Den pentekostale eller karismatiske praksis, som den er kommet til udtryk siden dens frembrud omkring år 1900, har haft en eksplosiv udvikling med indflydelse på alle kirkeretninger. Af klodens 7.3 mia. udgør de kristne omkring 2.4 mia., og af dem er 350-500 mio. pentekostale eller karismatiske kristne. ’Karismatisk’ kommer af det græske ord kharisma, der betyder nådegave. ‘Pentekostale’ henviser til det engelske ord for pinsen, der har fokus på Helligånden.

Da den kristne menighed blev dannet pinsedag, bevirkede Helligånden, at ordet stak dem i hjertet, så de spurgte, hvad de skulle gøre. Peter svarede: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave’.[1]

Baptister tror, at Helligånden gør Guds tiltale levende. Det skal ses i sammenhæng med vores forståelse af Bibelen. Vi tror, at det enkelte menneske kan få et personligt forhold til Gud. Det kan ske som på den første pinsedag, hvor mennesker omvendte sig til Gud. Og det kan være en virkelighed, vi vokser ind i, idet vi tager imod Jesus og svarer med dåb.

Vi tror også, at Helligånden er nærværende for at gøre Jesus’ ord levende for os, når vi behøver at finde vej i livets omskiftelige forhold. I menighedens fælleskab står vi under Åndens tiltale – ’Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer’.[2]

Det karismatiske bidrag

Den indflydelse, som den pentekostale og karismatiske kirkepraksis har haft, må vi også forholde os til i vores tradition. For mig blev den karismatiske fornyelse vejen tilbage til et aktivt menighedsliv med en uddannelse til præstetjeneste. Her mødte jeg igen den glæde og iver – for at bringe evangeliet til andre – som jeg tidligere havde kendt, men var kommet på afstand af.

Erfaringen blev som en forelskelse, hvor det kun drejer sig om dig og mig. Men det stod ret hurtigt klart, at et aktivt liv som efterfølger af Jesus behøver forankring i fællesskabet i en menighed, så evangeliet får krop og nærvær i verden, hvor Ånden primært virker.

Mange af de udfordringer, vi mødte i den karismatiske påvirkning, havde sin rod i, at vi understregede den ene person i treenigheden på bekostning af de andre. Billedet af malkeskamlen i balance på tre ben er stadig brugbart. De tre personer i treenigheden – Fader, Søn og Helligånd – er ligeværdige. Gud er én, dvs. at Faderens gerning ved Ånden altid må bedømmes på det, vi ved om hans gerning i Sønnen.

De karismatiske stridigheder

Nogle pentekostale tager tungetalen som udtryk for Helligåndens fylde, altså et ydre tegn, man vil bruge til at (be)vise en indre virkelighed. Men tungetale er ikke et eksklusivt kristent fænomen. Paulus’ undervisning om nådegaver og tjenester forstås af nogle som færdige kataloger, mens andre forstår den som eksempler på Åndens virke.[3] Endelig er der nogle, der skelner mellem nådegaver og vuggegaver, mens det er uden betydning for andre.

Mange diskussioner har været golde, fordi vi ikke ville lytte til hinandens erfaringer. Tjenester og gaver, der er givet til fælles opbyggelse – ’Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn’[4] – bliver alt for let nedbrydende, fordi vi fokuserer mere på ’mine gaver og tjenester’ end på giveren. Åndens gaver og tjenester er udtryk for Guds generøsitet – nådegaver og vuggegaver er alle givet for at tjene Guds Rige.

Åndens ledelse eller lederens ånd?

Baptister er ikke ’færdige’ eller ’nået frem’, men vi er på vej – åbne for det, Ånden siger til os. Min konklusion er, at ingen person, gruppe eller tid får styr på Helligånden i den forstand, at vi kan tale udtømmende om ham. Det, der betyder noget, er, at Helligånden får styr på os ustyrlige mennesker, så Guds gerning kan ske.

Helligåndens virke i et menneskes og en menigheds virke viser sig tydeligst i kærligheden, der er ’størst af alt’.[5]

1 Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 38
2 Johannes-evangeliet kap. 14, vers 26
3 Se fx 1. Korintherbrev kap. 12-14 og Romerbrevet kap. 12.
4 1. Korintherbrev kap. 12, vers 7
5 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13

Relateret

• 16. mar. 2023 - Bed om – alt!
• 21. feb. 2019 - Kristentro – politisk holdning
• 04. okt. 2018 - Grønne spirer og et fællesskab af forskelle
• 18. sep. 2018 - To generationer i samtale: Hvad er dannelse?
• 19. maj. 2017 - Pinsen: Halleluja – Herrens dag er kommet!

Find flere

Peter Halldorf

• en af hovedtalerne ved årets sommerstævne i Lindenborg
• tilhører pinsekirken i Sverige
• er præst, forfatter og leder af det nordiske økumeniske fællesskab i Bjärka Säby.

Kirkefaderen Maximos Bekenderen tegner i 600-tallet en enkel version af såvel menighedens som den enkelte kristnes liv, når han siger, at ”kirken er menneske og mennesket er kirke”.

Hans ord er et stik i hjertet på al åndelig individualisme, samtidig med at de antyder, at hvert menneske er en kirke i miniature. Den enkelte repræsenterer hele menneskeheden, og hans eller hendes frelse er forbundet med hele verdens frelse. Vi er templer for Helligånden, som viser sig gennem os. Men det er som en del af kirken, Kristus´ legeme, at vi giver Guds liv krop. Ingen kan gøre krav på alene at spejle helheden i Kristus´ liv og Åndens gaver. Det gør vi kun sammen.

Som skabt i den treenige Guds billede er fællesskabet indbygget i menneskets identitet. Vi er fra begyndelsen i et forhold til Gud, men også til vores medmennesker – ja, til hele skabelsen. Vi bliver mennesker gennem vores relationer. Synden tærer på menneskets relationer. Når de sønderrives, havner mennesket udenfor sig selv. Bruddet på fællesskabet gør os til fremmede, ikke bare for hinanden, men også for os selv.

Vi er fra begyndelsen i et forhold til Gud, men også til vores medmenneske.

Hele verden

Økumeni, på græsk oikoumenikos, betyder ordret, det ‘som vedrører den beboede verden’, dvs ‘verdensomfattende’. Det umiddelbare tegn på Åndens tilstedevær er de mange tungemål, som tales. Det bekræfter, at kirken fra sin fødselsdag er økumenisk. Dens horisont berører hele den beboede verden. Hele menneskeheden. Den taler alle sprog!

Til forskel fra sekten, som er til for de udvalgte og forkynder deres frelse og alle andres fortabelse, er kirken til for hele verden. Den er den nye menneskehed i miniature. Hver gang der fejres nadver, bærer kirken hele verden frem for Gud. Evangeliet gælder alle mennesker – alle som har levet, alle som lever, og alle som vil komme til at leve.

Kirken som den nye menneskehed var derfor en vision for de første kristne. Den kristne menighed er et tegn på, at Gud i Kristus har forsonet hele verden med sig for at skabe en menneskehed, der i sit indbyrdes fællesskab genspejler treenighedens indre liv. Evangeliet overvinder ikke bare vores fjendskab med Gud, men også fremmedgørelse og rivalisering mellem mennesker. Kirkens liv på jorden er et genskin af livet i himlen. Det er et profetisk fællesskab, som gennem sit liv drager fremtiden til sig. Gennem Helligåndens iboende liv er menigheden det fællesskab, hvor ordet er gået i opfyldelse: ”Lider en legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver en legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”[1]

Kirken som Kristi krop udtrykker ikke bare menighedens opgave: at kropsliggøre Kristus. Den illustrerer også den kristne tros fælles karakter.

Tungetale er heling

På pinsedagen påbegyndes den dybe heling af såret i menneskehedens krop. Sprogunderet er det første tegn. Pinsen er begyndelsen på slutningen af den globale sprogforbistring, som har sit ophav i Babel.[2] Miraklet, da disciplene begynder at tale ”andre tungemål med de ord, som Ånden indgav dem”[3] var, at de pludselig blev forståelige, ikke uforståelige! Al splittelse er dybest set sproglig. Vi forstår ikke hinanden – vil ikke forstå hinanden.

Tungetalen er helingens tegn; den nye menneskeheds sprog; bekræftelsen på, at Kristus´ forsoning er et serum mod den mest dødelige af alle gifte – tungens. Et fællesskab formes, der hvor man forstår hinanden, allerede inden man kender hinanden. Et fællesskab, som ikke bygger på lighed eller ens holdninger, køn eller klasse, race eller parti, men på Åndens enhed gennem fredens bånd. De, som aldrig af naturlige årsager ville have søgt hinandens selskab, befinder sig pludselig sammen. De er ét hjerte og én sjæl. De udgør én menneskehed. En ny ånd har taget bolig i deres bryst, en kærlighed er indgydt i deres hjerter.

En fælles erfaring

Apostlen Paulus – erfaringens vigtigste teolog i den unge kirke – fremhæver kraftfuldt det fælles træk ved den kristnes åndelige erfaringer . For Paulus er erfaringen af Ånden lige så vigtig som troen – og denne erfaring er altid fælles. Åndelighed reduceret til privatreligiøsitet er en selvmodsigelse i kristen tankegang; en fremmed fugl i den unge kirkes verden. At tilhøre Kristus er at tilhøre hans legeme, som er menigheden. ”Med en og samme Ånd er vi alle døbt til at høre til en og samme krop”.[4] Tydeligere kan det ikke siges: At blive fyldt af Helligånden delagtiggør mig i Guds liv, men også i andre menneskers liv. Jeg bliver en del af et ”Helligåndens fællesskab”.[5] Den fælles erfaring af Ånden er grundlaget for al kristen enhed. Eller omvendt: Uden erfaringen af Ånden er alle forsøg på at opnå kristen enhed forgæves.

Når de kristne på pinsedagen fremtræder som én krop, har de været sammen om en fælles oplevelse: Helligånden blev givet til hver og en, som om Ånden alene var til ham eller hende. Men det personlige træk i pinsens erfaring gør den ikke til noget privat. Her fødes et nyt fællesskab. Ordene om ”én ånd” og ”ét legeme”[6] er gået i opfyldelse.

Den kristne menighed er et fællesskab, hvor vi alle er nådegaver – charismata – givet til hinanden.

1 1. Korintherbrev kap. 12, vers 26
2 1. Mosebog kap. 11, vers 1-9
3 Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 4
4 1. Korinther-brev kap. 12, vers 13
5 2. Korinther-brev kap. 13, vers 13a
6 Efeser-brevet kap. 4, vers 3

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. feb. 2026 - Normer
• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 10. apr. 2025 - Tidsånden

Find flere