Hvordan kan Gud belønne dem, der har rigeligt? – og straffe dem, der er bange for ikke at gøre det godt nok?

Det blev til “Brug dit talent – for alles indsats er vigtig!” Det kunne jeg stå inde for på prædikestolen. Men nu er det jo med Guds ord sådan, at der kan findes dybere lag i det, jeg tror, jeg kender – og at jeg havde taget flere mønstre med fra barndommen.

Forleden læste jeg en sætning, som ændrede min opfattelse af hele teksten. Det var på engelsk, og der stod bare “Come and share your master’s happiness”. Jeg gentog for mig selv: “Kom og del din Herres glæde”.

En invitation, jeg havde overset – at Gud ville DELE sin glæde med mig. Det var helt anderledes end “Gå ind til din Herres glæde” – som er passivt – og måske nærmere en form for underholdning for de retfærdige?

Men tænk, at Gud ønsker at dele GLÆDEN med mig – når jeg lykkes. At det ikke kun handler om, at undgå skammen over at mislykkes.

Det var nyt – og det var stort.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Thea Lillebæk, 23 år
Jurastuderende
Bor på Østerbro i København
Medlem af Baptistkirken Bornholm
Theas blog: https://www.detsomikkeses.com
Link til ”Ekkokammeret” her

I mange baptistmenigheder er der tavshed, når det handler om sex – også når det gælder sex før ægteskab.

I andre menigheder og især på ungdomslejre, er der undervisning, som i Amerika kaldes ”Purity Culture”. Det går ud på, at sex før ægteskabet gør dig uren og mindre attraktiv som ægtefælle. Der bliver brugt illustrationer, som at man har givet sine roser bort til andre. Eller at man er som to stykker papir, der er limet sammen og revet fra hinanden – altså at man er gået i stykker.

Thea Lillebæk (23) er en af dem, der hæver røsten imod det, hun har lært som teenager. Hun gør det dels på sin egen blog, og dels inviteret ind i en podcast ”Ekkokammeret”, som er lavet at to unge mænd med rødder i Indre Mission.

Når kirken svigter

Hendes stemme er ikke mindst aktuel i den kirkelige selvransagelse, som bl.a. har vist sig i forbindelse med konferencen ’Når kirken svigter’.

Og Thea tager afstand fra ”Purity Culture”. Hun siger:

”Det er en kultur, som stammer fra USA, hvor man prædiker afholdenhed fra sex, hvilket en masse anerkendt research har vist, direkte medfører, at (særligt) kvinder oplever mindre nydelse i deres seksuelle voksne liv, samt at de oplever skam omkring deres seksualitet og mange andre psykiske følgevirkninger.”

I danske baptistmenigheder har det også været forventningen, at sex hørte hjemme i ægteskabet. At det ikke altid var virkeligheden, viser de mange graviditeter – som tidligere har ført til eksklusion fra menigheden.

Mere fundamentalistisk

Thea fortæller: ”Jeg er vokset op i en klassisk baptistfamilie. Vi gik i kirke, især på Bornholm (hvor familien har sommerhus), og blev døbt som 13-årig. Jeg havde dengang en mere fundamentalistisk tro, som jeg havde fået ved de ting, jeg har hørt i kirken og på sommerlejrene.

Så kom jeg i gymnasiet. Det var et kreativt gymnasium med mange typer, andre kønsidentiteter og unge, der levede alternativt. Jeg tog afstand fra kirken, udviklede mig med fester og alt muligt og kom i tvivl, om jeg havde lyst til at være en del af kirken. Jeg var stadig troende, det er en stor del af min identitet. Men jeg skulle finde ud af, hvordan jeg kunne være i det.

Jeg er sådan skruet sammen, at jeg griber det videnskabeligt an, så jeg begyndte at studere Bibelen så godt jeg kunne på grundsprogene. I dag vil jeg kalde mig progressiv kristen.”

På sommerlejrene på Lindenborg var hun blevet undervist fortrinsvis af unge mænd om bl.a. forholdet til sex.

Hjemme i menigheden var undervisningen fraværende. Man talte ikke om sex. Heller ikke om man skulle afholde sig fra sex før ægteskab, og så kom undervisningen på Lindenborg til at stå alene.

Traumereaktioner

Som kvinde oplever Thea stadig, at der er stor forskel på, hvad der er tabubelagt i vores kredse og i samfundet generelt.

”En ung mand, der fortæller om sin pornoafhængighed anses for at være modig. En ung kvinde, der snakker om at have haft sex, anses for at være mere farlig. Det er indenfor det samme område, men der bliver forskelsbehandlet. Jeg anser onani og porno for at være lige så privat som et seksuelt forhold.”

Hun tænker, at der er en indlejret forskel på, hvad man ser som mest skamfuldt – både i vores samfund generelt, men også i kirken. Derfor mener hun, at kirken skal være særligt opmærksom på ikke at fodre en kultur, der har risiko for at kunne frembringe seksuel skam. Der er få kristne, der tør fortælle ærligt om deres seksuelle rejse, og specielt ikke kvinder. Måske fordi der er en større risiko for at blive stigmatiseret. Men hun tør:

”Jeg havde en indre konflikt, om jeg skulle have sex med min kæreste. Det valgte jeg så. Derefter fik jeg traumereaktioner. Jeg skulle hele tiden i bad, bad hele tiden om tilgivelse. Jeg var konstant bange for at være gravid på magisk vis – vi havde beskyttet os. Jeg følte, at jeg ikke kunne være en del af troen længere.”

”Så blev jeg feminist”

”Jeg måtte finde en anden teologisk måde at læse Bibelen på. Så det gjorde jeg historisk-kritisk.

Og så gik jeg altså videnskabeligt til værks og så på, hvordan Purity Culture påvirker særligt kvinder i deres fremtidige seksuelle liv. Det er direkte skadeligt.

Samtidig lavede jeg i gymnasiet et studie i transkønnedes mentale helbred. De havde mere angst, depression og flere selvmord. De snævre rammer, vi lægger ned over dem, påvirker dem psykisk. Det måtte jeg gøre op med. Så blev jeg feminist. Læste om opgøret med Purity Culture og kunne genkende mig selv fuldstændig i det.”

I dag hviler Thea i sin kristne tro, læser i Bibelen, snakker med venner udenfor kirken om tro og har ikke meget skam tilbage. ”For jeg ved, at Gud elsker mig, som jeg er.”

Hvem bestemmer reglerne?

Hun spørger i dag til ungdomskulturen i BaptistKirken: ”Hvem bestemmer, hvad der skal til for at være leder? Hvorfor er det vigtigere, om man bor sammen med en kæreste, end om man f.eks. lyver, sladrer, mobber eller snyder?

Jeg tænker, at efter den seksuelle frigørelse, er det med sex før ægteskabet kommet til at fylde for meget.”

Artiklen har været forelagt både Nicolas Fromsejer, formand for BBU, som fortæller, at BBUs ledelse er i gang med samtaler om bl.a. dette emne og at det er for tidligt for dem, at svare på de spørgsmål, Thea rejser.

Hun opfordrer BaptistKirkens ledelse til at lave nogle etiske retningslinjer for, hvordan der tales om sex i kirken. ”Vi skal være sikre på, at vi ikke underviser unge mennesker i noget, som kan medføre skam. Unge ledere har ikke kompetencer til at undervise unge mennesker i så sensitive emner uden at have nogle helt konkrete retningslinjer for, hvordan den undervisning skal foregå. Ledelsen bør ikke alene overlade det her til Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, hvis BaptistKirken for alvor vil tage ansvar for alt det, der følger med ’Når Kirken Svigter’. Undervisningen af børn og unge er i den debat fuldstændig centralt og enormt vigtigt, og jeg mener, at så mange som muligt skal tage ansvar i den sammenhæng.”

Endelig slår hun på, at kirken skal være bedre til at leve op til samfundets generelle krav til seksualundervisning, hvis det er noget, som vi vil praktisere. ”Kirken skal være bedre til at følge med samfundsudviklingen, hvis de ønsker at beholde deres mere progressive medlemmer,” siger hun og slutter med at glæde sig over, at ”der er så mange gode ting, der tales om i kirken; Klima, flygtninge, integration – hvordan man er overfor andre.”

Relateret

• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 27. jul. 2023 - Ventesorg
• 22. jun. 2023 - Kom og del Guds glæde
• 18. aug. 2021 - Konference: Når kirken svigter
• 05. feb. 2021 - Sex i Det nye Testamente

Find flere

Sara Palmqvist Gaarn-Larsen:

• uddannet som lærer
• selvstændig foredragsholder og skribent i seksualitet og køn
• se også: letstalkaboutsex.dk

Kvinden og hendes forlovede var kristne og kom fast i en kirke. Nu var de kommet til at gå i seng med hinanden, og det havde hun det rigtig svært med. Hun var så fyldt af skam, at hun næsten ikke kunne være i sig selv.

Da hun fortalte mig det, var det tydeligt, at hun forventede en bestemt reaktion. Hun så mig ind i øjnene, afventende den dom, der ville bekræfte hendes skyld og skam. Men i stedet blev jeg ked af det på hendes vegne. Jeg syntes, det var synd for hende og hendes forlovede, at deres fælles seksualitet skulle begynde med skam. At det, som Gud havde givet dem begge som noget fantastisk smukt, nu var gået hen og blevet til noget, der skulle gemmes væk.

Skyld og skam

Deres situation er ikke unik. Mange kan nikke genkendende til at komme til at træde ved siden af, når det kommer til deres seksualitet. Det sker ikke kun gennem sex før ægteskabet. Afhængighed af porno, utroskab og urealistiske kropsidealer er også måder, hvor fristelsen tager over.

Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde.

Det er blevet en betingelse for det at være et seksuelt menneske, at skyld og skam er faste følgesvende. Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde, for fristelserne og højtråbende gudsforladte budskaber om det perfekte kropsideal står i kø for at få vores opmærksomhed.

Skabt med et køn

Seksualiteten er med til at skabe rammen for vores liv. Jeg er født som et bestemt køn. I det henstår en række fantastiske egenskaber, som er med til at berige mit og andres liv. Der ligger en stor skat i at kunne glæde sig over de ting, Gud har velsignet mig med i kraft af mit køn.

Ligeledes har Gud skabt os til at leve sammen som elskende, hvor kærligheden bekræftes, og hvor vi skaber liv. Familier eksisterer som et resultat af den seksuelle kærlighed, der opstår mellem mennesker. Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet. Men med velsignelsen følger også et ansvar.

Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet.

Den skrøbelige seksualitet

Seksualiteten er skrøbelig og går let i stykker. Det gør ondt, og skyldfølelsen er svær at bære rundt på. Derfor reagerer vi oftest på en af to måder. Den første er det, jeg omtalte i ovenfor med kvinden på caféen. Vi bliver så tynget af skyld og skam, at vi får lyst til at gemme os væk. Det er en almindelig reaktion på smerten af en brudt seksualitet.

Den anden reaktion er helt modsat. Man begynder at komme med argumenter for, hvorfor det er Guds ord, den er gal med: ’Gud har jo givet mig min seksualitet, og det giver mig ret til at nyde den’; ’Man kan jo ikke forvente, at jeg kan leve op til det’ og ’Det er gammeldags opfattelser, som ikke passer ind i dagens samfund’. Når den skamfyldte seksualitet bliver for svær at være i, skubber vi det væk ved at gå i forsvar på en måde, så vi ikke behøver skamme os. I værste fald vælger man at søge væk fra kirken, fordi det blot er en påmindelse om ens egen skyld. Her får synden lov til at skille os fra Gud.

En tredje mulighed

Men der findes en tredje mulighed, som tager sit udgangspunkt i tilgivelsen. Her vælger jeg at se min synd i øjnene ved at tage ansvar for den og lære af den. Gud ønsker ikke, at vi skal leve i skyld og skam, men ved at lægge det foran korset, får jeg en ny chance for at lære af mine fejl og samtidig blive mødt med tilgivelse. Gud er optaget af hjertet – ikke af synden. Han véd, hvad det gør ved os, når vores seksualitet rammes af skam. Men vi overfører vores egen fordømmelse på Gud. Hvorfor skulle han dog tilgive mig?

Det er svært for os at forstå omfanget af den kærlighed, Gud tilbyder os – særligt når vi synes, vi ikke fortjener den – men Paulus skriver: ”Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer”[i]. Gud kan genoprette den brudte seksualitet, hvis vi giver ham lov. Ved at bede om tilgivelse for det, som jeg skammer mig over, sættes jeg fri til at nyde at være et seksuelt menneske. Men det kræver, at jeg også viser mig selv nåde.

Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser.

Vores egen værste dommer

Indimellem møder jeg mennesker, der synes at opleve, at Guds tilgivelse ikke har ændret noget for dem. At det ikke gjorde en forskel at bede over det, som de ønskede at blive tilgivet for. Men svaret er åbenlyst. Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser, og med tiden udvikler det sig til at blive en tung rygsæk fyldt med store sten af skam, som hæmmer vores liv.

Guds tilgivelse kan sætte os fri, men hvis man holder sig selv fanget, vil seksualiteten stadig lide under vores egne stramme regler, og dermed skabe en legeplads for skammen. Vi må nægte at lade skyld og skam overtage vores krop og identitet og i stedet tilgive os selv for det, når vi snubler over fristelserne. Gud kan give os styrken til denne tilgivelse. Derigennem kan han vise os de rigdomme, vores seksualitet rummer.

[1] Efeserbrevet kap. 3, vers 19 ifølge ’Bibelen på Hverdagsdansk’ 2009

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

”Fy, skam dig”! Sådan kan man måske høre en hundeejer sige til sin hund, efter den har bidt ejerens nye sko i stykker, – men ellers tænker jeg ikke, at ordet ’skam’ særlig tit indgår i vores daglige tale. Så jeg var spændt på at høre, hvad eftermiddagens foredragsholder havde på hjerte om dette emne…

Det må jeg huske ikke at gøre næste år.

Allerede i forbindelse med sin præsentation af sig selv – hvor Krista måtte indrømme, at hun havde sagt ja til at holde foredraget uden at huske på, at det netop denne dag var hendes mands fødselsdag – kom hun ind på forskellen på skam og skyld: Skyld kan sættes i forbindelse med vores gøren, og skam kan sættes i forbindelse med vores væren. ”Så at booke et foredrag på min mands fødselsdag fylder mig med skyld. Det må jeg huske ikke at gøre næste år”.

Ringede til mor

”Da jeg skulle vælge emne for mit speciale i forbindelse med mit psykologistudie, havde jeg en vild helligåndsoplevelse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle vælge at skrive om, og hvad gør man, når man trænger til et godt råd? Ringer til sin mor! Hun fortalte, at min moster netop havde læst en spændende bog om skam – og det emne valgte jeg så!

Jeg oplever, at det her er blevet lagt mig på sinde. Gud har forberedt mig på at skulle sige noget om dette emne, om skam, når vi i Danmark var klar til det. Den norske TV-serie SKAM fik os så pludselig til at finde det relevant at tale om, hvad dette ord betyder”.

Skam er prisen for fællesskabet

Vi har mistet ordet og forståelsen af ordet. Skam tænker vi mest på f.eks. i forbindelse med, at én har slået en anden ihjel. Men skam er en følelse, som vi alle kender til – en følelse vi bærer indeni os selv, og ofte ikke taler om. Følelsen af at være forkert og ikke være værd at elske.

Skam er først og fremmest en personlig følelse.

Skam er først og fremmest en personlig følelse. Den kommer indefra og er ikke påduttet af andre. Skam kan også beskrives som frygten for at ryge ud af fællesskabet. Skamfølelsen er den pris, vi betaler for, at fællesskabet er vigtigt for os.

Men den fælles forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert/normalt og unormalt er der ikke længere. Vi har fået en frit-valgs-rodebutik på dette område, og det gør det svært for os at navigere i.

Ikke Gud, der har trukket sig

Vi bombarderes gennem medierne og verden omkring os med, hvordan vi bør være eller se ud, for at være rigtige og være succesfulde. Men faktisk er det også vores egne drømme og idealer, der dømmer os.

Bag enhver skam står der et uopnåeligt ideal. Du kommer aldrig til at kunne opfylde dine idealer. De kan være gode rettesnore, men at opfylde dem alle, kommer vi aldrig til at kunne.

Bag enhver skam står der et uopnåeligt ideal.

Vi kender vist alle til at gøre ting, vi egentlig godt ved er forkert, men vi har lyst til det – og bagefter fyldes vi med skam… Bibelen taler om skam, allerede hvor vi hører om Adam og Eva – det er ikke nogen ny følelse eller noget nyt ord. Efter Adam og Eva har spist af æblet, fyldes de med skam.
Men vigtigt er det så at lægge mærke til, at det er Adam og Eva, der trækker sig fra Gud – IKKE omvendt! Når vi har gjort ting i vores liv, som fylder os med skam, så trækker Gud sig IKKE, men møder os med sin nåde – uden at vi har gjort os fortjent til det.

Gud møder os med sin kærlighed og elsker os præcis som vi er – også når vi falder! Et vigtigt budskab for os alle at kende til, uanset hvor gamle vi er – modsvaret på skammen er Guds nåde!

Relateret

• 21. jul. 2024 - Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget
• 22. jun. 2023 - Kom og del Guds glæde
• 29. jul. 2022 - Giv op!
• 19. jan. 2022 - Sex uden skam
• 05. feb. 2021 - Når seksualitet bliver til skam

Find flere

Thomas Øhrstrøm Willer

• præst i Aalborg Vineyard
• projektmedarbejder på Center for Ungdomsstudier
• tidligere præst i Kristuskirken / Regen i København

I den populære, norske TV-serie SKAM siger Isak: ”Mit liv skal være ægte” og ”Så er der bare én ting, egentlig, som vi ved helt sikkert: at livet er nu”. Det virker som en selvfølge, at livet skal være ægte og leves nu. Men det står i skærende kontrast til, hvordan livet opleves og leves af danske gymnasieelever.

”Succes er vigtigt for mig, jeg synes bare at den her ungdom er bygget op omkring, at man skal være perfekt, og man skal klare sig godt i skolen, være fed med vennerne og være sød, og det lykkes ikke altid, og man er ikke altid sig selv med venner, fordi man forsøger at være noget, som man ikke altid er… man er vel i grunden bange for, at de ser, hvordan man virkelig er og har det…”  (Dreng 2. G)

De skal være en succes alle steder

I rapporten fra 2017 er hovedkonklusionen, at unge lever i en præstationskultur. Det betyder, at deres identitet er tæt forbundet med, hvor godt de præsterer på alle arenaer i deres liv.

De skal være en succes i skolen
De skal være en god søn/datter
De skal være den populære i vennegruppen
De skal helst være festens midtpunkt
De skal have det bedste studiejob
De skal have flest likes på de sociale medier

Det skaber en enormt passioneret generation, som gerne vil gøre en forskel og vise, hvor gode de er. Det lykkes bare ikke altid at være en succes, for succes er lig med, at man er den bedste. Og der vil altid være nogle, som ser bedre ud, får flere likes på instagram eller får bedre karakterer. Derfor har mange også en følelse af, at de ikke gør det godt nok. Eller rettere sagt: de sidder med følelsen af, at de ikke er gode nok. Det skaber en enorm skrøbelighed i vores tids unge, for de skammer sig over, at de ikke er gode nok.

Succes og identitet søges

De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind.

Spændingen mellem, at livet skal være ægte, og følelsen af, at man i sociale sammenhænge forsøger at være noget, man ikke er, er måske hovedudfordringen i gymnasieelevers virkelighed.
De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind i en kultur og i sociale sammenhænge, hvor man er i tvivl, om man er god nok, og ikke ved om den, man i virkeligheden er, vil have en chance for at blive accepteret af de andre. Det skaber et stort pres, fordi man samtidig gerne vil være en succes.

”Jeg synes, det sværeste er, at man gerne vil en succes på alle faktorer og alle områder. I skolen vil man have 12, og med vennerne vil man gerne være sjov, så det lægger et kæmpe pres. Ofte måler man sig med andre. I stedet for at tænke på, at ens karakter er bedre end sidst, så sammenligner man sig med andre, så jeg bliver hurtigt skuffet over mig selv, og det skaber et kæmpe pres. Mine egne forventninger presser mig også. Presset kommer mest fra mig selv.”

Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro.

Gymnasieeleverne vil være en succes, fordi deres opfattelse af værd afhænger af, hvor succesfuld man er. Men fordi man netop vil være en succes sammenlignet med andre, vil det aldrig være succesfuldt nok. Man vil aldrig være den bedste alle steder, og det efterlader én med følelsen af ikke at være god nok.

Udfordringer til kirken

Præstationskrav

I kirken ønsker de unge også at være en succes, og de kan let føle et pres til også at præstere der. Hvis vi som kirker ureflekteret støtter deres ‘drevethed’, kommer vi let til at fremstille troen på Gud som endnu et sted, hvor der skal præsteres. Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro, og de vil højst sandsynligt ende med at forlade kirken.

Kirken bliver let passionsløs

Vi har en generation, som gerne vil vise, hvad de kan. De vil meget gerne være med til at skabe en bedre verden. De er vokset op med, at de kan blive stjerner i X-faktor, så de lever i et paradoks: De synes ikke, at de er gode nok, og samtidig tror de på, at der er stjerner, der kan gøre en forskel. Hvis vi ikke som kirker kan forholde os til deres drive og udfordre det, så forsvinder de ud af kirken, fordi kirken bliver et uinteressant sted at være.

Kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever?

Kan kirken rumme deres skrøbelighed?

Får vi skabt rum til den indre følelse af ikke at være god nok? Har vi en teologi for den smerte, og kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever? Hvis vi ikke kan formulere evangeliet, så det er gode nyheder midt i deres skrøbelighed, hvorfor skulle de så blive i kirken, for de leder efter håb midt i skrøbeligheden?

Rum til passion og skrøbelighed

Hvis vi gerne vil være med til at danne den næste generation af unge og gøre dem til disciple, må vi tage deres passion og drevethed alvorligt, så de bliver udfordret til at gøre en forskel i verden. Samtidig skal vi rumme deres skrøbelighed og vise dem, at de er elsket for, hvem de er, og ikke hvad de gør. Men ikke på en overbeskyttende måde, for de vil også gerne udfordres og forandre verden.
Hvis vi gerne vil se unge i kirken – både nye og dem, som er vokset op i kirken – kræver det, at vi kan være kirke i spændingen mellem passion og skrøbelighed.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

”Min far var stort set ikke til stede i mit liv, så jeg var meget sulten efter accept. Min mand var den første, der havde sagt, at jeg var flot”. Sådan fortæller Jamie om den mand, hun forelskede sig i. Hun var taget hjem til USA for at få en uddannelse, men han kom og friede til hende i julen samme år. De blev gift allerede året efter, og hun tog med til Danmark. Bagklog siger hun, at hun måske lige så meget flygtede fra sin dysfunktionelle familie.

Han var overbevist ateist. Hun er troende – og har spurgt sig selv mange gange, hvorfor hun giftede sig med en ikke-kristen mand.

Hun tog en universitetsuddannelse og blev gymnasielærer, men levede stadig som i et fængsel.

Social kontrol

Tilbage i Danmark blev hun udsat for stærk social kontrol. Skjult i ’jeg elsker dig’ forbød han hende at deltage i sociale arrangementer, da hun læste HF. De var meget fattige. Hun havde ikke adgang til deres bankkonti, ’for det kan du ikke styre’, og undskyldningen var altid, at de ikke havde råd. Det var et meget ulige forhold, fordi hun var i Danmark på hans nåde. Der var sat penge ind på en konto som garanti for, at han kunne forsørge hende.

Hun tog en universitetsuddannelse og blev gymnasielærer, men levede stadig som i et fængsel: ”Jeg er meget intelligent og snotdum”, erklærer hun.

Det var et meget ulige forhold, fordi hun var i Danmark på hans nåde.

Samtidig var hun fundet ind i en baptistkirke og oplevede glæden ved det: ”Jeg kunne bare mærke, at Helligånden var til stede. Men det var en kamp at komme af sted hver gang. Jeg er opdraget til, at man klæder sig ekstra pænt på, når man går i kirke. Jeg lagde make-up, og min mand sagde: ’Hvem skal du score?’”

Hvor vil du gå hen?

På et tidspunkt fik hendes mand job i Ungarn. Her oplevede hun en ny frihed, for han arbejdede meget og tjente mange penge, så for første gang kunne hun købe tøj til sig selv. Her opstod længslen efter at få et barn, skønt de havde aftalt, da de blev gift, at de ikke skulle have børn. Men han gav hende lov på den betingelse, at han ikke skulle have besvær med barnet.

Det var skamfuldt at bryde ægteskabet. Et kæmpe nederlag.

Hun håbede, at han ville ændre sig, når barnet kom, men det skete ikke. Tilbage i Danmark blev hun mere og mere isoleret og stod alene med ansvaret for deres lille datter.

”Efter endnu en nedværdigende kommentar pakkede jeg min taske. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen. Heidi var ikke ret stor, og jeg var bange. For første gang blev han chokeret. Da jeg gik, sagde han kynisk: ’Hvor vil du gå hen? Du har ingen steder at gå hen!’ Jeg brød sammen, for han havde ret.”

En frygtelig mand

Jamie har set filmen ’En frygtelig kvinde’. Der er en scene, som rammer hende hårdt: ”Folk tror, det er overdrevet. Men det er det ikke. Psykisk terror betyder, at man drypvis forsvinder. Jeg var ved at brække mig under filmen.”

Psykisk terror betyder, at man drypvis forsvinder.

På et tidspunkt er det en aftale, at de skal i parterapi, have rengøringskone, og han skal hente Heidi i dagplejen en gang om ugen – og de skal på ferie. Intet af det sker, og da det går op for hende, at de ikke skal på ferie, slår det klik. Sløret løftes. Hun ser, at han ikke elsker hende.

Da insisterer hun på, at hun vil til missionsstævne i Mariager.

Bagefter forlader hun ham: ”Men det var skamfuldt at bryde ægteskabet. Et kæmpe nederlag. Jeg husker, jeg havde ondt i maven, da jeg skulle fortælle det i kirken. Skam, skam, skam. Jeg blev vildt overrasket, for reaktionen var tværtimod: ”Hvorfor har du ikke gjort det noget før?”

Ikke at Jamies liv siden har været en dans på roser. I statsforvaltningen troede de ikke på hendes historie. Derfor har de delt forældremyndigheden 9-5. Og siden da har det været en konstant kamp.

Handicappet

Hun blev syg i 2011 – dvs. hun havde haft symptomer i mange år. En svulst i ryggen. Operation og halvsidet lammelse, kørestol – og afskedsbrev til Heidi, fordi der var stor risiko for, at hun ikke vågnede op efter narkosen. Hun har genvundet førligheden, men hun mistede sit job undervejs, og hele tiden lurer angsten for at miste Heidi og retten til ophold i Danmark.

Løfterigt billede

Jamie Cunningham, 41 år:

• har boet i Danmark fra 1997
• har datteren Heidi, 12 år
• var gift med Heidis far i 11 ½ år

”Efter skilsmissen tør jeg komme i det kristne fællesskab, og mit kristne liv er blomstret op. På et sommerstævne oplevede jeg det som en befrielse, da de i ’Healing Rooms’ – et forbønssted, hvor man beder for bl.a. syge – bad og profeterede over mig. Hun fortalte, at hun så en lyshåret pige i en frodig have, og at pigen var beskyttet midt i det kaos, der var rundt om hende. Hun havde det godt, og jeg skulle ikke bekymre mig. Det syn har holdt mig oppe igennem hele processen.”

Hvad har du været mest ked af?

”Ikke at kunne give Heidi et stabilt familieliv, heller ikke i skilsmissen. Jeg har følt, at jeg har ført dysfunktionen fra min egen familie i USA videre, fordi jeg ikke har været i stand til at vælge en relation, der var god for mig. Og så har jeg følt mig som kvinden ved brønden[1]. Den historie har fyldt mig med skam – indtil sidste gang, jeg hørte den. Da hørte jeg, at hun trods alt var budbringeren, så en hel by kom til tro!”

Læs også: Fars nye kone – mors nye mand

[1] Johannes-evangeliet kap. 4

Relateret

• 19. jan. 2022 - Sex uden skam
• 05. feb. 2021 - Når seksualitet bliver til skam
• 30. jul. 2019 - Skam er prisen for fællesskab
• 18. sep. 2018 - I spændingen mellem passion og skrøbelighed
• 19. apr. 2018 - Kærlighed på kursus

Find flere