Lyt til artiklen:

En mor fra Eritrea har brug for hjælp. Hendes barn er født i Danmark, men før hun kan søge om opholdstilladelse til det, skal hun dokumentere, at hun har forældremyndigheden alene. Det er vanskeligt, når barnets far bor i England.

I Baptistkirken i Odense hjælper Mogens Andersen og Torsten Wendel-Hansen hver torsdag mennesker, der har svært ved at finde vej gennem det digitale Danmark. Arbejdet er en del af en omfattende social indsats i menigheden, som spænder fra myndighedshjælp og sprogtræning til julehjælp, familiearrangementer og ture til Legoland.

Mogens Andersen (tv.) og Torsten Wendel-Hansen (th.) hjælper med at finde vej i “SystemDanmark” (Foto: Privat)

Torsten fortæller begejstret om den torsdag i kirkens café på Klosterbakken, hvor han hjalp kvinden fra Eritrea:

”Der var jo en formular på Familieretshuset, som vi kunne sende ind. Den udfyldte vi sammen. Men systemet fungerer sådan, at der automatisk genereres et brev, som sendes til modparten, til faren – på hans gamle danske adresse,” fortæller han.

Det lykkedes at få dokumentet underskrevet af faren i England.

”Vi fik det igennem fra Familieretshuset. Så var der papir på, at hun havde forældremyndigheden alene og kunne ansøge om opholdstilladelse til barnet. Der var hun jo rigtig glad,” siger Torsten.

Hjælp gennem det digitale Danmark

Når Torsten og Mogens tager fat på arbejdet torsdag eftermiddag, møder de mange forskellige udfordringer. De hjælper med at læse og forstå breve fra kommunen og andre myndigheder, forny pas og opholdskort, finde dokumenter til ansøgninger om familiesammenføring, undersøge mulighederne for at klage over afgørelser og finde rundt i skattesystemet.

Cafégæster er især mennesker med eritreisk baggrund. De kommer for at få hjælp til de praktiske og digitale problemer, der opstår i mødet med det danske samfund.

”I vores digitaliserede samfund skal du jo lave alt digitalt. Du kan ikke gå på Borgerservice og snakke med en person mere. Du skal lave det hele på nettet, og det kan de bare ikke finde ud af,” siger Mogens .

Middag efter turen til Legoland (Foto: Privat)

Sagerne ligner løg! Det problem, en person kommer ind ad døren med, er ofte kun det yderste lag. Mogens og Torsten må skrælle sig gennem breve, blanketter og myndighedskrav, før de når ind til sagens kerne. Sådan er det i historien fra begyndelsen, hvor en ansøgning om opholdstilladelse først kræver en afgørelse om forældremyndighed.

Torsten og Mogens er ikke professionelle rådgivere. De hjælper med at læse og forstå brevene, finde relevante oplysninger og formularer og finde ud af den digitale kommunikation.

Begyndte med et spørgsmål til kommunen

Det sociale arbejde har altid fyldt meget i Baptistkirken i Odense. Mogens fortæller om ”Mandemøder” for udsatte mænd, allerede da han kom til Odense i 1958. I 1980’erne så den første café dagens lys, og i 2014 blev Foreningen Klosterbakken etableret.

Allerede inden foreningens første aktiviteter blev planlagt, kontaktede initiativtagerne Odense Kommune.

”Vi sagde til dem: Vi har tænkt os at starte noget socialt arbejde op i Odense. Hvis vi skulle gøre det, hvilke opgaver tænker I så, at vi kunne tage fat i?” fortæller Mogens.

Kommunen havde mange gode ideer! En af dem handlede om børn, der ikke kom på ferie, og hvis liv var fattige på oplevelser.

Det blev begyndelsen på de årlige ture til Legoland for familier, som ellers ikke havde økonomi til den slags oplevelser.

Gennem et samarbejde med Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) fik foreningen senere kontakt med flygtninge fra Eritrea. Det sociale arbejde ændrede karakter. Der var fortsat behov for at lære dansk, men også behov for hjælp til at forstå det danske samfunds mange systemer.

Legoland er bare sjovt! (Foto: Privat)

Foreningen Klosterbakken

Mogens Andersen er formand for Foreningen Klosterbakken, der danner ramme om en del af menighedens sociale arbejde.

Foreningsformen blev oprindelig valgt for at få flere muligheder for at søge økonomisk støtte til arbejdet.

Foreningens aktiviteter, som modtager kommunal eller anden offentlig støtte, indeholder hverken forkyndelse eller andagt.

For Mogens betyder opdelingen mellem foreningens og menighedens aktiviteter ikke, at troen er uden betydning. Tværtimod er troen selve motivationen for arbejdet.

Glade børn – glade forældre efter tur i Legoland (Foto: Privat)

Forskellige behov – forskellige tilbud

Torsdagscaféen er kun én del af Foreningen Klosterbakkens sociale arbejde.

Foreningen hjælper også mennesker i akut økonomisk nød med hjælpepakker eller gavekort. Nogle modtagere finder foreningen selv. Andre henvises af sociale organisationer. Det handler måske om voldsramte kvinder eller mænd, som efter en skilsmisse er havnet i økonomisk og social krise.

Omkring jul uddeler foreningen hjælp til 50–60 familier. Mogens fortæller, at hjælpen de senere år har bestået af et gavekort til juleindkøb og Lego-pakker til børnene.

Café Klosterbakken er også en del af foreningen. Caféen fungerer som et fristed med billig kaffe, hjemmebagt kage, aviser og adgang til internettet. Frivillige står for vagterne og bager kagerne.

Onsdagstræf menighedens tilbud til især ældre – både menighedens medlemmer og andre interesserede – til foredrag, kaffe, fællesskab, sang og andagt.

Fællesskab på Klosterbakken (Foto: Privat)

Menigheden møder også familier, der mangler fællesskab og oplevelser, med tilbud om fællesspisning, socialt samvær, sommerfest og aktiviteter for børn og forældre. Arrangementerne samler 40–60 mennesker. Blandt gæsterne er der mange familier, der ikke har deres daglige gang i kirken.

Foreningens og menighedens sociale aktiviteter spænder vidt. Det ser Mogens som udtryk for den samme grundlæggende forståelse af kirkens opgave: at møde mennesker, der hvor de er.

Tro, der bliver omsat til handling

Foreningen Klosterbakkens sociale aktiviteter bygger på et kristent værdigrundlag. Men hverken hjælpen om torsdagen eller kaffen i Café Klosterbakken er betinget af, at modtagerne deltager i gudstjenester eller deler Baptistkirkens teologi.

Mange af de eritreere, der kommer, er ortodokse kristne. Andre brugere kan have en anden religion eller slet ingen religiøs tilknytning overhovedet.

“Vi skal forkynde evangeliet, og vi skal demonstrere evangeliet. Det nytter ikke noget, at vi forkynder evangeliet bare med ord, hvis vi ikke også gør det i gerning. Og jeg ser det sociale arbejde som noget, vi gør i gerning,” siger Mogens.

Det er løn i sig selv

Torsten var knap nok gået på efterløn i 2009, før han blev engageret i det sociale arbejde. Gennem årene har han fået en betydelig praktisk erfaring i at hjælpe mennesker med at færdes i ”Systemdanmark”.

Torsten hjælper i Torsdagscafeen (Foto: Privat)

Han gør ikke stort væsen af indsatsen:

”Jeg kan godt lide at gøre noget for andre. Jeg kan se, at jeg kan hjælpe dem. Det synes jeg bare er løn i sig selv,” siger han.

Men det omfattende arbejde rummer også en sårbarhed.

Mogens fortæller, at Café Klosterbakken samler en stor gruppe af frivillige cafévagter og kagebagere: Måske er 20–25 mennesker på den ene eller anden måde engageret dér. Ikke alle er medlemmer af menigheden.

Men resten af foreningens arbejde er båret af en langt mindre gruppe. Foreningens bestyrelse har i store træk været den samme siden begyndelsen. Myndighedshjælpen om torsdagen afhænger i høj grad af den viden og erfaring, Mogens og Torsten har opbygget.

Mogens og Torsten glæder sig over, at menighedens nye præst, Sambuh Langle, engagerer sig i det sociale arbejde. De håber, at flere yngre – både danske og nydanske – med tiden vil tage del i det.

For erfaringen kan gives videre, men nogen skal være parat til at tage imod den.

”Det er især Torsten og mig, som trækker det store læs. Og det er en udfordring, fordi vi bliver gamle. Hvad så? Hvor længe kan vi blive ved?” siger Mogens.

Det spørgsmål har Foreningen Klosterbakken endnu ikke et svar på.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 08. jan. 2026 - Vise fra Østerland
• 06. jan. 2026 - Den sidste gudstjeneste i Karmelkirken: ”Gå efter lyset!”
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Lyt til aritklen:

Det begyndte med julekasser for 14–15 år siden. Dengang var det et initiativ for at hjælpe enkelte familier med lidt ekstra til højtiden. I dag er julehjælpen vokset til 250 kasser til lige så mange familier. Der er etableret et netværk, hvor flere end 110 mennesker spiser sammen hver anden mandag. Kirken har et omfattende socialt arbejde, der rækker ud til lokalområdet i Roskilde. Det sociale arbejde handler ikke længere kun om mad – men om fællesskab, værdighed og tro.

Uddeling af julekasser (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Fra julekasser til familienetværk

“Vi startede med at uddele julekasser, og så voksede det stille og roligt. Måltidsfællesskabet begyndte for cirka fem år siden, hvor menigheden inviterede modtagere af julekasser til spisning. Der kom cirka 20-30 stykker,” fortæller Jan Haslund-Thomsen, der leder det sociale arbejde i Roskilde Baptistkirke.

Jan fortæller videre:
”Så blev det et samarbejde mellem Blå Kors og os. Nu kører vi hver anden mandag med mellem 110 og 130 til spisning. Måltidsfællesskabet blev til det, vi i dag kalder familienetværket.”

Familienetværket er fortsat et samarbejde mellem menigheden og Blå Kors. Det tiltrækker både etniske danskere og familier med rødder i Afghanistan, Libanon, Syrien, Iran, Irak og Pakistan. Fælles for dem er behovet for nærvær – og et varmt måltid mad.

“Det er gratis at spise med, og vi har faktisk venteliste,” forklarer Jan.

Der er festligt i familienetværket! (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Menigheden satser også økonomisk

Jan fortæller, at menigheden forrige år fik andel i statens inflationshjælp. I samarbejde med Blå Kors var det i en lang periode muligt at uddele færdigpakkede madkasser fra Lidl til 100 familier.

Jan fortæller om projektet:
”Fordi vi laver socialt arbejde og dokumenterer det, så får vi del i nogle af de her bevillinger, der kommer en gang imellem. Når vi ikke får bevillinger, har menigheden simpelthen besluttet, at det arbejde, det fortsætter, uanset hvad. Så hvis vi ikke får penge fra for eksempel PUF-midlerne[1] til familienetværket, så går menigheden ind og betaler for al maden.”

Ukrainerne fandt også et fristed i baptistkirken

Efter Ruslands invasion i Ukraine i 2022 tog kirken også imod ukrainske flygtninge. På kort tid var der etableret kontakt til omkring 250 mennesker. Selv om menigheden fik økonomisk støtte var det et kæmpearbejde at etablere danskundervisning, fællesspisning og sociale arrangementer. Mange af ukrainerne har efterfølgende fundet vej til kirkens fællesskab. I dag deltager 20 – 30 ukrainere fast i søndagens gudstjeneste, der oversættes til både engelsk og ukrainsk.

Sommerafslutning i Legestuen (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Legestuen – et nyt åndehul

Blandt de nyere initiativer er legestuen, som blev startet af to medlemmer, der fik en god idé. Hver torsdag formiddag er mødre, fædre og bedsteforældre med børn eller børnebørn i alderen nul til seks år samlet i kirkens lokaler.

“Nogle gange er vi over 80. Det er ikke mennesker, der nødvendigvis har en kirkelig baggrund. Men flere er begyndt at komme til gudstjeneste efter noget tid,” siger Jan.

For mange småbørnsfamilier i Roskilde er baptistkirkens legestue blevet et vigtigt socialt rum.

Aktivitet i kirken (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Kirke for alle aldersgrupper

Kirkens aktiviteter rækker langt ud over den sociale indsats med mad og mødesteder.

I Børnekirken er der 30 børn hver søndag under gudstjenesten. I løbet af ugen er der ”All In” for tweens, ”ACT” for teenagere, ”Under Construction” for de unge i gymnasiealderen og Oikos for de +20-årige. Jan fortæller om Oikos:
”Der er også en kæmpestor gruppe der. Blandt andre studerende, der kommer til Roskilde Universitet og finder et socialt fællesskab i kirken.”

Alle aktiviteterne lægger vægt på at skabe stærke og sunde sociale fællesskaber for børn og unge.

“Vi har arbejdet meget med at udruste og opmuntre ledere, så vi kan tilbyde noget til alle aldersgrupper,” fortæller Jan.

Roskilde Baptistkirkes kendetegn

– er beskrevet på menighedens webside. Blandt andet kan man læse: ”Vi er kirke med det formål at få næstekærlighed, socialt engagement og retfærdighed til at gennemsyre vores lokalsamfund. Vi arbejder for at være en kendt og aktiv medspiller i det lokale miljø, og vi påtager os et socialt medansvar i samspil med samarbejdspartnere omkring os.” (Kilde: https://baptistkirke.dk/profil/)

150 frivillige – og altid flere i kulissen

Det hele ville ikke være muligt uden frivillige. Over 150 personer hjælper til – heraf omkring 30 alene i familienetværket.

“Folk melder sig, fordi de kan se, at det gør en forskel. Men det kræver selvfølgelig noget at holde det kørende. Det har jo afstedkommet et kæmpe ’boost’ af mennesker, der kommer i kirken hver mandag. Og det er da klart, det giver nogle udfordringer, når der kommer mellem 230 og 250 til gudstjeneste,” siger Jan. En af udfordringerne er plads til kirkekaffen: Om sommeren er kirkekaffen flyttet ud i telte udenfor kirken.

Erfaringen viser, at når behovene vokser, så vokser offerviljen med.

Uddeling af julekasser (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Givermod og gavmilde hjerter

Da der manglede en ovn til 30.000 kr. i køkkenet, nævnte Jan det blot en enkelt søndag fra prædikestolen. Det siger noget om den vilje, der findes i menigheden, at pengene var fundet inden gudstjenesten var slut.

Menighedens offervilje har også tiltrukket opmærksomhed og støtte udefra.

Jan fortæller, at direktøren for en af kirkens faste leverandører en dag sad i kirken:
”Jeg vidste ikke, hvem han var. Men så var der en, der sagde: ’Kan du ikke gå hen og snakke med ham?’ Han skulle bare lige se, hvordan det foregik hos os. Nu skal jeg til møde med ham: Han vil donere en masse overskudsmad fra events og messer, hvor de ikke kan tage maden med tilbage. Men så kan vi få det. Vi har indkøbt store frysere, som står i kælderen, til overskudsmad.”

En bager i lokalområdet er begyndt at levere overskudsbrød. Det bliver delt ud til familienetværket, fortæller Jan:
”Alle får brød med hjem! Jamen, det er fuldstændig vanvittigt. Der kommer sådan en seks – otte sække, store affaldssække fyldt med brød. Frisk brød!”

Juleafslutning 2024 i Legestuen (Foto: Anne Elleby Sørensen)

En særlig atmosfære

Midt i alle aktiviteterne er der én ting, som går igen: Alle bliver mødt af en positiv atmosfære. Mange af dem, der kommer – også mennesker, der aldrig har sat deres ben i en kirke før – nævner det samme.

“Der er bare en god atmosfære. Folk kan mærke, at der er noget særligt. Vi tror, det er Guds ånd – også selvom ikke alle ved, hvad det er,” siger Jan og fortsætter:

”Alle dem, der kommer ind, udsatte mennesker, udsatte familier: De føler værdighed, de føler, at de bliver behandlet præcis som alle andre. Og det betyder meget for dem, at der er nogen, der både lytter til dem og taler med dem. Vi kommer til at hjælpe mange på forskellige måder. Også med nogle praktiske ting, fordi de kommer med mange forskellige behov.”

Det er måske det, der binder det hele sammen. Ikke bare mad og aktiviteter – men følelsen af at være set. At være velkommen. At være værdifuld.

”Vi har oplevet, at mennesker – både danskere og mennesker af anden etnisk herkomst, der kommer i vores sociale arbejde, bliver døbt og bliver en del af menigheden. Mennesker kommer til tro gennem det her arbejde,” siger Jan.

[1] Pulje i Social- og Boligstyrelsen til frivilligt socialt arbejde til fordel for socialt truede mennesker eller mennesker i en svær livssituation.

Læs mere om vækkelsen i Roskilde:
https://baptist.dk/nogle-beskriver-det-som-om-der-er-en-helt-saerlig-fred/

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 28. sep. 2026 - ”Vi skal forkynde evangeliet – men vi skal også demonstrere det i praksis”
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Jørn og Hanne Rørholm har boet i Egernsund i mange, mange år. I sin tid var der en baptistkirke i Rødekro – 34 km fra Egernsund, men den lukkede for flere år siden, blev solgt og de få medlemmer, der var, søgte til Esbjerg og Baptistkirken Sydjylland blev stiftet. Det er den menighed, der nu er blevet sammenlagt med Aarhus Baptistmenighed.

Jørn Rørholm

Der er 150 km til Esbjerg. 180 til Aarhus og 150 til Odense. Så der er langt til trosfæller og en baptistgudstjeneste. Hvad gør man så? Jørn og Hanne har engageret sig i Danske Diakonhjem, en sammenslutning af kristne plejehjem, hvor det nærmeste ligger i Rinkenæs, fem km fra Jørn og Hannes hjem.

”Det startede med at Hannes moster og senere hendes mor kom på dette plejehjem. Dengang engagerede de sig som gode baptister i et pårørenderåd – som senere blev kaldt familieråd. Her kunne man være, så længe man havde et familiemedlem på plejehjemmet. Det havde de i fem år. Derefter flyttede de deres engagement til vennekredsen.

Hanne Rørholm

Og som det så ofte går, blev Jørn formand. Han og Hanne er begge pensionister. Han er tidligere bankmand og pensionskonsulent og vant til at tage ansvar, sådan som mange baptister er. Hanne er uddannet barneplejerske.

”Vi er 22 medlemmer i vennekredsen – og vi har delt os op i 17 arbejdsgrupper. Det siger sig selv, at der ikke er mange i hver arbejdsgruppe og man er med i flere. Der er stort set nogen af vennerne på plejehjemmet hver dag. Vi støtter med aktiviteter og samler penge ind.

Vi er med i en ledsagergruppe, som tager nogle af plejehjemsbeboerne med til gudstjeneste i folkekirken en gang om måneden. Plejehjemmet ligger lige ved siden af den lokale folkekirke, så det er relativt nemt. Men de ville ikke komme afsted, uden at det var os frivillige, der fulgte med.”

Så lang afstand til en kirke er ikke en hindring for at deltage i socialt arbejde som et aktivt kristent menneske.

Relateret

• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 04. mar. 2020 - Den første regionale baptistmenighed
• 04. dec. 2019 - Sygdom har ikke bremset Erik

Find flere

Erik fik en dramatisk start på livet; han ville fødes lidt for tidligt. Hans far og mor var cyklet til Farre (10 km fra hjemmet) for at besøge nogle venner. På vej hjem fik hans mor veer. De cyklede hele vejen, selvom faren var bange for, at hun skulle føde midt i Give skov. Heldigvis nåede de hjem og fik fat i jordemoderen. ”Da jeg så er blevet født, tager jordemoderen mig til side, som om jeg var død,” fortæller en rystet Erik. “Men nabokonen så, at jeg gav et lille spjæt – og så kan det ellers være, der gik noget i gang.”

Far cyklede mig i søndagsskole

Erik er den ældste af fem søskende, der voksede op i Bøllund ved Give. Familien boede i Sejrup under krigen og endte i Bjerlev, hvor Erik og hans forældre drev landbrug i 40 år.

“Jeg kom fra et hjem, hvor Biblen havde en central plads. Der var megen sang og musik, så det har også fulgt mig.”

Forældrenes ønske var, at børnene skulle gå i søndagsskole i Give (fem km fra Bøllund, otte km fra Sejrup). “Far kørte mig derhen på sin cykel,” forklarer Erik. Efter søndagsskolen blev de juniorer. Og på en juniorlejr blev kaldet så stort, at Erik, sammen med 13 andre, besluttede sig for at følge Jesus. Han blev døbt den 6. september i 1953.

Hans far var baptist i Givskud (otte km fra Give, menigheden er i dag lukket), som oprindeligt var en Nazaræermenighed, der blev tilsluttet baptisterne i 1940’erne.

Højskole og vinterlejr

Erik i Civilforsvaret

Erik var på Baptisternes Højskole i Tølløse i ‘55‐‘56.
I mange år var Erik leder af søndagsskolen og juniorerne i Give. I 60’erne stod Eriks far for en ungdomsgruppe for drenge. “Det at være en personlig kristen gør jo, at du involverer dig i nogle ting i menigheden. Så møder du nogle kristne venner, både på efterskole, højskole og landbrugsskole – og dem har jeg nogle af endnu,” fortæller han.

Det var populært at tage på vinterlejr i Pandrup,” siger Erik med et smil om munden. “Vi blev indkvarteret i private hjem ‐ og så var der bibelundervisning og masser af sang og evangeliske møder med forkyndende indhold. Så der var mange, der blev omvendt.”

Ved Brande, på gården hos en baptistfamilie, startede Erik en juniorkreds op for drenge – der var allerede en for piger. “Og i ‘62 var jeg spejderleder for ulveungerne i Mosbjerg Baptistkirke. Det var en god tid, fordi drengene, der kom i menigheden, blev døbt. Det er jo fantastisk at se og opleve, at børn vil følge Jesus. Så sang vi, som en slags velsignelse over drengene, “Der er solskin i min sjæl i dag”.

Et hjerte for de dårligt stillede

Erik har altid gerne villet arbejde med unge mennesker og tog uddannelsen som socialpædagog som 51-årig og han har arbejdet blandt andet med sent-udviklede børn.

“Socialt arbejde har altid ligget mig på sinde. De dårligt stillede i samfundet skulle have en håndsrækning.”

Erik blev ramt af sin første blodprop i ’82 – en familiesvaghed. ”Det er lidt underligt at være en af de ældste. Nu har jeg også døjet med talebesvær i 20 år, men det accepterer folk her. Og livskvaliteten er hævet, siden jeg er bliver behandlet med botox. Det gør meget.”
Erik har været menighedens multimand. Han var menighedens forhandlingsleder i en del år, indtil han blev valgt til menighedsrådsformand.

Derefter kørte det i tomgang i mange år, hvor de kun lige kunne få tingene til at hænge sammen.

“I dag fungerer Give Baptistkirke rigtig godt, fordi der også kommer folk udefra – og fællesskabet er godt. Vores visitkort – Bethel – den er blevet forskønnet.”

Hvad så med fremtiden?

”Jeg håber at se flere nye ansigter. Når selv folk fra Sønderjylland kommer, er det fantastisk. Så må pastoren åbenbart levere en vare, som er forståelig og evangelisk. Om tre år er der forhåbentligt 10‐15 flere i menigheden.”

Beretningen her er uddrag af en artikel, bragt i Give Baptistmenigheds blad.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere