I Aarhus boede Christian og hans kone Louise i kirkens lejlighed lige ved siden af kirkerummet og de indgik begge i et team med Immanuelkirkens præst, Lasse Åbom. Foruden at være pedeller. Louise, Christians kone, er også cand.theol. og PhD-studerende, så de var tre, der kunne sparre omkring gudstjenester og teologi.

Nu har de købt deres eget hus centralt i Tølløse, og Christian er præsten. Ikke at han står alene omkring det teologiske, for ingen andre steder i Danmark er der så mange teologer i en baptistmenighed som i Tølløse. Det giver dog ikke Christian præstationsangst.
”De har jo ansat mig til at være mig, ikke til at være en kopi af en tidligere præst. Jeg har lært, at det, jeg skal som præst, er at indgå i en samtale om tro, som allerede er,” siger Christian.

Man skal ikke opfinde gudstjenesten hver søndag. Det eksperimenterende skal være et supplement.

Velkendt er også godt

Det med, at gudstjenesten skal inspirere til samtalen omkring tro, er noget, han har eksperimenteret med i Aarhus. At ændre liturgien så gudstjenesten bliver en dialog. Så man ikke kun kommer i kirke for at modtage, men også for at sætte ord på sin egen tro.

”Men jeg har fundet ud af igennem eksperimenterne, at der er noget trygt og godt ved det velkendte. Man skal ikke opfinde gudstjenesten hver søndag. Det eksperimenterende skal være et supplement,” slår Christian fast og fortæller, at hvor han tidligere ikke havde meget tilovers for den faste folkekirke-liturgi, så har han det sidste halve år på pastoralseminariet fundet ud af, at dét også kan noget. ”Det skaber et flow, som vi afbryder med vores regibemærkninger”, siger han og forklarer videre.

”Gudstjenesten i Folkekirken er genkendelig fra Skagen til København. Til gengæld har vi friheden, som er både en gave og en forbandelse. Det bedste af det værste. Vi har et kæmpestort ansvar, som vi skal forvalte for at skabe de bedste menigheder.”

Kendt i lokalsamfundet

Noget han glæder sig til er at være præst i en menighed, som er kendt og respekteret i lokalsamfundet. I Aarhus er kirken én blandt mange, hvor i Tølløse behøver man ikke fortælle, hvad baptister er.

”Folkekirkepræsten sad på bænken til min første gudstjeneste i Tølløse sidste år. Det var nok lidt af et tilfælde, for hun skulle prædike dér et par uger senere. Men bare det, at hun bruger en frisøndag på at gå i baptistkirken… Og folk i Tølløse kender kirken, går til julegudstjeneste hér eller synger i koret.
Det er en meget ressourcestærk menighed, som er åben og velkommende, som har gå-på-mod og vil noget i lokalsamfundet. Det er en stor menighed i en lille by til forskel for Aarhus, som er en lille storbymenighed.”

“Jeg vil bruge det første år på at finde ud af menigheden. Der er mange ansigter og navne, og så er halvdelen i familie med hinanden. Jeg vil se, hvad der foregår, før jeg vil foreslå noget nyt, og det skal altid ske i samarbejde med menigheden.”

Christian Bylund og Tølløse menighedsråd 2020

Universitetsuddannet

Christian er altså uddannet på Aarhus Universitet. ”Der var ikke så mange andre muligheder, da jeg startede i 2010. SALT var lukket, og jeg har været glad for universitetet. Dygtige undervisere og engagerede medstuderende.”

Der har de sidste år været flere baptistpræster, der er blevet folkekirkepræster. Hvad gør dig til baptist?
”Det nemme svar er, at jeg er vokset op i en baptistfamilie. Men når jeg læser Bibelen, så står det baptistiske dåb og nadversyn klarest frem. Og så holder jeg af menighedens fællesskab. Vi vil hinanden på godt og på ondt. Det mangler Folkekirken.”

Forbilledet fra Hjørring

Noget af det, han tager med sig fra opvæksten i Hjørring Baptistmenighed, er et forbillede som præst, nemlig Kjeld Grarup.

”Præsten kom hjem til os hvert år på vores fødselsdag. Jeg kan se, at mine kammerater fra Hjørring stadig er i kirkerne rundt om i landet. Det tror jeg bl.a. skyldes, at vi følte os set af præsten. Og at vi havde det sjovt sammen i kirken. Et fællesskab, hvor vi kunne fjolle, men også tale om tro.”

Børn og unge ligger netop derfor på Christians hjerte. Han og Louise har datteren Carla på tre år og venter barn igen til marts.

”Jeg har fået så meget godt som barn og ung, bl.a. igennem spejder- og ungdomsarbejde. Det vil jeg gerne give videre til mine egne – og andres – børn.”

Præsten kom hjem til os hvert år på vores fødselsdag.

Ligeværdighed

For Christian er ligeværdigheden vigtig. Han blev spurgt under samtalerne med menigheden før ansættelsen, hvordan han har det med vielser af personer med samme køn.

”Det er vigtigt for mig, at man kan være den, man ér.  Det er ikke ligeværdigt, at man er velkommen som medlem, men ikke kan være lovsangsleder, hvis man er homoseksuel. Jeg ved, at det er kontroversielle spørgsmål på landsplan, og jeg bringer dem ikke selv på bane, fordi jeg ved at vi ikke er enige om det. Men bliver jeg spurgt, er det mit svar, at man ikke skal fratage et menneske dets identitet. Jeg kan ikke læse Paulus og Bibelen anderledes, end at Guds kærlighed trumfer alt.”

Selvom Christian er en ung præst i en gammel menighed, har han både ledelseserfaringer og erfaringer fra et job udenfor kirken. Han har bl.a. været handicaphjælper i fire år og siddet i DUFs forretningsudvalg, som også var en lønnet opgave. Derfor tog hans teologistudier også ti år. Nu er de færdige og skal stå sin prøve.

Glimt fra indsættelsen:

Bent Hylleberg uddybede med en mere teologisk vinkel: “Vi forventer at høre Guds Ord fra din mund, Christian. Du er ikke ene, men du har en fremskudt plads blandt søstre og brødre og du skal hjælpe os med at pejle os ind på Guds mission her hos os.”

Generalsekretær Torben Andersen bød velkommen til tjeneste i Tølløse – og i det større fællesskab i BaptistKirken i hele Danmark. “Der er velsignelse i det store fællesskab, som er Guds store og ene kirke.”

Prædikestolen er din, Christian!

Det var temaet ved indsættelsesgudstjenesten i Tølløse, hvor Christian Bylund tiltrådte som menighedens nye præst.

“Rolf og Rita” sagde det meget klart, da de lovede at give plads, så Christian kunne bruge prædikestolen til de kedelige voksenord. Til gengæld ville de have garanti for, at han deltog i familieaftnerne – og at han huskede at tage Louise og Karla med. Så fik Christian overdraget prædikestolen:

Relateret

• 04. dec. 2019 - Et åbent sted

Find flere

Der var mange tekniske grunde til at gå i gang med indgangspartiet, og kirken trængte også til i højere grad at signalere ‘kom indenfor’. Mange tanker, bekymringer og drøftelser ledte til byggeriet.

Kirken trængte til i højere grad at signalere ‘kom indenfor’!

I flere omgange er der blevet foreslået ændringer af kirkens oprindelige indgangsparti med den store trappe. Der var et stort behov for et vindfang, for hvirvelvinde gennem indgangen har ofte resulteret i løse papirer over det hele. Endelig var der meget koldt om vinteren, og den store trappe var vanskelig både for gangbesværede og når en kiste skulle bæres ud. Rummet under kirketrappen bar præg af indtrængende fugt – også et problem, der skulle tages hånd om.

En svær opgave

Kirkens fornyelse fandt sted i to omgange. I 2011 fyldte menigheden 150 år. I den blev kirkeskibet moderniseret. Karl Heilesens mosaikrude i kirkens korparti – ’Guds nådes sol’ – har i flere år budt os velkommen. Nu blev de tunge bænke sat ud til fordel for nye farverige stole. Ved indgangen kom der en lysglobe, der indbyder til at ’tænde lys’ og bede, når vi går ind i kirken. Karl Heilesens åbne ’Opstandelseskors’, der hang forrest i kirken, blev flyttet for at skaffe plads til en ny skærm, der bl.a. bruges til salmeteksterne. Nu hænger korset på kirkens bagvæg, hvor det minder os om, at vi også tilhører den korsfæstede og opstandne Herre, når vi går fra kirke ud i hverdagen.

Arkitektonisk var det en svær opgave. Hoveddøren ligger et par meter over terræn, og der er kort afstand til den befærdede vej gennem Tølløse.

Arkitekt Søren Grarup fra Tegnestuen DOMO i Brande havde løst lignende opgaver andre steder, og hans oplæg til menigheden blev vel modtaget. Alle de forskellige udfordringer var løst på en måde, som langt de fleste af menighedens medlemmer tog til sig – vi var klar til at gå i gang. Blot skulle vi lige klare det med økonomien.

Økonomi og frivillighed

Prisen blev beregnet til knap 2.500.000 kr. Menigheden rådede selv over en sum penge efter salget af Seminariets kollegium, og medlemmer tegnede sig for store beløb. Sammen med et favorabelt lån fra Midtsjællands menighed mindskede det byggelånet betragteligt.
Byggesummen forudsatte, at frivillige fra menigheden kunne udføre den del af arbejdet, som ikke krævede maskiner eller faglig indsigt.

Stor inspiration for menigheden

Byggeprocessen varede fra foråret 2013 og til festgudstjenesten i januar 2014. Det vigtigste er, at vi har fået en kirke, som man kan se ind i og se ud af – et åbent sted, som i høj grad inviterer indenfor.

Hele processen blev en inspiration for menigheden. Vi samlede os om at løse en kæmpe opgave, og da resultatet stod færdigt, var der en rigtig stor og fælles glæde over resultatet.

Er alt så blevet bedre i Tølløse?

Den anden del fandt sted i 2012-14, fordi kirken fyldte 70 år i 2013. På samme måde som kirkeskibet skulle tilbygningen også have et kunstnerisk udtryk med et budskab. Den nye skulptur i smedejern, der står i hjørnet til højre foran den gamle indgangsdør, kan tolkes på flere måder. Den lægger op til tanker om Gud som Skaber af universet og til en samtale om, hvad der er centrum og periferi i den kristne tro. Den er lavet af Jørgen Pedersen, Ugerløse, og Rolf Hegedys projicerede den i grønne farver op på ét af de store vinduer ud mod hovedgaden i Tølløse.

Nej ikke alt, men de nye rammer har inspireret til nye aktiviteter. Onsdag er KirkeCaféen åben. Enhver kan frit gå ind og se, hvad der sker, og være med, hvis det fænger. Programmet byder fx på bibelkundskab og foredrag om litteratur, historie og film. Kl. 15 er der kaffe for alle. Forud er der ’kreativt værksted’ og eftermiddagen slutter med fællesspisning.
Familiekirken bruger det nye indgangsparti til undervisning, leg og hygge, og mange møder holdes i det store lyse rum.

Nye udfordringer

Det sidste år har menigheden været uden præst. Allan Ibsen tog imod kald fra Nørresundby-Vodskov menighed. Det chokerede naturligvis først, men menigheden kunne sende ham af sted med de bedste ønsker – og så tage fat på at løse nye opgaver, der nu ligger foran.
Vi er menighed i en stationsby, som vores unge flytter fra i forbindelse med uddannelse – uden at vende tilbage. Heldigvis er andre unge flyttet hertil, men det er en stor opgave et knytte kontakt til tilflyttere, som ikke har baptistmenigheden som deres førstevalg. Derfor ville vi gerne have en yngre præst, som kunne hjælpe os i den udfordring.

Vi har fået en kirke, som man kan se ind i og se ud af – et åbent sted, som i høj grad inviterer indenfor.

På de store vinduer – i børnehøjde – ses Henning Aardestrups glade figur af barnet, der tager imod med åbne arme. Da kirken blev bygget i 1943, skete det efter en landsindsamling i alle menigheder. Kirken var aldrig blevet så stor i krigens tid uden en fælles indsats. Den skulle være ’Ungdommens kirke’ for alle menighedernes unge, der kom på Højskolen i Tølløse. ’Barnet’, der nu bryder de store glasflader, fortsætter denne tankegang: I denne kirke mødes både gamle, unge og – selvfølgelig – børn! Her hører alle aldre hjemme, og her bliver vi – uanset alder – modtaget som Guds børn.

Det glæder os meget, at Christian Bylund og hans familie har sagt ja til at være vores nye præstefamilie, og at vi har en dejlig kirke at mødes i og arbejde ud fra. Det er et meget stort håb, at den nye præstefamilie falder godt til.

Et spændende forløb fortsætter

Byggesagen med alle overvejelserne: Kan vi klare det? Kan vi betale det? Bliver det godt? Det frivillige arbejde med mursten, beton og maling – det klarede vi, og det var både udfordrende, spændende og skabte nyt fællesskab. Dér, hvor vi står lige nu, har vi meget godt at se tilbage på – og meget spændende at se frem til.

Se Projekt “Åben kirke” Tølløse om udvidelsen.

Relateret

• 15. okt. 2019 - Det åbne fællesskab giver helligt kaos
• 14. aug. 2019 - Integration er et uundgåeligt vilkår for mennesker på jorden
• 06. maj. 2019 - Relationer, indhold og temperament har betydning
• 20. feb. 2019 - Hvad har deltagelse i KirkePlanterNet betydet for menigheden?
• 20. nov. 2018 - Det er børnefamilierne, vi arbejder med lige nu

Find flere