Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Jeg må indrømme, at jeg misunder lidt den afro-amerikanske prædikant Warren Stewart, som han står på scenen og nærmest råber sit budskab ud over den brogede forsamling. Og får masser af amen’er til svar. Vi er til årsmøde med Baptist World Alliance (BWA) i Stavanger i Norge. I løbet af ugen mødes i alt 800 baptister fra 82 lande til gudstjenester, samtaler, inspiration og udfordringer. Gensyn og nye bekendte. Temaet for hele ugen er ”Sendt” – at være i mission.

Vi er til den gudstjeneste, som afslutter BWA’s møder. European Baptist Federation (EBF) har lavet et spændende program for resten af ugen, som appellerer mere til den almindelige baptist. Prædikanten tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger kap. 8, vers 1-4, som i en mundret udgave fortæller, at de første kristne var forsamlede i Jerusalem. Dér blev de – lige indtil Stefanus blev slået ihjel. Fordi den unge Saulus gik fra hus til hus og sendte nye kristne i fængsel, flygtede de nye kristne i alle retninger. Oversættelsen The Voice slutter: ”Men de var ikke bange eller stille. I stedet spredte de budskabet om Jesus”.

De gik ikke frivilligt

Og her starter Warren med at konstatere: ”De første kristne blev ufrivilligt sendt ud i verden, fordi de ikke gik frivilligt.” Jesus sender os ud i mission, men disciplene blev i Jerusalem. Sådan har vi det bedst: når vi bliver, hvor vi er – vi bliver komfortable. Tørke, krig og utallige katastrofer sender os i alle retninger. Vores enhed er udfordret. Måske Gud lader alt dette ske, fordi vi ufrivilligt skal sendes ud.

Sådan har vi det bedst: Når vi bliver, hvor vi er – vi bliver komfortable.

Hvad sker der, når vi er sendt ud, når vi bliver spredt? Warren fortsætter: ”Vi bliver mere en bevægelse end en organisation”. Og imens synger vi ”We shall, we shall, we shall not be moved…”. – Det er skræmmende at blive udsat for forfølgelse. Men så er det, at vi begynder at bevæge os. Ligesom de første kristne begyndte at bevæge sig fra hus til hus. Vi bliver mere modige end forsigtige. Der står: ”De var ikke bange”.

Mere modige

Saulus var en bølle, som blev brugt af Gud til at få de tidlige kristne ud af deres huse og komfortable nye liv. Den anti-kristne kultur i dag kan gøre os mere modige. Så vi ikke længere er politisk korrekte, men rejser vores stemme og fortæller om Jesus. ”De var ikke stille!” Hver gang Warren løfter stemmen, svarer forsamlingen – eller rettere især afrikanerne og de afro-amerikanske deltagere i forsamlingen – højlydt med et ”Amen”.

Vi er et folk med gode nyheder i en verden af dårlige nyheder.

Warren fortsætter: ”En stemme råber i ørkenen, men ørkenen råber også efter en stemme. Vores stemme, vores budskab, for retfærdighed, tillid, liv, kærlighed, nåde, håb, hjælp, helbredelse. Når vi bliver spredt, bliver vi i stand til at fortælle de gode nyheder i stedet for at holde på budskabet for os selv. Vi skal tro på, at det vil gøre en forskel. Vi er et folk med gode nyheder i en verden af dårlige nyheder. Vi bliver ufrivilligt sendt, fordi vi ikke går frivilligt.”

Vi bliver ufrivilligt sendt, fordi vi ikke går frivilligt.

Bøn mod fire verdenshjørner

Warren forlader scenen, og i stedet rejser hele forsamlingen sig, og vi vender os på skift mod de fire verdenshjørner, mens der mod nord bliver bedt for det kolde; mod øst for solens kraft; mod syd for alt det, der vokser; mod vest for solnedgangen og livets rytme. Og vi slutter med at se op og bekende vores tro på den treenige Gud i himlen, og se ned og bede for verden, for mod, når vi bl.a. møder døden. En ny slags bøn, som straks talte til mig.

Jeg bliver ret ydmyg over at være en del af denne farverige, fantastiske flok. Og samtidig får jeg nyt mod. Ikke at jeg ville kunne prædike som Warren – det vil mine menigheder nok snart finde ud af, ikke var mig. Men til at finde min vej som sendt ud i verden. Og opmuntre andre til at gøre det samme. ”De var ikke bange, og de tav ikke!” Verden er mere parat, end vi aner – vi skal bare tro på det!

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lindenborg i slutningen af uge 28: Energiske frivillige indretter campingplads med kridtstreger og pladsnumre, trækker elkabler og kobler vand til toiletvognene. Et enkelt skybrud trækker forbi og efterlader kridtstregerne en anelse udsplattede. Trods udfordringer er der klarmelding et døgn før deadline og allerede lørdag middag sniger de første campingvogne sig ind: Velkommen til Lindenborg og Sommerstævne ’23.

Vi er i gang med en fest

Søndag formiddag sætter vi i gang med en fest. ”O store Gud” i tempo får taget og stemningen til at løfte sig. Fra Store Scene byder Mette Sloth og Jakob Martens velkommen. Bager og konditor Jakob indvier os alle sammen i kransekagens mysterium: Af tre simple ingredienser – æggehvide, sukker og marcipan kan man skabe et overflødighedshorn af lækre sager:
”Se på Sommerstævnet: Det er også et overflødighedshorn skabt af Fader, Søn og Helligånd med hjælp fra en masse frivillige.”

”Generalerne” er klar til programmet

Fra stævneteamet fortæller generalsekretærerne John Nielsen (Evangelisk Frikirke Danmark), Torben Andersen (Baptistkirken i Danmark) og stævnekoordinator Pia Daugaard Rosendal om det, de glæder sig allermest til. Vi kommer hele vejen rundt, fra Late Night på Grønningen over John McGinleys undervisning til dåb i fjorden på torsdag.

Når en del af os har brugt morgenen på at tørre op og tørre telt efter nattens voldsomme regnvejr, er det en befrielse at synge i vilden sky med alle børnene, at ”Gud giver aldrig op – Gud bliver aldrig træt”. Det gjorde vi heller ikke, og lidt senere fejrede vi fællesskabet i sommersol.

Jakob og Heine taler om at være sendt til Afrika (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hullet i hækken

På scenen møder Jakob og Mette hinanden over hækken. Eller nej – de sidder i hver sin have og besværer sig over naboen. Jakobs matrikel kan næsten ikke rumme tre støjende drenge og Mette er rædselsslagen for at noget i kæmpehaven står forkert. Mette får besøg af Svend, der har prøvet at rykke sig selv og familien op med rode – eller rettere med klump. Svend fortæller om 40 års tilløb til at blive sendt. Om det vigtige i at lade sig sende og flytte og se det som en mulighed og ikke som en løsning på livets udfordringer.

I Jakobs lille have kommer Heine forbi med en opfordring fra Rwanda. Tag ud og hjælp unge enlige mødre til et bedre liv. Med tre små børn og en mere på vej er Jakob lidt overvældet af tilbuddet og mener nok, at rødderne stikker lidt for dybt til det store eventyr.

Svend fortæller Mette om at blive sendt – til Haderslev (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Klip hul i hækken!

Budskabet fra naboerne og deres gæster bundfælder sig mens vi synger ”Lær os at elske med mere end ord”. På scenen finder Mette og Jakob ud af, at man ikke behøver rejse til verdens ende for at være sendt: Klip hul i hækken! Og vær sendt til dem, der er lige ved siden af dig. Del din have, dit liv og bibelens budskab lige der, hvor du er. Lad dig inspirere og del dit liv, lyder opfordringen.

Mette og Jakob klipper hul i hækker og bliver sendt til hinanden (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere