Lyt til artiklen her:

”Jeg var seks-otte år, og det var en stjerneklar juledag. Jeg stod udenfor og så op på himlen, en kæmpestor måne fascinerede mig. Og jeg sagde til en fætter: ’Hvem tror du, der lavede den her kugle, vi står på, og den lysende kugle på himlen?’ Jeg var fyldt af glæde. Men jeg blev gjort til grin. Ingen i min familie var troende, de svovlede og bandede. Jeg var meget alene med min tro. Hver aften bad jeg Fadervor. Jeg havde lært nogle salmer i skolen, og det blev en besættelse for mig, at jeg skulle nå at synge dem, inden jeg faldt i søvn. Men jeg nåede aldrig dem alle sammen, og troede, at Gud så var sur på mig. En dag fortalte jeg om min pine til min mor. ’Du ved jo godt, at Gud tilgiver alt’, sagde hun. Hun havde hverken før eller siden talt om Gud. Jeg ved ikke, hvor det kom fra.”

Søren Sjøberg fortæller om sin lange åndelige rejse, der jo egentlig begyndte godt. Men han havde ingen at tale om tro med, selvom kristendomsundervisningen i skolen var de bedste timer. I 1977 mødte han baptistpræsten Chresten Eskildsen på Bornholm og inviterede ham med hjem. Men hans daværende kone modsatte sig kontakten, så det blev ikke til mere.

Fred midt i kaos

Siden da har han været ansat i Folkekirken som graver og kirketjener, men i ingen af kirkerne oplevede han reel bibelundervisning. Han fik derimod store åndelige oplevelser, når han efter klokkeringningen gik alene ind i kirken og var stille dér. Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred. Nu véd han, at det var Helligånden, han mødte, men der var ingen til at fortælle ham om den treenige Gud.

Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred.

”Gud svigtede mig aldrig. Når jeg blev alt for udsvævende med fest og ballade – jeg har været gift tre gange – har Helligånden talt til mig og mindet mig om min ungdoms kærlighed til ham”, fortæller han. ”På et tidspunkt begyndte jeg at gå den spiritistiske vej med tarotkort. Da begyndte dæmoniske, mærkelige ting at ske, fordi jeg åbnede sindet for dem. Men det var som om Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig. Jeg havde stadig en hang til, at ting kunne erstatte Gud. Et lille trækors blandt andet. Men det blev simpelthen væk!”

Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig.

Søren Sjøberg oplevede det, som om Gud sagde: ”OK, du vil ikke søge de rigtige steder, men du har brug for bibelundervisning”. Og så mødte han Lotte, som er vokset op i Jehovas Vidner, og han blev et meget aktivt medlem dér.

Jehovas Vidner

”Jeg lærte min Bibel at kende hos Jehovas Vidner. Dér fik jeg åndelig oplæring. Men Jesus var ikke en del af Gud. Hverken i min folkekirke-tid eller ved Jehovas Vidner. Og Helligånden var ikke-eksisterende. Så sagde Gud, at jeg skulle flytte mig, og jeg begyndte at komme i Baptistkirken i Rønne. Det var svært for mig med korset i glasmosaikkerne. Man brugte ikke korset i Jehovas Vidner. Jesus blev ikke korsfæstet, men fæstet til en pæl. Korset var ’vederstyggeligt’. Jeg fik også en reaktion på nadveren i Baptistkirken. Jeg bad Gud fortælle mig, om jeg måtte tage nadver. Hos Jehovas Vidner måtte kun de 144.000 ’tage af symbolerne’. Jeg fik meget konkret at vide, at det var OK. Jeg faldt hurtigt for lovsangen, den påvirkede mig intenst følelsesmæssigt”.

Mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer.

Søren Sjøberg lutter: ”Lotte har respekteret, at jeg er skiftet fra Jehovas Vidner til Baptistkirken og den kristne tro. Det betyder meget for mig. Så mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer. Men jeg accepterer, at det er sådan, det er. Jeg tvivler aldrig på Guds eksistens, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke gør noget ved al den lidelse, der er på jorden. Han svarer på bøn, men ofte ikke sådan som jeg gerne vil have det”.

Læs også “Om at tegne Jesus – interview med Peter Madsen”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 22. dec. 2025 - At leve uden at bekymre sig (for meget)

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mit gudsbillede er Jesus Kristus

Kristian Bonde-Nielsen er præst i Købnerkirken på Amager:

Mit første møde med kristen musik, som ikke var salmesang, fik jeg, da min værelseskammerat på efterskolen spurgte: ”Kender du DC Talk? De er faktisk meget gode, selvom de er kristne!” Min værelseskammerat var efter eget udsagn meget lidt kristen, men alligevel syntes han, jeg skulle høre sangen ”Jesus Freak”.

“Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi.”

Og selvom sangen har sine musikalske og teologiske begrænsninger, så har det slået mig, hvor meget godt, der er i den titel. At være kristen er først og fremmest at være en efterfølger af Jesus – at være en Jesus freak – og det er blevet essentielt for mig, at et sundt gudsbillede tager sit udgangspunktet i Jesus Kristus.

Jesus er nøglen til gudsbilledet

Det lyder måske banalt, at gudsbilledet tager sit udgangspunkt i Jesus, og det er det sådan set også. Men igennem den kristne historie er der alligevel blevet tegnet et billede af Gud, som ikke altid rimer særlig meget på Jesus. Gennem min egen trosvandring opdager jeg mere og mere, hvordan Jesus er nøglen til et billede af Gud, der er værd at tro på. Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi. Mere end teologiske læresætninger og regnestykker, så er det Jesus Kristus, som er udgangspunktet for alt i den kristne tro.

Jesus’ fødsel lærer os, at Gud inkarnerer sig i vores verden, for at vi kan se Ham ansigt til ansigt. Gud er ikke oppe i himlen, men hernede på jorden sammen med os. Jesus’ liv lærer os, at Guds hjerte er genoprettelse af mennesker, relationer og samfund. Jesus er radikalt inviterende og inkluderende overfor alle dem, som samfundet har dømt ude, og Jesus er i evig kamp mod alle destruktive kræfter i vores verden. Jesus’ død viser os, at selv når vi vender Gud ryggen, går Han trofast kærlighedens vej for os. Og Jesus’ opstandelse viser os, at der er håb for alt og alle i den her verden, og at hverken døden eller ondskaben eller mørket får det sidste ord. Det gør derimod Guds kærlighed!

Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi, og derfor er mit gudsbillede mere end noget andet en spejling af, hvordan Jesus Kristus viser, at Gud er.

Mit personlige forhold til den treenige Gud

Kent Abildskov er præst i Ringsted Frikirke:

At beskrive, hvordan jeg oplever Gud, tænkte jeg, var en skøn opgave, som var let at forholde sig til. Men min konklusion er, at spørgsmålet er større og dybere, end blot at give et par eksempler på, hvordan Gud har hjulpet mig i givne situationer.

Kun et menneske

“Gud har jo udvalgt mig. Det er ikke mig, der har udvalgt Gud.”

Jeg ved, at Gud elsker mig, men Han elsker ikke alle mine handlinger. Jeg er jo kun et menneske på godt og ondt, og derfor stræber jeg efter at have Gud med i alt, hvad jeg foretager mig. Det betyder ikke, at jeg er i konstant bøn, eller at jeg ikke kan slå en lille prut, uden at min Far i himlen siger: ’Okay!’ Men jeg takker Ham, når ting lykkes for mig, og jeg takker Ham i svære situationer, fordi jeg ved, at Han hjælper mig igennem, når stormen er værst.

Jeg forsøger også at huske på, at jeg ikke altid får det, som jeg beder om, fordi Han ved bedst, og jeg har givet Ham lov til at være ledestjernen i mit liv. Når jeg står i en situation, hvor jeg skal træffe en beslutning eller foretage et valg, søger jeg altid Helligåndens inspiration og vejledning, fordi jeg ønsker at have Gud med.

Guds valg

Gud har jo udvalgt mig. Det er ikke mig, der har udvalgt Gud, men jeg var blot i stand til at høre Ham kalde, dengang jeg fik mit første møde med Jesus. Jeg lukkede døren op og tog imod Jesus i mit hjerte og sind og bekendte Ham som Herre og frelser i mit liv. Det betyder nu, at jeg har en kærlig Far, som jeg kan komme til, når livet er hårdt, eller jeg har dummet mig. Jeg har den bedste læremester, der vejleder mig hver eneste dag. Jesus er den mest klippefaste bror, som altid vil tale min sag og kæmpe mine kampe, og Han er den bedste ven, som jeg kan grine og græde sammen med, som aldrig vil tale dårligt om mig. Det er mit personlige forhold til den treenige Gud.

En svingom med Jesus

Maria Bendtsen er præst i Frikirken i Sæby:

Mit gudsbillede beskrives bedst ved at fortælle om den dag, da Jesus bød mig op til dans, og jeg fik lov at opleve et øjeblik med stor inderlighed, omsorg, styrke, enhed og fred.

Dansen med Jesus

Trods træthed gav jeg mig til at bede, og der midt i bønnen stod Jesus foran mig og sagde: ”Skal vi danse?” Forbløffet fandt jeg mig selv oprejst med udbredte arme for at træde op på hans fødder og lukke mig selv ind i en dans. Vippende fra fod til fod, gav Jesus mig oplevelsen af at gemme mig ind til hans brystkasse som en kærlighedsdans.

”Jeg var et elsket barn, der blev mødt af himlen.”

Jeg kiggede ud og så, at der var engle rundt om os. De var i krig, men kæmpede og beskyttede os. Så vidste jeg, at intet ondt kunne ramme mig. Jeg var et elsket barn, der blev mødt af himlen. Mange års vandring med Jesus og søgen efter svar på, hvem jeg er, og hvem Han er, fik et nyt perspektiv.

I dansen fandt jeg fortællingen om tyven på korset ved siden af Jesus. Han var uværdig, uelsket, uønsket og uden håb, men i et kig til siden fra sin dødsdans på korset fandt han livet, håbet, troen, retfærdiggørelsen og løftet om himlen. Døden mistede sin brod. Øjeblikket med englenes kamp blev en lektion for mig om trygt at kunne læne mig tilbage i Guds arme i visheden om, at Han véd alt og ser alt i mit liv.

Træd ind i dansen

At kende Gud Faderen, sønnen Jesus og Helligånden er en dans i livet, der svinger frem og tilbage. Den er et udtryk af både magtesløshed og sejr, og i hver dans lærer jeg nyt om Ham og om mig selv. Jesus er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved Ham. Jesus bliver min danseinvitation med Faderen, og gennem den bliver mit billede, af hvem jeg er, og hvem Han er, helt klart. Guds tronsal er vores mål. Det er der, dansen sker. Vi er inviteret ind, og vores himmelske far står klar til at tage os i sine arme og lade dansen begynde.

Fald så ind i dansen hos din Far, og lad Ham svinge dig rundt i sin tronsal.

Læs også “Hvordan påvirker gudsbilledet vores liv som kristne?”

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Efter en perlerække af helligdage i første halvdel af kirkeåret er Guds tredelte natur fastslået og fejret. I anden halvdel af kirkeåret hører vi de store fortællinger om den treenige Guds virke: Peters fiskedræt, fortællingen om den fortabte søn, den rige mand og Lazarus o.a.

Trinitatis søndag har ikke sit udgangspunkt i en konkret historisk begivenhed, men indleder en periode, hvor Guds storhed forsøges beskrevet og kaperet, og hvor kaldet til efterfølgelse af Jesus er i fokus.

Den treenige Gud

Gud er stor, og Gud er en udelelig enhed. Ikke desto mindre har Bibelen valgt at hjælpe os ved at beskrive Gud som en enhed bestående af tre dele, nemlig Fornyeren, Frelseren og Faderen.[1]

Helligånden er livgiveren, som helt konkret gør Guds nærvær levende i det enkelte menneske. Sønnen er Jesus Kristus, det inkarnerede ord, befrieren, som giver Gud ansigt og udlever kærligheden på jorden. Faderen er den skabende kraft og illustreres ofte ved naturens storhed. Han troner over alle og i alle!

Gud – Fader, Søn og Helligånd

Faderen og Sønnen er med i alt, hvad Helligånden gør. Den, som tager imod Helligånden, har indtaget den udelte Gud, og har på den baggrund del i det inkarnerede ord. Trinitatis-tiden er den rolige tid, ordet er hørt, og har vundet genklang. Nu er det tid til vækst, modning og handling.

Paulus vejleder til det gode liv: ’I øvrigt, brødre, glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer. Hils hinanden med et helligt kys! Hilsen fra alle de hellige. Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!’[2]

Guds treenighed er og bliver et mysterium

Maximos Bekenderen[3] udtrykker det således: ’Selvom vi tilbeder Gud, der er hinsides alt, som Treenighed og Enhed, så er han hverken tre eller en, sådan som vi kan forestille os, når vi tænker på et tal.’

[1]  Filipperbrevet kap. 4, vers 3-6

[2]  2. Korintherbrev kap. 13, vers 11-13

[3]  Peter Halldorf: Det hellige år, s. 196

Relateret

• 03. maj. 2024 - Sådan oplever jeg Gud
• 30. nov. 2017 - ‘Til dig løfter jeg min sjæl’
• 29. sep. 2017 - Poetisk genklang gennem kirkeåret
• 19. maj. 2017 - Pinsen: Halleluja – Herrens dag er kommet!
• 14. mar. 2017 - Påsken er en bevægelig fest

Find flere

Poul Asger Beck:

• præst i Silkeborg Baptistmenighed
• freelance præst med fokus på åndelig vejledning
• se http://www.aandeligvejledning.dk
• cand.theol. fra Århus Universitet
• uddannet på Baptistsamfundets Teologiske Seminarium i Tølløse

Sagt på en anden måde: Den ene sande Gud viser os tre forskellige ansigter. Men bag de tre ansigter banker det ene og samme hjerte – for os – af ren kærlighed. Et gammelt ord fra kirkens første tid siger, at vi ikke sammenblander personerne, og at vi ikke adskiller Guds natur[1]. Vi blander ikke de tre ansigter sammen, og vi adskiller heller ikke Guds ene kærligheds hjerte. Uden sammenblanding og uden adskillelse. Sådan kan vi tale sandt om Gud, som er én i natur og dog tre i personer.

Én fælles bekendelse af troen på den ene Gud

I løbet af 300-tallet samlede Kirken sig om én bekendelse af Gud den treenige. Man formulerede omhyggeligt en bekendelse, der byggede på de bibelske skrifter. Før den tid havde hver lokal kirke brugt sin egen bekendelse bl.a. ved dåb. Man spurgte dåbskandidaterne, om de troede sådan og sådan. Men nu satte man sig sammen for at forene alle de forskellige bekendelser – smelte dem sammen til én trosbekendelse. Det tog godt og vel 50 år.

I år 325 mødtes man i byen Nikæa i det nuværende Tyrkiet – ikke langt fra Efesos – og formulerede bekendelsen af troen på Gud som Fader og Søn. Men Helligånden kom ikke med ved den lejlighed. I år 381 mødtes man så igen, nu i Konstantinopel, det nuværende Istanbul, og gjorde arbejdet færdigt ved at bekende ‘Ånden som Herre og livgiver, der æres og tilbedes tillige med Faderen og Sønnen’. Derfor hedder bekendelsen Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Men vennerne er på fornavn og kalder den blot Nikænum.

Nikænum bruges stadig i dag. Den står i Folkekirkens salmebog på indersiden af omslaget bagerst på venstre side. Og i vores salmebog er den gendigtet som en salme, vi kan synge: ‘Vi tro, vi alle tro på Gud’[2]. Bekendelsen bruges af alle kirker i hele verden. Det er en bedrift: At skrive nogle få linjer om Gud, der ikke er blevet afløst af noget bedre de sidste 1600 -1700 år!

Livets kilde

Gud er ikke fjern teori eller abstrakt filosofi, men selve Livets kilde, derfor kan Gud også illustreres på mange måder, som vi møder hver dag midt i Livet.

Gud: Fader, Søn og Ånd

Sådan ser det ud sprogligt. På den ene side den ene Gud; på den anden side af kolon – der her er et specificeringstegn, der viser fremad – de tre personer, der tilsammen ’forklarer’ Gud, nemlig Fader, Søn og Ånd.

EN = 1 x 1 x 1

Sådan ser det ud med matematiske tegn. Den ene Gud er lig med tre personer. Det er dog stadig én og samme Gud.

En af de ældste illustrationer af Gud stammer fra geometrien. Trekanten er det klassiske symbol på Gud, der er brugt igen og igen i kunstens historie.

Gud er hele trekanten i sin kærligheds fylde, og den består af tre selvstændige sider. Vi sammenblander ikke hans personer, og vi adskiller ikke hans kærlige natur. Hvis vi adskiller de tre personer, har vi bare tre løst flagrende streger uden sammenhæng og indhold.  

Sammenblander vi de tre naturer, får vi blot én tyk streg og ikke nogen trekant med plads til fylde og indhold.

De tre streger, personerne, danner tilsammen Gud. Én sammenhængende trekant. De tre er dybt forbundne, så når vi ved troen får kontakt, relation, til blot én af siderne i trekanten, får vi samtidig kontakt med de to andre. Også selv om vi måske ikke kender dem så godt endnu. Berører vi blot én side i trekanten, berører vi hele trekanten. Troen på én person hos Gud er samtidig berøring af hele Gud.

To sider af Gud?

De fleste af os kender nok Gud bedre som to end som tre. De færreste af os kender Gud i hele sin fylde. Det er naturligt, når det er Gud, det handler om. Det gode er samtidig, at de fleste af os har rige muligheder for at lære Gud bedre at kende og modtage mere af hans kærligheds fylde.

I den evangelikale og karismatiske tradition

For mange står relationen til Sønnen (Jesus) og til Ånden stærkt. Mens troen på Faderen som vores skaber ofte lever mere tilbagetrukkent. Det kunne måske illustreres sådan:

Her er der gode muligheder for at vokse i troens fylde ved at lære Faderen bedre at kende.

I den lutherske tradition

For mange er troen på Gud som Skaberen og på hans Søn, der forkyndes i Ordet og fejres i nadveren, meget tydelig. Mens troen på Helligånden ikke sjældent lever en mere tilbagetrukken tilværelse. Det kan måske illustreres sådan:

Her kan troen vokse ved at søge erfaringer og indsigt i Ånden.

Andre tror gerne på, at der findes en skaber og måske også en ånd eller kraft, der er større end dem selv. Man mener, at Jesus var et godt menneske, men tror ikke, at han er Guds søn og dermed af samme kærlige natur som Faderen. Så savnes ofte bunden i trekanten. Det kan måske illustreres sådan:

Her ligger den store trosmæssige vækst i at lære Jesus bedre at kende for ’at se ham tydeligere, elske ham højere og følge ham tættere’. Men det gør det vist også for mange af os, der allerede kender Jesus personligt.

Hvor mon din største mulighed for vækst ligger i troen på Gud: Fader, Søn og Helligånd?

Med ønsket om at
vor Herre Jesu Kristi nåde
og
Gud vor Faders kærlighed
og
Helligåndens fællesskab
må være med dig dag for dag, uanset hvordan din tro ser ud.

Læs også den tilsvarende artikel i baptist.dk nr. 3/2016, side 12-14: ’Hvordan ser din tro ud?’
Her uddyber Poul Asger Beck andre aspekter af troen på Gud den treenige.

1     Athanasius af Alexandria (296-373)
2     Baptisternes salmebog nr. 72

Relateret

• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug
• 11. feb. 2026 - Men på hver sin måde

Find flere

Det gik for alvor op for mig, da jeg var i midten af 30’erne og deltog i et voksenpædagogisk grundkursus. Jeg ville undervise om baptisterne, og da jeg havde skrevet tavlen fuld, var der én der spurgte, om forskellen på baptister og andre kristne var, at vi ikke troede på Helligånden …

Gud i tre farver

Mens jeg læste på seminariet, blev jeg introduceret for Christian Schwarz[1] og hans teori om Den treenige Gud i tre farver: Grøn for Skaberen, rød for Jesus og blå for Helligånden. Her blev det helt synligt, at jeg havde brug for at få balance mellem Guds tre personer i mit liv. Jeg havde en klar overvægt af Gud Skaber, grøn – måske fordi jeg er spejder.

Siden da har Helligånden fået lov til at røre mig mere og mere.

Vejledning og nærvær

Siden da har Helligånden fået lov til at røre mig mere og mere. Jeg oplever, at Han vejleder mig – gennem erfaring af Guds nærvær, enkelte gange meget stærkt. Jeg har grædt, så min sidemand i kirken ikke anede, hvad han skulle stille op med mig. Jeg har modtaget skriftsteder, som har været bekræftelse på min livsvej og som har givet vished i hjertet omkring beslutninger. Var de rigtige, fik jeg fred.

At åbne sig for Gud

Vi har alle forskellige måder at kommunikere med Gud. Jeg er et følelsesmenneske, hvor andre er fx visuelle og kan se billeder. Eller drømme. Jeg erfarer Gud som en følelse, i tanker, som former sig i mit indre. Sådan får jeg også inspiration til mine prædikener.

Det handler om at åbne sig for Gud.

Jeg tror, det handler om at åbne sig for Gud. Jeg har givetvis fået Helligånden som gave, da jeg blev døbt som 14-årig, men hvis ingen lærer os, at Helligånden skal have plads, og hvordan Han kommunikerer, så er det ikke sikkert, at vi opdager, at Han bor i os. Jeg ønsker at blive vejledt af Gud og at opleve Guds nærvær i mit liv. Og det forventer jeg, at Helligånden giver mig, når jeg er åben for Ham.

1    Tysk teolog tilknyttet ‘Naturlig kirkevækst’

Relateret

• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug
• 11. feb. 2026 - Men på hver sin måde

Find flere

Vi tror på Gud Fader, Søn og Helligånd. Sådan skriver vi som regel – og knytter ubevidst ordet Fader sammen med ordet Gud og kommer til det resultat, at det er Gud, vor far, der skabte universet, der er mest Gud.

Jesus Kristus er Guds søn, vores ven, udfordrer og frelser – men er han helt Gud eller mest menneske?

Helligånden er Guds ånd – og vi ser for os, hvordan Gud skaber og blæser sin ånd ud. En uhåndgribelig størrelse, som det er svært at forholde sig til.

Et æg består af tre dele – skallen, hviden og blommen – alle tre dele er forskellige, men alle tre dele er også lige meget æg. Gud består af tre personer – Skaberen, Jesus Kristus og Ånden – alle tre personer er forskellige, men alle tre personer er også lige meget Gud.

Når én af Guds tre personer handler, betyder det ikke, at de to andre ikke tager del deri, for hver person er lige meget Gud. Gud er én. Derfor er det en god idé, hvis vi vænner os til i stedet at skrive: ‘Gud: Vor Far, Jesus Kristus og Helligånden’.

Lige meget Gud

Helligånden er lige så meget Gud som Skaberen og Frelseren. Kært barn har mange navne, og vi kender Ånden under tilnavne som talsmanden, sandheds ånd, freds og forsonings ånd, vor trøstermand, men Helligånden er navnet på Gud, når Gud handler her og nu. Når Gud griber ind i nutiden, møder vi Gud i den person, vi kalder Ånden. Helligånden er Gud, der rækker ud til mennesket!

Gud rækker ud til mennesket

Illustrationen viser den korsfæstede Jesus, der rækker ud til røveren på korset. Vor frelser, Jesus Kristus, er Gud, og midt i dødens virkelighed viser Gud kærlighed til mennesket. Gud rækker også ud til os. Når det sker, kalder vi det Helligåndens nærvær. Helligånden er Gud, der handler her og nu i vores tid og verden.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug
• 11. feb. 2026 - Men på hver sin måde

Find flere