Lyt til kronikken her:

Det fik mig til at tænke: Hvis det kan lade sig gøre dér, hvad kan vi så i Baptistkirken i Danmark? Hvad sker der, hvis vi finder sammen om noget, der rækker ud over os selv og gør os relevante i samfundet?

Kirken som samfundets vagthund

I Honduras fungerer kirkerne som en slags vagthund, der holder politikerne ansvarlige og leder en national samtale om fred, ikke-vold og demokrati. De lægger pres på myndighederne – og myndighederne lytter. Hvorfor? Fordi kirkens stemme har en transformerende kraft, der ikke kan ignoreres.

Den slags kirke inspirerer mig: En kirke, som samfundet må forholde sig til, fordi den gør en forskel. Det får mig til at spørge: Hvad er Baptistkirken i Danmarks sag?

Andreas Daugaard taler på vegne af ASJ i Honduras (Foto: ASJ)

Mit eget afsæt – fra Danmark til Honduras

Som ung dansker, opvokset i en dansk baptistkirke, men i dag bosat og aktiv i Honduras, har jeg fulgt udviklingen i BaptistKirken nøje. Mit trosfundament blev grundlagt i børnekirken og styrket gennem årlige sommerstævner. Det arbejde, jeg i dag udfører i Honduras, er en forlængelse af min lokale kirkes globale engagement og af BBUs projekter her. Med andre ord: BaptistKirken betyder virkelig meget for mig.

Derfor gør det ondt at se en proces præget af splittelse, uenighed og en tilsyneladende mangel på vision og fælles retning.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at blande mig. Jeg var bange for at stikke hånden i en hvepserede. Men så hørte jeg Generalsekretær Bodil Højbak Møller bruge Mikas Bog kapitel 6, vers 8 som udgangspunkt for sin prædiken på synoden. Hun kaldte skriftstedet et “ord at gå på” i Genstartsprocessen. Det fik mig til tasterne. Jeg håber ikke, det er for sent.

Vil du vide mere om Andreas Daugaard?

Så tjek artiklerne “Andreas bekæmper organiseret kriminalitet i Honduras” og “Du er ingen” på baptist.dk.

At handle retfærdigt – eksemplet fra Honduras

Verset er vores nøglevers og kernen i arbejdet i den organisation, jeg arbejder for i Honduras: Association for a More Just Society (ASJ – på dansk: ”Foreningen for et mere retfærdigt samfund”). Vi forsøger at skabe et mere retfærdigt samfund, drevet af vores kristne tro. Vi handler retfærdigt ved at påpege uretfærdighed i samfundet og komme med løsninger, vi viser trofast kærlighed ved at stå med de mest udsatte – og vi vandrer med Gud gennem det hele.

Her ser jeg ikke splittelse og visionsmangel. Jeg ser modige kristne, der rejser sig og siger fra over for korruption og magtmisbrug. Som nu, hvor vi leder en alliance for at beskytte demokratiet op til det kommende valg i november – et valg, der kan blive destabiliserende for landet.

Landskab i Honduras (Foto: Andreas Daugaard)

Når forskellighed bliver styrke

Alliancen består af universiteter, menneskerettighedsgrupper, erhvervsorganisationer, frikirker – og den katolske kirke. Det er bemærkelsesværdigt. Evangeliske kalder ofte katolikkerne for afgudsdyrkere, og nogle katolikker omtaler evangeliske kirker som herlighedsteologiske personkulter, der udnytter de fattige med løfter om økonomisk velsignelse. Alligevel står de sammen – endda med grupper som erhvervs- og menneskerettighedsorganisationer, der heller ikke plejer at arbejde sammen i Honduras. Det inspirerer mig. Og jeg håber, det også kan inspirere i Danmark.

Når kirken handler – konkrete resultater

Jeg vil gerne dele et par eksempler på, hvad kristne har opnået sammen i Honduras og så vil jeg slutte af med et par tanker om, hvordan det kan inspirere Baptistkirken i Danmark:

Uddannelse:
For et årti siden mistede over to millioner børn i Honduras halvdelen af deres undervisning hvert år. Undervisning blev ofte aflyst uden god grund, og tusindvis af “spøgelseslærere” fik løn uden at møde op. En kirkelig koalition gik sammen med ASJ, sendte kristne ud på skoler for at føre tilsyn, dokumenterede svigt og lagde pres på myndighederne. To ministre blev fyret. Den tredje handlede: 10.000 spøgelseslærere blev afskediget, og antallet af undervisningsdage steg til lovens krav om 200. Resultatet? To millioner elevers niveau i matematik og spansk steg markant – fordi kristne valgte at handle.

Sikkerhed:
I 2012 var Honduras verdens farligste land. Over 7.000 mord årligt, 97 % uopklarede. Politiet var en del af problemet. Da det kom frem, at betjente havde planlagt mord på en række offentligt kendte personer, pressede en kristen-ledet gruppe med ASJ i spidsen regeringen til at oprette en uafhængig kommission til at rense politistyrken. Først røg alle ni politichefer – siden næsten 6.000 politifolk. Træningen blev gentænkt. Mordraten er siden faldet til 2.500 årligt. Mange faktorer spiller ind, men tusindvis af liv er blevet reddet, blandt andet fordi kristne identificerede en sag og turde handle.

Jeg kan blive ved med at dele historier: Fx fra dengang præsidenten blev presset til at give ASJ adgang til at se syv af de vigtigste ministerier over skuldrene for at afdække korruptionssager. Mange af historierne står nu i en bog om ASJ, som netop er blevet anmeldt i New York Times.

Fra Honduras (Foto; Andreas Daugaard)

Tilbage til Danmark – og spørgsmålet om vores sag

Vi skal tilbage til Danmark. Jeg har lært af honduranske kristne, at det stærkeste fællesskab opstår, når kirken har en sag. Set fra sidelinjen – det kan man vel godt kalde den anden side af Atlanten – virker det stadig uklart, hvad BaptistKirkens mål er. Hvem prøver vi at nå? Findes der en strategi?

Flere dokumenter og processer? Eller en sag?

Måske har vi ikke bare brug for flere dokumenter og processer, men for en sag, der samler og engagerer?

Hvad er BaptistKirkens sag i Danmark i dag?

At dele evangeliet – ja, naturligvis. Men for hvem, hvordan, og hvorfor? Hvordan bliver vi relevante for almindelige danskere? Det bliver tydeligere, når vi har en sag, der engagerer både kirkens medlemmer og mennesker udenfor: Dem, der længes efter mening og håb.

Hvor kan vi gøre en forskel

Det er måske ikke mordrater eller folkeskolereformer, BaptistKirken skal tage sig af. Men der er nok af andre udfordringer, der kalder på håb og nærvær – og hvor kirken kan gøre en forskel: Ensomhed, stress og psykisk mistrivsel blandt unge og ældre, eller frygten i en verden præget af krig og klimakrise – for bare at nævne nogle få.

Danmark længes – og venter på svar

Danskerne er nysgerrige på tro. Flere kendte erklærer sig kristne. “Lad os tale om tro”-kampagnen viser en længsel efter åbenhed. Selv statsministeren, Mette Frederiksen, sagde for nylig:
“Hvis jeg var folkekirken, ville jeg tænke: Hvordan kan vi være en åndelig og fysisk ramme for det, danskerne går igennem?“

Det spørgsmål synes jeg i den grad også BaptistKirken skal stille sig selv. Jeg har flere spørgsmål, hvis jeg drømmer stort: Skal vi ikke plante nye menigheder? Lave en plan for at hjælpe de eksisterende kirker, der er presset? Bruge vores erfaring fra migrantmenigheder til at udfordre regeringen på migranters vilkår? Skabe et projekt, så vigtigt og transformerende, at DR og New York Times fortæller om det? Meget er sikkert uden for skiven. Men måske den slags spørgsmål hjælper os til at finde ud af, hvad der så er indenfor?

En kirke med en sag

For mig er kirken allerbedst, når den har en sag. Jeg tænker på Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen. På Desmond Tutu og forsoningsarbejdet i Sydafrika. Og ja – på det kirken udretter i Honduras. Danskerne længes efter fællesskaber, der giver mening – har vi en strategi for at gøre BaptistKirken til det fællesskab?

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Selvfølgelig skal vi tale teologi og bibelsyn – om de ting vi er uenige om. Men hvis uenigheder bliver vores omdrejningspunkt i månedlange forhandlinger, uden et kald, uden en sag – så tror jeg, vi mister bolden.

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Der er håb – og en længsel

Der er nok behov for at finde en løsning på uenighederne om seksualitet og ledelse. Men selv hvis vi fandt den i morgen, har vi så løst problemerne? Næppe. Vi døber stadig få. Medlemstallet falder. Og danskerne kender os knap.

Det er synd. For der er en længsel i Danmark. Et hul, som BaptistKirken kan fylde. Ved at vise mennesker Jesus.

Der synes jeg, vores fokus bør ligge.

Lad os finde en vej til at handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og vandre med Gud – Danmark har brug for os.

Relateret

• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 02. okt. 2025 - Uenig enhed?

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/06/kroniksynoderefleksionulrickdam.mp3

Vi har nu haft nogle uger til at sunde os, ovenpå hvad – jeg synes – var en rigtig god synode. Modige samtaler, god stemning, ægte nysgerrighed og vilje til at finde veje frem sammen. Alt det, der får mig til at elske at være baptist.

Nu bliver jeg nok upopulær i begge lejre, men det er måske prisen for at mene noget midt i en tid, hvor fronterne hurtigt tegnes skarpt op.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så sidder jeg også tilbage med én bekymring. Og det handler ikke om selve indholdet eller processen. Det handler om den retorik, der har ligget og luret både før, under og efter samtalen: Nemlig den stærke gidselretorik.

Når samtalen bliver til gidseltagning

Du kender den sikkert: den der måde at sige ting på, hvor man sætter en form for ultimatum:

“Hvis de her ord om køn, seksualitet, handicap og etnicitet bliver stående, så er det ikke længere vores fællesskab.”

Eller den modsatte udgave:

“Hvis de ord ikke står der eksplicit, så kan vi ikke længere føle os velkomne.”

Hvis de her ord…

Jeg forstår godt smerten og oprigtigheden bag begge udsagn. Men vi bliver nødt til at spørge os selv: Er det her virkelig den måde, vi vil være kirke på?

Kongregationalisme kræver mod

Er vi ikke – trods alt – kongregationalister? Har vi ikke bygget vores fællesskab på frihed, forskellighed og tillid til, at Helligånden virker – selv i dem, vi ikke er enige med?

Jeg oplever, vi står ved en korsvej. Ikke bare teologisk, men i vores måde at være fællesskab på. Og måske skal vi her tage en ærlig samtale om, hvordan vi kan gå vejen sammen, uden at tage hinanden som gidsler.

Gidselretorikken står som sagt stærkt på begge yderfløje i den her konflikt.

Når deltagelse bliver et forhandlingskort

Jeg forstår fuldt ud begge reaktioner. Det handler om identitet. Om at blive set. Om at blive taget alvorligt. Gidselretorikken er ikke ondsindet handling, det er helt og holdent menneskeligt.

Problemet er, at vi – i begge tilfælde – ender med at stille vores tilstedeværelse som en slags pant i forhandlingen: “Hvis jeg ikke får det, jeg vil have, så trækker jeg mig.”

Det er at tage den anden som gidsel. Og det dræber samtalen.

Samtale på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Et fællesskab – ikke et forligsmøde

For hvordan skal vi kunne møde hinanden og samtalen ærligt, hvis den ene part har stillet betingelser for, om vi overhovedet kan mødes? Hvordan skal vi kunne lytte, hvis vi samtidig signalerer, at det hele kan eksplodere, hvis ikke konklusionen bliver den ’rigtige’?

Det bliver lidt som at føre en teologisk samtale med en pistol for panden.

Og det er altså alt andet end baptistisk.

For i et fællesskab som vores må vi kunne rumme hinanden uden hele tiden at frygte, at nogen stormer ud, hvis ikke flertallet siger præcis det, de ønsker. Ellers bliver vi ikke et fællesskab, men et evigt forligsmøde.

Det er her, jeg vil minde om noget ret grundlæggende. Noget vi alle sammen godt ved, men som vi indimellem glemmer, når temperaturen stiger:

Bundet sammen af tillid og respekt, ikke af enshed

Vi er ikke et kirkesamfund, der bestemmer centralt, hvad den enkelte menighed skal tro eller mene. Vi er ikke lutherske med en fælles bekendelse, og vi er ikke katolske med et centralt læreembede.

Vi er baptister.

Vi er kongregationalister.

Det betyder, at den enkelte menighed har frihed til at søge Guds vilje, til at kalde sine egne ledere, til at tage ansvar for sit eget liv og virke. Det betyder, at vi ikke er hinandens kontrollanter, men derimod søskende i Kristus, bundet sammen af tillid og respekt, ikke af enshed.

Jeg kom i tanke om noget, Kyrø-Rasmussen skrev for år tilbage i ’Hvad skal vi med kirken?’. Det rammer lige ned der, hvor vi står  nu. Om årsmødet, eller når vi samles i større fællesskaber som synoden, skriver han:

“Det er lokalmenighederne, der kommer sammen for at søge Guds hjælp, vejledning og kraft i de spørgsmål, der skal behandles […] Man er altså ikke på nogen bibelsk grund, om man rejser til årsmødet for at trumfe sin menigheds meninger igennem.” (s. 33)

Bum.

Samtale og fællesskab på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Vi skal kæmpe som søgende, nysgerrige mennesker

Det betyder ikke, at vi ikke må mene noget stærkt. Det betyder ikke, at vi ikke må kæmpe for det, vi tror på.

Men det betyder, at vi gør det som søgende, nysgerrige mennesker, ikke som krigsherrer med sværd i hånd. Det betyder, vi skal deltage i samtalen med en åben hånd, ikke en knyttet næve.

Og måske vigtigst: At vi ikke skal forsøge at få hele fællesskabet til at mene det samme, men i stedet finde måder, hvorpå vi kan stå sammen, selv når vi mener forskelligt.

Jeg tror, vi må gøre op med en illusion, som sniger sig ind fra tid til anden: Illusionen om, at vi skal være 100% enige for at kunne være ét.

Den forestilling har aldrig været særlig baptistisk. Faktisk har den aldrig været særlig kristen.

Forskellighed er ikke en fejl – det er en gave

Kirken er født med forskellighed. Bare se på de første disciple: Tolderen og zeloten. Paulus og Peter. De skændtes, de misforstod hinanden – og de blev alligevel brugt af Gud.

Vi kommer fra forskellige steder. Vi tolker Bibelen forskelligt. Vi bruger forskellige ord, har forskellige erfaringer og forskellige syn på, hvordan tro og liv hænger sammen.

Det er ikke et problem, der skal løses. Det er et vilkår, der skal værdsættes.

Hvis vi begynder at tænke, at forskellighed er en trussel, så ender vi med at gøre forskelle til fejl. Venner til fjender. Og så mister vi det fællesskab, hvor vi faktisk kan vokse, netop fordi vi ikke ligner hinanden.

Kirken er ikke en klonfabrik. Vi er ikke kaldet til at være kopier af hinanden, men til at være lemmer på ét legeme. Og lemmerne ser altså ikke ens ud; de har forskellige funktioner, og de har brug for hinanden.

Det kræver mod at holde fast i hinanden, når vi ikke forstår hinanden fuldt ud. Men måske er det netop dér, det hellige bor: I det at turde stå i uenigheden uden at give slip på fællesskabet.

Hvad gør vi så herfra?

Debat på synoden i Sæsing (Foto: Jørgen Johansen)

Vejen frem: Vi skal vælge hinanden til – igen og igen

Skal vi bare smile pænt og lade som om, vi er enige? Nej.

Skal vi lade være med at tage vigtige samtaler om identitet, inklusion og teologi? Bestemt ikke.

Men vi skal tage dem på en anden måde. Ikke som fjender i skyttegrave, men som søstre og brødre i Kristus. Som en familie, der har kærlighed til hinanden, for det er netop, hvad Jesus kalder os til.

Vi skal turde give hinanden rum og have tillid til, at det rum ikke bliver misbrugt.

Vi skal turde tro på, at Helligånden virker, selv i dem, vi ikke forstår eller er enige med.

Vi skal turde tænke, at det ikke er kompromis at rumme: Det er kristen kærlighed i praksis.

Jeg håber, vi kan bevæge os væk fra gidselretorikken og i stedet finde en anden stemme. En stemme, der ikke kræver enshed, men længes efter fællesskab.

For måske er det det, der skal til nu: At vi vælger hinanden til – også når vi er uenige. At vi vover at stå sammen, ikke fordi vi er ens, men fordi vi ved, at vi hører sammen.

Det er ikke en nem vej. Men det er, tror jeg, den eneste vej, hvor vi stadig kan kalde os kirke.

Det er meget nemmere at trække stikket og sige: ”Så laver vi bare vores eget netværk!”

Men det er både ubibelsk og ubaptistisk!

Jeg ved godt, at jeg risikerer at gøre både mine progressive venner og de mere konservative kollegaer lidt utilpasse med det her.

Men det lever jeg med. For jeg tror, vi har brug for stemmer, der ikke kun forsvarer en position, men som forsøger at værne om relationen.

Jeg tror, vi har brug for at finde modet til at være kirke sammen, også når det er svært, også når vi er trætte, også når vi ikke helt forstår hinanden.

Det kræver, at vi genopdager tilliden. At vi tør give slip på kontrollen. At vi, som Kyrø-Rasmussen minder os om, ikke kommer for at trumfe hinanden, men for at søge Guds vejledning sammen.

Vi har aldrig været ens, og vi kommer aldrig til at blive det. Men vi kan være forbundne. Ikke af enighed, men af kærlighed.

Og måske er det netop det, der gør os til kirke: At vi – på trods af alt – vælger hinanden til igen og igen og søger den fælles vej.

Vi har aldrig været ens, og vi kommer aldrig til at blive det. Men vi kan være forbundne. Ikke af enighed, men af kærlighed.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Lyt til artiklen:

På synoden i Sæsing fortalte sociolog Thomas Willer, hvordan ”platformskulturen” gør os til usikre mennesker og hvor svært det er at rive sig fri af gamle traumer. Teolog og projektleder Louise Bylund tog os med ind i et børneunivers, hvor der mangler et sprog for tro både blandt børnene og de voksne.

Mål for menneskers værdi

Thomas Willer indledte med personlige refleksioner fra sin opvækst i BaptistKirken: Fra det første kys, EM-finalen i 1992 til et budskab om, at han aldrig ville blive forkynder. Erfaringer, der ligger til grund for Thomas spørgsmål: Hvordan reagerer kirken i en kultur, hvor menneskers værdi måles i synlighed og andres anerkendelse?

Thomas pegede på et paradoks i dansk kirkeliv. På trods af mange menneskers åbenlyse åndelige længsel – fra den succesrige familiefar, der føler sig åndeligt tom til narkomanen Hassan, som i desperation råber til Gud på gaden – oplever frikirkerne ingen vækst. De seneste 100 år har frikirkerne ikke tiltrukket flere medlemmer – tværtimod. Thomas påstod, at kirkens budskab ikke når ind i hverdagslivets dybeste længsler.

”Platformskulturen”

Thomas fortalte, at en af de vigtigste årsager til udfordringen er “platformskulturen.” En kultur, hvor menneskers værdi konstant vurderes ud fra andres reaktioner. Resultatet er skrøbelige individer, der er fanget i en evig jagt på synlighed og bekræftelse.

“Vi bliver afhængige af ’likes’ og opmærksomhed på sociale medier. Vi lever i en vedvarende kamp for anerkendelse,” forklarede Thomas.

Ifølge Thomas er det næsten umuligt at bryde med platformskulturen: Behovet for andres accept er dominerende.

Thomas Willer på synode 2025

Kirkens alternativ

Den gode nyhed er – ifølge Thomas – at kirken kan tilbyde et radikalt andet perspektiv. Evangeliet fortæller en anden historie om menneskets værdi og identitet:
“Vi er altid allerede elsket ubetinget af Gud. Vores værdi afhænger ikke af egne præstationer eller andres meninger.” Budskabet er, at den kristne identitet rummer potentialet til at frigøre os fra platformskulturens konstante usikkerhed.

Selverkendelse er nødvendig

”Det kræver imidlertid ærlig selverkendelse at nå dertil”, påpeger Thomas. Han fortæller, hvordan hans egen selvforståelse blev formet: Som ung forkynder fik han af sin leder og mentor at vide, at han ikke havde evnerne til at forkynde. Denne afvisning blev til et traume, der påvirkede ham i mange år.

Thomas forskning viser, at mange kristne forkyndere ubevidst handler ud fra egne traumer og smertepunkter i livet. Selvindsigt er afgørende for at forstå, hvad der driver os.

Afslutningsvis understregede Thomas, at selvindsigt og strategi ikke alene skaber forandring:
“Vi må invitere Helligånden ind i vores liv og fællesskaber. Kun Ånden kan samle de knogler, som Ezekiel taler om, og skabe nyt liv.”

Løsningen på kirkens og menneskets dybeste længsler findes ikke i flere ’likes’ – men i at finde hvile i Guds ubetingede kærlighed.

Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro

Troen mangler et sprog

”Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro. Det er på niveau med samtaler om sex og porno – og det er et problem,” mente Louise Heldgaard Bylund.

“Tro er blevet en privatsag,” forklarede hun, “og derfor er det ikke et naturligt samtaleemne i hjemmet.”

Blandt jævnaldrende er tro også et sjældent samtaleemne. Ifølge bogen ’Jagten på frirum’ [1]taler kun 1–2 procent af de unge om tro med venner.

“De mangler sprog for at tale om tro. Det skal vi som voksne hjælpe dem med at finde,” sagde Louise.

Louise Bylund på synode 2025

Behov for udvikling af det åndelige sprog

Louise fortalte om psykolog Dorte Toudal Viftrup, der har undersøgt børn og unges behov for åndelig udvikling. Hun finder, at der er et behov – på linje med behov for sproglig og fysisk udvikling. Mens vi har talepædagoger og fysioterapeuter til at hjælpe med at udvikle sprog og fysik, står de unge ofte alene, når det handler om tro. De lærer sjældent det åndelige sprog i hjemmet eller skolen – det kræver en mere aktiv formidling.

“Vi skal ikke være eksperter eller mini-præster,” understregede Louise med erfaring fra sit job som projektleder i ´Det med Gud’ og fortsatte:
“Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på – og turde sige, når vi ikke forstår alting.”

En ærlig og menneskelig tilgang, der åbner mulighed for, at børn og unge kan spejle sig i voksne og finde deres egne ord og erfaringer.

Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på

’Det med Gud’

I projektet ’Det med Gud’ [2]arbejder Louise med fire enkle principper:

• Andagter kan formes på mange måder
• Forkyndelse må aldrig opleves som en sur pligt
• Man behøver ikke være ekspert
• Man deler det, man selv tror på

Louise mindede også om betydningen af de sekundære voksne – bedsteforældre, ledere og andre voksne i de unges liv.

Mange unge møder ikke længere voksnes tro i hverdagen, og derfor bliver de sekundære voksnes stemmer endnu vigtigere.

Bliv en sekundær voksen!

Louise sluttede sit indlæg på synoden med et spørgsmål og en opfordring.
”Hvor og hvordan kan vi være de voksne, der ikke viger udenom troens samtale – men møder de unge i den?” spurgte Louise og fortsatte:
“Hvor og hvordan kan du være en sekundær voksen, der deler liv og tro med børn og unge?”

[1] ”Jagten på frirum” af Simon Haugegaard & Søren Østergaard. Forlag: Ungdomsanalyse. ISBN 9788797088913

[2] https://www.detmedgud.dk/ – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Lyt til artiklen:

Forud for synoden havde flere baptister på deres sociale medier givet udtryk for nervøsitet i forhold til både udfald og tone i diskussionen. Bekymringspunktet var diversitet. Debatten på synoden viste også, at netop dette punkt gav anledning til de største meningsforskelle. Flere formuleringer var i spil undervejs. Til sidst valgte ledelsen at udelade ”punkt 4C” til fordel for en proces over de næste 18 måneder, med mulighed for bredt at diskutere bibelsyn og -tolkning.

Lyttegruppe (Foto: Jørgen Johansen)

”Punkt 4C”

Indtrykket efter de tre lederdage var, at kun et enkelt punkt i forslaget til værdier for alvor skabte uenighed. Det handlede om ”punkt 4C”: ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.”

Det var i høj grad ordet ”seksualitet”, der gav anledning til debat. Men også behovet for overhovedet at nævne eksempler, ”vi alligevel ikke kan gøre noget ved” blev diskuteret: Et indlæg pegede på, at LGBTQ-personer ofte er udsat i kirkelige fællesskaber, og derfor har brug for at vide, at de er velkomne – også på nationalt plan.

Talekø! (Foto: Jørgen Johansen)

Enkelte indlæg tog udgangspunkt i bibelens ord om at leve i syndige forhold. De blev imødegået med andre bibelord om, at det ikke er os men Herren, der skal fælde dom. Og det ikke nu, men først på den yderste dag. Valget og brugen af bibelcitater i debatten understregede en udfordring, som flere pegede på: At vores uenighed om ”punkt 4C” ikke handlede om tidsånd og ”wokeness,” men om vores grundlæggende bibelsyn.

Læs værdierne

Her kan du hente værdierne (pdf-fil), som de blev tiltrådt af synoden ved afslutningen.

Undervejs blev mindst fem forskellige udgaver af ”punkt 4C” diskuteret. Mandag formiddag stod det klart, at ledelsen erstattede teksten med tre prikker! Begrundelsen, som synoden senere tiltrådte, var: ”… dette punkt kræver mere arbejde og flere samtaler, omend at vi som kirkesamfund er enige om, at ’at vi vælger og engagerer mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres nådegaver og kvalifikationer’, men ikke er enige om, hvad det betyder.”

Samtalerne skal føres på ”åbne læredage inden for 18 måneder, hvor flere stemmer kan arbejde seriøst og åbent med emnet om LGBT-personers ledelsesansvar samt om velsignelse af ægteskab mellem to mennesker af samme køn.”

Bodil Højbak Møller, Christian Bylund og Vibeke Dalsgaard (Foto: Jørgen Johansen)

Processen

Processen på synoden sikrede involvering og taletid til alle synodens deltagere. Lørdag eftermiddag gennemgik ledelsen værdierne og fortalte om baggrunden. Alle deltagere fik mulighed for at samtale i “lyttegrupper”:  Du taler, vi andre lytter – vi reflekterer over dine ord, du lytter – vi samtaler om alt det sagte. Sidst på dagen fik hver lyttegruppe to minutters afmålt taletid. Under tilbagemeldingen var deltagerne udstyret med “tilkendegivelseskort”: Er du enig med taleren? Hold diskret dit orange kort op foran brystet. Er du uenig: Brug det blå kort. Kan du ikke bestemme dig? Hold begge kort op! Kun podiet kan se, hvad forsamlingen mener. Søndag havde ledelsen bearbejdet de mange forslag til ændringer. Et nyt udkast til værdier lå klar til diskussion i plenum. Endnu engang kom ledelsen på overarbejde: Mandag formiddag lå et endeligt dokument, som synoden kunne tiltræde.

Præsterne

Ud over ”punkt 4C” var det især punktet ”Præster”, der gav anledning til spørgsmål og debat. Under dette punkt var ledelsen tydelig om, at det fortsat er menighederne, der vælger præcis de præster, de ønsker. Der var generel opbakning til ideen om akkreditering, men en smule skepsis til den praktiske gennemførelse: Hvordan sikrer man uvildighed og objektivitet i et præstekollegium med store forskelle i fx bibelsyn? De mange forslag til ændringer medførte, at punktet blev delt i to ”Menigheder og præster” og ”Præster og tjeneste”.

Så er der kaffe! (Foto: Jørgen Johansen)

Den gode tone

Under hele debatten var der en god tone. Uenigheden var til tider meget tydelig, men det kom kun en enkelt gang til udtryk i en uhensigtsmæssig sammenligning, som taleren i øvrigt straks efter undskyldte for! BaptistKirkens mentorer var positivt overraskede over den baptistiske debatkultur og spurgte: ”Ved I godt, hvor gode I er til at tale sammen?”. Medvirkende til den gode stemning var måske, at næsten alle fulgte  Bodil Højbak Møllers opfordring ved velkomsten til at bruge pauserne til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende.

Vi er kongregationalister!

Det vakte en del morskab undervejs, når det svære ord ”kongregationalistiske” blev forsøgt brugt i en ivrig talestrøm. Heldigvis handler det svære ord om et emne, mange havde fokus på: Menighedernes ret til selvbestemmelse. Ledelsen påpegede flere gange, at fælles værdier ikke handler om at ”styre” eller ”regulere” menighederne. En melding som synodens deltagere tog godt imod.

Kompromiset

Den endelige tekst, som synoden tiltrådte, er et kompromis – især i forhold til ”punkt 4C”. Synodens kompromis kræver, at vi kan mobilisere gejst og engagement til at deltage i ”læredage” over de næste 18 måneder med fokus på et emne, der allerede i dag splitter os. Kan vi det?

Håbet må være, at ”læredagene” gennemføres i en form, der engagerer bredt og fremmer bibelstudier og samtale om tolkning.

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden

Find flere

Lyt til artiklen:

Oplægget til nye værdier havde allerede inden synoden i Kirke- og Kulturcenter Vendsyssel givet anledning til megen debat: Trosfæller imellem, i menighederne og ved lederdagene i Tølløse, Rebild og Ringe. Selv om deltagerne for de flestes vedkommende kom med stor livserfaring, fornemmede man alligevel en vis nervøsitet blandt deltagerne. Ingen var i tvivl om, at synoden kan få stor betydning både for den enkelte menighed og for hele BaptistKirken.

Ulla Holm fra sekretariatet og formand Vibeke Dalsgaard er klar til synode 2025 (Foto: Henrik Andersen)

Velkommen til samtale

Generalsekretær Bodil Højbak Møller bød velkommen. Hun fortalte om overvejelserne ved at invitere til synode: Er synode et begreb, som kun giver mening for meget gamle mænd med særlig indsigt? Ledelsen valgte at satse på, at vi alle sammen kunne relatere til, at synode betyder ”fælles vej”. Det var netop Bodils håb for synoden: At vi kan finde en fælles vej,

”Lad os bruge tiden på at lytte til hinanden. Men også tale, for hvis ingen taler, er der heller ikke noget at lytte efter,” lød Bodils opfordring, der fortsatte: ”Og brug nu pauserne til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende.”

Velkommen til to særlige gæster

På scenen blev synodens ”støttepersoner” præsenteret: Charlotte Thaarup, pensioneret præst i Metodistkirken, der gennem hele Genstart2025-processen har fungeret som mentor for ledelsen, og Alan Donaldson, generalsekretær for alle europæiske baptister i organisationen European Baptist Federation. Alan deltog i hele synoden blandt andet for at stå til rådighed for alle deltagere, der måtte ønske et alternativt blik på vores udfordringer.

Det blev et stærkt øjeblik, da de to gæster bad for os. Ikke i runde vendinger for BaptistKirkens bidrag til en bedre verden, men meget konkret og dybfølt. Bønner for os, for vores kirke, for at vi må opleve forandring og helligåndens indgriben i vores kirkes liv – lige nu og lige her i Sæsing.

Lovsangsgruppen fra Bethelkirken medvirkede (Foto: Henrik Andersen)

Så var der musik

Bethelkirkens lovsangsgruppe hjalp os gennem lovsange og salmer. De fik lov at ”koldstarte” den lidt nervøse forsamling med ”Alene Kristus er mit håb”: Lidt trægt i begyndelsen men med stigende håb undervejs! Vi holdt os til nyere salmer med sangbare melodier og de bedste klassikere blandt lovsangene: Det så ud til at passe den modne forsamling helt perfekt: Som aftenen gik, kom der både saft og kraft i sangen.

Velkommen til fredagstamtam!

Lea Kjelgaard var aftenens vært. Hun bidrog til den gode stemning ved at invitere os med til fredag aften hjemme i Vestbjerg: Efter en uge med job og udfordringer er fredag aften tidspunktet, hvor man lander med fredagstamtam i fjernsynet og fredagsslik på bordet. Her finder børn og voksne fred efter ugen. Med ønsket om, at vi også kunne lande og med fred gå ind til synoden bød Lea velkommen med Moses’ bøn i Salme 90 – og især de sidste to vers:
Lad dit folk igen opleve dine undere,
lad vore børn få din herlighed at se.
Vis os din nåde, Herre, vor Gud,
giv os gode tider og fremgang

Generalsekretær Bodil Højbak Møller prædikede ved åbningsgudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt…”

Bodil Højbak Møller prædikede over teksten i Mikas Bog, kapitel 6, vers 8:
”Menneske du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren kræver af dig.
Du skal handle retfærdigt,
vise trofast kærlighed og
årvågent vandre med din Gud”

Bodil fortalte, at netop dette vers blev brugt som inspiration, da BaptistKirken udarbejdede Fælleserklæringen i 2019:
”Der gik vi på ordene om, at du har fået at vide, hvad der er godt og hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med Gud. Da vi som ledelse skulle i gang med Genstart-processen, skulle vi igen bruge et ord at gå på. Måske søgte vi ikke længe nok, for det var igen ordene fra Mikas Bog, der først kom til os.”

At finde vej i Guds kraft

I forbindelse med planlægningen af synoden er ledelsen blevet meget opmærksom på, at pinsen er der, hvor familier mødes. Bodil forklarede:
”Det var jo også det, vi tænkte! At i pinsen er vi sammen som familie. For her vi er jo kirkefamilie sammen. Hvilket andet tidspunkt end pinsen kunne være bedre til at finde vej sammen? For det at finde vej sammen er jo ærligt talt noget, som vi ikke rigtig kan finde ud af: Vi har fokus på vores forskelligheder, vi har fokus på vores svagheder, vi har fokus på, hvad vi kan i egen kraft. Men venner, vi skal ikke gøre det i egen kraft! Vi skal gøre det i Guds kraft. Vi har brug for Guds kraft. Vi har brug for helligåndens kraft. Og vi må tro på, at vi kan gå sammen og finde vej sammen i Guds kraft.”

Der lyttes! (Foto: Henrik Andersen)

Tilbage til livsmønstrene

I sin prædiken vendte Bodil tilbage til ”livsmønstre”. Som hun sagde:
”Et Old School-begreb fra dengang vi havde SALT og Anders Michael Hansen var rektor. Det handler om trekanten: Hvor vi skal leve i opmærksomhed mod Gud, ind i vores nære relation og ud til verden.”

Men selvom begrebet er ”Old School” og SALT for længst er nedlagt som undervisningsinstitution, holdt Bodil fast i betydningen af de tre punkter for os som kirke i dag. Der fulgte en opfordring til at holde trekanten i balance og især en opfordring til at arbejde med ”ud-relationen”:
”Vi skal selvfølgelig handle retfærdigt mod dem, som er i kirken, ligesom vi skal elske dem, som er uden for fællesskabet. Men ud-relationen, den er lidt svær for os som kirke, fordi vi synes, det er rigeligt at døje med hinanden! Hvor meget fokus har vi på at komme ud lokalt? Vi har verdens bedste budskab. Vi skal vidne om Ham. Som kristne skal vi ikke leve på isolerede øer. Vi er ikke kaldet ud af verden. Vi er kaldet til at leve i verden. Vi skal ud og kæmpe for retfærdighed. Når man ser på vores verden, så er der virkelig mangel på retfærdighed. Vi har meget at kæmpe for.”

Der er mere på vej!

Der er flere artikler på vej om synoden. Både her på webmediet baptist.dk og i det trykte magasin. Glæd dig til at læse om de spændene oplæg fra Thomas Willer, Louise Heldgaard Bylund og Ole Lundegaard, opsamling på værdi-samtalen, interview med Alan Donaldson og korte “indspark” fra nøglepersoner. Følg også med på BaptistKirkens sociale medier.

”Vi er her for at vidne om Ham”

Bodil pegede på den baptistiske tradition, det vi har med i vores fælles bagage: Kampen for trosfrihed, kampen for retfærdighed. Men vigtigst: modet til at vidne om Jesus som frelser, forvandler og fornyer:
”Paulus siger, at vi vidner fordi kærligheden tvinger os. Hvornår er kærligheden sidst løbet af med os? Så vi bare var blevet nødt til at skulle vidne? Vi er her som hans efterfølgere for at vidne om Ham. Vi er her som kirke og menigheder for at vidne om ham.”

Bodil sluttede sin prædiken med ordene om, at pinseunderet minder os om, at det vi tror er vores mission, faktisk er Guds mission:
”Det er Gud, der har noget for i verden. Vi elsker, fordi Han elskede os først. Vi er i mission, fordi Gud inddrager os i den kærlighed, Han rækker til hvert eneste menneske.”

Inge fest – og heller ikke en synode – uden kaffe og kage (Foto: Henrik Andersen)

En perfekt slutning

Aftenen sluttede som så mange andre møder i baptistkirker gennem tiderne. Måske er det banalt, men der er nu noget særligt ved at holde sidemanden eller -kvinden i hånden og synge “Velsignet er det bånd”.

Og så var der kaffe og drømmekage fra Brovst. Med plads til at møde gamle – og få nye – venner på tværs af menigheder og meninger.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Lyt til artiklen her:

Til pinse samles Baptistkirken i Danmark til Synode2025. Festprogrammet lover sang, gudstjenester og brændende samtaler om, hvad der binder os sammen som Kristi legeme. Der er dog én misforståelse, vi bør aflive allerede nu: En synode giver aldrig alle svar. Den giver en fælles kurs eller et kompas, som vi siden må navigere efter nationalt og lokalt gennem handlinger, politikker og prioriteringer.

Ordet synode stammer fra græsk σύνοδος, der betyder ”vej sammen”. Historisk er en synode et pejlemøde, hvor kirken indkredser retningen uden at fastlåse alle detaljer. Synoden kan sammenlignes med en klimakonference. Delegationerne peger mod en maksimal temperaturstigning på 1,5 °C, men hvert land skal selv skrive lovene, hæve afgifterne og rejse vindmøllerne. Det samme gælder os: Efter synoden begynder arbejdet både for ledelsen i BaptistKirken og ikke mindst for de lokale menigheder.

Seks værdier – seks åbne spørgsmål

Ledelsen har fremlagt oplægget »Værdier for Baptistkirken i Danmark – Genstart 2025«. Seks kategorier skitserer kerneværdierne. Nogle er enkle, andre kræver mere udfoldelse:

1. Mission: Gud vil møde alle mennesker, og enhver kristen er sendt med evangeliet i ord og handling.
2. Menighed og fællesskab: De lokale menigheder er selvstyrende, men er forpligtede på hinanden.
3. Bibelen: Bibelen er vores vigtigste kilde, og der er frihed til fortolkning under Åndens ledelse.
4. Kald og tjeneste: Vi engagerer mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uden diskrimination
5. Præster: Præster er kulturbærere, som opfordres til akkreditering (ordination) og dermed til at tage nationalt ansvar.
6. Forpligtelse: Vi er som kirke én familie, der bidrager menneskeligt og økonomisk lokalt, nationalt og globalt.

Disse punkter kan rejse mange ubekendte. Det ved vi godt i ledelsen. Men værdierne er pejlemærker, ikke færdigarbejdede løsninger. Efter synoden bliver det vores fælles opgave at omsætte dem til politikker, retningslinjer og handleplaner.

Eksempel: Hvis vi tiltræder princippet om præsteakkreditering, skal vi efterfølgende fastlægge, hvem der akkrediterer, hvordan processen ser ud, og hvilket ansvar en akkrediteret præst får. Det samme gælder ønsket om at give evangeliet videre til næste generation: Vi må finde nye idéer, afprøve dem lokalt og lære, hvad der lykkes andre steder. Synoden fastlægger rammen. Udmøntningen kommer senere.

En synode giver ikke alle svar, men skitserer vejen

Kort sagt: En synode giver ikke alle svar, men skitserer vejen. Vi har som kirkesamfund brug for et fælles værdisæt. Derpå skal værdierne udfoldes både nationalt og lokalt i de kommende år.

Fra værdier til handleplaner

Når synoden samles og forhåbentlig tiltræder et sæt gennemarbejdede værdier, giver vi hinanden et løfte om at oversætte dem til praksis. Det vil se forskelligt ud nationalt og lokalt, men nationalt kunne første skridt se sådan ud:

• Menighed og fællesskab → samværspolitik for nationale samlinger
  1. Vi skal lave klare retningslinjer for tryghed for alle. Hvordan skaber vi rammer for et godt liv for børn og unge? Og hvordan håndterer vi de konflikter, der altid opstår, når mennesker mødes?
  2. Vi skal forankre politikken både i ledelsen og blandt frivillige og fx uddanne »tryghedsværter« til større arrangementer, så vi sikrer, at alle nationale arrangementer foregår under gode rammer.
• Præster → model for akkreditering og mentorordning
  1. Vi skal oprette et akkrediteringsudvalg og definere krav og proces, så præster godkendes efter én national standard.
  2. Vi skal nedsætte et mentorudvalg og uddanne de erfarne præster til at fungere som mentorer for nye kolleger.
• Forpligtelse → bæredygtig økonomisk model
  1. Vi skal udarbejde og vedtage en ny finansieringsmodel (procentbidrag, projektpuljer el.lign.), så fælles samlinger og mission kan bæres økonomisk af hele familien.

Disse forslag er eksempler. Til synoden beslutter vi først og fremmest at iværksætte processerne og at gå vejen sammen. Det konkrete arbejde med at finpudse modellerne foregår på landskonferencer og andre fælles samlinger i de kommende år.

Et løfte om fælles vandring

Synoden er ikke målet, men genstarten på en fælles vandring. Vi giver hinanden et løfte om at søge Guds vej sammen – i tillid, i samtale og i tjeneste. Vi glæder os til at samles, lytte til Helligånden og tage de første skridt i den genstart Gud kalder os til at gå sammen.

Relateret

• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 02. okt. 2025 - Uenig enhed?
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025

Find flere

Lyt til kronikken:

For et års tid siden sad jeg til jobsamtale i Kløvermarkskirken, hvor jeg i dag er præst. Foran mig stod en kop – en helt almindelig hvid keramikkop med en lidt afbleget påskrift. “Kom nu videre,” stod der.

Jeg tog den op, smilede og spurgte – halvt i spøg, halvt i alvor:
“Er I så kommet videre?”

Der blev stille. Den slags stilhed, der varer lige længe nok til, at man ved, man har ramt noget.

Kruset indkapsler virkeligheden

Koppen, som mange af jer sikkert kender, blev lavet i anledning af BaptistKirkens 175-års jubilæum, og er nu mere end ti år gammel. Det slog mig, hvor præcist det lille krus indkapsler den virkelighed, jeg trådte ind i: En bevægelse, der bærer på noget ægte og dyrebart – men som også kæmper med at slippe fortiden og finde mod til at bevæge sig.

Friske øjne og mod

Jeg er ny som baptist. Jeg kommer ikke med en barndom i bevægelsen eller med traditionen i blodet. Jeg er trådt ind fra siden, lidt som en fremmed fugl. Eller måske nærmere et sort får. Men netop dét giver mig friske øjne. Og måske også modet til at stille det spørgsmål, vi ikke altid selv tør sige højt:

Hvorfor er vi egentlig så bange for at bevæge os?

BaptistKirkens nørdegave!

Jeg er lidt af en nørd. Lad os bare få det på plads. Så hvilken vidunderlig skat, at baptisterne altid har skrevet alting ned!

I min første tid som præst læste jeg mig igennem en del af vores historie. Og gæt engang, hvad der slog mig: Baptistbevægelsen har historisk set altid været en flok sorte får.

Vi blev født i protest – imod magt, tvang og autoritetstro. Det var mennesker, der nægtede at lade præster og konger bestemme over deres tro. Som insisterede på, at Gud taler direkte til det enkelte menneske – ikke gennem systemer, men gennem Helligånden.

Det var kvinder og mænd, der læste Bibelen selv og lod sig døbe som voksne, velvidende at det kunne koste dem friheden og endda livet.

De mødtes i hemmelighed. De byggede fællesskaber på samvittighed og gensidig forpligtelse. Det var ikke pænt. Det var ikke pædagogisk. Det var modigt, råt og frihedssøgende.

Spændingsfeltet

Derfor er det et mærkeligt spændingsfelt, jeg træder ind i som ny præst: På den ene side en bevægelse, der har frihed og lægmandsdeltagelse som bærende værdier. På den anden side en mærkbar tilbageholdenhed – tør vi kalde det frygt? – for uenighed, for forskellighed og for at give slip på kontrollen.

Har vi glemt, at vi altid har været dem, der gik mod strømmen?

Glæde over værdier

Det nye værdipapir for BaptistKirken i Danmark rører noget i mig. Jeg læser det og mærker håb. Længsel. Et kald.

Vi skriver, at vi tror på inklusion – og forpligter os praktisk til at vælge og engagere mennesker uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.

Vi skriver, at alle er kaldet og udrustet til tjeneste.

Vi skriver om frihed i tolkning og lokal forankring

Vi skriver om præster som kulturbærere, ikke systemadministratorer.

Det er smukt. Det er evangelisk. Det er radikalt.

Men det forpligter os også til konkret handling.

Det forpligter os til at åbne bordet, ikke kun for dem, vi forstår og kan lide, men også for dem, der udfordrer og provokerer os.

Det kræver mod at komme videre

Det kalder os til at være kirke sammen! Det betyder ikke som en enighedsklub, men som levende fællesskab.

Og netop dét kræver mod.

Mod til at stå i spændingsfeltet mellem tradition og bevægelse.

Mod til at turde forandring – ikke for forandringens skyld, men fordi verden forandrer sig, og evangeliet altid kalder os ind i det liv, der leves nu.

Spørgsmålet er ikke, om vi kan, men om vi tør…

Tør vi komme videre, som vi skrev på den kop for så mange år siden?

Tør vi genfinde vores rødder og modet til at bryde ny grund?

Tør vi være dem, der sætter mennesket og menigheden først igen?

Tør vi gå mod strømmen endnu en gang?

”Kom nu videre”

Når jeg ser på den kop i dag, står den stadig på hylden som en lille profeti. Ikke en erklæring om noget, vi allerede har gjort, men som en bøn, et håb, en påmindelse. ”Kom nu videre!”

Det kræver noget af os. Ikke blot strategi og struktur, men mod, sårbarhed og en nådig attitude til at være kirke sammen, også når det koster.

Jeg håber, at vi på synoden i år kan begynde at svare på det spørgsmål, jeg stillede for et års tid siden:
“Er I så kommet videre?”

Min drøm er, vi denne gang kan svare: ”Ja!”

Relateret

• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 02. okt. 2025 - Uenig enhed?
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?

Find flere

Lyt til artiklen:

I Genstart2025-forløbet er der nu afholdt to lederdage: I Tølløse den 25. januar og i Rebild den 1. februar med i alt over 150 deltagere. I slutningen af november fik alle menigheder tilsendt oplæg med spørgsmål. Ved lederdagene var tiden kommet til, at menighederne kunne dele opfattelser med hinanden. Ofte debatterer vi i plenum, og giver mest plads til de ”tale-vante”. Ved lederdagene var der fokus på, at alle fik taletid i et trygt forum.

Generalsekretær Bodil Højbak Møller indleder dagen (Foto: Henrik Andersen)

Baptistiske kendetegn

Begge lederdage blev indledt med et oplæg om ”Baptistiske kendetegn” udarbejdet af generalsekretær Bodil Højbak Møller og Ole Lundegaard, præst i Herlev og medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum.

De ”Baptistiske kendetegn” tog blandt andet udgangspunkt i hæftet ”Noget godt i ryggen” fra Føltveds Forlag (2000). Vi kom vidt omkring: Fra de oplagte kendetegn, som alle er enige om:

• ”Vi er en del af den universelle, kristne kirke, der bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd”
• ”Vi peger på nødvendigheden af personlig tro på Jesus Kristus og efterfølgelse af ham”
• ”Vi praktiserer troendes dåb til tjeneste ud fra menighedens fællesskab”

– til de kendetegn, der af flere opfattes som kontroversielle:

• ”Vi ønsker partnerskab med andre kirker, overalt hvor det er muligt”
• ”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vores egne rækker

For hvem sætter grænserne for, hvad der er muligt? Og hvornår er forskellene mellem os så store, at samvittigheden ikke rækker til at nå hinanden?

Oplægget gav rigeligt at tænke over til de efterfølgende samtaler.

Medlem af BaptistKirkens ledelse, Pia Duebjerg, Lyngby, forklarer om Lectio Divina (Foto: Henrik Andersen)

Lectio Divina

Med udgangspunkt i Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 20 – 23 gennemførte deltagerne i grupper en såkaldt ”åndelig læsning af Bibelen” – Lectio Divina. I et flow med læsning, stilhed, bøn og ’samdeling’ var der først fokus på ordets bogstavelige betydning, dernæst på hvad ordet betyder for mig og sidst på ordets moralske betydning. Forløbet blev afsluttet med fælles Fadervor.

Spørgsmålene

– der var til diskussion på lederdagene, blev udsendt til menighederne ultimo november 2024. Overskrifterne var forpligtelse, præster, inklusion og bibelautoritet og bibeltolkning. Du kan finde omtale i BaptistKirkens menighedsforsendelse den 21. november – lige her.
Du kan også hente pdf-filen med spørgsmål direkte – lige her.

Lyttegrupper

Efter frokost kom den store udfordring: Lyttegrupper!

Grupperne var sammensat ud fra deltagernes ønsker til, hvilke spørgsmål, de ønskede at tale om. I lyttegruppen fik hver deltager lov til at tale i syv minutter: Alle andre måtte lytte i tavshed! Dernæst fik hver deltager lov til at reflektere over de andres udsagn i syv minutter, mens alle andre måtte lytte i tavshed! Endelig var der afsat 30 minutter til samtale om spørgsmålene.

Der arbejdes i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Principperne for lyttegrupperne var lige så enkle, som de var udfordrende:

• Lyt til andres synspunkter
• Opmuntre andre til at tale
• Respekter og vær opmærksom på din taletid
• Vær søgende og nysgerrig på de andres tanker
• Aldrig konfrontatorisk, men altid nysgerrig
• Hold fortroligheden

I Rebild var deltagerne glade for formen

Flere af deltagerne var glade for både Lectio Divina og lyttegrupper.

Aksel Mølbæk fra Aarhus:
”Jeg synes, det er meget positivt – og effektivt. På den gode måde tvinger det alle til at deltage i debatten og dialogen. Jeg synes, det er en god måde at gøre det på.”

Arbejde i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Lone Johansen Bundgaard, Østhimmerland, og Mette Worm, Hjørring, blev ”fanget”,  mens de balancerede med eftermiddagskaffen. De var begge positive overfor debatformen. Lone sagde:
”Spændende form. Vi kommer lidt mere i dybden og alle får taleret og taletid. Vi havde en rigtig god gruppe – det sværeste var at skulle svare på, hvad der var det sværeste! Vi syntes ikke, det var svært! Jeg tænkte på forhånd, at to timer var lige rigeligt, men tiden gik hurtigt.”
Mette supplerede:
”Det var virkelig en spændende model for dialog. Både fordi den giver den enkelte mulighed for at tale, men også fordi den giver tid til at lytte. Det er faktisk en utrolig spændende metode eller model, som man kan bruge i mange andre sammenhænge til at skabe den åbne dialog, der giver plads til hinanden.”

BaptistKirkens næstformand Christian Bylund styrer plenum (Foto: Henrik Andersen)

Plenum og opfølgning ved lederdagen i Rebild

Som sidste punkt på dagen fik hver lyttegruppe mulighed for at give en meget kort tilbagemelding på samtalerne. Alle var klar og kun en enkelt gang ’bippede’ Christian Bylunds telefon som tegn på, at taletiden var overskredet.

Vi vil fællesskabet – men krav?

Der var bred enighed om, at menighederne ønsker at prioritere fællesskabet. Men der var uenighed om, hvorvidt man kan (eller skal) stille krav til hinanden om deltagelse i fællesarrangementer og om at bidrage økonomisk til fællesskabet. Flere pegede på, at engagement og betalingsvillighed vokser frem af følelsen af fællesskab. Et par grupper pegede også på, at krav om deltagelse passer dårligt ind i vores frivillighedskultur. Mange i forsamlingen nikkede bifaldende til et enkelt citat om økonomisk forpligtelse: “Der hvor vi har vores hjerter, der skal vores skat også være.”

Og hvad med præsterne?

Meningerne var ligeledes delte, når det kom til, om der skal stilles krav til præsterne om deltagelse i konventer og stævner. Der blev henvist til menighedernes suverænitet. Flere grupper nævnte vigtigheden af, at nye præster får en grundlæggende indføring i dansk baptisme. I de senere år er langt de fleste præster rekrutteret fra andre (fri)kirkelige sammenhænge. En enkelte gruppe pegede på den oplagte årsag til dette: At vi ikke er i stand til at få de unge i baptistkirkerne til at se præstegerningen som en mulighed. Der var også enighed om, at en form for national anerkendelse (men ikke godkendelse) af præster kunne være en god idé.

Fællesskab i Rebild (Foto: Henrik Andersen)

BaptistKirken består af suveræne menigheder

Der var heller ikke tvivl om, at BaptistKirken i fremtiden skal bestå af suveræne menigheder. Men flere grupper var tvivlende over for, om det er muligt, når der tilsyneladende er store forskelle i menighedernes syn på inklusion og bibeltolkning. Ved formiddagens gennemgang af baptistiske kendetegn blev det sagt, at:
”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for egne rækker.” Det fik Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken, til at spørge: ”Er der så ingen grænser for, hvad man skal acceptere i fællesskabet?”

Forskelle i bibelsyn og -tolkning

Flere grupper diskuterede bibelsyn, bibelautoritet og bibeltolkning. Lige så stor enighed der er om biblens betydning for baptister, lige så stor uenighed er der om fortolkning af ordet. Der syntes dog at være enighed om, at frihed til fortolkning i et fællesskab altid har konsekvenser. En enkelt gruppe foreslog, at vi begynder at definere os som et ’uenighedsfællesskab’.

Koncentreret indsats i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Store forskelle i holdning til inklusion

Grupperne, der diskuterede inklusion i forhold til vielse af homoseksuelle og LGBT-personer på ledende poster, rapporterede også om store forskelle i holdningerne. En gruppe mente, at det var vigtigt at fokusere på nådegaver og evner fremfor personers seksualitet. En anden gruppe var delt i spørgsmålet om LGBT-personer på ledende poster. Andre igen mente, at det var et svært emne at tale om, og at kirkesamfundet ”har svært ved at stå med samme rygmærke”, når holdningerne bliver for forskellige. Flere grupper fremhævede, at de var enige om, at kirken skal have plads til alle – uanset hvem de er.

Fortsættelse følger på Synoden i Sæsing

Ved afslutningen på dagen i Rebild  fortalte generalsekretær Bodil Højbak Møller, at ledelsen nu vil arbejde videre med lederdagenes samtaler og menighedernes tilbagemeldinger. Det vil resultere i et oplæg til fælles værdier, der skal diskuteres på Synoden i Sæsing i pinsen 2025.

Ledelsen er klar over, at mange oplever, at ikke alle spørgsmål og udfordringer i BaptistKirken er blevet berørt på lederdagene. Derfor blev deltagerne opfordret til at skrive til ledelsen om alt, hvad de og menighederne har på hjerte.

Efter lederdagen i Rebild skrev BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard, blandt andet i en refleksion:
’Så mødtes menighedslederne i vest til lederdag. Igen med en tydelig fornemmelse af Helligåndens tilstedeværelse. Vi er ikke enige, men efter god baptistisk tradition taler vi sammen og lytter til hinanden.’

Tips til mere info

Du finder meget mere info om Genstart2025 på oversigtssiden om processen.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere