Lyt til artiklen:

Læredag i BaptistKirken om kirkens møde med LGBT+personer. En helt ny måde at mødes på. Et svært emne at mødes om. En samtale, der nemt kunne gå i stykker på vejen. De fleste deltagere følte nok en smule spænding inden dagen begyndte i Korskirken. Heldigvis var der rigelig kaffe og brunch til at begynde med. Og lejlighed til at tale med nogle af dem fra den anden ende af landet, som man ser alt for sjældent.

Det blev en god dag. Læredagskonceptet holdt, hvad vi var blevet lovet. Der var velforberedte oplæg, lyst til at stille udfordrende spørgsmål på den gode måde og vilje til at komme ud af ”ekkokammeret” og lytte til andre holdninger.

Vi er ikke færdige med at tale om kirkens møde med LGBT+personer. Emnet udfordrer fortsat både menigheder og enkeltpersoner. Men læredagen viste, at der blandt de fremmødte var lyst til at lytte til hinanden.

Det videre forløb

Det fortsatte forløb for arbejdet med inklusion er:

• Dagens oplæg blev filmet
• De fire interne oplægsholdere har lavet opsummeringer på cirka fem minutter
• Det hele lægges på BaptistKirkens YouTube-kanal
• Menighederne drøfter videre
• Tilbagemeldinger fra menigheder (med flere) senest medio maj
• Ledelsen udarbejder nyt forslag til ”punkt 4c”.

Konceptet forklaret

Læredag er en helt ny måde at mødes på i BaptistKirken. Princippet er lånt fra den akademiske verden, hvor forskeren fremlægger sin viden, bliver udfordret af andre forskere og til sidst udgiver sin viden, så alle kan kommentere.

Læredagen fulgte næsten samme model. Som ”appetitvækker” fik vi lov til at lytte til to eksterne oplægsholdere, inden fire baptister i løbet af 25 minutter gav hver deres syn på emnet. Hver oplægsholder fik herefter udfordrende spørgsmål af en af de andre oplægsholdere. Til sidst fik alle i salen mulighed for at stille spørgsmål.

Læredagskonceptet drager ikke konklusioner. Der var ingen afstemning, intet rigtigt eller forkert. Kun oplæg, samtale, eftertanke og refleksion. Og forhåbentlig inspiration til fortsat samtale.

To eksterne oplægsholdere

Læredagens første indlæg kom fra to eksterne oplægsholdere: Johannes Hansen (Apostolsk Kirke) og Jørgen Thaarup (Metodistkirken).

Johannes Hansen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Johannes Hansen repræsenterede et konservativt bibelsyn og argumenterede for, at Bibelen ikke anerkender fx homoseksuel praksis. Johannes pegede blandt andet på, at troslære (dogmatik) og etik hænger uløseligt sammen, og at etikken er en direkte konsekvens af troen. Konsekvensen af dette er, at praktiserende homoseksuelle ikke kan være ledere i kirken, da ledere skal være uangribelige forbilleder.

Johannes afsluttede med en observation af sammenhængen mellem bibelsyn og kirkevækst:
”Jeg kan se, at alle de steder, hvor man bliver liberal, der mister evangeliet sin kraft.” Og videre hævdede han:
”Det er faktisk dem, der har et konservativt bibelsyn, der fylder kirkerne, og de andre kirker, de tømmes!”

Jørgen Thaarup (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Jørgen Thaarup vægtede tolkning og historisk kontekst og søgte en vej til kirkelig enhed trods uenighed. Han påpegede blandt andet, at alle parter står på Bibelens grund, men tolker teksterne forskelligt, da ord som “homoseksualitet” slet ikke findes i grundteksten.

Jørgen argumenterede også for at se på den kulturelle kontekst: De bibelske forbud var rettet mod afgudsdyrkelse, frugtbarhedsreligioner og tempelprostitution, ikke mod moderne kærlighedsforhold. I modsætning til Johannes Hansen mente Jørgen Thaarup, at etiske regler er kontekstafhængige og ikke har samme uforanderlige status som dogmatikken.

Fire oplæg fra baptister

Ole Lundegaard, Ulrick Refsager Dam, Lars Midtgaard og Kristian Bonde-Nielsen havde taget imod opfordringen til at bidrage med et oplæg.

Ole Lundegaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ole Lundegaard havde fokus på, at homoseksualitet er et medfødt livsvilkår, ikke et valg og slet ikke et bevidst oprør mod Gud. Med paralleller til at kirken over tid har ændret syn på fx slaveri, kvinder og skilsmisse, argumenterede han for, at vi kan bevæge os væk fra skrevne bibelord til en bedre erkendelse. Ole hævdede også, at det afgørende i et bibelsk ægteskab er pagten (troskaben) mellem to mennesker, ikke deres køn.

Ulrick Refsager Dam (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ulrick Refsager Dam fokuserede på kærligheden som den højeste lov og nøglen til fortolkning. Han definerede kærlighed som intentionelle handlinger, der fremmer “det fælles bedste” i relation til Gud og næsten. Derimod er synd de handlinger, der skader relationer og modarbejder kærlighedens formål. Ulrick forklarede, at Jesus brugte kærligheden til at føre skriften tilbage til dens hjerte, og at kirken skal gøre det samme i dag.

Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Efter kaffepausen blev det Lars Midtgaards tur til at gå på talerstolen. Med et meget velforberedt og gennemarbejdet oplæg satte Lars fokus på skabelsesteologi og ægteskabet som en hellig institution. Lars pegede på ægteskabet som symbol: Foreningen mellem mand og kvinde er et unikt billede på forholdet mellem Kristus og kirken. Han argumenterede for, at Guds oprindelige intention med to køn står over kulturelle svingninger og tidsbestemte eksempler. Lars ønsker at møde alle med kærlighed og respekt, men mener ikke, han har mandat til at velsigne samkønnede ægteskaber.

Kristian Bonde-Nielsen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Kristian Bonde-Nielsen argumenterede for fuld inklusion af LGBT+ personer i kirken. I modsætning til de tre andre oplægsholdere tog Kristian ikke udgangspunkt i skriftsteder, men i menneskers levede liv. Ud fra møder med mennesker pegede han på, at en afvisende holdning ikke ”bærer gode frugter”. Tværtimod fører den til depression og mistrivsel hos de afviste. Kristian kan ikke tro på en Gud, der ønsker, at Hans børn skal lide, og ser derfor ikke homoseksualitet som en synd. Af det følger også at LGBT+ personer skal have adgang til at blive viet eller velsignet i kirken ligesom de er velkomne i kirkens ledelse. Kristian kom med en konkret opfordring:
”Gør det tydeligt, offentligt, præcis hvor kirken står. Skriv det på hjemmesiden. Folk kommer til at spørge. Hvis man ikke har lyst til at sige det højt, så er det unfair.”

Sara Jalk fra Roskilde havde en god oplevelse på læredagen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Respons på læredagen

Læredagskonceptet lagde op til respons. Måske var det dagens svage punkt. ”Tamt” er en overdrivelse, men de skarpeste spørgsmål kom fra salen – ikke fra respondenterne. Det er måske for meget forlangt, at respondenten skal være knivskarp uden forberedelse, kun sekunder efter oplægsholderens sidste ord?

I kaffepausen fortalte Sara Jalk fra Roskilde, at hun savnede muligheden for forberedelse:
”Læredagen er et rigtig godt koncept, og der er en virkelig god stemning. Jeg havde med glæde modtaget oplæggene forud, så jeg kunne have forberedt mig bedre. Jeg kunne også ønske mig lidt mere balance mellem oplægsholdernes synspunkter.”

Bodil Nielsen fra Bethelkirken var også glad for konceptet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Bodil Nielsen fra Bethelkirken havde også en god oplevelse på læredagen:
”Det er en god måde at mødes på. Vi giver plads til forskellige holdninger og hinandens forskellighed. Jeg synes, det er meget positivt at alle prøver at være ærlige i forhold til deres holdninger og følelser.”

Skal vi prøve igen?

På læredagen afprøvede vi i fællesskab et nyt princip for udveksling af meninger og holdninger. I invitationen stod der: ”Målet er ikke ensretning, men gensidig forståelse på tværs…”. På deltagernes spørgsmål og engagement virkede det som om, læredagen nåede sit mål om forståelse. Enighed er nok for meget forlangt i BaptistKirken – og ensrettede: Det bliver vi aldrig!

Læredagen gav os et nyt værktøj. Måske skal vi tage det i brug til andre svære samtaler?

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere

Lyt til artiklen

Fra den 23.-25. september deltog jeg i et seminar i Rwanda om diakoni og om, hvordan de rwandiske kirker kan styrke deres indsats på dette område. Seminaret, der er finansieret af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, samlede medarbejdere, teologer, præster og ledere for at reflektere over det teologiske grundlag og den praktiske udmøntning af diakoni.

Undring?
Undrer du dig også over teksten på den store plakat bag deltagerne? “TOTS” betyder training of trainers. Deltagerne i seminaret er ledere, der uddanner andre ledere.

Hvad er diakoni?

Ordet diakoni stammer fra græsk og betyder egentlig tjeneste. Tjeneste forstået som den opgave og det kald, vi som kirke og kristne har: At omsætte troen til handling. Diakoni er derfor mere end sociale aktiviteter; det er selve kirkens måde at være til på, hvor Guds kærlighed bliver synlig gennem omsorg, fællesskab og retfærdighed i mødet med næsten. Som en af oplægsholderne formulerede det: ”Uden diakoni ville kirken ikke leve i overensstemmelse med sin identitet i Kristus.”

Diakoni er troens handling – deltagere i seminaret (Foto: Jado)

Teologiske refleksioner om diakoni

På seminaret lagde den lokale teolog Nathan Ndyamiyemenshi en stærk ramme for forståelsen af diakoni. Han pegede på, at diakoni er dybt forankret i Bibelen: Profeten Jeremias’ ord om at ”gøre ret og retfærdighed”, Jesu egen tjenende rolle, og beretningen i Apostlenes Gerninger, kapitel 6, om omsorgen for enkerne. Diakoni udspringer altså af selve Guds mission og er både en åndelig og en praktisk tjeneste. Diakoni er ikke blot et tillæg til kirkens arbejde, men en integreret del af kirkens væsen og mission. Det er både profetisk – hvor kirken konfronterer uretfærdighed – og tjenende, hvor den viser Guds kærlighed i praksis. Diakoni rækker både indadtil i menigheden og udadtil i samfundet.

Praktiske eksempler

Der blev delt praktiske eksempler og konkrete erfaringer fra projekter og menigheder. Spare- og lånegrupper var et eksempel, der kunne hjælpe familier med at betale skolepenge eller købe husdyr. Andre nævnte køkkenhaver, der giver mad til forældreløse børn. Menigheder, der har taget initiativ til forsoningsdialoger i landsbyer præget af gamle sår. Disse eksempler viser, at diakoni ikke kræver store midler, men vilje til at handle med de ressourcer, som allerede findes i lokalsamfundet.

Diakoni er troens handling – deltagere i seminaret (Foto: Jado)

Begrebet diakonale aktiver er her centralt. Hver menighed rummer allerede værdifulde ressourcer. Det kan være åndelige aktiver, som bøn og tro, menneskelige aktiver, som viden, evner og lederskab, sociale aktiver, som relationer og netværk, materielle aktiver, som adgang til jord, bygninger, redskaber og økonomi, og endelig kan man tale om kulturelle aktiver, som fortællinger og sange.

En kortlægning af disse ressourcer er nødvendig for, at der kan ændres fokus og skabes udvikling indefra: ”Diakoni begynder med, hvad folk allerede har, ikke med hvad de mangler”.

Værdier har også betydning

Diakoni bygger også på værdier. Værdierne former, hvordan man tænker og handler i mødet med næsten. Centralt står værdighed, hvor hvert menneske ses som skabt i Guds billede; retfærdighed, hvor kirken søger at udligne uligheder og stå på de svages side; og fællesskab, hvor ingen overlades til at stå alene. Hertil kommer tjeneste – at følge Kristi eksempel som den tjenende Herre – og håb, som driver menigheden til at arbejde for forvandling – også under svære vilkår.
Diakonale værdier giver både retning og legitimitet i arbejdet. De sikrer, at diakoni ikke reduceres til projekter, men forbliver en livsholdning, hvor troen omsættes til kærlighed i handling.

Morten Kofoed gav også et indlæg på seminaret (Foto: Jado)

Fra mangel til muligheder

En af de stærkeste indsigter fra seminaret var nødvendigheden af at ændre tankegang. Alt for ofte fokuseres på mangler – og dermed fastholdes fokus på fattigdom, begrænsninger og afhængighed af udefrakommende ressourcer.

I stedet opfordres vi til at se på, hvad vi allerede har. Når vi begynder at identificere de diakonale aktiver – tro, relationer, jord, viden og kulturelle traditioner – åbner der sig helt nye muligheder for handling. Et skifte i mindset er grundlæggende: Fra at se knaphed til at opdage Guds overflod midt iblandt os.
Som det blev sagt på seminaret: ”Diakoni starter ikke med det, vi mangler, men med det, vi har.”

Sidste del af seminaret handlede om konkrete handlingsplaner for de mange engagerede deltagere.

Seminaret understregede, at diakoni er kirkens DNA. Det handler om at bruge de ressourcer, Gud allerede har givet os, og om at planlægge ud fra det, der allerede findes. Når kirken ser på, hvad den har – tro, fællesskab, land, viden, relationer – og sætter det i spil, skabes der håb, værdighed og forvandling.

Diakoni er med andre ord tro i handling – en levende og synlig tjeneste, hvor evangeliet får hænder og fødder i verden.

Dialog på seminaret Diakoni er troens handling (Foto: Jado)

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Problem eller gave?

Vi kan se spændvidden som et problem eller som en gave.

Hvis vi ønsker en BaptistKirke præget af enighed og fælles værdier, bliver spændvidden i synspunkter et problem. Uenigheden skaber barrierer imellem os, og vi bliver begrænsede i vores mission. Kun mennesker med de samme værdier som os vil føle sig velkomne og accepterede i vores fællesskab.

Hvis vi accepterer, at Helligånden taler til os alle, men mennesker drager forskellige konsekvenser af evangeliet, bliver spændvidden en gave. Vores forskellige teologiske holdninger bevirker, at vi kan nå et bredere udsnit af danskerne med evangeliet.

Selvom der er stor spændvidde i vores teologiske synspunkter, er der vel ikke noget i vejen for, at vi kan være kirke sammen?

Så længe vi har respekt for, at også ’de andre’ er kaldet af Gud.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

• siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
• i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
• fra 1995 har han undervist teologistuderende
• uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Lyt til kronikken her:

Dansk kirkeliv har i en årrække set ind i stigende præstemangel, og SCMT har været et økumenisk samarbejde om denne udfordring. Baglandet for SCMT har bestået af Apostolsk Kirke, Baptistkirken i Danmark, Dansk Oase og Vineyard Danmark. Formålet med samarbejdet var at sikre, at teologisk uddannelse ikke blot var akademisk funderet, men også rodfæstet i menighedspraksis og bidrog til den personlige dannelsesproces af kommende præster og menighedsledere. Samarbejdet har haft rødder og vision tilbage til “Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi” (SALT) og har været båret af en tillid og vilje til at dele ressourcer og kompetencer. SCMT-samarbejdet har de seneste seks år vist, hvordan økumenisk samarbejde har et stort potentiale for at skabe ressourceeffektive teologiske læringsmiljøer for fremtidens præster.

Studiecenterleder Henrik Holmgaard (Foto: SCMT)

Et samarbejde om menighedsbaseret teologisk læring

I SCMTs bagland blev det i 2021 estimeret, at behovet for præster i fremtiden pegede på, at mere end 20 % af de nuværende præster gik på pension inden for de næste 10 år. Der var ligeledes enighed om, at de nuværende teologiske uddannelser i Danmark på universiteterne, Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut bidrog med en solid akademisk uddannelse. Derimod vurderedes det, at disse uddannelser ikke bidrog nok til at skabe robuste rødder i de kirkelige traditioner, som indrammer SCMTs bagland med karismatisk teologi, ledelse og missional menighedspraksis. I stedet for at etablere en ny teologisk uddannelse blev vurderingen, at de nuværende teologiske uddannelser skulle suppleres med et samarbejde om menighedsbaseret teologisk læring.

Baseret på fremtidens præsteprofil

SCMTs bagland satte sig derfor sammen om at udarbejde en præsteprofil, som kunne være udgangspunkt for at imødekomme behovet for nye præster og ligeledes forme den ønskelige præsteprofil for fremtiden. Baglandets kirkelige bredde afspejlede en vis mangfoldighed i definitionen af præstens rolle, faglighed og kompetencer. For eksempel beskrev Apostolsk Kirke det således: “Det at være præst er først og fremmest at være leder, derefter er man præst ud fra den tjeneste/nådegave og den teologiske viden og kompetencer, man har.” Dansk Oase beskrev det: “Sognepræster er i mange tilfælde lige så meget pionerer som kirkeplantere; de skal kunne mange af de samme ting i forhold til kontekstuel mission.”

SCMT var med til at arrangere seminaret Åndbar Ungdom den 26. oktober 2023 (Foto: SCMT)

På trods af forskellighed var det muligt at udvikle en beskrivelse af en præsteprofil, som har formet SCMTs arbejde med facilitering af menighedsbaseret teologisk læring ud fra:

1. Bibelsk-teologisk faglighed, robuste rødder i egen tradition og missional forståelse,
2. Solide og sunde ledelsesmæssige kompetencer til at kommunikere, motivere og udvikle i fællesskab med andre,
3. Personlig gudserfaring, modenhed og evner til medvandring og discipelliv.

Samarbejde via fire strategiske omdrejningspunkter

På daværende tidspunkt vurderede SCMTs bagland, at ingen af de kirkelige bevægelser hver for sig havde en fungerende model og strategi for teologisk læring og dannelse, som sigtede hen imod den ønskede præsteprofil. Dette har været SCMTs udgangspunkt for samarbejde de seneste seks år via fire strategiske omdrejningspunkter:

• De studerende forankres i praksis og “mesterlære” i lokale menigheder ud fra præmissen: “følg andre gode præster for at blive en god præst.”
• De studerende samles i regionale læringsnetværk med fokus på identifikation af “kald”, teologisk læring og dannelse som reflekterende praktikere.
• Etablering af et nationalt akademisk netværk med fokus på at udvikle menighedsbaseret teologisk viden og bidrage med konferencer og supplerende kurser.
• Udvikle et samarbejde med danske og skandinaviske uddannelsesinstitutioner med fokus på menighedsbaseret teologi for at styrke de danske studerende.

Mette Holmgaard underviser de præstestuderende i den svære samtale under overskriften “Få det nu sagt” (Foto: SCMT)

Behovene ændrede sig – færre ressourcer

Som det så ofte sker, ændrer behovene sig, og over tid har der været færre ressourcer til samarbejdet. SCMTs bestyrelse ser tilbage på de seneste seks års med godt samarbejde. Formålet var at imødekomme den stigende præstemangel, og de seneste seks år har SCMT faciliteret menighedsbaseret teologisk læring for 64 teologistuderende og afholdt halvårlige seminarer, som har samlet en bred gruppe af præster og ledere på tværs af dansk kirkeliv.

Det handler ikke om konflikt

SCMTs bestyrelse glæder sig over, at nedlukningen af SCMT ikke er grundet i konflikt, men derimod at flere kirkebevægelser har udviklet egne platforme for teologisk uddannelse. Dermed er håbet, at de nye initiativer vil kunne imødekomme den fremtidige præstemangel.

SCMT stod bag den velbesøgte konference om “Åndbar ledelse” i foråret 2024 (Foto: SCMT)

Fortsat vigtigt at fastholde en teologisk akademisk ambition

SCMTs bestyrelse vil dog pege på vigtigheden af, at de kirkelige bevægelser, som har udgjort SCMTs bagland, fortsat vil fastholde en teologisk akademisk ambition. Det er en bekymring, hvorvidt der er vilje, ressourcer og kompetencer til dette, når mindre kirkelige bevægelser hver for sig skal udvikle og forankre teologisk faglighed.

Faglighed er både en ressourcekrævende og en langsommelig proces, som tager tid at opbygge. Derfor er håbet, at de kirkelige bevægelser vil fastholde og videreudvikle deres relationer til andre danske og skandinaviske uddannelsesinstitutioner.

64 teologistuderende oplevede et frugtbart økumenisk samarbejde

SCMT afslutter sin rejse med en taknemmelighed for seks år med frugtbart økumenisk samarbejde om teologisk uddannelse. Frugten er de 64 teologistuderende, hvoraf en stor del i dag tjener som præster i danske kirker. Selvom SCMT lukker dørene, glæder vi os over, at de deltagende kirkebevægelser nu har udviklet egne uddannelsesinitiativer.

Vi ser frem til, at disse bevægelser må finde nye måder sammen at udruste præster, ledere og menigheder til den missionale opgave at forkynde evangeliet til danskerne, gøre disciple og etablere nye trosfællesskaber.

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mit gudsbillede er Jesus Kristus

Kristian Bonde-Nielsen er præst i Købnerkirken på Amager:

Mit første møde med kristen musik, som ikke var salmesang, fik jeg, da min værelseskammerat på efterskolen spurgte: ”Kender du DC Talk? De er faktisk meget gode, selvom de er kristne!” Min værelseskammerat var efter eget udsagn meget lidt kristen, men alligevel syntes han, jeg skulle høre sangen ”Jesus Freak”.

“Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi.”

Og selvom sangen har sine musikalske og teologiske begrænsninger, så har det slået mig, hvor meget godt, der er i den titel. At være kristen er først og fremmest at være en efterfølger af Jesus – at være en Jesus freak – og det er blevet essentielt for mig, at et sundt gudsbillede tager sit udgangspunktet i Jesus Kristus.

Jesus er nøglen til gudsbilledet

Det lyder måske banalt, at gudsbilledet tager sit udgangspunkt i Jesus, og det er det sådan set også. Men igennem den kristne historie er der alligevel blevet tegnet et billede af Gud, som ikke altid rimer særlig meget på Jesus. Gennem min egen trosvandring opdager jeg mere og mere, hvordan Jesus er nøglen til et billede af Gud, der er værd at tro på. Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi. Mere end teologiske læresætninger og regnestykker, så er det Jesus Kristus, som er udgangspunktet for alt i den kristne tro.

Jesus’ fødsel lærer os, at Gud inkarnerer sig i vores verden, for at vi kan se Ham ansigt til ansigt. Gud er ikke oppe i himlen, men hernede på jorden sammen med os. Jesus’ liv lærer os, at Guds hjerte er genoprettelse af mennesker, relationer og samfund. Jesus er radikalt inviterende og inkluderende overfor alle dem, som samfundet har dømt ude, og Jesus er i evig kamp mod alle destruktive kræfter i vores verden. Jesus’ død viser os, at selv når vi vender Gud ryggen, går Han trofast kærlighedens vej for os. Og Jesus’ opstandelse viser os, at der er håb for alt og alle i den her verden, og at hverken døden eller ondskaben eller mørket får det sidste ord. Det gør derimod Guds kærlighed!

Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi, og derfor er mit gudsbillede mere end noget andet en spejling af, hvordan Jesus Kristus viser, at Gud er.

Mit personlige forhold til den treenige Gud

Kent Abildskov er præst i Ringsted Frikirke:

At beskrive, hvordan jeg oplever Gud, tænkte jeg, var en skøn opgave, som var let at forholde sig til. Men min konklusion er, at spørgsmålet er større og dybere, end blot at give et par eksempler på, hvordan Gud har hjulpet mig i givne situationer.

Kun et menneske

“Gud har jo udvalgt mig. Det er ikke mig, der har udvalgt Gud.”

Jeg ved, at Gud elsker mig, men Han elsker ikke alle mine handlinger. Jeg er jo kun et menneske på godt og ondt, og derfor stræber jeg efter at have Gud med i alt, hvad jeg foretager mig. Det betyder ikke, at jeg er i konstant bøn, eller at jeg ikke kan slå en lille prut, uden at min Far i himlen siger: ’Okay!’ Men jeg takker Ham, når ting lykkes for mig, og jeg takker Ham i svære situationer, fordi jeg ved, at Han hjælper mig igennem, når stormen er værst.

Jeg forsøger også at huske på, at jeg ikke altid får det, som jeg beder om, fordi Han ved bedst, og jeg har givet Ham lov til at være ledestjernen i mit liv. Når jeg står i en situation, hvor jeg skal træffe en beslutning eller foretage et valg, søger jeg altid Helligåndens inspiration og vejledning, fordi jeg ønsker at have Gud med.

Guds valg

Gud har jo udvalgt mig. Det er ikke mig, der har udvalgt Gud, men jeg var blot i stand til at høre Ham kalde, dengang jeg fik mit første møde med Jesus. Jeg lukkede døren op og tog imod Jesus i mit hjerte og sind og bekendte Ham som Herre og frelser i mit liv. Det betyder nu, at jeg har en kærlig Far, som jeg kan komme til, når livet er hårdt, eller jeg har dummet mig. Jeg har den bedste læremester, der vejleder mig hver eneste dag. Jesus er den mest klippefaste bror, som altid vil tale min sag og kæmpe mine kampe, og Han er den bedste ven, som jeg kan grine og græde sammen med, som aldrig vil tale dårligt om mig. Det er mit personlige forhold til den treenige Gud.

En svingom med Jesus

Maria Bendtsen er præst i Frikirken i Sæby:

Mit gudsbillede beskrives bedst ved at fortælle om den dag, da Jesus bød mig op til dans, og jeg fik lov at opleve et øjeblik med stor inderlighed, omsorg, styrke, enhed og fred.

Dansen med Jesus

Trods træthed gav jeg mig til at bede, og der midt i bønnen stod Jesus foran mig og sagde: ”Skal vi danse?” Forbløffet fandt jeg mig selv oprejst med udbredte arme for at træde op på hans fødder og lukke mig selv ind i en dans. Vippende fra fod til fod, gav Jesus mig oplevelsen af at gemme mig ind til hans brystkasse som en kærlighedsdans.

”Jeg var et elsket barn, der blev mødt af himlen.”

Jeg kiggede ud og så, at der var engle rundt om os. De var i krig, men kæmpede og beskyttede os. Så vidste jeg, at intet ondt kunne ramme mig. Jeg var et elsket barn, der blev mødt af himlen. Mange års vandring med Jesus og søgen efter svar på, hvem jeg er, og hvem Han er, fik et nyt perspektiv.

I dansen fandt jeg fortællingen om tyven på korset ved siden af Jesus. Han var uværdig, uelsket, uønsket og uden håb, men i et kig til siden fra sin dødsdans på korset fandt han livet, håbet, troen, retfærdiggørelsen og løftet om himlen. Døden mistede sin brod. Øjeblikket med englenes kamp blev en lektion for mig om trygt at kunne læne mig tilbage i Guds arme i visheden om, at Han véd alt og ser alt i mit liv.

Træd ind i dansen

At kende Gud Faderen, sønnen Jesus og Helligånden er en dans i livet, der svinger frem og tilbage. Den er et udtryk af både magtesløshed og sejr, og i hver dans lærer jeg nyt om Ham og om mig selv. Jesus er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved Ham. Jesus bliver min danseinvitation med Faderen, og gennem den bliver mit billede, af hvem jeg er, og hvem Han er, helt klart. Guds tronsal er vores mål. Det er der, dansen sker. Vi er inviteret ind, og vores himmelske far står klar til at tage os i sine arme og lade dansen begynde.

Fald så ind i dansen hos din Far, og lad Ham svinge dig rundt i sin tronsal.

Læs også “Hvordan påvirker gudsbilledet vores liv som kristne?”

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mennesket har en unik position og værdi i skaberværket. Som det eneste væsen er vi skabt i Guds eget billede. Alle mennesker! Noget af det revolutionerende ved Jesus er, at han giver værdi til både børn og kvinder – dem, der ikke havde værdi i samfundet for 2000 år siden. Børnene sætter han i centrum flere gange og siger, at vi skal tage imod Guds rige ligesom et lille barn.

Jesus giver værdi til både børn og kvinder – dem, der ikke havde værdi i samfundet for 2000 år siden.

Kvinderne i Jesus’ selskab bliver fremhævet af Lukas: ”Sammen med ham (Jesus) var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.”[1]

I Det Gamle Testamente er det kun få kvinder, der fremhæves – tydeligvis grundet en patriarkalsk kultur. Ruth blev kong Davids oldemor. Luderen Rahab hjalp israelitterne ind i Jeriko. Dommeren Debora var i praksis en profet og leder. Tendensen er, at børn og unge har en værdi, hvis de kan blive ledere – det gælder også mændene.

Lad ingen ringeagte dig

I Det Gamle Testamente bliver flere unge – ja endda børn – fremhævet. Samuel[2] bliver som dreng afleveret i templet for at vokse op og blive tempeltjener. Han viser sig at være profet, og som dreng eller helt ung mand taler Gud til ham. Han får senere en fremtrædende rolle som den, der bl.a. salver David til konge.

Det er ikke alder eller placering i familien, der er afgørende for, hvad Gud kan bruge os til.

Netop David bliver udpeget som konge, mens han er en stor hyrdedreng[3]. Han er den yngste af sønnerne, og det er uventet, at det er ham, Gud peger på. Derved viser Gud, at det ikke er alder eller placering i familien, der er afgørende for, hvad Gud kan bruge os til. Som dreng bliver David sendt til sine brødre, der er i krig. Det ender med, at David slår en af fjenderne – en kæmpe ved navn Goliat – ihjel med sin stenslynge.

Profeten Jeremias bliver kaldet som ganske ung. Gud siger til ham: ”Du skal ikke sige: Jeg er ung! Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå”.[4]

I Det Nye Testamente hører vi om Jesus’ første påskerejse til Jerusalem som 12-årig. Børn kom ikke med på den lange rejse fra Nazareth, men de 12-årige kunne både klare rejsen og forstå, hvad der foregik. Lukas fortæller endda, at Jesus kunne stille de skriftlærde i templet begavede spørgsmål: ”Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.”[5]

Timotheus var en ung mand, der fulgte apostlen Paulus på nogle af hans rejser. Han var tydeligvis en betroet medarbejder og to af Paulus’ breve i Det Nye Testamente er skrevet til Timotheus. Han skriver bl.a.: ”Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung.”[6]

Teenage-disciple

Hvordan så med Jesu tolv disciple, som ofte har været skildret i kunsthistorien som voksne mænd med skæg. Hvor gamle var de mon? Sandsynligvis var de fleste af de tolv, som fulgte Jesus, ganske unge mænd. Undtagelserne er nok Peter, der var gift, og Matthæus – eller Levi – der var tolder. Flere af de andre var fiskere sammen med deres fædre, hvilket også indikerer, at de var ganske unge. Oftest var det store drenge, der blev disciple – eller lærlinge – af en jødisk lærer.

Sandsynligvis var de fleste af de tolv, som fulgte Jesus, ganske unge mænd.

Jesus vælger selv sine disciple. Nogle har temperament – to bliver kaldt tordensønnerne og en tredje har formentlig været med i den jødiske oprørsbevægelse zeloterne. De har vel været 10-15 år yngre end Jesus, som var 30 år, da han begyndte at samle lærlingene omkring sig. Overleveringen vil vide, at flere af dem døde både 30 og 50 år efter Jesus’ død. De havde altså mange års tjeneste i den unge kristne kirke.

Guds strategi

At være ung og formbar har tydeligvis været en af Guds strategier. Bibelens personer er dog aldrig perfekte. Den store kong David får slået en af sine soldater ihjel for at skjule, at han var været i seng med soldatens kone. Første-disciplen Peter svigter Jesus, men genvinder sin status som leder ved Guds tilgivelse og genoprejsning. Klogere på sig selv end før.[7] Man fornemmer, at det, Gud ser på, er vores potentiale – og dér skiller vi os ud allerede som børn og teenagere.

Man fornemmer, at det, Gud ser på, er vores potentiale – og dér skiller vi os ud allerede som børn og teenagere.

Det er også en bibelsk lærdom, at de unge har mentorer, som er med til at vejlede og forme dem. Vi synes vel, at de tolv disciple er heldige, at de oplæres af Mesteren selv. Hvilken kristen er ikke lidt misundelig på dem? Timotheus har Paulus, både når de er sammen på rejser, og når de er adskilt igennem breve og vejledninger. Heller ikke vejlederne er perfekte. Samuels leder Eli og hans slægt udslettes. Det er netop Samuels første profeti.[8]

Giv dem plads

Hvis vi vil have unge mennesker med potentiale til at blive ledere i Guds rige, skal vi altså bruge tid med dem, men også lade dem gøre tingene på deres måde. Hvis vi lærer dem at skelne Guds stemme fra alle andre stemmer, vil Gud vejlede dem til at være ledere i en tid, hvor vi gamle kan have svært ved at følge med. De skal lære traditionen – også baptisternes – at kende, men ikke være bundet af vores og fortidens tankegang.

[1] Lukas-evangeliet kap.8, vers 1-3

[2] 1. Samuels Bog kap.2

[3] 1. Samuels Bog kap. 16

[4] Jeremias Bog kap. 1, vers 6-7

[5] Lukas evangeliet kap. 2, vers 47

[6] 1. Timotheus brev kap. 4, vers 12

[7] Johannes-evangeliet kap. 18 og 21

[8] 1. Samuels Bog kap.3, vers 11

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 22. dec. 2025 - Et blik på bekymringer inspireret af Skriften
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”

Find flere

Med reference til Niels Hausgaard indledte Hanne med at fortælle, at hendes far var ”alt andet end praktisk begavet.” Det var ordet – det skrevne ord – der blev omdrejningspunktet i Børges liv. Salmer, spejdersange, digte om naturen, livet og kærligheden er det, vi kender Børge for. Men Børge var meget mere: Ægtemand, far til fire, skolelærer, forkynder og spejder. På forunderlig vis skabte Børge en næsten magisk forbindelse mellem skaberværket, spejderlivet og den enkelte spejderdrengs personlige tro.

Troen på livet

For de af aftenens tilhørere, der i forvejen kendte til Børge Andersens omfattende produktion, var det næsten naturligt at begynde med at synge ”I Guds verden”. Når man sammen synger:

”I Guds verden skal du leve,
på Guds jord der skal du bo,
gå blandt blomster, træer og fugle,
alt Guds værk skal om dig gro”

– breder der sig en forunderlig optimisme og tro på livet. Salmens sidste ord: ”… ved hans nåde tør du tro, i hans kraft du helt må være, evigt skal du hos ham bo” sender mange af tilhørerne sendt tilbage til ungdommens sene aftener omkring lejrbålet.

Opvækst og uddannelse

Børge Andersen blev født udenfor ægteskab i 1925 af en enlig mor, og de første ti år af sit liv boede han hos bedsteforældrene. Der var ikke meget, der pegede i retning af den Hausgaardske definition på ”boglig begavelse”. I dag taler man om ”de syv intelligenser”: For de fleste af aftenens cirka 30 tilhørere virkede det oplagt, at Børge Andersen var ”sprogligt / verbalt” intelligent. Ikke desto mindre fortæller Hanne Kiel, til de flestes overraskelse, at lærergerningen omfattede både formning – i varianten papirsløjd – og gymnastik. Begge fag inspirerede til digte, henholdsvis ”Formning” og ”Springet”.  Digtet ”Regning” fulgte, da netop dette fag blev en del af lærergerningen.

Et åbent hjem

Fra barnsben var Børge en del af den første spejderkreds i Aalborg. Han kom til tro gennem spejderarbejdet og blev døbt i 1944. Da Aalborgmenigheden blev delt i 1952, fulgte Børge med til den nye menighed, Karmelkirken. Sammen med Else skabte Børge et hjem, der var åbent i mere end en forstand.

”Døren var aldrig låst,” fortæller Hanne, ”man gik altid bare ind. Hvis mine forældre var gået tidligt i seng, skete det, at samtalerne blev ført på sengekanten.” Det var også i Else og Børges hjem, man kunne diskutere Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”. Et værk, der ikke var velkomment i alle baptisthjem. I digtet ”Gæster” reflekterer Børge over ægteparrets gæstfrihed og deres altid åbne hjem:

Gæster
Tobaksrøg og snak
hænger i gardinerne.
Fyldte askebægre,
tømte kaffekopper og glas.
Ikke en dråbe
i kanden.
Timerne er små nu.
Sikke en aften.

Yndlingssangen

Spejdersangene er mange fra Børges hånd. Hanne driller sit publikum ved at annoncere, at vi skal synge Børges bedste spejdersang. Alle slår straks op på ”I vindens sus i høje graner” – Børges kærlighedserklæring til baptistspejdernes træningscenter Øksedal vest for Nibe. Men nej – Børges yndlingsspejdersang var den lystige vise om ”Ole og Pløk og Palle”, der viser vejen for deres spejderkammerater. Vi synger, og det ser ud som om, mange tænker på deres egen spejdertid.

Børge og Elses fire børn beretter om en barndom, der nok var fattig på penge, men rig på kærlighed og sjove oplevelser. Hannes foredrag er fuld af historier: Om hverdagens udfordringer og ”økonomi-ferie”, når børnene hver dag skulle vælge mellem jordbær og is. Det var ikke noget let valg!

Det svære valg

Børge skrev også kærlighedsdigte. ”Børge sagde, at kærlighed er kærlighed, uanset hvem kærligheden er rettet mod,” fortæller Hanne. Siden teenagealderen havde Børge vidst, at han var homoseksuel, og kærlighedsdigtene var også rettet mod hans eget køn. Børge valgte at leve efter samfundets normer, indtil han ikke længere kunne klare det. I 1981 skrev ægteparret et brev til familien, nære venner, Karmelkirkens menighedsråd og baptistspejdernes korpsråd, hvor de hver for sig redegjorde for situationen. Der var stærke reaktioner, men langt de fleste bakkede familien op, selv om det for mange var grænseoverskridende at kende et homoseksuelt menneske.

”Bekendelse”

Efter ønske fra publikum slutter aftenen med salmen ”Bekendelse”. Salmen er skrevet i 1958, men fjerde vers blev aldrig rigtig godt. ”Det holder ikke” sagde Børge. Og fjerde vers forsvandt, så salmen i mange år sluttede med:

”…
På den jord, der skulle være Edens have,
har vi sået had og griskhed langt omkring.”

Det var en slutning, der plagede Børge i mange år, men han havde opgivet at få ændret den. I 1990 overbeviste Hanne sin far om, at han skulle skrive et nyt fjerde vers. Børge nægtede, han var blevet for gammel, synet dårligt og hørelsen elendig. Men han overgav sig og det endte med, at han dikterede et nyt sidste vers til Hanne i telefonen, så vi nu kan synge:

”…
Giv os kærlighed til alle jordens tabte,
så at hele verden ånder i din fred.”

Arven

Børge døde i 2010 efter mange år med dårligt helbred. Denne aften på Sommerstævnet var der ubetinget glæde over, at vi har del i arven efter Børge.

Efterskrift

En samling af Børge Andersens udvalgte digte, ”Det som livet er” kan fås som pdf-fil ved henvendelse til Hanne Kiel, e-mail hanne_kiel@hotmail.com. Hanne kommer også gerne ud i din menighed og fortæller om Børge Andersens liv og digte.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

”Kirkeplantning og personlig mission vil være det centrale indhold af min undervisning på Sommerstævnet”, forklarer John McGinley, ”for personlig mission og kirkeplantning hører sammen. Jeg er overbevist om, at Gud arbejder på at lære sin kirke, at den enkelte kristne skal udrustes til at følge kaldet til efterfølgelse og mission; ganske almindelige kristne skal arbejde med på at gøre Kristus kendt. Kirken er udfordret af, at vi har professionaliseret kirkens arbejde.

”Vi har kirker i hvert hjørne af landet, men vi har en vigende deltagelse i kirkelivet.”

Folk er hengivne kristne og trofaste kirkegængere; de udlever den kristne tro i deres hverdag, men de har aldrig fået mulighed for opdage deres egen rolle i Guds mission. Jeg vil vise, at alle kristne kan blive brugt af Gud til at nå nye mennesker og kan være med til at etablere nye kirker.”

John McGinley:

• universitetsuddannet i økonomi og geografi og derefter ansat som indkøber i stormagasinet Harrods – lærte at dele sin tro i meget sekulær sammenhæng – lægprædikant
• uddannet fra Trinity College Bristol i teologi og sjælesorg; plantede en ungdomsmenighed
• leder af kirke i Hounslow, Vestlondon – et team på 20 blev plantet i en ledig kirke, der blev til en kirke med 150 medlemmer
• Holy Trinity Church, Leicester: Vi dannede 25 missionale fællesskaber i byen og plantede fem kirker
• arbejder på en doktorgrad om kirkeplantning på Ashbury University
• leder organisationen ’Myriad’
• har skrevet bogen: The Church of Tomorrow – being a Christ centred people in a changing world
• læs mere på https://ccx.org.uk/myriad/

”Hvad er begrundelsen for, at en stor etableret kirke som Church of England[i] arbejder med kirkevækst?”

”Vi har kirker i hvert hjørne af landet, men vi har en vigende deltagelse i kirkelivet, menighederne består af ældre mennesker, og vi når ikke de yngre generationer. Før regnede vi med, at enhver, der ønskede at deltage i kirkens liv, ville komme i kirken, for kirken er tilgængelig, til stede og tager ansvar i lokalsamfundet. Men i missionsbefalingen siger Jesus: ’Gå og gør alle folk til mine disciple!’.”

”Det teologiske grundlag er, at kirken er blevet en institution fremfor en missionerende græsrodsbevægelse, der udvikler disciple. Kirken som institution er ikke kun af det onde – meget godt er kommet derfra, men kirken er blevet meget struktureret, og det betyder, at vi ikke har haft frihed til at tilpasse os omverdenens ændrede kultur. Resultatet er, at store dele af befolkningen nok har en forbindelse til den kristne tro, men de forstår den ikke.

Før blev næsten alle gift i kirken, og alle børn blev døbt. I dag bliver kun 15% gift i kirken, og cirka 10% af en årgang bliver døbt. Kirken står overfor et paradigmeskifte, og vi må stille os selv spørgsmålet: ’Er det faktisk rigtigt, at enhver, der ønsker at deltage i kirkens liv, vil komme i kirken?’

”Store dele af befolkningen har en forbindelse til den kristne tro, men de forstår den ikke.”

Efter min mening er der i dag både kulturel og geografisk afstand til kirken og mange barrierer. Kun omkring 6% af befolkningen går i kirke i løbet af en måned. Vi må spørge os selv, om nogle af de øvrige 94% af befolkningen vil ønske at følge Jesus, hvis historien om Jesus blev præsenteret for dem på fornyet og relevant måde. Det tror jeg, for de er skabt til fællesskab med Gud. Problemet er, at kirken er stivnet i sin særlige form, og den har ikke udviklet sig for at nå folk på nye måder.”

John McGinley (Foto: The Gregory Centre for Church Multiplication)

Kirkeplantning

”Når vi danner kirke på en ny måde og på et nyt sted med det fokus at nå nye mennesker, der ikke er vant til at gå i kirke, er det vores erfaring, at nye mennesker kommer til tro og begynder at følge Jesus. Derfor er det vores vision at opleve 10.000 nye kirker blive plantet i løbet af ti år.

Det er vores ambitiøse bøn og håb. Church of England har 12.000 sogne og kirker. Vi arbejder på at etablere nye kristne menigheder ved siden af de eksisterende. Vi prøver ikke at ændre den eksisterende struktur, men arbejder indenfor den.

”I knytter gamle etablerede kirker sammen med nye menigheder. Hvad er hensigten med det?”

”Vi etablerer et partnerskab mellem en gammel etableret kirke og en ny menighed og beder præsten i den etablerede kirke være mentor for den nye menighed, fordi præsterne har teologisk indsigt og erfaring med sjælesorg.

”Derfor er det vores vision at opleve 10.000 nye kirker blive plantet i løbet af ti år.”

Begge dele er nødvendige for at sikre en sund kultur og teologi. Præsten er mentor, ikke leder af menigheden. Leder er derimod et almindeligt kristent menneske, der jo allerede har relationer til andre gennem naboskab eller andre netværk, som de kan invitere til at være med. De er allerede del af et fællesskab, men de har behov for kirkens opmuntring, støtte og hjælp til at bygge menighed med det fællesskab.”

”Har du nogle konkrete eksempler?”

”Ja, der er fx et kristent fællesskab, der har etableret en ny kirke i et fitnesscenter, hvor der er spinning, motionshold, gymnastik osv. Man kan så melde sig til det, men også til ’Åndelig sundhed’ og ’Opdag den kristne tro’ arrangeret af kirke-teamet – og folk melder sig faktisk til. Dem inviterer de så til at deltage i et gudstjenestefællesskab i et af fitnesscenterets lokaler.”

”Vi har fx et kristent fællesskab, der har etableret en ny kirke i et fitnesscenter.”

”Et andet eksempel er en gammel etableret kirke med ca. 20 aktive, der alle er +60 og de fleste +70 år. De havde hørt om vores arbejde med at etablere nye kristne fællesskaber og ønskede at forsøge. De har inviteret til ’kristent fællesskab for børnefamilier’. De mødes hver søndag i kirkens lokaler, men de sidder omkring borde, børnene leger, og man kan så stille spørgsmål og drøfte dagens tema.”

”Har de en bevidsthed om, at de er (i) kirke?”

”De opfatter sig primært som et fællesskab, men når den gamle sognemenighed falder væk, står og falder kirken i den landsby med, at de er kommet til at opfatte sig som kirke.”

”De opfatter sig primært som et fællesskab.”

”Hvad med gudstjenestens elementer som salmer, prædiken og bøn?”

”De er der, men formerne er meget anderledes. Prædiken består fx af en bibelhistorie og en kort introduktion til et tema og samtale om det. Bøn er der, men i en anden form. Til en gudstjeneste om tilgivelse fik man fx lejlighed til at skrive det, man ønskede tilgivelse for, på et ark papir. Papiret blev så kørt gennem en makulator som tegn på, at det skete var tilgivet, og man kunne lægge det bag sig.”

”Hvem skal tage initiativ til at danne et nyt fællesskab?”

”Hvis kirken inviterer, sker der intet. Hvis præsten inviterer, tænker folk: ’Det er en kirke-aktivitet’ – og der sker intet. Hvis lægfolk inviterer indenfor deres eget netværk til fællesskab på et kristent grundlag, så vil der være interesse for det.”

Land eller by

”Du har fortalt om erfaringer fra en landsby, men organisationens hjemmeside fokuserer mest på de store byer, selvom de fleste kirker ligger på landet. Hvorfor?”

”Størstedelen af kirkerne er små og baseret på landet, men størstedelen af befolkningen lever i de store byer. Derfor er det vigtigt at have fokus på kristent liv i dem.”

John McGinley (Foto: The Gregory Centre for Church Multiplication)

Den teologiske begrundelse – igen

”Du efterspurgte den teologiske begrundelse. Den ene del er at skabe nye disciple; den anden er at skabe et fælles liv i efterfølgelse for almindelige mennesker. Det er langt lettere at skabe nye og anderledes normer for fællesskab om troen i et nyt fællesskab.”

”Bag mit spørgsmål om den teologiske begrundelse lå et ønske om at placere dine tanker i forhold til kirkevækst-bevægelsen og interkulturalisering /tværkulturel tilgang til mission – hvor hører du hjemme?”

”Jeg er glad for, at du rejser spørgsmålet, for jeg bryder mig virkelig ikke om kirkevækst-bevægelsens teorier. De forekommer i alt for høj grad baseret på vestens fokus på vækst og succes og management-teorier. Der er ikke noget i vejen med vækst, men når vækst bliver målet i sig selv, kommer det til at forvrænge evangeliet og fortrænge den tanke om kærlighed, der bør være central i ethvert kristent fællesskab. Fokus skal ikke være på det kristne fællesskabs størrelse, men på kvaliteten.”

”Hvad er de væsentligste kvaliteter ud over at dele Guds kærlighed?”

”Den kristne er kaldet til tre kærligheds-relationer: Kærlighed til Gud, kærlighed til andre kristne og kærlighed til næsten. Vi taler netop om kærlighed, fordi det beskytter os mod management-teorier og en program-styret tilgang, og samtidig rejser det spørgsmålet: ’Hvordan skal kærligheden udtrykkes i netop vores fællesskab?’”

[i] Church of England – Den engelske Kirke – har en position, der svarer til Folkekirkens i Danmark.

Links til mere information

Sommerstævne ’23 – webside med program og tilmelding

Hanne Kiels interview med John McGinley er på engelsk uden undertekster. På Sommerstævne ’23 bliver John McGinley tolket):

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

BASIS:

• to-årig teologisk grunduddannelse
• seks undervisningsdage om året
• etableret af BaptistKirken og Aarhus Baptistmenighed
• præst Lasse Åbom kan kontaktes på mail: lasseabom@gmail.com

Med sommerfugle i maven kørte vi fire kvinder fra Holstebro ind ad den lidt snævre indkørsel ved Immanuelskirken i Aarhus for at deltage i den første undervisning i BASIS. En måned før havde underviseren, Lasse Åbom, besøgt Holstebro Baptistmenighed. Efterfølgende besluttede vi fire os for at deltage i det to-årige teologiske grundkursus.

Nu var der undervisning for første gang, og alle var spændte. Vi blev mødt af et veldækket morgenbord og fik hilst på vores 11 skønne medkursister. Derefter dykkede vi direkte ned i teologiens verden, kirkehistorien og begreberne fra trosbekendelsen. Hvilken undervisning – vi fire havde i hvert fald skrivekrampe af at tage noter og var helt blown away.

Lasses enorme viden

Vi har fået en større forståelse for den kristne kirke, baptisternes historie og forkyndelse.

Efter første gang var vi fuldstændig overvældede, men nu efter fire gange har vi udviklet os og vores syn på Gud. Vi har fået en større forståelse for den kristne kirke, baptisternes historie og forkyndelse. Hver gang vi kører fra undervisning, glæder vi os allerede til næste gang, for stemningen er altid god, og der er plads til både grin og svære spørgsmål. Lasse Åbom deler helhjertet ud af sin enorme viden og møder alle vores spørgsmål med opbyggende dialog.

Med samkørsel fra Herning er der god tid i bilen til at drøfte undervisningen og livets store spørgsmål, men også til at lære hinanden og hinandens troshistorie og baggrund at kende. Vi mødes også altid imellem hver undervisningsgang for at drøfte sidste undervisning og den opgave, vi har fået med hjem, og hvad det ellers har kastet af sig af tanker. Altid med fokus på at støtte hinanden på den trosrejse, vi er på sammen.

Menighed uden præst

Holstebro Baptistmenighed er en kirke uden præst, og derfor forkynder vi alle fire i kirken ligesom mange af de andre medlemmer. Vi fire har valgt at deltage i BASIS i denne omgang, fordi vi alle er nysgerrige efter at lære Gud endnu bedre at kende. Vi får udvidet horisonten og bliver udfordret i vores tro og vores måde at forkynde på.

Vi får udvidet horisonten og bliver udfordret i vores tro og vores måde at forkynde på.

Vi deltager af personlige årsager, men mest af alt for at styrke vores menighed og blive endnu bedre til at videregive det gode budskab. Der er stor nysgerrighed omkring det, vi lærer, hos resten af menigheden. Vi prøver at dele det, vi har lært, så godt vi kan. Vi tror på, at BASIS er med til at styrke os som menighed og kirke. Det er en rejse, vi er på sammen.

Vores allerstørste læring er, at Gud ikke lader sig proppe ned i en defineret kasse. Han er så meget mere, end vi forstår og kan forklare, og derfor er det svært altid at finde ord, som dækker det, Gud arbejder med i os. Den næststørste er nok, at folk i gennemsnit kun kan holde koncentrationen i 18 minutter – det er også værd at huske, når man skal skrive sin næste prædiken.

Læs også Jakob Martens historie i artiklen ‘En vandring i tro‘.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. feb. 2026 - Normer
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig

Find flere