Lyt til artiklen:

Skrivebordet i Taizé (Foto: Rune Funch)

På skrivebordet ligger et nodehæfte, ved siden af står en kop grøn te og et Kristus-ikon. Tre gange dagligt ringer klokken til bøn i Forsoningskirken. Forholdene er enkle. I det lille værelse i stillehuset Le Puy i klosteret i Taizé er der en seng, et bord og en stol. I begyndelsen af vinteren er det Runes arbejdsrum. Det er her, han arbejder på ”Sange fra Taizé”. Han er taget til Frankrig for at sætte noderne op og gøre ”Sange fra Taizé” klar til tryk. Arbejdet med sangbogen bliver kun afbrudt, når der skal afklares detaljer i oversættelserne med brødrene. Eller broder Stephen har brug for hjælp til at bygge en ny kompostbeholder i urtehaven.

Nodeskrivning og oversættelse – det er fast arbejde! (Foto: Rune Funch)

Nye sange kaldte på en ny sangbog

“Den nye sangbog er en slags opfølger,” fortæller Rune Funch. “I 2008 udgav Kirkefondet ’Syng lovsang, hele jorden’. Den var jeg også med til at lave. Siden da er der kommet over 30 nye sange til i Taizé. Det kaldte på en ny udgivelse.”

Initiativet kom igen fra Kirkefondet, som bad Rune være redaktør på udgivelsen. Rune har trukket på musikalske og lyriske ressourcer fra store dele af kirkelivet i Danmark. Fra BaptistKirken har blandt andre Ole Lundegaard og Søren P. Grarup bidraget til sangbogen.

Der ligger et grundigt arbejde i oversættelsen af sangene. Rune fortæller:
”Jeg kan godt mærke, at der kommer noget perfektionisme op i mig. Jeg vil gerne have, at det bliver så godt som overhovedet muligt. Jeg har været i Taizé to gange i processen. Først gang for at finde ud af, hvad det skulle være for nogle sange, der skulle oversættes. Jeg tog simpelthen ned og snakkede med brødrene. Men også for at opleve sangene, når de synger dem dernede: Det er ikke alle de nye sange, der er kendt i Danmark. Efter vi havde oversat det meste, tog jeg derned igen for at præsentere det for brødrene og høre deres kommentarer til det. Det har været meget positivt at være dernede.”

Andagt i Taizé (Foto: Rune Funch)

Et livsforvandlende møde

For Rune er opholdet i Taizé ikke blot et arbejdsprojekt. Klosteret er et sted, der har haft afgørende indflydelse på hans liv. Som ung i 20’erne havde han sit første møde med klosteret i Bourgogne – og det blev afgørende for hans trosliv.

”Helt tilbage i starten af ’nullerne’, var vi en gruppe unge fra Aarhus, der tog derned i en efterårsferie. Min far var kommet hjem fra præstekonvent dernede, og var helt begejstret. Vi søgte en eller anden form for åndelig fornyelse i vores gudstjenesteliv som unge i kirken. Men vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan vi skulle gribe det an. Efter at have været i Taizé vidste vi, at her var noget, vi virkelig gerne ville arbejde videre med.”

I de følgende syv – otte år blev Taizé-andagterne i Immanuelskirken hver søndag aften mødested for unge fra et bredt udsnit af kirkelivet i Aarhus. Senere i livet blev andagterne og tilknytningen til Taizé til et personligt kald til Rune:
”Jeg havde haft en periode, hvor jeg ligesom havde givet lidt slip på kirken og haft brug for at finde mig selv uden kirken. Så var der nogen, der på et tidspunkt spurgte, om jeg kunne tænke mig igen at lave Taizé-andagter. Og da jeg gik i gang med det, kunne jeg mærke, at det var noget, der stadigvæk fyldte i mit liv.”

Andagt i Taizé (Foto: Rune Funch)

Rune holder især af den meditative form for bøn, der praktiseres i Taizé-andagterne:
”Jeg nyder virkelig det meditative, og bruger det meget i mit eget liv. Jeg har arbejdet med gospelmusik som korleder: Det kan virkelig noget, men det er også hårdt. Der bruger jeg virkelig meget energi. Jeg har den helt modsatte oplevelse med musikken fra Taizé. Her bliver jeg langsomt fyldt op igen, får ny energi.”

Han fortæller, hvordan mødet med fællesskabet i Taizé, rytmen og enkelheden satte dybe spor.

“Og det er ikke bare mig. Hver gang jeg er der, hører jeg historier om unge og ældre, der får lignende oplevelser,” siger han.

Hårdt arbejde

Det har været hårdt arbejde at oversætte Taizé-sangene. I praksis er der i langt højere grad tale om gen-digtning end konkret oversættelse, fortæller Rune:
”En af udfordringerne ved sangene er, at de næsten alle sammen er skrevet ud fra et bibelvers. Det er ikke nødvendigvis en ordret gengivelse – og teksterne foreligger også på forskellige sprog. Dilemmaet er ofte, om vi skal prøve at oversætte så tæt som muligt på bibelverset eller på den tekst, der foreligger?”

En anden udfordring er sproget. Ofte er sangene baseret på ældre bibeloversættelser i et sprog, der er gammeldags for nutidens unge. ”Og vi vil jo egentlig gerne, at det er noget, som de unge kan forbinde sig med, også når de sidder og synger sammen,” siger Rune.

Den københavnske oversættergruppe: (fra venstre): Ole Lundegaard, Marie Kvist Brittain, Sigrid Marie Lassen, Christina Nilsson (Søster Christina), Rune Funch, Christina Funch (Foto: Privat)

Da materialet nærmede sig det færdige resultat samlede Rune sin arbejdsgruppe. De skulle være enige om at stå inde for arbejdet. Og så skulle det hele synges igennem:
”Vi kunne heldigvis alle sammen synge i stemmer. Så vi mødtes en sidste gang, hvor jeg havde inviteret min søster, Christina Funch, med. I modsætning til mig, er hun ekspert i nodeskrivning. Så jeg fik arrangeret, at hun også var med til at redigere i noderne til sidst. Hun var med til den sidste gennemsyngning af alle sangene, for at høre, om vi var lykkedes med oversættelserne.”

Hvorfor en ny sangbog?

Rune siger det ikke. Men hans engagement, når han fortæller om processen, tyder på, at han synes, det er på høje tid, at der bliver udgivet en ny Taizé-sangbog. Sangene i Taizé er ikke statiske. De udvikler sig, nogle forsvinder og nye kommer til. Der er fundet nye bibelvers til nye tekster, andre tekster afspejler de stemninger og temaer, der er vigtige i verden i dag: Fred, håb, forsoning.

Stemningsbillede fra Taizé (Foto: Rune Funch)

Der er noget i Taizé-sangene, som går på tværs af sprog og kulturer. Noget, der berører, uanset om man har en stærk tro eller søger efter meningen med livet.

“Jeg tror, mange unge i dag længes efter en anden slags spiritualitet,” siger Rune. “Ikke nødvendigvis mere spektakulær, men mere ægte, mere langsom, mere fredfyldt. Det er det, Taizé kan.”

Han nævner, hvordan sangene og stilheden kan være en modkultur til præstationskulturen og det høje tempo, mange unge lever i.

En af teksterne i den nye sangbog er hentet fra Johannes Åbenbaring, kapitel 22, versene 17 og 22:
”Til alle, som tørster, kom! Lad alle frit få del i livets vand som gave. Amen, kom til os Jesus.”

”Det er mit inderlige ønske, at kirken må være en kilde til livets vand for alle som tørster,” slutter Rune.

Himmelske Dage: Sangene skal ud i rummet

‘Sange fra Taizé’ lanceres fredag den 30. maj 2025 under Himmelske Dage i Silkeborg. I anledning af udgivelsen inviterer Kirkefondet til workshop, andagt og reception. Kirkefondet skriver i invitationen:

Hvis du skal med på Himmelske Dage, så kig forbi til:

• Workshop på Th. Langs skole, kl. 16-17.30
  • hvor vi lærer og synger nogle af de 38 nye sange, som er kommet til i Taizé siden ‘Syng Lovsang, hele jorden’ blev udgivet i 2008.
• Andagt i Vor Frue Kirke, kl. 21-22
  • hvor vi vil synge de sange, som vi har lært på workshoppen
• Reception på Fru Prip, kl. 22-23
  • hvor Kirkefondet inviterer til en lille fejring af den nye sangbog. Her kan du også få hilst på Broder Stephen fra Taizé, som har lovet at være med hele dagen i Silkeborg.

Læs meget mere på https://www.himmelskedage.dk/

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Rune Funch står med udslået hår og et venligt smil bag skægget. Vi tager plads, han sætter sig i lotusstilling og samler håret i en hestehale. Han spørger interesseret til mig. Det falder Rune naturligt at lytte til andre. Men i dag er det ham, som er i den varme stol.

Rune Funch er vokset op i en præstefamilie i Aalborg, hvor han også læste på konservatoriet. Siden flyttede han til Aarhus, hvor han blev ansat som musikmedarbejder i baptistmenigheden. ”Jeg havde rytmisk sang som hovedfag og korledelse på femte år. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville, men miljøet på konservatoriet var ikke mig. Jeg følte, at jeg skulle have albuerne fremme, og det var hårdt.”

Korleder med Steve Cameron i Aarhus – og senere med Laura Kjærgaard. Det blev til knap ti år med gospel.

Rune tog orlov og tog tre måneder til USA, hvor han fik undervisning i country og jazz: ”En korleder fik mig med i et gospelkor, og da jeg kom hjem, blev jeg korleder med Steve Cameron i Aarhus – og senere med Laura Kjærgaard.” Det blev til knap ti år med gospel. Men selvom musikken har fyldt meget for Rune, har stilheden betydet mest for ham.

’Du må godt bare sidde her’

I 2002 tog Rune med andre unge fra Aarhus til Taizé, et økumenisk kristent kommunitet i Frankrig. Her er den daglige rytme kendetegnet ved enkelhed, fællesskab og fordybelse. Og en åndspraksis med bøn og korte sange med mange gentagelser. Stilhed er der også plads til.

Rune ved klaveret i Korkirken, Herlev.

”Jeg er opvokset med, at kirke er lig med aktivitet – at tjene eller præstere. I Taizé oplevede jeg for første gang, at Gud talte til mig. Måske fordi jeg blev stille. Gud sagde: ’Du må godt bare sidde her. Jeg forventer ikke noget af dig.’ Det var et noget andet budskab, end jeg var vant til at høre.”

I Taizé oplevede jeg for første gang, at Gud talte til mig. Måske fordi jeg blev stille.

Sammen med andre unge fra menigheden tog Rune inspirationen fra Taizé med hjem: ”I Aarhus gik vi all in. I samarbejde med Økumenisk Ungdom skabte vi et økumenisk fællesskab omkring ’Aftenbøn’, hvor vi mødtes næsten hver søndag aften.”

Mødet med Gud i Taizé blev skelsættende for Rune. Det blev en anden oplevelse syv år senere også. En oplevelse, som kaldte det skabende frem i ham.

Et møde med Guds nåde

”I 2009 hørte jeg for første gang en anden sige til mig: ”Rune, prøv at spørge dig selv: ’Hvad vil jeg?’ ’Hvad gør mig glad?’” Der gik ikke en dag, så skrev jeg min første sang. Det havde jeg ikke kunnet før. Jeg var så bange for kritik, men da min næste mødte mig uden dom, fik jeg kontakt med noget af det kreativt skabende i mig. Det var et møde med Guds nåde – formidlet gennem et menneske.”

Det var et møde med Guds nåde – formidlet gennem et menneske.

”Det er en stor del af det, jeg gerne vil bringe ind i kirkens fællesskab: Hvis vi giver hinanden lov til at sige: ’Hvad vil jeg gerne?’ – så fører det glæde med sig”, siger Rune og forklarer, at han blev først for alvor kreativt skabende, da han begyndte at lytte til, hvad han selv gerne ville.

Vi skal tale til det kreativt skabende i os

Mest af alt ønsker Rune at være en del af et kirkeligt fællesskab, hvor den enkelte oplever at kunne være sig selv med alt det, man rummer – og hvor man bliver set, hørt og mødt:

”For at kunne være sådan et fællesskab, som virkelig ser, hører og møder mennesker, tror jeg, at vi skal kunne blive stille i vores indre. Når jeg bliver stille, kan jeg bedre lytte til den anden. Paulus siger: ”Lad jer forvandle ved, at sindet fornyes.”[1] I det øjeblik jeg bliver mødt og rummet, får jeg lyst til at være den bedste side af mig, og så begynder jeg at blive forvandlet.”

