Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

”Solen var gået ned, allerede inden jeg nåede hjem.”

Kan du genkende ordene? Jeg får et smil på læben, hver gang samtalen falder på de korte dage, der kommer med efteråret. For vi snakker om det hvert eneste år, som om det overrasker os, men alt er jo som det plejer.

På en måde er der noget trygt i, at der er nogle ting, som ikke ændrer sig. Uanset om der er krig eller fred, stigende priser eller gode tilbud, sorg eller lykke, så kan vi være sikre på, at i Danmark bliver det sent lyst og tidligt mørkt om efteråret – og vi kommer til at snakke om det.

Heldigvis ved vi også, at til foråret vender lyset tilbage.

Der er også stor tryghed i, at Gud er den samme gennem gode og dårlige tider. Hans lys skinner i mørket, så vi aldrig er i tvivl om, at han er til stede.

”I ham var liv, og livet var menneskers lys.  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Johannesevangeliet kapitel 1, vers 5.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Krigen i Ukraine er en frygtelig lidelse for de mennesker, som lever med den. Vi tænker og beder alle for, at den snart får en retfærdig afslutning, så det ukrainske folk igen kan leve i fred og frihed. Konflikten har været årsag til en stærk militærisk oprustning i både Danmark og andre europæiske lande. Det er sikkert en klog beslutning, men det er også destruktivt og deprimerende, fordi penge brugt på krig altid vidner om menneskeligt svigt.

Krigen i Mellemøsten er forfærdelig. Selvfølgelig særligt for de mennesker, som lever i den. Den har givet store tab og ødelæggelser på alle sider. Den har også givet en stærk polarisering i vores samfund. Det er svært at tale om krigen uden først at tilkendegive, hvem man holder med, og det er ganske svært at holde med begge parter eller måske mere korrekt – ikke at holde med nogen af dem. Denne polarisering har endda splittet familier, vennekredse og hele samfundet. Derfor er der mange mennesker, som har en stor angst for udviklingen og fremtiden, som de ikke kan tale med nogen om.  Som kirke er det vores opgave at skabe plads til samtale og fremme forsoning i en splittet tid.

Når der er nogle store brændpunkter i verden, som vi oplever truende også for os selv, så har vores medier en tendens til kun at fokusere på disse steder og konflikter. Det gør, at vi kan glemme, at der også er andre steder i verden, som har brug for vores forbøn og hjælp. BaptistKirken skal særligt være opmærksomme på den store nød, som findes i Myanmar, hvor der er borgerkrig. Mange mennesker lever i lejre i Indien, og inde i Myanmar – særlig i Chin-staten – er det svært både at leve og få mad og medicin. Selv om vi i øjeblikket ikke hører så meget om det, så lad os huske det både i vores forbøn og når vi overvejer vores bidrag til hjælpeprogrammer – både hos den enkelte og i menighederne.

Selv i Danmark er der mennesker, som mangler tryghed, nærhed og hjertevarme. Vi skal som menigheder overveje, hvordan vi åbner vores døre for mennesker, som har brug for det fællesskab, som vi kan give med højt til loftet og vidt til væggene, hvor alle uanset udfordringer kan finde plads i Guds lys og kærlighed.

Englen sagde julenat: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.

Jesus’ komme til jord og Guds lys og kærlighed er for alle. Alle jorden rundt og alle her hos os lokalt.

Kirken spiller en stor rolle i en mørk verden eller kan i hvert fald gøre det, hvis vi vil. Vi er helt klar over, at i Danmark og den vestlige verden svinder kirkens indflydelse ind, men denne tendens forstærkes kun, hvis vi forholder os passive.

BaptistKirkens ledelse juli 2024. Fra venstre: Pia Duebjerg Andersen, Lasse Åbom, Tine Kragh, Christian Bylund, nuv. generalsekretær Bodil Højbak Møller, tidl. generalsekretær Torben Andersen og Vibeke Dalsgaard. Moses Peng mangler på billedet.

Kirken skal være en aktiv medspiller i det samfund, som omgiver os. Kirken skal være en aktiv modspiller, når vi oplever, at det verdslige samfund træffer dårlige beslutninger, især hvis det rammer de svageste i vores samfund.

BaptistKirken har en særlig rolle i både forkyndelsen af Jesus’ ord om frelse, men også i den samfundsdebat, som desværre i disse år drejer sig meget om perfekthed, succes og ”jeg er min egen lykkes smed”.  Med vores særlige kongregationalistiske opbygning har vi ved Helligånden besluttet, at alle betyder noget og alle har lige indflydelse. Vi taler med hinanden om både tro og liv og alle har ret til både at ytre sig og blive hørt. Vi har også mennesker i vores kirke med en særlig indsigt både teologisk og inden for andre områder. Dem lytter vi til med stor glæde, men i sidste ende er det enhver troendes både ret og pligt under Helligåndens vejledning at tage stilling til spørgsmål i både verden og kirke. Det er både en udfordring og en stor gave, som vi kan give videre.

Denne gave kan vi kun brede ud til vores medmennesker sammen. BaptistKirkens medlemmer og menigheder har mange udtryksformer og mange holdninger til både tro og verdens spørgsmål. Sådan har det altid været og vil forhåbentlig fortsætte. Vi har aldrig været og skal aldrig være ens, men skal leve i enhed og i et respektfuldt samarbejde med hinanden. Når vi gør det, kan vi være Kristi lys i verden for hele folket.

Vi går nu ind i et spændende år. BaptistKirken skal finde nye spor at gå. Det skal vi gøre ved at tale sammen, bede sammen og derigennem finde vores vej. Vi håber, at alle menigheder vil bruge tid på forberedelse både til lederdage og til synode. Samtalerne kan holdes i grupper, i menighedsrådene og i menighederne, men det er vigtigt, at de holdes. Vi har som ledelse ikke noget problem i hverken uenighed eller i det, at vi ikke er ens. Vi frygter derimod, hvad der sker, hvis menighederne mister deres engagement. Vi håber alle menigheder vil engagere sig i ”spor at gå” og spørgsmålene til lederdagene.

Vi håber derfor også, at I vil møde op til årets møder nysgerrige, åbne og velforberedte.

Vi kan kun være en aktiv, udadvendt og missionerende kirke sammen – og sammen betyder, at vi både taler sammen og arbejder sammen.

Husk at englen sagde: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Glæden er for alle. Det er os, som skal bringe den videre.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår. Et nyt år med de udfordringer, som følger med at være kirke i den tid, som Gud har sat os i.

Vi skal gennem disse udfordringer altid huske, at Jesus sagde: jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Kærlig hilsen
Baptistkirkens ledelse

Vibeke Dalsgaard                Christian Peter Heldgaard Bylund
Formand                              Næstformand

Bodil Højbak Møller
Generalsekretær

Pia Duebjerg Andersen       Tine Kragh

Moses Lal Bawi Peng          Lasse Åbom

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere