Lyt til artiklen:

Klokken er næsten 19, da Richard Cung går på scenen i Åbenkirke i Herning. Vi er til Awake Worship, og stemningen blandt de næsten 300 teenagere og unge er forventningsfuld. De er klar.

Bandet (Foto: Brendan Van)

Richard inviterer de unge til at forlade stolesæderne og komme frem foran scenen, hvor stolerækkerne er flyttet væk, så alle kan være der:
”Du skal hilse på tre personer, du aldrig tidligere har mødt! Ønsk dem en god aften. Vi er i Guds hus: Her skader det ikke at hilse på hinanden! Kom frem – Vi skal synge, vi skal danse for Herren i aften. I kommer alligevel ikke til at sidde ned de næste 20 minutter!”

Publikum jubler. Alle er med på at have en fest med hinanden og med Herren i aften. Da Richard fortsætter med strækøvelser, er der ikke flere tilbage på stolerækkerne.

Lovsang (Foto: Brendan Van)

Drømmen lever – endnu mere

Det begyndte sidste år med den samme drøm hos de fire initiativtagere: Rammi Cinzah, Filip Za Iap, Peter Tluang og Richard Cung. Drømmen om at samle unge på tværs af kirker og kirkesamfund til fælles lovsang og tilbedelse. De fire unge mænd var inspireret af missionsbefalingen i Mattæus-evangeliets kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple  …”

Richard fortalte sidste år:
”Vi kommer alle fire med chin-baggrund, og vores udgangspunkt for drømmen var musikken til gudstjenesterne i chin-menighederne. Man synger meget salmer, og når der bliver udgivet nye lovsange, savner de unge at synge dem.”

Derfor var det naturligt for de fire initiativtagere at tage udgangspunkt i deres egen baggrund i chin-menighederne. Det var også der, den økonomiske støtte i første omgang kom fra. I 2026 er endnu mere af drømmen gået i opfyldelse: Over 200 har bestilt billet på forhånd og publikum er i ordets bedste betydning multietnisk og ”multi-kirkeligt.”

AWAKE WORSHIP NIGHT II

– blev støttet økonomisk af Nordjylland Chin Church (Sæby), Lai Baptist Church (Ringe), Chin Bethel Church (Skjern), Calvary Mission Church (Esbjerg), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) samt Chin Christian Association Denmark (CCADK). Endvidere havde private doneret penge til arrangementet, der foregik i Åbenkirkes lokaler i Herning lørdag den 28. marts 2026.

Awake  – en del af en bevægelse blandt unge?

Inden lovsangen overtog lydbilledet, fortalte Awakes SoMe-ansvarlige Isabella Izette Tychsen, at budskabet om Awake Worship anno 2026 er nået langt ud:
”Jeg kommer selv fra Kolding og har apostolsk baggrund, flere i bandet er fra pinsekirken i Aalborg. Og vi kan se på billetbestillingerne, at der er mange etnisk danske deltagere i år.”

For Isabella er Awake ikke bare en enkeltstående aften. Hun ser arrangementet som del af en bredere bevægelse blandt unge kristne:
”Der er faktisk en del lignende initiativer rundt omkring i ’Kirke-Danmark’. I Kolding har vi lige haft et ’Lad os tale om tro’-arrangement målrettet unge mennesker, ’Praise’ – hvor unge bare dukker op og synger gospel – ser ud til at brede sig til flere byer. Der er også udsendelser i tv, hvor unge står frem og fortæller om deres tro. Der sker noget blandt de unge – og det er Awake med til!”

Aftenens setliste (Foto: Brendan Van)

Lovsangen er kommet op i gear. Bandet og sangerne har alle med. Vi har alle sammen haft mulighed for at forberede os: Allerede i slutningen af januar lagde Awake-teamet set-listen på musiktjenesten Spotify. Stemningen i salen og lovsangsbandets engagement er helt på højde med de polerede musikvideoer på Spotify. Alle kender sangene og synger med.

En ung mand med en mission

Aftenens taler var Daniel Malan, ungdomspræst i Åbenkirke i Herning. En ung mand med et kald til at arbejde blandt unge. Han møder unge mennesker dér, hvor de er. Med blik for den usikkerhed, overtænkning og identitetskamp, mange bærer på. Det afspejler sig også i hans foredrag og øvrige formidling uden for kirken. Her har han fokus på selvværd, socialt pres og friheden til at leve uden hele tiden at være styret af, hvad andre tænker. I Åbenkirke forener han den tilgang med sin præstetjeneste: en nærværende omsorg for det enkelte menneske og en tydelig forkyndelse af Jesus som den, der møder mennesker med nåde, sandhed og en ny begyndelse.

Aftenens taler, Daniel Malan fra Åbenkirke i Herning (Foto: Brendan Van)

I sin prædiken foldede Daniel korsets budskab ud for de unge. Med udgangspunkt i temaet om Jesu blod vendte han igen og igen tilbage til, at evangeliet ikke først og fremmest handler om at tage sig sammen eller blive et lidt bedre menneske, men om frihed, tilgivelse og en ny begyndelse. De unge fik at vide, at de ikke behøver bevise deres værdi, for i Jesus er de allerede elsket, set og gode nok. Og da Jesus døde på korset, bar han også det, de selv slæber rundt på af skyld, skam og nederlag. Derfor, lød Daniels pointe, er ingen færdige eller fortabte: I Kristus er der fra død til liv, fra nederlag til håb og fra fordømmelse til tilgivelse.

Forbøn og refleksion

Daniel slutter sin prædiken med bøn og med en opfordring til at bede for og med hinanden. Efter prædikenen er musikken i et lidt lavere gear. Vi synger den gode gamle ”Løfte vore hænder” og de unge følger opfordringen til at bede for og med hinanden – lige der på gulvet foran scenen. Mange søger også mod forbønsst ationerne ude i kanten af salen. Fra scenen bliver opfordringen til bøn og forbøn gentaget flere gange. Vi synger ’Make Room’:

Bandet (Foto: Brendan Van)

Here is where I lay it down
Every burden, every crown
This is my surrender
Here is where I lay it down
Every lie and every doubt
This is my surrender

Og det er præcis, hvad der sker: De unge lytter, overgiver sig og lægger deres byrder, løgne og tvivl om livet frem i bøn. I salen får påskebudskabet om frihed i Kristus et konkret udtryk.

Samme budskab på mange måder

Budskabet om at blodet har sat dig fri kommer i mange varianter aftenen igennem: I en gammel video med Billy Graham, lyder det: ”Du vil blive tilgivet, som om du aldrig har syndet – ved blodet!”. Og sammen synger vi Grundtvigs ’Hil dig, Frelser og forsoner’ i moderne tempo. Selv om ordene er fra 1837, synger alle med. Der er våde øjne, da vi når til ’Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis! ”

Pastor Khon Mong sender de unge ud i verden (Foto: Brendan Van)

Aftenen nærmer sig afslutningen, da pastor Khin Mong går på scenen med budskabet til de unge om, at de er en udvalgt generation:
”Måske tænker du: ’Jeg er ikke værdig’. Men du tager fejl. Du er speciel. Gud skabte dig helt specielt. Du er en del af en udvalgt generation. Udvalgt til at bringe evangeliet ud: I din skole, på dit arbejde og blandt de mennesker, du møder. ”

Lovsang! (Foto: Brendan Van)

Så var der kage!

Mens trommehinderne falder på plads og fimrehårene i det indre øre rejser sig igen, er der socialt samvær – og kage! De fire venner, der kendte hinanden, men først blev venner efter at have delt drømmen og visionen om Awake sidste år, gjorde det igen. Sidste år lovede Richard, at de ville forsøge at vende tilbage med:
”… en intens og nærværende aften med fokus på lovsang, frihed og fællesskab blandt mange forskellige kulturer. Der bliver tid til både høj energi og stille momenter med tilbedelse, så alle kan være med. Og Gud vil møde mennesker personligt, lige der hvor de er. Det handler ikke om performance eller show, men om at ære Gud på tværs af alle nationaliteter. Det er det, vi vil prøve at gøre.”

Awake kom tilbage i 2026. Det blev en aften præcis som Richard lovede. Det var den svære to’er. De unge glæder sig til fortsættelsen!

(Foto: Brendan Van)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Samtidig ved kristendommen, at verden ikke altid er fredelig. Mennesker begår fejl og lader sig styre af vrede, magt og frygt, hvilket kan føre til krig. Derfor understreger kristendommen tilgivelse, næstekærlighed og forsoning som veje til at overvinde konflikter.

Fællesskab er også en vigtig del af den kristne tro. Kirken ses som et fællesskab, hvor mennesker støtter hinanden og lever efter Jesus’ bud om at elske sin næste som sig selv. Når mennesker mødes i tro, omsorg og respekt, kan de skabe stærke fællesskaber, der fremmer fred.

Set fra et kristent syn hænger krig, fred og fællesskab derfor tæt sammen. Ved at leve efter Jesus’ lære om kærlighed og tilgivelse kan mennesker være med til at skabe mere fred i verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

For et par år siden blev min cykel og jeg konfronteret af en Volvo, der ikke kendte til vigepligt. Jeg kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Men at lande knap 80 kg krop ukontrolleret på asfalten ovenpå en cykel fra halvanden meters højde er alligevel ret smertefuldt. Smerten var så voldsom, at der kom til at stå i journalen: ”Har fået 100 mikrogram Fentanyl i ambulancen med nogenlunde effekt.” Jeg synes effekten var fremragende. Jeg kunne i hvert fald begynde at trække vejret normalt og fortælle lægen mit CPR-nummer.

Men min smerte er intet imod den smerte, Jesus oplevede langfredag.

Jesus blev svigtet af sit folk og sine nærmeste. De overlod ham til romerne til en nedværdigende og umenneskelig behandling. Og romerne henrettede ham på den mest bestialske måde, de kunne finde på: Korsfæstelsen var beregnet på at trække pinen ud så længe som muligt inden døden indtraf. Intet levende menneske forstår til fulde Jesus’ fysiske smerte. Og måske er den mentale smerte lige så voldsom. Når Jesus på korset råber: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” kan det tolkes som om, han var ved at miste troen på opstandelsen.

Når vi de kommende dage fejrer påske mindes vi, at Gud ofrede alt for vores skyld. Han lod sin søn dø på den mest fornedrende måde. Han lod endda sin søn komme i tvivl. Al den lidelse for at vi kan leve.

Når verden synes forladt af Gud og overladt til menneskers dom er det påskens budskab, der minder os om, at Guds nåde altid er større end vores svigt.

Lad os bruge påsken på at mindes Guds ultimative offer for vores skyld. Men lad os også bruge påsken til at fejre det endnu større mirakel, at Jesus påskedag overvandt døden, for at vi kan leve i troen på ham.

Jesus sagde til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  Martha svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

Lad det også være vores svar.

#påske #smerte #tro #tilgivelse #opstandelse

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen her:

Der tales om forsoning mellem mennesker. Der tales om at lade noget bag sig, at tilgive og komme videre. Forsoning og tilgivelse forudsætter viljen til at mødes og at møde hinanden. Det handler ikke om møder i traditionel kristen forstand, men om at møde hinanden – den, du mærker din uforsonlighed i forhold til – for at mærke det uforløste og stå ved det både i dig selv og den anden i konflikten. At møde hinanden på kontaktgrænsen, der hvor følelser og liv er mærkbare og transparente. Der, hvor sårbarhed er den ærlighed og vilje til hinanden, som åbner muligheden for dialog. Et møde mellem mennesker, hvis intention er at lytte for at høre, hvad der siges, i modsætning til at bruge tiden, mens den anden taler, til at forberede sit eget indlæg.

Tilgivelse er ikke at glemme

Jeg har været ude af fællesskabet i en del år og kender derfor ikke til det, der har skabt uenighed, konflikt og afstand mellem mennesker og måske menigheder. Tidligere har det været mellem de gamle og traditionelle menigheder og de, der ville mere. Begge har ønsket, at der skulle ske noget. Det ene syn forenet i ’sådan plejer vi’ og det andet i ’vi vil mere’. Og menighedsfællesskaber, såvel som venskaber, er blevet brudt op. Mennesker og menigheder er ladt tilbage. Samtalen forstummede, og man vidste, hvad de andre tænkte og mente. Og hvis – lad mig kalde det søndagsskole-opfattelsen – af tilgivelse er den fremherskende mellem os, så tror vi stadigvæk, at tilgivelse er at glemme. Men vi glemmer ikke. Vi husker. Og smerten forsvinder ikke.

Hvad ville Jesus have gjort? En væsentlig detalje i hans møde med mennesker er hans ord: ”Gør det ikke igen!” Tilgivelse er ikke at glemme, men at to er enige om, at uenigheden ikke skal hindre eller ødelægge relationen. Den samtale kræver vilje fra to parter.  Det møde og den samtale er baggrund for sand og ærlig genstart.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Jeg elsker dig
Jeg tilgiver dig
Vi skal spise

Hvis det er sandt, står det da ikke helt skidt til med menneskeheden. Noget tyder på, at vi har fokus på det basale:

At elske
At finde hinanden igen, når noget gik galt
At dele med hinanden

Så kan det ikke gå helt galt!

Der er ellers meget, der går galt i øjeblikket. Krigen i Ukraine og krigen mellem Israel og Hamas. Ud over de forfærdelige livsvilkår det giver børn og voksne, der lever midt i konflikterne, kan man også blive overvældet over de storpolitiske perspektiver i de konflikter. Hvordan skal fred og sameksistens mellem de stridende parter nogensinde kunne genoprettes?

Det ændrer ikke umiddelbart krigen i Ukraine eller i Israel/Palæstina, at jeg i min dagligdag elsker min næste, søger tilgivelse og tilgiver andre, og deler alt godt med min næste – men det er det, jeg er kaldet til, og det er den kraft, der har størst mulighed for at forandre verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Sara Palmqvist Gaarn-Larsen:

• uddannet som lærer
• selvstændig foredragsholder og skribent i seksualitet og køn
• se også: letstalkaboutsex.dk

Kvinden og hendes forlovede var kristne og kom fast i en kirke. Nu var de kommet til at gå i seng med hinanden, og det havde hun det rigtig svært med. Hun var så fyldt af skam, at hun næsten ikke kunne være i sig selv.

Da hun fortalte mig det, var det tydeligt, at hun forventede en bestemt reaktion. Hun så mig ind i øjnene, afventende den dom, der ville bekræfte hendes skyld og skam. Men i stedet blev jeg ked af det på hendes vegne. Jeg syntes, det var synd for hende og hendes forlovede, at deres fælles seksualitet skulle begynde med skam. At det, som Gud havde givet dem begge som noget fantastisk smukt, nu var gået hen og blevet til noget, der skulle gemmes væk.

Skyld og skam

Deres situation er ikke unik. Mange kan nikke genkendende til at komme til at træde ved siden af, når det kommer til deres seksualitet. Det sker ikke kun gennem sex før ægteskabet. Afhængighed af porno, utroskab og urealistiske kropsidealer er også måder, hvor fristelsen tager over.

Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde.

Det er blevet en betingelse for det at være et seksuelt menneske, at skyld og skam er faste følgesvende. Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde, for fristelserne og højtråbende gudsforladte budskaber om det perfekte kropsideal står i kø for at få vores opmærksomhed.

Skabt med et køn

Seksualiteten er med til at skabe rammen for vores liv. Jeg er født som et bestemt køn. I det henstår en række fantastiske egenskaber, som er med til at berige mit og andres liv. Der ligger en stor skat i at kunne glæde sig over de ting, Gud har velsignet mig med i kraft af mit køn.

Ligeledes har Gud skabt os til at leve sammen som elskende, hvor kærligheden bekræftes, og hvor vi skaber liv. Familier eksisterer som et resultat af den seksuelle kærlighed, der opstår mellem mennesker. Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet. Men med velsignelsen følger også et ansvar.

Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet.

Den skrøbelige seksualitet

Seksualiteten er skrøbelig og går let i stykker. Det gør ondt, og skyldfølelsen er svær at bære rundt på. Derfor reagerer vi oftest på en af to måder. Den første er det, jeg omtalte i ovenfor med kvinden på caféen. Vi bliver så tynget af skyld og skam, at vi får lyst til at gemme os væk. Det er en almindelig reaktion på smerten af en brudt seksualitet.

Den anden reaktion er helt modsat. Man begynder at komme med argumenter for, hvorfor det er Guds ord, den er gal med: ’Gud har jo givet mig min seksualitet, og det giver mig ret til at nyde den’; ’Man kan jo ikke forvente, at jeg kan leve op til det’ og ’Det er gammeldags opfattelser, som ikke passer ind i dagens samfund’. Når den skamfyldte seksualitet bliver for svær at være i, skubber vi det væk ved at gå i forsvar på en måde, så vi ikke behøver skamme os. I værste fald vælger man at søge væk fra kirken, fordi det blot er en påmindelse om ens egen skyld. Her får synden lov til at skille os fra Gud.

En tredje mulighed

Men der findes en tredje mulighed, som tager sit udgangspunkt i tilgivelsen. Her vælger jeg at se min synd i øjnene ved at tage ansvar for den og lære af den. Gud ønsker ikke, at vi skal leve i skyld og skam, men ved at lægge det foran korset, får jeg en ny chance for at lære af mine fejl og samtidig blive mødt med tilgivelse. Gud er optaget af hjertet – ikke af synden. Han véd, hvad det gør ved os, når vores seksualitet rammes af skam. Men vi overfører vores egen fordømmelse på Gud. Hvorfor skulle han dog tilgive mig?

Det er svært for os at forstå omfanget af den kærlighed, Gud tilbyder os – særligt når vi synes, vi ikke fortjener den – men Paulus skriver: ”Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer”[i]. Gud kan genoprette den brudte seksualitet, hvis vi giver ham lov. Ved at bede om tilgivelse for det, som jeg skammer mig over, sættes jeg fri til at nyde at være et seksuelt menneske. Men det kræver, at jeg også viser mig selv nåde.

Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser.

Vores egen værste dommer

Indimellem møder jeg mennesker, der synes at opleve, at Guds tilgivelse ikke har ændret noget for dem. At det ikke gjorde en forskel at bede over det, som de ønskede at blive tilgivet for. Men svaret er åbenlyst. Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser, og med tiden udvikler det sig til at blive en tung rygsæk fyldt med store sten af skam, som hæmmer vores liv.

Guds tilgivelse kan sætte os fri, men hvis man holder sig selv fanget, vil seksualiteten stadig lide under vores egne stramme regler, og dermed skabe en legeplads for skammen. Vi må nægte at lade skyld og skam overtage vores krop og identitet og i stedet tilgive os selv for det, når vi snubler over fristelserne. Gud kan give os styrken til denne tilgivelse. Derigennem kan han vise os de rigdomme, vores seksualitet rummer.

[1] Efeserbrevet kap. 3, vers 19 ifølge ’Bibelen på Hverdagsdansk’ 2009

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Skal et menneske betale for sine fejltrin resten af livet? Eller kan man tages til nåde igen?

De kom til Jesus med en kvinde, der var grebet i hor. Hun skulle stenes. De ville vide om Jesus var enig. Han sagde: “Den af jer, der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten”. (Johs. 8,1-10, Bibelen 2020)

Enhver der har prøvet at sige: “Undskyld!” kender til skyld og fejltrin – og til behovet for tilgivelse.

Netop muligheden for tilgivelse er den kristne tros centrale anliggende. Gud giver os altid en chance til. Derfor har vi også pligt til at give hinanden en ny chance, til at vise nåde og barmhjertighed.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Når nogen har såret os, så bliver vi bundet til hinanden.
Når nogen gør ondt mod os, så bindes vores stier sammen.
Faktisk bindes vi til hver og en vi møder, på godt og ondt!

Det er nemlig i mødet med Næsten, vi skabes. Hver gang vi mødes med næsten, plantes der et lille frø inde i os. Særligt de, der har såret os, sætter ikke et godt frø i os, men et bitterhedens frø, der vokser sig til utæmmet ukrudt.

Ligesom gartneren må også vi selv passe vores have. Vi må hive de uønskede planter op med roden, og det kan gøre ondt. Gør vi det ikke, vil det vokse vildt, lukke lyset ude fra de gode, smukke planter og til sidst dræbe dem. Vil vi løse os fra vores ’voldsmand’, må vi hive bitterhedens plante op og tilgive ham. Vi må løse os fra det fængsel, vi sammen sidder i. Vi MÅ tilgive.

Tilgivelse

Når man snakker tilgivelse, må man starte med Desmond Tutu (billedet over artiklen). I 1995 satte han for alvor tilgivelse på dagsordenen, da han var med til at opfinde Sandheds- og Forsoningskommissionen efter apartheidstyret i Sydafrika.

Grundlaget for hans idéer om tilgivelse skal man finde i hans kulturelle oprindelse. Tutu er opvokset i Lesotho med bantusproget Sotho. I Sotho findes der et udtryk, der er svært at gengive på dansk; nemlig ubuntu.

Det betyder helt basalt, at min menneskelighed er uendeligt bundet op i din. Hvis jeg gør godt mod dig, er jeg god, og jeg gør dig god. Gør jeg dig ondt, er jeg ond og gør samtidig dig ond. Ubuntu betyder, at vi er bundet sammen.

Tutu skriver i Tilgivelsens Bog: ”Uden tilgivelse forbliver vi tøjret til den person, der gjorde os ondt. Vi er bundet sammen med lænker af bitterhed, fanget i en fælde. Indtil vi kan tilgive den person, der har gjort os ondt, vil han eller hun holde nøglerne til vores lykke og være vores fangevogter”

Derfor må vi løse os fra forbrydelsens åg og tilgive vores forbrydere, ellers vil vi til evig tid være bundet til dem. Og så bliver vi aldrig lykkelige!

Samtidig må vi gøre os det klart, at det at tilgive ikke er at glemme! Tilgivelse er ikke at lade som om, der ikke skete noget, eller at overgrebet ikke var så slemt endda. For at helbredelsen af sjælen kan komme i gang, må man tilgive; ikke glemme, men tilgive. At vi bliver helbredt, betyder ikke, at det, som er sket, aldrig mere vil gøre ondt. Det betyder derimod, at vores værdighed er genoprettet;

Det betyder, at vi kan komme videre med vores liv!

Vi bliver til i relationen

Mest centralt i tilgivelse er relationen. Det er nemlig der, mennesket dannes. Det er i mødet med Næsten, vi skaber os selv, så vel som vi skaber Næsten. I 1923 skrev Martin Buber sin fabelagtige bog Ich und Du, hvor han netop pointerer, at man gennem Du’et, altså gennem Næsten, bliver til et Jeg. I mødet med vores modpart kan vi begynde at indsnævre hvad jeg er og ikke er. Buber arbejder med to grundlæggende forhold i relationen: Jeg-Du og Jeg-det.

Jeg-Du er, når vi står i en ægte relation til Næsten. Det vil sige, vi ikke trækker vores fordomme ned over Næsten, men i stedet møder Næsten som han eller hun er.

Modsætningen er Jeg-Det, hvor vi ikke længere står i en ægte relation til Næsten. Det er fordi, vi her vil objektivisere Næsten og altså lade ham eller hende ligge under for vores fordomme.

For at forklare det med en hverdagssituation; Når din partner bliver irriteret over, at du igen har glemt at ordne vasketøjet, så vil Jeg-Du undersøge og sige ”Hvorfor bliver du irriteret over det? Hvordan kan vi løse det?”. Jeg-Det vil i stedet putte partneren i en kasse og sige: ”Det siger du også bare, fordi… Du tænker ikke over, at…”. Ja, det er et meget banalt eksempel, men det giver billedet på de to.

Det vigtige i de her relationer er, at i mødet med Du’et, bliver vores jeg-bevidsthed dannet. Når vi står i en ægte relation, møder vi vores modpart og bliver vi bevidste om, hvad vi er. Møder vi ikke Du’et, men derimod Det’et, møder vi ikke en modpart, men et objekt for vores fordomme. I Jeg-Det dannes vi ikke længere, fordi vi mister jeg-bevidstheden.

Når kommunikationen bryder sammen

Næsten, eller Du’et, er altså helt essentielt, for at Jeg’et kan dannes. Når man bliver såret af Næsten, enten fysisk eller psykisk, brydes Jeg-Du-forholdet. Næsten har sat sig over én, objektiviseret én og hævet sig over én. Man er ikke længere Jeg-Du, men Jeg-Det! Kommunikationen er brudt sammen! Det er ikke længere muligt at vekselvirke. I den relation er vi ikke længere ægte mennesker, men objekter overfor hinanden.

I Jeg-Det relationen bliver vi derfor fanget i et fængsel, uløseligt bundet til hinanden. Ingen af os kan dannes, fordi vi ikke længere står i en ægte relation. Ikke før relationen bliver genoprettet, kan vi løses fra lænkerne.

Så når relationen og kommunikationen går itu, kan tilgivelsen så genoprette relationen? Til det må jeg svare både ja og nej!

Desmond Tutu lægger meget vægt på, at enhver tilgivelse må ende ud i en overvejelse om, hvorvidt man kan genoptage forholdet, eller om det må opgives. Man må altså beslutte, om man mener, man kan reparere forholdet og skabe en ny relation eller ej.

Det at tilgive er som at række en hånd ud mod næsten, som har gjort mig ondt. Jeg kan ikke vælge om Næsten modtager tilgivelsen, men jeg kan tilbyde den. Desuden kan jeg heller ikke bestemme, om der er grundlag for at genoptage relationen. Tutu lægger stor vægt på, at beslutningen om at forny relationen eller give slip er et personligt valg. Fornyelse eller forsoning må altid fortrækkes, men den velovervejede beslutning om at afbryde et forhold er et gyldigt valg. Vi skal dog huske, at når vi vælger at afbryde et forhold, tager personen noget af os og et stykke af vores historie med sig!

Tilgivelse er det grundlæggende værktøj til genoprettelse af en brudt relation. Det er netop at sige ’Jeg løser mig af bitterhedens lænker. Jeg holder dig ikke længere fast i rollen som min gerningsmand.’ Denne betingelsesløse tilgivelse er en nåde, der, som en gave, gives frit.

Tutu siger selv, at: ”Den, der tilbyder tilgivelse som en nåde, bliver straks befriet fra åget, som bandt ham til den person, der gjorde ham ondt.” Tilgivelsen sætter altså også dig fri til at fortsætte dit liv uden at være i rollen som offer.

Processen med tilgivelse er altså både en proces, der rækker hånden ud mod ens gerningsmand, men man rækker samtidig også indad. Man giver sig selv et frikort, man trækker sig ud af offerrollen, ud af den fastlåste totalitet, der kan skabes.

Hvorfor skal vi tilgive?

Når vi tilgiver, gør vi hele verdenen til et bedre sted. Vi gør verdenen bedre, fordi vi fjerner bitterheden, lægger låg på smerten og frigør os selv som personer!

For netop når relationen brydes, brydes også fællesskabet. Dermed brydes verden langsomt ned med hver brudt relation. Man kan næsten sige, at brud af relationer er det fælles onde.

Når vi i stedet arbejder mod en heling af relationen, arbejder vi i virkeligheden mod en heling af verden. Når vi tilgiver, heler vi langsomt verdenen. Relation for relation. Tilgivelsen bliver dermed til et fælles bedste, da det er det bedste for den enkelte og for hele verden.

At tilgive er ikke bare en handling vi skal bruge, når vi er blevet slemt såret og ønsker at finde fred. Når vi tilgiver – selv for de mindste ting – er vi med til at skabe en bedre verden. Vi er med til at genopbygge brudte relationer og skabe nye ægte forhold til de mennesker, vi møder. Ægte forhold, der samtidig er med til at skabe os og danne os, gennem mødet med Næsten.

Tilgivelse er, lige nu og her, det fælles bedste!

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 26. jun. 2025 - Er krig svaret?

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch:
formand for Teologisk Forum i BaptistKirken
ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
cand.mag. i filosofi

Skal jeg angre for at blive tilgivet? Elsker Gud mig kun, hvis jeg elsker ham? Er min tro og omvendelse betingelser for Guds kærlighed – er troen en slags præstation? Skal man have dogmatikken i orden for at være på rette vej?

De spørgsmål har kristne tumlet med til alle tider, men især siden reformationen i det 16. århundrede har forholdet mellem tro og Guds nåde spillet en stor rolle. I dag lever vi et samfund, hvor vi ofte bildes ind, at vi kan, hvad vi vil, hvis vi bare ‘tror’ på det. Samtidig hævdes det ofte, at sandheden er relativ, og afhænger af vores ‘tro’. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, hvis vi også er vant til den tanke, at vores forhold til Gud afgøres af vores egen tro – at vi selv vælger Gud, før Gud vælger os.

Kristus alene

Også de gamle baptister baksede med de spørgsmål. Men ofte var svarene nogle ganske andre end dem, der er populære i dag. Siden 1640´erne hævdede en gren af de engelske baptister, at det slet ikke er vores tro, der afgør vores relation til Gud – det er tværtimod omvendt: Vi kan tro, fordi Gud har oprettet en relation til os (’retfærdiggjort os’) i Kristus.

Vi kan tro, fordi Gud har oprettet en relation til os.

Samuel Richardson (1600-1658)[1] gjorde det klart, at det ikke er vores anger, tårer og gråd, der gør os fortjent til Guds kærlighed, men at Gud allerede elsker os, før vi omvender os. Omvendelsen og troen kommer, når det går op for os, at vi allerede er tilgivet på forhånd.

Når vi ifølge Paulus gøres retfærdige ‘af tro’, skal det forstås sådan, at vi retfærdiggøres af det, som troen er en tro på – nemlig Kristus selv. Det er hans tro og trofasthed, der i grunden retfærdiggør os – ikke vores egen tro, som kun er sekundær.

Den opfattelse var vigtig for mange baptister – fx teologen John Gill (1697-1771) – helt frem til overgangen til det nittende århundrede. Evangeliet er ikke et tilbud, men en forkyndelse af en virkelighed, der allerede gælder: At vi er døde med Jesus på korset og én gang for alle taget til nåde af Gud. Troen er et tegn på en virkelighed, der allerede gælder – ikke en betingelse for at få del i forsoningen på korset. Gud har én gang for alle forsonet og forligt mennesker med sig selv, da Jesus døde på korset.

Skal vi tage det første skridt?

Den tanke blev kørt ud på et sidespor, efterhånden som også baptister fik en mere missional tilgang til troen. I stigende grad blev evangeliet set som et krav, der stilles til mennesker om omvendelse – og troen som en betingelse for at få del i forsoningen og Guds nåde. I moderne evangelikal kristendom er det en udbredt opfattelse, at mennesket skal tage det første skridt og bede om tilgivelse, før Gud vil tilgive.

Men ifølge de gamle baptister har Gud allerede tilgivet os. Det skete på korset én gang for alle – ja faktisk skete det, før verden overhovedet blev skabt, for som man sagde: ‘Selve planen om at tilgive mennesker på korset er i sig selv en slags tilgivelse på forhånd’. Vi har med andre ord altid været omsluttet af Guds kærlighed – også før vi omvendes og kommer til tro.

Tro handler ikke om at få 13 rigtige, så vi kan få adgang til Guds rige, men om at stole på, at Gud allerede har givet os adgang.

Det betyder så også, at Guds nåde og kærlighed ikke er afhængig af, om vi har dogmatikken i orden eller ej. Tro handler ikke om at få 13 rigtige, så vi kan få adgang til Guds rige, men om at stole på, at Gud allerede har givet os adgang. Selv hvis vi for en tid vandrer på afveje i forvirring, ændrer det ikke ved, at vi i bund og grund er på rette vej, fordi Jesus allerede har gået vejen for os.

Evangeliet er for alle!

For mange af de gamle baptister hang troen på, at vi er tilgivet, før vi kommer til tro, sammen med en lære om udvælgelse. I Ny Testamente hedder det ellers, at Jesus er død for hele verdens synd, men som andre protestanter mente mange baptister, at Jesus kun var død for de udvalgte.

Andre baptister havde et mere inklusivt syn på evangeliet. Den amerikansk-engelske baptistprædikant Elhanan Winchester (1751-1797) forklarede det sådan, at Jesus er død specifikt for de udvalgte, kirken – ikke på bekostning af den øvrige menneskehed, men for at kirken skulle forkynde evangeliet for resten af menneskeheden, som Jesus også var død for.

At vi skal forkynde evangeliet for alle, skyldes, at Jesus er død for alle. 

At vi skal forkynde evangeliet for alle, skyldes, at Jesus er død for alle. Men det betyder ikke, at mennesker kun får del i forsoningen, hvis de selv vælger at tro og omvende sig. Kristne adskiller sig alene fra andre ved at være sig bevidst, at også de, ligesom resten af verden, har del i Guds nåde. Kristnes opgave er at fortælle resten af verden, at Gud i Kristus har forsonet og forligt hele verden med sig selv.

At forkynde evangeliet betyder ikke at få mennesker til at tro præcis ‘det rigtige’ eller at fortælle ikke-troende, hvor meget de tager fejl – men det betyder dog at pege på, at sandheden om os findes i Jesus alene. Som den amerikanske baptistprædikant Will D. Campbell udtrykte det i 1960´erne, er opgaven at være, hvad vi allerede er i Kristus: Forsonet og forligt med Gud og mennesker.

[1]     Medunderskriver af First London Confession (1644), der er en af de engelske baptisters tidligste formuleringer om troen

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte
• 10. jul. 2024 - Hvad ville Jesus have gjort?
• 07. dec. 2023 - Det basale

Find flere