Lyt til artiklen:

Michael Jensen, 61 år, præst i City Kirken på Københavns vestegn.

Det var den 21. marts 2024 om eftermiddagen. Michael Jensen havde siddet lang tid hjemme i Taastrup ved computeren og forberedt påskens prædikener. Han begyndte at få rygsmerter. Gik sig en tur, men det hjalp ikke. Han lagde sig og tog to kodimagnyler. Det hjalp ikke. Til sidst havde han så ondt, at han kravlede ind i stuen og råbte til Lissette, sin kone, at hun skulle ringe efter en ambulance.

Det med kodimagnyler var en dårlig beslutning, men på det tidspunkt vidste han ikke, at hans aorta, hovedpulsåren, var bristet, en såkaldt rumpering. Kodimagnyl får blodårerne til at udvide sig, så blodet fossede ud i mavesækken. ”Det var første mirakel, for bristet var det rigtige sted – forbi alle de vigtige organer”, siger Michael otte måneder senere, da jeg møder ham på kontoret i City Kirken. Mere vital end meget, meget længe.

Det var fedt. Smerterne forsvandt, og kroppen slappede af. Jeg havde bare lyst til at sove…

Tilbage til den 21. marts. Han lå på stuegulvet. Kunne ikke længere åbne øjnene. Hans krop var begyndt at lukke ned. Men han hørte ambulancefolkene komme. De var lynhurtige til at diagnosticere ham og gav ham morfin. ”Det var fedt. Smerterne forsvandt, og kroppen slappede af. Jeg havde bare lyst til at sove, men jeg måtte ikke falde i søvn, så de klappede mig på kinden hele vejen til Hvidovre Hospital og sagde, at hvis jeg faldt i søvn, ville jeg ikke vågne igen.”

Fra døden til livet

Michael får en association: ”Vi er jo gået fra døden til livet. Jesus sagde, at Lazarus bare sov. Så det er menneskeligt i den situation bare at ville sove. Der var ingen dødsangst. Men det var hårdt for min kone…”. ”Resten ved jeg kun, fordi jeg er blevet det fortalt. Jeg var væk. De scannede mig på Hvidovre, og det bekræftede ambulancefolkenes diagnose. Hu hej, til Rigshospitalet. Jeg husker kun, at de løb med mig. Jeg blev opereret af Danmarks hurtigste kirurg, og da jeg vågnede næste dag, sagde han til mig: ”Nu har jeg gjort mit, resten er op til Ham”, og så pegede han op mod himlen”, fortæller Michael.

I begyndelsen kunne han gå fire meter ud til toilettet med en rollator, nu kan han gå 12-15 km.

Michael er genoptrænet. I begyndelsen kunne han gå fire meter ud til toilettet med en rollator, nu kan han gå 12-15 km. ”Vestegnen er utrolig smuk!” Han tog nogle radikale beslutninger – for årsagen til at aorta rumperede var højt blodtryk og overvægt. Siden da har han tabt 37 kg. ”Jeg er begyndt at spise sundt og langsomt. Jeg vil spise mig mæt, og maden skal smage godt. Men jeg har fundet ud af, at gulerødder smager godt. Skyr til morgenmad med havregryn – de nedsætter kolesteroltallet.” Og så beklager han, at der ikke er kage på bordet …

Michael er taknemmelig: ”Da jeg lå på sygehuset, og min kone, mine to børn og mit barnebarn kom imod mig, sagde jeg til mig selv: ”Det er jo det her, jeg skal leve for.”

Menigheden stod sammen

Samtidig er han lykkelig for menigheden i Taastrup. Han har været præst dér i anden omgang siden 2020: ”Tænk, formanden for kirkens ledelse fik kræft kun tre måneder efter, jeg blev syg. Og menigheden tog bare ansvar. Da jeg kom tilbage, skulle jeg kun tjekke, om alt var godt. Og det var det. Han har det heldigvis også godt i dag.”

Men kroppen husker, så der skal ikke meget til, før den er i alarmberedskab.

Med til historien hører, at Michael startede på arbejde – på halv tid – kun en måned efter aorta rumperede. Det gik galt. Han besvimede ved et møde i kirken og blev indlagt igen. Denne gang med hjertet. Så fik han ’en kammeratlig samtale’ med Lissette. Nu havde han været syg nok. For fem år siden fik han kræft i det bedste af sine øjne. Også dengang gik det godt. Ingen spredning: ”Jeg betaler min skat med glæde. Vi har virkelig et godt sygehusvæsen.” Så alt er godt. Michaels fysik er blevet, som da han var omkring de 30 år. Men kroppen husker, så der skal ikke meget til, før den er i alarmberedskab.

Åndeligt er han blevet bekræftet i det, han har prædiket alle sine år som præst: ”Om søndagen inden alt dette skete, prædikede jeg over Daniel kap. 3 og sagde: ’Gud er med os i ilden’. Alt det, jeg har prædiket og tror på, er blevet prøvet – og det holdt! Jeg tager Bibelen meget bogstavelig. Gud helbreder. Gud er kærlig og god. Bøn virker.” Hver gang han har været syg, har mennesker over hele verden bedt for ham. ”Men det er Gud, der helbreder, og alle vore dage har han tal på. Vi er her kun, så længe han vil.”

Det er Gud, der helbreder, og alle vore dage har han tal på. Vi er her kun, så længe han vil.

Ikke-kristen baggrund

Michael Jensen kom ud af en ikke-kristen baggrund. Han mødte Gud igennem Nicky Cruz – ham med ”Korset og springkniven” – ved et møde, da han var 12 år. Han gled væk fra troen igen. Som 22-årig kaldte Gud på ham: ’Jeg skulle bruge sit liv på at formidle Guds kærlighed til mennesker, der ikke har det godt.”

Han var præst i Citykirken fra 1996-1999, hvilket også gav ham en teologisk uddannelse i Sverige. Siden blev han præst i Kristuskirken på Nørrebro frem til 2006. I årene derefter var han bl.a. leder i beskæftigelsessektoren, som jo også har med skrøbelige mennesker at gøre: ”Jeg har fået det bedre på alle områder. Jeg ville bare ønske, at jeg var 35 igen… Tænk, hvis man kunne tage den rummelighed og erfaring, jeg har i dag, med til den unge mand, der var lidt sort/hvid og skarp i kanten.”

Relateret

• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 21. jul. 2025 - Emil er en glad mand
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 25. sep. 2023 - Religiøst aktive danskere lever længere og sundere

Find flere

Det er så nemt at tørre det enkelte kristne menneskes forpligtelse af på professionelle, terapeuter og præster. Men de opfattes ikke som menigheden, dem der står i relation til og er ligeværdige venner.

Hvor bliver de af, tænker mange syge og medsyge og føler sig forladt, ikke set – ensomme. Og dette er måske bare igen en løftet finger, denne gang fra en præst, der ser og mærker smerten i forladtheden. Er det svært, så mærk efter i dig selv og brug dig selv som pejling for, hvordan ville du have det, hvis du var alene med angsten for din indlagte syge ægtefælle? Hvordan ville det føles, hvis naboerne og ikke relationen i menigheden viste sin omsorg?

Ingen kan vel være uenige om, at vi som kristne har et særligt ansvar.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Karsten Pilgaard levede et normalt og aktivt familieliv, 63 år gammel, med arbejde som lærer på handelsskolen, da han i januar 2014 blev angrebet af dræberbakterier og vågnede op dybt invalid. For os, der er tæt på ham, har han været et lysende eksempel på vilje til at komme tilbage. Men jeg vil lade Karsten fortælle:

Nekrotiserende fasciitis, også kaldet dræberbakterie, er en sjælden bakteriel infektion, som bevæger sig så hurtigt i underhuden, at det ofte er nødvendigt med amputationer for at redde patientens liv. I Danmark smittes mellem 50 og 100 mennesker årligt med denne bakterie. Chancen for overlevelse er afhængig af, hvor hurtigt sygdommen diagnosticeres og behandles.

– Min første erindring fra Rigshospitalet var, at min kone og mine tre voksne børn stod der, da jeg vågnede. Så var jeg klar over, det var alvorligt. Men erkendelsen af min nye situation kom langsomt. I starten havde jeg det som om, ’det her er bare en ond drøm, jeg vågner snart’. Jeg var medicineret og påvirket på syn og hørelse af min behandling i trykkammer. Det var nok barmhjertigt!

Du VILLE, men der må have været svære perioder?
– Når jeg ser tilbage, var der især to perioder. Den sidste tid på sygehuset var bare ’opbevaring’. Der var ikke nogen, der tog vare på, at der skulle være en fremadskridende proces for mig. Jeg måtte selv slå i bordet og forlange et møde med sygehus og kommune, fordi jeg ville hjem.

Jeg kan ikke tillade mig over for mine nærmeste at blive en gammel sur mand.

– Den anden periode ramte mig, selv om jeg var forberedt på det. Det var en uges tid efter, jeg var kommet hjem. Jeg var lykkelig for at komme hjem, selv om jeg skulle have hjælp 9 gange i døgnet og skulle hejses ud af sengen i svøb. Jeg vidste, jeg ikke ville kunne gå rundt, men da jeg blev konfronteret med alle de ting, jeg var vant til, og som jeg ikke kunne mere, var det en bitter pille at sluge.

Hvordan fandt du styrken til at komme videre?
– Det ved jeg ikke – jeg er åbenbart skruet sådan sammen. Men der er jo ikke noget alternativ! Jeg kan ikke tillade mig over for mine nærmeste at blive en gammel sur mand. Én ting er, at det går ud over mig selv, men det går også ud over min kone og børnene, og det er ikke rimeligt. Det har de ikke fortjent, så der er kun én ting at gøre. Lær så meget, du kan, vær positiv og vær så tilfreds med det liv, du kan få.

Min kone har været en meget stor hjælp. Vi har altid haft et meget nært forhold. Når vi tidligere har diskuteret lidt, har hun før beskyldt mig for at være ’en lalleglad jubeloptimist, der ikke så realiteterne i øjnene’. Det kommer mig nok til gode nu!

Du har oplevet mange små fremskridt i det forløbne år?
– Vi har fået et liv igen, fortæller Karsten, og vi har lært, hvor vigtigt det er at fejre alle mine små sejre.

I det forløbne år har han trænet ihærdigt og har i dag kun brug for hjælp om morgenen til sit bad. Huset er indrettet, så han kan komme ind og ud med sin elektriske kørestol ved egen hjælp. Karsten har fået protese på højre ben og kan i dag selv flytte sig fra seng over i kørestol. Han kører ture i lokalområdet, sludrer med bysbørnene, klarer en del indkøb og deltager i byens sociale liv. Og han kan i dag flytte sig fra kørestol ind på passagersædet i familiens bil og har været på besøg hos børnene i Århus og i Kolding. Karstens kone arbejder stadig, og han tilskynder hende til et liv også med egne interesser.

Du har valgt LIVET …
på en måde, så vi andre ofte glemmer dit handicap. Du er at være sammen med som før, har en stor viden om mange ting og vedligeholder den. Vi ved, at familie og venner betyder rigtig meget for dig. Men har du fået andre prioriteter nu?

Vi har fået et liv igen og har lært, hvor vigtigt det er at fejre alle mine små sejre.

– Jeg foretager mig mange af de ting, jeg forventede at kunne gøre som pensionist, men derudover er jeg begyndt at gå i kirke. Det har vi altid kunnet lide, men andre ting tog vores tid før. Jeg holder af stemningen og roen, kan lide at blive løftet lidt op over hverdagen og få nye tanker. Mit barnebarn på 9 år ville følges med mig i kirke. Det var en dejlig oplevelse.

– ’Intet er umuligt’, lød rådet til mig, og det bestræber jeg mig på at efterleve.

Relateret

• 18. aug. 2022 - Hvornår så vi dig syg?

Find flere