Lyt til artiklen her:

Mark efter snedækket mark ruller forbi i mørket. GPS’en er indstillet til sydøst for Aalborg, en landsby med 362 indbyggere. Der er aftensgudstjeneste og kirkekaffe i den tidligere stationsby, Vaarst, sidste søndag før advent. En renoveret kirke og menighedssal ligger tæt på den tidligere friskole, som drejede nøglen om i 2014.

Evangelium og legende lethed

Selv om de fleste af de 141 medlemmer i Østhimmerlands Baptistmenighed ikke længere har hjemmeboende børn, har de ikke opgivet håbet om at så evangeliet hos flere børn og unge lokalt. De lægger hus til ca. 25 spejdere, primært byens børn. Flere førere ønskes. De er meget glade for de fire teenagere, der blev døbt for nylig – søskende fra flygtningefamilier fra henholdsvis Rwanda og Myanmar. Menighedens unge havde i gamle dage et stærk bånd til Karmelkirken i Aalborg, og de gråhårede ’unge-i-sindet’ besøger stadig hinanden til fællesgudstjeneste.

Det er nemt at fornemme menighedens begejstring for leg, da gæsteprædikanten denne aften kaster et rollespil ud til dem her ved kirkeårets ellers teksttunge slutning. For når mange selv har været spejdere i kirken og fortsat er aktive i menighedsweekender, sommerhøjskole, seniortræf og kor, så kan otte Toms Guldbarrer, en 35-kilo sæk foder og en hjemmelavet sækkevogn snildt omdannes til mild latter, betroede talenter og liv, der investeres i fællesskabet.

Menighedens musikalske talenter på klaver, guitar og trommer formår alligevel at løfte stemningen med støtte fra en flerstemmig klang fra kirkesalen.

Hvilken klang?

Som i så mange andre baptistmenigheder kan valg af salmer og sange være en udfordring nu, hvor der ikke længere er en fast organist. Menighedens musikalske talenter på klaver, guitar og trommer formår alligevel at løfte stemningen med støtte fra en flerstemmig klang fra kirkesalen. Det er næppe kun kirkens kor, der kan synge igennem.

Nogle foretrækker dog mere konservative rammer, og andre foretrækker nyere lovsange – helst med et fokus på Gud i forhold til menighedens vi, fremfor det enkelte individ – og teamsamarbejde om gudstjenesten. Derfor har menighedens unge og forholdsvis nye præst, Christian Sofussen, bedt om støtte og et ’gudstjenesteudvalg’ til at hjælpe med at finde en balance i liturgi og sangvalg.

Det kræver mod og håb samt viljen til at reflektere og sætte ord på dét, der tidligere kom som en selvfølge.

Hvilke udfordringer?

Demografiske ændringer – de unge flytter til byerne, og børnefamilierne flytter derhen, hvor skolen ligger – sammen med en præst og en organist, der stoppede under Covid-pandemien, vil altid være en udfordring for en menighed. Det kræver mod og håb samt viljen til at reflektere og sætte ord på dét, der tidligere kom som en selvfølge. Spørgsmål som ’Hvem er vi nu?’ og ’Hvor er vi på vej hen?’ kan virke uoverskuelige. Flere udtrykker et savn af medlemmer, der ikke dukker op som tidligere. Derfor har menigheden også nedsat et VITAL-udvalg og er begyndt på den svære, men forhåbentlig også givende proces med Jan Kornholt som konsulent.

Flere udtrykker et savn af medlemmer, der ikke dukker op som tidligere.

Nye veje?

Menigheden i Vaarst har en stærk tradition for at tænke ud af boksen, men har for tiden behov for en gensidig forventningsafstemning. De fem faste grupper, der på skift står for menighedens særlige arrangementer, Kvindenetværket og Seniortræf er dog med til at holde traditionerne og fællesskabet sammen. Spændende aktiviteter og foredrag for både kvinder og mænd er velbesøgte.

Kirkekaffen trækker ud, fordi samtalen går. Her er også plads til at dele tanker om dagens tekst og livets byrder; en fortrolighed, der også findes i tre forskellige bibelgrupper og til en Taizé-inspireret bøn og andagt hver fredag aften. Menigheden er ’en kirke, der sår’, og derfor flyttede Christian Sofussen til byen og ønsker eget kontor i kirken. For det er primært ikke-kirkevante fra byen, der kommer til spejdermøderne. Håbet er at tiltrække flere fra byen til både aftenbøn og gudstjenester.

Mon ikke de finder vejen videre, som de har gjort mange gange før?

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Christian er vokset op med en far, der er baptist og en mor, hvis familie er ”almindelige kulturkristne”. Han gjorde sin cand.theol. færdig ved Aarhus Universitet i 2015 og har siden arbejdet som kirketjener i Skt. Lukas Kirke i Aarhus, tæt på baptistkirken Immanuelskirken.

”Det har været en god måde at få indsigt i arbejdet i en folkekirke, men jeg blev også klar over, at jeg hænger fast ved det baptistiske, selvom jeg har stødt på mange forskellige kirkeretninger i løbet af min uddannelse. Især mit syn på dåb og nadver er afgørende,” fortæller Christian.

Han var ikke moden til en præstetjeneste, lige da han var færdig med sin teologiske uddannelse, og blev sådan set først bevidst om, at ’nu var han klar’, da han så stillingsopslaget fra Vaarst.

Han har dog prædiket jævnligt i flere baptistkirker, bl.a. i Silkeborg.

Intet kørekort

Der er flere omvæltninger på vej for Christian, når han 1. april tiltræder stillingen i Vaarst.

For det første er han storbymenneske. Han har boet i Randers de sidste to år. ”Jeg boede på et meget lille værelse, mens jeg læste. Hvis jeg ville have mere plads, måtte jeg flytte ud af Aarhus.” Men det med storbyen har betydet, at han aldrig har taget kørekort og derfor ikke har bil.

”Det har jeg aldrig haft brug for. Jeg har altid kunnet klare mig med offentlig transport.”

Det er han godt klar over, ikke går i længden i Østhimmerland, hvor menighedsmedlemmerne er spredt ud over et større område.

”Så snart kørelærerne må åbne igen, begynder jeg at tage kørekort. Så må vi se, hvor længe jeg er om det.”

Single

Så skal han finde sig et sted at bo. Han er single – det kan både være en fordel og en ulempe som ny præst i en menighed:

”Det kunne nok være rart, hvis man havde nogen, der flyttede med og som skabte en ramme om hverdagen. Men på den anden side, så kan det også være svært at skulle flytte en familie med en ægtefælle, der skulle finde noget at lave og skiftende arbejdstider,” tænker han højt. Det har ikke været udfordringen.

Nu vil han i første omgang finde noget at leje så tæt på kirken som muligt.

Savnet baptist-teologi

Christian har altså læst teologi på Aarhus Universitet, og har på en måde netop været målgruppen for det, der er opstået, efter han er blevet færdig med at læse. Nemlig Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi – det sted, hvor frikirkefolk, der læser eller praktiserer bl.a. ’baptistisk’ teologi, kan mødes og få indsigt i det, man ikke lærer på universitetet, hvor det alt overskyggende er luthersk teologi, som bliver undervist. Han har savnet undervisning i baptist-teologi.

”Måske jeg skal læse noget videre på et tidspunkt,” siger han og tilføjer, at det nok ikke er lige nu. Nu er fokus på at finde sig til rette i præsterollen i en traditionel og meget velorganiseret baptistmenighed.

Menighedens tjener

”Det bliver spændende. Jeg kommer med den indstilling, som jeg også havde i mit folkekirke-job. Jeg skal være menighedens tjener. Som prædikant, teolog og sjælesørger – den klassiske præsterolle. Jeg har indtryk af, at der i Østhimmerland er mange forskellige arbejdsgrupper. De har spejdere, musik og ungdomsarbejde. Så skal jeg finde ud af, hvordan jeg kan være præst for den enkelte gruppe. Det glæder jeg mig til.

Og så skal jeg være præst for hele menigheden, og det gælder især gudstjenesten. Jeg skal være til stede og hjælpe dem med at gøre det, de gør, som sikkert er meget godt.”

Kirke og stat

Han er også glad for BaptistKirken. Især den baptistiske holdning, at kirken bør være adskilt fra staten.

”En af de største katastrofer i Kirkens historie er Teodosius’ beslutning om at gøre kristendommen til statsreligion i Rom. Deraf kommer for mig at se de fleste problemer for Kirkens integritet og mulighed for at reflektere teologisk. Kort ridset op vil jeg sige, at en kirke, der besidder verdslig magt, nærmest ikke kan undgå at blive korrumperet indefra, mens en verdslig magt, der besidder en kirke, ikke kan undgå at korrumpere kirken udefra. Hvis Kirken skal kunne repræsentere Guds rige, må den nødvendigvis være fri og selvstændig, uden vilje til at gennemtvinge sine synspunkter i det politiske, men samtidig uden vilje til at give efter for politik, der forsøger at betvinge kirken.”

Det lyder som et emne, Christian kan udfolde sig i i en spændende debat på et tidspunkt.

Foreløbig glæder han sig til at blive en del af præstefællesskabet i BaptistKirken, så vidt det nu eksisterer.

Og så er der samarbejdet med nabomenigheden Karmelkirken inde i Aalborg, som han håber at fortsætte.

Raymond takker af

Han afløser Raymond Jensen, der på søndag takker af efter 16 år i menigheden. Desværre bliver det med en online-gudstjeneste og ingen stor takkefest.

”Det med online skal jeg nok også lige vænne mig til. Jeg har aldrig prøvet at stå foran et kamera på den måde,” siger Christian. Som så samtidig håber, at det ikke bliver tilfældet, når han skal holde sin første gudstjeneste, som ovenikøbet bliver påskesøndag.

Relateret

• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken
• 17. sep. 2024 - ”Når de unge søger rum for fordybelse i kirken, er svaret ikke lysshows og røgmaskiner”

Find flere