Kristus heler det brudte

Rune har selv oplevet en indre forvandling: ”Jeg har oplevet en enorm frygt for det, jeg ikke kender eller forstår. Men at lade Kristus træde ind og oplyse dét i mig, jeg oplever som mørke, ved at turde rumme hele mig, er en del af min helingsproces, hvor Kristus heler det brudte.”

Rune ved foden af Mount Everest.

Forud for denne proces mødte Rune fremmede verdener. Først i USA og senere i Østen.

Hvad den hjemløse lærte mig

Da Rune var i San Diego, USA, købte han bogen ’Fred er vejen’, som er skrevet af en buddhistisk munk. ”På det tidspunkt havde jeg meget uro indvendigt”, fortæller Rune. ”Jeg endte i Nashville, hvor jeg mødte en hjemløs, som jeg gav et måltid mad. Men han spiste nærmest ikke noget af det. Jeg blev lidt fornærmet og tænkte: ’Siger du nej tak til det, jeg giver dig?’ Da vi sagde farvel til hinanden, stod han med tårer i øjnene. Måske var det, der i virkeligheden betød noget for ham, at der var en, som mødte ham og lyttede. Det gik op for mig, at den største fattigdom nok er ikke at opleve sig mødt og rummet – ikke at have nogen at dele sit liv med.”

Den største fattigdom er nok, ikke at opleve sig mødt og rummet.

Freden i mig

Rune vendte hjem til Danmark og var engageret i livet i Aarhus. Men på et tidspunkt drog han igen ud – for at se den frygt, han kæmpede med, i øjnene:

”Jeg rejste til Kina og derfra med tog til Tibet. Jeg havde ikke andre mål end at nå verdens højest beliggende tempel, Rongphu Monastery, ved foden af Mount Everest, hvor jeg gerne ville meditere”, fortæller Rune – men han fik så meget højdesyge, at han måtte opgive det. Derfor tog han i stedet ud at vandre i Nepal og rejste derfra til Indien. ”Jeg følte mig meget ensom, men det gav nogen tryghed, da jeg tog et kursus som yogainstruktør, og jeg fik kontakt med nogle venner fra Danmission, der var på et dialogcenter i Sydindien.”

”Det var en særlig oplevelse at være på zenbuddhistisk meditationscenter – og et næsten paradisisk smukt sted, men jeg havde slet ikke lyst til at være der. Det gik op for mig, at hvis jeg vil opsøge en paradisisk tilstand, må det begynde i mig. Freden må være i mig – den kan jeg ikke finde udenfor mig selv.”

Rune ved Jokhang templet i Tebet med Potala Place i baggrunden.

Inspirationen fra østens meditationslære oplever Rune at kunne bruge i sit eget bønsliv. Her laver han fx en vejrtrækningsøvelse fra bogen ’Fred er vejen’, som han købte i San Diego: ”Jeg giver slip og er bare – og gentager så med min vejrtrækning ordene: ’Jeg ånder ind og beroliger min krop. Jeg ånder ud og smiler.’ ”

Da jeg sad og lavede den øvelse i en bil et par uger senere, fik jeg en oplevelse af en dyb indre fred, som ledte mine tanker hen på Paulus’ beskrivelse af Guds fred, som overgår al forstand.[2] Det var en oplevelse af en dyb indre fred, glæde og kærlighed, som ikke kunne beskrives. Altså, en oplevelse af, at den overgår al forstand. Jeg oplever, at der er så meget uden for kirkens sammenhæng, som har åbnet evangelierne og Kristus’ budskab for mig.” Rune har senere uddannet sig som kinesiolog og har taget en del af uddannelsen som Rudolf Steiner-lærer.

En teologisk iværksætter

Rune Funch er også korleder af en vokalgruppe, der medvirker en gang om måneden ved gudstjenester i Korskirken, Herlev. Desuden arbejder han i Folkekirken – bl.a. som musiker i Natkirken i Roskilde Domkirke, og han holder meditationsgudstjenester i Farendløse Kirke.

I dag er Rune ansat som præst på deltid med fokus på musik i Lyngby Baptistmenighed: ”Jeg oplever mig godt modtaget og en menighed, der bakker mig op i mit virke og står bag mig. De søgte en ’teologisk iværksætter’, men egentlig oplever jeg det som en styrke, at jeg er ansat som præst. Jeg vil gerne iværksætte – ud fra den tilgang, at vi taler ind til det kreativt skabende i den enkelte, og at vi oplever, at vi kan bidrage med det, vi hver især gerne vil. Når vi gør det, er der også plads til de mere ’sure pligter’, og så bliver vi nok også mindre ’offeragtige’. Det, tror jeg, i højere grad er meningen med at være et fællesskab.”

I denne video fortæller Rune Funch om sit arbejde i Lyngby Baptistkirke

[1] Romerbrevet kap. 12, vers 2

[2] Filipperbrevet kap. 4, vers 4-7

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

På en bakketop i det østlige Frankrig ligger et kloster, som er unikt. Alene det, at den unge mand, der i 1940 slog sig ned i den lille forsømte landsby for at lave et kloster dér, var protestant og ikke katolik, gør det anderledes. Hvor protestanterne i århundreder har afskrevet klosterlivet, så er der siden da opstået en ny respekt omkring de gamle kristne traditioner og med dette og flere andre nye klostre fornyes den kristne spiritualitet.

Tusindvis af unge har siden 1960’erne søgt til Taizé for at være der en uge. Og millioner kender Taizé fra deres enkle, melodiøse bibelske sange. Jeg vil vove at påstå, at Taizé har haft samme funktion i en tør kristen periode i Europa, som den keltiske kristendom havde i middelalderen. Her er en lomme, et helle, hvor troen kunne vokse og overleve.

Enkelheden

Jeg var selv voksen, da jeg kom til Taizé første gang. Og med det samme var jeg betaget af den påvirkning, det enkle liv og den levede tro, havde på tusindvis af unge uge efter uge.

Nu er bogen, ”Liv -i fællesskab, fred og forsoning” oversat til dansk af Kirsten Ernen Beck. Med den får vi et indblik i tankerne – og kampene – bag succesen Taizé.

Det er en samtalebog med den nuværende leder, Broder Alois, der afløste stifteren af Taizé, Broder Roger, efter han dramatisk blev dræbt i kirken i Taizé i 2005.

Alois fortæller troværdigt om sin egen vandring og udvikling. Hvordan Broder Roger meget tidligt udså ham som en kommende leder og udviklede ham gennem et lærlingeforløb. En måde hvorpå den 60-årige Alois også i dag udvikler de unge munke i fællesskabet.

Holdbarhed

Her møder vi en tusindårig tradition i en moderne klædedragt. Tiltrækningen er og har igennem disse 77 år vist, at Broder Rogers vision ikke var en døgnflue. Der er noget livsbekræftende over det enkle liv. Noget vi alle længes efter i vores ofte forhastede eller ensomme liv. Et enkelt liv i fællesskab. Det drager os og viser vel, at det er det, vi er skabt til.

Nøgleordene, som også springer ud af samtalen med Broder Alois, er tillid, stilhed og bøn.

Da først de unge begyndte at komme, var det magtpåliggende for Broder Roger, at det var Gud, der skulle gøre arbejdet i det enkelte menneske. Det, klosteret kunne, var at skabe en plads og en ro, hvor den enkelte kunne møde Gud.

Håb i det håbløse

Den sidste del af bogen, synes jeg personligt, er mest spændende. Overvejelserne over påvirkningen fra de store samfundsomvæltninger; teknologiens udvikling, globaliseringen, modløshed, ensomhed og passivitet. Alt sammen truer de unges tro.

Her er det så befriende med den tillid til Gud, som Broder Alois og Taizé demonstrerer:

…”at hjælpe unge til bedre at kunne høre Guds ord for at kunne åbne sig for Kristi nærvær og modtage Helligåndens inspiration. Med få ord: fremme et personligt møde med Gud.”

Bogen er håbgivende og svarer samtidig på en masse spørgsmål. (”Blev Broder Roger virkelig katolik?” – det har der været mange konspirationstanker om!) Min varmeste anbefaling – som en opvarmning til at tage til Taizé og opleve fællesskabet, enkelheden og bønnen i virkeligheden.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere