Lyt til kommentaren:

Baptistkirkens sprog ændrer sig. Titlerne forandres: pianisten bliver lovsangsleder, udvalg bliver til teams, og menighedsrådet bliver til ledelsen. Det lyder moderne og effektivt – og nogle gange er det sikkert også praktisk.

Når vi låner sproget, låner vi også logikken

Men sproget er ikke neutralt. Ord skaber mening, og ordene former vores forestilling om, hvad kirken er, og hvad vi er for hinanden. Spørgsmålet er, hvad der sker med en kirke, der lærer den sekulære verdens ledersprog så godt, at den taler det helt uden mislyde.

Guds rige vender magten på hovedet

Den sproglige glidning blev tydelig for mig, da jeg læste Johannes Aakjær Steenbuchs bog ’The Kingdom of God is Anarchy’ – på dansk ’Guds rige er anarki’.[i] Normalt forbinder vi anarki med uorden og konflikt. Johannes beskriver Guds riges anarki som frihed fra, at mennesker sætter sig over andre. Guds rige er et fællesskab, hvor søgen efter magt og status ikke er de drivende kræfter. I Guds rige er det værdighed, respekt og tjeneste, der bærer fællesskabet. Hvis det er et billede på Guds rige, må det også udfordre den måde, vi taler om og er kirke på.

Kirke nedefra  – ikke oppefra

I den baptistiske tradition vokser kirken nedefra. Baptister ser ikke kirken som et velorganiseret hierarki, der skal på plads, før kirken kan vokse. De første baptistmenigheder var ikke topstyrede projekter med en fjern ledelse. De bestod af mennesker, der tog ansvar for forkyndelse og menighedsliv sammen – med deltagelse, gensidigt ansvar og tjeneste som ideal.

Storhed måles i tjeneste

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Gør vi ledelse til et ideal i sig selv, risikerer vi at importere en kultur, hvor tempo, synlighed og gennemslagskraft giver status – og magt. Evangeliet peger en anden vej: styrke viser sig i at tjene, og storhed viser sig i at sætte sig selv i baggrunden for andres skyld. Guds riges anarki er ikke et romantisk ideal, det er en konkret måde at være menighed på, hvor vi ikke bruger position, erfaring eller talegaver til at presse vores vilje igennem, men til at skabe rum for hinanden.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at ’Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.’[ii]

Købner skrev ’kirkens grundlov’

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev”, siger Johannes Steenbuch i et tidligere interview med baptist.dk, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Påvirkningen kommer med ordene

Tabet af fortidens fokus på tjeneste har ikke en enkel forklaring. Men påvirkningen kommer med sproget. Når vi bruger sekulære ord og begreber i kirken, lader vi os påvirke. Tjeneste er ikke et ord, der bliver brugt ret meget i verden uden for kirken, måske er det derfor, vi er ved at glemme det i kirken. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, hvis den lytter mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’ end til Jesus’ ord om at tjene.

Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer, som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

[i] ‘The Kingdom of God is Anarchy’ er omtalt på baptist.dk her: https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/

[ii] Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Deltagere i nytårskur og folk på gaden har alle ønsket at sige ét til dronning Margrethe – nemlig tak. Tak for en dedikeret indsats gennem alle årene.

Et tilbageblik på dronningens 52 år på tronen gør det tydeligt, at det har været en tjeneste, snarere end et embede, en magtposition eller et liv som kransekagefigur. Dronningen har taget tjenesten på sig og været Danmarks regent – det samlende midtpunkt, som alle vi danske har kunnet spejle os i.

Af hjertet tak for trofast tjeneste gennem mange år.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?

Find flere

Lyt til artiklen her

”Vær seriøs, mand! Du er bagefter med betalingerne!” SMS-beskeden tikkede ind på Carlos telefon, mens han sad i Andreas Daugaards bil. Carlos var gennemblødt af sved, selv om airconditionanlægget kørte på maksimal effekt. Han var endnu et offer for organiseret afpresning: Ofte udført af bander, der afpresser med trusler og vold. En forbrydelse, der rammer flere end 200.000 familier i Honduras hvert år.

Andreas Daugaard arbejder for den kristne menneskerettighedsorganisation The Association for a More Just Society (ASJ). Organisationen har som mål at skabe strukturelle ændringer i sikkerheds-, sundheds- og uddannelsessektorerne for at skabe et mere retfærdigt samfund for de svageste i Honduras.

Andreas Daugaard

”Jeg er opvokset I Roskilde Baptistkirke, hvor vi gennem hele min barndom har støttet børnehjemmet Emmanuel i Honduras. Vi hørte ofte i søndagsskolen og i kirken om børn, der led nød på grund af fattigdom, sygdom og manglende uddannelse. Det har altid gået mig på og udfordret min retfærdighedssans.

Da jeg var 21 (2014) fik jeg endelig mulighed for at rejse til Honduras, hvor jeg boede ni måneder på Emmanuel og efterfølgende to måneder hos gadepræsten Alvin Anderson, der arbejder i fængsler og i nogle af de mest udsatte områder i landet.

På børnehjemmet fik jeg gode venner og mødte Dulce, der senere skulle blive min kone. Jeg erfarede, at mange af de udfordringer børnene stod overfor, opstod på baggrund af uretfærdighed: Børn blev udsat for vold, fordi der ikke er et effektivt retssystem, familier har ikke adgang til medicin, fordi korrupte politikere stjæler sundhedsvæsenets penge osv.

Jeg tog derefter hjem til Danmark, hvor jeg læste jura. Men Honduras, min dengang forlovede, mine venner og den uretfærdighed, de var ofre for, var hele tiden i mine tanker. Jeg rejste til Honduras en eller flere gange om året og lærte The Association for a More Just Society (ASJ) at kende. Det virkede for mig som den eneste organisation i Honduras, der for alvor forsøgte at tackle de systematiske problemer som landet stod overfor og som mine venner (og nu også familie) i Honduras led under.

ASJ er en kristen organisation, der passer godt til mine værdier. I dag er jeg afdelingsleder for vores forskningsenhed, der forsker i alt fra adgang til skole, medicin på hospitalerne og organiseret kriminalitet. Min kone, Dulce, er direktør for en organisation, der giver støtte, uddannelse og juridisk hjælp til børn, der er vokset op på børnehjem.”

”Carlos” historie

Andreas fortæller om manden, som han af sikkerhedsmæssige årsager kalder Carlos:
”Et år før jeg interviewede Carlos i min bil havde han modtaget en SMS-besked om, at afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold. De kendte hendes træningstider i klubben og nu ville de bare fortælle, at de ikke ønskede, at der skulle ske hende noget. Carlos fortalte, at han planlagde at sælge sin forretning og flygte til USA. Han havde absolut ingen tillid til retssystemet i Honduras.”

Afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold.

Selv om trusler af denne karakter kan få selv de modigste kristne til at miste modet, besluttede ASJ at kæmpe videre.

Forskningsprojekt om organiseret afpresning

I efteråret 2022 fik de omfattende problemer med afpresning ASJ til at sætte gang i et forskningsprojekt. Andreas ledte arbejdet med at interviewe 47 ofre, politifolk, dommere og endda fængslede forbrydere. 149 retssager blev gennemgået minutiøst. Alt sammen for at forstå omfanget af forbrydelserne og kortlægge myndighedernes indsats.

Resultatet var værre end frygtet

Andreas fortæller, at resultatet var meget værre end frygtet:
”Vi anslår, at 206.623 honduranske familier (9 procent af befolkningen) betalte 737 millioner dollars til afpressere i 2020. Særligt transportsektoren var udsat: I perioden 2010 – 2019 blev 1.781 ansatte i sektoren myrdet i forbindelse med afpresning.

Vi opdagede også, at afpresserne var meget kreative: I stedet for blot at kræve betaling, blev buschauffører tvunget til at vaske deres busser på bandeejede vaskepladser eller købe mad fra bandernes restauranter. I stedet for kontant betaling krævede afpresserne fx betaling via lokale telefonapps. Vi konstaterede også, at regeringens reaktion var fuldstændig utilstrækkelig: Kun nogle få hundrede sager, og udelukkende med kontanter involveret, kom for retten hvert år.”

Andreas og to kollegaer fra hans team foran en domstolsbygning

Offentliggørelse var nødvendig

Andreas forklarer, at resultaterne var så alvorlige, at ASJ var nødt til at offentliggøre dem, uanset at myndighederne ikke ville bryde sig om det. Ved et privat arrangement den 15. november 2022 blev resultaterne offentliggjort for en kreds af busejere, forretningsfolk, politi, anklagere, dommere, repræsentanter for FN, den amerikanske ambassade og præster, der arbejder i udsatte områder.

Den nationale politienhed mod afpresning deltog også og efterlod indtryk af, at de ville handle på oplysningerne. Alle deltagerne håbede, at mødet var indledningen til at et opgør med bandernes afpresning af helt almindelige mennesker.

Historien gik viralt

En uge senere, den 22. november 2022, offentliggjorde ASJ forskningsresultaterne. Det honduranske erhvervsråd udsendte straks en offentlig erklæring om, at afpresning var “kommet ud af kontrol”. På dagen for offentliggørelsen blokerede en samlet transportsektor trafikken rundt om hovedstaden med deres køretøjer. Andreas fortæller om forløbet:
”Vi lancerede vores rapport, og den gik straks viralt: Nyhedsprogrammerne gjorde den til tophistorien, og næste dag var vores rapport på forsiden af alle større aviser. Vi blev inviteret til det mest sete tv-debatprogram i Honduras og fik 90 minutter til at præsentere vores resultater og anbefalinger.”

Honduras præsident Xiomara Castro fremlægger den nye strategi mod afpresning to dage efter ASJ offentliggjorde deres rapport (Foto: Privat)

Præsidenten tog initiativ

Som forventet var myndighederne ikke begejstrede. Politidirektøren beskyldte Andreas og hans kolleger for at lyve og overdrive problemets omfang. Men budskabet havde alligevel ramt regeringskontorerne. På en pressekonference få dage senere lancerede Honduras præsident Xiomara Castro en anti-afpresningsstrategi, der var næsten identisk med ASJ’s anbefalinger. Enkelte sætninger så endda ud til at være kopieret direkte fra ASJ’s rapport.

Elendigt resultat trods undtagelsestilstand

Desværre betød præsidentens ”krig mod afpresning”, at der blev indført en slags undtagelsestilstand med begrænsning i almindelige borgeres rettigheder. Blandt andet fik politiet adgang til at ransage boliger og anholde vilkårligt uden dommerkendelse. På trods af indførelsen af undtagelsestilstanden så præsidentens plan ikke ud til at virke. Efter seks måneder lancerede ASJ endnu en rapport. Denne gang med de dårlige resultater af politiets indsats. Kun 86 tilfælde af afpresning var blevet bragt for retten, og mindst 27 flere bus- og taxaejere var blevet dræbt.

Udsigt til det smukke Honduras i omegnen af hovedstaden Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Intet er sket

Rapporten nåede verden rundt. Den blev citeret i aviser fra Spanien til Japan og endda i New York Times. Honduras kongres kaldte politidirektøren i høring for at holde ham ansvarlig. På den baggrund kunne man forvente en forstærket indsats mod afpresning, men fire måneder senere er situationen ikke blevet bedre.

Honduras’ befolkning lever fortsat med undtagelsestilstand, mens ofrene for afpresning stadig ikke får hverken retfærdighed eller beskyttelse af myndighederne.

Andreas fortæller, at ASJ planlægger udgivelsen af endnu en rapport, der skal markere et-års-dagen den 6. december 2023 for vedtagelsen af præsidentens anti-afpresningsplan og undtagelsestilstanden.

Andreas’ refleksion

Andreas har gjort sig mange tanker om sit engagement i efterforskning af organiseret bandekriminalitet og politiets manglende indgriben. Det kan være virkelig skræmmende. Andreas fortæller:
”Jeg kommer til at tænke på Moses, som Gud befalede at gå til Farao og bede ham om at lade israelitterne gå. Moses protesterede og bønfaldt Gud om at sende en anden. ”Hvad hvis de ikke vil tro mig eller siger, at jeg lyver?” spurgte Moses Gud i 2. Mosebog, kapitel 4, vers 1.

Da Moses først var gået til Farao begyndte en forhandling om det israelske folks frihed. Når Moses argumenterede strammede Farao blot sit jerngreb, og Moses tvivlede på, om hans indsats hjalp eller gjorde situationen værre (2. Mosebog, kapitel 5, vers 22). Mellem de plager Gud sendte, skiftede Farao mellem at love at lade folket gå og fortryde igen. Til sidst blev Guds plan fuldført, men Moses må have tvivlet meget undervejs.”

Udsigt over Honduras’ hovedstad Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Hvad Moses lærte Andreas

Andreas fortæller, at han sammenligner ASJ’s kamp mod afpresning med Moses’ kamp for frihed for sit folk på flere punkter:

”For det første vil vi ofte blive udsat for modstand mod at sige sandheden. Faraoer, politidirektører og præsidenter kan beskylde os for at lyve. Men det bør ikke afholde os fra at tale sandt og fremme retfærdighed.

For det andet vil myndighederne ikke altid gøre det, vi vil have dem til. ASJ ønskede en stor plan mod afpresning i Honduras, men ønskede bestemt ikke at suspendere forfatningsmæssige rettigheder og sætte fx sårbare teenagere i fare for vilkårlig tilbageholdelse. Moses ønskede heller ikke, at Farao skulle stramme sit greb yderligere om Israels folk. Vi kan nogle gange frygte, at vi i stedet for at hjælpe forværrer situationen.

For det tredje gør myndighederne ikke altid, hvad de siger, de vil gøre. Den honduranske præsident lancerede en god plan mod afpresning, men ser ud til at have glemt den i de følgende måneder. Farao lovede flere gange at frigive slaverne, men fortrød hver gang.”

Hold fokus på det, du kan gøre

Andreas slutter med en opfordring til at holde fokus:
”Vi må identificere de sårbares behov, arbejde flittigt for at søge retfærdighed og fortælle sandheden til de mennesker, der har magten til at skabe forandring. Hvad magthaverne vælger at gøre med sandheden, er stort set ude af vores hænder. Alt, hvad vi kan gøre, er at bede Gud om, at de bringer retfærdighed.

Gud endte med at dele et hav for at lede hans folk ud af Egypten. Vi håber og tror på, at han kan gøre det samme i Honduras. Hos ASJ vil vi fortsætte med at forske og modigt råbe op. Men vi vil også bede og kæmpe for et mere retfærdigt Honduras. Vi håber, at du vil slutte dig til os.”

Læs mere om Dulce og Andreas

“Du er er ingen”

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

I begyndelsen af ​​juni var Morten Kofoed del af en delegation fra EBF[1] og BWA[2], der besøgte Ukraine og dér mødte baptistpræsterne for at høre deres historier og opleve noget af det arbejde, som kirkerne har udført de seneste 17 måneder under krigen med Rusland.

Hjerteskærende ødelæggelser

Landet Ukraine og dets befolkning går gennem dødskyggens dal. Da vi besøgte Irpin og Bucha nær Kiev, så vi hjerteskærende ødelæggelser. Mange mennesker har forladt området. Mange bygninger ligger i ruiner og er dækket af sod.

En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.

Bucha er blevet et symbol på ufattelig vold mod det ukrainske folk. Et midlertidigt mindesmærke på kirkegården er viet til mere end 400 mænd, kvinder og børn, massakreret af de russiske tropper og begravet i en massegrav lige bag kirken. Men repræsentanten for det lokale selvstyre i Bucha, som viste os rundt på kirkegården og ved mindesmærket, afsluttede alligevel vores besøg med et budskab om håb: “En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.”

Delegationens møde med en regeringsrepræsentant.

Kirke på russernes betingelser

De 25 regionale præster delte historierne om deres kirker med os. Mange steder i det østlige Ukraine er livet ekstremt svært. Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere. Krav stillet af de russiske regeringsofficerer truer kirkernes fortsættelse og deres tjeneste i forhold til det omkringliggende samfund. Nogle kirker er allerede blevet lukket af den russiske regering, og præster er fængslet.

Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere.

Nye muligheder for tjeneste

På trods af alle strabadser fortæller præsterne os, hvordan krigen har skabt mange nye muligheder for at tjene og dele evangeliet. At kunne tilbyde husly, mad, lægehjælp og transport har bragt tusinder og atter tusinder af mennesker i kontakt med kirkerne. Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt. Pastor Alexander fra Poltava fortæller os, at over 30.000 mennesker i løbet af det seneste år har hørt den gode nyhed om Jesus Kristus. Efterhånden er der plantet mange nye kirker, og blandt deltagerne i de mange eksisterende kirker er der også mange nye troende.

Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt.

En personlig erfaring

Pastor Dmitro fra Kherson-regionen delte en personlig historie om sin bedstemor. Hun fortalte ofte sit barnebarn om folk, der delte mælk og brød med hende, da hun var flygtning under 2. verdenskrig. Som barn kunne han ikke forstå, hvordan hun huskede så simple ting. Men i dag er det blevet hans egen erfaring, og den hjælp, han har modtaget fra sin globale baptistfamilie, giver ham tårer i øjnene. I svære tider ønsker folk at holde fast i gode ting. Han siger: “Det er den historie, jeg vil dele med mine børnebørn.”

Taknemlighed overfor baptister i hele verden

Der er udtrykt så megen taknemmelighed over for den globale baptistfamilie, når vi taler med præster, kirkemedlemmer, frivillige og mennesker, hvis liv har ændret sig takket være kirkernes hjælpearbejde. Gennem EBF er der blevet stillet omkring fem millioner euro til rådighed for kirkerne i Ukraine og dets nabolande for at støtte internt fordrevne mennesker og flygtninge.

Konference for ukrainske baptistpræster i Kyiv.

Håbet er stærkere

Krigen fortsætter, og de hårde tider er langt fra forbi. Men blandt baptister i Ukraine er håbet om den opstandne Kristus langt stærkere. Sammen med deres visionære ledere – præsident Valerii Antoniuk, vicepræsident Igor Bandura og andre – er de overbeviste om, at mørket aldrig kan overvinde lyset, og oplevelsen af ​​den ekstreme ondskab og de mørke besættelsesmåneder gør dem til stærkere kristne, hvis lys skinner med større kraft.

Bed fortsat for de ukrainske baptister, deres ledere, præster og menigheder og for fordrevne mennesker.

Læs mere om Morten Kofoeds rejse til Ukraine i artiklen: “Ukraines kirker lider – og vokser“.

[1] EBF: European Baptist Federation, Europæisk Baptistføderation

[2] BWA: Baptist World Alliance, Baptisternes Verdens Alliance

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Men – og ja, der er et men – med den nye frihed følger også en forpligtelse til selv at fylde dagen med et jævnt og muntert virke, en forpligtelse til at vælge.

Gennem de 35 år, jeg har arbejdet som baptistpræst, har jeg hele tiden haft mange gode meningsfulde gøremål: Noget af det fik jeg gjort godt, noget fik jeg gjort halvt, og noget forsømte jeg. Der var et tydeligt dagligt kald på min tid og min opmærksomhed. Nogle dage var travle, nogle dage var stille, men jeg var aldrig i tvivl om, hvad jeg skulle tage fat på: Der var nok at gøre, jeg var forpligtet af kald, kontrakt og menighedens forventninger.

Der var et tydeligt dagligt kald på min tid og min opmærksomhed.

Jeg er en fri fugl nu, og dog er jeg ikke fri. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) skriver: ”Mennesket er født frit, og overalt er det dog i lænker”. Vi er som mennesker bundet af hinanden, af kroppens begrænsninger og af de økonomiske og sociale vilkår, vi har.

Livet drives ikke fremad af lyst alene. Der er heldigvis stadigvæk noget, der hedder pligt – også for en efterlønsmodtager.

Som fri kristen hengiver jeg mig til den gode pligt, det daglige kald, der lyder fra livet omkring mig – fra familien, fra naboerne og fra forskellige menigheder. Det er der meget frihed i!

Vi lever og ånder og tjener hinanden. Ikke for at opnå frelse; men fordi vi allerede har opnået frelse gennem Jesus Kristus.

Paulus skriver: ”Kære venner, I blev udvalgt til et liv i frihed. Men I må ikke bruge friheden som påskud for at leve, som det passer jer. I stedet skal I være som slaver og hjælpe hinanden. Hele Guds lov kan jo sammenfattes i ét bud: Du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv.”[1]

[1] Galaterbrevet kap. 5, vers 13-15.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Den iagttagelse giver Magnus Malm, kendt svensk retræteleder og forfatter, videre i sin bog: Fri til at tjene, udkommet i 2019. Vi har fået tilladelse til at bringe et uddrag deraf:

Det største behov i et kristent fællesskab er mennesker, der véd, at de er elsket af Gud. Hvordan ved man det?
Her lever vi vesterlændinge i spændingsfeltet mellem to magneter. Den ene er en stærk kognitiv tradition, hvor ikke mindst den akademiske indflydelse gennem århundreder har givet os forestillingen om, at vi indlærer både kundskab og adfærd gennem tanker, der formidles til vores intellekt via bøger, foredrag og andre verbale budskaber. Hvis et budskab gentages ofte nok, så vil vi tage det til hjertet og begynde at praktisere det i vores daglige liv.

Stemmer det? I så fald burde store dele af skandinavisk kristenhed på det her tidspunkt være grundigt overbevist om, at vi er elsket af Gud og leve ud fra den tryghed. Det er nemlig i særklasse det mest almindelige budskab fra prædikestole og i sange i de seneste måske halvtreds år: ”Gud elsker os, i hans øjne er ethvert menneske værdifuldt!” Problemet med det budskab er ikke, at det ikke er sandt. Problemet er, at vi ikke kan tage sådan et budskab til os på den måde.

Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer.

”Accepterer de mig?”

Når et barn i børnehaveklassen er uroligt og udadreagerende mod de andre børn og ikke lytter til lærerens vejledning, skyldes det ikke, at det var fraværende den dag, der blev talt om konfliktløsning i klassen, og derfor ikke véd, hvordan man agerer i en konflikt. Årsagen er snarere, at der er sket nogle ting i barnets liv, som har skabt en indre usikkerhed og får barnet til hele tiden at teste omgivelserne: ”Accepterer de mig? Er der nogen her, der forstår mig?”

Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer. En erfaring, påvirket meget lidt af tanker og ord. Noget af det mest naive og virkningsløse, en prædikant kan sige, er noget i stil med: ”Det er så enkelt med Guds kærlighed. Den er en gave til hver enkelt af os, som vi blot kan tage imod!” Ordene preller af mod årtiers erfaringer, der har uendelig meget mere vægt.

Følelsesmæssige kicks

Den anden magnet i vores samfund er jagten på følelsesmæssige kicks. Forbrug, medier, underholdning, reklame, parforhold og i stadig højere grad også politik drives af følelsernes stimuli-respons. Her bliver budskabet om Guds kærlighed til en indbydelse eller snarere et krav: Åbn dit indre og mærk med hele dit væsen, at Gud elsker dig. Lovsang og anden musik er nøje kalibreret sammen med visuelle effekter og stemmeføring for at give optimale forudsætninger for, at netop du i aften må kunne mærke, hvor elsket du er.

Med to mulige resultater:

1. Jeg får en aften med en følelse af feelgood, men den er som blæst væk i morgen på arbejdet.
2. Følelsen indfinder sig ikke, og jeg fyldes i stedet af frustration over (i varierende grad) Gud, kirkefællesskabet og mig selv.

Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring.

Erfaring mere end oplevelser

Dybtgående erfaring påvirkes meget lidt af ord og tanker. En midlertidig følelse gør heller ikke nogen større forskel. Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring. Og da er det vigtigt at skelne mellem oplevelse og erfaring. Oplevelsen er kortvarig, søges mest i det positive og berører kun følelseslivet. Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.

Når Ignatius af Loyola i sine Åndelige øvelser leder os ind i en meditation over Guds kærlighed, er det ikke som i næsten alle andre øvelser bibeltekster, vi mediterer over. Det havde jo med vores kognitive overtro været naturligt: En række bibelvers, hvor der står, at Gud elsker os, og så vil det sidde fast. Han begynder i stedet med en refleksion som ved nærmere eftertanke stemmer med vores erfaring: ”Kærligheden bør udtrykkes mere i handlinger end i ord.”

Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.

Guds kærlighed i praksis

Med det udgangspunkt opfordres vi til at meditere over, hvordan Gud har vist sin kærlighed i praksis: I alle skabelsens undere, i historien, i Jesus Kristus, i mit eget livs historie.

En irsk jesuit, Brendan Comerforth, fortalte engang om, hvordan han havde vejledt en mand gennem denne meditation. Manden havde haft en hård opvækst, men han fik den samme opgave som alle andre. Gå tilbage i din historie og forsøg at finde sporene af, hvordan Gud har givet sig til kende for dig og vist, at han elsker dig.

Dagen efter kom manden tilbage og forklarede meget irriteret, at han sandelig ikke havde set det mindste spor af Guds kærlighed i sin opvækst. Brendan vidste, hvad han gjorde, og gav han den samme opgave til næste dag.

Mødet i sandheden

Det gentog sig dagen efter. Meget modvilligt gik han med til ikke at opgive øvelsen. Han kom tilbage næste dag med tårer i øjnene. Han havde fået øje på noget, som han aldrig tidligere havde set: Hvordan Gud gang på gang havde berørt hans liv, når det var allermest svært. Og det havde han aldrig fået øje på, hvis ikke han med åbne øjne var gået lige ind i det dybeste mørke.

Sandheden er vores eneste mulige kontaktflade mod Gud. Det var i mandens egen erfaring, Guds kærlighed lå og ventede på ham.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere

Mai-Brit Tvilling

er præst i Solrød Frikirke, en del af Metodistkirken i Danmark.

‘Hundredefodsrejsen’ er i den lettere genre – med et budskab. Dette er ikke en filmanmeldelse, men filmen illustrerer, hvad der kan ske, når et menneske får muligheder, rammer, opmuntring og oplæring til at træde ud i det potentiale, som er blevet næret gennem tid, kultur, omstændigheder og livsvilkår. Kort fortalt drejer det sig om talentet til at forvandle naturens råvarer til kulinariske kreationer med store smagsoplevelser. Filmens titel – 100 fod = 30 meter – er afstanden mellem to restauranter. Det er en kort afstand, men der er langt imellem to vidt forskellige kulturer, der er umiddelbart uforenelige, men som komplementerer hinanden i hænderne på de rette personer.

Fremelsker og udvikler vi det potentiale, Gud har lagt i os?

Potentiale

5Q er på engelsk forkortelse for fem ‘Qualities’. På dansk taler vi med apostlen Paulus om de fem tjenestegaver: Apostlen, profeten, evangelisten, hyrden og læreren.

Når vi tænker på alt det, Gud har lagt i vores hænder at forvalte, er det nærliggende at stille spørgsmålet: Fremelsker og udvikler vi det potentiale, Gud har lagt i os? Hvad nu, hvis Gud har så meget mere til os, der ligger og venter på at blive forløst? Det er baggrunden for, at vi i Solrød Frikirke og Metodistkirken har påbegyndt processen at lære om og implementere den femfoldige tjeneste, vi læser om i Efeserbrevet[1]. Vi kalder det også 5Q = de fem tjenestegaver. Den treenige Gud har dem alle fem, og alle fem er repræsenteret perfekt i Kristus, så han kan fuldføre sin mission.

Der er ingen nemme løsninger i spændingen mellem gamle og nye strukturer og tankemønstre.

Implementering

Det stopper ikke der, for Kristus giver sig selv til sin kirke, som han er hoved for. De fem tjenestegaver er givet til kirken, så menigheden kan vokse og udvikle sig. Allerede i skabelsen ligger det latent, hvad kirken har brug for for at vokse til Kristus’ fylde. Hvordan kan vi bedst forvalte det i dag? I samarbejde med Alan Hirsch udforsker vi 5Q, og vi lærer af hinanden for at få erfaringer til de næste skridt i implementering af hans tjenestesyn[2].

Filmen illustrerer, at 30 meter er en fysisk kort afstand, men mentalt, emotionelt, strukturelt og kulturelt er afstanden stor. Der er ingen nemme løsninger i spændingen mellem gamle og nye strukturer og tankemønstre. Det samme gælder i kirken. Ønsker vi at være missionale menigheder og starte nye trosfællesskaber, må læring og implementering af 5Q være en del af pakken. Men det er udfordrende at stille skarpt på noget, der har været ude af fokus.

Mennesker blomstrer

I de spæde skridt, vi har taget, er vores erfaring, at mennesker blomster. De vokser i forståelsen af deres tjeneste og i deres relation til Gud. Passionen i tjenesten sættes fri, og dermed forøges også glæden ved at være del af noget større. I fællesskabet kommer det til udtryk i samhørighed, og ‘det giver mening, det vi gør’. 5Q’ere får flere perspektiver i spil og afdækker blinde vinkler.

Mangfoldigheden bliver ganske enkelt større. Samtidig ligger der en bekræftelse i, at vi i verden kan genkende 5Q. Det hører ikke kun til i kirken. Det kaldes noget andet – en apostel kan være entreprenør og en miljøaktivist er en slags profet. Det giver god mening, fordi vi er skabt i Guds billede, og derfor afspejler vi også Guds 5Q. Når vi får øje på, at 5Q ligger naturligt i skabelsen, kan vi lettere genkende det hos andre og i os selv.

En apostel kan være entreprenør og en miljøaktivist er en slags profet.

Faldgruber

Det er også vores erfaring, at en overfladisk og ukritisk forståelse af 5Q leder til nogle faldgruber. Der er flere teologiske opfattelser af den femfoldige tjeneste. Det er vores erfaring, at vi ikke havde meget sprog omkring Apostle, Profeter og Evangelister, mens det falder os lettere at tale om og få øje på Lærere og Hyrder. At vi mangler sprog for de tre første tjenester, fortæller os, at vi ikke helt ved, hvordan sunde output fra dem ser ud.

Vi mangler målrettet undervisning og erfaringsrige folk med de tre A, P og E-tjenester. 5Q handler om helhedstænkning, og for at opnå modenhed og enhed skal vi hele tiden rette blikket mod Jesus Kristus, som er vores forbillede. Han var perfekt i alle fem tjenester. Med respekt for hinandens styrker og svagheder kan kirken – som Kristus’ krop – vokse til Kristus’ fylde.

Samspil

5Q-tjenesterne er ikke løsgående missiler, men dybt afhængige af hinanden. Det er interessant at opdage, at vi alle har 5Q i os – hos nogle mere fremtrædende end andre – og de kan næres og udvikles i samspil med andre. Det er meget udfordrende, når tjenestegaverne sættes i spil med hinanden. Nye vinkler og flere strenge at spille på gør, at resultatet bliver en ‘ny smagfuld ret’, for nu at vende tilbage til filmen.

5Q er ikke et koncept, der løser vores udfordringer. Ej heller et selvrealiseringsprojekt. Det er et redskab til at genopdage, hvad Gud har lagt i os. Vi har fået præcis alt det, vi har brug for for at være Guds kirke dér, hvor vi er. Et fællesskab, der rækker ud over sig selv med Guds nåde og kærlighed.

[1] Efeserbrevet kap. 4, vers 1-16

[2] Allan Hirsch er missionsteolog og forfatter til ‘5Q’ og ‘The permanent revolution’, som specifikt omhandler APEST. APEST er engelsk. På dansk står forkortelsen for de fem tjenestegaver: Apostel, Profet, Evangelist, Hyrde og Lærer.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere