Lyt til artiklen:

Det er fredag aften i Købnerkirken. Der bliver tændt levende lys som en del af en liturgi for mennesker, der kommer med træthed, sorg og længsel i kroppen.

Fredag aften rummer bibelmeditationer, bøn, lovsange, Taizé-sange, gamle salmer, digte, stilhed og musik. Der er plads til det, der er brudt, og til håbet om, at noget nyt kan spire frem.

“Fredag aften var mere til hjertet,” fortæller præst i Købnerkirken, Kristian Bonde-Nielsen, der var en af initiativtagerne til Genklang.

Kristian fortæller, at aftenen gav sorg, træthed og længsel et sted at være. For at kunne lægge det svære i livet frem for Gud.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

“Det er jo kristendommens grundidé, at når vi lægger noget i jorden, så spirer der noget nyt frem,” siger han.

Lørdag var mere “til hovedet”, som Kristian formulerer det: oplæg, samtaler og gruppedrøftelser om spørgsmål, der fylder for mennesker, som stadig har troen og vil kirken – men som har svært ved at finde sig til rette i de kendte former.

“Det handlede om mødet mellem mennesker. Det var det vigtigste,” siger Kristian.

For dem, der fortsat søger kirkens fællesskab

Genklang var arrangeret af ’3rd way collective’, et dansk græsrodsfællesskab, der er inspireret af postevangelikale bevægelser i USA.

Postevangelikal? Kristian forklarer det enkelt:
”Det handler om mennesker med rødder i evangelikale, frikirkelige eller folkekirkelige miljøer, som ikke længere kan se sig selv i de kirkeformer, de kender – men som stadig ønsker at holde fast i troen og fællesskabet.”

Genklang?

Genklang fandt sted i weekenden fredag 17. og lørdag 18. april 2026 i Købnerkirken i København.

Genklang blev arrangeret af ’3rd way collective’ – et dansk græsrodsfællesskab inspireret af postevangelikale kristne og ønsket om at udforske en tredje vej for kirken. Efter samlingen har initiativtagerne talt om, at fællesskabet fremover skal hedde Genklang: Et rum, hvor mennesker kan genkende deres egen længsel efter tro, fællesskab og kirke hos andre.

Invitationen til Genklang blev delt i forskellige onlinefora, blandt andet på Facebook og i artiklen “En tredje vej for kirken?” på kirkeforalle.dk.

“Det er mennesker, der siger: Den måde at være kristen på kan vi ikke se os selv i. Men vi er ikke færdige med kristendommen,” siger han.

I USA er bevægelsen i høj grad vokset frem som en reaktion på en evangelikal kristendom, som mange synes er for tæt forbundet med bestemte politiske dagsordener. Dansk kirkeliv er meget anderledes, men Kristian og de øvrige initiativtagere genkender noget af længslen.

Nogle har dekonstrueret den tro, de voksede op med. For nogle har svar, de engang fik, mistet mening. Nogle føler sig hjemløse i kirken, selv om de stadig længes efter fællesskab, bøn, nadver, sang og efterfølgelse af Jesus.

“Genklang er drømmen om at skabe et sted, hvor dem, der tror, de sidder alene rundt omkring i kirkerne eller uden for kirkerne, kan mærke, at de ikke er alene,” siger Kristian.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En tredje vej

’3rd way collective’ begyndte for nogle år siden med samtaler mellem mennesker fra forskellige kirkelige sammenhænge. Baptister, metodister, folk fra Evangelisk Frikirke Danmark, pentekostale og karismatiske miljøer og lutherske sammenhænge.

”Det er ikke tænkt som et nyt kirkesamfund! Det kan jeg berolige alle med: Det er vi slet ikke organiserede nok til,” siger Kristian med et smil.

’En tredje vej’ er en søgen efter et nyt rum for mennesker, der ser noget værdifuldt i forskellige kirkelige traditioner, men mangler rum for deres tro i de kendte former.

“Der er nogle ting fra den frikirkelige tradition og kultur i Danmark, vi er rigtig glade for. Og der er nogle ting fra den lutherske folkekirkelige tradition, vi er enormt glade for. Men der er ikke noget, der rigtig passer til os,” siger Kristian.

Han pointerer, at der ikke er tale om et opgør med det eksisterende eller en dom over andre kirker. Men en søgen efter et sted, hvor længsler kan få sprog og fællesskab.

Værdier frem for facit

Fællesskabet ’3rd way collective’ har formuleret en række fælles værdier i forhold til: nåde, socialt ansvar, generøs ortodoksi, discipelskab og fuld inklusion.

Med andre ord: Et kristent fællesskab, hvor nåden bærer, hvor troen har sociale konsekvenser, hvor man lærer af andre traditioner, følger Jesus i praksis og arbejder for, at alle kan høre til.

Kristian understreger, at alle i princippet er inviteret. Værdierne giver fællesskabet retning:  “Hvis man synes, det lyder spændende, så er det nok noget for en. Og hvis man synes, det lyder mærkeligt, så giver man det nok bare lov til at blive liggende,” siger han.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

Skuldre, der sænkede sig

Efter Genklang beskrev en deltager samlingen på Facebook som “et lettelsens suk”. En anden som “et afvæbnet fællesskab”. Et sted uden facitliste for tro. Hvor ingen skulle præstere, men hvor man kunne stille sig åben for Guds nærvær sammen med andre.

Kristian genkender oplevelsen:
“Jeg har sjældent stået for noget, hvor jeg har haft en så god fornemmelse af atmosfæren undervejs. Og jeg har fået så mange udelukkende positive kommentarer,” siger han.

Det, der overraskede ham mest, var tilliden blandt deltagerne:
“Jeg var meget overrasket over, hvor trygt og tillidsfuldt folk, jeg ikke havde mødt før, gik ind i rummet. Det var nærmest sådan, at vi bare lige sagde hej og sang en sang, og så var man klar til at dele ud af sit indre,” siger han.

Der blev grædt. Der blev lyttet. Der blev lavet kaffeaftaler. “Det var en del af drømmen,” siger Kristian: at mennesker, der troede, de stod alene, opdager andre med samme længsel.

Når kirken gør ondt

Nogle kom til Genklang, fordi de havde slået sig på kirken. Nogle kom af nysgerrighed. Nogle af længsel efter et bredere kirkeligt samtalerum. Nogle, fordi de genkendte værdierne.

Kristian fortæller, at mange samtaler kredser om kirkelige sår:
“Jeg har masser af eksempler med mennesker, som har slået sig så meget på kirke, at deres krop reagerer fysisk, bare de træder ind til en gudstjeneste,” siger han.

Han nævner skuffelser over ledelse, dogmer, bibelsyn, spørgsmål om himmel og helvede, erfaringer med ’purity culture’ – stærk kontrol med seksualitet – og kirkers syn på LGBT+.

For Kristian handler det om at tage de mennesker alvorligt, som stadig længes efter kirke, selv når kirken har gjort ondt.

“De mennesker, som har slået sig på kirken, men stadig vil kirken, det er jo dem, jeg brænder for,” siger han og fortsætter:
“Det er godt for os alle at lægge os de mennesker på sinde. For det kunne jo være os selv. Vi må arbejde med, hvordan kirken ikke er et sted, hvor man kommer til skade.”

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En kirke at invitere venner med i

For Kristian handler arbejdet om at være med til at skabe noget nyt:
“En af mine drivkræfter som præst i Købnerkirken er at være med til at skabe en kirke, jeg ville have lyst til at komme i, hvis jeg ikke var præst – og som jeg ville være stolt af at invitere mine venner med i,” siger han.

Noget, der giver genklang

’3rd way collective’ og Genklang er vokset frem nedefra. Det er åbent, offentligt og tilgængeligt – og stadig småt. Fællesskabet vokser gennem samtaler mere end gennem kampagner. Der er mere mund til øre end kommunikationsstrategi.

Den tredje vej begynder med mennesker, der længes efter noget andet – og opdager, at længslen giver genklang hos andre.

Fredag aften i Købnerkirken blev der tændt lys.

Nogle kom trætte. Nogle kom tvivlende. Nogle kom med kærlighed til kirken. Nogle kom med sår fra den. Nogle kom måske uden helt at vide, hvad de kom efter.

Men i stilheden, sangene, samtalerne og de sænkede skuldre opstod der et rum, hvor der var plads til at være på vej.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Lyt til artiklen:

Jesus’ disciple oplevede alt andet end tryghed, da de en nat på Genesaret Sø blev fanget i et voldsomt stormvejr. Midt i deres desperation blev de mødt af Jesus, der opmuntrende kaldte: “Kom ud til mig!”

For i enhver situation – uanset om den er spændende eller hverdagskedelig – kalder Jesus os med et kærligt og opmuntrende kom. Jesus’ invitation til at gå på vandet må have været udfordrende. Det stred mod al menneskelig erfaring. Alligevel havde Peter tillid til Jesus og gik ud på hans ord.[1]

Meget af det, vi før oplevede som sikkert, er i opbrud. Usikkerheden præger vores samfund og påvirker os på mange niveauer. Mange mennesker søger tro, håb og tryghed. Det kræver mod at tage nye skridt i troen – for nogle føles det lige så usikkert som at træde ud af en båd midt ude på søen!

Peter blev ramt af tvivl og flyttede blikket væk fra Jesus – og han begyndte at synke. Men Jesus lod ham ikke synke. Han rakte hånden frem og løftede ham op. Sådan er vores frelser: Han griber ud og rejser os op, når omstændighederne, prøvelserne og synden er ved at tage magten over os.

Kirken som Kristus’ krop

I Jesus’ udstrakte hånd ser vi også det kald, han giver til sin kirke. Som Kristus’ krop på jorden er vi sat til at række ud med den samme bevægelse af nåde, løft og fællesskab. Men ligesom Peter kan vi miste fokus på Jesus og blive overvældet af omgivelserne. Vi værner om det kendte, det trygge, det velafprøvede. Vi holder af ’vores måde’ at gøre tingene på.

Uden helt at opdage det, risikerer vi at stille os tilfredse med at være en lukket forsamling for dem, der allerede er inde. Men kirken er ikke kaldet til at lukke sig om sig selv. Jesus’ fællesskab er altid på vej ud. Jesus spiser med dem, andre sorterer fra. Han inviterer dem, der står udenfor. Han taler troens ord til mennesker, som ingen andre regner med.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at vokse i troen på Gud og spejle Guds kærlighed i livet.

En kirke med åbne døre

Fællesskab i Kristus handler ikke om at ensrette mennesker, men om at møde dem med evangeliet.

Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til at troen kan deles ærligt.

Et åbent fællesskab er ikke uforpligtende, men vi tør tværtimod dele det, der betyder noget: tro, håb, tvivl og liv. Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til, at troen kan deles ærligt. Det kræver generøsitet at give plads til, at andre kan komme med deres spørgsmål, erfaringer og egne måder at udtrykke troen på.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop. Mindre optaget af at bevare det velkendte og mere optaget af at være et fællesskab, der spejler Guds gæstfrihed. Det betyder, at vi skal åbne vores hjem, vores gudstjenester, vores bibelstudier og vores liv – ikke som arrangementer, men som steder, hvor mennesker kan finde tilhør og troens sprog.

Når vi tør lade fællesskabet være både åbent og trofast, sker der noget smukt: Kirken bliver et sted, hvor mennesker ikke bare ’kommer’, men hører til. Hvor vi ikke kun deler aktiviteter, men deler liv. Og hvor Kristus bliver synlig midt iblandt os, fordi vi gør, hvad han gjorde: åbner døren, inviterer ind og går sammen.

Lad os tage skridtet sammen

Jesus kalder stadig: “Kom!” – ikke ind i det velkendte, men ud i det levende fællesskab, hvor troen får plads til at vokse. Han rækker hånden frem, og vi er kaldet til at gøre det samme. Lad os blive kirke, der åbner døre og hjerter. Lad os invitere mennesker ind – ikke til en klub, men til et fællesskab, hvor vi deler liv, håb og tro.

Det kræver mod. Det kræver generøsitet. Men det er her, vi ser Guds rige vokse: når vi tør stå ud af båden og sammen finde fodfæste i hans nåde. Så lad os tage skridtet – og række hånden ud. For Kristus går foran.

[1] Matthæusevangeliet kap. 14, vers 22-32

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Jeg begyndte at deltage i kristne teenagelejre. Det var her, jeg begyndte mit eget tros- og tvivlsliv. Og det var her, vi øvede os i at skille os ud. Vi lavede mange fjollede ting. Det, jeg husker bedst, var en flok teenagere på et torv i Hjørring med cocktailpølser i ørerne. Når man først har gjort det, er man nærmest uovervindelig!

I de år traf jeg beslutningen om, at jeg ville døbes, og lige så vigtigt besluttede jeg mig – mere ubevidst – for, at jeg ville føle mig ok, som jeg var. Jeg ville ikke bare forsøge at gå i et med tapetet eller alle de andre. Jeg ville være mig selv, også selvom det var anderledes.

At samle modet

Jeg kan godt nogle gange tænke, hvorfor det skal være så svært at være anderledes. Hvorfor kan vi danskere ikke være mere rummelige og åbensindede? Men det er hver enkelts lod at samle modet til at være sig selv, også selvom det ligger udenfor normen. Jeg er glad for, at jeg havde et fællesskab, som hjalp mig til at træffe den beslutning, da jeg var teenager.

Dét er det meget fine ved at være opvokset som en del af en minoritet: Jeg har aldrig været i tvivl om, hvordan det er at være ‘den anderledes’, og det giver mig en samhørighed med alle andre, der står op for dem, dé er – også selvom dé er anderledes end mig. I bund og grund er vi jo alle et sammensurium af holdninger, handlinger og hobbyer, der indimellem placerer os i majoriteten og indimellem placerer os i minoriteten. Kassetænkning kan ikke bruges her.

I virkeligheden var en fest mere på sin plads!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

”Alle sande religiøse er tvivlere.”  Det var Peter Viskindes afskeds-replik, da vi talte sammen i telefonen. Jeg troede, at jeg skulle få en Michael Falck-omvendelseshistorie, da jeg skulle skrive et interview med sommerens musikalske gæst, men selvom hans bedst kendte sang som solist efter Malurt og Big Fat Snake-dagene er ”No Peace like in Heaven”, så siger han, at han har svært ved at tro.

Han kommenterer den evigt tilbagevendende diskussion om videnskab kontra tro:
”Min kyllingehjerne kan ikke rumme, at alting har udviklet sig, Darwins teorier. Måske er vi skabt af noget guddommeligt. Jeg har ikke nogen konklusion. Der er så mange dårlige sidegevinster i kampen imellem religionerne. Folk, der vil slå ihjel for at få andre til at tro på det, de tror på. Det er modbydeligt. Alle alarmklokker ringer.”

Noget på hjerte

Men han har noget på hjerte. Det er det, der fænger, både når han laver sange, musik og kunst.
Peter Viskinde fortæller, at det er en lang rejse at skrive sange.

”Jeg vender hver sten, når jeg skriver en sang. En sang er en helhed; sproget, lyden, vokalen, musikken – alt gør indtryk. Det, vi gør, som musikere, er at formidle følelser, men jeg har svært ved at sætte ord på. Alligevel bestiller jeg ikke andet end at tænke i ord. De interesserer mig sindssygt meget.

Jeg vender hver sten, når jeg skriver en sang.

Man kan ikke lave et digt og lade en anden sætte musik til. De gode sange, jeg kender, er opstået i samme person. Lyden af sproget skal gå hånd i hånd med melodien. Teksten er vigtig. Alle parametre skal være der.”
Af samme grund er Viskinde nu gået væk fra at skrive på engelsk.
”Engelsk er ikke mit modersmål. Så nu er jeg ved at indstille mig på, at dansk har andre lyde, men jeg kender sproget bedre end det engelske.”

Man skal være ærlig

Peter Viskinde vil ikke slå plat på sin opvækst, som var en super fantastisk barndom og ungdom. ”Måske er jeg ikke kalkuleret. Jeg kan ikke påstå, at der er drama bag det, jeg laver. Det, der møder øret, må folk selv bedømme. Jeg har en stærk ukommerciel måde at arbejde på. Jeg vil ikke komme med en god historie, bare for at komme i aftenshowet. Man skal være ærlig!”

Det var en stor og varm oplevelse, at være til stede.

Han tog menigheden og koncertgæster i Nørresundby Baptistkirke med storm, da han gav koncert der sidste år. Det var samme duet, og da sang de både hans egne sange og f.eks. sange fra Viskindes store forbillede, Bruce Springsteen.

En koncertdeltager i Nørresundby sagde efter den koncert: ”Det var en stor og varm oplevelse, at være til stede. Jeg er imponeret og Peter Viskinde fik gjort timen til et stort maleri i en kristen sammenhæng med meget af det vi fra barn til voksen tumler med på livets landevej. Det var stort, personligt og vedkommende. Fra de store smil og til tårer i øjenkrogene. Tak til kirken for det var muligt at opleve også”Øverst på formularen

En sang på hjernen

Hvad ønsker Peter så, at koncertgængerne i Lindenborg skal gå hjem til campingvognen med:
”Jeg vil ønske, at du får en af sangene på hjernen og nynner. Jeg kan ikke fortælle, hvor fascinationen ligger. Det indtryk jeg gør, har jeg ingen indflydelse på. Måske er det et fragment af en sætning, lyd, ord, der forandrer noget. Men jeg håber at sætte et spor.”

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Som tvillinger har de fælles opvækst, og de har samme uddannelse, men har valgt forskelligt i forhold til tro.

Johan Fynbo er ansat som fysiker på Københavns Universitet

Hvad arbejder du med?
Jeg studerer egenskaberne og sammensætningen af galakser i det tidlige univers. Jeg har altid været fascineret af stjernehimlen. Derfor valgte jeg at studere fysik på universitetet i Aarhus. Min bror tog med. Han ville vist også være astronom på det tidspunkt.

Hvad betød kristendommen i din opvækst?
Mine forældres baggrund var i Indre Mission, men det fyldte ikke livet derhjemme. Vi gik i kirke et par gange om måneden, og så blev vi sendt i søndagsskole i missionshuset. Det blev de fleste af landsbyens børn. Det var ikke noget særligt. Med derfra fik jeg en ikke særlig dogmatisk tro – en simpel barnetro. Jeg prøver stadig at fastholde, at min tro ikke skal være alt for dogmatisk og at give det videre til mine børn. Jeg fortæller dem, hvad jeg tænker og har fået fortalt, og så kan de selv tage stilling.

Vi skal ikke sige, at nu ved vi, hvordan alting er. Det er hovmodigt over for hele den menneskelige situation.

Hvorfor ser nogen en konflikt mellem tro og videnskab?
Der kan være problemer på begge sider. De religiøse går for langt, når de kommer med naturvidenskabelige synspunkter baseret på bibelske udsagn om fx jordens alder og menneskets udviklingshistorie. På et tidspunkt bliver det latterligt. Jeg tror, det skyldes en misforstået ydmyghed over for Bibelen. De har en bestemt tolkning af Bibelen, som de mener er ufravigelig. Hvis de opgiver den tolkning, føler de, at de går på kompromis med, hvad de bør mene er sandt. Langt de fleste kristne mener, at det er en forkert måde at læse Bibelen på.

Modsat kan det også blive et problem, når folk tror, at videnskaben har afdækket, hvordan virkeligheden er: Først var der ingenting, så var der Big Bang, nogle partikelfelter, og for nylig kom der så liv. Der er ingen gud i den beskrivelse, så det er meningsløst at tale om, hvem eller hvad gud er. Men den tankegang er også for dogmatisk. Fysikkens resultater i løbet af de sidste to hundrede år er en fantastisk præstation, men vi skal ikke sige, at vi nu er færdige – nu véd vi, hvordan alting er. Det er hovmodigt over for hele den menneskelige situation.

Verden har mange flere aspekter og er meget dybere end det, vi tænker lige nu.

Vil videnskaben en dag pege på eksistensen af en gud?
Verden har mange flere aspekter og er meget dybere end det, vi tænker lige nu. Jeg har mit verdensbillede fra troen og mit professionelle liv. Det går ikke op i en enhed, hvor jeg kan redegøre for alt, men det bekymrer mig ikke. Hvis man forsøger at få det hele til at passe sammen, så ender man med at overfortolke. Det er der ikke grund til. Hvis man tror på, at der er en gud, så er der ikke behov for at forsvare ham.

Hans Fynbo er ansat som fysiker på Aarhus Universitet

Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder i krydsfeltet mellem kernefysik og astrofysik og studerer, hvordan de spiller sammen fx i vores egen sol. Hvor kommer solens energi fra og så videre?

Kristendommen er ikke en del af dit liv, men hvad betød den i din opvækst?
Vi var ikke en stærkt troende familie, men vi kom til tider i landsbyens missionshus. Og så gik vi i søndagsskole, indtil vi var omkring 10 år. Under konfirmationsforberedelsen begyndte jeg at tænke på ting som ‘hvor kommer det onde fra?’ Præsten havde spurgt, om noget dårligt ‘var Guds skyld’. Jeg rakte hånden op og sagde: ’Ja! Det er jo ham, der har skabt det hele! Men det var det så ikke, fik jeg at vide.

‘At tro’ betyder for mange at bekende sig til noget. Det kan jeg ikke se behovet for.

Det var vist en af de første gange, jeg tænkte over, hvordan det hele kunne hænge sammen. I den alder begynder man at tage sin holdning mere seriøst i stedet for bare at acceptere det, man har fået at vide, man skal tro på. Noget andet var at finde ud af, at folk i andre lande tror på noget andet. Så hvorfor tror jeg det, jeg tror, og hvorfor tror de det, de tror? Hvis det er kulturelt bestemt, hvad er sandheden så?

‘At tro’ betyder for mange at bekende sig til noget. Det kan jeg ikke se behovet for. Jeg tror på demokrati, fordi erfaringen viser, at det er den bedste samfundsform, men jeg kan ikke forstå behovet for at bekende sig til et verdenssyn eller en mytologi som en påstand. Det er en umyndiggørelse af mennesket – en fastholdelse af sig selv i et eller andet barnestadie.

Et andet aspekt, som jeg ikke bryder mig om, er den opdeling mellem Skaberen og det skabte. Det er ikke en frugtbar måde at tænke på. Som nysgerrigt menneske kan man ikke opdele virkeligheden og afvise at undersøge en del af den. Hvis påstanden er, at verden er skabt, er hele virkeligheden jo endnu større. Så må jeg finde ud af, hvad ‘det større’ er. Jeg kan ikke begrænse det til området, jeg kan undersøge med min metode.

Det nemmeste er at sige, at religiøse mennesker er dumme, men det er jo tydeligvis forkert.

Hvordan forholder du dig til, at mennesker, der står dig nær, er troende?
Det nemmeste er at sige, at religiøse mennesker er dumme, men det er jo tydeligvis forkert. Der er meget dygtige videnskabsmænd, der bekender sig som kristne, selv til en meget bogstavelig tro. Fx Francis Collins, der ledte projektet om opdeling af det menneskelige genom i sekvenser. Så rabiat er min bror jo ikke, men han kalder sig i hvert fald kristen. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad han mener med det. Det tror jeg, de færreste kristne vil kunne forklare detaljeret.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere