Hver uge samles tusindvis af mennesker i spare- og lånegrupper i Burundis Ruyigi-provins. De sparer op, låner ud, investerer og bygger et stærkere lokalt fællesskab. Resultatet er ikke kun økonomisk vækst – men også ny tillid, mere ansvar og samarbejde. 

Samarbejdet 

Det var BaptistKirkens partner i Burundi, Dutabarane, der i perioden 2022–2024 etablerede 211 lokale spare- og lånegrupper (Village Savings and Loan Associations, VSLA) og 16 større fællesskaber, såkaldte føderationer (Village Savings and Loan Federations, VSLF). Projektet blev gennemført i Ruyigi-provinsen tæt på Tanzania i det østlige Burundi. Projektet er finansieret af FAHU Fonden: En fond, der arbejder for at forbedre levevilkårene for fattige mennesker gennem bæredygtige løsninger. 

Under besøg viser deltagerne skuespil om, hvordan projektet har ændret deres liv og hvad de har lært (Foto: Morten Kofoed)

En fond med global rækkevidde 

FAHU Fonden blev etableret i 2007 med det overordnede mål at støtte bæredygtig udvikling i marginaliserede områder verden over – uden politiske, økonomiske eller religiøse bindinger. Fonden opererer med et klart fokus på såkaldt finansiel inklusion. Det sker især gennem støtte til selvhjælps-initiativer som spare- og lånegrupper. FAHU finansierer blandt andet træning af lokale grupper, der arbejder for at løfte lokalsamfund økonomisk og socialt. 

Fra enkelte grupper til stærke føderationer 

Overordnet var formålet med projektet at fremme økonomisk selvstændighed og ansvarlighed især blandt kvinder og unge i landområder. Partnerskabet mellem Baptistkirken i Danmark og Dutabarane i Burundi gennemførte med økonomisk støtte fra FAHU-fonden det omfattende projekt 

I den indledende fase blev der etableret lokale VSLA-grupper, hvor medlemmer sparede sammen og ydede lån til hinanden. Træning i økonomistyring, landbrugspraksis, iværksætteri og social mobilisering gav deltagerne indsigt og ansvar i praksis. 

Samtidig blev VSLA-grupperne organiseret i såkaldte føderationer (VSLF) for at skabe større økonomisk gennemslagskraft – fx ved fælles investeringer i jordbrug og adgang til formelle finansielle ydelser fx gennem lokale banker. 

Besøg hos de lokale myndigheder er en vigtig del af projektets legitimitet og vigtigt for vores lokale partner – Dutabarane (Foto: Morten Kofoed)

Projektet har givet gode resultater 

I løbet af projektperioden blev der etableret 211 VSLA-grupper med 4.913 deltagere. 69 % af deltagerne var kvinder. Desuden blev der etableret 16 VSLF-føderationer, med i alt 3.160 medlemmer. Føderationerne giver mulighed for at få større lån til VSLA-grupperne – eller enkelte medlemmer af grupperne. Føderationerne fungerer også som lokale civilsamfundsorganisationer, der kan gå i dialog med myndigheder og banker om bedre forhold for lokalbefolkningen. 

Ved at deltage i projektet har deltagerne øget deres personlige opsparing. Det giver mulighed for lån, der kan investeres i lokale mikrovirksomheder. Mange af deltagerne driver nu små vellykkede landbrugsvirksomheder i form af køkkenhaver, agerbrug, opdræt af geder, kaniner og honningproduktion. 

VSLA-gruppernes investeringer i lokale mikrovirksomheder har ført til markant forbedring af husholdningernes økonomi: Familierne har fået råd til skolematerialer og til at betale skolepenge. 

Her er en VSLF gruppe gået sammen om at investere i dyrehold og har sammen bygget en stald og indkøbt grise (Foto: Morten Kofoed)

Familierne har også fået råd til en basal sundhedsforsikring, der giver mulighed for at betale sundhedsudgifter. En ændring der er med til at forbedre levevilkårene for de fattigste i Burundi. 

Udover bedre økonomi fortæller deltagerne også, at relationerne i lokalsamfundet er blevet mærkbart styrket: Folk tager større ansvar og samarbejdet i lokalsamfundet er blevet meget bedre. Konkret har VSLA- og VSLF-grupperne medvirket til at renovere veje og broer, ligesom man i fællesskab har bygget huse til særligt udsatte.  

Føderationerne har desuden skabt finansiel sikkerhed gennem tilslutning til lokale kooperativer, fx COOPEC, et lokalt pengeinstitut, som har specialiseret sig i finansielle tjenester til medlemmerne af VSLA- og VSLF’er i landområderne. 

Om Dutabarane 

Dutabarane er et netværk af protestantiske kirker i Burundi. Netværket blev etableret i 2007 af Baptistkirken i Danmark, World Relief Burundi og det burundiske kirkeråd. Oprindeligt var fokus HIV/AIDS-forebyggelse, men hurtigt blev fokus udvidet, da man erfarede den tætte sammenhæng mellem HIV, fattigdom og kønsbaseret vold. I dag arbejder Dutabarane bredt med:  

Økonomisk inklusion: Etablering og facilitering af VSLA-grupper, hvor deltagerne sparer op, låner og investerer sammen. VSLA er et godt redskab til fattigdomsbekæmpelse og lokal udvikling. Organisationen har siden 2009 trænet omkring 200.000 VSLA-medlemmer i Burundi. 

Fødevaresikkerhed, sundhed, social ansvarlighed og beskyttelse af børn, med en tilgang der sigter mod helhedsorienteret udvikling under navnet PILDA (Participatory Integrated Local Development Approach). 

Dutabarane arbejder i hele Burundi og støttes af lokale kirker, myndigheder og internationale partnere som World Relief, TearFund, FAHU Fonden og Baptistkirken i Danmark. 

Baggrunden: Hvorfor er dette vigtigt? 

VSLA-modellen har historisk vist rigtigt gode resultater i Østafrika, men den er ofte blevet begrænset til mindre grupper uden større økonomisk – eller lokalpolitisk – gennemslagskraft.  

Det har den FAHU-støttede indsats i projektet forsøgt at ændre gennem etablering af VSLF’er. Arbejdet har båret frugt i Ruyigi-provinsen, der er et område præget af fattigdom, mangel på adgang til formelle finansielle ydelser og lav økonomisk deltagelse blandt kvinder og unge. 

Projektet har haft fokus på fødevaresikkerhed, fattigdom og manglende lokal organisering – og anvendt netop de værktøjer, som FAHU støtter: Træning i finansiel inklusion, myndiggørelse og lokalt ejerskab. 

Selvom mange har oplevet forbedringer, er der fortsat udfordringer og områder, der kan forbedres. 

Nogle VSLA-grupper har endnu ikke tilsluttet sig føderationerne. Det handler både om manglende modenhed i arbejdet med VSLA og kendskab til føderationerne. Mange deltagere drømmer om en forbedret infrastruktur i form af faciliteter til dyreavl og forarbejdning af landbrugsprodukterne. Nogle af disse mål kan nås ved den lokale forankring og ejerskab. Det kræver dog en bedre adgang til flere finansielle muligheder i det formelle banksystem. 

Repræsentanter fra FAHU Fonden besøgte projektet i 2024. De blev hjerteligt modtaget ude i felten (Foto: Morten Kofoed)

Partnerskabet med FAHU Fonden 

Partnerskabet med FAHU Fonden har været uvurderligt for projektet. FAHU Fonden har – udover økonomisk støtte – bidraget med erfaring og ekspertise inden for mikrofinans. Blandt befolkningen har de kirkelige netværk og relationer været vigtige i forbindelse med mobilisering og træning af (frivillige) ressourcer i lokalsamfundene. 

Der skal tages flere skridt… 

Projektet er et godt eksempel på, hvordan finansiel inklusion og lokal mobilisering går hånd i hånd. FAHU Fondens støtte har ikke blot sikret bedre økonomi i projektet – den har styrket ansvar, ejerskab og social sammenhængskraft i udsatte landsbyer. Næste skridt bliver at udvide modellen, bygge på infrastrukturen og forankre føderationerne i formaliserede, bæredygtige systemer – til gavn for flere hjem, flere liv og flere generationer. 

 Læs mere 

• “Indkomstskabende aktiviteter og mikrofinans”: https://www.mikrofinans.dk/wp-content/uploads/2021/02/2019-Aarsrapport-2020-21-Handlingsplan-vedtaget-2.pdf
• FAHU Fondens webside: https://fahufonden.dk/ 

En VSLF-gruppe er gået sammen om at bygge et nyt hus til en værdigt trængende familie.(Foto: Morten Kofoed)

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission

Find flere

Jeanette Munksbøl:

• har arbejdet som specialklaselærer, integrationskonsulent, pædagog og lærer i Dansk Røde Kors’ Asylafdeling
• digter, billedkunstner, foredragsholder og projektmager

Jeg ser dem hele tiden, mange steder. Når jeg kører forbi, og ser drengen med kasketskyggen i nakken og tasken på ryggen, ensom bag flokken, som vender sig, hvisker, peger og håner. Manden udenfor Kvickly med sine aviser. Et sted i livet mistede han grebet, noget gik i stykker, og han gik fra hus og hjem og rudekuverter til et liv på gaden.

Fyren i parken med sit skræmte blik og den hullede plastsæk med tomme dåser i én hånd, mens den anden roder i affaldsspanden. Teenagepigen med vagtsomme, allerede livstrætte øjne på Vesterbros Torv, som tigger en smøg og ryger med rystende hænder.

Kvinden foran mig i køen i Netto, iført våde, lasede bukser, efterladende et spor af stram ammoniak i sit kølvand. Et kølvand, som får os velbjergede til at rynke bryn og næser, holde vejret og trække væk.

Lorteliv

Jeg lærte allerede i mit første skoleår, at livet ikke er retfærdigt, og at ingen er sin egen lykkes smed.

At den forhutlede og tilbagetrukne dreng på bagerste række, ham med de alt registrerende øjne og nærmest sorte blik, ikke selv havde valgt at komme i skole grå af snavs på halsen og med hullede bukser og bøger, der aldrig blev bundet ind. Allerede dengang i 1. klasse mærkede jeg indignationen og vreden i maven over den slags – og magtesløsheden over, at det var sådan, det var.

Et lorteliv helt derude på kanten er sjældent noget, nogen har drømt om. Ingen vælger selv psykisk sygdom og invaliderende angst eller sætter kryds ved at bo under et regnslag i årevis. Selv de, som vender ryggen til en opvækst med misbrug og traumer, får sjældent dét med sig i livet, som giver frit valg på samfundsreolen.

Ingen drøm

Siden jeg var ganske lille, har jeg vidst, at det også kunne være mig. At det ofte kun var et spørgsmål om, hvor man var født, og hvem, man blev født af.

Enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det.

At ingen har ønsket at fødes eller føde de steder på kloden, hvor krig, klima og katastrofer regerer, og at hverken de handlede kvinder i København eller nogen flygtning eller migrant nogen sinde har haft en drøm og et håb om at ende på gaden, at flakke illegalt rundt på gader og stræder, langt fra samfundets og fællesskabets nederste trin.

Når jeg var hos min dejlige mormor, fascineredes jeg af historierne fra hendes absurd fattige og ensomme barndom på den yderste kant af 1900-tallets København. Et ’uægte’ barn og en ’horeunge’.

Måske blev den skamfortælling, som fulgte hende livet igennem, kimen til min forståelse af, at kanten aldrig er langt væk fra nogen af os. At enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det. At livet groft sagt er et korthus, og at uanset hvor gode kort vi måtte have på hånden, findes der ikke det livsbyggeri, som en uforudsigelig kastevind ikke kan vælte.

Tynd tråd

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden. På det helt personlige plan måtte jeg erkende, hvor tynd den er, den tråd, vi alle sammen hænger i.

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden.

Som jeg stod dér og vippede, indså jeg betydningen af, at nogen griber os. At vi gribes, når vi er dér på kanten, hvor det kan gå begge veje. Gribes, både af nåden fra Gud og af kærligheden fra næsten. At vi falder i levende hænder, som Møllehave skriver. Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til. Og følgeskab af bare én stabil og levende sjæl kan være den afgørende faktor.

Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til.

Jeg indså, at også jeg ville kunne falde fra mig selv, gå i stykker og i hundene. Mærkede, hvor lidt uforudsigelighed der skal til, før læsset kan vælte, og man står derude, hvor man aldrig har troet, man skulle se sig selv. Så tæt på kanten – det sted, hvor magtesløshed og kontroltab hersker.

Ahmed var øjenvidne til to flygtninge, der sloges, og hvor den ene blev stukket i maven med 35 knivstik.

Midt i min egen rystelse blev jeg kontraktansat i Røde Kors, i Asylafdelingens børne-og unge-afdeling. Uanset om de var flygtet på egen hånd eller i følgeskab med voksne, havde de fleste oplevet så voldsomme ting på vejen, at det var næsten umuligt for dem at sige det højt. 14-årige, som var selvmordstruede, 10-årige, som var holdt op med at tale, unge med sår og ar fra granatsplinter, børn, som havde været tæt på at drukne under flugten – og så var der dem, som på en særlig måde krøb ind under huden med deres historie.

Vi kan kalde ham Ahmed

Han plejede at vågne, når Afghanistans morgenlys trængte ind mellem skoddernes lameller og faldt på husets kalkede vægge. Han husker at være fem år og ligge i sengen og lytte til finkernes kvidren i volieren, lyden af den smukke hvide kakadues morgenhilsen og hans lille søsters morgenpludren.

Helvede i et asylcenter. Her er en afghaner blevet hængt op i et træ af nogle iranere og han bliver slået med knive.

Han husker også at være seks år og finde en død talebaner begravet i sandet tæt på huset – og ikke at fortælle det til nogen, for at mor ikke skal græde. Han husker at være otte år og flygte om natten med mor i hånden og far, som bærer lillesøster. Skuddene i krydsilden i passet, og at være blandt de få, som overlever og går videre – hen over ligene af døde venner og naboer.

Flugten over bjergene, hvor der bliver skudt efter dem. Forrest går ”Ahmed” og hans familie, der overlever som nogle af de få.

Han husker at sidde på kanten af den overfyldte gummibåd, og han husker fars ansigt i bølgerne, da han redder lillesøster. Husker skrigene, råbene og angsten. Og derefter seks års barndom yderst på kanten i asylhelvede Danmark.

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel. Derude på kanten, hvor vi bli’r hinandens næste!

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Klaus Abildgaard:

• opvokset i præstehjem på Bornholm med rigelig plads til udsathed
• baptistpræst i Nørresundby i fem år: ”Jeg oplevede, at jeg ofte brugte tid på og faktisk befandt mig bedst sammen med sårbare mennesker”
• i 12 år ansat som projektmedarbejder og leder i socialt arbejde
• har nu været bedemand i fem år

 ”Der findes forskellige definitioner på udsathed, men ud fra min erfaring og læsning vil jeg sige: Det er mennesker, som kan være bundet, afhængige, ramt, eller har mistet noget/nogen”, siger Klaus Abildgaard. “En del er misbrugere eller er blevet misbrugt. Mange har ondt i fortiden og/eller nutiden, og derfor også i fremtiden. Ofte er det mennesker med særlige behov, som har svært ved at opfylde samfundets krav og forventninger.”

Er de udsatte midaldrende hjemløse mænd? Eller er det vores fordom?

”Statistikken underbygger fordommen. De midaldrende mænd er i overtal. Jeg vil helst undgå at tale om dem som hjemløse. Ikke alle udsatte er hjemløse. Man kan være udsat på mange forskellige niveauer. Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt. Hjemløshed er bare en del af det.

Nogle kommuner arbejder ud fra princippet ’housing first’: Før andre problemer kan løses, skal man skaffe den hjemløse en bolig. Men egen bolig kan også være et problem. Har man fx gæld til kriminelle, er man let at finde i sit hjem. Først banker de på døren, så banker de personen. Gæstfrihed kan føre til, at andres fest flytter ind, så man må forlade sit eget hjem. Klaustrofobi kan betyde, at man ikke kan holde ud at være i sit hjem. Man bliver ’funktionel hjemløs’.”

Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt.

Gør noget særligt sig gældende i mødet med de udsatte?

”Der er flere niveauer i relationerne til de udsatte:

• relationen menneske til menneske: Her baseres mødet på den rene frivillighed.
• gennem de filantropiske foreninger som fx Blå Kors og Kirkens Korshær: Her er det som regel en blanding af ansatte og frivillige, og dermed både professionelle og amatører.
• det institutionelle niveau med sagsbehandlere, psykiatrien, misbrugscentre osv.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering – et stempel i panden – og det medfører, at vi taler til dem eller om dem, mens vi holder os selv lidt på afstand og undgår at tale med dem.

Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16.

Det er givetvis en konsekvens af behandlersamfundet. Hjælpen er blevet institutionaliseret: Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16. Der er sket en professionalisering og specialisering af hjælpen. Det er udmærket, at hjælperen er godt klædt på til opgaven, men forholdet mellem den professionelle og den udsatte er ikke ligeværdigt. Det er asymmetrisk, og det giver ofte et modsætningsforhold. Det fører til en stigmatisering, der igen bevirker, at man ingen forventning har om udvikling: ’Det er alligevel håbløst!’ Det fører til omsorgstræthed.”

Rejser mødet med de udsatte særlige krav til den, der vil være sammen med dem?

”Det er vigtigt, at man kan se mennesket bag udsatheden. Hjælperen må hverken sætte sig selv højere eller lavere end den anden. Man må heller ikke stille højere krav til den anden end til sig selv – eller end den anden kan honorere.

En del organisationer arbejder med at etablere ’peer-to-peer relationer’: Et menneske, der har mærket udsatheden på egen krop, men er kommet ud af den, bliver koblet sammen med en udsat. Det giver en særlig styrke, fordi man taler samme sprog og har de samme erfaringer. Man mødes på lige fod. Det kan kun blive en succes, hvis den robuste i relationen har overblik over sit liv, kender smertepunkterne og har forholdt sig til dem.”

Hvad er et værdigt liv?

”Værdigt i forhold til hvad? – Jeg har mødt nogle fattige og udsatte, der udstrålede større værdighed end andre velbjærgede. Skønt de selv havde behov for hjælp, magtede de at række ud for at hjælpe andre. Det gav dem værdighed.

Et liv kan fx være værdigt, hvis man har fred, har føde og har formål:

• fred med sig selv, med andre og med Gud
• føde, at man har de helt basale behov dækket
• formål i livet giver identitet, energi, livsmod og håb. Hvis det er formålsløst, at jeg er her, kan det hele være lige meget.

Undertiden har jeg oplevet, at ressourcestærke mennesker kommer ud for et brud i deres tilværelse, som medfører en hurtig social deroute. De famler efter at få deres tidligere liv og position tilbage, men de tager ikke imod tilbud om hjælp til at komme på benene. Den systematiserede og professionaliserede relation mellem behandler og den udsatte kan medvirke til, at de kommer til at se sig selv som ofre. Det sker især i langvarige forløb, og de er meget svære at hjælpe.”

Det bibelske perspektiv

”Omsorgen for de udsatte går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Det Gamle Testamente ligestiller i reglerne for livet i det forjættede land omsorgen for de fremmede, de faderløse og enkerne med omsorgen for børnene og de nærmeste. De har krav på det samme.[1] Også profeterne har fokus på, at omsorgen for de udsatte er Guds vilje.[2] Et retfærdigt og ordentligt liv indebærer at møde de udsatte med værdighed og tage hånd om deres behov.[3] I lignelsen om arbejderne i vingården[4] i Det Nye Testamente, vender Jesus retfærdighed og værdighed på hovedet: De arbejdere, der har stået ledige på torvet hele dagen, har om nogen oplevet uværdighed – ingen har brug for dem. Først hen under aften bliver de antaget, men de får samme løn som de andre. Når vi taler om værdighed, asymmetrisk hjælp, retfærdighed og udsathed, er det en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.” At de udsattes behov mødes, er netop tegnet på, at Jesus er Guds udvalgte[5].”

Det er en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.

Kan man overhovedet tillade sig at tale om de udsatte som en særlig gruppe?

”Man må altid møde ét menneske ad gangen. Udsathed er som en virus: Det rammer bredt og spredes let, og skal det afhjælpes, må man ’vaccinere’ én for én. De filantropiske foreninger søger midler til at etablere tiltag og initiativer målrettet segmenter og grupper. Ofte må man gå på kompromis med egne idealer for at få del i pengene. Det gode kan findes i, at tiltag rettet mod en gruppe giver mulighed for at møde det enkelte menneske.”

De har gjort stort indtryk på mig

”Mens jeg arbejdede for Frelsens Hær, havde vi et aktiveringstilbud. Jeg kaldte det en ’skov-voksenhave’. Man mødtes til morgenmad i den sociale café i byen og kunne så derefter tage med derud. En ung mand med et misbrugsproblem tog en gang med. Han fandt fællesskab og mening. Han blev en ven og kom i vores hjem, og jeg knyttede kontakt mellem ham og nogle unge i Bethelkirken, og han kom i behandling på Bornholm. I dag er han clean, i arbejde og har familie på Sjælland. Jeg ser ham en gang imellem.

På samme måde mødte jeg en mand fra Grønland. Et ualmindelig talentfuldt menneske, tidligere elitesportsudøver og en anerkendt kunstner indenfor sit felt. Han har oplevet mange tab. Jeg fik lov til at følges med ham, lytte til ham, lære af ham og bede med ham. Han har stadigvæk et massivt alkoholmisbrug og har nok besluttet at drikke sig ihjel. Det virker som totalt spild af liv. Det kan man vælge. Det ligner et uværdigt liv.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer. Man kan være der sammen med dem, når de vil, men man kan ikke beslutte sig for, at de skal ændre deres liv. Det er deres valg.”

Status

”Når jeg ser tilbage på min seneste halve levetid, har jeg haft i baghovedet, at forbilledet er Jesus, og jeg har forsøgt at møde og forstå menneskers udsathed. Møderne har været mange, frugterne har nok været få. Jeg har haft mulighed for at møde udsatheden som professionel. Derfor må jeg også med skam erkende, at jeg mange gange har stillet mig selv spørgsmålet: Hvad var det blevet til, hvis jeg ikke havde modtaget en overenskomstmæssig og bæredygtig løn?”

[1] 5. Mosebog kap. 16, vers 14

[2] Esajas kap. 58, vers 6-7 og Zakarias kap. 7, vers 9-10

[3] Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46

[4] Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 1-16

[5] Matthæus-evangeliet kap. 11, vers 2-5 og Lukas-evangeliet kap. 4, vers 16-21

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Mange gange i Det gamle Testamente – næsten som et omkvæd i en sang – kan vi læse om, at Gud taler om omsorg for enken, den faderløse og den fremmede. Det er oplagt, at både enken, den faderløse og den fremmede er udsatte. De kan kun komme godt videre ved andres hjælp. Derfor har Gud et specielt øje for dem, og det samme skal vi have.

Enken

Man kan blive enke eller enkemand på to måder.
Ved død eller distance.

Der er ægteskaber og forhold, der er døde, mens begge ægtefæller stadig trækker vejret. De er levende i et dødt forhold, distance har dræbt forholdet. Noget i parforholdet er dødt, noget, der skulle holde det i live, er der ikke mere: Den dybe samhørighed, de dybe samtaler, berøringerne, at blive mødt med respekt og forståelse, blive set og hørt. Dét er dødt, og det, der skulle holde det i live, er der ikke mere. Og man går alene – sammen med den anden, der stadig er i live, men forholdet og alt det, som det skulle leve af, er dødt. Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.

På hebraisk betyder ordet enke ‘at tungen er bundet’. Der er ingen at tale til og med. Det kan ske, mens to mennesker stadig trækker vejret, at deres forhold er dødt, og de begge eller den, der stadig elsker, sørger. Det gælder også singler, der oplever sorgen ved, at ’tungen er bundet’, for der er ikke en elsket at tale til. Man er ikke blevet valgt. Der er ingen at være to med, og man sørger.

Man kan blive enke eller enkemand på to måder.
Ved død eller distance.
Derfor har Gud øje for enken og enkemanden.
For de lever i sorg.

Den faderløse

Man kan blive faderløs på to måder.
Ved død eller distance.

Det kan være, fordi faderen aldrig var der. Han var borte, ude i verden, ude i hans liv og ikke i barnets liv. Han er ikke død, men det er, som om han er. Barnet oplever sig dødt for ham. For ham og hans verden er barnet ikke en del af. Det kan være moderen, der kun kan rumme sig selv og sit eget, og hun kan ikke magte at rumme barnets følelser og verden. Det kan være barnet eller den unge, der har oplevet en far eller mor, der holdt mere af de andre søskende. Og sorg og savn sidder dybt inde.

Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.

Men sorgen og savnet kan også vende den anden vej rundt. Forældre kan også opleve det. Børnene elsker man, og man vil gerne gøre det bedste for dem. Men noget kom i vejen. Tiden gik af sig selv. Kravene var store. Og en dag oplever man at stå der uden den nærhed og fortrolighed, man ville have opbygget til sine børn. De er heldigvis ikke døde, og jeg er ikke død, men det forhold, jeg gerne ville have til dem, er der ikke. Det er ligesom dødt, og det gør ondt, og sorg kan blive overvældende i nattetimerne. Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.

Man kan blive faderløs på to måder.
Ved død eller distance.
Derfor har Gud øje for de faderløse.
For de lever i sorg.

Den fremmede

Vi kender det at være i et fællesskab – hos venner, i menigheden, i familien. Vi skulle være forbundne, kunne dele alt, men der er en fremmedhed, en distance. Vi kender det på arbejdspladsen. Vi skulle arbejde sammen, men det blev konkurrence, og der kom afstand, og det skader og gør ondt. Vi kender venskaber, der ikke holdt, og som sluttede brat. Måske véd vi hvorfor, måske véd vi ikke, hvad det var, der skete, men det sluttede. Man går ikke med sørgebind og græder offentligt, men sorgen er der. Savnet er der. For der er noget, der er dødt og borte.

I det fremmede kommer utrygheden, når de fleste mennesker gør ting på en anden måde.

Til vort land kommer mennesker, der bliver kaldt fremmede. Bliver fremmedgjorte. Dér, hvor man havde hjemme. Dér, hvor det var trygt at gøre ting på den måde, andre gjorde. Dér, hvor man havde hjemme og kunne slappe af, når man spiste, sang, klædte sig som andre. Dér, hvor man kunne sproget, dets nuancer og finurligheder, dobbeltbetydninger og det usagte. Dér er man ikke mere.

I det fremmede kommer utrygheden, når de fleste mennesker gør ting på en anden måde. I det fremmede kan det være svært at slappe af i det dagligdags, for de fleste spiser, synger, klæder sig på en anden måde. Som hos enken er ‘tungen bundet’ for den fremmede. Bundet af usikkerhed og mangel på hjertesprog. Mange af os har oplevet det, når vi har besøgt steder udenfor turistreservatet. Når vi har besøgt lande, beboet af folk, der taler, spiser og gør ting anderledes end os.

Alle mennesker
af anden farverig herkomst
af anden festlig herkomst
af etnisk herkomst
søger tryghed.
Vi behøver at føle os trygge for at leve fuldt ud.

Man kan blive fremmed på to måder.
Ved at være fremmed og ved at blive fremmedgjort.
Derfor har Gud øje for de fremmede.
For de lever med utryghed.

Nu kommer jeg til jer og holder dom,
mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
og dem, der afviser den fremmede,
enken og den faderløse.
Men mig frygter de ikke,
siger Hærskarers Herre.

[1]    Malakias kap. 3, vers 5 ff.

Relateret

• 11. jul. 2024 - Det ku’ være mig
• 11. jul. 2024 - At møde udsatte mennesker

Find flere