Krigen i Ukraine er en frygtelig lidelse for de mennesker, som lever med den. Vi tænker og beder alle for, at den snart får en retfærdig afslutning, så det ukrainske folk igen kan leve i fred og frihed. Konflikten har været årsag til en stærk militærisk oprustning i både Danmark og andre europæiske lande. Det er sikkert en klog beslutning, men det er også destruktivt og deprimerende, fordi penge brugt på krig altid vidner om menneskeligt svigt.

Krigen i Mellemøsten er forfærdelig. Selvfølgelig særligt for de mennesker, som lever i den. Den har givet store tab og ødelæggelser på alle sider. Den har også givet en stærk polarisering i vores samfund. Det er svært at tale om krigen uden først at tilkendegive, hvem man holder med, og det er ganske svært at holde med begge parter eller måske mere korrekt – ikke at holde med nogen af dem. Denne polarisering har endda splittet familier, vennekredse og hele samfundet. Derfor er der mange mennesker, som har en stor angst for udviklingen og fremtiden, som de ikke kan tale med nogen om.  Som kirke er det vores opgave at skabe plads til samtale og fremme forsoning i en splittet tid.

Når der er nogle store brændpunkter i verden, som vi oplever truende også for os selv, så har vores medier en tendens til kun at fokusere på disse steder og konflikter. Det gør, at vi kan glemme, at der også er andre steder i verden, som har brug for vores forbøn og hjælp. BaptistKirken skal særligt være opmærksomme på den store nød, som findes i Myanmar, hvor der er borgerkrig. Mange mennesker lever i lejre i Indien, og inde i Myanmar – særlig i Chin-staten – er det svært både at leve og få mad og medicin. Selv om vi i øjeblikket ikke hører så meget om det, så lad os huske det både i vores forbøn og når vi overvejer vores bidrag til hjælpeprogrammer – både hos den enkelte og i menighederne.

Selv i Danmark er der mennesker, som mangler tryghed, nærhed og hjertevarme. Vi skal som menigheder overveje, hvordan vi åbner vores døre for mennesker, som har brug for det fællesskab, som vi kan give med højt til loftet og vidt til væggene, hvor alle uanset udfordringer kan finde plads i Guds lys og kærlighed.

Englen sagde julenat: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.

Jesus’ komme til jord og Guds lys og kærlighed er for alle. Alle jorden rundt og alle her hos os lokalt.

Kirken spiller en stor rolle i en mørk verden eller kan i hvert fald gøre det, hvis vi vil. Vi er helt klar over, at i Danmark og den vestlige verden svinder kirkens indflydelse ind, men denne tendens forstærkes kun, hvis vi forholder os passive.

BaptistKirkens ledelse juli 2024. Fra venstre: Pia Duebjerg Andersen, Lasse Åbom, Tine Kragh, Christian Bylund, nuv. generalsekretær Bodil Højbak Møller, tidl. generalsekretær Torben Andersen og Vibeke Dalsgaard. Moses Peng mangler på billedet.

Kirken skal være en aktiv medspiller i det samfund, som omgiver os. Kirken skal være en aktiv modspiller, når vi oplever, at det verdslige samfund træffer dårlige beslutninger, især hvis det rammer de svageste i vores samfund.

BaptistKirken har en særlig rolle i både forkyndelsen af Jesus’ ord om frelse, men også i den samfundsdebat, som desværre i disse år drejer sig meget om perfekthed, succes og ”jeg er min egen lykkes smed”.  Med vores særlige kongregationalistiske opbygning har vi ved Helligånden besluttet, at alle betyder noget og alle har lige indflydelse. Vi taler med hinanden om både tro og liv og alle har ret til både at ytre sig og blive hørt. Vi har også mennesker i vores kirke med en særlig indsigt både teologisk og inden for andre områder. Dem lytter vi til med stor glæde, men i sidste ende er det enhver troendes både ret og pligt under Helligåndens vejledning at tage stilling til spørgsmål i både verden og kirke. Det er både en udfordring og en stor gave, som vi kan give videre.

Denne gave kan vi kun brede ud til vores medmennesker sammen. BaptistKirkens medlemmer og menigheder har mange udtryksformer og mange holdninger til både tro og verdens spørgsmål. Sådan har det altid været og vil forhåbentlig fortsætte. Vi har aldrig været og skal aldrig være ens, men skal leve i enhed og i et respektfuldt samarbejde med hinanden. Når vi gør det, kan vi være Kristi lys i verden for hele folket.

Vi går nu ind i et spændende år. BaptistKirken skal finde nye spor at gå. Det skal vi gøre ved at tale sammen, bede sammen og derigennem finde vores vej. Vi håber, at alle menigheder vil bruge tid på forberedelse både til lederdage og til synode. Samtalerne kan holdes i grupper, i menighedsrådene og i menighederne, men det er vigtigt, at de holdes. Vi har som ledelse ikke noget problem i hverken uenighed eller i det, at vi ikke er ens. Vi frygter derimod, hvad der sker, hvis menighederne mister deres engagement. Vi håber alle menigheder vil engagere sig i ”spor at gå” og spørgsmålene til lederdagene.

Vi håber derfor også, at I vil møde op til årets møder nysgerrige, åbne og velforberedte.

Vi kan kun være en aktiv, udadvendt og missionerende kirke sammen – og sammen betyder, at vi både taler sammen og arbejder sammen.

Husk at englen sagde: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Glæden er for alle. Det er os, som skal bringe den videre.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår. Et nyt år med de udfordringer, som følger med at være kirke i den tid, som Gud har sat os i.

Vi skal gennem disse udfordringer altid huske, at Jesus sagde: jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Kærlig hilsen
Baptistkirkens ledelse

Vibeke Dalsgaard                Christian Peter Heldgaard Bylund
Formand                              Næstformand

Bodil Højbak Møller
Generalsekretær

Pia Duebjerg Andersen       Tine Kragh

Moses Lal Bawi Peng          Lasse Åbom

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Lyt til artiklen her:

Lea Næsby Kyed og Jakob Zimmermann er begge medlemmer af menighedsrådet i Brande. De er en del af ”det nye menighedsråd”. Her fortæller de om den præsteløse tid, der tærede på kræfterne og sammenholdet.

Tilflytteren og den indfødte

Jakob fortæller, at han kom til menigheden for fem år siden, da han sammen med sin familie flyttede fra Sjælland til Vejle. Menigheden var dog ikke et helt nyt bekendtskab for Jakob: I årenes løb har han deltaget i en del gudstjenester og arrangementer i forbindelse med besøg hos svigerfamilien i Brande. Lea har til gengæld levet det meste af sit liv i Brande, og menigheden har altid været en stor del af hendes liv.

Der er plads til fest igen i Brande (Foto: Privat)

Historien – ganske kort

Brande menighed var ”præsteløs” i en del år. For otte til ti år siden år siden forsøgte menighedsrådet at finde en ny præst. Man søgte både ved opslag og annoncer, men det lykkedes ikke at finde en præst.

Derefter forsvandt fokus på ønsket om en præst. Måske fordi menigheden valgte en menighedsleder, måske fordi menigheden var betænkelig ved, om økonomien rakte til en præsteløn.

Op til 2021 var menigheden udfordret. Det var ikke muligt at finde det minimale antal menighedsrådsmedlemmer. Vedtægterne blev tilpasset til færre medlemmer i menighedsrådet, men i flere år var det ikke muligt at få nogen til at stille op til menighedsrådet.

I løbet af 2020 og først i 2021 fortalte de fleste af menighedsrådets medlemmer, at de ønskede at gå på orlov eller helt at stoppe i rådet. I begyndelsen af 2021 havde menigheden ikke længere en ledelse, der levede op til vedtægterne. Uden en juridisk gyldig ledelse var menigheden i fare for at lukke.

Menigheden brugte sommeren 2021 på at holde gang i søndagsgudstjenesterne og indkalde til flere “samtalegudstjenester” og ”samtaleanledninger”. Her drøftede menighedens medlemmer, om de ønskede at fortsætte og hvordan de kunne fortsætte. På møderne blev det klart, at menigheden fortsat ønskede at eksistere og være menighed. I efteråret 2021 sagde flere ja til at blive valgt ind i et nyt menighedsråd – blandt andre Lea og Jakob. Ledelsesarbejdet kom i gang igen og tiden efter blev meget givende for fællesskabet.

”Det klarer menighedsrådet…”

Jakob fortæller om tiden op til 2021, at menigheden ”sad fast i en rille og havde lidt den holdning, at ’det klarer menighedsrådet bare’.” Jakob fortsætter:
”Menighedslederen løste en del af præstens opgaver. Menighedsrådet tog sig af den daglige drift. Jeg oplevede, at vi ikke havde mange muligheder for udvikling.”

Lea supplerer:
”Vi havde forskellige arbejdsgrupper, som varetog nogle af de opgaver, præsten plejede at tage sig af. Men der var også ting, vi måtte undvære på grund af manglende kompetencer eller ressourcer. Vi oplevede, at specielt sjælesorgsarbejdet var en svær opgave at løfte.”

Gudstjeneste i Brande (Foto: Privat)

Sammenholdet var udfordret

Før 2021 var livet og sammenholdet i menigheden også påvirket af den manglende præst. Jakob beretter om flere medlemmer, der blev trætte i deres tjenester, uden at der stod afløsere parat:
”Jeg tror, at den største årsag var den manglende ”motivator,” som en præst ofte er. Det medførte, at flere tjenester blev skåret ned, hvilket igen havde en negativ konsekvens, især på omsorgsområdet. Heldigvis er tingene stille og roligt ved at vende tilbage igen.”

Hyrden var savnet

I den præsteløse tid savnede Lea især en hyrde. Hun er lidt bange for at male lidt ”for lyserøde forventninger” til, hvad man kan forvente af en præst, men siger alligevel:
”Der har helt sikkert manglet en hyrde. En tryghedsperson. En der kunne varetage det nære åndelige fællesskab. En, der kunne hjælpe os med at dele vores kristne tro med hinanden. Vi har manglet en person i hvis selskab, man kunne føle sig åben, tryg, ærlig og naturlig i en samtale om livet med Gud, om tvivl og tro.”

Gudstjenesterne

I de fleste menigheder, der har en præst ansat, er gudstjenesterne en vigtig del af præstens arbejdsopgave. I den præsteløse tid i Brande har man både brugt egne lægprædikanter og prædikanter ’udefra’. Lea fortæller om erfaringerne:
”Prædikanterne ’udefra’ har både været fra andre baptistkirker og fra andre kirkesamfund. Den positive erfaring er, at det har givet dejligt forskellige gudstjenester. Den negative erfaring er, at der har manglet en rød tråd i gudstjenesterne.”

Menigheden har forsøgt at holde fast i de prædikanter, der lagde vægt på det glade budskab om Jesus, som ven, følgesvend og Frelser. Prædikanter, der gav inspiration til fortsat tjeneste i Hans rige.

Der er gang i børnene i Brande (Foto: Privat)

En meget VITAL forandring

Efter den turbulente tid uden et fuldtalligt menighedsråd fik menigheden også gang i et VITAL-kursus med Jan Kornholt som tovholder. Menighedens medlemmer lærte hinanden at kende på en ny måde. Gennem samtalen opstod ønsket om en ny præst.

VITAL førte også til, at menighedsrådsarbejdet kom op i omdrejninger igen. Og menigheden begyndte at fungere bedre. Samtidig blev samtalerne om en ny præst mere konkrete.

Jakob sætter lidt flere ord på processen:
”Vi stillede blandt andet spørgsmål som: ”Hvordan kan vi få kirken til at vokse? Både ved at få nye medlemmer, men også ved at den enkelte voksede i troen? Gennem menighedsmøderne blev menigheden involveret og menighedsrådet fik lov til at arbejde videre med præstespørgsmålet, selv om alle vidste, at økonomien kunne være en udfordring.”

Opbakning til menighedsrådet

Menighedsrådet fik lagt en plan for økonomien og menigheden bakkede op om budgettet. Inden stillingen blev slået op, havde menighedsrådet brugt lang tid på at formulere ønsker og drømme for menigheden, for derigennem at finde den rigtige profil for en præst. I processen blev der selvfølgelig også lyttet til medlemmernes tanker og ideer.

BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen taler ved velkomstfesten for Anne-Marie Højbak Winther og Søren Højbak Jonasen (Foto: Privat)

Den rigtige profil

Der var enighed om, at man ønskede en præst, der ville forkynde med fokus på en kærlig og altomfavnende Gud. Gennem den præsteløse tid havde man enkelte gange oplevet prædikanter med løftede pegefingre, fordømmende tale og lige lovligt meget fokus på menneskets synder.

”Vi ville gerne have en ny retning, så vi kan fastholde vores børn og unge. Ikke fordi disse emner ikke skal tages op. Det er selvfølgelig vigtigt, men det skal gøres som en opmuntring til at komme til Gud med sine oplevelser,” siger Jakob og Lea supplerer:
”Vi kom også frem til den rigtige profil ved at tænke over, hvad vi ikke selv kan, men manglede og savnede meget. Vi ønskede en gennemgående person. En samlende, rummelig, interesseret og visionær person.”

Vi ønskede en samlende, rummelig og visionær person

Vi fandt den rigtige!

Fokus ændrede sig også under processen. Der kom mere fokus på de ting, der havde manglet og måske mindre fokus på ønskerne.

”Vi indså, at vi har brug for en præst, der har fokus på generel vækst. Men også fokus på omsorg for både ældre og unge: Det har manglet i den præsteløse tid. Derfor er det fantastisk, at vi nu er i en situation, hvor vores nye præst, Anne-Marie, kan klare alt det og mere til!” slutter Jakob med et smil.

Relateret

• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt
• 20. feb. 2025 - Er kirken – og vi som kristne – ved at svigte igen?
• 08. jan. 2025 - Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket
• 03. okt. 2024 - Valg

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mark efter snedækket mark ruller forbi i mørket. GPS’en er indstillet til sydøst for Aalborg, en landsby med 362 indbyggere. Der er aftensgudstjeneste og kirkekaffe i den tidligere stationsby, Vaarst, sidste søndag før advent. En renoveret kirke og menighedssal ligger tæt på den tidligere friskole, som drejede nøglen om i 2014.

Evangelium og legende lethed

Selv om de fleste af de 141 medlemmer i Østhimmerlands Baptistmenighed ikke længere har hjemmeboende børn, har de ikke opgivet håbet om at så evangeliet hos flere børn og unge lokalt. De lægger hus til ca. 25 spejdere, primært byens børn. Flere førere ønskes. De er meget glade for de fire teenagere, der blev døbt for nylig – søskende fra flygtningefamilier fra henholdsvis Rwanda og Myanmar. Menighedens unge havde i gamle dage et stærk bånd til Karmelkirken i Aalborg, og de gråhårede ’unge-i-sindet’ besøger stadig hinanden til fællesgudstjeneste.

Det er nemt at fornemme menighedens begejstring for leg, da gæsteprædikanten denne aften kaster et rollespil ud til dem her ved kirkeårets ellers teksttunge slutning. For når mange selv har været spejdere i kirken og fortsat er aktive i menighedsweekender, sommerhøjskole, seniortræf og kor, så kan otte Toms Guldbarrer, en 35-kilo sæk foder og en hjemmelavet sækkevogn snildt omdannes til mild latter, betroede talenter og liv, der investeres i fællesskabet.

Menighedens musikalske talenter på klaver, guitar og trommer formår alligevel at løfte stemningen med støtte fra en flerstemmig klang fra kirkesalen.

Hvilken klang?

Som i så mange andre baptistmenigheder kan valg af salmer og sange være en udfordring nu, hvor der ikke længere er en fast organist. Menighedens musikalske talenter på klaver, guitar og trommer formår alligevel at løfte stemningen med støtte fra en flerstemmig klang fra kirkesalen. Det er næppe kun kirkens kor, der kan synge igennem.

Nogle foretrækker dog mere konservative rammer, og andre foretrækker nyere lovsange – helst med et fokus på Gud i forhold til menighedens vi, fremfor det enkelte individ – og teamsamarbejde om gudstjenesten. Derfor har menighedens unge og forholdsvis nye præst, Christian Sofussen, bedt om støtte og et ’gudstjenesteudvalg’ til at hjælpe med at finde en balance i liturgi og sangvalg.

Det kræver mod og håb samt viljen til at reflektere og sætte ord på dét, der tidligere kom som en selvfølge.

Hvilke udfordringer?

Demografiske ændringer – de unge flytter til byerne, og børnefamilierne flytter derhen, hvor skolen ligger – sammen med en præst og en organist, der stoppede under Covid-pandemien, vil altid være en udfordring for en menighed. Det kræver mod og håb samt viljen til at reflektere og sætte ord på dét, der tidligere kom som en selvfølge. Spørgsmål som ’Hvem er vi nu?’ og ’Hvor er vi på vej hen?’ kan virke uoverskuelige. Flere udtrykker et savn af medlemmer, der ikke dukker op som tidligere. Derfor har menigheden også nedsat et VITAL-udvalg og er begyndt på den svære, men forhåbentlig også givende proces med Jan Kornholt som konsulent.

Flere udtrykker et savn af medlemmer, der ikke dukker op som tidligere.

Nye veje?

Menigheden i Vaarst har en stærk tradition for at tænke ud af boksen, men har for tiden behov for en gensidig forventningsafstemning. De fem faste grupper, der på skift står for menighedens særlige arrangementer, Kvindenetværket og Seniortræf er dog med til at holde traditionerne og fællesskabet sammen. Spændende aktiviteter og foredrag for både kvinder og mænd er velbesøgte.

Kirkekaffen trækker ud, fordi samtalen går. Her er også plads til at dele tanker om dagens tekst og livets byrder; en fortrolighed, der også findes i tre forskellige bibelgrupper og til en Taizé-inspireret bøn og andagt hver fredag aften. Menigheden er ’en kirke, der sår’, og derfor flyttede Christian Sofussen til byen og ønsker eget kontor i kirken. For det er primært ikke-kirkevante fra byen, der kommer til spejdermøderne. Håbet er at tiltrække flere fra byen til både aftenbøn og gudstjenester.

Mon ikke de finder vejen videre, som de har gjort mange gange før?

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Lyt til artiklen

Menighedsrådsformand Mariette Søndergaard Olesen fortæller med glæde i stemmen om menighedens initiativer: ”Der er altid god opbakning. Vi er en landmenighed, hvor de yngre familier kommer hjem til jul. De sætter også pris på traditionerne. Der dukker også en del menighedsmedlemmer op, som vi ellers ikke ser så meget.”

Gamle forbindelser skal plejes

Bindslev-koret optræder i Sindal.

Engang havde menigheden i Sindal kirkebygning i Mosbjerg og menighedshus i Bindslev. Begge steder er solgt, men Mariette fortæller, at der stadig er lokal opbakning:
”I torsdags havde vi julekoncert med Bindslev-koret. Det er også et samarbejde, vi har haft i en del år. Det er rart, når vi får besøg udefra, så det ikke kun handler om os selv. Det er også rart at bevare en forbindelse til Bindslev, selv om huset er solgt. Vi har stadigvæk medlemmer derude.”

Mariette lægger vægt på, at en koncert også er en lejlighed til at fremme menighedens sociale liv. Efter koncerten var der kaffe med god tid til at hygge sammen og pleje sociale kontakter.

Der er plads til nye initiativer

”Der var engang en pigeklub i menigheden. Andre har kvindekreds, men vi havde altså en pigeklub. Før corona stod pigeklubben for en julefrokost, men det standsede under corona. I menighedsrådet syntes vi, at vi manglede det her sociale arrangement,” siger Mariette.

Sindal menigheds aldersprofil ligner meget andre landmenigheders. ”De fleste aktive er +70 år. Og så er der en lille håndfuld omkring 40 – 45 år,” siger Mariette og tilføjer, at der er et behov for socialt samvær i menigheden.

Julefrokost i Sindal.

”I menighedsrådet blev vi enige om at spørge, om ikke der var nogen, der ville lave en julefrokost sammen med os igen,” lyder det fra menighedsrådsformanden.

Der var opbakning til ideen. En hel del endda. Maden blev bestilt ”udefra”, der var julebingo og masser af tid til at have det hyggeligt sammen inden dagen sluttede med en kort andagt.

Det skal også se godt ud

Adventsfesten er også en tilbagevendende begivenhed. Og inden den løber af stablen, skal kirken pyntes op:
”Vi er et par veninder, der gør meget ud af at få pyntet kirken med stjerner og lys. Det skal være hyggeligt at komme i vores kirke her i julemåneden. Hos os er der ikke kun adventskransen, vi gør lidt mere ud af det. Vi har juletræ med lys ude i hall’en. Og en stor stjerne med lys i vinduet ud mod vejen,” lyder det fra Mariette.

Adventsfesten samlede både unge og ældre.

Adventsfesten er en tradition, der i form og indhold har ligget fast i årtier. Med adventstale og amerikansk lotteri under kaffen:
”Det er næsten helt tilbage, som det var i min barndom,” ler Mariette.

Adventsfesten er også et af de arrangementer, som hele menigheden bakker op om. Samtidig er det en anledning, hvor der dukker folk fra byen op. En tradition, der også er kendt uden for kirken.

Musikken fylder

Julen skal synges ind i Sindal. Og der skal være de sædvanlige syv læsninger. I år er det Hanne og Hartvig Weber-Hansen, der synger for på både gamle og nyere julesalmer. Der er også en del minder forbundet med valget af salmer, fortæller Mariette:
”Vi er jo en menighed, der engang har haft et stort kor. Der er bare nogle salmer og sange fra dengang, der hænger ved. De passer måske ikke lige ind i en gudstjeneste, men så synger vi dem her.”

Seniorgruppen rækker ud

Mariette fremhæver et julearrangement, som menighedens seniorgruppe står for:
”Der er julefortællinger og julehygge. Her er størstedelen af deltagerne ældre mennesker fra byen. Det er sådan lidt omvendt, for der er måske kun en håndfuld af vores egen medlemmer. Der samles nok 25 til det arrangement.”

Seniorgruppens julearrangement er også en af de anledninger, der fortsat tiltrækker ældre mennesker fra Mosbjerg og Bindslev. Mennesker, der fortsat ønsker at bevare tilknytningen til menigheden, selv om de lokale bygninger er væk.

Udfordringer der giver anledning til refleksion

Som mange andre landmenigheder er Sindal udfordret. Der er mange ældre medlemmer og for få unge, generationen omkring 60 år mangler helt og ungdoms- og spejderarbejdet har set bedre tider.
”Det giver da anledning til refleksion,” fortæller Mariette og fortsætter:
”Jeg må indrømme, at jeg spekulerer en del over, hvad

fremtiden vil bringe. Indenfor de seneste ti år har vi solgt ejendommene i Mosbjerg og Bindslev. Man kan godt blive lidt mismodig. Og så alligevel, så tænker jeg, at når vi kan samles om højtiden og opleve fællesskabet, så må man tro på, at tingene kan ændre sig.”

Julen er lysets, håbets og glædens fest. Det oplever de i Sindal. Her bruger man højtiden til at række ud. Både til dem i menigheden, der ikke kommer så tit, til gamle kontakter i Mosbjerg og Bindslev, til de yngre familier, der vender hjem og til byens pensionister. Måske kommer fornyelsen gennem traditionerne?

Følg med i livet i Sindal på Facebook-siden – https://www.facebook.com/baptistkirkensindal eller i den offentlige gruppe Baptistkirken Sindal – https://www.facebook.com/groups/118184948203166/media

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

150 deltagere fra de fleste etnisk danske baptistmenigheder ved fire regionale møder dette efterår. Og stort set ingen migranter. ”Men en god stemning og en samtale i en ordentlig og søsterlig ånd,” siger formand for BaptistKirken Per Beck.

”Desværre måtte man aflyse migrantdagen i Aarhus, men vi deltager i en chin-konference i 2022,” fortæller han videre og medgiver, at sammenhængskraften mellem de etniske danske menigheder og migrantmenighederne er en stor udfordring.

Per Beck og generalsekretær Torben Andersen er tilfredse med processen og er enige om, at det er godt at finde fodfæste i, hvorfor vi er baptister. ”Samtalen har vist, at vores svaghed er, hvordan vores tro viser sig i hverdagen,” siger Per og Torben supplerer:

”Tiden er til, at vi står sammen og rækker ud til mennesker i fællesskab. Det kan ske med Kirkernes Sociale Arbejde, som lige er blevet positivt modtaget på FrikirkeNets lederkonference og tidligere også på landskonference 2 i Brædstrup.”

De sociale og karismatiske baptister

Nu er det Per, der supplerer: ”Tidligere var vi delt i de sociale baptister og de karismatiske. I dag er det karismatikerne, der går ud med julepakkerne. Jeg håber, at det er udtryk for, at vi har en fælles vej. Vi kan stå sammen om handling – ansvaret for næsten. Det er vi enige om.”

Torben slår fast, at det at tale om baptistisk identitet ikke handler om at lukke sig omkring os selv: ”Vi skal være rodfæstede i den økumeniske samtale, som er så fordomsfri som aldrig før i Danmark. Vi har fælles udfordringer.”

”Hvad er baptister?”

Snart udkommer et hæfte ”Hvad er baptister?”, og der er stillet spørgsmål om, hvorfor det hæfte enten ikke lå på bordet ved de regionale møder, eller hvorfor konklusionerne på samtalen ved de regionale møder ikke kommer med i hæftet.

Hertil siger Per Beck: ”Vi er jo en decentral organisation og har for længe siden bedt Teologisk Forum om at lave dette hæfte, og det er lidt tilfældigt, at det kommer lige nu. Og så er det jo forskellige målgrupper, vi har – dels for hæftet og dels for de regionale samtaler. Hæftet skal nå folk på gaden, og de regionale samtaler er interne.”

Det har været hensigten, at møderne skulle munde ud i en temadag 26. marts, hvor man skal drøfte formuleringen af indledningen til vedtægterne, den såkaldte præampel.

”Men som én har sagt, så læser man jo ikke vedtægterne for at finde ud af, hvad baptister er for nogen…”

Fælles udfordringer

Ved de regionale møder har Jan Kornholt endelig fået lov til at møde menighederne, efter størstedelen af sin arbejdsperiode stækket af Corona. Og hans indlæg om menighedsudvikling og -liv, bl.a. ’Vital’, har affødt nye aftaler med menigheder ved de fleste møder,” siger Torben og slår fast, at udfordringen er den samme for alle frikirkerne – hvilket også har vist sig ved FrikirkeNets lederkonference den forgangne weekend; At blive en stemme i samfundsdebatten og at række ud med social mission.

”Vi har også tidligere været gode til at samarbejde med andre kirker og nabomenigheder,” slutter Torben og Per får den sidste bemærkning: ”Hvis det er vigtigt, at vi er her som baptister, er vi også nødt til at sige, at det betyder åbenbart noget, om vi er det ene eller det andet.”

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere