baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Mon, 27 Jul 2026 09:32:35 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk At gøre det bedste man kan https://baptist.dk/at-goere-det-bedste-man-kan/ Thu, 30 Jul 2020 04:00:29 +0000 https://baptist.dk/?p=9749
Det er ikke sjældent at man støder på begrebet ”at gøre det bedste man kan”. Udtrykket i sig selv er ikke dårligt, fordi det handler om at gøre sit bedste og derefter finde ro i, at det er godt nok. Det er dog også et farligt udtryk, da man altid kan stille sig kritisk overfor hvornår man egentlig har gjort sit bedste.

I dagens Danmark oplever vi forventningspres og det kan være svært at opfylde de forventninger for sig selv og for andre! Man kan komme til at stresse igennem livet på denne måde og netop af denne grund er det vigtigt at huske på at man er skabt lige som man skal være og Gud elsker én uden præstationer –Selv Han havde brug for en hviledag.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Det er ikke sjældent at man støder på begrebet ”at gøre det bedste man kan”. Udtrykket i sig selv er ikke dårligt, fordi det handler om at gøre sit bedste og derefter finde ro i, at det er godt nok. Det er dog også et farligt udtryk, da man altid kan stille sig kritisk overfor hvornår man egentlig har gjort sit bedste.

I dagens Danmark oplever vi forventningspres og det kan være svært at opfylde de forventninger for sig selv og for andre! Man kan komme til at stresse igennem livet på denne måde og netop af denne grund er det vigtigt at huske på at man er skabt lige som man skal være og Gud elsker én uden præstationer –Selv Han havde brug for en hviledag.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/at-goere-det-bedste-man-kan/feed/ Når tiden gør os syge https://baptist.dk/naar-tiden-goer-os-syge/ Thu, 05 Dec 2019 11:02:44 +0000 https://baptist.dk/?p=8487 Også baptistpræst Ole Lundegaard blev ramt af modernitetens tempo, forandringer i sociale relationer og forventninger til præstation.


Ole Lundegaard:

  • præst i Herlev Baptistmenighed
  • indtil 2004 underviser på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Alt synes at gå hurtigere og hurtigere. Kravene bliver større og større. Vi skal nå mere på kortere tid. Alt skal effektiviseres. Behøver jeg minde om ord som fastfood, speed-dating, power-nap, kvik-lån, drop-in-barnedåb? I følge sociologen Max Weber er det særlig tydeligt i protestantiske lande, hvor vores etik er baseret på en streng tidsdisciplin, hvor ‘tidsspilde’ er den værste dødssynd. Derfor er det heller ikke overraskende, at forskere har konstateret, at vi sover gennemsnitligt to timer mindre pr. døgn end i det 19. århundrede, og alene siden 1970 er der skåret en halv time af vores sovetid. Den amerikanske sociolog Peter Conrad siger ligefrem, at modernitet handler om tidens acceleration.

Det accelererende samfund

Den tyske sociolog Hartmut Rosa peger på, at accelerationen sker på tre niveauer. For det første den teknologiske acceleration. Tænk fx på hastighedsforøgelsen indenfor kommunikation. Før i tiden skrev man på sit arbejde måske fem breve. I dag skal man svare på 70 e-mails, og hvis ikke svaret kommer prompte, bliver man rykket.

Dernæst er der den sociale acceleration, der er kendetegnet ved, at vores relationer (ægteskab, venskaber, arbejdsplads) i stigende grad er flygtige og ustabile.

Endelig peger han på accelerationen af livstempoet helt generelt. Det er noget, vi alle mærker tydeligt. Vi skal hele tiden nå mere på kortere tid. Social- og sundhedsassistenten må max. bruge et givet antal minutter på hvert besøg, uanset om man har nået at yde den hjælp, borgeren tydeligt har brug for, osv.[i]

Accelerationens konsekvenser

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration. Mange i den offentlige sektor (sosu’er, sagsbehandlere, læger, lærere, sygeplejersker m.fl.) giver op eller går ned med stress, fordi de ikke føler, at der er tid til at gøre det, de egentlig skal. Mange præster må ned med nakken. Accelerationen ses i det evige jag efter at nå mere på kortere tid, de ubønhørlige krav til egen og andres arbejdsindsats, og det fører til overfladiskhed, mangel på refleksion og fordybelse, mangel på hvile, osv. Og så bliver vi syge.

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration.

Når accelerationen bliver herre

Jeg blev syg af det. Jeg har i høj grad levet mit liv som et barn af moderniteten, hvor den værste synd var tidsspilde. Jeg har jaget efter altid at nå mere på kortere tid, altid blive mere effektiv. For mit vedkommende endte det med depression og angst. Jeg undte aldrig mig selv ro, men skulle hele tiden gøre mere og gøre det bedre. Ikke fordi nogen tvang mig til det, men fordi jeg var grebet af accelerationen og fik et kick ud af at nå meget og gøre det godt. Det var mit succeskriterium og mit fix.
Men accelerationen blev min herre. Det var den, jeg lystrede. Jeg lyttede ikke til min krops signaler, jeg lyttede ikke til mine nærmeste, og ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig. Jeg synes, jeg har fået rettet op på meget, og i dag forstår jeg bedre at lytte til min krop og mine nærmeste, og jeg tror også mit gudsbillede er blevet vristet fri af accelerationens og præstationens jerngreb. Men mit helbred har lidt skade, og det må jeg fortsat døje med.

Ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig.

Menigheden som helle

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst tilrettelægger vores menighedsarbejde, så det bliver en helle, en oase, hvor vi lærer at leve som Guds frie børn og ikke som slaver af tidsånden. Vores menighedsliv har været centreret om forskelligt arbejde, der krævede stor indsats fra mange af menighedens medlemmer uge efter uge. Og vi har tænkt, at arbejdet helst skulle foregå i kirkens lokaler for at være rigtigt menighedsarbejde. I en storby som København oplever vi, hvordan det er blevet sværere for fx børnefamilier at deltage i ugentlige aktiviteter.

En menighed og dens gudstjeneste bør kunne være en helle for mennesker i vores accelererende samfund. I kirken er det ikke effektivitet og præstation, vi betoner, men nærhed. Her er vi ikke først noget, når vi præsterer tilstrækkeligt godt eller lønsomt, men vi er Guds børn, uden vi har gjort noget for at fortjene det. Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi? Min egen historie er et eksempel på, at det ikke altid er så nemt. Nogle gange kan vi med vores aktiviteter ende med at være det sted, der trækker de sidste ressourcer ud af i forvejen forjagede mennesker, snarere end at tilbyde ly og helle.

Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi?

Et andet evangelium

Når det er sagt, er der også brug for at tale tidsånden imod og ikke bare indrette os på dens præmisser. Vores kultur, præget af jag og præstation, har bl.a. sin drivkraft i forbrugerismen, og den ligger vi sikkert alle under for i større eller mindre grad. Det er jo ikke kun acceleration, der kan blive et fix.

Materialismen kan blive en guddom, for meget af jaget handler om at blive rigere og – ironisk nok – om at kunne få mere tid til at nyde diverse former for materiel forkælelse og nydelse.  

[i]      Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration, København: Hans Reitzels forlag 2014

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Også baptistpræst Ole Lundegaard blev ramt af modernitetens tempo, forandringer i sociale relationer og forventninger til præstation.


Ole Lundegaard:

  • præst i Herlev Baptistmenighed
  • indtil 2004 underviser på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Alt synes at gå hurtigere og hurtigere. Kravene bliver større og større. Vi skal nå mere på kortere tid. Alt skal effektiviseres. Behøver jeg minde om ord som fastfood, speed-dating, power-nap, kvik-lån, drop-in-barnedåb? I følge sociologen Max Weber er det særlig tydeligt i protestantiske lande, hvor vores etik er baseret på en streng tidsdisciplin, hvor ‘tidsspilde’ er den værste dødssynd. Derfor er det heller ikke overraskende, at forskere har konstateret, at vi sover gennemsnitligt to timer mindre pr. døgn end i det 19. århundrede, og alene siden 1970 er der skåret en halv time af vores sovetid. Den amerikanske sociolog Peter Conrad siger ligefrem, at modernitet handler om tidens acceleration.

Det accelererende samfund

Den tyske sociolog Hartmut Rosa peger på, at accelerationen sker på tre niveauer. For det første den teknologiske acceleration. Tænk fx på hastighedsforøgelsen indenfor kommunikation. Før i tiden skrev man på sit arbejde måske fem breve. I dag skal man svare på 70 e-mails, og hvis ikke svaret kommer prompte, bliver man rykket.

Dernæst er der den sociale acceleration, der er kendetegnet ved, at vores relationer (ægteskab, venskaber, arbejdsplads) i stigende grad er flygtige og ustabile.

Endelig peger han på accelerationen af livstempoet helt generelt. Det er noget, vi alle mærker tydeligt. Vi skal hele tiden nå mere på kortere tid. Social- og sundhedsassistenten må max. bruge et givet antal minutter på hvert besøg, uanset om man har nået at yde den hjælp, borgeren tydeligt har brug for, osv.[i]

Accelerationens konsekvenser

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration. Mange i den offentlige sektor (sosu’er, sagsbehandlere, læger, lærere, sygeplejersker m.fl.) giver op eller går ned med stress, fordi de ikke føler, at der er tid til at gøre det, de egentlig skal. Mange præster må ned med nakken. Accelerationen ses i det evige jag efter at nå mere på kortere tid, de ubønhørlige krav til egen og andres arbejdsindsats, og det fører til overfladiskhed, mangel på refleksion og fordybelse, mangel på hvile, osv. Og så bliver vi syge.

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration.

Når accelerationen bliver herre

Jeg blev syg af det. Jeg har i høj grad levet mit liv som et barn af moderniteten, hvor den værste synd var tidsspilde. Jeg har jaget efter altid at nå mere på kortere tid, altid blive mere effektiv. For mit vedkommende endte det med depression og angst. Jeg undte aldrig mig selv ro, men skulle hele tiden gøre mere og gøre det bedre. Ikke fordi nogen tvang mig til det, men fordi jeg var grebet af accelerationen og fik et kick ud af at nå meget og gøre det godt. Det var mit succeskriterium og mit fix.
Men accelerationen blev min herre. Det var den, jeg lystrede. Jeg lyttede ikke til min krops signaler, jeg lyttede ikke til mine nærmeste, og ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig. Jeg synes, jeg har fået rettet op på meget, og i dag forstår jeg bedre at lytte til min krop og mine nærmeste, og jeg tror også mit gudsbillede er blevet vristet fri af accelerationens og præstationens jerngreb. Men mit helbred har lidt skade, og det må jeg fortsat døje med.

Ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig.

Menigheden som helle

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst tilrettelægger vores menighedsarbejde, så det bliver en helle, en oase, hvor vi lærer at leve som Guds frie børn og ikke som slaver af tidsånden. Vores menighedsliv har været centreret om forskelligt arbejde, der krævede stor indsats fra mange af menighedens medlemmer uge efter uge. Og vi har tænkt, at arbejdet helst skulle foregå i kirkens lokaler for at være rigtigt menighedsarbejde. I en storby som København oplever vi, hvordan det er blevet sværere for fx børnefamilier at deltage i ugentlige aktiviteter.

En menighed og dens gudstjeneste bør kunne være en helle for mennesker i vores accelererende samfund. I kirken er det ikke effektivitet og præstation, vi betoner, men nærhed. Her er vi ikke først noget, når vi præsterer tilstrækkeligt godt eller lønsomt, men vi er Guds børn, uden vi har gjort noget for at fortjene det. Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi? Min egen historie er et eksempel på, at det ikke altid er så nemt. Nogle gange kan vi med vores aktiviteter ende med at være det sted, der trækker de sidste ressourcer ud af i forvejen forjagede mennesker, snarere end at tilbyde ly og helle.

Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi?

Et andet evangelium

Når det er sagt, er der også brug for at tale tidsånden imod og ikke bare indrette os på dens præmisser. Vores kultur, præget af jag og præstation, har bl.a. sin drivkraft i forbrugerismen, og den ligger vi sikkert alle under for i større eller mindre grad. Det er jo ikke kun acceleration, der kan blive et fix.

Materialismen kan blive en guddom, for meget af jaget handler om at blive rigere og – ironisk nok – om at kunne få mere tid til at nyde diverse former for materiel forkælelse og nydelse.  

[i]      Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration, København: Hans Reitzels forlag 2014

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naar-tiden-goer-os-syge/feed/ Vækst er forankret i en livsløgn https://baptist.dk/vaekst-er-forankret-i-en-livsloegn/ Tue, 29 Nov 2016 12:39:27 +0000 https://baptist.dk/?p=2015 Livet på denne klode er ved at segne under åget fra den økonomiske vækst. Klimaet er i færd med at gå amok. Vi sviner luft, vand og jord til med tusindvis af forurenende stoffer. Vi tømmer havene for fisk, og vi fjerner stadigt flere levesteder for den vilde flora og fauna.


John Holten-Andersen er forfatter, miljøaktivist og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Har senest udgivet bogen ”Sprogets magt – magtens sprog. Et forsvar for sansernes verden”, Forlaget Hovedland 2016.

Men det er ikke blot naturen, der gisper efter vejret – det gør vi mennesker også. Det grænseløse krav om øget produktivitet presser vores kroppe til at løbe stadigt stærkere, ligesom vores stakkels hjerner skal kapere en stadigt voksende mængde af information. Det er mere, end mennesker kan holde til, og derfor går folk i hobevis ned med stress, fylder sig med anti-depressiv medicin eller ryger helt af karrusellen.

Det værste ved det hele er, at vi sådan set godt ved, at den er rivende gal, men vi har åbenbart uendelig svært ved at gøre noget alvorligt ved det. Jo, vi tager fat i nogle af symptomerne enkeltvis og isoleret og forsøger at lappe lidt hist og pist. Men den fundamentale sammenhæng mellem jagten efter stadigt større rigdom på den ene side og de stadigt mere alarmerende tegn på menneskelig og økologisk katastrofe på den anden – den lukker vi øjnene for. For at se denne sammenhæng i øjnene er det samme som at erkende, at vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

En falsk Gud

Økonomisk vækst er nemlig blevet vor tids religion – og Pengene vor tids Gud. Og det har de været i efterhånden så mange år, at hele den tænkning, der er forbundet hermed, har sat sig på tværs i vores hjerner, bemægtiget sig stort set alle bærende institutioner i vores kultur og gjort os blinde for, at det overhovedet kan være anderledes. Hvordan er vi kommet dertil?

Troen på en anden Gud

Tidligere dyrkede vi en anden Gud og var lykkelige i troen på, at verden var skabt i Hans billede. Derfor var den verden, der var os givet, god nok i sig selv. Godt nok befalede den Gud os at ”herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget og alle vilde dyr”[1], men det tilkom ikke os mennesker at ændre denne verden, i hvert fald ikke på nogen grundlæggende måde. Det var vel nærmest gudbespotteligt at bilde sig ind, at mennesker kunne skabe en bedre verden end den, Gud havde skabt. Alt det ændrede sig med det moderne brud, hvor vi satte mennesket i Guds sted.

Vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

I menneskets billede

Nu skulle verden skabes i menneskets billede, dvs. indrettes efter rent menneskelige formål. For at kunne gøre det måtte den først ’oplyses’, dvs. sættes på sprogligt begreb, kategoriseres, splittes op i stadigt mere afgrænsede dele, som helst skulle kunne beskrives i tal og forenklede kvantitative sammenhænge. Heraf opstod en vifte af stadigt mere afgrænsede videnskaber, der udmærkede sig ved stor viden om detaljen, men lige så stor uvidenhed om helheden. I disse videnskabers billede udviklede man dernæst stadigt mere specialiserede teknologier, der skridt for skridt omdannede samfundet til en mægtig produktionsmaskine, som åd natur-ressourcer i den ene ende og sprøjtede ting ud i den anden.

Når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet.

Der står vi så i dag: Vi er blevet rigere – meget rigere – på ting og dermed også i penge, for ting kan man sætte en pengepris på. Det kan man ikke med liv. Problemet er, at når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet. For ’ting’ er døde ting, der ikke indgår i livets kredsløb af skabelse og tilintetgørelse. Formålet med at omgive os med stadigt flere ’ting’ er vel dybest set netop at sætte os udover dette kredsløb, dvs.: At gøre os udødelige!

En dødelig løgn

Det er naturligvis en livsløgn, ovenikøbet en dødbringende én af slagsen. Derfor er tiden inde til, at vi vrister os fri af den og igen besinder os på livet, som det nu engang er os givet.

1    1. Mosebog kap. 1, vers 28

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Livet på denne klode er ved at segne under åget fra den økonomiske vækst. Klimaet er i færd med at gå amok. Vi sviner luft, vand og jord til med tusindvis af forurenende stoffer. Vi tømmer havene for fisk, og vi fjerner stadigt flere levesteder for den vilde flora og fauna.


John Holten-Andersen er forfatter, miljøaktivist og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Har senest udgivet bogen ”Sprogets magt – magtens sprog. Et forsvar for sansernes verden”, Forlaget Hovedland 2016.

Men det er ikke blot naturen, der gisper efter vejret – det gør vi mennesker også. Det grænseløse krav om øget produktivitet presser vores kroppe til at løbe stadigt stærkere, ligesom vores stakkels hjerner skal kapere en stadigt voksende mængde af information. Det er mere, end mennesker kan holde til, og derfor går folk i hobevis ned med stress, fylder sig med anti-depressiv medicin eller ryger helt af karrusellen.

Det værste ved det hele er, at vi sådan set godt ved, at den er rivende gal, men vi har åbenbart uendelig svært ved at gøre noget alvorligt ved det. Jo, vi tager fat i nogle af symptomerne enkeltvis og isoleret og forsøger at lappe lidt hist og pist. Men den fundamentale sammenhæng mellem jagten efter stadigt større rigdom på den ene side og de stadigt mere alarmerende tegn på menneskelig og økologisk katastrofe på den anden – den lukker vi øjnene for. For at se denne sammenhæng i øjnene er det samme som at erkende, at vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

En falsk Gud

Økonomisk vækst er nemlig blevet vor tids religion – og Pengene vor tids Gud. Og det har de været i efterhånden så mange år, at hele den tænkning, der er forbundet hermed, har sat sig på tværs i vores hjerner, bemægtiget sig stort set alle bærende institutioner i vores kultur og gjort os blinde for, at det overhovedet kan være anderledes. Hvordan er vi kommet dertil?

Troen på en anden Gud

Tidligere dyrkede vi en anden Gud og var lykkelige i troen på, at verden var skabt i Hans billede. Derfor var den verden, der var os givet, god nok i sig selv. Godt nok befalede den Gud os at ”herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget og alle vilde dyr”[1], men det tilkom ikke os mennesker at ændre denne verden, i hvert fald ikke på nogen grundlæggende måde. Det var vel nærmest gudbespotteligt at bilde sig ind, at mennesker kunne skabe en bedre verden end den, Gud havde skabt. Alt det ændrede sig med det moderne brud, hvor vi satte mennesket i Guds sted.

Vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

I menneskets billede

Nu skulle verden skabes i menneskets billede, dvs. indrettes efter rent menneskelige formål. For at kunne gøre det måtte den først ’oplyses’, dvs. sættes på sprogligt begreb, kategoriseres, splittes op i stadigt mere afgrænsede dele, som helst skulle kunne beskrives i tal og forenklede kvantitative sammenhænge. Heraf opstod en vifte af stadigt mere afgrænsede videnskaber, der udmærkede sig ved stor viden om detaljen, men lige så stor uvidenhed om helheden. I disse videnskabers billede udviklede man dernæst stadigt mere specialiserede teknologier, der skridt for skridt omdannede samfundet til en mægtig produktionsmaskine, som åd natur-ressourcer i den ene ende og sprøjtede ting ud i den anden.

Når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet.

Der står vi så i dag: Vi er blevet rigere – meget rigere – på ting og dermed også i penge, for ting kan man sætte en pengepris på. Det kan man ikke med liv. Problemet er, at når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet. For ’ting’ er døde ting, der ikke indgår i livets kredsløb af skabelse og tilintetgørelse. Formålet med at omgive os med stadigt flere ’ting’ er vel dybest set netop at sætte os udover dette kredsløb, dvs.: At gøre os udødelige!

En dødelig løgn

Det er naturligvis en livsløgn, ovenikøbet en dødbringende én af slagsen. Derfor er tiden inde til, at vi vrister os fri af den og igen besinder os på livet, som det nu engang er os givet.

1    1. Mosebog kap. 1, vers 28

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vaekst-er-forankret-i-en-livsloegn/feed/ Frygt ikke – tro kun https://baptist.dk/frygt-ikke-tro-kun/ Wed, 06 Jul 2016 09:19:58 +0000 https://baptist.dk/?p=1613 Aldrig har nogen generation levet i et samfund med så mange ressourcer og så stor økonomisk og social sikkerhed som vores. Og dog er vi bange. Lille Danmark anno 2016 er et smørhul, som man for bare 100 år siden kun kunne drømme om, og som man de fleste steder i verden i dag misunder os.

Birger Nygaard

  • Sekretariatschef, Det Mellemkirkelige Råd (Folkekirken)
  • Har bl.a. været generalsekretær for Dansk Missionsråd og direktør i missionsorganisationen Areopagos
  • theol. og MA i interkulturelle studier

Samtidig ved vi kun alt for godt, at vi lever i et samfund, hvor 500.000 danskere er ramt af stress og/eller er på lykkepiller. Ikke fordi de arbejder hårdere end for 100 år siden, men fordi en række forhold gør os usikre, angste, umyndige. Eksistentiel angst synes at have meget større plads, end virkeligheden berettiger til. Den har at gøre med manglende livsduelighed, hvor det blivende vilkår er, at vi ultimativt aldrig vil kunne være sikre på ret meget. Modernitetens indbildskhed er, at vi kan lave systemer, der ‘garanterer’ livet for os. At det ikke handler om tro, men om at systemerne skal gøres mere perfekte. Derfor bliver vi angste, når vi ser, at systemer på både mikro- (fx ’min efterlønsgaranti’) og makro- (fx Europas evne til at handle) niveau krakelerer.

Modernitetens indbildskhed er, at vi kan lave systemer, der ’garanterer’ livet for os.

Har I endnu ikke tro?

I netop den virkelighed træder Jesus ind med duften af en anden verden – ind i vores liv, samfund og menigheder med en ny forestillingsevne, der overgår alle vores spekulationer. Han taler om troens verden og maler billedet af det Guds rige, som kun kan gribes og leves i tro. På tværs af to årtusinder lærer han os de samme grundlæggende vilkår for menneskeliv: At der er en måde at leve på, der ikke styres af frygt, men bæres af tro. Et eksempel: Disciplene kæmper sig igennem en storm på søen, hvor undergangsscenarierne er malet i deres ansigter…, mens Jesus tager sig en lur bagest i båden. Da de dødsangste vækker ham, er hans kommentar: ’Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?’[1]

Forud for den begivenhed var Jesus´ første forkyndelse, der indvarslede det ufatteligt enkle, dybe, epokegørende: ’Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet’[2]. Dette er kirkeord, der er blevet så almindelige for os, at vi har svært ved at gribe, hvor eksistentielt omvæltende de er. ’Omvendelse’ er i kirkelig og offentlig opfattelse i alt for høj grad blevet til noget ydre, der har med religionsskifte at gøre. Sandt er det, at den offentlige kirkedimension er en del af omvendelsen. Men det græske ord for omvendelse – metanoia – taler om noget meget dybere og mere gennemgribende: Det betyder at tænke helt anderledes. Med visionen om Guds rige og hans retfærdighed følger helt andre spilleregler end det frygtens og bekymringens rationale, som gang på gang både dengang og nu bringer dødsangsten frem i os.

Vi skal øve os

Den basis for Jesu liv og lære har vi fået udfoldet i hele Det nye Testamente. I en bjergprædiken[3], hvor Jesus søger at aflære os dødens logik og erstatte den med Guds riges dans: ’I har hørt…, men jeg siger jer’. Og i apostlenes liv og breve, hvor de på trods af al deres menneskelige svaghed og kommen til kort dog bringer duften af det helt anderledes Guds rige med sig. De øvede sig, ligesom vi skal øve os på dansen.

Jesus taler om troens verden og maler billedet af det Guds rige, som kun kan gribes og leves i tro.

Og her er vi så. Kirkeårets store begivenheder jul, påske og pinse er overstået. Vi er inde i kirkeårets hverdagsrytme, hvor påskens og pinsens realiteter skal leves ud i almindeligt hverdagsliv i en verden, hvor dødens logik 1.000 gange dagligt bringer reklameindslag for at få os til at gribe tilbage til frygtens logik. Mens frelse i kristen forstand er nåde og ren gave, er det at nære troens liv en livslang dannelsesproces. Mere end nogensinde er det vigtigt at være bevidst om, at det sekulære samfund ikke naturligt giver strukturer, der danner og nærer, men derimod tilbyder det en masse euforiserende ligegyldige eller skadelige alternativer.

Velafprøvede øvelser

Indøvelse i det omvendte liv er ikke en filosofisk proces, men konkret, daglig handling. Den kristne tradition stiller både grundtænkning og konkrete livsformer til rådighed, som alle har en afprøvet, tidløs og tværkulturel gyldighed. Det handler om i alle dimensioner af vores liv – tanke, vilje, følelser, legeme, socialt – at forme det, Bibelen kalder ’hjertet’, og som er udtryk for det, der fremmer, at vi bliver et helt menneske i tanke, handling og eksistens. De dimensioner af vores liv formes af det, vi tager ind og giver plads for. Kristen dannelse handler ikke om nyeste terapiform, men er gammelkendt: Daglig bibellæsning og bøn og perioder med retræte og fordybelse i Bibel, bøn og åndelig læsning. Sammen med den personlige fordybelse og retræten bør vi bevidst give rum for vores næste i engagerede barmhjertighedsgerninger og søge åndeligt og menneskeligt fællesskab.

Indøvelse i det omvendte liv er ikke en filosofisk proces, men konkret, daglig handling.

’Frygt ikke, tro kun’ er ikke blot smukke Jesus-ord, men er dit grundlæggende eksistentielle valg. De seneste års mere end 100 nye udgivelser inden for åndelig dannelse, som vi fx finder på http://www.boedal.dk er udtryk for, at stadig flere, der er martret af frygtens mareridt, søger tilbage til kilderne for et bæredygtigt liv formet af tro. Må resten af 2016 for dig blive begyndelsen på en ny vandring i opøvelse af troslivets åndedræt gennem konkrete trospraksis’er.

[1] Matthæus-evangeliet kap. 8, vers 23-27; Markus-evangeliet kap. 4, vers 35-41; Lukas-evangeliet kap. 8, vers 22-25
[2] Markus-evangeliet kap. 1, vers 15
[3] Matthæus-evangeliet kap. 5-7

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Aldrig har nogen generation levet i et samfund med så mange ressourcer og så stor økonomisk og social sikkerhed som vores. Og dog er vi bange. Lille Danmark anno 2016 er et smørhul, som man for bare 100 år siden kun kunne drømme om, og som man de fleste steder i verden i dag misunder os.

Birger Nygaard

  • Sekretariatschef, Det Mellemkirkelige Råd (Folkekirken)
  • Har bl.a. været generalsekretær for Dansk Missionsråd og direktør i missionsorganisationen Areopagos
  • theol. og MA i interkulturelle studier

Samtidig ved vi kun alt for godt, at vi lever i et samfund, hvor 500.000 danskere er ramt af stress og/eller er på lykkepiller. Ikke fordi de arbejder hårdere end for 100 år siden, men fordi en række forhold gør os usikre, angste, umyndige. Eksistentiel angst synes at have meget større plads, end virkeligheden berettiger til. Den har at gøre med manglende livsduelighed, hvor det blivende vilkår er, at vi ultimativt aldrig vil kunne være sikre på ret meget. Modernitetens indbildskhed er, at vi kan lave systemer, der ‘garanterer’ livet for os. At det ikke handler om tro, men om at systemerne skal gøres mere perfekte. Derfor bliver vi angste, når vi ser, at systemer på både mikro- (fx ’min efterlønsgaranti’) og makro- (fx Europas evne til at handle) niveau krakelerer.

Modernitetens indbildskhed er, at vi kan lave systemer, der ’garanterer’ livet for os.

Har I endnu ikke tro?

I netop den virkelighed træder Jesus ind med duften af en anden verden – ind i vores liv, samfund og menigheder med en ny forestillingsevne, der overgår alle vores spekulationer. Han taler om troens verden og maler billedet af det Guds rige, som kun kan gribes og leves i tro. På tværs af to årtusinder lærer han os de samme grundlæggende vilkår for menneskeliv: At der er en måde at leve på, der ikke styres af frygt, men bæres af tro. Et eksempel: Disciplene kæmper sig igennem en storm på søen, hvor undergangsscenarierne er malet i deres ansigter…, mens Jesus tager sig en lur bagest i båden. Da de dødsangste vækker ham, er hans kommentar: ’Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?’[1]

Forud for den begivenhed var Jesus´ første forkyndelse, der indvarslede det ufatteligt enkle, dybe, epokegørende: ’Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet’[2]. Dette er kirkeord, der er blevet så almindelige for os, at vi har svært ved at gribe, hvor eksistentielt omvæltende de er. ’Omvendelse’ er i kirkelig og offentlig opfattelse i alt for høj grad blevet til noget ydre, der har med religionsskifte at gøre. Sandt er det, at den offentlige kirkedimension er en del af omvendelsen. Men det græske ord for omvendelse – metanoia – taler om noget meget dybere og mere gennemgribende: Det betyder at tænke helt anderledes. Med visionen om Guds rige og hans retfærdighed følger helt andre spilleregler end det frygtens og bekymringens rationale, som gang på gang både dengang og nu bringer dødsangsten frem i os.

Vi skal øve os

Den basis for Jesu liv og lære har vi fået udfoldet i hele Det nye Testamente. I en bjergprædiken[3], hvor Jesus søger at aflære os dødens logik og erstatte den med Guds riges dans: ’I har hørt…, men jeg siger jer’. Og i apostlenes liv og breve, hvor de på trods af al deres menneskelige svaghed og kommen til kort dog bringer duften af det helt anderledes Guds rige med sig. De øvede sig, ligesom vi skal øve os på dansen.

Jesus taler om troens verden og maler billedet af det Guds rige, som kun kan gribes og leves i tro.

Og her er vi så. Kirkeårets store begivenheder jul, påske og pinse er overstået. Vi er inde i kirkeårets hverdagsrytme, hvor påskens og pinsens realiteter skal leves ud i almindeligt hverdagsliv i en verden, hvor dødens logik 1.000 gange dagligt bringer reklameindslag for at få os til at gribe tilbage til frygtens logik. Mens frelse i kristen forstand er nåde og ren gave, er det at nære troens liv en livslang dannelsesproces. Mere end nogensinde er det vigtigt at være bevidst om, at det sekulære samfund ikke naturligt giver strukturer, der danner og nærer, men derimod tilbyder det en masse euforiserende ligegyldige eller skadelige alternativer.

Velafprøvede øvelser

Indøvelse i det omvendte liv er ikke en filosofisk proces, men konkret, daglig handling. Den kristne tradition stiller både grundtænkning og konkrete livsformer til rådighed, som alle har en afprøvet, tidløs og tværkulturel gyldighed. Det handler om i alle dimensioner af vores liv – tanke, vilje, følelser, legeme, socialt – at forme det, Bibelen kalder ’hjertet’, og som er udtryk for det, der fremmer, at vi bliver et helt menneske i tanke, handling og eksistens. De dimensioner af vores liv formes af det, vi tager ind og giver plads for. Kristen dannelse handler ikke om nyeste terapiform, men er gammelkendt: Daglig bibellæsning og bøn og perioder med retræte og fordybelse i Bibel, bøn og åndelig læsning. Sammen med den personlige fordybelse og retræten bør vi bevidst give rum for vores næste i engagerede barmhjertighedsgerninger og søge åndeligt og menneskeligt fællesskab.

Indøvelse i det omvendte liv er ikke en filosofisk proces, men konkret, daglig handling.

’Frygt ikke, tro kun’ er ikke blot smukke Jesus-ord, men er dit grundlæggende eksistentielle valg. De seneste års mere end 100 nye udgivelser inden for åndelig dannelse, som vi fx finder på http://www.boedal.dk er udtryk for, at stadig flere, der er martret af frygtens mareridt, søger tilbage til kilderne for et bæredygtigt liv formet af tro. Må resten af 2016 for dig blive begyndelsen på en ny vandring i opøvelse af troslivets åndedræt gennem konkrete trospraksis’er.

[1] Matthæus-evangeliet kap. 8, vers 23-27; Markus-evangeliet kap. 4, vers 35-41; Lukas-evangeliet kap. 8, vers 22-25
[2] Markus-evangeliet kap. 1, vers 15
[3] Matthæus-evangeliet kap. 5-7

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/frygt-ikke-tro-kun/feed/