natur-ressourcer i den ene ende og sprøjtede ting ud i den anden.

Når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet.

Der står vi så i dag: Vi er blevet rigere – meget rigere – på ting og dermed også i penge, for ting kan man sætte en pengepris på. Det kan man ikke med liv. Problemet er, at når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet. For ’ting’ er døde ting, der ikke indgår i livets kredsløb af skabelse og tilintetgørelse. Formålet med at omgive os med stadigt flere ’ting’ er vel dybest set netop at sætte os udover dette kredsløb, dvs.: At gøre os udødelige!

En dødelig løgn

Det er naturligvis en livsløgn, ovenikøbet en dødbringende én af slagsen. Derfor er tiden inde til, at vi vrister os fri af den og igen besinder os på livet, som det nu engang er os givet.

1    1. Mosebog kap. 1, vers 28

Relateret

• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 07. mar. 2025 - Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner
• 17. feb. 2025 - ”Nogle beskriver det som om, der er en helt særlig fred…”
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv

Find flere