baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Mor ville af med sine to piger https://baptist.dk/mor-ville-af-med-sine-to-piger/ Wed, 12 Jul 2017 07:56:34 +0000 https://baptist.dk/?p=2987 Tankevækkende udflugt til 26-årig mor til tre børn, der gerne ville aflevere sine to piger på fire og ni år til Maria Pepps’ pigehjem i Mae Sot i Thailand. Fattigdom er ydmygende.


Vi kører 45 km fra Mae Sot for at komme ud til en fattig flygtningelandsby. En ung præst har ringet til Maria Pepps og spurgt, om to piger kunne komme til Faith House og bo. De var efter sigende seks og ni år gamle og boede hos deres bedstemor.

Imidlertid møder der os en mor på 26 år. Den ældste af pigerne, hende på ni år, ser væsentlig yngre ud. Den yngste er til gengæld kun fire år gammel. De to piger klynger sig til deres mor, som om de ved, hvad der er på færde – hvad de nok også gør.

En klods om benet?

Det viser sig, at den unge mor, en flygtning fra Myanmar/Burma, også har en søn på et års tid. Og i hjemmet, som er en slags garage, hvor de lejer sig ind i to rum og har opholdsrum/køkken i depotet, hvor udlejeren også opbevarer byggematerialer, er også en helt ung pige. Hun er svigerinde, 16 år gammel og har en søn på et års tid.

Og bedsteforældrene bor her også, fortæller de. De er bare gået på arbejde.

Problemet er, at kvindens mand har forladt hende. Hun skal arbejde og vil gerne af med pigerne. Selvom de i dagtimerne faktisk går i skole.

Formentlig skyldes hendes ønske, at hun igen gerne vil giftes – det er nemmere, hvis hun kun har ét barn, sønnen.

Kvinderne fra Mae Sot, Maria Pepps i grøn t-shirt, Gigi længst til venstre og Grace længst til højre sammen med pigerne, deres mor og lillebror i den garage, som er flygtningefamiliens hjem i Nordthailand.

Bedst for pigerne

Maria taler med den unge præst, som siger, at de er medlemmer af menigheden, men ikke har nogen uddannelse og arbejder som daglejere. Hun taler også med den store af pigerne, der siger, at hun helst vil blive og hjælpe sin mor.

Efter kort tids overvejelse svarer Maria præsten og kvinden, mens hun holder om de to piger, der tillidsfuldt læner sig ind til hende, at pigerne har bedst af at blive i hjemmet. De vil senere bebrejde deres mor, hvis hun sender dem væk. Hun kender til piger, der er blevet forkastet. Hun har selv 23 af dem hjemme i Faith House i Mae Sot.

”Men hvis de er i fare, og hvis moren vil sælge dem, så tager vi dem til os. Men vi vil hellere hjælpe familien på anden vis”, slutter Maria – inden familien får en stor pakke dagligvarer, så de kan klare sig lidt, foruden lidt thai-fastfood, vi havde købt på vejen dertil og ikke nået at spise endnu.

Vi slutter med at bede for familien og ikke mindst pigernes fremtid.

Tankevækkende og skrækindjagende. Dette er virkeligheden for tusindvis af børn verden over.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Tankevækkende udflugt til 26-årig mor til tre børn, der gerne ville aflevere sine to piger på fire og ni år til Maria Pepps’ pigehjem i Mae Sot i Thailand. Fattigdom er ydmygende.


Vi kører 45 km fra Mae Sot for at komme ud til en fattig flygtningelandsby. En ung præst har ringet til Maria Pepps og spurgt, om to piger kunne komme til Faith House og bo. De var efter sigende seks og ni år gamle og boede hos deres bedstemor.

Imidlertid møder der os en mor på 26 år. Den ældste af pigerne, hende på ni år, ser væsentlig yngre ud. Den yngste er til gengæld kun fire år gammel. De to piger klynger sig til deres mor, som om de ved, hvad der er på færde – hvad de nok også gør.

En klods om benet?

Det viser sig, at den unge mor, en flygtning fra Myanmar/Burma, også har en søn på et års tid. Og i hjemmet, som er en slags garage, hvor de lejer sig ind i to rum og har opholdsrum/køkken i depotet, hvor udlejeren også opbevarer byggematerialer, er også en helt ung pige. Hun er svigerinde, 16 år gammel og har en søn på et års tid.

Og bedsteforældrene bor her også, fortæller de. De er bare gået på arbejde.

Problemet er, at kvindens mand har forladt hende. Hun skal arbejde og vil gerne af med pigerne. Selvom de i dagtimerne faktisk går i skole.

Formentlig skyldes hendes ønske, at hun igen gerne vil giftes – det er nemmere, hvis hun kun har ét barn, sønnen.

Kvinderne fra Mae Sot, Maria Pepps i grøn t-shirt, Gigi længst til venstre og Grace længst til højre sammen med pigerne, deres mor og lillebror i den garage, som er flygtningefamiliens hjem i Nordthailand.

Bedst for pigerne

Maria taler med den unge præst, som siger, at de er medlemmer af menigheden, men ikke har nogen uddannelse og arbejder som daglejere. Hun taler også med den store af pigerne, der siger, at hun helst vil blive og hjælpe sin mor.

Efter kort tids overvejelse svarer Maria præsten og kvinden, mens hun holder om de to piger, der tillidsfuldt læner sig ind til hende, at pigerne har bedst af at blive i hjemmet. De vil senere bebrejde deres mor, hvis hun sender dem væk. Hun kender til piger, der er blevet forkastet. Hun har selv 23 af dem hjemme i Faith House i Mae Sot.

”Men hvis de er i fare, og hvis moren vil sælge dem, så tager vi dem til os. Men vi vil hellere hjælpe familien på anden vis”, slutter Maria – inden familien får en stor pakke dagligvarer, så de kan klare sig lidt, foruden lidt thai-fastfood, vi havde købt på vejen dertil og ikke nået at spise endnu.

Vi slutter med at bede for familien og ikke mindst pigernes fremtid.

Tankevækkende og skrækindjagende. Dette er virkeligheden for tusindvis af børn verden over.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/mor-ville-af-med-sine-to-piger/feed/ 30 piger holdt ude af prostitution https://baptist.dk/30-piger-holdt-ude-af-prostitution/ Wed, 12 Jul 2017 07:38:25 +0000 https://baptist.dk/?p=2970 Filippinske Maria Papps er en af hverdagens helte. Hun kom i 1999 til det nordlige Thailand, 42 år gammel havde hun sagt ja til et kald til at være missionær – til sin egen store overraskelse. Hun ville gerne til Myanmar/Burma, men det var ikke muligt på det tidspunkt. Så hun kom til Mae Sot i det nordlige Thailand, hvor der lever 300.000 flygtninge fra Myanmar – så det var så godt som.


Et ranglet håb

Thaw Dar er en ranglet pige på 16 år, smilende og med musikalsk talent. Hun har boet i Faith House fra hun var 12 år. Hendes forældre blev skilt, da hun var et år gammel. Moderen flyttede med sin datter til Thailand, men blev psykisk syg og kunne ikke arbejde. En lærer holdt øje med Thaw Dar og henvendte sig til Maria Papps, om pigen kunne få lov til at bo hos hende.

Thaw Dar er et eksempel på den klemme, de illegale flygtninge er i – for hun er i praksis statsløs, har hverken burmesisk eller thailandsk statsborgerskab. Og hun ved ikke, hvor hendes forældre er. Men hun vil gerne være stewardesse, siger hun og betror mig, at hun aldrig har været oppe at flyve.

Siden da har hun oprettet et hjem for i alt 30 piger, der sikkert var endt i prostitution uden hende og de andre frivillige hjælpere, såsom Grace og Gigi, begge også baptister, fra Filippinerne og enlige kvinder.
De startede i et hus mindre end et almindeligt dansk parcelhus. Her boede ca. 20 piger sammen med to voksne kvinder de første ti år. Pigerne var ofte blevet forladt af deres forældre, eller boede sammen med en mor eller far, der ikke kunne tage vare på dem. En bedstemor var indstillet på at sælge sit barnebarn for 500 bath, ca. 100 kr. Nogle af pigerne var seksuelt misbrugte. Alle var de karenske flygtninge.

Et hus af tro

Hjemmet, som Maria har opbygget, bliver kaldet Faith House, Huset af tro – og det er virkelig en bekræftelse på bønner og på en tro på en Gud, der handler i virkeligheden.

En generøs canadisk nabo tilbød for fire år siden at bygge et hus til Maria og hendes piger, og i dag bor de lidt uden for Mae Sot, dels i et pigehus, med plads til ca. 28 piger, fire på hvert værelse og dertil eget toilet, og dels bor de to voksne, som tager sig af pigerne, i deres eget lille hus. Køkkenet er uden vægge, med spiseplads til alle pigerne. Derforuden fik de et bibliotek, her er både vægge og dør! Og en – igen åben, men overdækket – mødeplads.

Maria og Grace hjemme hos en gæstfri karensk flygtningefamilie.

Byggede en skole

Maria opdagede hurtigt, at det var et problem med skolegang, så hun fik bygget en skole, hvor der nu er 300 elever – alle migranter uden opholdstilladelse. Myndigheder går ikke efter børnene, men de kan finde på at følge efter dem på vej hjem fra skole for at anholde deres illegale forældre, som givetvis arbejder for en ussel løn hos et thai-firma.

Af samme grund – fordi de illegale migranter udnyttes af virksomhederne – var det ikke populært, da den thailandske regering for nylig bekendtgjorde, at nu ville man anholde illegale migranter. Det førte til en strøm ud af landet, og mange virksomheder opdagede, hvor afhængige de er af de illegale arbejdere. Så nu er der pres på regeringen for at omgøre loven. Imens raser frygten mellem de mange illegale migranter.

Blandt muslimer

Men ikke nok med skole og Faith House. For fire år siden kom Gigi til Mae Sot, og tilbød sin arbejdskraft. Hun har startet et lille hjem for seks piger inde i Mae Sots muslimske bydel. De sælger is, kaffe og kager fra det, de kalder Blessing, Velsignelse. Og her kommer selv de muslimske naboer og beder de kristne om hjælp, med at passe børn, eller med forbøn i tilfælde af sygdom.

Mad til 40 familier

De tre kvinder og deres ansatte hjælpere gør virkelig en forskel i det ellers mistrøstige liv, der leves som flygtning. Det var regntid, mens jeg besøgte stedet. Det forhindrede ikke disse kvinder og de store piger (pigerne er i alderen 9-21 år) i hver uge at sørge for en madration til ca. 40 familier, som bor i bakkerne omkring Mae Sot. De bor i blikskure, måske med en smule land, de kan dyrke, og arbejder for en meget lille løn, måske 1600 bath om måneden, ca. 320 kr.

Søndag havde vi brugt timer på at købe ind og få mest mulig ud af de penge, der var til rådighed; 10 kg ris pr. familie, en pose sukker og en pose salt, en flaske olie og en flaske fiskesovs, to dåser sardiner og et kilo tørrede fisk (puh, hvor de lugter!) samt lidt nudler og bønner. Alt sammen fik de for ca. 100 kr. pr. familie.

Kvinder, mænd og børn stod og ventede i regnen mandag eftermiddag, da vi kom i varebilen, som var tungt læsset. På ladet var foruden poser med ris og mad også fem af de store piger, som hjalp til med uddelingen. Alt foregik meget værdigt, og det var tydeligt, hvor glade familierne var for den hjælp, de fik. Og børnene var glade for de kiks og en brik mælk, som der også var blevet råd til.

Ingen curling

Og der er ikke noget curling over disse piger… de står selv for madlavning, rengøring og tøjvask i fællesskab. Uden et kny. Måske især de store piger tænker over, hvad der havde været deres alternativ.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Filippinske Maria Papps er en af hverdagens helte. Hun kom i 1999 til det nordlige Thailand, 42 år gammel havde hun sagt ja til et kald til at være missionær – til sin egen store overraskelse. Hun ville gerne til Myanmar/Burma, men det var ikke muligt på det tidspunkt. Så hun kom til Mae Sot i det nordlige Thailand, hvor der lever 300.000 flygtninge fra Myanmar – så det var så godt som.


Et ranglet håb

Thaw Dar er en ranglet pige på 16 år, smilende og med musikalsk talent. Hun har boet i Faith House fra hun var 12 år. Hendes forældre blev skilt, da hun var et år gammel. Moderen flyttede med sin datter til Thailand, men blev psykisk syg og kunne ikke arbejde. En lærer holdt øje med Thaw Dar og henvendte sig til Maria Papps, om pigen kunne få lov til at bo hos hende.

Thaw Dar er et eksempel på den klemme, de illegale flygtninge er i – for hun er i praksis statsløs, har hverken burmesisk eller thailandsk statsborgerskab. Og hun ved ikke, hvor hendes forældre er. Men hun vil gerne være stewardesse, siger hun og betror mig, at hun aldrig har været oppe at flyve.

Siden da har hun oprettet et hjem for i alt 30 piger, der sikkert var endt i prostitution uden hende og de andre frivillige hjælpere, såsom Grace og Gigi, begge også baptister, fra Filippinerne og enlige kvinder.
De startede i et hus mindre end et almindeligt dansk parcelhus. Her boede ca. 20 piger sammen med to voksne kvinder de første ti år. Pigerne var ofte blevet forladt af deres forældre, eller boede sammen med en mor eller far, der ikke kunne tage vare på dem. En bedstemor var indstillet på at sælge sit barnebarn for 500 bath, ca. 100 kr. Nogle af pigerne var seksuelt misbrugte. Alle var de karenske flygtninge.

Et hus af tro

Hjemmet, som Maria har opbygget, bliver kaldet Faith House, Huset af tro – og det er virkelig en bekræftelse på bønner og på en tro på en Gud, der handler i virkeligheden.

En generøs canadisk nabo tilbød for fire år siden at bygge et hus til Maria og hendes piger, og i dag bor de lidt uden for Mae Sot, dels i et pigehus, med plads til ca. 28 piger, fire på hvert værelse og dertil eget toilet, og dels bor de to voksne, som tager sig af pigerne, i deres eget lille hus. Køkkenet er uden vægge, med spiseplads til alle pigerne. Derforuden fik de et bibliotek, her er både vægge og dør! Og en – igen åben, men overdækket – mødeplads.

Maria og Grace hjemme hos en gæstfri karensk flygtningefamilie.

Byggede en skole

Maria opdagede hurtigt, at det var et problem med skolegang, så hun fik bygget en skole, hvor der nu er 300 elever – alle migranter uden opholdstilladelse. Myndigheder går ikke efter børnene, men de kan finde på at følge efter dem på vej hjem fra skole for at anholde deres illegale forældre, som givetvis arbejder for en ussel løn hos et thai-firma.

Af samme grund – fordi de illegale migranter udnyttes af virksomhederne – var det ikke populært, da den thailandske regering for nylig bekendtgjorde, at nu ville man anholde illegale migranter. Det førte til en strøm ud af landet, og mange virksomheder opdagede, hvor afhængige de er af de illegale arbejdere. Så nu er der pres på regeringen for at omgøre loven. Imens raser frygten mellem de mange illegale migranter.

Blandt muslimer

Men ikke nok med skole og Faith House. For fire år siden kom Gigi til Mae Sot, og tilbød sin arbejdskraft. Hun har startet et lille hjem for seks piger inde i Mae Sots muslimske bydel. De sælger is, kaffe og kager fra det, de kalder Blessing, Velsignelse. Og her kommer selv de muslimske naboer og beder de kristne om hjælp, med at passe børn, eller med forbøn i tilfælde af sygdom.

Mad til 40 familier

De tre kvinder og deres ansatte hjælpere gør virkelig en forskel i det ellers mistrøstige liv, der leves som flygtning. Det var regntid, mens jeg besøgte stedet. Det forhindrede ikke disse kvinder og de store piger (pigerne er i alderen 9-21 år) i hver uge at sørge for en madration til ca. 40 familier, som bor i bakkerne omkring Mae Sot. De bor i blikskure, måske med en smule land, de kan dyrke, og arbejder for en meget lille løn, måske 1600 bath om måneden, ca. 320 kr.

