Lyt til artiklen

Den samlede førerkreds i Rønne består af Mie Klausen og Søren Kofoed. De er ikke længere helt unge, men alligevel synes de, det er verdens fedeste frivillig-job, at være spejderfører for 19 unger i alderen 6 til 13 år. Hver anden lørdag mødes de i ”Skrynan”, spejdernes hytte ude i naturen. Her er spejderarbejdet på børnenes præmisser – og de elsker det.

I Rønne har de knækket koden!

”Vi tør ikke reklamere!” lyder det fra Søren Kofoed. ”Men ungerne slæber jo deres venner med! Og så tror jeg, konceptet med to lørdage om måneden passer de fleste ret godt.”

Søren har selv været spejder, siden han var barn. Han har oplevet det kedelige spejderliv, hvor man lærer færdigheder, der ikke giver mening for moderne børn. Sådan er det ikke i Rønne:
”Alt det der med morse og andre kedelige ting… Det beskæftiger vi os sådan set ikke med!” lyder det fra Søren.

I Rønne tager man udgangspunkt i børnenes og forældrenes behov. Og man bruger de muligheder, spejderhytten giver:
”Vi laver kun udendørsaktiviteter! De lærer at bruge kniv, økse og sav. Vi bygger med rafter og tænder bål. Hvis det skal være mere teoretisk, handler det også om naturen: Så finder vi blade og biller og ser på dyrenes liv. Noget af det første, der sker for nye spejdere, er at de tager knivbevis og øksebevis – og så kan de ellers bare fælde alle de træer, de har lyst til,” lyder det grinende fra Søren, der tilføjer: ”Nogle gange holder vi endda opsyn med ungerne!”

Duelighedstegnet er tilbage

I de gode gamle spejderdage var spejderarbejdet tæt forbundet med duelighedstegn. I dag er fænomenet vendt tilbage. Det hedder ikke længere duelighedstegn, men ”mærker”. Og dem er der gået mode i. Der findes ”mærker” for alt: Fra at hjælpe mor med at bage kage til at sove alene ude i 365 nætter. Og klassikeren, som man kan møde overalt: Gå med spejdertørklæde i et helt år. I Rønne følger de moden:

Spejderne i Rønne på pinselejr på “Skrynan” (Foto: Søren Kofoed)

”Jeg hadede det der med at tage mærker!” griner Søren og fortsætter: ”Nu skal der være mærker for alt. Og ungerne går op i det, så vi tager alle mulige mærker. På vores pinselejr tog vi både morgenbade-mærke og mærke i at lave skumfiduser over bål. Og ”grød alle dage”-mærket! Hver dag sin grød: Havregrød, risengrød og chiafrø-grød! Der findes endda et ’sov ude på Bornholm-mærke’, som vi også tog.”

Der er rummeligt i Rønne

Rummelighed har altid kendetegnet spejderarbejdet. Børn, der har det svært med fritidstilbud, hvor konkurrence er et bærende element, har ofte fundet ro i spejderarbejdet. Da læringsmiljøet i moderne spejderarbejde tilpasser sig børnenes behov, bliver der også plads til børn, der fx kæmper med at læse eller koncentrere sig i længere tid.

”Jeg vil tro, at en ret høj andel af vores spejdere har en diagnose. Der er i hvert fald mindst to med ADHD. Andre kæmper med udfordringer i skolen. Det betyder bare, at vi ikke bruger tid på ’indendørs bogligt spejderarbejde’,” fortæller Søren.

Spejderkorps i krise?

På førerstævnet i Rebild i år oplevede Danske Baptisters Spejderkorps at være snublende nær på et ledelsesmæssigt kollaps. Der manglede kandidater til såvel spejderchefposterne som korsets ledende organ, korpsrådet. Det lykkedes at få etableret et korpsråd og fundet spejderchefer, men førerstævnet efterlader korpset i en ledelsesmæssig krise. Efterfølgende har korpsrådet udsendt et spørgeskema til alle medlemmer. Sat på spidsen er spørgsmålet: Skal vi forsætte eller give op?

”Vi kan sådan set godt lave spejderarbejde i Rønne uden et spejderkorps, men det er bestemt ikke ønskværdigt,” siger Søren. Han fremhæver, at han lige nu synes, der er sjovere at lave lokalt spejderarbejde fremfor at engagere sig nationalt. Det kan have noget at gøre med alder, sted i livet og Bornholms placering i udkanten af Danmarkskortet. Søren kommenterer videre:
”Det er også godt at have en ramme, der forklarer hvad baptistspejderne er for nogle. Hvis vi melder os ind i et andet spejderkorps, mister vi vores identitet.”

Lokal ledelsesudfordring

I Rønne er ledelsesudfordringen også til at mærke. To ledere til 19 spejdere. Søren fortæller:
”Vi har jo venteliste. Måske får vi plads til et par stykker mere efter sommerferien. Men vi er kun Mie og mig – og fødekæden til lederarbejdet er knækket. I den aldersgruppe, hvor vi skulle finde nye ledere, flytter de mere fra end til øen. Det er længe siden, vi har oplevet, at nogen med lederpotentiale er flyttet tilbage. Forældrene vil gerne hjælpe, men det er svært at finde nogen, der vil tage ansvar.”

Økonomien er ikke et problem!

Bålhytten på “Skrynan” (Foto: Søren Kofoed)

Er 19 børn nok til, at man kan finansiere det spejderarbejde, man ønsker at tilbyde? De fleste vil nok tænke, at det kræver en del forældrebetaling eller en gavmild kommunal støtteordning. I Rønne har de fundet en anden vej. Trods optræk til samfundsøkonomisk krise i flere omgange, er der steder, hvor pengene sidder løst, når det gælder børn og unge. Det fortæller Søren meget begejstret om:
”Du skal ikke vide det hele vel? Jeg kan jo ikke huske det, men de seneste fire – fem år har vi nok fået op mod tre – fire hundrede tusinde i forskellige tilskud. Det er fx 150.000 til en bålhytte, 80.000 til et shelter, 20.000 til nyt tag på ’Skrynan’, 30.000 til en masse spejderudstyr og -grej, 15.000 til vedligeholdelse af vej og omgivelser og så har vi fået 55.000 til et såkaldt ’udendørs auditorium’… som vi nok også vil bruge til lejrkirke!”

Man kan ikke bruge manglende økonomi som undskyldning. Hvis man gør en indsats og søger midlerne, er der mange ”kasser”, der gerne vil hjælpe. Det er ikke økonomi, men mennesker, der mangler, lyder det fra Rønne.

Tilknytningen til menigheden

Spejderhytten ”Skrynan” ligger i et naturskønt område cirka fem kilometer fra baptistkirken i Rønne. Spejderarbejdet er derfor uden fysisk tilknytning til kirken og kun to af spejderne kommer fra ”baptist-hjem”.

”Forældrene er ved godt, at vi er et kristent spejderkorps med tilknytning til baptistkirken. Jeg tror ikke, det skræmmer nogen væk,” siger Søren og fortsætter: ”Vi har forkyndelse til alle spejdermøderne. Vi tager som regel udgangspunkt i ’Sigurd fortæller bibelhistorier’, der rammer vores målgruppe ret godt.”

Spejderne arrangerer spejdergudstjeneste en gang om året og de deltog aktivt i menighedens 175-års jubilæum for nylig. Baptistkirkens præst, Lone Møller-Hansen, har været på besøg for at hjælpe spejderne med at tage ”Apostel-mærket” fra baptistspejdernes programstof.

”Forældrene synes, vi gør noget godt for deres børn…”

Alle der har beskæftiget sig med børn og unge ved, at succes er et flygtigt begreb. Der er utallige faktorer, der har indflydelse på, om det tilbud, man giver børnene, de unge og deres forældre, bliver udnyttet. At tilbuddet kommer fra en et kristent spejderkorps, øger kun kompleksiteten.

”Jeg tror vi har succes, simpelthen fordi forældrene synes, vi gør et godt arbejde til glæde for deres unger. Jeg kan ikke mindes, vi har fået en eneste klage” lyder det lidt underspillet i telefonen fra Rønne. Efter lidt overvejelse kommer det så: ”…men vi har faktisk fået meget ros!”

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”

Find flere

Dina Al- Erhayem, f. 1975:

• uddannet skuespiller fra Århus Teater i 2003
• studievært på DR2s trosmagasin ‘Univers’ og Dinas Talkshow på Dk4
• foredragsholder og konferencevært

“Jeg undrer mig over, at den kristne tro var så usynlig i hele min opvækst”, indleder Dina Birte Al-Erhayem sit foredrag på Missionsforbundets og BaptistKirkens sommerstævne 2019. “Jeg er vokset op i Gilleleje hos min kritiske professor-far, der stammer fra Irak”, fortæller Dina og fortsætter: “Han har oplevet tro som en meget dogmatisk og regelpræget livstydning, og som konsekvens heraf er han rodfæstet i en videnskabeligt funderet ateisme. Min mor foretrak Lille-Palle og Giro 413, mens min far hørte P1. To meget forskellige livsholdninger.”

Kravet om at være en succes

Dina Al-Erhayem følte sig meget tidligt fremmedgjort og utilstrækkelig. Følelser hun skjulte godt bag en facade af styrke, intellektuelt overskud og ansvarlighed – så godt, at hun endte med at holde studentertalen til translokationsfesten på gymnasiet. En tale, der i sin essens promoverede det liberalistiske samfunds forestilling om, at du kan, hvad du vil; alle muligheder står åbne for dig – og det er dit eget ansvar, at du lykkes i livet.

En tale hun fik megen ros for.

Natten derefter oplevede hun sit første angstanfald.

“Jeg havde alt for meget fart på”, fortæller Dina, “og jeg ville have haft bedst af et år på landet med fred og ro og dyr at tage mig af, men jeg var fanget af vores fælles forestillinger om, at de unge skal rejse ud og opleve verden, så jeg rejste til USA i et år. Da jeg kom hjem, blev jeg optaget på skuespillerskolen – og fortsatte med høje ambitioner, et opskruet tempo og et voldsomt præstationskrav.”

“Vi bliver voksne og selvhøjtidelige, men bag det gemmer sig et lille barn. Et barn, der kun ønsker at blive elsket. I dag har jeg fokus på at være et Guds barn og blive omgivet af Guds ubetingede kærlighed – men sådan har det ikke altid været.”

12 års parløb

To åndelige tilbud førte til et ufrivilligt parløb mellem troen på Jesus Kristus – og arbejde med selvudvikling og vejen til en højere bevidsthed inspireret af Jes Bertelsen og Vækstcenteret.
“Jeg havde en virkelig dygtig underviser på skuespillerskolen. Han var inspireret af Jes Bertelsens tanker om meditation, selvudvikling og opnåelse af en højere bevidsthed. Det blev min introduktion til New Age-forestillingerne om bevidsthedsudvidelse. Jeg begyndte at deltage i kurser på Vækstcenteret, og jeg slugte alle Jes Bertelsens bøger.
I 2004 inviterede min veninde mig til at deltage i Alpha-kursus på Københavns Kristne Kultur Center[1]. Her oplevede jeg for første gang mennesker, der var rodfæstede i den kristne tro, og jeg lærte Jesus at kende.”

Jeg kom på Kulturcenteret og viftede dem alle om næsen med Jes Bertelsens sidste nye bøger – og i weekenden var jeg så på kursus på Vækstcentereret og udfordrede dem til at forholde sig til Jesus.

Herefter fulgte 12 år, hvor Dina Al-Erhayem på en gang var fascineret af Jesus og dybt inspireret af Jes Bertelsens tanker om selvudvikling og højere bevidsthed. “Jeg kom på Kulturcenteret og viftede dem alle om næsen med Jes Bertelsens sidste nye bøger – og i weekenden var jeg så på kursus på Vækstcenteret og udfordrede dem til at forholde sig til Jesus.

Folkene bag Vækstcenteret taler om ‘åndsvidenskab’, og Jes Bertelsen er en højt profileret, anerkendt forfatter. Nyudgivelser fra hans hånd fører til forsideartikler på de landsdækkende aviser. “Det er på mange måder lettere at forholde sig til, for det er intelligent, velformuleret og anerkendt. I sammenligning fremstår kristen tro og Bibelens fortællinger naive og gammeldags.”

“Ofte fortalte mine venner i Kulturcenteret mig, at det er farligt at beskæftige sig med Vækstcenteret og Jes Bertelsen, men jeg var så inspireret af deres tanker. Indtil den dag, da jeg endnu en gang udfordrede Jes Bertelsen til at tage stilling til Jesus og fik svaret: “Jesus er død. Her sidder den levende lærer!”

Da stod jeg af.

Da jeg kom hjem, smed jeg alle New Age-bøgerne ud og oplevede en himmelsk klapsalve! Jeg blev født på ny ved Helligånden.”

Salen var propfuld og folk sad også udenfor og lyttede med.

Intet godt i nyreligiøsitet?

Dina Al-Erhayem fortæller, at for hende var en åndelig renselse nødvendig. Det blev til en total hovedrengøring. “Jeg blev virkelig født på ny og fik et helt nyt liv med et helt andet livsindhold. Men det har kostet. Jeg har mistet en del venner, fordi jeg forandrede mig radikalt.”

En tilhører sammenligner med storrygeren, der holder op med at ryge, og efterfølgende kan lugte tobaksrøg flere km. væk. Dina Al-Erhayem tilslutter sig sammenligningen med en bemærkning om, at hun kan ‘lugte’ nyreligiøsitet på lang afstand – og holder sig fra det, for det er ‘mørket i forklædning!’

En anden tilhører rejser spørgsmålet, om der ikke er noget godt at hente New Age-teknikkerne? Dertil svarer Dina, at de teknikker, der er virksomme, er teknikker, der hører skaberværket til, og derfor kan gavne, men “det er væsentligt at holde fokus på den Ånd, der ligger bag teknikken. Den må prøves på, om den bekender Jesus som Herre.”

Jeg blev virkelig født på ny og fik et helt nyt liv med et helt andet livsindhold.

Man kan ikke tjene to herrer

En tilhører peger på, at selvfølgelig er nyreligiøsitet problematisk, men hvad med vores forhold til penge og økonomi – er det ikke mindst lige så farligt at være fokuseret på mammon?

“Penge og økonomi har bestemt alt for stor magt. Man kan jo bare se på de store, dyre biler, der holder parkeret her ved sommersævnet”, svarer Dina Al-Erhayem. “Lige bag mammon-dyrkelsen ligger jo frygten for at miste det hele. Derfor pensionsopsparing osv…”

Den absolutte sandhed

Sandheden er ikke relativ og ikke individuel. “Vi har et ansvar for at formidle Jesus i samfundet, så det bliver klart, at evangeliet er sandheden 1:1”, siger Dina Al-Erhayem og fortsætter. “Den kristne tro er den primære virkelighed, ikke en subkultur for de åndeligt mindrebemidlede. Det væsentlige er at få Jesus opgraderet i folks bevidsthed fra biperson til hovedperson.”

[1]    Mosaiks (pinsebevægelsens) kirkecenter i København

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Thomas Øhrstrøm Willer

• præst i Aalborg Vineyard
• projektmedarbejder på Center for Ungdomsstudier
• tidligere præst i Kristuskirken / Regen i København

I den populære, norske TV-serie SKAM siger Isak: ”Mit liv skal være ægte” og ”Så er der bare én ting, egentlig, som vi ved helt sikkert: at livet er nu”. Det virker som en selvfølge, at livet skal være ægte og leves nu. Men det står i skærende kontrast til, hvordan livet opleves og leves af danske gymnasieelever.

”Succes er vigtigt for mig, jeg synes bare at den her ungdom er bygget op omkring, at man skal være perfekt, og man skal klare sig godt i skolen, være fed med vennerne og være sød, og det lykkes ikke altid, og man er ikke altid sig selv med venner, fordi man forsøger at være noget, som man ikke altid er… man er vel i grunden bange for, at de ser, hvordan man virkelig er og har det…”  (Dreng 2. G)

De skal være en succes alle steder

I rapporten fra 2017 er hovedkonklusionen, at unge lever i en præstationskultur. Det betyder, at deres identitet er tæt forbundet med, hvor godt de præsterer på alle arenaer i deres liv.

De skal være en succes i skolen
De skal være en god søn/datter
De skal være den populære i vennegruppen
De skal helst være festens midtpunkt
De skal have det bedste studiejob
De skal have flest likes på de sociale medier

Det skaber en enormt passioneret generation, som gerne vil gøre en forskel og vise, hvor gode de er. Det lykkes bare ikke altid at være en succes, for succes er lig med, at man er den bedste. Og der vil altid være nogle, som ser bedre ud, får flere likes på instagram eller får bedre karakterer. Derfor har mange også en følelse af, at de ikke gør det godt nok. Eller rettere sagt: de sidder med følelsen af, at de ikke er gode nok. Det skaber en enorm skrøbelighed i vores tids unge, for de skammer sig over, at de ikke er gode nok.

Succes og identitet søges

De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind.

Spændingen mellem, at livet skal være ægte, og følelsen af, at man i sociale sammenhænge forsøger at være noget, man ikke er, er måske hovedudfordringen i gymnasieelevers virkelighed.
De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind i en kultur og i sociale sammenhænge, hvor man er i tvivl, om man er god nok, og ikke ved om den, man i virkeligheden er, vil have en chance for at blive accepteret af de andre. Det skaber et stort pres, fordi man samtidig gerne vil være en succes.

”Jeg synes, det sværeste er, at man gerne vil en succes på alle faktorer og alle områder. I skolen vil man have 12, og med vennerne vil man gerne være sjov, så det lægger et kæmpe pres. Ofte måler man sig med andre. I stedet for at tænke på, at ens karakter er bedre end sidst, så sammenligner man sig med andre, så jeg bliver hurtigt skuffet over mig selv, og det skaber et kæmpe pres. Mine egne forventninger presser mig også. Presset kommer mest fra mig selv.”

Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro.

Gymnasieeleverne vil være en succes, fordi deres opfattelse af værd afhænger af, hvor succesfuld man er. Men fordi man netop vil være en succes sammenlignet med andre, vil det aldrig være succesfuldt nok. Man vil aldrig være den bedste alle steder, og det efterlader én med følelsen af ikke at være god nok.

Udfordringer til kirken

Præstationskrav

I kirken ønsker de unge også at være en succes, og de kan let føle et pres til også at præstere der. Hvis vi som kirker ureflekteret støtter deres ‘drevethed’, kommer vi let til at fremstille troen på Gud som endnu et sted, hvor der skal præsteres. Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro, og de vil højst sandsynligt ende med at forlade kirken.

Kirken bliver let passionsløs

Vi har en generation, som gerne vil vise, hvad de kan. De vil meget gerne være med til at skabe en bedre verden. De er vokset op med, at de kan blive stjerner i X-faktor, så de lever i et paradoks: De synes ikke, at de er gode nok, og samtidig tror de på, at der er stjerner, der kan gøre en forskel. Hvis vi ikke som kirker kan forholde os til deres drive og udfordre det, så forsvinder de ud af kirken, fordi kirken bliver et uinteressant sted at være.

Kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever?

Kan kirken rumme deres skrøbelighed?

Får vi skabt rum til den indre følelse af ikke at være god nok? Har vi en teologi for den smerte, og kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever? Hvis vi ikke kan formulere evangeliet, så det er gode nyheder midt i deres skrøbelighed, hvorfor skulle de så blive i kirken, for de leder efter håb midt i skrøbeligheden?

Rum til passion og skrøbelighed

Hvis vi gerne vil være med til at danne den næste generation af unge og gøre dem til disciple, må vi tage deres passion og drevethed alvorligt, så de bliver udfordret til at gøre en forskel i verden. Samtidig skal vi rumme deres skrøbelighed og vise dem, at de er elsket for, hvem de er, og ikke hvad de gør. Men ikke på en overbeskyttende måde, for de vil også gerne udfordres og forandre verden.
Hvis vi gerne vil se unge i kirken – både nye og dem, som er vokset op i kirken – kræver det, at vi kan være kirke i spændingen mellem passion og skrøbelighed.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere