Jeg voksede op i et land med en berettiget stolthed over, at vi hjalp vores jødiske medborgere til at flygte fra nazisterne, og en lige så sikker overbevisning om, at FN´s flygtningekonvention afspejlede den eneste rimelige måde at behandle verdens flygtninge på – for flygtning var man kun af nød. Det valgte ingen frivilligt.

Nu lever jeg i det samme land, men de folkevalgte politikere forhandler med Kroatien om at oprette et fængsel for mennesker udvist af Danmark og med Rwanda om oprettelse af modtagecenter for asylansøgere. Udviklingsministeren udtaler sågar, at Rwanda og Danmark har fælles værdier!

Vi har ændret holdning til mennesker på flugt

Alle vores bestræbelser går på at holde flygtninge og fremmede ude og udenfor. Vi udtrykker et klart ønske om, at dem, vi er nødt til at finde os i, skal integrere sig, og med det mener vi, at de skal blive lige som os.

De skal blive lige som os.

Vi mangler arbejdskraft, og det vil blive værre i de kommende år, for gennemsnitsalderen stiger, men selv velfungerende flygtninge med fast arbejde, børn under uddannelse og eget hus udviser vi med den begrundelse, at Syrien er sikkert. Det mener resten af EU og FN så ikke, og vi tør da heller ikke sende danske diplomater dertil, men det betyder, at syrere, der har evnet at etablere en tilværelse i Danmark, må sælge deres hus og sige deres arbejde op, for vi forlanger, at de skal bo på et udrejsecenter, hvor de er en konstant byrde for samfundet.

Hvad blev der af vores respekt for det andet menneske – vores næste? Hvad er der sket med vores evne til at sætte os i de nødlidendes sted?

Relateret

• 27. nov. 2025 - Kommunalvalgets skampletter
• 11. okt. 2024 - Ro i hjertet – vejen til kristen tro for en iransk kurder
• 11. okt. 2024 - Modsætninger mødes
• 11. okt. 2024 - Tid og rum til samtale
• 11. okt. 2024 - Jeg er kristen, og jeg elsker muslimer

Find flere

Sognepræst Inger Margrethe Andersen

• Bælum-Solbjerg-Skibsted pastorat
• døbt 9.3.1969 i Karmelkirken, Aalborg
• ordineret 8.6.1993 i Aarhus Domkirke

Mange af jer har bakket op om ’Åbent Brev 2021’. Tak for det! En ven spurgte tidligt i forløbet, som I nu har gjort: ”Du bruger mange kræfter på det – hvorfor egentlig?” Jeg måtte tænke lidt, før jeg svarede: ”Fordi jeg simpelthen nægter at acceptere, at den åbne og folkelige samtale er blevet uden betydning!”

Det er en vigtig del af svaret. Men det begyndte som en murrende uro: Jeg fik sværere og sværere ved at kende det åbne og solidariske samfund, som jeg altid har taget for givet. Et land, hvor de fundamentale menneskerettigheder og enkeltmenneskets værdighed og retssikkerhed blev værnet.

Tvangshjemsendelse

Der begyndte at komme beretninger i omløb, især om de syriske flygtningefamilier: Om lemfældig retspraksis, timelange forhør, tvangsadskillelse af familier, der så småt var begyndt at finde fodfæste i det danske samfund. Minister Mattias Tesfaye erklærede det som regeringens mål at tvangshjemsende mennesker til den diktator, de var flygtet fra. Praksis blev begrundet med underretninger om sikkerheden i Damaskus-området, som end ikke de kilder, der var citeret i rapporten, ville stå ved, samtidig med at FN, EU, Amnesty og andre internationalt anerkendte organisationer alle advarede mod at sende folk tilbage til Syrien.

Praksis blev begrundet med underretninger om sikkerheden i Damaskus-området, som end ikke de kilder, der var citeret i rapporten, ville stå ved.

Unge piger og gamle

Jo mere jeg har sat mig ind i forholdene, jo mere rystet er jeg blevet: Det er de mest sårbare, der får inddraget deres opholdstilladelser. De unge mænd risikerer militærtjeneste og får derfor anerkendt et beskyttelsesbehov. Men de unge piger og de gamle er jo ikke i dén risikogruppe. Det er ubærligt, at vi er klar til at sende unge piger og plejekrævende gamle ubeskyttede og uden familie tilbage til det regime, deres familie er flygtet fra. Bortset fra, altså, at det kan vi ikke alligevel, fordi vi ikke har diplomatiske forbindelser med Syrien – fordi det er for farligt for danske diplomater at opholde sig i landet. Så de ramte bliver blot udskilt fra deres – med møje etablerede – hverdag for på ubestemt tid at bo på udrejsecentre, uden penge, uden lov til noget så simpelt som selv at koge vand til en kop te, uden lov til at uddanne sig, uden mulighed for familieliv – uden fremtid.

Bedstemor i Danmark

Ubærligt, også fordi jeg kender en syrisk familie, som jeg har haft den ære at døbe: Far, mor og fem børn. Jeg har konfirmeret de to ældste, den tredje går til præst lige nu, den fjerde synger i børnekoret – den yngste er endnu så lille, at han bare bliver forkælet af alle de andre. Jeg er udnævnt som ’Bedstemor i Danmark’. De ældste er ikke så langt fra deres 18-års fødselsdag – og jeg ved med mig selv, at hvis myndighederne kommer efter dem, vil jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke har råbt op inden.

Bredden i protesten har hele tiden været vigtig for mig.

Derfor skrev jeg Åbent Brev 2021. Jeg tog udgangspunkt i dansk kirkeliv, fordi det nu engang er derfra, MIN verden går. Men jeg bredte – efter den første overvældende modtagelse med 1.074 underskrivere – initiativet ud til hele det folkelige foreningsdanmark. For netop bredden i protesten har hele tiden været vigtig for mig: Folke- og frikirkefolk fra Skagen til Gedser, præster og menighedsrådsmedlemmer fra land og by, biskopper, spejderledere, generalsekretærer, lærere, fodboldtrænere. Enkeltpersoner fra både det kirkelige og folkelige landskab er gået sammen om at sende signalet: Dette er ikke det Danmark, vi kender! Her i landet behandler vi vores medmennesker ordentligt!

Brevet sendes igen

Indtil nu har over 3.300 skrevet under. For hver 500 nye underskrifter genfremsendes brevet til regering og folketing – og folketingsmedlemmer melder tilbage, at det vedvarende pres er en hjælp i deres arbejde for at få ændret politikken. Så spred gerne i dit netværk, at man stadig kan skrive under ved at sende en mail til aabentbrev21@gmail.com med navn, by, evt. beskæftigelse og kirkeligt eller folkeligt ståsted.

Læs mere i Facebookgruppen ‘Åbent brev 21’.

Relateret

• 16. jul. 2020 - Flugt, frygt og håb

Find flere

De lokale kirker forsøger desperat at holde fast i håbet, samtidig med at de rækker ud til medmennesker, uanset tro.

I Danmark lever mange flygtninge i frygt på ny, fordi fremtiden er ukendt. En af mine kolleger fra Syrien fik for nylig permanent opholdstilladelse. Det gjort stort indtryk på mig, at hendes børn havde spurgt: “Kan vi så blive i Danmark?”

Den lokale kirke er verdens håb. Selvom mennesket ikke lever af brød alene, så er næring en forudsætning for liv; ligesom håb.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?

Find flere