Søndag havde vi brugt timer på at købe ind og få mest mulig ud af de penge, der var til rådighed; 10 kg ris pr. familie, en pose sukker og en pose salt, en flaske olie og en flaske fiskesovs, to dåser sardiner og et kilo tørrede fisk (puh, hvor de lugter!) samt lidt nudler og bønner. Alt sammen fik de for ca. 100 kr. pr. familie.

Kvinder, mænd og børn stod og ventede i regnen mandag eftermiddag, da vi kom i varebilen, som var tungt læsset. På ladet var foruden poser med ris og mad også fem af de store piger, som hjalp til med uddelingen. Alt foregik meget værdigt, og det var tydeligt, hvor glade familierne var for den hjælp, de fik. Og børnene var glade for de kiks og en brik mælk, som der også var blevet råd til.

Ingen curling

Og der er ikke noget curling over disse piger… de står selv for madlavning, rengøring og tøjvask i fællesskab. Uden et kny. Måske især de store piger tænker over, hvad der havde været deres alternativ.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/30-piger-holdt-ude-af-prostitution/feed/ Knud og Viggo var her før mig https://baptist.dk/knud-og-viggo-var-her-foer-mig/ Tue, 11 Jul 2017 13:13:47 +0000 https://baptist.dk/?p=2957 Det er først, da jeg sidder i den nye spisesal på baptisternes teologiske seminarium i Mae La lejren, at det går op for mig, at det er den skole, Det Danske Missionsforbund har støttet i årevis. Da de fortæller, at Knud Wümpelmann og Viggo Søgaard har været her før mig, bliver jeg meget glad – og ydmyg. Verden er så lille.


Dr. Saw Alwyn har store ambitioner for universitetet i Mae La flygtningelejren.

Skolen ligger i en fattig flygtningelejr lige neden for den bjergkæde, der danner grænsen mellem Thailand og Myanmar. Her har disse tusindvis af flygtninge boet i mere end en menneskealder. I 1974 brændte de burmesiske myndigheder 3000 landsbyer af, og en menneskeflod væltede ind i Thailand. Nu er der syv flygtningelejre tilbage, for selvom der er blevet fred i Burma/Myanmar, er det for farligt at vende tilbage. Dels er husene i deres landsbyer væk, og dels er der landminer overalt.

Men verdens øjne har flyttet sig og det samme har støtten til flygtningelejrene, ”for nu er der jo fred og ordnede forhold i Burma”. Det er indbyggerne i Mae La ikke enige i.

Ingen fred endnu

”Fred uden frihed, lighed, retfærdighed og gensidig respekt er ikke fred”, siger rektor for seminariet, Saw Alwyn.

Han ser også til den fortsatte borgerkrig i Kachin-staten med bekymring og spørger, hvornår krigen vender tilbage til Karen-staten, som de kommer fra. Imens må de leve for mindre og mindre. De sidste to år er støtten til lejren faldet med 40% hvert år.

”EU er holdt op med at støtte os,” forklarer Dr. Alwyn.

Skolen brændte

Der er 44.000 indbyggere i Mae La, som er en lang, smal tarm af beboelseshuse med bladtage og tynde vægge. Bygningerne, som udgør bibelskolen og det teologiske seminarium, er nogle af de få huse af beton. De er forholdsvis nye, for i 2012 brændte bygningen ned til grunden og de måtte begynde forfra.

Seminariet startede i 1983 med fire lærere og seks studerende. Nu er der 400 elever på bibelskolen – den største i Sydøstasien, 48 læser på det lille universitet i flygtningelejren, hvor man kan læse til en bachelor i meget mere end teologi.

Store ambitioner

Der bor 44.000 flygtninge i Mae La 70 pct. af dem er baptister fra Karen-staten i Burma/Myanmar.

Rektor Alwyn lister op, hvad de har brug for: Akkreditering fra både bibelskole og universitet, så de unge kan læse videre andre steder. De har brug for samarbejde med kvalificerede partnere, et samlet program for at støtte de studerende (”Der er så mange fristelser i lejrene, narko og sex-industrien vokser”, indskyder han), samt flere bygninger, så universitetet kan udvides.

”Uddannelse er sikkerheden for et fremtidigt stærkt Karen-samfund. Vi har brug for nye ledere, for vi håber på, at vi kan få en aftale med den burmesiske regering, så Karen-staten bliver en selvstændig stat, som vi har været det før. Gerne som en del af ’de burmesiske forenede stater’.”

Det samme håber Kachin’erne i det nordlige Burma/Myanmar. Derfor er der krig dér endnu. Og derfor er der endnu ikke rigtig fred i Burma. Og så længe vil der være en Mae La lejr på thai-siden for foden af de smukke karenske bjerge.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Det er først, da jeg sidder i den nye spisesal på baptisternes teologiske seminarium i Mae La lejren, at det går op for mig, at det er den skole, Det Danske Missionsforbund har støttet i årevis. Da de fortæller, at Knud Wümpelmann og Viggo Søgaard har været her før mig, bliver jeg meget glad – og ydmyg. Verden er så lille.


Dr. Saw Alwyn har store ambitioner for universitetet i Mae La flygtningelejren.

Skolen ligger i en fattig flygtningelejr lige neden for den bjergkæde, der danner grænsen mellem Thailand og Myanmar. Her har disse tusindvis af flygtninge boet i mere end en menneskealder. I 1974 brændte de burmesiske myndigheder 3000 landsbyer af, og en menneskeflod væltede ind i Thailand. Nu er der syv flygtningelejre tilbage, for selvom der er blevet fred i Burma/Myanmar, er det for farligt at vende tilbage. Dels er husene i deres landsbyer væk, og dels er der landminer overalt.

Men verdens øjne har flyttet sig og det samme har støtten til flygtningelejrene, ”for nu er der jo fred og ordnede forhold i Burma”. Det er indbyggerne i Mae La ikke enige i.

Ingen fred endnu

”Fred uden frihed, lighed, retfærdighed og gensidig respekt er ikke fred”, siger rektor for seminariet, Saw Alwyn.

Han ser også til den fortsatte borgerkrig i Kachin-staten med bekymring og spørger, hvornår krigen vender tilbage til Karen-staten, som de kommer fra. Imens må de leve for mindre og mindre. De sidste to år er støtten til lejren faldet med 40% hvert år.

”EU er holdt op med at støtte os,” forklarer Dr. Alwyn.

Skolen brændte

Der er 44.000 indbyggere i Mae La, som er en lang, smal tarm af beboelseshuse med bladtage og tynde vægge. Bygningerne, som udgør bibelskolen og det teologiske seminarium, er nogle af de få huse af beton. De er forholdsvis nye, for i 2012 brændte bygningen ned til grunden og de måtte begynde forfra.

Seminariet startede i 1983 med fire lærere og seks studerende. Nu er der 400 elever på bibelskolen – den største i Sydøstasien, 48 læser på det lille universitet i flygtningelejren, hvor man kan læse til en bachelor i meget mere end teologi.

Store ambitioner

Der bor 44.000 flygtninge i Mae La 70 pct. af dem er baptister fra Karen-staten i Burma/Myanmar.

Rektor Alwyn lister op, hvad de har brug for: Akkreditering fra både bibelskole og universitet, så de unge kan læse videre andre steder. De har brug for samarbejde med kvalificerede partnere, et samlet program for at støtte de studerende (”Der er så mange fristelser i lejrene, narko og sex-industrien vokser”, indskyder han), samt flere bygninger, så universitetet kan udvides.

”Uddannelse er sikkerheden for et fremtidigt stærkt Karen-samfund. Vi har brug for nye ledere, for vi håber på, at vi kan få en aftale med den burmesiske regering, så Karen-staten bliver en selvstændig stat, som vi har været det før. Gerne som en del af ’de burmesiske forenede stater’.”

Det samme håber Kachin’erne i det nordlige Burma/Myanmar. Derfor er der krig dér endnu. Og derfor er der endnu ikke rigtig fred i Burma. Og så længe vil der være en Mae La lejr på thai-siden for foden af de smukke karenske bjerge.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/knud-og-viggo-var-her-foer-mig/feed/