Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/06/kroniksynoderefleksionulrickdam.mp3

Vi har nu haft nogle uger til at sunde os, ovenpå hvad – jeg synes – var en rigtig god synode. Modige samtaler, god stemning, ægte nysgerrighed og vilje til at finde veje frem sammen. Alt det, der får mig til at elske at være baptist.

Nu bliver jeg nok upopulær i begge lejre, men det er måske prisen for at mene noget midt i en tid, hvor fronterne hurtigt tegnes skarpt op.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så sidder jeg også tilbage med én bekymring. Og det handler ikke om selve indholdet eller processen. Det handler om den retorik, der har ligget og luret både før, under og efter samtalen: Nemlig den stærke gidselretorik.

Når samtalen bliver til gidseltagning

Du kender den sikkert: den der måde at sige ting på, hvor man sætter en form for ultimatum:

“Hvis de her ord om køn, seksualitet, handicap og etnicitet bliver stående, så er det ikke længere vores fællesskab.”

Eller den modsatte udgave:

“Hvis de ord ikke står der eksplicit, så kan vi ikke længere føle os velkomne.”

Hvis de her ord…

Jeg forstår godt smerten og oprigtigheden bag begge udsagn. Men vi bliver nødt til at spørge os selv: Er det her virkelig den måde, vi vil være kirke på?

Kongregationalisme kræver mod

Er vi ikke – trods alt – kongregationalister? Har vi ikke bygget vores fællesskab på frihed, forskellighed og tillid til, at Helligånden virker – selv i dem, vi ikke er enige med?

Jeg oplever, vi står ved en korsvej. Ikke bare teologisk, men i vores måde at være fællesskab på. Og måske skal vi her tage en ærlig samtale om, hvordan vi kan gå vejen sammen, uden at tage hinanden som gidsler.

Gidselretorikken står som sagt stærkt på begge yderfløje i den her konflikt.

Når deltagelse bliver et forhandlingskort

Jeg forstår fuldt ud begge reaktioner. Det handler om identitet. Om at blive set. Om at blive taget alvorligt. Gidselretorikken er ikke ondsindet handling, det er helt og holdent menneskeligt.

Problemet er, at vi – i begge tilfælde – ender med at stille vores tilstedeværelse som en slags pant i forhandlingen: “Hvis jeg ikke får det, jeg vil have, så trækker jeg mig.”

Det er at tage den anden som gidsel. Og det dræber samtalen.

Samtale på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Et fællesskab – ikke et forligsmøde

For hvordan skal vi kunne møde hinanden og samtalen ærligt, hvis den ene part har stillet betingelser for, om vi overhovedet kan mødes? Hvordan skal vi kunne lytte, hvis vi samtidig signalerer, at det hele kan eksplodere, hvis ikke konklusionen bliver den ’rigtige’?

Det bliver lidt som at føre en teologisk samtale med en pistol for panden.

Og det er altså alt andet end baptistisk.

For i et fællesskab som vores må vi kunne rumme hinanden uden hele tiden at frygte, at nogen stormer ud, hvis ikke flertallet siger præcis det, de ønsker. Ellers bliver vi ikke et fællesskab, men et evigt forligsmøde.

Det er her, jeg vil minde om noget ret grundlæggende. Noget vi alle sammen godt ved, men som vi indimellem glemmer, når temperaturen stiger:

Bundet sammen af tillid og respekt, ikke af enshed

Vi er ikke et kirkesamfund, der bestemmer centralt, hvad den enkelte menighed skal tro eller mene. Vi er ikke lutherske med en fælles bekendelse, og vi er ikke katolske med et centralt læreembede.

Vi er baptister.

Vi er kongregationalister.

Det betyder, at den enkelte menighed har frihed til at søge Guds vilje, til at kalde sine egne ledere, til at tage ansvar for sit eget liv og virke. Det betyder, at vi ikke er hinandens kontrollanter, men derimod søskende i Kristus, bundet sammen af tillid og respekt, ikke af enshed.

Jeg kom i tanke om noget, Kyrø-Rasmussen skrev for år tilbage i ’Hvad skal vi med kirken?’. Det rammer lige ned der, hvor vi står  nu. Om årsmødet, eller når vi samles i større fællesskaber som synoden, skriver han:

“Det er lokalmenighederne, der kommer sammen for at søge Guds hjælp, vejledning og kraft i de spørgsmål, der skal behandles […] Man er altså ikke på nogen bibelsk grund, om man rejser til årsmødet for at trumfe sin menigheds meninger igennem.” (s. 33)

Bum.

Samtale og fællesskab på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Vi skal kæmpe som søgende, nysgerrige mennesker

Det betyder ikke, at vi ikke må mene noget stærkt. Det betyder ikke, at vi ikke må kæmpe for det, vi tror på.

Men det betyder, at vi gør det som søgende, nysgerrige mennesker, ikke som krigsherrer med sværd i hånd. Det betyder, vi skal deltage i samtalen med en åben hånd, ikke en knyttet næve.

Og måske vigtigst: At vi ikke skal forsøge at få hele fællesskabet til at mene det samme, men i stedet finde måder, hvorpå vi kan stå sammen, selv når vi mener forskelligt.

Jeg tror, vi må gøre op med en illusion, som sniger sig ind fra tid til anden: Illusionen om, at vi skal være 100% enige for at kunne være ét.

Den forestilling har aldrig været særlig baptistisk. Faktisk har den aldrig været særlig kristen.

Forskellighed er ikke en fejl – det er en gave

Kirken er født med forskellighed. Bare se på de første disciple: Tolderen og zeloten. Paulus og Peter. De skændtes, de misforstod hinanden – og de blev alligevel brugt af Gud.

Vi kommer fra forskellige steder. Vi tolker Bibelen forskelligt. Vi bruger forskellige ord, har forskellige erfaringer og forskellige syn på, hvordan tro og liv hænger sammen.

Det er ikke et problem, der skal løses. Det er et vilkår, der skal værdsættes.

Hvis vi begynder at tænke, at forskellighed er en trussel, så ender vi med at gøre forskelle til fejl. Venner til fjender. Og så mister vi det fællesskab, hvor vi faktisk kan vokse, netop fordi vi ikke ligner hinanden.

Kirken er ikke en klonfabrik. Vi er ikke kaldet til at være kopier af hinanden, men til at være lemmer på ét legeme. Og lemmerne ser altså ikke ens ud; de har forskellige funktioner, og de har brug for hinanden.

Det kræver mod at holde fast i hinanden, når vi ikke forstår hinanden fuldt ud. Men måske er det netop dér, det hellige bor: I det at turde stå i uenigheden uden at give slip på fællesskabet.

Hvad gør vi så herfra?

Debat på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Vejen frem: Vi skal vælge hinanden til – igen og igen

Skal vi bare smile pænt og lade som om, vi er enige? Nej.

Skal vi lade være med at tage vigtige samtaler om identitet, inklusion og teologi? Bestemt ikke.

Men vi skal tage dem på en anden måde. Ikke som fjender i skyttegrave, men som søstre og brødre i Kristus. Som en familie, der har kærlighed til hinanden, for det er netop, hvad Jesus kalder os til.

Vi skal turde give hinanden rum og have tillid til, at det rum ikke bliver misbrugt.

Vi skal turde tro på, at Helligånden virker, selv i dem, vi ikke forstår eller er enige med.

Vi skal turde tænke, at det ikke er kompromis at rumme: Det er kristen kærlighed i praksis.

Jeg håber, vi kan bevæge os væk fra gidselretorikken og i stedet finde en anden stemme. En stemme, der ikke kræver enshed, men længes efter fællesskab.

For måske er det det, der skal til nu: At vi vælger hinanden til – også når vi er uenige. At vi vover at stå sammen, ikke fordi vi er ens, men fordi vi ved, at vi hører sammen.

Det er ikke en nem vej. Men det er, tror jeg, den eneste vej, hvor vi stadig kan kalde os kirke.

Det er meget nemmere at trække stikket og sige: ”Så laver vi bare vores eget netværk!”

Men det er både ubibelsk og ubaptistisk!

Jeg ved godt, at jeg risikerer at gøre både mine progressive venner og de mere konservative kollegaer lidt utilpasse med det her.

Men det lever jeg med. For jeg tror, vi har brug for stemmer, der ikke kun forsvarer en position, men som forsøger at værne om relationen.

Jeg tror, vi har brug for at finde modet til at være kirke sammen, også når det er svært, også når vi er trætte, også når vi ikke helt forstår hinanden.

Det kræver, at vi genopdager tilliden. At vi tør give slip på kontrollen. At vi, som Kyrø-Rasmussen minder os om, ikke kommer for at trumfe hinanden, men for at søge Guds vejledning sammen.

Vi har aldrig været ens, og vi kommer aldrig til at blive det. Men vi kan være forbundne. Ikke af enighed, men af kærlighed.

Og måske er det netop det, der gør os til kirke: At vi – på trods af alt – vælger hinanden til igen og igen og søger den fælles vej.

Vi har aldrig været ens, og vi kommer aldrig til at blive det. Men vi kan være forbundne. Ikke af enighed, men af kærlighed.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til aritklen:

”Nøglen til at låse op for den nye generation er, at vi lærer at være langt mere autentiske i vores måde at leve vores kristne liv på. At vi tør tage det med ud i vores hverdagsliv og lade det forme os. Det kræver også, at vi har nogle fællesskaber, der giver mening for de unge. Det er ikke altid, at søndag formiddag med præludium, velkomst, salme og stram liturgi giver mening for unge mennesker. Det er ikke sikkert, at det er søndag formiddag, der bliver bærende fællesskab fremtiden. Det bliver de fællesskaber, vi har i resten af vores liv og i kirken resten af ugen, der gør, at unge mennesker har lyst til at være en del af kirkens fællesskab,” lyder det fra Ulrick.

Når Ulrick modtager en invitation til et interview, svarer han høfligt – med et link til et online bookingsystem. Så kan journalisten selv vælge tid. Stedet giver sig selv: Når mødet er booket, lander der få millisekunder senere et mødelink til ZOOM i indbakken. Så er forbindelsen etableret. Ulrick er en præst, der både tør følge udviklingen i samfundet og skubbe til den i kirken.

Familieselfie – Sara, Marius og Ulrick (Foto: Privat)

Vejen til præstegerningen

Ulrick bor sammen med hustruen Sara og sønnen Marius på en gård i Mulstrup, lidt syd for Ringsted. De seneste mange år har han arbejdet med kirke og ledelse på forskellige måder. Den kirkelige opvækst skete i Apostolsk Kirke.

Første skridt på den teologiske vej var en professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation fra Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Senere fulgte en master i ledelse og menighedsudvikling fra Ansgar høyskole i Kristiansand. Teori blev efterfulgt af praksis som ”præsteaspirant”: En ordning i Apostolsk Kirke hvor en nyuddannet præst er i en slags mesterlære hos en mere erfaren præst. Ulrick var ”føl” i Amagerbro Frikirke. Ulrick har også arbejdet i folkekirken i både Brorsonskirken og ungdomskirken uKirke på Vesterbro i København.

For fire år siden gik turen til Mulstrup og Sjølundkirken, en apostolsk menighed i Næstved.

Gennem en årrække har Ulrick arbejdet som ledelseskonsulent i det private erhvervsliv sideløbende med præstetjenesten.

Vejen til Holbæk

I begyndelsen af 2024 havde Ulrick besluttet sig for udelukkende at arbejde som ledelseskonsulent. Men partnerskabet i virksomheden fungerede ikke ordentligt:
”Det tog jeg som et vink med en vognstang om, at jeg skulle søge tilbage til kirken igen. Det er sådan en ”Jonas og hvalen-ting” for mig: Jeg skal ud og prøve noget andet og efter et stykke tid kommer jeg tilbage i kirken igen,” ler Ulrick.

Gode venner prikkede til Ulrick, da menigheden i Holbæk slog en præstestilling op. Forbindelsen blev etableret og Kløvermarkskirken fandt en ny præst.

“… I er bedre til at være i det, at vi faktisk er fejlbarlige mennesker, der alle sammen er på en vandring sammen.”

Hvorfor blive præst i BaptistKirken?

De senere år har flere baptistmenigheder ansat præster med baggrund i andre kirkesamfund. Ulrick kommer med en apostolsk baggrund, men han føler sig tiltrukket af flere ting i BaptistKirken:
”Jeg synes, vi ser en del dobbeltmoral i de mest konservative kirker. Ofte mangler der en ’practice what you preach’: De siger, at alle er velkomne. Men det gælder kun, hvis du passer helt ind i kirkens idealer og værdier. I nogle af ’megakirkerne’ ser vi gang på gang præster, der prædiker mådehold og renhed, mens de selv udnytter mennesker psykisk og seksuelt. Seneste eksempel er Robert Morris fra Gateway Church i Texas.”  Fra dem, jeg kender i BaptistKirken, oplever jeg, at I er bedre til at være i det, at vi faktisk er fejlbarlige mennesker, der alle sammen er på en vandring sammen.”

Ulrick peger også på, at den demokratiske ledelsesform i både BaptistKirken og de enkelte menigheder passer godt til ham. Ulrick siger:
”Baptistkirken er et kirkesamfund, hvor der er plads til refleksion, men hvor der også er plads til at være uenige og til at diskutere. Jeg oplever, at BaptistKirkens ledelse bl.a. i forhold til Genstart-processen har en enormt positiv indstilling til at ville dialogen. Det handler ikke om, at vi skal finde en måde, hvor vi alle sammen kan være enige, være ens. Det handler om, at vi skal finde enhed, selvom vi ikke er enige, selvom vi ikke er ens. Jeg synes, det er enormt smukt, at man vil arbejde for det, og jeg håber, at processen giver anledning til mange gode samtaler.”

Ulrick – både præst og ledelseskonsulent

Kan man både være præst og ledelseskonsulent?

Andre job end ledelseskonsulent i det private erhvervsliv virker mere relevante for en deltidsansat frikirkepræst. Det er Ulrick slet ikke enig i:
”Der er rigtig mange ledere ude i den kommercielle verden, i erhvervslivet, der hungrer efter dybere værdi, noget som giver mening i deres liv. Noget, der ikke bare handler om penge og økonomi. Hvordan kan vi lede allerbedst, så vi både skaber værdi for os selv og for de mennesker, vi leder?

Det bedste, vi kan lære som ledere er at se på andre mennesker med empati, danne relationen til dem og møde dem i næstekærlighed. Det er jo sandheder, som vi har kendt i 2.000 år i kristendommen. Og alligevel kan det være en helt wow-oplevelse, når man kommer ud i erhvervslivet. Når man begynder at fortælle, at vi kan bruge de her gode værdier også i erhvervslivet. Det giver faktisk mening.”

Det fremmer sikkert forståelsen for Ulricks værdisæt, at det ofte kan ses på virksomhedens nøgletal, at medarbejderne yder mere og bliver mere effektive, fordi de føler sig trygge på arbejdspladsen.

Kirken har brug for revitalisering

Ulrick fortæller, at det altid har været hans mission at fortælle, at vores kristne liv ikke kun er noget, der foregår søndag formiddag i en kirke. Det kristne liv er heller ikke, at vi bare går ud på gaderne og står og råber:
”Vores tro, det kristne liv, skal gennemsyre hele den måde, vi lever på, lige meget hvor vi er. Om det er nede i fodboldklubben, på vores arbejde som ledere eller medarbejdere: Det er der vi skal udleve det kristne liv, som vi bliver inspireret til og udfordret på i undervisningen om søndagen.”

Vores tro, det kristne liv, skal gennemsyre hele den måde, vi lever på, lige meget hvor vi er.

Det kræver en revitalisering af kirken, mener Ulrick:
”Vi har talt om det på vej ind i min præstegerning i Kløvermarkskirken. Menigheden har faktisk haft en længere proces for at sige, at vi vil gerne, at der sker noget nyt. Vi vil gerne, at der sker en forandring. For ellers ender vi i samme situation, som mange frikirker: Sidste mand lukker og slukker! Når man ikke længere kan samle et menighedsråd, så opløser man kirken og sælger bygningen. Alle kirkesamfund oplever det.”

Man kan ikke skabe nyt uden at forny

Ulrick peger på, at mange forsøger at skabe nyt uden fornyelse. De gamle systemer får blot en ny indpakning:
”De maler lige over, det hele får en ny farve. Men det er det samme. Vi laver den samme søndagsformiddagsgudstjeneste med det samme indhold og form, måske bare med noget ny musik.

Det, der motiverer mig til at være del af kirken, er, at vi kan være sammen, at vi kan have et fællesskab, som er unikt. Et fællesskab som er noget, vi ikke har nogen andre steder. At vi kan være en familie selv om vi ikke er i familie. Kirken som den udvidede familie, det er det, der gør os særlige.

De ønsker en følelse af at komme ind i et helligt rum, møde noget, der er større end dem selv…

Kirken har et unikt svar

Ulrick er akademiker. Det er svært at trække gætterier og ”synsninger” ud af ham. Der skal helst være forskning bag påstandene. Det gælder også spørgsmålet om, hvad der skal til for at revitalisere kirken. Ulrick svarer:

”Når man kigger på den forskning, der bliver lavet, så siger både min generation og dem, der er yngre, at det, de ønsker for kirken, det er ikke røgmaskiner og høj musik. De ønsker en følelse af at komme ind i et helligt rum, møde noget, der er større end dem selv, og finde en dybere mening med deres liv. I en evigt accelererende verden har vi brug for det sted, hvor vi kan fordybe os og for alvor være sammen.”

Ulrick er tavs et øjeblik og siger så:

”… og der tror jeg, at kirken – eller der ved jeg, at kirken har et helt unikt svar til de udfordringer, vi ser i samfundet lige nu.”

Relateret

• 31. okt. 2025 - Musik som sjælesorg – “Døden er ikke at elske” fylder Kløvermarkskirken
• 27. jun. 2025 - “Hvis ikke du mener det samme som mig, så…” – og andre måder at ødelægge fællesskabet på
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 14. mar. 2025 - Kirken dør, når autenticiteten udebliver
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken

Find flere

Ulrick Refsager Dam p.Ba. 3K, Kristendom, Kultur og Kommunikation, er i gang med en Master i Ledelse og Menighedsudvikling (cand.theol.). Ulrick har erfaring fra bl.a. Amagerbro Frikirke, hvor han var præsteaspirant, og fra Brorsons Kirke, hvor han har været frivillig og projektleder.

Der har været meget debat om, hvorvidt kirker skal betale Koda-afgift. Senest er Vor Frue og Trinitatis kirker i København blevet idømt at betale Koda for deres natkirkearrangementer. Københavns Byrets dom lyder, at det væsentligste i natkirkearrangementerne er musikken, og de kan derfor ikke anses som gudstjenester.

Spørgsmålet er, hvorvidt kirker er begyndt at lægge for meget vægt på musikken og underholdningen og for lidt fokus på forkyndelsen, traditionen og det sakramentale? Mens mange kirker arbejder meget målrettet med at skabe moderne udtryk og inkludere populærmusikken, er der samtidig en del, der peger mod, at det, der efterspørges, ikke er nyere musik og bedre underholdning, men derimod dybde og tradition. Sådan er det i hvert fald i USA.

Stop med at gøre kirken ”cool”

I 2015 skrev den amerikanske forfatter og blogger Rachel Held Evans en leder til The Washington Post, med titlen Want millennials back in the pews? Stop trying to make church ’cool’, hvor hun netop sætter fokus på tendensen med at gøre kirken mere trendy, og hvorfor dette kan være problematisk. I denne leder, pointerer Evans, at du jo sagtens kan tage en kop kaffe med dine venner på en hvilken som helst café, men kirken er det eneste sted, hvor du kan få aske smurt på panden som en påmindelse om din dødelighed. Du kan få masser af gratis brand loyalty swag[1] online, men kirken er det eneste sted, hvor du benævnes Guds elskede barn gennem et koldt dyk ned i vandet. Du kan dele mad med den sultne på ethvert hjemløse-herberg, men kirken er stedet, der lærer os, at et delt måltid bringer os ind i selveste Guds nærvær.

Millenials

Evans har selv rødder i den evangelikale kirke og hendes leder bygger på hendes egne erfaringer, samt en undersøgelse af amerikanske Barna Group, der udkom i 2014 under titlen Making Space for Millennials. De satte sig for at undersøge millennials og deres forbindelse til kirke og tro. Millennials, også kaldet generation Y, er generationen, der er født ca. fra 1980 til slutningen af 90’erne. Millennials er en ret interessant generation, da de er den første generation, der stort set er født med og har været naturlige brugere af internettet og mobiltelefoner. De har altså fået hele denne nye eksplosion af informationsteknologi ind med modermælken. Det betyder også, at de har lært, at de helt naturligt kan standse op og lynhurtigt få en second-opinion fra Google. Hvad end det så handler om, hvad de skal have til aftensmad, lægens diagnose eller præstens prædiken.

Fællesskab er det vigtigste

Barna Groups undersøgelse af relationen mellem millennials og kirken har enormt mange spændende pointer. Men især én hæfter jeg mig ved; Man bad nemlig interviewpersonerne beskrive deres ideelle kirke. Det spørgsmål viser nogle meget interessante svar. Nogle af de vigtigste værdier for millennials er nemlig: Community (78%) over Privacy (22%), Sanctuary (77%) over Auditorium (23%), Classic (67%) over Trendy (33%) og Quiet (65%) over Loud (35%)[2].

Disse svar er tankevækkende i en tid, hvor mange søger at gentænke gudstjenesten. Hillsong søger f.eks. mod at være trendy kirke i auditorie-omgivelser, store lysshows, røgmaskiner og projektorer. I Hillsong sigtes der efter store bands og koncertstemning. Gudstjenesten skal være et højt og flot show. Selvom stilen er en anden, kunne natkirkerne nogle gange ligge under for noget af samme kritik, hvor indholdet af gudstjenesten baseres på musik og flot lys.

Dette lægger op til en selvrefleksion. Det er oplagt at spørge: Hvorfor skal kirkens musik ud og byens musik ind? Hvorfor vælger vi mere moderne og trendy udtryksformer? Hvad er det egentlig, vi vil tilbyde menigheden? Og hvorfor?

Søgte sakramenterne

I hendes førnævnte leder, reflekterer Rachel Held Evans over, hvad der bragte hende tilbage til kirken, efter hun selv havde afskrevet denne i nogle år. Evans siger at, det der endeligt bragte hende tilbage, efter flere års flugt fra kirkelivet, var ikke café lattes eller skinny jeans; det var sakramenterne. Dåben, bekendelsen, nadveren, forkyndelsen af Ordet, salvelsen af de syge. Alle de der sære og skøre ritualer og traditioner, som har overlevet i den kristne kirke og er blevet praktiseret gennem de sidste 2000 år. Evans hævder, at det netop er sakramenterne, der gør kirken relevant. Uanset kultur eller tid. Traditionerne og sakramenterne skal ikke pakkes ind på ny eller rebrandes – de har blot brug for at blive praktiseret, udført og forklaret i konteksten af et kærligt, autentisk og inkluderende fællesskab.

Liturgi, der giver sjælen sprog

Evans’ egen oplevelse taler fuldstændigt ind i undersøgelsen fra Barna Group. Hele 67% ser hellere traditionel kirke end trendy. Det var netop sakramenterne og traditionerne, der bragte Evans tilbage til kirken. I vores verden, hvor alt skal ske i dobbelttempo, og vi alle er på vej mod at blive totalt historie- og rodløse, søger millennials rodfæste i traditionen. Det, Evans udtrykker, er, at hun længtes efter noget større at tage del i. En liturgi, som kunne hjælpe med at give sjælen sprog.

Det kunne for eksempel være at fejre kyndelmisse, mindes lyset og livet i foråret, og også fejre Allehelgen og mindes om mørket og døden i efteråret. Millennials ønsker dybde og ’bas-toner’ i livet. Ikke bare overflade og skrattende diskant.

At dele liv – hele livet

Barna Groups studie viser også vigtigheden af fællesskab. Hele 78% foretrækker ’Community’ frem for ’Privacy’. Derfor må det være helt i centrum for en kirke, der ønsker millennials i menigheden, at sætte fokus på fællesskabet. Det kunne for eksempel være at have nære, små grupper, som menigheden mødes gennem. Netop at have det løbende fællesskab gennem livets forandringer og udfordringer. Det fællesskab, hvor man kan dele liv, dele sine udfordringer og få støtte, feedback og åndelig omsorg.

Dermed bliver også sjælesorg vigtig. Ikke bare den sjælesorg, der går fra præsten til menighedsmedlemmet, men særligt også den der går fra medlemmet til medlemmet. For netop her bliver menigheden til en slags udvidet familie. Et sted, vi kan vende os mod, når livet bliver svært og vi har brug for støtte, omsorg og hjælp. Men samtidig også et sted, hvor vi kan fejre de store ting sammen og dele glæden. Det er altså vigtigt, der er en støttende og forpligtende kultur, hvor vi internt står klar til at tage en kop kaffe, bede sammen, dele nadver, salve den syge eller hvad der ellers måtte være nødvendigt. Menigheden skal være som en familie uden for familien, som er koblet op på den større dimension, der findes i Gud.

Tilbage til traditionerne

Nu ser vi Københavns byret komme frem til: ”at det væsentlige ved natkirkearrangementerne er musikken, og at arrangementerne i ophavsretslovens forstand ikke kan anses som gudstjenester.” Bør der så være en lille alarmklokke, der begynder at ringe? Er det et tegn på, at vi er dykket for langt ned i postmodernismens aftraditionalisering? Nærmer denne type gudstjeneste sig mere et koncert- eller kulturhus-event?

Hvis man skal tage Evans’ leder og Barna Groups studie for troende, så bør vi retraditionalisere kirken og i større grad søge at skabe fællesskab end events. Jeg sidder absolut ikke med et endelig svar på, hvordan dette skal gøres, men denne dom bør i hvert fald være en reminder om, at vi altid skal have formålet i fokus.

[1] Det, du får smidt i hovedet, hvis du er loyal overfor et firma.

[2] Fællesskab mere end privatliv, helligdom mere end auditorium, klassisk mere end smart, stille mere end højt.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 27. jun. 2025 - “Hvis ikke du mener det samme som mig, så…” – og andre måder at ødelægge fællesskabet på
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere