Her i landet er der religionsfrihed. Det står enhver frit for at sammensætte sin egen tro. Først i det øjeblik man indgår i en menighed, der definerer sig som et kristent fællesskab, bliver trosfriheden begrænset. Fællesskabet forpligter. Der er frit valg på alle hylder, men der er grænser for, hvor meget vingummi man kan blande i chokoladen og stadig fastholde, at det er ren chokolade.

Hvad er ægte kristen tro, og hvad er ikke?

Hvor går grænsen mellem at tale tidens sprog og at optage elementer, der er væsensforskellige, fremmede og definitivt ukristelige i forkyndelsen? Kristne har altid diskuteret troens grænser, men kristne har også altid formidlet troen på Jesus Kristus i tidens sprog og ind i tidens kultur.

Det væsentlige er ikke, hvor grænsen går, men hvor centrum er. Kristen tro defineres ved ‘at det driver på Kristus’. Sådan udtrykte Martin Luther sig. Kristen tro er tro på Jesus Kristus som Guds Søn og verdens frelser. Uanset sprogdragt, ritualer og etik.

Grænselandet

Grænselandet mellem forskellige trosudtryk og overvejelser om, hvad centrum er, har altid optaget kristne, og kan også i dag føre til en ophedet diskussion og stor uenighed.

‘Hvor går grænsen?’ er titlen på et blad, der søger at tegne et kort over grænselandet mellem den kristne tro og de mange forskellige religiøse tilbud. Vi søger at vise skellet mellem sand kristen tro og synkretisme – eller religionsblanderi – på almindeligt dansk. baptist.dk har bedt mennesker med kendskab til grænselandet om at beskrive det og markere grænsen, hvor de ser den. Men grænsen er ikke altid let at få øje på, og undertiden krydser vi den måske uden at registrere det.

Hensigten med dette blad er at rejse spørgsmålet og få os til at se nøjere på vores egen praksis, mens vi overvejer, hvor meget det omgivende samfunds kultur har smittet af på vores tro.

Har du hældt for meget vingummi i din chokolade? Eller er det stadig ren chokolade?

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Kjeld Gudmandsen, 58 år:

• bankuddannet, er nu socialpædagog
• har i 11 år arbejdet med mønsterbrydning, bl.a. omkring selvværd, sorg, forkastelse og vrede

Kjeld skulle lave en hovedopgave på Handelshøjskolen og var meget stresset. Hans mor kom med nogle sten, der skulle give ham ro. Det blev vejen ind i det, han selv betegner som en okkult verden. Han har prøvet reiki healing, transcendental meditation, studeret teosofi og Martinus, fået læst i palmeblade og hænderne, prøvet kinesiologi og en healer, der kunne sende energi ind igennem huden.

”Jeg fik så meget energi i kroppen, at jeg ikke kunne sove”, fortæller han. Han deltog i et kursus – en sammenblanding af alt muligt. Derefter blev han så dårlig, at han måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.

Skræmmende lys og mørke

”Jeg kunne se lys og mørke i mennesker. Det var skræmmende!” Han måtte have medicin for at lukke af. I Sverige besøgte han Birgittas kloster i Alvestad og fik bønnen: ”Herre vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.” Den bad han hver dag i et år, når han havde mediteret. Hans søgen sendte ham ud på pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien og til et Hans Berntsen-møde, dog uden at blive helbredt. Det blev han så til gengæld ved et møde med Charles Ndifon på Drejervej, København. Han deltog i et Alpha-kursus og blev kristen for 16 år siden. ”Siden har jeg ikke været indlagt”, fortæller han glad.

Man skal frasige sig alt det, man har været involveret i. Dér lærte jeg at stå fast.

Smed alt okkult ud

”Først da jeg tømte mit hjem og helt afsvor det okkulte, blev jeg fri”, fortæller han. Efter han blev kristen, følte han, at der var ting i hans hjem, han skulle skille sig af med. Han kom i ”Åndens Klinik”, der blev drevet af Apostolsk Kirke i Hillerød. ”Man skal frasige sig alt det, man har været involveret i. Dér lærte jeg at stå fast. Jeg er dækket af Jesus’ blod og ved, at dét, jeg har bekendt, ikke har magt i mit liv længere.”

Han henviser til Apostlenes Gerninger kap. 19, hvor det fortælles, at ”en del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn”. Derfor siger han: ”Jeg har ryddet ud i alt, hvad jeg havde af bøger, figurer, hellig aske og billeder af en åndelig guru. Nu er der kommet fred i mit hjem.”

Han har på den hårde måde lært at skelne mellem gode og dårlige ånder. Dem, der bringer fred, og dem, der bringer ufred.

Kan skelne ånderne

Han har på den hårde måde lært at skelne mellem gode og dårlige ånder. Dem, der bringer fred, og dem, der bringer ufred. ”Jesus er Verdens Lys. Lucifer var også en lysets engel, inden han faldt, så han kan også manifestere sig i lys. Men bagefter kommer der mørke. Man får ikke Kristus’ fred. Bagefter er man lige langt.”

Kjeld ville finde Kristusvejen. Derfor har han også valgt kinesiologen fra: ”Fordi roden i det er noget andet end Jesus Kristus. Kinesiologer søger svar i kroppen i stedet for i Bibelen. De ophøjer kroppen i stedet for at ophøje Jesus Kristus. Der er mange veje til Jesus, men Jesus er den eneste vej til Gud. Vi behøver ikke andre hjælpemidler.” Det samme vil han sige om yoga.

Helligåndens kraft

Kjeld begyndte at komme i Roskilde Baptistmenighed for fire år siden, da han flyttede til Roskilde. Her bliver han bestyrket i sin tro: ”Det onde findes, men vi behøver ikke at frygte det som kristne. Det er vigtigt, at vi omvender os fra det ufrugtbare og afguderne. Nogle bliver skræmt og spørger: ’Hvordan kan vi møde mennesker, der kommer ind i vores verden med det her?’ Svaret er bøn og Helligåndens kraft. Vi skal vide, at vi ikke kan overbevise dem med argumenter. Helligånden kan. Nogle læser selv Bibelen og bliver overbevist. Vi skal ikke starte med at fortælle dem, at de skal omvende sig. Det skal Gud selv overbevise dem om.”

Relateret

• 26. feb. 2020 - Blandede bolsjer eller ren chokolade?
• 26. feb. 2020 - CrossYoga
• 26. feb. 2020 - ‘Krop-Sind-Ånd’-messer
• 26. feb. 2020 - Synkretisme – har den kristne tro en grænse?
• 26. feb. 2020 - Al tro er synkretisme

Find flere

– fokus på Gud

Købnerkirken tilbød et forløb med CrossYoga i efteråret 2019. Tre prøvegange, der var gratis for deltagerne. Vi var omkring 12 på holdet – cirka halvdelen fra menigheden og halvdelen fra andre kirker i København.

Efter prøveforløbet var der stor efterspørgsel på endnu et forløb. Det blev til fire gange i november og december med deltagerbetaling – og 15 tilmeldte! Nu er vi på vej med endnu et forløb. Deltagerne har været mellem 20 og 65 år, og tilbagemeldingen har udelukkende været positiv. Alle oplever en stor glæde ved at være med – selv yoga-skeptikerne!

Signe Lund Christensen er kommunikationschef i ADRA, har gennem mange år været aktiv i BaptistKirkens internationale arbejde og Spejderne.

CrossYoga i kirkesalen

Det lysende kors på bagvæggen skaber sammen med dæmpet musik den perfekte ramme og fred. En session er fem kvarter og har typisk et emne, fx ’lys’, som alle bibellæsninger og meditationer har fokus på. Man kan forenklet sige, at det er en klassisk yoga-praksis for kroppen krydret med kristen meditation og bibellæsning. Vi har haft fokus på, at alle kan være med uden forudsætninger fra yoga. Man kan tilpasse til sin fysiske form, men det kræver selvfølgelig en grundlæggende bevægelighed.

CrossYoga styrker min tro

Jeg kan bedst sammenligne det med dem, der mediterer eller beder, mens de løber. Det fysiske element i CrossYoga har styrket min evne til at fokusere på bøn og meditation, fordi jeg samtidig bruger min krop. Det er et ekstra element at bruge kroppen i sin bønspraksis. For mig personligt bliver det langt nemmere at fokusere på bønnen. De fleste fitnesscentre tilbyder yoga uden et religiøst indhold – ren træning. CrossYoga bygger et kristent element på, og timen igennem holdes et tydeligt fokus på Gud. Med ro og god tid til at forsøge at høre, hvad Gud vil i ens eget liv.

Åndehuller

Jeg vil påstå, at en kritisk holdning til CrossYoga bygger på fordomme eller uvidenhed. Hvis man ikke ved, hvad moderne yoga er, er det nemt at være fordomsfuld og skeptisk. Jeg tror, vi som kirker må lægge os i selen for at kunne tilbyde åndehuller i en hverdag, hvor flere rammes af stress og bliver syge af manglen på ro. I CrossYoga er yogaen er en ramme – men fokus er på relationen med Gud. Dét er vel det vigtigste.

Jeg er lykkelig for, at min menighed lægger gulv til!

– bekymrende religionsblanderi

Kan legemsøvelser fra en anden religion og livsfilosofi bringes ind i kirken under et let ændret navn og være godt? Ellinor Quist Stig er skeptisk og undrer sig.

Ellinor Quist Stig er sammen med sin mand Per Eyvind Stig deltidsansat som forstanderpar i Citykirken.

Ellinor har gennem mange samtaler og sjælesorg med mennesker mødt flere, der har oplevet negative konsekvenser af deres involvering i alternative tilbud. De har efterfølgende taget stærk afstand til det alternative og har set det som en nødvendighed.

Ellinor har også oplevet kolleger og venner, der igennem alternativ behandling og yoga er blevet inspirerede til at opsøge anden spiritualitet via østens religioner og filosofier. Ellinor finder det også bekymrende, at flere og flere danskere tror på reinkarnation.

Hvad tænker du, når jeg siger yoga?
”For mig er yoga afslapningsøvelser og kropslig udfoldelse, dybt inspireret af østens religioner og verdensbillede. Øvelser, ja, men inspirationen er åndelig.

Og når jeg siger CrossYoga?
”Jeg har læst om det og kan godt se, at retningslinjer og fundament har fine intentioner, men hvorfor skal det kaldes yoga? Tages der afstand fra chakra-læren og det buddhistiske/hinduistiske verdensbillede? Det fremgår ikke tydeligt. Det er ikke nemt for folk at adskille traditionel yoga fra CrossYoga.”

Ellinor anerkender, at der i invitationen til CrossYoga tales om bøn og om at komme nærmere Gud, men forholder sig dog skeptisk til, at tingene blandes sammen: ”Mange forholder sig ukritisk til de mange tilbud, der gives, og mange er åbne for den åndelige verden.”

Ellinor tror, at der er gode intentioner bag CrossYoga, men er bange for, at man – i stedet for at komme nærmere Gud – bliver ledt ind i et andet menneskesyn og verdensbillede end det kristne.

Relateret

• 26. feb. 2020 - Kjeld måtte smide afguderne ud
• 26. feb. 2020 - ‘Krop-Sind-Ånd’-messer
• 26. feb. 2020 - Synkretisme – har den kristne tro en grænse?
• 26. feb. 2020 - Al tro er synkretisme
• 11. mar. 2017 - Hvorfor ‘kristen yoga’?

Find flere

Landet over er der en vis – og måske også stigende – interesse for holistisk tænkning, spiritualitet, åndelig kontakt samt et utal af fysiske produkter, der hævdes på forskellig vis at have en positiv indflydelse på menneskets velbefindende. Det ses bl.a. i de messer eller udstillinger, som i flere år er afholdt i nogle af landets største byer, fx København, Ålborg og Århus.

Mystikkens Univers

I slutningen af 2019 afholdtes udstillingen ‘Mystikkens Univers’ over 3 dage i Østerbrohuset i København. Her præsenterede ikke mindre end 110 udstillere og behandlere sammen med 65 aktuelle foredrag og mini-kurser en meget bred vifte af tarot, smykker, krystaller, clairvoyance, astrologi, håndlæsning og meget mere – alt det, som mange sikkert vil betegne som tilhørende den okkulte verden. Og for adskillige hundrede besøgende er en entrébetaling på ca. 100 kr. åbenbart ingen hindring!

Det kristne budskab er både relevant og påkrævet i dette forum.

At møde søgende mennesker

‘Vise og besindige mennesker’ har heldigvis for mange år siden ment, at det kristne budskab både er relevant og påkrævet i dette forum. Missionsorganisationen Areopagos,  som især arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni, har en stor stand, der stilles til rådighed for flere kristne tiltag som fx ‘I Mesterens Lys’ og ‘Den lyttende kirke’.

Alt, hvad der sker på standen, er gratis for den besøgende, som her mødes af et antal frivillige fra flere menigheder – heriblandt også baptister – der sammen med enkelte præster passer standen dagen igennem. Og her bydes så på en kop kaffe og en småkage, et lille hvil, forbøn for syge, healing af hjertet, meditation eller bare et lyttende menneske. Rigtig mange tager imod tilbuddet om en personlig samtale og en forbøn, og der er næsten hele tiden mange besøgende på fællesstanden.

Rigtig mange tager imod tilbuddet om en personlig samtale og en forbøn.

Nysgerrighed overfor Bibelen

Bibelselskabet er også en naturlig aktør her. Dels præsenteres Bibelen i mange udgaver, dels fortæller man generelt om Bibelselskabets formål og opgave. Ole Engel har i de senere år arrangeret og varetaget den opgave sammen med frivillige fra Bibelselskabet, og han fortæller, at man her ofte møder helt andre mennesker end i det traditionelle kirkelige miljø med overraskende stor spørgelyst og interesse for det åndelige.

Bogudgivelserne med hjælp til ‘Bedre forståelse af praktisk kristendom’ og ‘Større bibelkendskab’ er ret efterspurgte, så den helt nyoversatte Bibel på nudansk – ‘Bibelen 2020’, som udkommer sidst i marts – vil sikkert imødekomme et behov hos mange. Det store antal besøgende på Bibelselskabet stand peger i hvert fald på, at tilstedeværelsen fortsat er fuldt berettiget, og at ‘den kristne stemme’ er en ikke ubetydelig del af ‘Mystikkens Univers’.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 17. nov. 2025 - Tag med i maskinrummet: Bibelselskabets nye podcast gør oversættelse nærværende – og underholdende
• 24. aug. 2025 - Hånd, hjerte og hoved
• 05. jul. 2025 - En oversætters overvejelser

Find flere

Ole Skjerbæk Madsen, 72 år

• præst ved dialog- og retrætecentret Tao Fong Shan i Hong Kong fra 2017
• præst, ansat i missionsselskabet Areopagos 2000-2017
• teolog, sognepræst i København 1976-2000
• stifter i 1995 ‘I Mesterens Lys’

Også kristendommen er synkretistisk, selvom vi har et tydeligt budskab om Gud, som i Jesus Kristus er blevet en af os for at befri os fra alle livsødelæggende kræfter. Gud måtte møde os som et menneske, hvis vi skulle kunne se Gud og få fællesskab med Gud. Gud er Gud, og mennesket er menneske og ikke Gud, men i Jesus Kristus forenes Gud og Menneske. Det er en gud-menneskelig synkretisme.

Evangeliet på sin plads i kulturen

Vi må forkynde evangeliet på en måde, som passer ind i den sammenhæng, hvor vi bringer det. Derfor taler vi ikke dansk til en afrikaner, når vi forkynder evangeliet, men vi må lære hans eller hendes sprog. Vi må tilpasse kirkens udtryksformer til kulturen. Vi kalder ofte den proces for kontekstuel forkyndelse, og vi taler om, at kirken ’inkultureres’ i den nye sammenhæng. Det er synkretisme.

Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest.

Synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest

Ser vi på kirkens historie, forenes forskellige kulturer hele tiden. Former blandes, for at den enkeltes kristnes tro kan være autentisk i enhver given sammenhæng. Mens jeg skriver, er vi i december måned. Men Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest. Det, at lyset vender tilbage, og dagen tager til, bringer håb. Det gjorde det for de gamle hedninger, og det blev fejret med lys og festligt lag. Det var naturligt for kirken at knytte til ved den fest og give den en ny tolkning. Håbet knytter sig ikke kun til solhverv, men til Jesus Kristus, som fødes ’som solopgangen fra det høje’ med lægedom under sine vinger.

Autentisk kristen tro

Problemet er ikke synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest. Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham. Her handler det ikke om grænsesætning – men om orientering. Guds Søn blev født ind i en verden, hvor vi var optaget af os selv. Vi havde glemt Gud og skabt os guder i vores eget billede. Vi havde stirret os blinde på os selv, vores lykke eller ulykke, det vi begærede, og det vi frygtede. Guds Søn blev menneske for at møde os, hvor vores opmærksomhed var bundet. Vi følger i hans fodspor, når vi forkynder evangeliet, og derfor sætter vi ikke grænser mellem os og det menneske, vi møder. Vi kommer ikke som en fremmed, men som en ven.

Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham.

OK med religionsblanderi?

Er det så ligegyldigt, hvad mennesker tror, og hvad de blander sammen i deres selvforståelse og i deres åndelige liv? Nej, selvfølgelig ikke, men vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Et helt nyt tros-værk

Et andet ord for synkretisme er bricolage. Ordet kommer af bricoller = at sammenflikke, og det bruges bl.a. om kunstværker, hvor kunstneren skaber et helt nyt værk af forhåndenværende materiale uanset dets oprindelige formål. Det ord foretrækker jeg, når jeg taler om synkretisme i spørgsmålet om livssyns og tro. Her handler det om en ny syntese af gamle ideer og forestillinger og af de praksisser, historier og metaforer, som knytter sig dertil.

Men også tros-bricolagen er som et nyt, helt kunstværk, som er med til at give den enkelte en ide om mening eller i det mindste en bevarelse af personlig identitet i en kulturel situation præget af fremmedgørelse, usikkerhed, multireligiøsitet, pluralisme, globalisering. Meningen i bricolagen ligger ikke i elementerne, men i det, som den enkelte får ud af dem i den nye komposition. Bricolagen er trods elementernes forskellighed og tilsyneladende uforligelighed for den enkelte selv et helt og sammenhængende ‘kunstværk’.

Selvom iagttageren ser det som et udtryk for ‘indkøb’ på det åndelige forbrugsmarked, så er det for det menneske selv et spørgsmål om at skabe mening i sit liv.

Vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Åbenhed overfor andres tro

Så hvordan møder vi det andet menneske og dets synkretisme? Vi glæder os med det menneske over det åndelige kunstværk, som giver dets liv mening. Vi lytter efter: ‘Hvad er det for en livshistorie, det vidner om? Hvad er det for spørgsmål, den anden har tumlet med?’ Vi spørger nysgerrigt ind til nogle af elementerne i bricolagen. Måske indgår bøn i den andens trosliv. Vi spørger: ‘Hvad betyder bøn for dig? Hvordan beder du? Hvilke erfaringer har du gjort dig? Hvem beder du til?’ Og når vi har lyttet, kan vi dele erfaringer med den anden fra vores eget bønsliv. Og måske når vi dertil, hvor vi kan bede sammen – og på den måde har vi inviteret den anden ind i vores egen relation til Jesus Kristus. Det kan blive et frelsende møde med Gud-i-Kristus, fordi det har givet rum for Helligåndens virke.

Altså ikke grænsesætning, men Jesus’ nærvær i mødet med mennesker!

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Ordbog:

Synkretisme er en betegnelse for religiøse opfattelser og religiøse udtryk, der forener stof fra to eller flere forskellige religiøse traditioner.

Ayurvedisk behandling omfatter medicin, som er baseret på planter, kombineret med diæter, legemlige øvelser – yoga, udrensninger og massage. Det hænger sammen med Transcendental Meditation.
Homøopati er en alternativ behandlingsform, hvor små doser af udvalgte ekstrakter kan bidrage til balance i både krop og sind.

”Al tro er synkretisme”, siger manden, der selv bruger zoneterapi på sin syge kone. ”Det er et enormt relevant emne at tage op. Hvor går grænsen for kristendommen? Det er det, min livsrejse har handlet om”, siger Anders Laugesen, da vi starter interviewet. Han slynger om sig med for mig ukendte åndelige begreber, som vil få mange kristne til at bakke. Jeg tvinger mig til at tage ham og hans store livserfaring for pålydende.

Som 16-årig fik han i det økumeniske kloster i Taizé i Frankrig helt usædvanlige oplevelser, som ingen kunne rumme i det danske kirkelige landskab i midten af 70’erne. I gymnasiet var han åndeligt nysgerrig og hørte om Jes Bertelsen på universitetet og begyndte at gå til hans undervisning. ”Han var utrolig skarp og intellektuel”, fortæller Anders, og de udviklede et venskab. På et tidspunkt stoppede deres åndelige fællesskab. ”Hans vej var buddhistisk, min var kristen”, siger Anders, men de har stadig et venskab.

Jeg blev forvandlet. Nu vidste jeg, hvor jeg hørte til og erfarede derefter en stor frihed til at opleve verden i dens mangfoldighed.

Jeg blev forvandlet

Inden da havde Anders haft sin anden vigtige åndelige erfaring. I gravkirken i Jerusalem. Det var begge store omvendelseserfaringer: ”Jeg blev forvandlet. Nu vidste jeg, hvor jeg hørte til, og erfarede derefter en stor frihed til at opleve verden i dens mangfoldighed.” Anders er medlem af Folkekirken, men føler sig hjemme i den ortodokse tradition, som er den østlige kristendom – med bøn, stilhed og ikoner.
Han taler om, hvor fattigt det protestantiske sprog er på det indre liv. Der er ikke ord for det indre landskab i mennesket: ”Vi er så rationelle. Men mennesker søger en åndelighed, som ikke er rationel. Du kan godt have et fint liv ved at sidde og være almindelig søndags- og hverdagskristen, men mange mennesker har en længsel efter et rigere åndeligt, indre liv. Gud har givet os så mange redskaber og indsigter. Vi skal turde bruge bl.a. et terapeutisk sprog.”

Anders Laugesen

Ondt og godt i os alle

Den vestlige kirke har været langsom til at finde et svar på den længsel. Men de, der bevæger sig ind i dette indre landskab, skal være forberedte på, at det åbner for nye udfordringer. Anders har erfaringer, fordi han har dyrket stilhed og indre bøn, siden han var ung.

”Vi skal være bevidste om, at der i os er et polært system – en kamp mellem ondt og godt. Når vi bevæger os ind på et følelsesmæssigt dybt plan, får vi indre billeder. I vores bevidsthed kan vi møde ånder, djævle og dæmoner. Jeg er meget forsigtig, når jeg bevæger mig rundt i et ukendt landskab i mig selv. Jeg ville fx ikke røre tarotkort med en ildtang, men jeg ved, at præsten i ‘I Mesterens Lys’, Ole Skjerbæk Madsen, synes vældig godt om dem.”

Min kones invaliderende sygdom

Anders er til gengæld åben for andre religioners indsigter på anden vis: ”Der er så megen livserfaring samlet igennem århundreder. Bare fordi den græsk-jødiske tradition ikke har taget det til sig, betyder det ikke, at det ikke kan være sandt. Det, jeg kan overskue, er at hengive mig til Kristus’ kærlighed og hans forvandlende kraft, hver eneste dag.”

Vi skal i langt højere grad lægge hænderne på hinanden.

Hans kone, Sara, har en autoimmun sygdom, som kunne invalidere hende. ”Gud har foræret sin skabelse gode gaver og indsigter, der kan hjælpe Sara. Skulle vi så ikke bruge dem?” spørger han. Hun får behandling af en homøopat i Tyskland og en anden erfaren mand udi den ayurvediske medicin-tradition i femte generation. Selv giver han hende zoneterapi, og de har lagt kosten om. Alt sammen medvirker til, at Sara lever uden symptomer på sin sygdom.

”Vi skal i langt højere grad lægge hænderne på hinanden. Ikke kun når vi beder om Helligåndens hjælp. Vi kan også hjælpe hinanden i det små. Når vi rører et sted, sætter det en proces i gang, der kan hele smerter et andet sted”, siger han af erfaring.

Al tro er synkretisme

Han fortæller om en bog, han allerede har læst tre gange og for tiden læser igen. MacCulloch’s Christianity: The First Three Thousand Years: ”Det er en fantastisk bog, som siger, at tro er en proces. Al tro er synkretisme. Guds kærlighed rammer et menneske, der har en historie, og en kultur, der har en historie. Vi forstår det, der sker, på vores kulturs forudsætninger. Lige nu er der en stor åbning ind til en ny måde at betragte verden på. Et opgør med den meget rationelle tænkemåde, som har præget os.”

Han tænker ikke kun på forholdet omkring ny-åndelighed i kirken, men også praktisk handling: ”Det er nu, den kristne tradition skal vise, hvad den kan. Grundtvig kan komme på banen. Fællesskabets kærlighed og rummelighed skal vise sig i handling overfor hele den jord, der er ved at falde fra hinanden. Hvis vores tro ikke viser sig i handling, er det lige meget. Hvis der kommer en impuls til at finde løsninger på vores kriser fra kristne sammenhænge, så kigger man i den retning. Alt, hvad der er autoritet, er slået i stykker. Nu ser mennesker på, hvordan tingene fungerer. Ord er ikke nok.”

Alt, hvad der er autoritet, er slået i stykker. Nu ser mennesker på, hvordan tingene fungerer.

At rydde op i mørket

Anders Laugesen, født 1960:

• Journalist bl.a. ved DR, hvor han er kendt fra ‘Mennesker og Tro’ og senest ‘De højere magter’; ufrivilligt farvel til radioen efter 35 år, fra januar 2020 vært ved TV-gudstjenester
• Cand.phil. i kristendomskundskab/religion
• har rejst verden tynd, ikke mindst i Østen

Jes Bertelsen, født 1946:

• dr. phil. i idéhistorie
• spirituel lærer og forfatter
• har siden 1982 været leder af Vækstcenteret i Nørre Snede

Han vender tilbage til det fællesskab, der skal rumme anderledes tænkende, nytænkende, nysgerrige: ”Det, der går galt i frikirkerne – i beåndede, karismatiske vækkelser – er, at der kan være rigtig meget lys, uden at man rydder op i det personlige mørke. Lyset kaster dybe skygger, og får skyggerne lov til at leve deres eget liv, opstår der let opblæste ego’er, der viser bagsiden af mennesket. Når det sker, skal det mødes af fællesskabets kærlige omsorg.”

Anders påpeger, at det er vigtigt, at man i den slags processer er ligeværdige. At man har taleret ind i hinandens liv: ”Det handler i bund og grund om, at vi bekymrer os om hinanden. At vi tør spørge ind til, hvordan den anden har det: ’Hvad sker der inden i dig. Bliver du meget vred? Hvad med dit ægteskab? Har du styr på din økonomi?’ Vi skal turde tale sammen og følges ad i de processer, Gud leder os i. I sårbarhed.”

Jeg vender tilbage til spørgsmålet, om der er en grænse for, hvad man kan kalde kristent?
”Gud er Gud over alt. Til stede over alt. Guds kærlighed i Kristus kan være til stede over alt. Det er Guds og ikke min opgave at bestemme, hvor han er. Jeg skal ikke sætte grænser. Min tradition er, at vi hele tiden skal være i samtale, når vi går ind i de åndelige dybder.”

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere