baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Mon, 25 May 2026 12:41:19 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026 https://baptist.dk/nytaarshilsen-fra-baptistkirkens-ledelse-januar-2026/ Tue, 06 Jan 2026 17:04:34 +0000 https://baptist.dk/?p=20675 ”Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh. 8,12)


Lyt til nytårshilsenen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/nytaarshilsen2026.mp3

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ”Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh. 8,12)


Lyt til nytårshilsenen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/nytaarshilsen2026.mp3

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/nytaarshilsen-fra-baptistkirkens-ledelse-januar-2026/feed/ ”Vær stille og kend at jeg er Gud” https://baptist.dk/vaer-stille-og-kend-at-jeg-er-gud/ Thu, 06 Jun 2024 04:00:19 +0000 https://baptist.dk/?p=16982
Da jeg læste statskundskab med 120 andre festglade førsteårsstuderende harpunerede underviseren mig engang i plenum med spørgsmålet: Hvad synes du, der er galt i samfundet?

Den film kører jeg jævnligt over min indre nethinde, og hver gang ville jeg ønske, jeg kunne trylle det om. Alligevel skal I høre mit svar: ”Jeg synes i grunden ikke, der er noget galt nogen steder”.

Arj altså – hvor lidt vidste jeg? Var jeg bare totalt naiv og blank? Og var universitetet for mig, hvad en optiker ville være for en muldvarp? Jeg tror ja og ja. Dog vil jeg nu 30 år senere gerne indvende:” på godt og ondt”.

Hele min barndom var jeg vokset op i ly af forældre og bedsteforældre med gigantisk tillid til Gud. De fleste af samfundsdebatterne kom sjældent længere end til, at mennesker med svære liv ville få det bedre, hvis de kendte Gud.

Gud var klippen, når man var syg, når man manglede, når man skulle gøre naboer glade og trøste. Gud var svaret på alt, og Gud er god ALTID.

Dengang på uni troede vi aldrig, at vi skulle komme til at opleve et kollaps af systemer og stilladser. Vi var sikre på, at det kun kunne gå en vej – at menneskeheden ville tage ved lære af historien og blive klogere.

I dag, hvis jeg besøgte min gamle underviser, er jeg sikker på, at en klog mand som ham gerne ville have hørt mere om, hvor min blinde tillid stammede fra.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Da jeg læste statskundskab med 120 andre festglade førsteårsstuderende harpunerede underviseren mig engang i plenum med spørgsmålet: Hvad synes du, der er galt i samfundet?

Den film kører jeg jævnligt over min indre nethinde, og hver gang ville jeg ønske, jeg kunne trylle det om. Alligevel skal I høre mit svar: ”Jeg synes i grunden ikke, der er noget galt nogen steder”.

Arj altså – hvor lidt vidste jeg? Var jeg bare totalt naiv og blank? Og var universitetet for mig, hvad en optiker ville være for en muldvarp? Jeg tror ja og ja. Dog vil jeg nu 30 år senere gerne indvende:” på godt og ondt”.

Hele min barndom var jeg vokset op i ly af forældre og bedsteforældre med gigantisk tillid til Gud. De fleste af samfundsdebatterne kom sjældent længere end til, at mennesker med svære liv ville få det bedre, hvis de kendte Gud.

Gud var klippen, når man var syg, når man manglede, når man skulle gøre naboer glade og trøste. Gud var svaret på alt, og Gud er god ALTID.

Dengang på uni troede vi aldrig, at vi skulle komme til at opleve et kollaps af systemer og stilladser. Vi var sikre på, at det kun kunne gå en vej – at menneskeheden ville tage ved lære af historien og blive klogere.

I dag, hvis jeg besøgte min gamle underviser, er jeg sikker på, at en klog mand som ham gerne ville have hørt mere om, hvor min blinde tillid stammede fra.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vaer-stille-og-kend-at-jeg-er-gud/feed/ Vigtigere end nogensinde at stole på Gud https://baptist.dk/vigtigere-end-nogensinde-at-stole-paa-gud/ Thu, 29 Sep 2022 04:48:21 +0000 https://baptist.dk/?p=12735
Inflation og dyrere madvarer, tårnhøje el- og varmeregninger, krig og skybrud. Der er nok at bekymre sig om. Og handle på.

Jeg har fået en app, som fortæller, hvornår strømprisen er lav, og så har jeg fundet ud af delay-funktionen på både vaske- og opvaskemaskine.

Men hvad hjælper det, når verden rammes af oversvømmelser, tørke og voldsomme storme? Hvad skal jeg med mit lille liv stille op mod alle disse trusler?

Jeg kan vælge at bekymre mig, og andre har mere grund til at være bekymrede end mig. Det er sandt. Nogle vil sige, at det er nemt for mig at lægge alt over til Gud.

Men tillid er et valg!

Det er vigtigere end nogensinde at stole på, at vores liv er i Guds hånd. ”Lad være med at bekymre jer og sige: ’Hvad skal vi nu spise og drikke?’ eller ’Hvad skal vi tage på?’… I har jo en far himlen, der ved, at I har brug for det. Koncentrer jer om Gud og det, han vil have jer til, så sørger han for alt det andet.” (Matthæusevangeliet 6:31)

Gør det, du kan!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Inflation og dyrere madvarer, tårnhøje el- og varmeregninger, krig og skybrud. Der er nok at bekymre sig om. Og handle på.

Jeg har fået en app, som fortæller, hvornår strømprisen er lav, og så har jeg fundet ud af delay-funktionen på både vaske- og opvaskemaskine.

Men hvad hjælper det, når verden rammes af oversvømmelser, tørke og voldsomme storme? Hvad skal jeg med mit lille liv stille op mod alle disse trusler?

Jeg kan vælge at bekymre mig, og andre har mere grund til at være bekymrede end mig. Det er sandt. Nogle vil sige, at det er nemt for mig at lægge alt over til Gud.

Men tillid er et valg!

Det er vigtigere end nogensinde at stole på, at vores liv er i Guds hånd. ”Lad være med at bekymre jer og sige: ’Hvad skal vi nu spise og drikke?’ eller ’Hvad skal vi tage på?’… I har jo en far himlen, der ved, at I har brug for det. Koncentrer jer om Gud og det, han vil have jer til, så sørger han for alt det andet.” (Matthæusevangeliet 6:31)

Gør det, du kan!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vigtigere-end-nogensinde-at-stole-paa-gud/feed/ Tillid https://baptist.dk/tillid/ Thu, 26 Nov 2020 05:00:40 +0000 https://baptist.dk/?p=10138
”Stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget”.

Således definerer en ordbog begrebet tillid.

I et samfund og en retsstat som vores, er tillid afgørende. En luksus, vi har kunnet nyde godt af gennem generationer. Flere mener, at dette er ved at ændre sig, og de har sikkert ret. Og med dette må vi forudse, at det får konsekvenser for vores måde at se på os selv, hinanden og fællesskabet.

”Tillid kan ikke bare forventes – det skal man gøre sig fortjent til!” siger vi – og sådan er det.

Hvor er jeg taknemmelig for, at Gud har tillid til mig. Også selvom jeg ikke har gjort mig fortjent hertil. Men tværtimod kan finde på at agere uden ”lovhjemmel” fra Ham!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
”Stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget”.

Således definerer en ordbog begrebet tillid.

I et samfund og en retsstat som vores, er tillid afgørende. En luksus, vi har kunnet nyde godt af gennem generationer. Flere mener, at dette er ved at ændre sig, og de har sikkert ret. Og med dette må vi forudse, at det får konsekvenser for vores måde at se på os selv, hinanden og fællesskabet.

”Tillid kan ikke bare forventes – det skal man gøre sig fortjent til!” siger vi – og sådan er det.

Hvor er jeg taknemmelig for, at Gud har tillid til mig. Også selvom jeg ikke har gjort mig fortjent hertil. Men tværtimod kan finde på at agere uden ”lovhjemmel” fra Ham!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tillid/feed/ Tanker efter en prædiken https://baptist.dk/tanker-efter-en-praediken/ Thu, 22 Oct 2020 04:00:14 +0000 https://baptist.dk/?p=10044
“… fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.” Jakobs brev 3,10.

Forbandelser er ikke bare grimme ord eller besværgelser a la Harry Potter. Hver gang vi sårer nogen, lader vores mistro til andre mennesker skinne igennem eller dømmer andre med vores ord – vælger vi forbandelsen frem for velsignelsen.

Lad os vælge opmuntringen, opbakningen, tillidserklæringen næste gang – hver gang! – vi taler med nogen eller om nogen.

Lad det kunne høres på os, at vi har valgt velsignelsen. Det betyder mere, end vi aner.

(Tak til Thomas Willer for inspiration!)

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
“… fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.” Jakobs brev 3,10.

Forbandelser er ikke bare grimme ord eller besværgelser a la Harry Potter. Hver gang vi sårer nogen, lader vores mistro til andre mennesker skinne igennem eller dømmer andre med vores ord – vælger vi forbandelsen frem for velsignelsen.

Lad os vælge opmuntringen, opbakningen, tillidserklæringen næste gang – hver gang! – vi taler med nogen eller om nogen.

Lad det kunne høres på os, at vi har valgt velsignelsen. Det betyder mere, end vi aner.

(Tak til Thomas Willer for inspiration!)

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tanker-efter-en-praediken/feed/ Jeg er vejen, sandheden og livet – men til hvad? https://baptist.dk/jeg-er-vejen-sandheden-og-livet-men-til-hvad/ Thu, 09 Jul 2020 12:17:29 +0000 https://baptist.dk/?p=9657 I min ungdom gik jeg rundt med et WWJD-armbånd. ‘What would Jesus do?’ Underforstået, at Jesus er den rette vej, sandhed og liv. 


Christian Peter Heldgaard Bylund:

  • cand.theol. fra Aarhus Universitet
  • præst med Tølløse Baptistkirke

Er Jesus vejen til og sandheden om alt, og er Jesus alle livets aspekter? Hvad betyder det overhovedet, at Jesus er vejen?

Hvis jeg leder efter en vej, der skal sikre min økonomi i en Corona-tid, så tror jeg ikke, at Jesus er vejen. Her er økonomiske vismænd nok vejen. Hvis jeg leder efter en medicinsk kur mod Covid-19, så tror jeg heller ikke, Jesus er vejen, men derimod den hær af virologer, der kæmper for at finde en kur.

Med Jesus kom gudsriget til jorden

Men hvis jeg spørger til gudsriget: Hvad betyder budskabet om gudsriget for dig og mig? Og hvordan kan vi som mennesker få del i det? – så hjælper hverken virologer eller økonomer. Det er her, Jesus er vejen, sandheden og livet.

En anden ting, jeg har oplevet, er spørgsmål som: Er Jesus den eneste vej væk fra undergang? Er Jesus den eneste vej til frelse? Jeg véd ikke, hvordan den tankegang opstår. Måske er det for at kontrollere eller begrænse andre? Men den tankegang er problematisk, for sådan hører jeg ikke Jesus’ ord i evangelierne. Livet handler ikke om at undgå helvede. Det var ikke det, han kom for at fortælle.

Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden!

Han kom med en bedre vej i livet. Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden! Al den tid, Jesus brugte på jorden, blev ikke brugt på at afgrænse gudsriget. Nej, den blev brugt på at invitere alle med. Jesus ekskluderer ikke mennesker. Han møder dem.

Jesus’ farvel

Det er afgørende at se Bibelens tekster i deres sammenhæng. Det hjælper ikke at hive et enkelt vers ud og se på det uden at forstå helheden. Så hvad står der inden ordene om, at ’Jesus er vejen, sandheden og livet’?[1]

Står der, at der er få boliger i Guds hus, at der kun er plads til de udvalgte? At Jesus er svaret på alt? At han kan hjælpe i alle tænkelige og utænkelige situationer. At han er den bedste virolog eller investeringsrådgiver? Nej det læser jeg ikke. – Men hvad står der så?

I kan ikke længere følge med mig

Hvis man læser lidt bagud i teksten, er Jesus er i gang med at holde sin afskedstale til disciplene. Jesus véd, at han skal dø, og ligeledes at han skal forrådes af Judas og fornægtes af Peter. Og her er de samlet efter, at Jesus har fortalt om et rige, der er anderledes. Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde. Jesus vasker fødderne på sine venner. Jesus tjener fremfor at herske.

Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde.

Jesus fortæller disciplene, at der skal komme en tid, hvor han er væk fra dem. En tid, hvor de ikke kan følge efter ham. Jeg tror, det har skabt røre i andedammen, og Jesus – som gang på gang har konstateret, at disciplene ikke altid kan følge med – siger så: ’Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’[2]

Jesus understreger med ord dét, han lige har gjort ved fodvaskningen. Disciplene skal tjene og elske hinanden, og det er derigennem, de skal kendes som Jesus’ disciple.

Forvirrede disciple og en opmuntrende Jesus

Peter forstår ikke, hvad Jesus siger. Hvor skal han hen? Hvor er det, de ikke kan komme med? Peter bliver ved og spørger, hvorfor han ikke kan komme med? Og Jesus fortæller, at Peter vil fornægte ham tre gange inden morgenen kommer.

Også Thomas spørger: Vi ved stadig ikke, hvor du skal hen, hvordan kan vi så følge efter dig? Vi kender ikke målet, hvordan skal vi så kende vejen? Spørgsmålet er vigtigt, for det indleder ordene om Jesus som vejen, sandheden og livet. Så hvad spørger Thomas om?

Han spørger ikke om, hvad der sker med dem, som ikke tror, dem som ikke kender Jesus. Eller om hvad man skal gøre i alle livet aspekter. Nej, Thomas spørger: Hvor er det, du skal hen? Hvor er det, vi ikke kan følge dig?

Jeg er vejen, sandheden og livet til gudsriget på jord

Kort sagt siger Jesus til disciplene: Tro på mig. Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid. Gå ikke væk fra den sti, I har gået med mig. Følg mig, tro mig. Alt, I behøver, er i mig. Og jeg vil bringe ’Guds hus til jer’.

Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid.

Disciples uendelige spørgen efter, hvor Jesus skal hen, bliver endnu engang besvaret på samme måde: De skal se mod ham. De skal følge hans eksempel. De skal elske deres næste. De skal tjene hinanden frem for at herske. Det er den vej, Jesus har lagt. Det er den vej, den sandhed og det liv, der sprang ud af Jesus’ liv på jorden.

Der er ikke en vej eller sandhed i alle livets aspekter, men der er en sandhed til et liv med Jesus. En vej til et liv som Jesus, en sandhed om gudsriget her på jorden og et liv i relation med Gud.

1    Johannes-evangeliet kap. 14, vers 6

2    Johannes-evangeliet kap. 13, vers 34

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I min ungdom gik jeg rundt med et WWJD-armbånd. ‘What would Jesus do?’ Underforstået, at Jesus er den rette vej, sandhed og liv. 


Christian Peter Heldgaard Bylund:

  • cand.theol. fra Aarhus Universitet
  • præst med Tølløse Baptistkirke

Er Jesus vejen til og sandheden om alt, og er Jesus alle livets aspekter? Hvad betyder det overhovedet, at Jesus er vejen?

Hvis jeg leder efter en vej, der skal sikre min økonomi i en Corona-tid, så tror jeg ikke, at Jesus er vejen. Her er økonomiske vismænd nok vejen. Hvis jeg leder efter en medicinsk kur mod Covid-19, så tror jeg heller ikke, Jesus er vejen, men derimod den hær af virologer, der kæmper for at finde en kur.

Med Jesus kom gudsriget til jorden

Men hvis jeg spørger til gudsriget: Hvad betyder budskabet om gudsriget for dig og mig? Og hvordan kan vi som mennesker få del i det? – så hjælper hverken virologer eller økonomer. Det er her, Jesus er vejen, sandheden og livet.

En anden ting, jeg har oplevet, er spørgsmål som: Er Jesus den eneste vej væk fra undergang? Er Jesus den eneste vej til frelse? Jeg véd ikke, hvordan den tankegang opstår. Måske er det for at kontrollere eller begrænse andre? Men den tankegang er problematisk, for sådan hører jeg ikke Jesus’ ord i evangelierne. Livet handler ikke om at undgå helvede. Det var ikke det, han kom for at fortælle.

Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden!

Han kom med en bedre vej i livet. Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden! Al den tid, Jesus brugte på jorden, blev ikke brugt på at afgrænse gudsriget. Nej, den blev brugt på at invitere alle med. Jesus ekskluderer ikke mennesker. Han møder dem.

Jesus’ farvel

Det er afgørende at se Bibelens tekster i deres sammenhæng. Det hjælper ikke at hive et enkelt vers ud og se på det uden at forstå helheden. Så hvad står der inden ordene om, at ’Jesus er vejen, sandheden og livet’?[1]

Står der, at der er få boliger i Guds hus, at der kun er plads til de udvalgte? At Jesus er svaret på alt? At han kan hjælpe i alle tænkelige og utænkelige situationer. At han er den bedste virolog eller investeringsrådgiver? Nej det læser jeg ikke. – Men hvad står der så?

I kan ikke længere følge med mig

Hvis man læser lidt bagud i teksten, er Jesus er i gang med at holde sin afskedstale til disciplene. Jesus véd, at han skal dø, og ligeledes at han skal forrådes af Judas og fornægtes af Peter. Og her er de samlet efter, at Jesus har fortalt om et rige, der er anderledes. Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde. Jesus vasker fødderne på sine venner. Jesus tjener fremfor at herske.

Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde.

Jesus fortæller disciplene, at der skal komme en tid, hvor han er væk fra dem. En tid, hvor de ikke kan følge efter ham. Jeg tror, det har skabt røre i andedammen, og Jesus – som gang på gang har konstateret, at disciplene ikke altid kan følge med – siger så: ’Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’[2]

Jesus understreger med ord dét, han lige har gjort ved fodvaskningen. Disciplene skal tjene og elske hinanden, og det er derigennem, de skal kendes som Jesus’ disciple.

Forvirrede disciple og en opmuntrende Jesus

Peter forstår ikke, hvad Jesus siger. Hvor skal han hen? Hvor er det, de ikke kan komme med? Peter bliver ved og spørger, hvorfor han ikke kan komme med? Og Jesus fortæller, at Peter vil fornægte ham tre gange inden morgenen kommer.

Også Thomas spørger: Vi ved stadig ikke, hvor du skal hen, hvordan kan vi så følge efter dig? Vi kender ikke målet, hvordan skal vi så kende vejen? Spørgsmålet er vigtigt, for det indleder ordene om Jesus som vejen, sandheden og livet. Så hvad spørger Thomas om?

Han spørger ikke om, hvad der sker med dem, som ikke tror, dem som ikke kender Jesus. Eller om hvad man skal gøre i alle livet aspekter. Nej, Thomas spørger: Hvor er det, du skal hen? Hvor er det, vi ikke kan følge dig?

Jeg er vejen, sandheden og livet til gudsriget på jord

Kort sagt siger Jesus til disciplene: Tro på mig. Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid. Gå ikke væk fra den sti, I har gået med mig. Følg mig, tro mig. Alt, I behøver, er i mig. Og jeg vil bringe ’Guds hus til jer’.

Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid.

Disciples uendelige spørgen efter, hvor Jesus skal hen, bliver endnu engang besvaret på samme måde: De skal se mod ham. De skal følge hans eksempel. De skal elske deres næste. De skal tjene hinanden frem for at herske. Det er den vej, Jesus har lagt. Det er den vej, den sandhed og det liv, der sprang ud af Jesus’ liv på jorden.

Der er ikke en vej eller sandhed i alle livets aspekter, men der er en sandhed til et liv med Jesus. En vej til et liv som Jesus, en sandhed om gudsriget her på jorden og et liv i relation med Gud.

1    Johannes-evangeliet kap. 14, vers 6

2    Johannes-evangeliet kap. 13, vers 34

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/jeg-er-vejen-sandheden-og-livet-men-til-hvad/feed/ Corona afstand! https://baptist.dk/corona-afstand/ Thu, 23 Apr 2020 04:00:28 +0000 https://baptist.dk/?p=9180
Her er mit billede af hr. Corona. Det hjælper mig til at huske, at det er ham, jeg lægger afstand til – og ikke det menneske, jeg går uden om på gaden.

Nu er det her bare en usædvanlig svamp, som fotografen fandt på et gammelt træ, men det blev en hjælp for mig til at huske at se bag det, der skaber skygger mellem os.

Det er en hjælp til at skille tingene ad og huske, at mennesket er skabt i Guds billede og stadig har samme værdi – bag al virus og smitte og aflysninger og kaos.

Men hvor længe skal coronaen ligge som en skygge imellem os? Kan vi – engang – igen møde hinanden uden mistro? Eller er vores tillid til andre også blevet offer for pandemien?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Her er mit billede af hr. Corona. Det hjælper mig til at huske, at det er ham, jeg lægger afstand til – og ikke det menneske, jeg går uden om på gaden.

Nu er det her bare en usædvanlig svamp, som fotografen fandt på et gammelt træ, men det blev en hjælp for mig til at huske at se bag det, der skaber skygger mellem os.

Det er en hjælp til at skille tingene ad og huske, at mennesket er skabt i Guds billede og stadig har samme værdi – bag al virus og smitte og aflysninger og kaos.

Men hvor længe skal coronaen ligge som en skygge imellem os? Kan vi – engang – igen møde hinanden uden mistro? Eller er vores tillid til andre også blevet offer for pandemien?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/corona-afstand/feed/ Tillid gør mennesker større https://baptist.dk/tillid-goer-mennesker-stoerre/ Tue, 25 Feb 2020 14:18:43 +0000 https://baptist.dk/?p=8773 Der blev i mit barndomshjem ikke sagt så mange ord, men ordene havde betydning. Derfor skulle aftaler ikke skrives ned. Et ord var et ord.


Jeg mindes stadig specielt min far, der stolede på andre mennesker og altid havde en tillidsskabende væremåde. Uanset om der i mit hjem blev lagt vægt på, at man skulle være tilbageholdende, afventende og aldrig føre sig frem, betød min fars væremåde, at jeg blev vist den tillid, som har betydet så meget for mig senere hen. Fx når jeg i realskolen kom hjem med min karakterbog og kommentaren lød: ”Du gjorde det vel så godt, du kunne”, selv om det var klart, at det kunne være gjort bedre.

Tillid som klippegrund

Kærligheden er det største, står der. Ja, kærligheden er storslået, forunderlig, livgivende. Men den menneskelige kærlighed er skrøbelig og kan være flygtig, for hviler den ikke på tillid, falmer og visner den let. Og det med tillid kan være noget besværligt noget. Tillid er – at stole på sin næste; stole på, at det sagte ord er sandt og vil blive fulgt op af tilsvarende handling. At opnå og indgyde tillid tager tid. Tillid er for kærligheden, hvad klippegrunden er for huset.

“Den bedste måde at finde ud af om du kan stole på en person, er at stole på personen.”
Hemingway

Tillid som sammenhængskraft

Tillid er afgørende for sammenhængskraften i parforholdet, i fællesskaber og det danske samfund. Intet forhold eller fællesskab kan eksistere, hvor mistillid hersker. Ingen er vel i tvivl om, at tillid er afgørende for de gode relationer til vores næste, men har vi nu den tillid til vores egne fællesskaber og til samfundet?

Afgørende for vores kirkesamfunds og menigheders fremtid er, at vi viser tillid til den valgte ledelse, vores ansatte og frivillige. Tillid til, at alle arbejder bedst muligt i overensstemmelse med muligheder og fælles beslutninger. Det må være udgangspunktet i vores drøftelser og handlinger.

Tillidssamfund

Gid det også gælder for vores politikere. Der er i dag en tendens til at lovgive på grundlag af mistillid, også i situationer hvor det alene er enkeltpersoner, der har misbrugt tilliden. Det er synd for Danmark.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Der blev i mit barndomshjem ikke sagt så mange ord, men ordene havde betydning. Derfor skulle aftaler ikke skrives ned. Et ord var et ord.


Jeg mindes stadig specielt min far, der stolede på andre mennesker og altid havde en tillidsskabende væremåde. Uanset om der i mit hjem blev lagt vægt på, at man skulle være tilbageholdende, afventende og aldrig føre sig frem, betød min fars væremåde, at jeg blev vist den tillid, som har betydet så meget for mig senere hen. Fx når jeg i realskolen kom hjem med min karakterbog og kommentaren lød: ”Du gjorde det vel så godt, du kunne”, selv om det var klart, at det kunne være gjort bedre.

Tillid som klippegrund

Kærligheden er det største, står der. Ja, kærligheden er storslået, forunderlig, livgivende. Men den menneskelige kærlighed er skrøbelig og kan være flygtig, for hviler den ikke på tillid, falmer og visner den let. Og det med tillid kan være noget besværligt noget. Tillid er – at stole på sin næste; stole på, at det sagte ord er sandt og vil blive fulgt op af tilsvarende handling. At opnå og indgyde tillid tager tid. Tillid er for kærligheden, hvad klippegrunden er for huset.

“Den bedste måde at finde ud af om du kan stole på en person, er at stole på personen.”
Hemingway

Tillid som sammenhængskraft

Tillid er afgørende for sammenhængskraften i parforholdet, i fællesskaber og det danske samfund. Intet forhold eller fællesskab kan eksistere, hvor mistillid hersker. Ingen er vel i tvivl om, at tillid er afgørende for de gode relationer til vores næste, men har vi nu den tillid til vores egne fællesskaber og til samfundet?

Afgørende for vores kirkesamfunds og menigheders fremtid er, at vi viser tillid til den valgte ledelse, vores ansatte og frivillige. Tillid til, at alle arbejder bedst muligt i overensstemmelse med muligheder og fælles beslutninger. Det må være udgangspunktet i vores drøftelser og handlinger.

Tillidssamfund

Gid det også gælder for vores politikere. Der er i dag en tendens til at lovgive på grundlag af mistillid, også i situationer hvor det alene er enkeltpersoner, der har misbrugt tilliden. Det er synd for Danmark.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tillid-goer-mennesker-stoerre/feed/ En selvmordstruet har fundet fred i livet https://baptist.dk/en-selvmordstruet-har-fundet-fred-i-livet/ Sat, 19 Oct 2019 11:46:19 +0000 https://baptist.dk/?p=7939 Jeg har forsøgt at begå selvmord! Flere gange! Bum. Så er det ude!


Lad mig dø

Tekst: Stine i 2013

Gud, min kære Gud
Lyt nu til bønnen i mit indre
Tag mig væk fra dette liv
For kun det vil kunne lindre

Smerten bider indeni
og river mig itu
Ingen tilflugt at finde
for al min barndoms gru

Hver dag er en kamp
Hvert minut, hvert sekund
Kan det virk’lig være sandt?
Skal livet gøre så ondt?

Krop og sjæl er så forpint
Mine kræfter ebber ud
Kun i døden findes hvile
Så sæt mig fri, min Gud

Dette liv er alt for svært
Og smerten ikke til at bære
I din himmel, kære Gud,
vil jeg hvile og være

Kom nu og sluk min flamme
Lad mit liv ebbe ud
Jeg be’r dig, lad det slutte
Tag mig op til dig, min Gud

Stop nu blidt mit åndedræt
Lad lidelsen få ende
Kun i døden er der fred
Og pinen vil forsvinde

Kald nu min sjæl til dig
Kald mig stille ved mit navn
Spred nu dine varme arme
Hold mig tæt i din favn

Giv mig lov at tage bort
Her mens jeg ligger og sover
Lad mig ikke vågne op
Klip nu blot min livsstreng over.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at der ville komme en dag igen i morgen. Min indre smerte og lidelse var så altfortærende, at det var ganske ubærligt at være i live. Døden sås som den eneste udvej for at finde fred i mit sind. At være låst inde på lukket psykiatrisk afsnit var i lange perioder nødvendigt for at forhindre mig i at ende mit liv.

Når jeg vågnede op efter mine selvmordsforsøg, følte jeg mig snydt for døden og kunne ikke begribe, hvorfor Gud ikke ville have mig. I dag er jeg taknemmelig for, at han var stædig og holdt mig i live. Forleden sad jeg med min præst, Lone Møller-Hansen, og talte om netop denne kronik, hun havde spurgt mig om at skrive.

Tegning: Stine 

Lone har fulgt mig i mange år, og hun fortalte mig nu om en episode, hun erindrede, da hun stod ved min seng på hospitalet, hvori jeg lå bevidstløs efter et selvmordsforsøg: ”Og så tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige til din begravelse”. Lones stemme knækker over, og tårerne pibler frem: ”Og nu sidder du her i dag”, siger Lone, ”og har et helt andet liv. Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Det er et mirakel!” Og det er det i sandhed. Ingen – slet ikke jeg selv – troede, jeg ville nå dertil, hvor jeg er i dag. Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Incest-offer

Fra jeg var ca. tre til tolv år, blev jeg udsat for incest af min psykisk syge farfar, der ind imellem også boede hos os i uger ad gangen. Så – nu er dét tabu også brudt. Der blev aldrig taget hånd om det, og jeg fik aldrig hjælp til at få bearbejdet traumerne. Jeg forsøgte derfor at lade som om, det ikke var sket. På overfladen så det fint ud. God uddannelse, godt job, rejste rundt i verden, blev gift med en udenlandsk mand osv.

Men på trods af det havde jeg det forfærdeligt, og det blev kun værre med årene. Ikke mindst tærede også fire års fertilitetsbehandlinger på krop og psyke. Mit største sammenbrud skete efter fødslen af min datter, hvor jeg for alvor blev konfronteret med min egen bagage og sårbarhed.
Jeg forstod og anerkendte dog ikke, at min barndoms traumer var skyld i, at jeg havde det så forfærdeligt, så jeg gjorde mig hård og bagatelliserede det. Jeg måtte jo bare være mærkelig, når jeg havde det så dårligt over dét. Jeg var blot et forkert, usselt menneske – en forfejlet mor, der ikke fortjente mit barn – hun var bedre tjent uden mig. Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Flashbacks

I 2012 blev jeg derfor indlagt på psykiatrisk center og fik endelig intens hjælp, men det var en ekstrem barsk tid. Jeg kæmpede bl.a. med Kompleks PTSD, depression, dybt selvhad, selvskade og grumme selvmordstanker og -forsøg. Mange gange om dagen – igennem fem år – genoplevede jeg med alle sanser voldsomme flashbacks af min barndoms værste overgreb. Det var som at være lille igen og gennemgå alle pinslerne på ny – mange gange dagligt. Hvordan holder man det ud?

Tegning: Stine 

Et dybt dysfunktionelt ægteskab og mangelfuld familiestøtte gjorde ikke tingene lettere. Min uforløste indre smerte åd mig op indefra og til sidst i en sådan grad, at lidelsen blev komplet ubærlig. Jeg så ingen anden udvej end døden. Det var som konstant at have hånden bundet til en tændt kogeplade. Du kan ikke komme væk, og hvis kun dét at dø kan gøre, at du slipper for smerten, er du villig til netop det.

Det kan være svært at forstå for andre, hvordan man kan nå dertil, at man ikke ønsker livet mere, især når man lige har fået en vidunderlig lille datter. Jeg tror ikke, man fuldt kan sætte sig ind i den desperate følelse og intense indre smerte, med mindre man selv har været der.

Min uforløste indre smerte åd mig op indefra.

Unormal lang indlæggelse

Det blev til en unormal lang indlæggelse på tre et halvt år, for så lang tid tog det at få bearbejdet de dybe og voldsomme traumer, nå til de rette erkendelser omkring det og få samlet mit fragmenterede jeg til et mere helt menneske. Jeg skulle lære at rumme mit indre, svigtede barn og tage hende i hånden fremfor at være vred på hende.

Lidelsen har været ubærlig, men ved at få kigget på den og delt den, har den mistet noget af sin kraft Heldigvis oplevede jeg under indlæggelsen, at jeg med hjælp tog de første skridt på min lange rejse mod heling af mit indre. Især én fantastisk dygtig og empatisk sygeplejerske, Dorte, vandt min skrøbelige tillid, og hun investerede sig selv personligt ud over det sædvanlige.

Pseudo-mor

Dorte har holdt min hånd hele vejen og turdet være i smerten med mig. Hun er stadig min faste støtte og en form for følelsesmæssig ‘pseudomor’, jeg altid kan ringe til, selvom det er tre et halvt år, siden jeg blev udskrevet. Jeg kom hjem, blev skilt og fik mit eget hus til min datter og mig. På trods af lidelsen valgte jeg heldigvis igennem hele indlæggelsen at være sammen med min vidunderlige datter hver eneste dag. Det var meget vigtigt for mig, og vi har derfor et tæt og kærligt bånd.

For lidt over to år siden skete det, jeg aldrig havde troet – jeg fandt kærligheden. En dejlig, mild og kærlig mand, der rummer mig, som den jeg er, med den bagage og de ar, jeg har med mig på krop og sjæl. Det har hjulpet mig til at gøre det samme. Mine flashbacks er nu endelig forsvundet, i og med jeg har gennemarbejdet min fortid og fundet tryghed, ro, tillid og kærlighed – følelser og begreber, der har været meget svære for mig.

Det er i erkendelsen af min sårbarhed, jeg skal finde min styrke.

Styrken i sårbarheden

Langsomt har jeg lært, at jeg skal finde min styrke i erkendelsen af min sårbarhed. Jeg har erfaret, at det ikke nødvendigvis handler om at få alt det svære til at gå væk, men om at lære at leve med det, jeg har med mig og acceptere mig selv. Jeg lever med min PTSD og min skrøbelighed og er blevet bedre til at tage hensyn til den. Min historie er blevet en mere integreret del af mig, og jeg har sluttet fred med den og dermed også med mig selv.

Jeg har en ambition om at være med til at bryde tabuer og et ønske om, at mine erfaringer ikke skal være spildte, men kan bidrage med noget. Derfor tager jeg i dag undertiden ud og holder oplæg, bl.a. for personale i psykiatrien, på akutmodtagelsen, pårørendegrupper mv.

Fred i livet

Jeg bliver stærkere dag for dag og er taknemmelig for al den hjælp og kærlighed, jeg heldigvis også har mødt i mit liv. Jeg nyder min nyvundne lille familie på fem, hvor min datter også glædes over sine to dejlige bonussøskende. Gud er god! Der er håb for selv den håbløse.

Før ønskede jeg kun at finde fred i døden – nu finder jeg fred i livet.

Hjælpeorganisationer, hvis du har været udsat for misbrug og søger hjælp

kris-dk.dk eller facebook.com/Landsorganisationen-KRIS-191946597599923/
landsforeningen-spor.dk eller facebook.com/LandsforeningenSpor/
Csm-danmark.dk

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Jeg har forsøgt at begå selvmord! Flere gange! Bum. Så er det ude!


Lad mig dø

Tekst: Stine i 2013

Gud, min kære Gud
Lyt nu til bønnen i mit indre
Tag mig væk fra dette liv
For kun det vil kunne lindre

Smerten bider indeni
og river mig itu
Ingen tilflugt at finde
for al min barndoms gru

Hver dag er en kamp
Hvert minut, hvert sekund
Kan det virk’lig være sandt?
Skal livet gøre så ondt?

Krop og sjæl er så forpint
Mine kræfter ebber ud
Kun i døden findes hvile
Så sæt mig fri, min Gud

Dette liv er alt for svært
Og smerten ikke til at bære
I din himmel, kære Gud,
vil jeg hvile og være

Kom nu og sluk min flamme
Lad mit liv ebbe ud
Jeg be’r dig, lad det slutte
Tag mig op til dig, min Gud

Stop nu blidt mit åndedræt
Lad lidelsen få ende
Kun i døden er der fred
Og pinen vil forsvinde

Kald nu min sjæl til dig
Kald mig stille ved mit navn
Spred nu dine varme arme
Hold mig tæt i din favn

Giv mig lov at tage bort
Her mens jeg ligger og sover
Lad mig ikke vågne op
Klip nu blot min livsstreng over.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at der ville komme en dag igen i morgen. Min indre smerte og lidelse var så altfortærende, at det var ganske ubærligt at være i live. Døden sås som den eneste udvej for at finde fred i mit sind. At være låst inde på lukket psykiatrisk afsnit var i lange perioder nødvendigt for at forhindre mig i at ende mit liv.

Når jeg vågnede op efter mine selvmordsforsøg, følte jeg mig snydt for døden og kunne ikke begribe, hvorfor Gud ikke ville have mig. I dag er jeg taknemmelig for, at han var stædig og holdt mig i live. Forleden sad jeg med min præst, Lone Møller-Hansen, og talte om netop denne kronik, hun havde spurgt mig om at skrive.

Tegning: Stine 

Lone har fulgt mig i mange år, og hun fortalte mig nu om en episode, hun erindrede, da hun stod ved min seng på hospitalet, hvori jeg lå bevidstløs efter et selvmordsforsøg: ”Og så tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige til din begravelse”. Lones stemme knækker over, og tårerne pibler frem: ”Og nu sidder du her i dag”, siger Lone, ”og har et helt andet liv. Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Det er et mirakel!” Og det er det i sandhed. Ingen – slet ikke jeg selv – troede, jeg ville nå dertil, hvor jeg er i dag. Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Incest-offer

Fra jeg var ca. tre til tolv år, blev jeg udsat for incest af min psykisk syge farfar, der ind imellem også boede hos os i uger ad gangen. Så – nu er dét tabu også brudt. Der blev aldrig taget hånd om det, og jeg fik aldrig hjælp til at få bearbejdet traumerne. Jeg forsøgte derfor at lade som om, det ikke var sket. På overfladen så det fint ud. God uddannelse, godt job, rejste rundt i verden, blev gift med en udenlandsk mand osv.

Men på trods af det havde jeg det forfærdeligt, og det blev kun værre med årene. Ikke mindst tærede også fire års fertilitetsbehandlinger på krop og psyke. Mit største sammenbrud skete efter fødslen af min datter, hvor jeg for alvor blev konfronteret med min egen bagage og sårbarhed.
Jeg forstod og anerkendte dog ikke, at min barndoms traumer var skyld i, at jeg havde det så forfærdeligt, så jeg gjorde mig hård og bagatelliserede det. Jeg måtte jo bare være mærkelig, når jeg havde det så dårligt over dét. Jeg var blot et forkert, usselt menneske – en forfejlet mor, der ikke fortjente mit barn – hun var bedre tjent uden mig. Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Flashbacks

I 2012 blev jeg derfor indlagt på psykiatrisk center og fik endelig intens hjælp, men det var en ekstrem barsk tid. Jeg kæmpede bl.a. med Kompleks PTSD, depression, dybt selvhad, selvskade og grumme selvmordstanker og -forsøg. Mange gange om dagen – igennem fem år – genoplevede jeg med alle sanser voldsomme flashbacks af min barndoms værste overgreb. Det var som at være lille igen og gennemgå alle pinslerne på ny – mange gange dagligt. Hvordan holder man det ud?

Tegning: Stine 

Et dybt dysfunktionelt ægteskab og mangelfuld familiestøtte gjorde ikke tingene lettere. Min uforløste indre smerte åd mig op indefra og til sidst i en sådan grad, at lidelsen blev komplet ubærlig. Jeg så ingen anden udvej end døden. Det var som konstant at have hånden bundet til en tændt kogeplade. Du kan ikke komme væk, og hvis kun dét at dø kan gøre, at du slipper for smerten, er du villig til netop det.

Det kan være svært at forstå for andre, hvordan man kan nå dertil, at man ikke ønsker livet mere, især når man lige har fået en vidunderlig lille datter. Jeg tror ikke, man fuldt kan sætte sig ind i den desperate følelse og intense indre smerte, med mindre man selv har været der.

Min uforløste indre smerte åd mig op indefra.

Unormal lang indlæggelse

Det blev til en unormal lang indlæggelse på tre et halvt år, for så lang tid tog det at få bearbejdet de dybe og voldsomme traumer, nå til de rette erkendelser omkring det og få samlet mit fragmenterede jeg til et mere helt menneske. Jeg skulle lære at rumme mit indre, svigtede barn og tage hende i hånden fremfor at være vred på hende.

Lidelsen har været ubærlig, men ved at få kigget på den og delt den, har den mistet noget af sin kraft Heldigvis oplevede jeg under indlæggelsen, at jeg med hjælp tog de første skridt på min lange rejse mod heling af mit indre. Især én fantastisk dygtig og empatisk sygeplejerske, Dorte, vandt min skrøbelige tillid, og hun investerede sig selv personligt ud over det sædvanlige.

Pseudo-mor

Dorte har holdt min hånd hele vejen og turdet være i smerten med mig. Hun er stadig min faste støtte og en form for følelsesmæssig ‘pseudomor’, jeg altid kan ringe til, selvom det er tre et halvt år, siden jeg blev udskrevet. Jeg kom hjem, blev skilt og fik mit eget hus til min datter og mig. På trods af lidelsen valgte jeg heldigvis igennem hele indlæggelsen at være sammen med min vidunderlige datter hver eneste dag. Det var meget vigtigt for mig, og vi har derfor et tæt og kærligt bånd.

For lidt over to år siden skete det, jeg aldrig havde troet – jeg fandt kærligheden. En dejlig, mild og kærlig mand, der rummer mig, som den jeg er, med den bagage og de ar, jeg har med mig på krop og sjæl. Det har hjulpet mig til at gøre det samme. Mine flashbacks er nu endelig forsvundet, i og med jeg har gennemarbejdet min fortid og fundet tryghed, ro, tillid og kærlighed – følelser og begreber, der har været meget svære for mig.

Det er i erkendelsen af min sårbarhed, jeg skal finde min styrke.

Styrken i sårbarheden

Langsomt har jeg lært, at jeg skal finde min styrke i erkendelsen af min sårbarhed. Jeg har erfaret, at det ikke nødvendigvis handler om at få alt det svære til at gå væk, men om at lære at leve med det, jeg har med mig og acceptere mig selv. Jeg lever med min PTSD og min skrøbelighed og er blevet bedre til at tage hensyn til den. Min historie er blevet en mere integreret del af mig, og jeg har sluttet fred med den og dermed også med mig selv.

Jeg har en ambition om at være med til at bryde tabuer og et ønske om, at mine erfaringer ikke skal være spildte, men kan bidrage med noget. Derfor tager jeg i dag undertiden ud og holder oplæg, bl.a. for personale i psykiatrien, på akutmodtagelsen, pårørendegrupper mv.

Fred i livet

Jeg bliver stærkere dag for dag og er taknemmelig for al den hjælp og kærlighed, jeg heldigvis også har mødt i mit liv. Jeg nyder min nyvundne lille familie på fem, hvor min datter også glædes over sine to dejlige bonussøskende. Gud er god! Der er håb for selv den håbløse.

Før ønskede jeg kun at finde fred i døden – nu finder jeg fred i livet.

Hjælpeorganisationer, hvis du har været udsat for misbrug og søger hjælp

kris-dk.dk eller facebook.com/Landsorganisationen-KRIS-191946597599923/
landsforeningen-spor.dk eller facebook.com/LandsforeningenSpor/
Csm-danmark.dk

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/en-selvmordstruet-har-fundet-fred-i-livet/feed/ Tillid til tiden https://baptist.dk/tillid-til-tiden/ Wed, 21 Nov 2018 09:20:57 +0000 https://baptist.dk/?p=5032 Med 20 års erfaring som pædagog ved Tina Thordal meget både i teori og praksis om, hvordan forskellige forældretypers tilgang til tillid påvirker deres børn. Kendetegnet for forældre, der opdrager i tillid, er, at de sigter mod at opdrage barnet til at indgå i fællesskaber.


Tina Thorndal:

  • gift med Jesper og mor til to teenagedrenge
  • uddannet pædagog og ansat i børnehave
  • opvokset i Folkekirken, men var baptistspejder
  • medlem af Viborg Baptistkirke og stifter af menighedens ‘Fredags-familier’

Det vigtigste Tina lærte som baptistspejder er: ”Alt er tilladt, det er bare ikke alt, der er gavnligt”[1]. Udtrykket viser tillid og grænser på en gang og lægger op til dialog mellem barn og voksen om det, der er gavnligt. Det skaber en fornemmelse af samhørighed, og derved bevarer de voksne ydmyghed og menneskelighed. Det er afgørende for tillid.

Men tillid eller ej, så holder pædagogen fast i, at alle forældre handler i kærlighed. Tina mener ikke, at hun har monopol på, hvilken opdragelse, der er rigtig eller forkert, ”men ja, når vi taler om tillid i opdragelsen, så er der ting, der skiller sig ud fra hinanden.”

 Forudsigelighed, samhørighed og samarbejde

”Tilliden kan siges at have i hvert fald tre funktioner,” citerer Tina fra Wikipedia. ”Den gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en fornemmelse af samhørighed, og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen.” ”Opdragelse”, fortsætter hun, ”er en proces, hvor man støtter udviklingen af et menneskes personlighed ud fra en bevidst hensigt”.[2]

Jeg spørger forvirret: ”Vil det sige, at hvis forældre gerne vil opdrage deres børn i tillid, så skal opdragelsen afspejle de tre elementer?” Tina omformulerer i punktform: ”Tillid i opdragelsen skaber et samarbejde, et fællesskab og en forudsigelighed mellem de voksne og børnene. Det vil vise sig som rummelighed og respekt for børnene.” Tina uddyber sin pointe: ”Tillid til sig selv og sin rolle som forælder er vigtig. Hvis ikke man hviler i sig selv som forælder, er man en ’markant forælder’. For den forælder, der har tillid til sig selv og barnet, viser, at de kender målet for deres opdragelse uanset situationen og guider barnet derhen, ligesom en ’førerulv’.”[3]

 Markante forældre markerer sig

”Hvad er en markant forælder, hvis ikke det er én, som har markante holdninger? Og ’førerulv’ lyder ikke specielt tillidvækkende?” spørger jeg blankt. Tina anbefaler en bog, som forklarer de yderpoler af ’markante forældre’, som mere og mere udfordrer den danske opfattelse af tilliden som grundlag i opdragelsen.[4] Markante forældre har øje for deres eget barns succes i enhver situation og er det modsatte af tillidsfulde forældre, der har fællesskabet og et fast værdigrundlag for øje. ”Det er vigtigt at understrege”, uddyber Tina, ”at selv om man er en markant forælder, så handler man i kærlighed.” Tinas forklaring af de to typer af ’markante forældre’ og deres tillidsfulde modsætning, ’førerulven’, kan læses i detaljer i den fulde artikel på http://www.baptist.dk

 Tillid i den kristne opdragelse 

”Jesper og jeg er begge vokset op i en kirke med et stærkt fællesskab, præst og ungdomsliv, hvor vi stort set kun så de andre fra kirken”, siger Tina lidt tøvende. De oplevede de mange ”må ikke/skal” som at blive pakket ind i vat. ”De voksne manglede tillid til os”, synger de næsten i kor, lidt flove over kritikken af det tætvævede kristne fællesskab, som bragte dem sammen. ”Vi har i stedet lært vores drenge at finde den indre samvittighed og lytte til den samt at tage de naturlige konsekvenser af deres handlinger”, forklarer Tina. ”Vi guider dem på vej med ydmyghed og kaster ikke bibel-citater efter dem, når de fejler.”

”Tillid til sig selv og sin rolle som forælder er vigtig.”

”Tillid i opdragelsen skaber et samarbejde, et fællesskab og en forudsigelighed mellem de voksne og børnene og vil komme til udtryk som rummelighed og respekt for børnene.”

[1]    1. Korintherbrev kap. 10, vers 23

[2]    28-09-2018, https://da.wikipedia.org

[3]    Jesper Juul, Førerulve – det livsvigtige lederskab i familien, Akademisk Forlag, København 2017.

[4]    Rikke Yde Tordrup, Markante forældre handler i kærlighed, Dansk psykologisk Forlag, København 2017

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Med 20 års erfaring som pædagog ved Tina Thordal meget både i teori og praksis om, hvordan forskellige forældretypers tilgang til tillid påvirker deres børn. Kendetegnet for forældre, der opdrager i tillid, er, at de sigter mod at opdrage barnet til at indgå i fællesskaber.


Tina Thorndal:

  • gift med Jesper og mor til to teenagedrenge
  • uddannet pædagog og ansat i børnehave
  • opvokset i Folkekirken, men var baptistspejder
  • medlem af Viborg Baptistkirke og stifter af menighedens ‘Fredags-familier’

Det vigtigste Tina lærte som baptistspejder er: ”Alt er tilladt, det er bare ikke alt, der er gavnligt”[1]. Udtrykket viser tillid og grænser på en gang og lægger op til dialog mellem barn og voksen om det, der er gavnligt. Det skaber en fornemmelse af samhørighed, og derved bevarer de voksne ydmyghed og menneskelighed. Det er afgørende for tillid.

Men tillid eller ej, så holder pædagogen fast i, at alle forældre handler i kærlighed. Tina mener ikke, at hun har monopol på, hvilken opdragelse, der er rigtig eller forkert, ”men ja, når vi taler om tillid i opdragelsen, så er der ting, der skiller sig ud fra hinanden.”

 Forudsigelighed, samhørighed og samarbejde

”Tilliden kan siges at have i hvert fald tre funktioner,” citerer Tina fra Wikipedia. ”Den gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en fornemmelse af samhørighed, og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen.” ”Opdragelse”, fortsætter hun, ”er en proces, hvor man støtter udviklingen af et menneskes personlighed ud fra en bevidst hensigt”.[2]

Jeg spørger forvirret: ”Vil det sige, at hvis forældre gerne vil opdrage deres børn i tillid, så skal opdragelsen afspejle de tre elementer?” Tina omformulerer i punktform: ”Tillid i opdragelsen skaber et samarbejde, et fællesskab og en forudsigelighed mellem de voksne og børnene. Det vil vise sig som rummelighed og respekt for børnene.” Tina uddyber sin pointe: ”Tillid til sig selv og sin rolle som forælder er vigtig. Hvis ikke man hviler i sig selv som forælder, er man en ’markant forælder’. For den forælder, der har tillid til sig selv og barnet, viser, at de kender målet for deres opdragelse uanset situationen og guider barnet derhen, ligesom en ’førerulv’.”[3]

 Markante forældre markerer sig

”Hvad er en markant forælder, hvis ikke det er én, som har markante holdninger? Og ’førerulv’ lyder ikke specielt tillidvækkende?” spørger jeg blankt. Tina anbefaler en bog, som forklarer de yderpoler af ’markante forældre’, som mere og mere udfordrer den danske opfattelse af tilliden som grundlag i opdragelsen.[4] Markante forældre har øje for deres eget barns succes i enhver situation og er det modsatte af tillidsfulde forældre, der har fællesskabet og et fast værdigrundlag for øje. ”Det er vigtigt at understrege”, uddyber Tina, ”at selv om man er en markant forælder, så handler man i kærlighed.” Tinas forklaring af de to typer af ’markante forældre’ og deres tillidsfulde modsætning, ’førerulven’, kan læses i detaljer i den fulde artikel på http://www.baptist.dk

 Tillid i den kristne opdragelse 

”Jesper og jeg er begge vokset op i en kirke med et stærkt fællesskab, præst og ungdomsliv, hvor vi stort set kun så de andre fra kirken”, siger Tina lidt tøvende. De oplevede de mange ”må ikke/skal” som at blive pakket ind i vat. ”De voksne manglede tillid til os”, synger de næsten i kor, lidt flove over kritikken af det tætvævede kristne fællesskab, som bragte dem sammen. ”Vi har i stedet lært vores drenge at finde den indre samvittighed og lytte til den samt at tage de naturlige konsekvenser af deres handlinger”, forklarer Tina. ”Vi guider dem på vej med ydmyghed og kaster ikke bibel-citater efter dem, når de fejler.”

”Tillid til sig selv og sin rolle som forælder er vigtig.”

”Tillid i opdragelsen skaber et samarbejde, et fællesskab og en forudsigelighed mellem de voksne og børnene og vil komme til udtryk som rummelighed og respekt for børnene.”

[1]    1. Korintherbrev kap. 10, vers 23

[2]    28-09-2018, https://da.wikipedia.org

[3]    Jesper Juul, Førerulve – det livsvigtige lederskab i familien, Akademisk Forlag, København 2017.

[4]    Rikke Yde Tordrup, Markante forældre handler i kærlighed, Dansk psykologisk Forlag, København 2017

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tillid-til-tiden/feed/