Lyt til artiklen:

Når et politisk system bryder sammen og mister legitimitet, smitter det af på resten af samfundet og konflikten medfører etniske, sociale eller religiøse spændinger. Men de store overgreb kommer ikke altid fra mennesker med en anden tro eller etnicitet fortæller Saw Tun He, en af deltagerne i BaptistKirkens projekt for fremme af tros- og religionsfrihed: “De største krænkelser kommer fra militæret mod alle religioner. Det handler ikke kun om kristne. Religiøse bygninger fra alle religioner bliver angrebet.”

Naomi Naw helt til venstre og Saw Tun He helt til højre (Foto: Morten Kjær Kofoed)

FN’s tidligere særlige rapportør for Myanmar, Tom Andrews, advarer om en krise, der både er brutal og overset[1]. Siden militærkuppet i 2021 er angrebene på civile mål steget voldsomt. Skoler, klinikker og kirker er blevet ramt. Millioner er fordrevet eller truet af sult. Myanmar er blevet en “glemt krise”.

I maj måned besøgte missionssekretær Morten Kofoed BaptistKirkens projekt til fremme af tros- og religionsfrihed i Myanmar.  Et nødvendigt projekt i et land, hvor religion, etnicitet, politik og konflikt er tæt filtret sammen. Projektet er bevilget i 2025 til BaptistKirken og samarbejdspartnere i Myanmar af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der har en pulje netop til at fremme af tros- og religionsfrihed[2].

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Mere end en humanitær krise

Myanmar er ikke kun ramt af en politisk og humanitær krise. Der er også en dyb krise for menneskelig værdighed, samvittighedsfrihed og retten til at leve trygt med sin religion eller overbevisning. Det er her, tros- og religionsfrihed (ofte omtalt som FoRB, Freedom of Religion or Belief) bliver afgørende.

Tros- og religionsfrihed handler ikke kun om retten til at praktisere sin tro. Det handler også om menneskets frihed til at tro, skifte tro, ikke tro, praktisere sin tro og deltage ligeværdigt i samfundet uden frygt, tvang eller diskrimination. Det gælder alle religioner. I sin kerne handler det om, hvorvidt mennesker kan leve sikkert som sig selv.

Når religion bliver en markør

Religion bliver brugt som markør for, hvem der hører til, og hvem der mistænkeliggøres. Gamle fordomme blusser op, og lokale stridigheder får ny kraft, når frygt, propaganda og usikkerhed breder sig. Derfor er tros- og religionsfrihed vigtig i en krise som Myanmars. Det er en del af selve spørgsmålet om fred, sammenhængskraft og beskyttelse af civile.

I Myanmar er religion, etnicitet, politisk identitet og væbnet konflikt filtret tæt sammen. Når religion politiseres eller bruges til at skabe fjendebilleder, bidrager den til mistillid, had og vold. Men religiøse ledere og trosfællesskaber er også blandt de få aktører, der stadig har lokal tillid, nærvær og moralsk autoritet. Derfor spiller de en vigtig rolle som brobyggere, fredsskabere og beskyttere af lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Problematiske ID-kort

Samtidig viser hverdagen, at religiøs identitet har konkrete konsekvenser. Saw Tun He fortæller: “På vores ID-kort er vores nationalitet, etnicitet og religion angivet. Hinduer og muslimer har sværest ved at få et ID-kort.” Uden nationalt ID-kort kan man ikke åbne en bankkonto, rejse frit eller gå til eksamen. Administrativ forskelsbehandling er derfor en barriere for uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundet.

Forandring begynder i det små

CKU’s[3] læring fra tros- og religionsfrihed-projekter peger netop på, at bæredygtig forandring sjældent kommer alene gennem juridiske reformer eller internationale erklæringer. Det er vigtigt, men ikke nok. I skrøbelige samfund begynder forandringen ofte i det små: gennem tillid, forbedrede relationer, mindre frygt, fælles handling og modet til at se den anden som medmenneske frem for trussel. Religion kan være en ressource for fred, men også en drivkraft for polarisering. Derfor kræver arbejdet både lokal forankring, konfliktforståelse og evnen til løbende at tilpasse sig en virkelighed, der hurtigt forandrer sig.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Det er også udgangspunktet for BaptistKirkens tros- og religionsfriheds-projekt i Myanmar. Projektet er forankret hos lokale partnere og det styrker unge religiøse ledere — herunder kvinder — fra forskellige trosretninger, så de kan forstå tros- og religionsfrihed, analysere lokale spændinger og tage initiativ til dialog, tillidsopbygning og lokale løsninger. Projektets formål er ikke at eksportere en færdig model til Myanmar, men at støtte lokale aktører i selv at identificere problemer, bygge relationer og handle dér, hvor de er.

For Naomi Naw har træningen givet et sprog for noget, hun allerede mærkede var forkert:
“Før træningen vidste jeg allerede, at jeg ikke brød mig om racemæssig eller religiøs diskrimination. Men jeg kendte ikke til tros- og religionsfrihed.” Efter træningen oplever hun, at hun har fået konkret viden og idéer til, hvordan hun kan tage del i arbejdet og gennemføre aktiviteter i sit lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Rettigheder kræver relationer

Et vigtigt element er tillidsopbygning. Naomi Naw fortæller, at buddhismen er majoritetsreligion i hendes område, og at buddhistiske religiøse fejringer kan foregå offentligt uden særlig tilladelse.
“Men for andre religioner gælder det, at hvis vi vil arrangere noget med mere end 50 mennesker, skal vi bede om godkendelse. Hvis det ikke bliver godkendt, kan vi ikke gennemføre aktiviteten.”
Netop derfor handler tros- og religionsfriheds-arbejde både om rettigheder og relationer: om at kende sine rettigheder, men også om at skabe lokale forbindelser, der kan mindske frygt og mistillid.

Erfaringerne viser, at interreligiøs dialog virker bedst, når den ikke kun består af samtaler, men også forbindes med praktisk samarbejde og fælles handling i lokalsamfundet. Når unge, kvinder og religiøse ledere arbejder sammen om konkrete udfordringer, opstår der nye relationer på tværs af skel. Det kan være netop de relationer, der senere gør det muligt at dæmpe konflikter, modvirke rygter og beskytte sårbare grupper.

Saw Tun He peger på, at det også kræver dokumentation:
“Vi arbejder på ét projekt: dataindsamling om Tros- og Religionsfriheds-krænkelser i Myanmar. Der er mange krænkelser i Myanmar, men vi har ikke specifikke data, der dokumenterer overgrebene.”

Solide data kan bruges i både national og international fortalervirksomhed — ligesom data kan hjælpe lokale aktører med at vise, hvad der faktisk sker, hvor det sker, og hvem der rammes.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Ingen kan gøre det alene

Det kan lyde beskedent i et land præget af militær vold, sult og fordrivelse. Men i et samfund, hvor frygt og mistillid er blevet hverdag, er relationer ikke småting. Et trygt rum for samtale kan være begyndelsen på fred. En ung religiøs leder, der lærer at beskytte andres frihed, styrker også sin egen. En lokal gruppe, der går sammen på tværs af tro og etnicitet, kan blive et værn mod polarisering. Som Saw Tun He siger:
“Én organisation kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det sammen.”

Tros- og religionsfrihed handler ikke om at give særlige rettigheder til religiøse grupper. Det handler om lige værdighed og fælles frihed. Når trosfriheden bliver svækket, går det også ud over ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, minoritetsrettigheder og civilsamfundet muligheder. Og når trosfriheden bliver styrket, bliver den en vej til fred, deltagelse og beskyttelse af mennesker i et af verdens mest sårbare samfund.

“Min drøm er at være fredsbygger”

Derfor giver det mening at lade projektets deltagere selv få det sidste ord. Naomi Naw siger:
“Jeg forsøger at bygge enhed i mangfoldighed. I vores lokalsamfund er der mange forskellige religioner og etniske grupper. Selv om vi er forskellige, er det fælles, at vi alle er mennesker.”

Saw Tun He formulerer sin fremtidsdrøm sådan:
“Min drøm er at være fredsbygger.”
Han er selv konverteret fra buddhismen, men hans forældre og størstedelen af familien er fortsat buddhister. Alligevel lever de fredeligt sammen, og når Saw Tun He besøger sine forældre eller slægtninge, beder de ham om at bede for dem:
“I vores land har vi mange etniske grupper og mange religioner, og vi er nødt til at leve sammen.”

Myanmar må ikke blive en glemt krise. Og tros- og religionsfrihed må ikke blive reduceret til et nicheanliggende for særligt interesserede. Det er en grundlæggende del af kampen for menneskelig værdighed. I Myanmar — som mange andre steder — begynder den kamp ofte med mennesker, der tør mødes, lytte og bygge tillid, selv når alt omkring dem trækker i retning af frygt og splittelse.

[1] https://www3.nhk.or.jp/nhkworld/en/news/backstories/4795/

[2] ToRF-vinduet er en pulje af midler der skal fremme Tros- og Religionsfrihed benævnt ToRF eller FoRB (Freedom of Belief and Religion) og er tæt knyttet til artikel 18 i Menneskerettighedserklæringen om tros- og religionsfrihed.

[3]https://cku.dk/wp-content/uploads/2025/10/FORB_LearningReview_web_highRes.pdf

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere

Lyt til nytårshilsenen her:

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Den film kører jeg jævnligt over min indre nethinde, og hver gang ville jeg ønske, jeg kunne trylle det om. Alligevel skal I høre mit svar: ”Jeg synes i grunden ikke, der er noget galt nogen steder”.

Arj altså – hvor lidt vidste jeg? Var jeg bare totalt naiv og blank? Og var universitetet for mig, hvad en optiker ville være for en muldvarp? Jeg tror ja og ja. Dog vil jeg nu 30 år senere gerne indvende:” på godt og ondt”.

Hele min barndom var jeg vokset op i ly af forældre og bedsteforældre med gigantisk tillid til Gud. De fleste af samfundsdebatterne kom sjældent længere end til, at mennesker med svære liv ville få det bedre, hvis de kendte Gud.

Gud var klippen, når man var syg, når man manglede, når man skulle gøre naboer glade og trøste. Gud var svaret på alt, og Gud er god ALTID.

Dengang på uni troede vi aldrig, at vi skulle komme til at opleve et kollaps af systemer og stilladser. Vi var sikre på, at det kun kunne gå en vej – at menneskeheden ville tage ved lære af historien og blive klogere.

I dag, hvis jeg besøgte min gamle underviser, er jeg sikker på, at en klog mand som ham gerne ville have hørt mere om, hvor min blinde tillid stammede fra.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Jeg har fået en app, som fortæller, hvornår strømprisen er lav, og så har jeg fundet ud af delay-funktionen på både vaske- og opvaskemaskine.

Men hvad hjælper det, når verden rammes af oversvømmelser, tørke og voldsomme storme? Hvad skal jeg med mit lille liv stille op mod alle disse trusler?

Jeg kan vælge at bekymre mig, og andre har mere grund til at være bekymrede end mig. Det er sandt. Nogle vil sige, at det er nemt for mig at lægge alt over til Gud.

Men tillid er et valg!

Det er vigtigere end nogensinde at stole på, at vores liv er i Guds hånd. ”Lad være med at bekymre jer og sige: ’Hvad skal vi nu spise og drikke?’ eller ’Hvad skal vi tage på?’… I har jo en far himlen, der ved, at I har brug for det. Koncentrer jer om Gud og det, han vil have jer til, så sørger han for alt det andet.” (Matthæusevangeliet 6:31)

Gør det, du kan!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Således definerer en ordbog begrebet tillid.

I et samfund og en retsstat som vores, er tillid afgørende. En luksus, vi har kunnet nyde godt af gennem generationer. Flere mener, at dette er ved at ændre sig, og de har sikkert ret. Og med dette må vi forudse, at det får konsekvenser for vores måde at se på os selv, hinanden og fællesskabet.

”Tillid kan ikke bare forventes – det skal man gøre sig fortjent til!” siger vi – og sådan er det.

Hvor er jeg taknemmelig for, at Gud har tillid til mig. Også selvom jeg ikke har gjort mig fortjent hertil. Men tværtimod kan finde på at agere uden ”lovhjemmel” fra Ham!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Forbandelser er ikke bare grimme ord eller besværgelser a la Harry Potter. Hver gang vi sårer nogen, lader vores mistro til andre mennesker skinne igennem eller dømmer andre med vores ord – vælger vi forbandelsen frem for velsignelsen.

Lad os vælge opmuntringen, opbakningen, tillidserklæringen næste gang – hver gang! – vi taler med nogen eller om nogen.

Lad det kunne høres på os, at vi har valgt velsignelsen. Det betyder mere, end vi aner.

(Tak til Thomas Willer for inspiration!)

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Christian Peter Heldgaard Bylund:

• cand.theol. fra Aarhus Universitet
• præst med Tølløse Baptistkirke

Er Jesus vejen til og sandheden om alt, og er Jesus alle livets aspekter? Hvad betyder det overhovedet, at Jesus er vejen?

Hvis jeg leder efter en vej, der skal sikre min økonomi i en Corona-tid, så tror jeg ikke, at Jesus er vejen. Her er økonomiske vismænd nok vejen. Hvis jeg leder efter en medicinsk kur mod Covid-19, så tror jeg heller ikke, Jesus er vejen, men derimod den hær af virologer, der kæmper for at finde en kur.

Med Jesus kom gudsriget til jorden

Men hvis jeg spørger til gudsriget: Hvad betyder budskabet om gudsriget for dig og mig? Og hvordan kan vi som mennesker få del i det? – så hjælper hverken virologer eller økonomer. Det er her, Jesus er vejen, sandheden og livet.

En anden ting, jeg har oplevet, er spørgsmål som: Er Jesus den eneste vej væk fra undergang? Er Jesus den eneste vej til frelse? Jeg véd ikke, hvordan den tankegang opstår. Måske er det for at kontrollere eller begrænse andre? Men den tankegang er problematisk, for sådan hører jeg ikke Jesus’ ord i evangelierne. Livet handler ikke om at undgå helvede. Det var ikke det, han kom for at fortælle.

Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden!

Han kom med en bedre vej i livet. Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden! Al den tid, Jesus brugte på jorden, blev ikke brugt på at afgrænse gudsriget. Nej, den blev brugt på at invitere alle med. Jesus ekskluderer ikke mennesker. Han møder dem.

Jesus’ farvel

Det er afgørende at se Bibelens tekster i deres sammenhæng. Det hjælper ikke at hive et enkelt vers ud og se på det uden at forstå helheden. Så hvad står der inden ordene om, at ’Jesus er vejen, sandheden og livet’?[1]

Står der, at der er få boliger i Guds hus, at der kun er plads til de udvalgte? At Jesus er svaret på alt? At han kan hjælpe i alle tænkelige og utænkelige situationer. At han er den bedste virolog eller investeringsrådgiver? Nej det læser jeg ikke. – Men hvad står der så?

I kan ikke længere følge med mig

Hvis man læser lidt bagud i teksten, er Jesus er i gang med at holde sin afskedstale til disciplene. Jesus véd, at han skal dø, og ligeledes at han skal forrådes af Judas og fornægtes af Peter. Og her er de samlet efter, at Jesus har fortalt om et rige, der er anderledes. Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde. Jesus vasker fødderne på sine venner. Jesus tjener fremfor at herske.

Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde.

Jesus fortæller disciplene, at der skal komme en tid, hvor han er væk fra dem. En tid, hvor de ikke kan følge efter ham. Jeg tror, det har skabt røre i andedammen, og Jesus – som gang på gang har konstateret, at disciplene ikke altid kan følge med – siger så: ’Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’[2]

Jesus understreger med ord dét, han lige har gjort ved fodvaskningen. Disciplene skal tjene og elske hinanden, og det er derigennem, de skal kendes som Jesus’ disciple.

Forvirrede disciple og en opmuntrende Jesus

Peter forstår ikke, hvad Jesus siger. Hvor skal han hen? Hvor er det, de ikke kan komme med? Peter bliver ved og spørger, hvorfor han ikke kan komme med? Og Jesus fortæller, at Peter vil fornægte ham tre gange inden morgenen kommer.

Også Thomas spørger: Vi ved stadig ikke, hvor du skal hen, hvordan kan vi så følge efter dig? Vi kender ikke målet, hvordan skal vi så kende vejen? Spørgsmålet er vigtigt, for det indleder ordene om Jesus som vejen, sandheden og livet. Så hvad spørger Thomas om?

Han spørger ikke om, hvad der sker med dem, som ikke tror, dem som ikke kender Jesus. Eller om hvad man skal gøre i alle livet aspekter. Nej, Thomas spørger: Hvor er det, du skal hen? Hvor er det, vi ikke kan følge dig?

Jeg er vejen, sandheden og livet til gudsriget på jord

Kort sagt siger Jesus til disciplene: Tro på mig. Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid. Gå ikke væk fra den sti, I har gået med mig. Følg mig, tro mig. Alt, I behøver, er i mig. Og jeg vil bringe ’Guds hus til jer’.

Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid.

Disciples uendelige spørgen efter, hvor Jesus skal hen, bliver endnu engang besvaret på samme måde: De skal se mod ham. De skal følge hans eksempel. De skal elske deres næste. De skal tjene hinanden frem for at herske. Det er den vej, Jesus har lagt. Det er den vej, den sandhed og det liv, der sprang ud af Jesus’ liv på jorden.

Der er ikke en vej eller sandhed i alle livets aspekter, men der er en sandhed til et liv med Jesus. En vej til et liv som Jesus, en sandhed om gudsriget her på jorden og et liv i relation med Gud.

1    Johannes-evangeliet kap. 14, vers 6

2    Johannes-evangeliet kap. 13, vers 34

Relateret

• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Nu er det her bare en usædvanlig svamp, som fotografen fandt på et gammelt træ, men det blev en hjælp for mig til at huske at se bag det, der skaber skygger mellem os.

Det er en hjælp til at skille tingene ad og huske, at mennesket er skabt i Guds billede og stadig har samme værdi – bag al virus og smitte og aflysninger og kaos.

Men hvor længe skal coronaen ligge som en skygge imellem os? Kan vi – engang – igen møde hinanden uden mistro? Eller er vores tillid til andre også blevet offer for pandemien?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 08. feb. 2023 - Ungdomsarbejdet er ramt af senfølger
• 29. sep. 2022 - Vigtigere end nogensinde at stole på Gud
• 25. aug. 2021 - Overlevede mirakuløst Covid-19

Find flere

Jeg mindes stadig specielt min far, der stolede på andre mennesker og altid havde en tillidsskabende væremåde. Uanset om der i mit hjem blev lagt vægt på, at man skulle være tilbageholdende, afventende og aldrig føre sig frem, betød min fars væremåde, at jeg blev vist den tillid, som har betydet så meget for mig senere hen. Fx når jeg i realskolen kom hjem med min karakterbog og kommentaren lød: ”Du gjorde det vel så godt, du kunne”, selv om det var klart, at det kunne være gjort bedre.

Tillid som klippegrund

Kærligheden er det største, står der. Ja, kærligheden er storslået, forunderlig, livgivende. Men den menneskelige kærlighed er skrøbelig og kan være flygtig, for hviler den ikke på tillid, falmer og visner den let. Og det med tillid kan være noget besværligt noget. Tillid er – at stole på sin næste; stole på, at det sagte ord er sandt og vil blive fulgt op af tilsvarende handling. At opnå og indgyde tillid tager tid. Tillid er for kærligheden, hvad klippegrunden er for huset.

“Den bedste måde at finde ud af om du kan stole på en person, er at stole på personen.”
Hemingway

Tillid som sammenhængskraft

Tillid er afgørende for sammenhængskraften i parforholdet, i fællesskaber og det danske samfund. Intet forhold eller fællesskab kan eksistere, hvor mistillid hersker. Ingen er vel i tvivl om, at tillid er afgørende for de gode relationer til vores næste, men har vi nu den tillid til vores egne fællesskaber og til samfundet?

Afgørende for vores kirkesamfunds og menigheders fremtid er, at vi viser tillid til den valgte ledelse, vores ansatte og frivillige. Tillid til, at alle arbejder bedst muligt i overensstemmelse med muligheder og fælles beslutninger. Det må være udgangspunktet i vores drøftelser og handlinger.

Tillidssamfund

Gid det også gælder for vores politikere. Der er i dag en tendens til at lovgive på grundlag af mistillid, også i situationer hvor det alene er enkeltpersoner, der har misbrugt tilliden. Det er synd for Danmark.

Relateret

• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lad mig dø

Tekst: Stine i 2013

Gud, min kære Gud
Lyt nu til bønnen i mit indre
Tag mig væk fra dette liv
For kun det vil kunne lindre

Smerten bider indeni
og river mig itu
Ingen tilflugt at finde
for al min barndoms gru

Hver dag er en kamp
Hvert minut, hvert sekund
Kan det virk’lig være sandt?
Skal livet gøre så ondt?

Krop og sjæl er så forpint
Mine kræfter ebber ud
Kun i døden findes hvile
Så sæt mig fri, min Gud

Dette liv er alt for svært
Og smerten ikke til at bære
I din himmel, kære Gud,
vil jeg hvile og være

Kom nu og sluk min flamme
Lad mit liv ebbe ud
Jeg be’r dig, lad det slutte
Tag mig op til dig, min Gud

Stop nu blidt mit åndedræt
Lad lidelsen få ende
Kun i døden er der fred
Og pinen vil forsvinde

Kald nu min sjæl til dig
Kald mig stille ved mit navn
Spred nu dine varme arme
Hold mig tæt i din favn

Giv mig lov at tage bort
Her mens jeg ligger og sover
Lad mig ikke vågne op
Klip nu blot min livsstreng over.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at der ville komme en dag igen i morgen. Min indre smerte og lidelse var så altfortærende, at det var ganske ubærligt at være i live. Døden sås som den eneste udvej for at finde fred i mit sind. At være låst inde på lukket psykiatrisk afsnit var i lange perioder nødvendigt for at forhindre mig i at ende mit liv.

Når jeg vågnede op efter mine selvmordsforsøg, følte jeg mig snydt for døden og kunne ikke begribe, hvorfor Gud ikke ville have mig. I dag er jeg taknemmelig for, at han var stædig og holdt mig i live. Forleden sad jeg med min præst, Lone Møller-Hansen, og talte om netop denne kronik, hun havde spurgt mig om at skrive.

Tegning: Stine 

Lone har fulgt mig i mange år, og hun fortalte mig nu om en episode, hun erindrede, da hun stod ved min seng på hospitalet, hvori jeg lå bevidstløs efter et selvmordsforsøg: ”Og så tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige til din begravelse”. Lones stemme knækker over, og tårerne pibler frem: ”Og nu sidder du her i dag”, siger Lone, ”og har et helt andet liv. Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Det er et mirakel!” Og det er det i sandhed. Ingen – slet ikke jeg selv – troede, jeg ville nå dertil, hvor jeg er i dag. Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Incest-offer

Fra jeg var ca. tre til tolv år, blev jeg udsat for incest af min psykisk syge farfar, der ind imellem også boede hos os i uger ad gangen. Så – nu er dét tabu også brudt. Der blev aldrig taget hånd om det, og jeg fik aldrig hjælp til at få bearbejdet traumerne. Jeg forsøgte derfor at lade som om, det ikke var sket. På overfladen så det fint ud. God uddannelse, godt job, rejste rundt i verden, blev gift med en udenlandsk mand osv.

Men på trods af det havde jeg det forfærdeligt, og det blev kun værre med årene. Ikke mindst tærede også fire års fertilitetsbehandlinger på krop og psyke. Mit største sammenbrud skete efter fødslen af min datter, hvor jeg for alvor blev konfronteret med min egen bagage og sårbarhed.
Jeg forstod og anerkendte dog ikke, at min barndoms traumer var skyld i, at jeg havde det så forfærdeligt, så jeg gjorde mig hård og bagatelliserede det. Jeg måtte jo bare være mærkelig, når jeg havde det så dårligt over dét. Jeg var blot et forkert, usselt menneske – en forfejlet mor, der ikke fortjente mit barn – hun var bedre tjent uden mig. Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Flashbacks

I 2012 blev jeg derfor indlagt på psykiatrisk center og fik endelig intens hjælp, men det var en ekstrem barsk tid. Jeg kæmpede bl.a. med Kompleks PTSD, depression, dybt selvhad, selvskade og grumme selvmordstanker og -forsøg. Mange gange om dagen – igennem fem år – genoplevede jeg med alle sanser voldsomme flashbacks af min barndoms værste overgreb. Det var som at være lille igen og gennemgå alle pinslerne på ny – mange gange dagligt. Hvordan holder man det ud?

Tegning: Stine 

Et dybt dysfunktionelt ægteskab og mangelfuld familiestøtte gjorde ikke tingene lettere. Min uforløste indre smerte åd mig op indefra og til sidst i en sådan grad, at lidelsen blev komplet ubærlig. Jeg så ingen anden udvej end døden. Det var som konstant at have hånden bundet til en tændt kogeplade. Du kan ikke komme væk, og hvis kun dét at dø kan gøre, at du slipper for smerten, er du villig til netop det.

Det kan være svært at forstå for andre, hvordan man kan nå dertil, at man ikke ønsker livet mere, især når man lige har fået en vidunderlig lille datter. Jeg tror ikke, man fuldt kan sætte sig ind i den desperate følelse og intense indre smerte, med mindre man selv har været der.

Min uforløste indre smerte åd mig op indefra.

Unormal lang indlæggelse

Det blev til en unormal lang indlæggelse på tre et halvt år, for så lang tid tog det at få bearbejdet de dybe og voldsomme traumer, nå til de rette erkendelser omkring det og få samlet mit fragmenterede jeg til et mere helt menneske. Jeg skulle lære at rumme mit indre, svigtede barn og tage hende i hånden fremfor at være vred på hende.

Lidelsen har været ubærlig, men ved at få kigget på den og delt den, har den mistet noget af sin kraft Heldigvis oplevede jeg under indlæggelsen, at jeg med hjælp tog de første skridt på min lange rejse mod heling af mit indre. Især én fantastisk dygtig og empatisk sygeplejerske, Dorte, vandt min skrøbelige tillid, og hun investerede sig selv personligt ud over det sædvanlige.

Pseudo-mor

Dorte har holdt min hånd hele vejen og turdet være i smerten med mig. Hun er stadig min faste støtte og en form for følelsesmæssig ‘pseudomor’, jeg altid kan ringe til, selvom det er tre et halvt år, siden jeg blev udskrevet. Jeg kom hjem, blev skilt og fik mit eget hus til min datter og mig. På trods af lidelsen valgte jeg heldigvis igennem hele indlæggelsen at være sammen med min vidunderlige datter hver eneste dag. Det var meget vigtigt for mig, og vi har derfor et tæt og kærligt bånd.

For lidt over to år siden skete det, jeg aldrig havde troet – jeg fandt kærligheden. En dejlig, mild og kærlig mand, der rummer mig, som den jeg er, med den bagage og de ar, jeg har med mig på krop og sjæl. Det har hjulpet mig til at gøre det samme. Mine flashbacks er nu endelig forsvundet, i og med jeg har gennemarbejdet min fortid og fundet tryghed, ro, tillid og kærlighed – følelser og begreber, der har været meget svære for mig.

Det er i erkendelsen af min sårbarhed, jeg skal finde min styrke.

Styrken i sårbarheden

Langsomt har jeg lært, at jeg skal finde min styrke i erkendelsen af min sårbarhed. Jeg har erfaret, at det ikke nødvendigvis handler om at få alt det svære til at gå væk, men om at lære at leve med det, jeg har med mig og acceptere mig selv. Jeg lever med min PTSD og min skrøbelighed og er blevet bedre til at tage hensyn til den. Min historie er blevet en mere integreret del af mig, og jeg har sluttet fred med den og dermed også med mig selv.

Jeg har en ambition om at være med til at bryde tabuer og et ønske om, at mine erfaringer ikke skal være spildte, men kan bidrage med noget. Derfor tager jeg i dag undertiden ud og holder oplæg, bl.a. for personale i psykiatrien, på akutmodtagelsen, pårørendegrupper mv.

Fred i livet

Jeg bliver stærkere dag for dag og er taknemmelig for al den hjælp og kærlighed, jeg heldigvis også har mødt i mit liv. Jeg nyder min nyvundne lille familie på fem, hvor min datter også glædes over sine to dejlige bonussøskende. Gud er god! Der er håb for selv den håbløse.

Før ønskede jeg kun at finde fred i døden – nu finder jeg fred i livet.

Hjælpeorganisationer, hvis du har været udsat for misbrug og søger hjælp

kris-dk.dk eller facebook.com/Landsorganisationen-KRIS-191946597599923/
landsforeningen-spor.dk eller facebook.com/LandsforeningenSpor/
Csm-danmark.dk

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere