baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Sat, 23 May 2026 19:20:06 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater https://baptist.dk/serhiis-hus-ved-vejen-blev-et-hvilested-for-soldater/ Wed, 13 May 2026 13:45:30 +0000 https://baptist.dk/?p=21303 I Druzhkivka tæt på fronten åbnede Serhii og hans familie deres hjem for udmattede soldater. En ny opdatering fra Baptistkirken i Ukraine fortæller om krigens usikkerhed – og om mennesker, der svarer med konkret omsorg.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/opdatering-fra-baptistkirken-i-ukraine-foraar-2026.mp3

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I Druzhkivka tæt på fronten åbnede Serhii og hans familie deres hjem for udmattede soldater. En ny opdatering fra Baptistkirken i Ukraine fortæller om krigens usikkerhed – og om mennesker, der svarer med konkret omsorg.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/opdatering-fra-baptistkirken-i-ukraine-foraar-2026.mp3

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/serhiis-hus-ved-vejen-blev-et-hvilested-for-soldater/feed/ Den kæmpestore pære https://baptist.dk/den-kaempestore-paere/ Thu, 29 Jan 2026 05:00:42 +0000 https://baptist.dk/?p=20760
Disse ugers nyhedsfeed er lige til at få dårligt humør af. USA VIL eje Grønland. Fødevarepriserne stiger. Krigen i Ukraine fortsætter. Der er knas med de danske svinestalde. Og i øvrigt er det tæskekoldt udenfor.

Men det til trods er der noget at glæde sig over. Min 2-årige søn har udvidet min horisont. Siden jul har vi sammen dagligt enten set filmen eller læst bogen ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” – igen. Og igen.

Fortællingen handler om vennerne Sebastian og Mitchu, der ombord i en kæmpestor pære sejler ud for at redde deres forsvundne ven, J.B. På rejsen møder de grusomme pirater og en uhyggelig sødrage. Vores yndlingsscene er dog den, hvor vennerne krydser det natsorte hav, og en stemme lyder: ”Der er altid en vej ud af problemerne”.

Må dit livsfeed blive fyldt med små guldstunder med dine nære. Må du også mærke, at der altid er en vej ud af problemerne. Med eller uden pære og uanset om du er på det natsorte hav eller bliver forskrækket af grusomme pirater.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Disse ugers nyhedsfeed er lige til at få dårligt humør af. USA VIL eje Grønland. Fødevarepriserne stiger. Krigen i Ukraine fortsætter. Der er knas med de danske svinestalde. Og i øvrigt er det tæskekoldt udenfor.

Men det til trods er der noget at glæde sig over. Min 2-årige søn har udvidet min horisont. Siden jul har vi sammen dagligt enten set filmen eller læst bogen ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” – igen. Og igen.

Fortællingen handler om vennerne Sebastian og Mitchu, der ombord i en kæmpestor pære sejler ud for at redde deres forsvundne ven, J.B. På rejsen møder de grusomme pirater og en uhyggelig sødrage. Vores yndlingsscene er dog den, hvor vennerne krydser det natsorte hav, og en stemme lyder: ”Der er altid en vej ud af problemerne”.

Må dit livsfeed blive fyldt med små guldstunder med dine nære. Må du også mærke, at der altid er en vej ud af problemerne. Med eller uden pære og uanset om du er på det natsorte hav eller bliver forskrækket af grusomme pirater.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/den-kaempestore-paere/feed/ Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn https://baptist.dk/danske-og-ukrainske-baptister-giver-haab-til-krigens-boern/ Sat, 12 Jul 2025 10:58:08 +0000 https://baptist.dk/?p=19606 Et fælles projekt mellem baptistkirkerne i Danmark og Ukraine sikrer psykologisk støtte til 2.000 krigsramte børn og fødevarehjælp til 500 familier tæt på frontlinjen.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/07/hjaelp-til-ukraine-juli-2025.mp3

I tre år har krigen vendt op og ned på millioner af ukrainske børns hverdag. Deres liv er præget af frygt, fare og for mange også en daglig kamp for overlevelse. Mange er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, andre lever en stor del af deres liv i beskyttelsesrum i kældre og metrostationer ofte uden adgang til varme måltider, medicin eller uddannelse.

Derfor har Baptistkirken i Danmark og All-Ukrainian Union of Churches Evangelical Christians-Baptists Churches (det ukrainske baptistsamfund) taget initiativ til projektet “Hope for Ukraine”. Det skal hjælpe børn og udsatte familier fra nogle af de mest udsatte områder i det østlige Ukraine. Projektet er støttet med en million kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

En pige krammer sin hund i en flygtningelejr i Zaporizhzhia, Ukraine (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Traumatiserede børn uden skolegang

For ukrainske børn handler krigen ikke kun om fysiske tab. Psykiske sår kan være svære at se, vanskelige at hele og konsekvenserne er alvorlige. Ifølge UNICEF risikerer 1,5 millioner ukrainske børn at udvikle depression eller angst. Mange forældre, især enlige mødre, kæmper med at give deres børn den nødvendige støtte til at bearbejde deres traumer.

Ud over skader på sjæl og legeme er 5,3 millioner ukrainske børn forhindret i at modtage regelmæssig undervisning. 3.798 skoler er blevet beskadiget, heraf er 365 fuldstændig ødelagt.

Du kan også hjælpe!

Langt de fleste udgifter i projektet er finansieret af bevillingen fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), men vi vil gerne bakke op om de mange frivillige og dem, der fortsat har brug for hjælp til mad. Derfor kan du støtte projektet ved at sende et beløb på MobilePay 15397 eller konto 3201 10042879 mærket ’Ukraine’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Børnelejre skaber et frirum fra krigen

For at hjælpe de ramte børn organiserer “Hope for Ukraine” børnelejre af tre – fire dages varighed. Lejrene finder sted i 10 regioner (oblaster) over hele Ukraine, men i så sikre omgivelser og så tæt på børnenes hjem som muligt. Aktiviteterne ligner alt det, vi kender fra børnelejre i Danmark: Masser af fysiske udfoldelser og plads til at dyrke kreative interesser sammen med gode kammerater. Men der er også fokus på traumesensitive lege og refleksionsmomenter: Alt sammen designet til at give børnene et pusterum fra krigens virkelighed.

Lejrene drives af frivillige fra baptistkirkerne rundt om i Ukraine. Kompetente psykologer har inden lejrene trænet 40 frivillige lejrledere i at yde omsorg ud fra børnenes traumer. Lejrmedarbejderne holder øje med børnene under lejrene og tilbyder direkte opfølgning eller henvisninger til særligt sårbare børn.

Folk gemmer sig i metroen under luftalarm i Kiev (Foto: Viacheslav Ratynskyi / the Collection of war.ukraine.ua)

Hjælpen fortsætter efter lejren

Efter lejrene fortsætter hjælpen til børnene gennem kurset ”Unbreakable”: Et syv-ugers kursus, der er udviklet af ”Biblica” – Ukraines bibelselskab i samarbejde med psykologer. Kurset kombinerer bibelens budskaber med de bedste psykologiske praksisser for at hjælpe børnene med at bearbejde traumer, opbygge modstandskraft og få overskud til at leve et børneliv. Undervisningen er målrettet to aldersgrupper: De yngste får først konkret hjælp til at bearbejde traumer for senere at have fokus på langsigtet heling. De ældste børn lærer såkaldte ”coping”-teknikker til at tackle dårlige dage. Ukraines bibelselskab arrangerer også sommerlejre for børn, hvor de anvender ”Unbreakable”-materialet.

Målet er klart: At give håb til 2.000 børn i alderen 5 til 16 år, så de igen tør tro på fremtiden.

En dreng står foran den bygning i Zaporizhzhia, han boede i, indtil den blev ramt… (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Kontant fødevarehjælp sikrer værdighed

Men traumehjælp kan ikke stå alene. I Dnipropetrovsk-regionen, tæt på frontlinjen, lever tusindvis af familier under konstante bombardementer. I regionen var der i januar 2025 næsten 400.000 internt fordrevne. Krigen forhindrer befolkningen og flygtningene i at arbejde og tjene til livets ophold. Hver dag er en kamp for at skaffe penge til mad.

Projektet yder derfor kontantbaseret fødevarehjælp til 500 sårbare familier. Frem for at dele mad ud, får de udsatte familier penge direkte i hånden, så de selv kan købe det, de mest har brug for. Denne tilgang bevarer familiernes værdighed og sikrer samtidig, at hjælpen rammer præcist.

Udfordringen ved at hjælpe på denne måde er at priserne ofte stiger i takt med befolkningens evne til at betale. Derfor er lokale frivillige fra Ukraines baptistsamfund med hele vejen – fra identificering af behov hos de enkelte familier til uddeling af støtten. Baptistkirkerne er med til at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed i hjælpearbejdet.

En lille dreng leger i en bil med smadret forrude i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Støtte, der skal sikre en bedre fremtid

Samarbejdet mellem BaptistKirken og Ukraines baptistsamfund bygger på et langt fællesskab mellem europæiske baptister gennem European Baptist Federation. Det tætte bånd mellem de to baptistsamfund blev formelt etableret i 2023 som en reaktion på den voksende humanitære krise.

Morten Kofoed, international sekretær i BaptistKirken, fortæller: ”Jeg var i Ukraine i juni 2023 sammen med en delegation med repræsentanter fra EBF. Det førte til det første samarbejde med støtte fra Nexus puljen – en Danida-bevilling som CKU administrerer. Projektet – “Slavia Ukraine” – blev gennemført i 2024. Her fik hundredvis af børn psykosocial støtte og familier modtog fødevarehjælp. Det gav de lokale kirker en masse erfaring og mod på at hjælpe endnu mere.”

“Hope for Ukraine” bygger videre på erfaringerne. Det er et projekt, der ikke blot løser akutte problemer, men også forsøger at opbygge modstandsdygtighed og fremme unges deltagelse i det fremtidige Ukraine. Vicegeneralsekretæren for Ukraines baptistsamfund fortalte i 2023, at kirken skal være “mulighedernes vindue”, der bidrager til, at der kommer et “bedre Ukraine ud på den anden side”.

Lille pige i en flygtningelejr i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Troen som drivkraft
For mange af de frivillige handler indsatsen om mere end blot at yde humanitær hjælp. Det handler om troen på, at omsorg og medmenneskelighed kan skabe langsigtede forandringer. Projektet er ikke ”bare” et nødhjælpsprogram, men et vidnesbyrd om troens styrke midt i krigens mørke.

Når danske og ukrainske baptister går sammen om at hjælpe, er det et signal til verden om, at ægte hjælp handler om andet og mere end mad og medicin: Det handler om at give mennesker troen på, at der findes en vej ud af mørket.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Et fælles projekt mellem baptistkirkerne i Danmark og Ukraine sikrer psykologisk støtte til 2.000 krigsramte børn og fødevarehjælp til 500 familier tæt på frontlinjen.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/07/hjaelp-til-ukraine-juli-2025.mp3

I tre år har krigen vendt op og ned på millioner af ukrainske børns hverdag. Deres liv er præget af frygt, fare og for mange også en daglig kamp for overlevelse. Mange er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, andre lever en stor del af deres liv i beskyttelsesrum i kældre og metrostationer ofte uden adgang til varme måltider, medicin eller uddannelse.

Derfor har Baptistkirken i Danmark og All-Ukrainian Union of Churches Evangelical Christians-Baptists Churches (det ukrainske baptistsamfund) taget initiativ til projektet “Hope for Ukraine”. Det skal hjælpe børn og udsatte familier fra nogle af de mest udsatte områder i det østlige Ukraine. Projektet er støttet med en million kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

En pige krammer sin hund i en flygtningelejr i Zaporizhzhia, Ukraine (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Traumatiserede børn uden skolegang

For ukrainske børn handler krigen ikke kun om fysiske tab. Psykiske sår kan være svære at se, vanskelige at hele og konsekvenserne er alvorlige. Ifølge UNICEF risikerer 1,5 millioner ukrainske børn at udvikle depression eller angst. Mange forældre, især enlige mødre, kæmper med at give deres børn den nødvendige støtte til at bearbejde deres traumer.

Ud over skader på sjæl og legeme er 5,3 millioner ukrainske børn forhindret i at modtage regelmæssig undervisning. 3.798 skoler er blevet beskadiget, heraf er 365 fuldstændig ødelagt.

Du kan også hjælpe!

Langt de fleste udgifter i projektet er finansieret af bevillingen fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), men vi vil gerne bakke op om de mange frivillige og dem, der fortsat har brug for hjælp til mad. Derfor kan du støtte projektet ved at sende et beløb på MobilePay 15397 eller konto 3201 10042879 mærket ’Ukraine’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Børnelejre skaber et frirum fra krigen

For at hjælpe de ramte børn organiserer “Hope for Ukraine” børnelejre af tre – fire dages varighed. Lejrene finder sted i 10 regioner (oblaster) over hele Ukraine, men i så sikre omgivelser og så tæt på børnenes hjem som muligt. Aktiviteterne ligner alt det, vi kender fra børnelejre i Danmark: Masser af fysiske udfoldelser og plads til at dyrke kreative interesser sammen med gode kammerater. Men der er også fokus på traumesensitive lege og refleksionsmomenter: Alt sammen designet til at give børnene et pusterum fra krigens virkelighed.

Lejrene drives af frivillige fra baptistkirkerne rundt om i Ukraine. Kompetente psykologer har inden lejrene trænet 40 frivillige lejrledere i at yde omsorg ud fra børnenes traumer. Lejrmedarbejderne holder øje med børnene under lejrene og tilbyder direkte opfølgning eller henvisninger til særligt sårbare børn.

Folk gemmer sig i metroen under luftalarm i Kiev (Foto: Viacheslav Ratynskyi / the Collection of war.ukraine.ua)

Hjælpen fortsætter efter lejren

Efter lejrene fortsætter hjælpen til børnene gennem kurset ”Unbreakable”: Et syv-ugers kursus, der er udviklet af ”Biblica” – Ukraines bibelselskab i samarbejde med psykologer. Kurset kombinerer bibelens budskaber med de bedste psykologiske praksisser for at hjælpe børnene med at bearbejde traumer, opbygge modstandskraft og få overskud til at leve et børneliv. Undervisningen er målrettet to aldersgrupper: De yngste får først konkret hjælp til at bearbejde traumer for senere at have fokus på langsigtet heling. De ældste børn lærer såkaldte ”coping”-teknikker til at tackle dårlige dage. Ukraines bibelselskab arrangerer også sommerlejre for børn, hvor de anvender ”Unbreakable”-materialet.

Målet er klart: At give håb til 2.000 børn i alderen 5 til 16 år, så de igen tør tro på fremtiden.

En dreng står foran den bygning i Zaporizhzhia, han boede i, indtil den blev ramt… (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Kontant fødevarehjælp sikrer værdighed

Men traumehjælp kan ikke stå alene. I Dnipropetrovsk-regionen, tæt på frontlinjen, lever tusindvis af familier under konstante bombardementer. I regionen var der i januar 2025 næsten 400.000 internt fordrevne. Krigen forhindrer befolkningen og flygtningene i at arbejde og tjene til livets ophold. Hver dag er en kamp for at skaffe penge til mad.

Projektet yder derfor kontantbaseret fødevarehjælp til 500 sårbare familier. Frem for at dele mad ud, får de udsatte familier penge direkte i hånden, så de selv kan købe det, de mest har brug for. Denne tilgang bevarer familiernes værdighed og sikrer samtidig, at hjælpen rammer præcist.

Udfordringen ved at hjælpe på denne måde er at priserne ofte stiger i takt med befolkningens evne til at betale. Derfor er lokale frivillige fra Ukraines baptistsamfund med hele vejen – fra identificering af behov hos de enkelte familier til uddeling af støtten. Baptistkirkerne er med til at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed i hjælpearbejdet.

En lille dreng leger i en bil med smadret forrude i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Støtte, der skal sikre en bedre fremtid

Samarbejdet mellem BaptistKirken og Ukraines baptistsamfund bygger på et langt fællesskab mellem europæiske baptister gennem European Baptist Federation. Det tætte bånd mellem de to baptistsamfund blev formelt etableret i 2023 som en reaktion på den voksende humanitære krise.

Morten Kofoed, international sekretær i BaptistKirken, fortæller: ”Jeg var i Ukraine i juni 2023 sammen med en delegation med repræsentanter fra EBF. Det førte til det første samarbejde med støtte fra Nexus puljen – en Danida-bevilling som CKU administrerer. Projektet – “Slavia Ukraine” – blev gennemført i 2024. Her fik hundredvis af børn psykosocial støtte og familier modtog fødevarehjælp. Det gav de lokale kirker en masse erfaring og mod på at hjælpe endnu mere.”

“Hope for Ukraine” bygger videre på erfaringerne. Det er et projekt, der ikke blot løser akutte problemer, men også forsøger at opbygge modstandsdygtighed og fremme unges deltagelse i det fremtidige Ukraine. Vicegeneralsekretæren for Ukraines baptistsamfund fortalte i 2023, at kirken skal være “mulighedernes vindue”, der bidrager til, at der kommer et “bedre Ukraine ud på den anden side”.

Lille pige i en flygtningelejr i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Troen som drivkraft
For mange af de frivillige handler indsatsen om mere end blot at yde humanitær hjælp. Det handler om troen på, at omsorg og medmenneskelighed kan skabe langsigtede forandringer. Projektet er ikke ”bare” et nødhjælpsprogram, men et vidnesbyrd om troens styrke midt i krigens mørke.

Når danske og ukrainske baptister går sammen om at hjælpe, er det et signal til verden om, at ægte hjælp handler om andet og mere end mad og medicin: Det handler om at give mennesker troen på, at der findes en vej ud af mørket.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/danske-og-ukrainske-baptister-giver-haab-til-krigens-boern/feed/ Når krigen bliver menneskers virkelighed https://baptist.dk/naar-krigen-bliver-menneskers-virkelighed/ Sun, 25 Aug 2024 10:35:13 +0000 https://baptist.dk/?p=17463 ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen”


Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

  • siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
  • i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
  • fra 1995 har han undervist teologistuderende
  • uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen”


Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

  • siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
  • i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
  • fra 1995 har han undervist teologistuderende
  • uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naar-krigen-bliver-menneskers-virkelighed/feed/ Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3) https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-menigheden-i-bucha-efter-besaettelsen-3/ Thu, 22 Aug 2024 13:35:38 +0000 https://baptist.dk/?p=17423 På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor-historie3.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om menigheden i Bucha efter besættelsen

Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.

Og som I ved: Det skete jo!

Krigens første dage

I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.

Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Fyodors udfordring

Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”

Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.

Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”

Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?

En helt ny menighed

Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt.  Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”

Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.

Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.

Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.

Et nyt formål med at være menighed

Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.

Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.

Bucha er blevet håbets sted

Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid.
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor-historie3.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om menigheden i Bucha efter besættelsen

Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.

Og som I ved: Det skete jo!

Krigens første dage

I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.

Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Fyodors udfordring

Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”

Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.

Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”

Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?

En helt ny menighed

Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt.  Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”

Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.

Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.

Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.

Et nyt formål med at være menighed

Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.

Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.

Bucha er blevet håbets sted

Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid.
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-menigheden-i-bucha-efter-besaettelsen-3/feed/ Tre fortællinger fra Bucha: Tro (2) https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-tro-2/ Sat, 17 Aug 2024 21:59:13 +0000 https://baptist.dk/?p=17419 På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til fortællingen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor2.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den anden historie, der handler om tro.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Historien om tro

Fyodor fortæller:
“Da Bucha blev befriet efter 32 dages russisk besættelse skyndte vi os alle sammen tilbage. Vi blev forfærdet over det, vi så. Sammen med os, der rejste hjem, kom også 140 udenlandske journalister, der skulle bevidne russernes forbrydelser.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Hvordan kan man tro efter…”

Og så rejste debatten sig: Hvordan kan vi tro på Gud efter Bucha?

Jeg blev involveret i teologiske samtaler og jeg blev interviewet om emnet. Jeg måtte minde mennesker om, at det, der skete i Bucha ikke skete for første gang i historien. Og – er jeg bange for – heller ikke for sidste gang. Spørgsmålet: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?” er lige så gammelt som vores kristne historie. Hvordan skal vi tro på Gud efter Auschwitz? Efter Rwanda? Efter Srebrenica? Jeg kan blive ved… og vi kan altid spørge: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?”

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

En hilsen

En af mine venner kom til mig en søndag og sagde: ”Jeg har en hilsen til dig.”
”Fra hvem?” spurgte jeg.

Det at bringe hilsner i krigstid er noget ganske særligt positivt. Du bliver klar over, at din ven fortsat er i live – og han eller hun husker dig stadig! Nu ved jeg ikke, hvordan det er i danske baptistkirker, men i ukrainske baptistkirker har vi et næsten helligt ritual: Når gudstjenesten er ved at være forbi, spørger vi altid: ”Er der nogle til stede, der besøger vores kirke for første gang? Måske I vil bringe en hilsen til os?” Så sker det, at folk rejser sig og bringer hilsner fra deres kirke eller det land, de kommer fra. Og så beder vi gæsterne tage hilsner med hjem fra os. Det er blevet en del af vores liturgi at bringe hilsner.

Min ven kom altså med en hilsen og jeg spurgte: ”Fra hvem?”. Og han svarede:
”Det er fra et menneske, du kender rigtig godt. Og det er ikke bare en hilsen, det er en hilsen med et særligt billede.” Så viste han mig et billede af en soldat på sin telefon. En soldat i fuld kampuniform med et stort gevær foran brystet. Min ven sagde: ”Hilsenen fra soldaten på billedet lyder: ”Fortæl Fyodor, at efter Bucha, så tror jeg ikke længere på Gud. Det er det her, jeg tror på.”

En hilsen, der er umulig at besvare

Soldaten på billedet, ham der sendte hilsenen, var en af mine studenter. En, jeg har undervist i teologi.

Jeg ved ikke, hvad min ven forventede jeg skulle sige til den hilsen, han bragte. Men lige i det øjeblik sagde jeg: ”Fortæl ham, at jeg elsker ham, giv ham et kram fra mig og giv ham mit hjerte. Og sig til ham, at jeg håber, at den tilstand han er i, må være midlertidig.”

I krigstid har vi en umiddelbar reaktion mod vores tidligere overbevisninger – og mange ting som tidligere har givet mening, mister deres betydning. Men jeg håber for min student, at hans nye overbevisning er midlertidig.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid-
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om menigheden i Bucha efter besættelsen.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til fortællingen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor2.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den anden historie, der handler om tro.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Historien om tro

Fyodor fortæller:
“Da Bucha blev befriet efter 32 dages russisk besættelse skyndte vi os alle sammen tilbage. Vi blev forfærdet over det, vi så. Sammen med os, der rejste hjem, kom også 140 udenlandske journalister, der skulle bevidne russernes forbrydelser.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Hvordan kan man tro efter…”

Og så rejste debatten sig: Hvordan kan vi tro på Gud efter Bucha?

Jeg blev involveret i teologiske samtaler og jeg blev interviewet om emnet. Jeg måtte minde mennesker om, at det, der skete i Bucha ikke skete for første gang i historien. Og – er jeg bange for – heller ikke for sidste gang. Spørgsmålet: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?” er lige så gammelt som vores kristne historie. Hvordan skal vi tro på Gud efter Auschwitz? Efter Rwanda? Efter Srebrenica? Jeg kan blive ved… og vi kan altid spørge: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?”

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

En hilsen

En af mine venner kom til mig en søndag og sagde: ”Jeg har en hilsen til dig.”
”Fra hvem?” spurgte jeg.

Det at bringe hilsner i krigstid er noget ganske særligt positivt. Du bliver klar over, at din ven fortsat er i live – og han eller hun husker dig stadig! Nu ved jeg ikke, hvordan det er i danske baptistkirker, men i ukrainske baptistkirker har vi et næsten helligt ritual: Når gudstjenesten er ved at være forbi, spørger vi altid: ”Er der nogle til stede, der besøger vores kirke for første gang? Måske I vil bringe en hilsen til os?” Så sker det, at folk rejser sig og bringer hilsner fra deres kirke eller det land, de kommer fra. Og så beder vi gæsterne tage hilsner med hjem fra os. Det er blevet en del af vores liturgi at bringe hilsner.

Min ven kom altså med en hilsen og jeg spurgte: ”Fra hvem?”. Og han svarede:
”Det er fra et menneske, du kender rigtig godt. Og det er ikke bare en hilsen, det er en hilsen med et særligt billede.” Så viste han mig et billede af en soldat på sin telefon. En soldat i fuld kampuniform med et stort gevær foran brystet. Min ven sagde: ”Hilsenen fra soldaten på billedet lyder: ”Fortæl Fyodor, at efter Bucha, så tror jeg ikke længere på Gud. Det er det her, jeg tror på.”

En hilsen, der er umulig at besvare

Soldaten på billedet, ham der sendte hilsenen, var en af mine studenter. En, jeg har undervist i teologi.

Jeg ved ikke, hvad min ven forventede jeg skulle sige til den hilsen, han bragte. Men lige i det øjeblik sagde jeg: ”Fortæl ham, at jeg elsker ham, giv ham et kram fra mig og giv ham mit hjerte. Og sig til ham, at jeg håber, at den tilstand han er i, må være midlertidig.”

I krigstid har vi en umiddelbar reaktion mod vores tidligere overbevisninger – og mange ting som tidligere har givet mening, mister deres betydning. Men jeg håber for min student, at hans nye overbevisning er midlertidig.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid-
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om menigheden i Bucha efter besættelsen.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-tro-2/feed/ Tre fortællinger fra Bucha: Historien om to mænd (1) https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-historien-om-to-maend-1/ Mon, 12 Aug 2024 20:00:30 +0000 https://baptist.dk/?p=17416 På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor1fortaelling.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den første historie om to mænd her og bliv klogere på livet og krigen i Ukraine.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om to mænd

Fyodor fortalte:
”Jeg vil starte med en historie om to mænd i vores menighed. Men først en betragtning om krigen: Det er meget farligt, når krigen kommer til dit land. For nylig fejrede en af mine venner 60 års fødselsdag og han sagde spøgefuldt: ”Ved du hvad, Fyodor? Den eneste fordel for en mand i min alder er, at man ikke kan blive indkaldt til hæren og man kan rejse frit.”

Helten

Fortællingen handler om to jævnaldrende medlemmer – to mænd – i menigheden. Ved fortællingens begyndelse var de begge omkring 40 år gamle. Præcis den alder, hvor hæren er interesseret i dig. De to mænd levede vidt forskellige liv. Den ene var soldat i en af hærens specialenheder. Han havde kæmpet ved den østlige grænse siden 2014, siden kampene begyndte derude. Han havde gennemført flere militære operationer med stort mod. Manden var en helt. Han havde mange medaljer hen over brystet på uniformen. Da den russiske invasion begyndte i februar 2022, forsvandt han. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham: Nogle mente at vide, at han havde tilsluttet sig en ny kampenhed, andre var sikre på, at han var taget tilbage til sin egen hærenhed i det østlige Ukraine. Men ingen vidste noget med sikkerhed.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Narkomanen

Den anden mand havde været narkotikamisbruger hele sit liv. Narkotikamisbrug har konsekvenser. Umiddelbart før invasionen i 2022 gik han til sin læge. Og lægen fortalte ham, at han var dødssyg og kun havde få måneder tilbage af sit liv. Så han besluttede sig for at dø som en helt. Han tænkte: ”Eftersom jeg har spildt mit liv og levet på en upassende måde, så kan jeg i det mindste dø på en passende måde!”

Han besluttede sig for, at han hver dag under den russiske besættelse af Bucha ville gå hen til den russiske forpost og provokere de russiske soldater. Og det gjorde han. Hver dag gik han hen og råbte forbandelser til dem. Han brugte sprogets værste gloser. Slet ikke ord, vi havde lært ham i kirken! Han tænkte, at ved at provokere russerne kunne han få dem til at slå sig ihjel. Han ville dø som en helt: Dræbt af russerne under krigen! Det er der såmænd mange ukrainere, der drømmer om: At dø som en helt.

Men ved I, hvad russerne gjorde? De råbte bare efter ham: ”Skrid, gå hjem – lad være med at spilde vores tid.” Manden blev ikke skudt og han døde ikke som en helt. Tværtimod overlevede han den russiske besættelse af Bucha.

Til sidst fandt vi soldaten

Da russerne rykkede ind i Bucha vidste vi stadig ikke, hvor den første mand – soldaten – var forsvundet hen. Men i maj måned 2022, næsten to måneder efter russerne havde forladt Bucha, så fandt vi den unge mand. Eller rettere: Vi fandt forskellige dele af hans lig forskellige steder rundt omkring i Bucha. Russerne havde besluttet, at det ikke var tilstrækkeligt at slå ham ihjel. De havde parteret hans lig og begravet det forskellige steder.

Soldatens mor

Men det er ikke russernes udåd, der er sagens kerne. For soldatens mor er også medlem af vores menighed. Og hun spurgte mig: ”Hvorfor? Hvorfor min søn, helten? Ikke bare en, der foregav at være helt ved at råbe ad russerne, men en ægte helt? Hvorfor skulle han myrdes på en så bestialsk måde, når en anden, der har levet et nyttesløst liv som narkoman, overlever. Hvordan vil du forklare det, Fyodor?”

Det kan jeg ikke!

For halvandet år siden mistede jeg min søn. Ikke i krigen – han døde i sin seng, mens han sov.

Ved en søndagsgudstjeneste efter min søns død kom soldatens mor til mig og gav mig et knus og sagde til mig: ”Måske forstår du mig bedre nu.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om tro.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor1fortaelling.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den første historie om to mænd her og bliv klogere på livet og krigen i Ukraine.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om to mænd

Fyodor fortalte:
”Jeg vil starte med en historie om to mænd i vores menighed. Men først en betragtning om krigen: Det er meget farligt, når krigen kommer til dit land. For nylig fejrede en af mine venner 60 års fødselsdag og han sagde spøgefuldt: ”Ved du hvad, Fyodor? Den eneste fordel for en mand i min alder er, at man ikke kan blive indkaldt til hæren og man kan rejse frit.”

Helten

Fortællingen handler om to jævnaldrende medlemmer – to mænd – i menigheden. Ved fortællingens begyndelse var de begge omkring 40 år gamle. Præcis den alder, hvor hæren er interesseret i dig. De to mænd levede vidt forskellige liv. Den ene var soldat i en af hærens specialenheder. Han havde kæmpet ved den østlige grænse siden 2014, siden kampene begyndte derude. Han havde gennemført flere militære operationer med stort mod. Manden var en helt. Han havde mange medaljer hen over brystet på uniformen. Da den russiske invasion begyndte i februar 2022, forsvandt han. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham: Nogle mente at vide, at han havde tilsluttet sig en ny kampenhed, andre var sikre på, at han var taget tilbage til sin egen hærenhed i det østlige Ukraine. Men ingen vidste noget med sikkerhed.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Narkomanen

Den anden mand havde været narkotikamisbruger hele sit liv. Narkotikamisbrug har konsekvenser. Umiddelbart før invasionen i 2022 gik han til sin læge. Og lægen fortalte ham, at han var dødssyg og kun havde få måneder tilbage af sit liv. Så han besluttede sig for at dø som en helt. Han tænkte: ”Eftersom jeg har spildt mit liv og levet på en upassende måde, så kan jeg i det mindste dø på en passende måde!”

Han besluttede sig for, at han hver dag under den russiske besættelse af Bucha ville gå hen til den russiske forpost og provokere de russiske soldater. Og det gjorde han. Hver dag gik han hen og råbte forbandelser til dem. Han brugte sprogets værste gloser. Slet ikke ord, vi havde lært ham i kirken! Han tænkte, at ved at provokere russerne kunne han få dem til at slå sig ihjel. Han ville dø som en helt: Dræbt af russerne under krigen! Det er der såmænd mange ukrainere, der drømmer om: At dø som en helt.

Men ved I, hvad russerne gjorde? De råbte bare efter ham: ”Skrid, gå hjem – lad være med at spilde vores tid.” Manden blev ikke skudt og han døde ikke som en helt. Tværtimod overlevede han den russiske besættelse af Bucha.

Til sidst fandt vi soldaten

Da russerne rykkede ind i Bucha vidste vi stadig ikke, hvor den første mand – soldaten – var forsvundet hen. Men i maj måned 2022, næsten to måneder efter russerne havde forladt Bucha, så fandt vi den unge mand. Eller rettere: Vi fandt forskellige dele af hans lig forskellige steder rundt omkring i Bucha. Russerne havde besluttet, at det ikke var tilstrækkeligt at slå ham ihjel. De havde parteret hans lig og begravet det forskellige steder.

Soldatens mor

Men det er ikke russernes udåd, der er sagens kerne. For soldatens mor er også medlem af vores menighed. Og hun spurgte mig: ”Hvorfor? Hvorfor min søn, helten? Ikke bare en, der foregav at være helt ved at råbe ad russerne, men en ægte helt? Hvorfor skulle han myrdes på en så bestialsk måde, når en anden, der har levet et nyttesløst liv som narkoman, overlever. Hvordan vil du forklare det, Fyodor?”

Det kan jeg ikke!

For halvandet år siden mistede jeg min søn. Ikke i krigen – han døde i sin seng, mens han sov.

Ved en søndagsgudstjeneste efter min søns død kom soldatens mor til mig og gav mig et knus og sagde til mig: ”Måske forstår du mig bedre nu.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om tro.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-historien-om-to-maend-1/feed/ Sommerstævne ’24: En uge fyldt med gode oplevelser https://baptist.dk/sommerstaevne-24-en-uge-fyldt-med-gode-oplevelser/ Fri, 26 Jul 2024 19:51:52 +0000 https://baptist.dk/?p=17352 850 deltagere havde en fest i Mariager i uge 30 på tværs af generationer


Lyt til artiklen

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/07/afslutningver2.mp3

Meget sent i 2023 blev de fire arrangører, BaptistKirken, Evangelisk Frikirke Danmark, Evangelisk Frikirkes Børn og Unge og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund tvunget  til at flytte Sommerstævne 2024 fra Lindenborg på grund af manglende tilladelse til camping. Det medførte et meget stort pres på stævneudvalget for at finde et andet sted at være. Heldigvis lykkedes det at få aftaler på plads med Mariager Høj- og Efterskole og Mosaik, så Sommerstævne 2024 kunne afholdes i Mariager i forlængelse af Mosaiks Sommercamp.

“Det vi burde tale om…” (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Fuld plade” på programmet

Fra tidlig morgen til sen aften var der aktiviteter ugen igennem. Dagene startede med tilbud om morgenbøn. Et tilbud som op mod 45 morgenfriske stævnedeltagere tog imod.

Formiddagene bød på undervisning i Hallen og på ungdomssporet SOUL. Som noget nyt var SOULs undervisning, i år med titlen ”Noget om…”, også en del af det officielle stævneprogram. De ældre stævnedeltagere kvitterede ved at møde op i stort tal. Til tider stod folk i kø udenfor Efterskolens aula for at høre, hvad der skete på SOUL.

Eftermiddagene bød på seminarer med emner, der spændte fra ”Værdier som rettesnor i forældreskabet” til ”Forsoning i en digital tidsalder”. Der var stort fremmøde og i mange tilfælde også stor diskussionslyst på seminarerne.

“Noget om…” på SOUL (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Inspireret af internetfænomenet ”TED Talks” havde SOUL hver eftermiddag inviteret en oplægsholder, der talte ud fra overskriften ”Nåde med…” – Gud, kirken, andre og til sidst – mig selv. Også her oplevede SOUL-folket stor tilslutning fra både unge og ældre stævnedeltagere.

”Det vi burde tale om” var overskriften på et helt nyt programpunkt, hvor stævnedeltagerne blev udfordret til at turde tale om nogle af de emner, der ofte er tabuer i vores kirkelige hverdag. Emnerne spændte bredt: fra samtale om, hvad vi mener, når vi siger, at Bibelen er Guds ord til en samtale med overskriften ”Min datter er til piger”. Når stævnetemaet er ”nåde”, er det sundt at blive udfordret på områder, hvor vi som enkeltpersoner og kirke af og til har svært ved at vise nåde.

Dåb i Mariager Fjord

I løbet af ugen valgte mindst ti unge mennesker fra flere forskellige menigheder at blive døbt i Mariager Fjord. Det var de enkelte menigheder, der stod for arrangementerne, så derfor er der ikke et fuldstændigt overblik. “Stævneteamet glæder sig over, at flere end tyve mennesker de seneste to år har valgt at blive døbt i forbindelse med Sommerstævnet. Det giver mening at mødes,” siger stævnekoordinator Pia Rosendal Daugaard. Nogle af de unge havde ønsket dåb i Mariager for at være sammen med venner fra begge kirkesamfund og fra hele landet.

Fyodor Raychynets tolkes af Lars MIdtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Fyodor fra Ukraine

Fyodor Raychynets, ukrainsk præst og underviser, besøgte stævnet og efterlod et uudsletteligt indtryk fra en verden, der er tæt på vores og alligevel ubegribeligt langt væk. Tirsdag formiddag fortalte Fyodor tre historier fra sin hjemby Bucha, der var besat af russerne i krigens begyndelse. Historier om hvor svært det er at være tilgivende, når overgreb bliver til grusomheder. Men også historier om at vise nåde og være kirke, når kirken pludselig bliver det vigtigste samlingspunkt for en traumatiseret, kriseramt og krigsramt befolkning.

Onsdag eftermiddag gav Fyodor en omfattende og grundig teologisk undervisning ud fra de tre historier han havde fortalt tirsdag.

Mange af stævnedeltagerne oplevede Fyodors vindende væsen og lyst til at tale på tomandshånd om oplevelserne fra Ukraine og – især – Bucha.

“Bethels Streetfood” var flyttet med til Mariager (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Flytningen til Mariager – og tilbage til Lindenborg?

Bortset fra afstanden til Sjælland, hældningen på campingpladsen og udfordringen med at finde rundt et nyt og stort sted, var der kun få problemer oven på ”sidste-øjebliksflytningen” til Mariager. Stævneudvalget og i særdeleshed stævnekoordinator Pia Daugaard havde lagt et kæmpe arbejde i at få alle detaljer på plads. Det lykkedes over al forventning.

På BaptistKirkens Landskonference 1 under stævnet var meldingen fra BaptistKirkens ledelse, at der ville blive truffet beslutning om placeringen af næste års sommerstævne, når de fire arrangørorganisationer mødes i slutningen af august.

Ved Sommerstævnets afslutning havde Lejre Kommune fortsat ikke truffet beslutning i sagen om campingtilladelse i Lindenborg. Det er uvist, hvornår Lejre Kommune træffer beslutningen.

Der hygges igennem! (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Festlig afslutning

Torsdag aften inviterede Grønningen til ”Sing-Along” med præsten fra Vrå, ”den nye dreng i klassen”, Gert Bjørsted. Han havde taget sine musikalske venner fra Hjørring og Frikirken i Sæby med, og så var der ellers pophits fra de seneste 40 år (eller flere) på programmet. Der var ”Sing-Aalong” for de modne stævnedeltagere på Shu-Bi-Dua, Erik Grip, Bamses Venner og en hel del flere af største danske pophits.

Sent torsdag aften samlede SOUL også fuldt hus til det traditionsrige “How I met your mother”-arrangement,  hvor fire ægtepar fortalte om deres kærlighedshistorie med følelse, passion og rigtig meget humor.

Fredag formiddag sluttede Sommerstævne ’24 med Lasse Åboms afsluttende undervisning og opsummering på ugen. Herefter var som tidligere år en heftig afslutningsgudstjeneste med medvirken fra børnesporene.

Købnerkirken ramt af hærværk

Sommerstævnet fik ikke helt den afslutning alle havde håbet. Købnerkirkens regnbuefarvede flag blev brændt, og der blev begået hærværk mod inventaret i kirkens fællestelt torsdag nat. I forbindelse med afslutningsarrangementet fredag formiddag blev hændelsen kritiseret i klare vendinger af stævneledelsen på vegne af arrangørerne. De fire arrangører har taget afstand fra hændelsen i et fælles opslag på Sommerstævnets Facebookside.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> 850 deltagere havde en fest i Mariager i uge 30 på tværs af generationer


Lyt til artiklen

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/07/afslutningver2.mp3

Meget sent i 2023 blev de fire arrangører, BaptistKirken, Evangelisk Frikirke Danmark, Evangelisk Frikirkes Børn og Unge og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund tvunget  til at flytte Sommerstævne 2024 fra Lindenborg på grund af manglende tilladelse til camping. Det medførte et meget stort pres på stævneudvalget for at finde et andet sted at være. Heldigvis lykkedes det at få aftaler på plads med Mariager Høj- og Efterskole og Mosaik, så Sommerstævne 2024 kunne afholdes i Mariager i forlængelse af Mosaiks Sommercamp.

“Det vi burde tale om…” (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Fuld plade” på programmet

Fra tidlig morgen til sen aften var der aktiviteter ugen igennem. Dagene startede med tilbud om morgenbøn. Et tilbud som op mod 45 morgenfriske stævnedeltagere tog imod.

Formiddagene bød på undervisning i Hallen og på ungdomssporet SOUL. Som noget nyt var SOULs undervisning, i år med titlen ”Noget om…”, også en del af det officielle stævneprogram. De ældre stævnedeltagere kvitterede ved at møde op i stort tal. Til tider stod folk i kø udenfor Efterskolens aula for at høre, hvad der skete på SOUL.

Eftermiddagene bød på seminarer med emner, der spændte fra ”Værdier som rettesnor i forældreskabet” til ”Forsoning i en digital tidsalder”. Der var stort fremmøde og i mange tilfælde også stor diskussionslyst på seminarerne.

“Noget om…” på SOUL (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Inspireret af internetfænomenet ”TED Talks” havde SOUL hver eftermiddag inviteret en oplægsholder, der talte ud fra overskriften ”Nåde med…” – Gud, kirken, andre og til sidst – mig selv. Også her oplevede SOUL-folket stor tilslutning fra både unge og ældre stævnedeltagere.

”Det vi burde tale om” var overskriften på et helt nyt programpunkt, hvor stævnedeltagerne blev udfordret til at turde tale om nogle af de emner, der ofte er tabuer i vores kirkelige hverdag. Emnerne spændte bredt: fra samtale om, hvad vi mener, når vi siger, at Bibelen er Guds ord til en samtale med overskriften ”Min datter er til piger”. Når stævnetemaet er ”nåde”, er det sundt at blive udfordret på områder, hvor vi som enkeltpersoner og kirke af og til har svært ved at vise nåde.

Dåb i Mariager Fjord

I løbet af ugen valgte mindst ti unge mennesker fra flere forskellige menigheder at blive døbt i Mariager Fjord. Det var de enkelte menigheder, der stod for arrangementerne, så derfor er der ikke et fuldstændigt overblik. “Stævneteamet glæder sig over, at flere end tyve mennesker de seneste to år har valgt at blive døbt i forbindelse med Sommerstævnet. Det giver mening at mødes,” siger stævnekoordinator Pia Rosendal Daugaard. Nogle af de unge havde ønsket dåb i Mariager for at være sammen med venner fra begge kirkesamfund og fra hele landet.

Fyodor Raychynets tolkes af Lars MIdtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Fyodor fra Ukraine

Fyodor Raychynets, ukrainsk præst og underviser, besøgte stævnet og efterlod et uudsletteligt indtryk fra en verden, der er tæt på vores og alligevel ubegribeligt langt væk. Tirsdag formiddag fortalte Fyodor tre historier fra sin hjemby Bucha, der var besat af russerne i krigens begyndelse. Historier om hvor svært det er at være tilgivende, når overgreb bliver til grusomheder. Men også historier om at vise nåde og være kirke, når kirken pludselig bliver det vigtigste samlingspunkt for en traumatiseret, kriseramt og krigsramt befolkning.

Onsdag eftermiddag gav Fyodor en omfattende og grundig teologisk undervisning ud fra de tre historier han havde fortalt tirsdag.

Mange af stævnedeltagerne oplevede Fyodors vindende væsen og lyst til at tale på tomandshånd om oplevelserne fra Ukraine og – især – Bucha.

“Bethels Streetfood” var flyttet med til Mariager (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Flytningen til Mariager – og tilbage til Lindenborg?

Bortset fra afstanden til Sjælland, hældningen på campingpladsen og udfordringen med at finde rundt et nyt og stort sted, var der kun få problemer oven på ”sidste-øjebliksflytningen” til Mariager. Stævneudvalget og i særdeleshed stævnekoordinator Pia Daugaard havde lagt et kæmpe arbejde i at få alle detaljer på plads. Det lykkedes over al forventning.

På BaptistKirkens Landskonference 1 under stævnet var meldingen fra BaptistKirkens ledelse, at der ville blive truffet beslutning om placeringen af næste års sommerstævne, når de fire arrangørorganisationer mødes i slutningen af august.

Ved Sommerstævnets afslutning havde Lejre Kommune fortsat ikke truffet beslutning i sagen om campingtilladelse i Lindenborg. Det er uvist, hvornår Lejre Kommune træffer beslutningen.

Der hygges igennem! (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Festlig afslutning

Torsdag aften inviterede Grønningen til ”Sing-Along” med præsten fra Vrå, ”den nye dreng i klassen”, Gert Bjørsted. Han havde taget sine musikalske venner fra Hjørring og Frikirken i Sæby med, og så var der ellers pophits fra de seneste 40 år (eller flere) på programmet. Der var ”Sing-Aalong” for de modne stævnedeltagere på Shu-Bi-Dua, Erik Grip, Bamses Venner og en hel del flere af største danske pophits.

Sent torsdag aften samlede SOUL også fuldt hus til det traditionsrige “How I met your mother”-arrangement,  hvor fire ægtepar fortalte om deres kærlighedshistorie med følelse, passion og rigtig meget humor.

Fredag formiddag sluttede Sommerstævne ’24 med Lasse Åboms afsluttende undervisning og opsummering på ugen. Herefter var som tidligere år en heftig afslutningsgudstjeneste med medvirken fra børnesporene.

Købnerkirken ramt af hærværk

Sommerstævnet fik ikke helt den afslutning alle havde håbet. Købnerkirkens regnbuefarvede flag blev brændt, og der blev begået hærværk mod inventaret i kirkens fællestelt torsdag nat. I forbindelse med afslutningsarrangementet fredag formiddag blev hændelsen kritiseret i klare vendinger af stævneledelsen på vegne af arrangørerne. De fire arrangører har taget afstand fra hændelsen i et fælles opslag på Sommerstævnets Facebookside.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/sommerstaevne-24-en-uge-fyldt-med-gode-oplevelser/feed/ Håb midt i tårer – indtryk fra Ukraine https://baptist.dk/haab-midt-i-taarer-indtryk-fra-ukraine/ Mon, 16 Oct 2023 11:19:10 +0000 https://baptist.dk/?p=15146 Håb om en bedre fremtid overvinder ødelæggelsen og giver styrke til det ukrainske folk overalt.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/10/08-baptist-dk-4-pkt-6-haab-midt-i-taarer.mp3

I begyndelsen af ​​juni var Morten Kofoed del af en delegation fra EBF[1] og BWA[2], der besøgte Ukraine og dér mødte baptistpræsterne for at høre deres historier og opleve noget af det arbejde, som kirkerne har udført de seneste 17 måneder under krigen med Rusland.

Hjerteskærende ødelæggelser

Landet Ukraine og dets befolkning går gennem dødskyggens dal. Da vi besøgte Irpin og Bucha nær Kiev, så vi hjerteskærende ødelæggelser. Mange mennesker har forladt området. Mange bygninger ligger i ruiner og er dækket af sod.

En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.

Bucha er blevet et symbol på ufattelig vold mod det ukrainske folk. Et midlertidigt mindesmærke på kirkegården er viet til mere end 400 mænd, kvinder og børn, massakreret af de russiske tropper og begravet i en massegrav lige bag kirken. Men repræsentanten for det lokale selvstyre i Bucha, som viste os rundt på kirkegården og ved mindesmærket, afsluttede alligevel vores besøg med et budskab om håb: “En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.”

Delegationens møde med en regeringsrepræsentant.

Kirke på russernes betingelser

De 25 regionale præster delte historierne om deres kirker med os. Mange steder i det østlige Ukraine er livet ekstremt svært. Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere. Krav stillet af de russiske regeringsofficerer truer kirkernes fortsættelse og deres tjeneste i forhold til det omkringliggende samfund. Nogle kirker er allerede blevet lukket af den russiske regering, og præster er fængslet.

Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere.

Nye muligheder for tjeneste

På trods af alle strabadser fortæller præsterne os, hvordan krigen har skabt mange nye muligheder for at tjene og dele evangeliet. At kunne tilbyde husly, mad, lægehjælp og transport har bragt tusinder og atter tusinder af mennesker i kontakt med kirkerne. Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt. Pastor Alexander fra Poltava fortæller os, at over 30.000 mennesker i løbet af det seneste år har hørt den gode nyhed om Jesus Kristus. Efterhånden er der plantet mange nye kirker, og blandt deltagerne i de mange eksisterende kirker er der også mange nye troende.

Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt.

En personlig erfaring

Pastor Dmitro fra Kherson-regionen delte en personlig historie om sin bedstemor. Hun fortalte ofte sit barnebarn om folk, der delte mælk og brød med hende, da hun var flygtning under 2. verdenskrig. Som barn kunne han ikke forstå, hvordan hun huskede så simple ting. Men i dag er det blevet hans egen erfaring, og den hjælp, han har modtaget fra sin globale baptistfamilie, giver ham tårer i øjnene. I svære tider ønsker folk at holde fast i gode ting. Han siger: “Det er den historie, jeg vil dele med mine børnebørn.”

Taknemlighed overfor baptister i hele verden

Der er udtrykt så megen taknemmelighed over for den globale baptistfamilie, når vi taler med præster, kirkemedlemmer, frivillige og mennesker, hvis liv har ændret sig takket være kirkernes hjælpearbejde. Gennem EBF er der blevet stillet omkring fem millioner euro til rådighed for kirkerne i Ukraine og dets nabolande for at støtte internt fordrevne mennesker og flygtninge.

Konference for ukrainske baptistpræster i Kyiv.

Håbet er stærkere

Krigen fortsætter, og de hårde tider er langt fra forbi. Men blandt baptister i Ukraine er håbet om den opstandne Kristus langt stærkere. Sammen med deres visionære ledere – præsident Valerii Antoniuk, vicepræsident Igor Bandura og andre – er de overbeviste om, at mørket aldrig kan overvinde lyset, og oplevelsen af ​​den ekstreme ondskab og de mørke besættelsesmåneder gør dem til stærkere kristne, hvis lys skinner med større kraft.

Bed fortsat for de ukrainske baptister, deres ledere, præster og menigheder og for fordrevne mennesker.

Læs mere om Morten Kofoeds rejse til Ukraine i artiklen: “Ukraines kirker lider – og vokser“.

[1] EBF: European Baptist Federation, Europæisk Baptistføderation

[2] BWA: Baptist World Alliance, Baptisternes Verdens Alliance

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Håb om en bedre fremtid overvinder ødelæggelsen og giver styrke til det ukrainske folk overalt.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/10/08-baptist-dk-4-pkt-6-haab-midt-i-taarer.mp3

I begyndelsen af ​​juni var Morten Kofoed del af en delegation fra EBF[1] og BWA[2], der besøgte Ukraine og dér mødte baptistpræsterne for at høre deres historier og opleve noget af det arbejde, som kirkerne har udført de seneste 17 måneder under krigen med Rusland.

Hjerteskærende ødelæggelser

Landet Ukraine og dets befolkning går gennem dødskyggens dal. Da vi besøgte Irpin og Bucha nær Kiev, så vi hjerteskærende ødelæggelser. Mange mennesker har forladt området. Mange bygninger ligger i ruiner og er dækket af sod.

En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.

Bucha er blevet et symbol på ufattelig vold mod det ukrainske folk. Et midlertidigt mindesmærke på kirkegården er viet til mere end 400 mænd, kvinder og børn, massakreret af de russiske tropper og begravet i en massegrav lige bag kirken. Men repræsentanten for det lokale selvstyre i Bucha, som viste os rundt på kirkegården og ved mindesmærket, afsluttede alligevel vores besøg med et budskab om håb: “En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.”

Delegationens møde med en regeringsrepræsentant.

Kirke på russernes betingelser

De 25 regionale præster delte historierne om deres kirker med os. Mange steder i det østlige Ukraine er livet ekstremt svært. Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere. Krav stillet af de russiske regeringsofficerer truer kirkernes fortsættelse og deres tjeneste i forhold til det omkringliggende samfund. Nogle kirker er allerede blevet lukket af den russiske regering, og præster er fængslet.

Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere.

Nye muligheder for tjeneste

På trods af alle strabadser fortæller præsterne os, hvordan krigen har skabt mange nye muligheder for at tjene og dele evangeliet. At kunne tilbyde husly, mad, lægehjælp og transport har bragt tusinder og atter tusinder af mennesker i kontakt med kirkerne. Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt. Pastor Alexander fra Poltava fortæller os, at over 30.000 mennesker i løbet af det seneste år har hørt den gode nyhed om Jesus Kristus. Efterhånden er der plantet mange nye kirker, og blandt deltagerne i de mange eksisterende kirker er der også mange nye troende.

Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt.

En personlig erfaring

Pastor Dmitro fra Kherson-regionen delte en personlig historie om sin bedstemor. Hun fortalte ofte sit barnebarn om folk, der delte mælk og brød med hende, da hun var flygtning under 2. verdenskrig. Som barn kunne han ikke forstå, hvordan hun huskede så simple ting. Men i dag er det blevet hans egen erfaring, og den hjælp, han har modtaget fra sin globale baptistfamilie, giver ham tårer i øjnene. I svære tider ønsker folk at holde fast i gode ting. Han siger: “Det er den historie, jeg vil dele med mine børnebørn.”

Taknemlighed overfor baptister i hele verden

Der er udtrykt så megen taknemmelighed over for den globale baptistfamilie, når vi taler med præster, kirkemedlemmer, frivillige og mennesker, hvis liv har ændret sig takket være kirkernes hjælpearbejde. Gennem EBF er der blevet stillet omkring fem millioner euro til rådighed for kirkerne i Ukraine og dets nabolande for at støtte internt fordrevne mennesker og flygtninge.

Konference for ukrainske baptistpræster i Kyiv.

Håbet er stærkere

Krigen fortsætter, og de hårde tider er langt fra forbi. Men blandt baptister i Ukraine er håbet om den opstandne Kristus langt stærkere. Sammen med deres visionære ledere – præsident Valerii Antoniuk, vicepræsident Igor Bandura og andre – er de overbeviste om, at mørket aldrig kan overvinde lyset, og oplevelsen af ​​den ekstreme ondskab og de mørke besættelsesmåneder gør dem til stærkere kristne, hvis lys skinner med større kraft.

Bed fortsat for de ukrainske baptister, deres ledere, præster og menigheder og for fordrevne mennesker.

Læs mere om Morten Kofoeds rejse til Ukraine i artiklen: “Ukraines kirker lider – og vokser“.

[1] EBF: European Baptist Federation, Europæisk Baptistføderation

[2] BWA: Baptist World Alliance, Baptisternes Verdens Alliance

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/haab-midt-i-taarer-indtryk-fra-ukraine/feed/ Kirkerne i Europa vil skabe en fælles fremtid https://baptist.dk/kirkerne-i-europa-vil-skabe-en-faelles-fremtid/ Tue, 18 Jul 2023 10:20:05 +0000 https://baptist.dk/?p=14591 I et brudt og krigshærget Europa vil kirkerne skabe en fælles fremtid. Christian Sofussen, præst i Østhimmerland, deler sine oplevelser fra generalforsamlingen i Den Europæiske Kirkekonference


Den 15. til 20. juni mødtes repræsentanter fra kirkesamfund i hele Europa i Tallinn i Estland for at deltage i Den Europæiske Kirkekonferences generalforsamling. Forsamlingen afholdes hvert fjerde år og har stor betydning for udviklingen og arbejdet i en vigtig, men måske også ret overset organisation, der forsøger at varetage kirkernes interesser i et Europa, der på mange måder har brug for kirkernes stemme i en ellers meget sekulariseret tid. Vi mødtes under overskriften ”Under Gods blessing – Shaping the future.”

En forsamling med et budskab

Jørgen Skov Sørensen, Generalsekretær i Den Euroæiske Kirkekonference (Foto: Albin Hillert / CEC)

Det var præmissen, forsamlingen indledtes med og tog livtag med gennem de fem dage, vi tilbragte sammen i Tallinn. Som en nærmest morbid symbolik faldt forsamlingens åbning sammen med det nylige skibsforlis i Grækenland, hvor mange migranter omkom. Det blev markeret med stilhed og bøn under åbningen og taget som en påmindelse om, at kirkernes stemme i Europa ikke må dæmpes, når menneskelige tragedier finder sted; det er vores ansvar at råbe op, når systemers kulde og kyniske politiske bevægelser skaber grundlaget for sådanne tragedier.

Enig fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine

Det gør sig gældende, når det gælder migrationspolitik og i alle andre sammenhænge, hvor mennesker søger at velsigne sig selv, frem for at søge Guds velsignelse. Derfor står forsamlingen enstemmigt bag en fordømmelse af Ruslands brutale invasion af Ukraine. Europas kirker står samlet side om side med voldens ofre i denne krig i anerkendelsen af den uretfærdighed, de er udsat for og kalder på fortsat bøn for fred og retfærdighed og praktisk støtte til Ukraine. Vi mindes om, at forsoning ikke kan finde sted, så længe uretfærdigheden fortsætter. Det vækker bekymring, at nogle kirker, særligt den russisk-ortodokse kirke, støtter og fremmer denne afskyelige konflikt, og derved formørker det kristne vidnesbyrd i Europa.

Vi må ikke glemme de andre konflikter

Selv om Ruslands invasion af Ukraine fylder meget i vores bevidsthed, må vi ikke glemme de andre konflikter, der skaber undertrykkelse og lidelse i Europa. Den azerbaijanske blokade af den armenske eksklave Nagorno-Karabakh afskærer stadig befolkningen dér fra omverdenen og vigtige livsnødvendigheder. Den fortsatte tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern forhindrer de græske cyprioters forbindelse til deres kulturelle hjemland samtidig med, at den tyrkiske regering tilskynder yderligere tilflytning til øen, for at underbygge deres krav.

Vi kan ikke vandre alene

Som kristne er det vigtigt, at vi tager Guds kald alvorligt. Vi skal være håbets budbringere i et samfund, der i stigende grad gemmer sig bag grænser og søger adskillelse gennem snævert definerede identiteter, nationale såvel som politiske. Vi har ikke den luksus at kunne vandre for os selv, men må finde sammen, så vi, selv om vi har mange forskellige synspunkter, kan vise en alternativ vej. Derved kan vi, som Jesus, være fantasifulde og modige, vise selvtillid frem for arrogance, være lyttende og ikke bare talende, tillidsfulde, ikke angste og håbefulde frem for bare at være optimistiske.

Søg Guds velsignelse

Deltagerne tænder lys under morgenbønnen (Foto: Albin Hillert / CEC)

Forsamlingens budskab til Europa og mandat til den nyvalgte ledelse er, at vi skal søge Guds velsignelse og dermed være med til at forme den fremtid, vi alle skal leve i. Det gør vi ved at være til stede i den verden, vi søger velsignelsen for, ja, ud fra min egen forståelse af netop det: Ved at søge, selv at være Guds velsignelse i verden.

Perspektiver fra talere

Ud over forretningsordenen fortalte fire hovedtalere om deres syn på kirkens rolle i samfundet. Fra det politiske, ved den belarussiske menneskeretsfortaler og oppositionsfigur Sviatlana Tsikhanouskaya, og det socialvidenskabelige, ved sociologen Hartmut Rosa, hvor vi hørte om kirkernes tilstedeværelse og indblanding på godt og ondt. Til det teologiske, ved den tidligere ærkebiskop i Canterbury, Rowan Williams, og det økumeniske, ved den Ortodokse Kirkes overhoved, patriark Bartholomæus. Her hørte vi nogle mere idealistiske og opbyggende, men også praktiske, tanker om, hvordan kirkerne teologisk og med kærlighed til hinanden som Kristi legeme på jord, kan hanke op i os selv. Hvordan vi kan bruge vores omfattende tilstedeværelse og store menneskelige og økonomiske ressourcer til at handle, med Rowan Williams’ ord, teologisk i verden.

Økumeni er fællesskab om Kristus, ikke om kirkesamfund

Sådan en konference og generalforsamling er ikke kun en anledning til at fortælle en organisation, hvad den skal bruge de kommende år på at kæmpe for, eller til at fortælle Europa, hvad vi som kirker, mener er den rette tilgang til samfund og politik. Det er også et sted vi selv formes.

Aftenbøn (Foto: Ulf Tjärnstrøm / CEC)

Jesus siger, at hvor to eller tre er forsamlet, vil han være midt iblandt os. Hvad så, når det er hundreder, der er forsamlet? Hvad så, når vi er forsamlet på tværs af traditioner, konfessioner, nationaliteter og liturgier? Hvad så, når vi i den sparsomme fritid sådan et møde giver os, taler sammen i mindre grupper bestående af uformelle baptister, hierarkiske ortodokse, gejstlige i uniformer af forskellig slags, fra Frelsens Hærs militærinspirerede uniformer til de lange sorte kjoler hos de ortodokse eller de udbredte skjorter med den lille hvide firkant i kraven og lægfolk i en, måske, mere fornuftig mundering? Er Kristus ikke til stede her?

Kristus heler sit brudte legeme gennem økumenisk fællesskab

Jeg tror, han er lige så stærkt til stede der, som når vi mødes i vores mere ensartede fællesskaber. Jeg er overbevist om, at den dannelse, som vi også udsættes for i mødet med Kristus, er så meget stærkere, når vi ser ud over os selv i mødet med det anderledes. Her værner vi ikke kun om vores ret til at tilbede på vores egen måde, men lærer at tage del i en fælles tilbedelse og at forstå, at Guds rige er ét, men også så meget større, end vores lokale samfund kan vise os. Vi mødes ganske vist i anerkendelse af tidligere tiders splittelse, men med det mål, at tale med én stemme. Hvis kirken er Kristi legeme, så er det, der sker i praksis i vores økumeniske organisationer, at han heler sit brudte legeme, så han kan hele en brudt verden.

Kun som enig kirke kan vi danne fremtiden

Den Europæiske Kirkekonferences formål er at være det sted, de europæiske kirker kan tale med én stemme. Det er vigtigt for, at vi kan tages seriøst som aktør i samfundet og for, at vi fortjener at blive taget seriøst. Det er en organisation, der gennem sit virke giver os håb om, at det kan lade sig gøre i Europa. Det kan være en langsom proces, men den er vigtig for os som kristne i Europa og hvis vi rent faktisk tror på det vi taler om, er den også vigtig for samfundet omkring os. Vi lever under Guds velsignelse og derigennem er vi med til at danne fremtiden. Det kan vi ikke gøre som en splittet kirke.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I et brudt og krigshærget Europa vil kirkerne skabe en fælles fremtid. Christian Sofussen, præst i Østhimmerland, deler sine oplevelser fra generalforsamlingen i Den Europæiske Kirkekonference


Den 15. til 20. juni mødtes repræsentanter fra kirkesamfund i hele Europa i Tallinn i Estland for at deltage i Den Europæiske Kirkekonferences generalforsamling. Forsamlingen afholdes hvert fjerde år og har stor betydning for udviklingen og arbejdet i en vigtig, men måske også ret overset organisation, der forsøger at varetage kirkernes interesser i et Europa, der på mange måder har brug for kirkernes stemme i en ellers meget sekulariseret tid. Vi mødtes under overskriften ”Under Gods blessing – Shaping the future.”

En forsamling med et budskab

Jørgen Skov Sørensen, Generalsekretær i Den Euroæiske Kirkekonference (Foto: Albin Hillert / CEC)

Det var præmissen, forsamlingen indledtes med og tog livtag med gennem de fem dage, vi tilbragte sammen i Tallinn. Som en nærmest morbid symbolik faldt forsamlingens åbning sammen med det nylige skibsforlis i Grækenland, hvor mange migranter omkom. Det blev markeret med stilhed og bøn under åbningen og taget som en påmindelse om, at kirkernes stemme i Europa ikke må dæmpes, når menneskelige tragedier finder sted; det er vores ansvar at råbe op, når systemers kulde og kyniske politiske bevægelser skaber grundlaget for sådanne tragedier.

Enig fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine

Det gør sig gældende, når det gælder migrationspolitik og i alle andre sammenhænge, hvor mennesker søger at velsigne sig selv, frem for at søge Guds velsignelse. Derfor står forsamlingen enstemmigt bag en fordømmelse af Ruslands brutale invasion af Ukraine. Europas kirker står samlet side om side med voldens ofre i denne krig i anerkendelsen af den uretfærdighed, de er udsat for og kalder på fortsat bøn for fred og retfærdighed og praktisk støtte til Ukraine. Vi mindes om, at forsoning ikke kan finde sted, så længe uretfærdigheden fortsætter. Det vækker bekymring, at nogle kirker, særligt den russisk-ortodokse kirke, støtter og fremmer denne afskyelige konflikt, og derved formørker det kristne vidnesbyrd i Europa.

Vi må ikke glemme de andre konflikter

Selv om Ruslands invasion af Ukraine fylder meget i vores bevidsthed, må vi ikke glemme de andre konflikter, der skaber undertrykkelse og lidelse i Europa. Den azerbaijanske blokade af den armenske eksklave Nagorno-Karabakh afskærer stadig befolkningen dér fra omverdenen og vigtige livsnødvendigheder. Den fortsatte tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern forhindrer de græske cyprioters forbindelse til deres kulturelle hjemland samtidig med, at den tyrkiske regering tilskynder yderligere tilflytning til øen, for at underbygge deres krav.

Vi kan ikke vandre alene

Som kristne er det vigtigt, at vi tager Guds kald alvorligt. Vi skal være håbets budbringere i et samfund, der i stigende grad gemmer sig bag grænser og søger adskillelse gennem snævert definerede identiteter, nationale såvel som politiske. Vi har ikke den luksus at kunne vandre for os selv, men må finde sammen, så vi, selv om vi har mange forskellige synspunkter, kan vise en alternativ vej. Derved kan vi, som Jesus, være fantasifulde og modige, vise selvtillid frem for arrogance, være lyttende og ikke bare talende, tillidsfulde, ikke angste og håbefulde frem for bare at være optimistiske.

Søg Guds velsignelse

Deltagerne tænder lys under morgenbønnen (Foto: Albin Hillert / CEC)

Forsamlingens budskab til Europa og mandat til den nyvalgte ledelse er, at vi skal søge Guds velsignelse og dermed være med til at forme den fremtid, vi alle skal leve i. Det gør vi ved at være til stede i den verden, vi søger velsignelsen for, ja, ud fra min egen forståelse af netop det: Ved at søge, selv at være Guds velsignelse i verden.

Perspektiver fra talere

Ud over forretningsordenen fortalte fire hovedtalere om deres syn på kirkens rolle i samfundet. Fra det politiske, ved den belarussiske menneskeretsfortaler og oppositionsfigur Sviatlana Tsikhanouskaya, og det socialvidenskabelige, ved sociologen Hartmut Rosa, hvor vi hørte om kirkernes tilstedeværelse og indblanding på godt og ondt. Til det teologiske, ved den tidligere ærkebiskop i Canterbury, Rowan Williams, og det økumeniske, ved den Ortodokse Kirkes overhoved, patriark Bartholomæus. Her hørte vi nogle mere idealistiske og opbyggende, men også praktiske, tanker om, hvordan kirkerne teologisk og med kærlighed til hinanden som Kristi legeme på jord, kan hanke op i os selv. Hvordan vi kan bruge vores omfattende tilstedeværelse og store menneskelige og økonomiske ressourcer til at handle, med Rowan Williams’ ord, teologisk i verden.

Økumeni er fællesskab om Kristus, ikke om kirkesamfund

Sådan en konference og generalforsamling er ikke kun en anledning til at fortælle en organisation, hvad den skal bruge de kommende år på at kæmpe for, eller til at fortælle Europa, hvad vi som kirker, mener er den rette tilgang til samfund og politik. Det er også et sted vi selv formes.

Aftenbøn (Foto: Ulf Tjärnstrøm / CEC)

Jesus siger, at hvor to eller tre er forsamlet, vil han være midt iblandt os. Hvad så, når det er hundreder, der er forsamlet? Hvad så, når vi er forsamlet på tværs af traditioner, konfessioner, nationaliteter og liturgier? Hvad så, når vi i den sparsomme fritid sådan et møde giver os, taler sammen i mindre grupper bestående af uformelle baptister, hierarkiske ortodokse, gejstlige i uniformer af forskellig slags, fra Frelsens Hærs militærinspirerede uniformer til de lange sorte kjoler hos de ortodokse eller de udbredte skjorter med den lille hvide firkant i kraven og lægfolk i en, måske, mere fornuftig mundering? Er Kristus ikke til stede her?

Kristus heler sit brudte legeme gennem økumenisk fællesskab

Jeg tror, han er lige så stærkt til stede der, som når vi mødes i vores mere ensartede fællesskaber. Jeg er overbevist om, at den dannelse, som vi også udsættes for i mødet med Kristus, er så meget stærkere, når vi ser ud over os selv i mødet med det anderledes. Her værner vi ikke kun om vores ret til at tilbede på vores egen måde, men lærer at tage del i en fælles tilbedelse og at forstå, at Guds rige er ét, men også så meget større, end vores lokale samfund kan vise os. Vi mødes ganske vist i anerkendelse af tidligere tiders splittelse, men med det mål, at tale med én stemme. Hvis kirken er Kristi legeme, så er det, der sker i praksis i vores økumeniske organisationer, at han heler sit brudte legeme, så han kan hele en brudt verden.

Kun som enig kirke kan vi danne fremtiden

Den Europæiske Kirkekonferences formål er at være det sted, de europæiske kirker kan tale med én stemme. Det er vigtigt for, at vi kan tages seriøst som aktør i samfundet og for, at vi fortjener at blive taget seriøst. Det er en organisation, der gennem sit virke giver os håb om, at det kan lade sig gøre i Europa. Det kan være en langsom proces, men den er vigtig for os som kristne i Europa og hvis vi rent faktisk tror på det vi taler om, er den også vigtig for samfundet omkring os. Vi lever under Guds velsignelse og derigennem er vi med til at danne fremtiden. Det kan vi ikke gøre som en splittet kirke.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kirkerne-i-europa-vil-skabe-en-faelles-fremtid/feed/