baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Thu, 17 Sep 2026 04:00:56 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Hvad kan kirken lære af nye troende? https://baptist.dk/hvad-kan-kirken-laere-af-nye-troende/ Sat, 25 Jul 2026 08:25:24 +0000 https://baptist.dk/?p=21813 Nye troende finder sjældent vej til troen gennem én afgørende beslutning. En ny ph.d.-afhandling viser, at troen vokser frem gennem erfaringer, relationer og deltagelse i kirkens fællesskab.


 

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/hvad-kirken-kan-laere-af-nye-troende-holmgaard.mp3

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

  • cand.theol. og ph.d.
  • sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
  • aktiv sejler
  • gift med Mette og far til Isaac og Noah
  • Tidligere:
    • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
    • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
    • Præst i Bethelkirken i Aalborg
    • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
    • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
    • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Nye troende finder sjældent vej til troen gennem én afgørende beslutning. En ny ph.d.-afhandling viser, at troen vokser frem gennem erfaringer, relationer og deltagelse i kirkens fællesskab.


 

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/hvad-kirken-kan-laere-af-nye-troende-holmgaard.mp3

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

  • cand.theol. og ph.d.
  • sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
  • aktiv sejler
  • gift med Mette og far til Isaac og Noah
  • Tidligere:
    • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
    • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
    • Præst i Bethelkirken i Aalborg
    • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
    • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
    • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvad-kan-kirken-laere-af-nye-troende/feed/ Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren https://baptist.dk/unge-vaelger-daab-og-kirke-til-et-skifte-der-gaar-under-radaren/ Sat, 10 Jan 2026 12:55:40 +0000 https://baptist.dk/?p=20690 Unge tror og møder kirken: I Danmark, Frankrig, Tyskland og England ses samme mønster. Men væksten ses ikke i kirkernes medlemstal


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/unge-vaelger-daab-og-kirke-til.mp3

Det er en mærkelig tid at være kristen kirke i.

Fortællingen om kristendommen i Europa handler om øget sekularisering og faldende medlemstal. Målt på medlemskab alene, er det let konkludere, at alt bevæger sig én vej for kirkerne.

Men der er sprækker: Unge, der møder op. Unge, der vil tale om tro, Unge, der søger et sted, hvor man kan tale om tro uden at skulle spille en rolle. Beretninger om dåb, kirkegang og nye fællesskaber tegner et sammensat billede – især blandt unge.

Det ser ikke ud af meget. Ikke nok til overskrifter. Ikke nok til at vende en nedadgående medlemskurve. Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

”Den stille vækkelse”

Danske Kirkers Råd peger i notatet ”Den stille vækkelse” på en bevægelse, der også kan være i gang blandt unge i Danmark uden at den fylder i statistikkerne.

Notatet bygger på folkekirkens data om ind- og udmeldelser, konfirmationer og dåb. Tallene viser en faldende interesse for folkekirken blandt unge. Notatet peger på, at kirken overser, hvad der foregår i unges trosliv, hvis der kun er fokus på medlemskab. Der kan være gang i en bevægelse, uden at det kan aflæses i medlemstal.

”Den stille vækkelse” peger på en udvikling i de unges trosliv. Notatet indeholder ikke endegyldige beviser. Men mønstret findes også udenfor Danmarks grænser. I flere europæiske lande ser man den samme dobbelte virkelighed: tilbagegang i formelt medlemskab – og samtidig mere dåb, mere kirkegang og mere åndelig søgen blandt Generation Z[1].

Danmark: Dåben som bevidst tilvalg

I Danmark er et tegn på den stille vækkelse en stigende tilslutning til dåben i folkekirken blandt unge i alderen 13 – 15 år.

I 2014 blev 2.100 unge i alderen 13–15 år døbt. I 2024 var tallet 3.799 – næsten en fordobling selv om befolkningstallet for gruppen er svagt faldende. Det sker samtidig med, at færre generelt bliver døbt og meldt ind i Folkekirken i 2024 end i 2014.

Udviklingen peger på et aktivt tilvalg af dåben, ofte i forbindelse med konfirmationsforløbet. Dåben bliver andet og mere end blot en tradition.

Hvis Danmark viser små, måske utydelige tegn, så er der tydeligere tegn på vækkelse i Frankrig.

Frankrig: Dåbsboom i Europas sekulariserede udstillingsvindue

I et land med en stærk sekulær tradition viser tal fra den franske katolske bispekonference en markant stigning i voksendåb i forbindelse med påskefejringen[2]: fra 5.463 døbte i 2023 til 10.384 i 2025. Samtidig stiger antallet af teenagere (11-17 år), der bliver døbt også: fra 2.861 i 2023 til 5.025 i 2024.

Hele 84 procent følger kristne influencere online.

36 procent af de voksne døbte er i alderen 18–25 år og 65 procent kommer ikke fra en religiøs familie. De unge har selv fundet vej til troen, og de har selv valgt troen.

Kilder peger på sociale medier som en katalysator for de søgende unge. Blandt 900 unge, der i 2025 var under trosoplæring i den katolske kirke, fortalte 78 procent, at sociale medier spillede en rolle i deres trosrejse. Hele 84 procent følger kristne influencere online.

Tyskland: Udmeldelserne sætter rekord – men en vækkelse er på vej blandt de unge

I Tyskland ser paradokset anderledes ud: Rekordmange udmeldelser fra de store trossamfund og samtidig tegn på fornyelse og engagement blandt unge.

I 2023 lancerede Evangelische Kirche in Deutschland (EKD) en landsdækkende kampagne for at sætte fokus på dåben. Kampagnen gav ungdomsvækkelsen synlighed gennem beretninger og billeder på de sociale medier. Et enkelt arrangement havde stor gennemslagskraft: Den 24. juni 2023 arrangerede omkring 1.000 menigheder udendørs dåbsfester med dåb i badesøer, skovsøer og ved flodbredder og i et springvand i Berlin.

Arrangementer som “Fire Festival” i Stuttgart og “Holy Spirit Night” og “Night of Hope” i flere tyske byer er også tegn på en stille vækkelse blandt unge i Tyskland.

England: “Den stille vækkelse” bliver et begreb

I Storbritannien udfordrer nye tal fortællingen om tomme kirkebænke.

Rapporten ”Den stille vækkelse: Generation Z fører an i stigningen i kirkegang” fra British Bible Society (2024) fortæller, at andelen af befolkningen, der går i kirke mindst én gang om måneden, er steget fra 8 procent i 2018 til 12 procent i 2024.

Blandt 18–24-årige steg andelen, der går i kirke mindst en gang om måneden, fra 4 procent i 2018 til 16 procent i 2024 – og blandt unge mænd fra 4 til 21 procent.

Udviklingen i frikirkerne

I Danmark er der de senere år kommet mere fokus på den kristne tro. Den succesrige ”Lad os tale om tro”-kampagne og flere ”kendissers” offentlige bekendelse af deres kristne tro, har trukket overskrifter og fået skærmtid. Det kan derfor være nærliggende at tro, at frikirkerne står med nøglen til “den stille vækkelse”.

Webmediet kirke.dk har søgt aktindsigt i de anerkendte trossamfunds årlige indberetninger af medlemstal til Kirkeministeriet. I artiklen ”Er frikirkerne i vækst? Ikke ifølge deres egne medlemstal” fortæller kirke.dk, at medlemstallet i kristne trossamfund generelt er faldet fra 2020 til 2024. Men for ”pentekostale og missionsk prægede menigheder” er der hverken tale om vækst eller tilbagegang: 31.708 medlemmer i 2020 og 31.624 medlemmer i 2024.

Oplevelsen af, at mange – især unge – søger fællesskabet i frikirkerne, forklarer Emil Rindom Nørholm, ledende præst i København Vineyard, i artiklen:
”Der er en større gruppe af søgende og kristne, der bevæger sig rundt mellem forskellige frikirker, og som bliver tiltrukket af frikirker, der har momentum. Kirker… som oplever, at Gud gør noget i deres fællesskab, som trækker folk til.”

Notatet ”Den stille vækkelse” støtter Emil Rindom Nørholms forklaring: Undersøgelserne betegner i dag unge voksne som “ikke-konfessionelle livsfasekristne”. De unge tilhører ikke nødvendigvis ét kirkesamfund, men bevæger sig på tværs mellem kristne fællesskaber – den ene dag gospelkor i en pinsekirke, den næste dag et tværkirkeligt ungdomsprojekt, den tredje dag gudstjeneste med en ven i folkekirken. Måske er de slet ikke medlemmer af et trossamfund, men blot i bevægelse mod tro og fællesskab.

Et skifte under radaren – hvad betyder det for BaptistKirken

På tværs af et sekulariseret Europa er der flere og nogle steder målbare tegn på en stille vækkelse blandt de unge. Vækkelsen er organisk og personlig. Selv om vækkelsen ofte er understøttet af digitale platforme søger de unge fysiske tilhørsforhold og autentiske fællesskaber.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer og deltagelse i enkelte arrangementer fra søndagsgudstjenesten til de unges fællesspisning og lovsang fredag aften.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer

Kristne trossamfund og menigheder, der fortsat insisterer på modeller for medlemskab og kommunikation, der ikke følger med tiden, risikerer at ”misse” en historisk mulighed for vækst.

Sporene ude fra Europa kan tjene som inspiration til at møde mennesker, der søger fællesskabet med:

  • Et mere fleksibelt blik på tilknytning (relationer og kontaktpunkter frem for traditionelt medlemskab).
  • En tydelig og varm “første-gang-i-kirken”-kultur, der inviterer til at komme igen.
  • Digital tilstedeværelse og kommunikation generelt, der er autentisk og baseret på dialog frem for information om tro.
  • Mulighed for at tale om tro og dåb uden at have et ”kirkesprog”
  • Små, trygge fællesskaber, hvor der er plads til tvivl, spørgsmål og en tro, der kan vokse i eget tempo.

Det afgørende spørgsmål er: Hvad ser vi efter, når vi leder efter vækst? Hvilke døre gør vi lette at åbne? Den generation, kirken troede var på vej væk, kan vise sig at være den, der nu søger tilbage. Hvis det er rigtigt, er kirkens opgave at være det fællesskab, der kan tage imod den.

Efterskrift

Begrebet ”Den stille vækkelse” er vokset frem over de senere år. Ud over eksemplerne i denne artikel viser en simpel Google-søgning link til adskillige fortællinger om mere eller mindre spektakulære vækkelsesoplevelser: Fra et sydnorsk missionshus, der gik fra at være lukningstruet til at samle hundredevis af mennesker over studenterandagten på et universitet i Kentucky, der samler mennesker fra hele USA. Webmediet kirke.dk har flere artikler om emnet og i juni 2025 havde Zetland en artikel med overskriften: ”Det er intet mindre end Jesu genkomst. Hvorfor tror så mange unge i Vesten pludselig på ham igen?”. Senest har Udfordringen i januar 2026 bragt artiklen: “Unge søger kirken: Er en vækkelse på vej?“, der både forsøger at forklare den stille vækkelse og give gode råd til, hvordan kirkerne møder de søgende.

Genkender I udviklingen I jeres kirke? Har I oplevet, at unge (mænd?) søger jeres fællesskab nu mere end tidligere? Eller er den stille vækkelse helt tavs, der hvor I lever? Skriv til webredaktion@baptist.dk, så vi kan dele oplevelserne til inspiration.

[1] Generation Z (ofte blot Gen Z) er en betegnelse for personer, der er født i årene mellem 1997 og 2012. Det kendetegner generation Z, at de er vokset op med internettet og er blevet unge i takt med de sociale mediers udbredelse. Gen Z er også kendt som Zoomers, iGeneration/iGen eller curlinggenerationen.

[2] I den katolske kirke bliver voksne typisk døbt under påsken, især ved den store fejring af opstandelsen ved festmessen natten mellem påskelørdag og påskedag.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Unge tror og møder kirken: I Danmark, Frankrig, Tyskland og England ses samme mønster. Men væksten ses ikke i kirkernes medlemstal


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/unge-vaelger-daab-og-kirke-til.mp3

Det er en mærkelig tid at være kristen kirke i.

Fortællingen om kristendommen i Europa handler om øget sekularisering og faldende medlemstal. Målt på medlemskab alene, er det let konkludere, at alt bevæger sig én vej for kirkerne.

Men der er sprækker: Unge, der møder op. Unge, der vil tale om tro, Unge, der søger et sted, hvor man kan tale om tro uden at skulle spille en rolle. Beretninger om dåb, kirkegang og nye fællesskaber tegner et sammensat billede – især blandt unge.

Det ser ikke ud af meget. Ikke nok til overskrifter. Ikke nok til at vende en nedadgående medlemskurve. Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

”Den stille vækkelse”

Danske Kirkers Råd peger i notatet ”Den stille vækkelse” på en bevægelse, der også kan være i gang blandt unge i Danmark uden at den fylder i statistikkerne.

Notatet bygger på folkekirkens data om ind- og udmeldelser, konfirmationer og dåb. Tallene viser en faldende interesse for folkekirken blandt unge. Notatet peger på, at kirken overser, hvad der foregår i unges trosliv, hvis der kun er fokus på medlemskab. Der kan være gang i en bevægelse, uden at det kan aflæses i medlemstal.

”Den stille vækkelse” peger på en udvikling i de unges trosliv. Notatet indeholder ikke endegyldige beviser. Men mønstret findes også udenfor Danmarks grænser. I flere europæiske lande ser man den samme dobbelte virkelighed: tilbagegang i formelt medlemskab – og samtidig mere dåb, mere kirkegang og mere åndelig søgen blandt Generation Z[1].

Danmark: Dåben som bevidst tilvalg

I Danmark er et tegn på den stille vækkelse en stigende tilslutning til dåben i folkekirken blandt unge i alderen 13 – 15 år.

I 2014 blev 2.100 unge i alderen 13–15 år døbt. I 2024 var tallet 3.799 – næsten en fordobling selv om befolkningstallet for gruppen er svagt faldende. Det sker samtidig med, at færre generelt bliver døbt og meldt ind i Folkekirken i 2024 end i 2014.

Udviklingen peger på et aktivt tilvalg af dåben, ofte i forbindelse med konfirmationsforløbet. Dåben bliver andet og mere end blot en tradition.

Hvis Danmark viser små, måske utydelige tegn, så er der tydeligere tegn på vækkelse i Frankrig.

Frankrig: Dåbsboom i Europas sekulariserede udstillingsvindue

I et land med en stærk sekulær tradition viser tal fra den franske katolske bispekonference en markant stigning i voksendåb i forbindelse med påskefejringen[2]: fra 5.463 døbte i 2023 til 10.384 i 2025. Samtidig stiger antallet af teenagere (11-17 år), der bliver døbt også: fra 2.861 i 2023 til 5.025 i 2024.

Hele 84 procent følger kristne influencere online.

36 procent af de voksne døbte er i alderen 18–25 år og 65 procent kommer ikke fra en religiøs familie. De unge har selv fundet vej til troen, og de har selv valgt troen.

Kilder peger på sociale medier som en katalysator for de søgende unge. Blandt 900 unge, der i 2025 var under trosoplæring i den katolske kirke, fortalte 78 procent, at sociale medier spillede en rolle i deres trosrejse. Hele 84 procent følger kristne influencere online.

Tyskland: Udmeldelserne sætter rekord – men en vækkelse er på vej blandt de unge

I Tyskland ser paradokset anderledes ud: Rekordmange udmeldelser fra de store trossamfund og samtidig tegn på fornyelse og engagement blandt unge.

I 2023 lancerede Evangelische Kirche in Deutschland (EKD) en landsdækkende kampagne for at sætte fokus på dåben. Kampagnen gav ungdomsvækkelsen synlighed gennem beretninger og billeder på de sociale medier. Et enkelt arrangement havde stor gennemslagskraft: Den 24. juni 2023 arrangerede omkring 1.000 menigheder udendørs dåbsfester med dåb i badesøer, skovsøer og ved flodbredder og i et springvand i Berlin.

Arrangementer som “Fire Festival” i Stuttgart og “Holy Spirit Night” og “Night of Hope” i flere tyske byer er også tegn på en stille vækkelse blandt unge i Tyskland.

England: “Den stille vækkelse” bliver et begreb

I Storbritannien udfordrer nye tal fortællingen om tomme kirkebænke.

Rapporten ”Den stille vækkelse: Generation Z fører an i stigningen i kirkegang” fra British Bible Society (2024) fortæller, at andelen af befolkningen, der går i kirke mindst én gang om måneden, er steget fra 8 procent i 2018 til 12 procent i 2024.

Blandt 18–24-årige steg andelen, der går i kirke mindst en gang om måneden, fra 4 procent i 2018 til 16 procent i 2024 – og blandt unge mænd fra 4 til 21 procent.

Udviklingen i frikirkerne

I Danmark er der de senere år kommet mere fokus på den kristne tro. Den succesrige ”Lad os tale om tro”-kampagne og flere ”kendissers” offentlige bekendelse af deres kristne tro, har trukket overskrifter og fået skærmtid. Det kan derfor være nærliggende at tro, at frikirkerne står med nøglen til “den stille vækkelse”.

Webmediet kirke.dk har søgt aktindsigt i de anerkendte trossamfunds årlige indberetninger af medlemstal til Kirkeministeriet. I artiklen ”Er frikirkerne i vækst? Ikke ifølge deres egne medlemstal” fortæller kirke.dk, at medlemstallet i kristne trossamfund generelt er faldet fra 2020 til 2024. Men for ”pentekostale og missionsk prægede menigheder” er der hverken tale om vækst eller tilbagegang: 31.708 medlemmer i 2020 og 31.624 medlemmer i 2024.

Oplevelsen af, at mange – især unge – søger fællesskabet i frikirkerne, forklarer Emil Rindom Nørholm, ledende præst i København Vineyard, i artiklen:
”Der er en større gruppe af søgende og kristne, der bevæger sig rundt mellem forskellige frikirker, og som bliver tiltrukket af frikirker, der har momentum. Kirker… som oplever, at Gud gør noget i deres fællesskab, som trækker folk til.”

Notatet ”Den stille vækkelse” støtter Emil Rindom Nørholms forklaring: Undersøgelserne betegner i dag unge voksne som “ikke-konfessionelle livsfasekristne”. De unge tilhører ikke nødvendigvis ét kirkesamfund, men bevæger sig på tværs mellem kristne fællesskaber – den ene dag gospelkor i en pinsekirke, den næste dag et tværkirkeligt ungdomsprojekt, den tredje dag gudstjeneste med en ven i folkekirken. Måske er de slet ikke medlemmer af et trossamfund, men blot i bevægelse mod tro og fællesskab.

Et skifte under radaren – hvad betyder det for BaptistKirken

På tværs af et sekulariseret Europa er der flere og nogle steder målbare tegn på en stille vækkelse blandt de unge. Vækkelsen er organisk og personlig. Selv om vækkelsen ofte er understøttet af digitale platforme søger de unge fysiske tilhørsforhold og autentiske fællesskaber.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer og deltagelse i enkelte arrangementer fra søndagsgudstjenesten til de unges fællesspisning og lovsang fredag aften.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer

Kristne trossamfund og menigheder, der fortsat insisterer på modeller for medlemskab og kommunikation, der ikke følger med tiden, risikerer at ”misse” en historisk mulighed for vækst.

Sporene ude fra Europa kan tjene som inspiration til at møde mennesker, der søger fællesskabet med:

  • Et mere fleksibelt blik på tilknytning (relationer og kontaktpunkter frem for traditionelt medlemskab).
  • En tydelig og varm “første-gang-i-kirken”-kultur, der inviterer til at komme igen.
  • Digital tilstedeværelse og kommunikation generelt, der er autentisk og baseret på dialog frem for information om tro.
  • Mulighed for at tale om tro og dåb uden at have et ”kirkesprog”
  • Små, trygge fællesskaber, hvor der er plads til tvivl, spørgsmål og en tro, der kan vokse i eget tempo.

Det afgørende spørgsmål er: Hvad ser vi efter, når vi leder efter vækst? Hvilke døre gør vi lette at åbne? Den generation, kirken troede var på vej væk, kan vise sig at være den, der nu søger tilbage. Hvis det er rigtigt, er kirkens opgave at være det fællesskab, der kan tage imod den.

Efterskrift

Begrebet ”Den stille vækkelse” er vokset frem over de senere år. Ud over eksemplerne i denne artikel viser en simpel Google-søgning link til adskillige fortællinger om mere eller mindre spektakulære vækkelsesoplevelser: Fra et sydnorsk missionshus, der gik fra at være lukningstruet til at samle hundredevis af mennesker over studenterandagten på et universitet i Kentucky, der samler mennesker fra hele USA. Webmediet kirke.dk har flere artikler om emnet og i juni 2025 havde Zetland en artikel med overskriften: ”Det er intet mindre end Jesu genkomst. Hvorfor tror så mange unge i Vesten pludselig på ham igen?”. Senest har Udfordringen i januar 2026 bragt artiklen: “Unge søger kirken: Er en vækkelse på vej?“, der både forsøger at forklare den stille vækkelse og give gode råd til, hvordan kirkerne møder de søgende.

Genkender I udviklingen I jeres kirke? Har I oplevet, at unge (mænd?) søger jeres fællesskab nu mere end tidligere? Eller er den stille vækkelse helt tavs, der hvor I lever? Skriv til webredaktion@baptist.dk, så vi kan dele oplevelserne til inspiration.

[1] Generation Z (ofte blot Gen Z) er en betegnelse for personer, der er født i årene mellem 1997 og 2012. Det kendetegner generation Z, at de er vokset op med internettet og er blevet unge i takt med de sociale mediers udbredelse. Gen Z er også kendt som Zoomers, iGeneration/iGen eller curlinggenerationen.

[2] I den katolske kirke bliver voksne typisk døbt under påsken, især ved den store fejring af opstandelsen ved festmessen natten mellem påskelørdag og påskedag.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/unge-vaelger-daab-og-kirke-til-et-skifte-der-gaar-under-radaren/feed/