Lyt til artiklen:

Lars Midtgaard fortæller, at menigheden har forberedt sig grundigt til synoden. Igennem det sidste år har menighedsrådet haft mange drøftelser omkring processen, udfordringerne og værdierne, og menigheden har været inviteret til to møder, hvor værdierne er blevet bearbejdet.

Forventninger til synoden

Jeg var bekymret for, at den nationale ledelse vil gennemføre en kurs, som vil bringe os som kirkesamfund et forkert sted hen.

Lars kommer til synoden med et åbent og positivt sind og vil lytte til, hvad de enkelte menigheder har at sige, men han er ærlig og erkender, at han kommer uden store forventninger. Han er bekymret for, at den nationale ledelse vil gennemføre en kurs, som vil bringe os som kirkesamfund et forkert sted hen. Det drejer sig primært om de værdier, der omhandler bibelsynet, akkreditering af præsterne og ikke mindst spørgsmålet om seksualitet, hvor der lægges op til, at alle uanset seksualitet skal kunne vælges til lederposter i BID.

”Jeg forventer, at ledelsen vil gennemføre deres kurs, og det er de i deres gode ret til som ledelse, men min ret er også at give udtryk for, hvad vi mener hos os. Vi har som menighed svært ved at bekræfte værdierne, som de ser ud nu.”

Efter synoden

Lars Midtgaard giver efter synoden udtryk for, at de negative forventninger til synoden ikke som sådan blev indfriet: ”Det har været nogle svære dage, men drøftelserne var præget af, at vi talte ordentlig til hinanden, som vi jo også kan forvente af os selv og af hinanden, og det resulterede i en midlertidig løsning, som menighederne kan samles om.”

Jeg oplevede, at ledelsen alligevel i nogen grad havde lyttet til alles synspunkter.

Lars har under genstartsprocessen ikke følt, at der blev lyttet til ham og hans ligesindede, og tilliden til ledelsen har ikke været til stede. Men fremlæggelsen mandag morgen af konklusionen på de forgangne dages drøftelser blev et højdepunkt for Lars. Her oplevede han, at ledelsen alligevel i nogen grad havde lyttet til alles synspunkter.

”Vi er langt fra enige, men der er plads til forskellige holdninger, og skuldrene er faldet mere på plads.” Et vigtigt punkt blev sparket til hjørne, og værdien vedrørende kald og ledelse får nu tid og rum at blive undersøgt og bearbejdet over det næste halvandet år: ”Jeg tror, det hele er landet på det nødvendige sted ud fra den situation, vi står i lige nu.”

Synet på seksualitet

Det værdipunkt er en kampplads nationalt, som jeg ikke ønsker, skal blive trukket ind i den lokale menighed.

Værdien omhandlende seksualitet er nu den værdi, der fylder mest hos Lars Midtgaard. På synoden blev det nævnt, at der er en splittelse i BaptistKirken, og Lars er enig: ”Det værdipunkt er en kampplads nationalt, som jeg ikke ønsker, skal blive trukket ind i den lokale menighed. Det fylder meget, og jeg er meget opmærksom på, hvordan jeg kan passe på min menighed – og mig selv.”

Et andet højdepunkt for Lars blev mødet med Alan Donaldson, generalsekretær for sammenslutningen af baptistkirker i Europa (EBF). Han kunne både i sit oplæg og i samtaler med Lars tale ind i vores situation.

Nu glæder Lars sig til snart at holde ferie og koncentrere sig om familie og venner – og finde ud af, at det hele nok skal gå.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Poul Joachim Stender

• sognepræst i Kirke Saaby-Kisserup pastorat på Midtsjælland fra 1983 afbrudt af en periode som præst i Los Angeles ved Danish Lutheran Church 1996-2000
• har været tilknyttet DR-kirken, del af præsternes kriseberedskab og feltpræst
• rejseleder og forfatter til bl.a. ’Stop op – fjumreår for voksne’, ’Jesus Trip – Pilgrimsguide til Israel og Vestbredden’ og ’Med Gud i sengen’

Den sexfjendtlige fortolkning af de bibelske skrifter har gjort Jesus til en seksuel asket uden at have belæg for det. Det Nye Testamente er nemlig fuldstændig tavs om Jesus’ seksualitet. Det nævnes ikke, om han er gift eller ugift eller enkemand.

På et kirkemøde i Chalkedon i 451 besluttede konciliet, at Kristus havde to naturer. Han var sand Gud og sandt menneske – uadskilleligt forenet – men uden at skellet mellem Gud og menneske blev ophævet. Grunden til, at man slog dét fast på kirkemødet var et kætteri ved navn doketismen. Adskillige kristne mente nemlig, at Jesus kun var sand Gud. I stedet for to naturer havde han en, den guddommelige. Hans menneskelighed var tilsyneladende. Men selv om det blev slået fast med et dogme, at Jesus var både sand Gud og sandt menneske, havde man besvær med at forestille sig ham med det, der bestemt også hører til det sandt menneskelige: Nemlig den seksuelle drift.

Var Jesus single eller gift?

Der har været et hav af argumenter for, at Jesus var single:

• Han var for fattig til at gifte sig.
• Jesus og hans disciple var ikke inspireret af de gammeltestamentlige profeter, der giftede sig, men af de samtidige græske kynikere, der levede i stor fattigdom og ikke giftede sig.
• Jesus’ mission var så omfattende, at den fuldstændig udelukkede både ægteskab og familie.

Men man kan med lige så god ret hævde, at Jesus var gift:

• Det har nok været en selvfølge, at en jødisk mand, og i særdeleshed en rabbi som Jesus, var gift.
• Ægteskab og forplantning var i den jødiske tradition ikke en mulighed. Det var en religiøs forpligtelse.
• Kvinderne er ofte navnløse i biblens patriarkalske samfund, og det er måske derfor, at Kristus’ evt. kone ikke bliver omtalt. Hvis Simon Peters svigermor ikke havde fået høj feber, som Jesus hjalp hende af med, ville ingen have vidst, at Jesus’ mest fremtrædende disciple var gift.

I modsætning til andre mænd på den tid behandlede Kristus kvinder med værdighed og respekt.

 Atypisk forhold til kvinder

I modsætning til andre mænd på den tid behandlede Kristus kvinder med værdighed og respekt. Han angreb ligefrem den uretfærdige jødiske skilsmisselov for at give dem juridisk ligestilling. Hans disciple undrede sig over, at han talte med en kvinde. Og hans fjender undrede sig over, at han lod kvinder røre ved sig.

Engang spiste han hos en farisæer, og en luder kom ind i huset. Hun havde en krukke fuld af kostbar olie. Hun åbnede den og begyndte grædende at smøre hans krop med den fine olie. Hendes hår må have været langt, for den overskydende olie tørrede hun bort fra hans legeme med sin hårpragt. De forsamlede mænd blev dybt forargede over al den kropslighed, som de var vidne til. Men Jesus kunne den kunst, som også er vigtig i et erotisk forhold: Han kunne tage imod.[1] 

Maria Magdalene

Evangelierne fortæller også om de mange kvinder, der konstant fulgte ham. Fx Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, Zebedæussønnernes mor, Salome, Johanna, Susanna og Tabitha. For slet ikke at tale om Martha og hendes søster Maria, om hvem det blev sagt, at Jesus elskede dem. Især har interessen samlet sig om Jesus’ forhold til Maria Magdalene. I Det Nye Testamente er der intet belæg for et ægteskabeligt forhold mellem dem. Alligevel kan det ikke udelukkes, at de har været erotisk tætte. Det fremgår måske af en episode efter opstandelsen. Jesus er i den have, som omgiver graven. Her møder han Maria Magdalene. Han nævner hendes navn, og hun rækker tilsyneladende ud efter ham. Måske vil hun omfavne eller kysse ham. I den nuværende bibeloversættelse siger Jesus til hende: ”Hold mig ikke tilbage”. Men i de gamle bibeloversættelser lyder ordene: ”Rør mig ikke”.[2] Det anvendte græske ord for at røre bruges bl.a. om den seksuelle berøring.

Et hav af forestillinger

Det Nye Testamentes tavshed om Jesus’ seksualitet har givet mulighed for et hav af forestillinger, men et står fast: I inkarnationen blev Gud ikke en ’man’, men en mand, der spiste og drak med de mennesker, som han mødte i de israelitiske byer. Hans fætter Johannes Døberen fastede, og der var en begravelsesstemning over hans syn på livet, men over Jesus’ liv var der bryllupsstemning. Han deltog i bryllupper, og hans lignelser var fulde af billeder fra gode bryllupsfester.

Over Jesus’ liv var der bryllupsstemning.

Det er bedøvende lige meget, om han var ugift eller gift eller enkemand eller homoseksuel eller biseksuel. Han må, som sand Gud og sandt menneske, have været et erotisk væsen. Sex og spiritualitet udelukker ikke hinanden. Sex bliver faktisk endnu smukkere, både fysisk og åndeligt, når man som kristen tør tænke den tanke, at Guds søn sikkert også havde det. Når han kan følge den troende ind i døden, kan han vel også følge den troende ind i den orgasme, som franskmændene kalder ’den lille død’.

[1] Lukas-evangeliet kap. 7, vers 38-50

[2] Johannes-evangeliet kap. 20, vers 11-18

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Sara Palmqvist Gaarn-Larsen:

• uddannet som lærer
• selvstændig foredragsholder og skribent i seksualitet og køn
• se også: letstalkaboutsex.dk

Kvinden og hendes forlovede var kristne og kom fast i en kirke. Nu var de kommet til at gå i seng med hinanden, og det havde hun det rigtig svært med. Hun var så fyldt af skam, at hun næsten ikke kunne være i sig selv.

Da hun fortalte mig det, var det tydeligt, at hun forventede en bestemt reaktion. Hun så mig ind i øjnene, afventende den dom, der ville bekræfte hendes skyld og skam. Men i stedet blev jeg ked af det på hendes vegne. Jeg syntes, det var synd for hende og hendes forlovede, at deres fælles seksualitet skulle begynde med skam. At det, som Gud havde givet dem begge som noget fantastisk smukt, nu var gået hen og blevet til noget, der skulle gemmes væk.

Skyld og skam

Deres situation er ikke unik. Mange kan nikke genkendende til at komme til at træde ved siden af, når det kommer til deres seksualitet. Det sker ikke kun gennem sex før ægteskabet. Afhængighed af porno, utroskab og urealistiske kropsidealer er også måder, hvor fristelsen tager over.

Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde.

Det er blevet en betingelse for det at være et seksuelt menneske, at skyld og skam er faste følgesvende. Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde, for fristelserne og højtråbende gudsforladte budskaber om det perfekte kropsideal står i kø for at få vores opmærksomhed.

Skabt med et køn

Seksualiteten er med til at skabe rammen for vores liv. Jeg er født som et bestemt køn. I det henstår en række fantastiske egenskaber, som er med til at berige mit og andres liv. Der ligger en stor skat i at kunne glæde sig over de ting, Gud har velsignet mig med i kraft af mit køn.

Ligeledes har Gud skabt os til at leve sammen som elskende, hvor kærligheden bekræftes, og hvor vi skaber liv. Familier eksisterer som et resultat af den seksuelle kærlighed, der opstår mellem mennesker. Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet. Men med velsignelsen følger også et ansvar.

Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet.

Den skrøbelige seksualitet

Seksualiteten er skrøbelig og går let i stykker. Det gør ondt, og skyldfølelsen er svær at bære rundt på. Derfor reagerer vi oftest på en af to måder. Den første er det, jeg omtalte i ovenfor med kvinden på caféen. Vi bliver så tynget af skyld og skam, at vi får lyst til at gemme os væk. Det er en almindelig reaktion på smerten af en brudt seksualitet.

Den anden reaktion er helt modsat. Man begynder at komme med argumenter for, hvorfor det er Guds ord, den er gal med: ’Gud har jo givet mig min seksualitet, og det giver mig ret til at nyde den’; ’Man kan jo ikke forvente, at jeg kan leve op til det’ og ’Det er gammeldags opfattelser, som ikke passer ind i dagens samfund’. Når den skamfyldte seksualitet bliver for svær at være i, skubber vi det væk ved at gå i forsvar på en måde, så vi ikke behøver skamme os. I værste fald vælger man at søge væk fra kirken, fordi det blot er en påmindelse om ens egen skyld. Her får synden lov til at skille os fra Gud.

En tredje mulighed

Men der findes en tredje mulighed, som tager sit udgangspunkt i tilgivelsen. Her vælger jeg at se min synd i øjnene ved at tage ansvar for den og lære af den. Gud ønsker ikke, at vi skal leve i skyld og skam, men ved at lægge det foran korset, får jeg en ny chance for at lære af mine fejl og samtidig blive mødt med tilgivelse. Gud er optaget af hjertet – ikke af synden. Han véd, hvad det gør ved os, når vores seksualitet rammes af skam. Men vi overfører vores egen fordømmelse på Gud. Hvorfor skulle han dog tilgive mig?

Det er svært for os at forstå omfanget af den kærlighed, Gud tilbyder os – særligt når vi synes, vi ikke fortjener den – men Paulus skriver: ”Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer”[i]. Gud kan genoprette den brudte seksualitet, hvis vi giver ham lov. Ved at bede om tilgivelse for det, som jeg skammer mig over, sættes jeg fri til at nyde at være et seksuelt menneske. Men det kræver, at jeg også viser mig selv nåde.

Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser.

Vores egen værste dommer

Indimellem møder jeg mennesker, der synes at opleve, at Guds tilgivelse ikke har ændret noget for dem. At det ikke gjorde en forskel at bede over det, som de ønskede at blive tilgivet for. Men svaret er åbenlyst. Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser, og med tiden udvikler det sig til at blive en tung rygsæk fyldt med store sten af skam, som hæmmer vores liv.

Guds tilgivelse kan sætte os fri, men hvis man holder sig selv fanget, vil seksualiteten stadig lide under vores egne stramme regler, og dermed skabe en legeplads for skammen. Vi må nægte at lade skyld og skam overtage vores krop og identitet og i stedet tilgive os selv for det, når vi snubler over fristelserne. Gud kan give os styrken til denne tilgivelse. Derigennem kan han vise os de rigdomme, vores seksualitet rummer.

[1] Efeserbrevet kap. 3, vers 19 ifølge ’Bibelen på Hverdagsdansk’ 2009

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere

Jens Christensen, cand.theol., tidligere baptistpræst i Lyngby, Karmelkirken, Aalborg og Aarhus.

Hvorfor betragtes det, der har med vores kønsliv at gøre, som syndigt og urent? Er det historisk betinget? På den korte historiske bane var det seksuelle for bare 60-70 år siden ikke samtaleemne i kirkelig sammenhæng. Kun når et ungt par ventede barn før ægteskab, blev det et menighedsanliggende – med alt for mange tilfælde af sårede følelser og brud til følge. Så kom ungdomsoprøret i 1968 med et efterfølgende årti af frigørelse på mange områder – ikke mindst det seksuelle. Siden da har det været let at blive ’oplyst’ om snart sagt alt, hvad der har med kønslivet at gøre. Dog ikke lige i kirkens fællesskab.

Mennesket er en synder

På historiens lange bane er udgangspunktet formentlig den bibelske fortælling om det såkaldte ’syndefald’.[1] Her oplever menneskene skyld efter overtrædelsen af Guds forbud. Derefter føler de skam over deres nøgenhed. Og endelig bliver de straffet ved at skulle arbejde for føden og have besvær og smerte ved at sætte børn i verden. Det sidste er specielt kvindens problem – men nu var det jo også hende, der var den første til at spise af den forbudte frugt.

Forfatteren Gary R. Renard skriver: ”De fleste religioner har altid forsøgt at undertrykke det seksuelle udtryk – indtil det blev tid til at blive gift og lave flere kroppe til kirken, selvfølgelig. At sige til mennesker, at de skal undertrykke deres ubevidste, præprogrammerede ønske, er som at sige til en fugl, at den ikke må flyve.” Og han fortsætter: ”Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus. Hvis du synes, der er noget galt med sex, kan du lige så godt mene, at der er noget galt med at spise mad. Begge dele er normale aktiviteter for en krop, og enhver ide om det modsatte er helt og aldeles menneskers påhit og ikke åndeligt inspireret.”[2]

Som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning.

Når det så alligevel er så svært at snakke med vores børn og hinanden om denne selvfølgelige del af vores liv som mennesker, hænger det sammen med, at vi har fået indpodet ideen om, at vi er syndere. Derfra kommer vores tilfredsstillelse ved at se og vide, at der er nogle, der er større syndere, end vi selv er. Og det hænger sammen med et problematisk gudsbillede.

Guds elskede skabning

Gud skaber og har altid skabt ud af kærlighed og uden betingelser. Han kan ikke andet. Så som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning. Kærlighed må nødvendigvis være betingelsesløs. En sådan kærlighed er det eneste, der kan sætte mig fri. Men friheden giver mig mulighed for at vælge – og så har jeg problemerne. Skal jeg vælge ud fra mine egne behov eller ud fra det fælles bedste? Er den seksuelle dimension af min tilværelse som udgangspunkt et behov, jeg stræber efter og har ret til at få tilfredsstillet? Eller er det en egenskab og noget værdifuldt, jeg gerne vil give til og dele med en partner – uden noget krav om, at det skal modtages?

Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus.

Mod til forandring

Vi skal have modet til at tage den religiøse historie op til revision. Vi bliver nødt til at erkende, at en betingelsesløst kærlig Gud er uforenelig med en straffende Gud. Det kan være med til at give os en oplevelse af selvværd, som 95% af os mangler.

I stedet for at fokusere på synd, skyld og skam kan vi fokusere på vores muligheder for at vælge – vælge at tilgive os selv. For hvis vi ikke kan det, kan vi ikke tilgive andre – af egen erfaring véd jeg, at det kan være vanskelig læring. Og vi må kunne tilgive os selv for at kunne elske os selv. Kan vi ikke elske os selv, kan vi ikke elske andre – betingelsesløst. Hvis vi kan nå dertil, vil vi have en mulighed for at give vores børn og børnebørn et anderledes og bedre udgangspunkt i tilværelsen og i kirkefællesskabet, end vi selv har fået. Og samtalen – også om sex og seksualitet – vil da blive en naturlig følge. 

[1] 1. Mosebog kap. 2-3

[2] Gary R. Renard: Gud er, Borgen 2006

Relateret

• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp

Find flere

Vi har altid haft en holdning til seksualitet. I 1921 var man – i menighederne og udenfor – enige om, at seksuelt samliv hørte ægteskabet til. Og fandt det sted udenfor, var det syndigt. Det førte til sociale katastrofer – især for kvinder – og massiv fordømmelse, ofte også udstødelse af menigheden. Derved svigtede fællesskabet sårbare mennesker.

I 2021 har det sekulære samfunds syn på køn, krop og seksualitet flyttet sig. Det har holdningerne i menighederne også, men vi taler ikke om det. I årtier har vi tiet, for det var det nemmeste, men vi er nødt til at tale med hinanden om seksualitetens plads i et moderne menneskes liv, for vi lever alle i menigheden – men også i det sekulære samfund.

Er der grænser?

Hvad to voksne, ligeværdige mennesker frivilligt gør med hinanden, kan aldrig blive andres – heller ikke menighedens – anliggende. Men efterårets afsløringer af grænseoverskridende seksualiseret adfærd i arbejds- og magtrelationer viser et himmelråbende behov for respektfulde, ansvarsbevidste normer, der giver plads for gensidig tiltrækning, men også sætter grænser for den enkeltes opførsel.

Som kristne er vi kaldet til at være en mod-kultur i verden. Vi er kaldet til at gøre Guds riges normer til virkelighed i et moderne samfund – også i forholdet mellem kønnene og på det seksuelle område. For at kunne det, må vi udfordre hinanden til at definere Guds riges normer for seksualitet, kærlighed og køn.  Vi må tale med hinanden for at komme til klarhed over, hvordan vi udlever vores seksualitet med udgangspunkt i et næstekærligt værdigrundlag.

Relateret

• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 09. okt. 2025 - Vælg side – eller?
• 21. jul. 2025 - En midlertidig løsning til at leve med
• 22. maj. 2025 - Fællesskab
• 19. maj. 2025 - ”Sange fra Taizé”: Rune Funch og Kirkefondet står bag ny sangbog, der udkommer på Himmelske Dage

Find flere

LGBT+ er en fællesbetegnelse, der bruges om mennesker, der ikke er heteroseksuelle og ikke er ciskønnede, det vil sige mennesker, der identificerer sig med et andet køn end det, de blev tildelt ved fødslen. Bogstaverne står for Lesbian (lesbisk), Gay (bøsse), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transkønnet). Plustegnet indikerer at mange andre køns- og seksuelle minoriteter er inkluderet i betegnelsen.

Jeg er utrolig taknemmelig for både Walsøes mod og generøsitet og for stævnet og Kristian Bonde-Nielsen, der gav plads til samtalen og interviewede hende. Alligevel gik jeg fra seminaret med ondt i maven og et tungt hjerte. For jeg vil være så ked af, hvis der sidder et menneske, der ikke er heteroseksuel, og tror, at der skal være en spænding mellem tro og seksualitet. Det vil gøre mig så ondt, hvis der sidder nogen og tænker, at de ikke kan hvile i deres seksualitet og deres tro. Derfor synes jeg, det er vigtigt også at fortælle en anden historie.  

Seksualitet og identitet

Som biseksuel kristen har jeg aldrig oplevet, at min tro og min seksualitet har været i modsætning til hinanden. Jeg har aldrig følt mig forkert. Men jeg har været bange for, hvordan mennesker omkring mig ville reagere, når og hvis jeg sprang ud. Særligt i kirken har jeg følt mig usikker på, hvorvidt jeg ville være velkommen, hvis folk vidste, at jeg ikke er heteroseksuel.  

Min seksualitet er lige så gudgiven, som heteroseksuelles

Heldigvis har jeg kun oplevet positive reaktioner og opbakning, når jeg har fortalt det til mennesker i min omgangskreds. Jeg er så glad for at være en del af en kirkefamilie, hvor jeg kan få lov at tjene, ikke på trods af min seksualitet, men uafhængigt af den. 

Min seksualitet er lige så gudgiven, som heteroseksuelles. Og den er lige meget en del af mig, uanset hvem jeg er i et forhold med, og uanset om jeg er i et forhold eller ej. Det handler ikke om, at jeg finder min identitet i min seksualitet, men at min seksualitet er en del af min identitet. Jeg er biseksuel kristen, ikke fordi min seksualitet er vigtigere end min tro, men fordi det er en uløselig del af, hvem jeg er, som nogle mennesker ville gemme væk, hvis jeg ikke selv gør opmærksom på det. 

Vi gør det, fordi vi stadig bliver mødt med homo-, bi- og transfobi, både i og udenfor kirken

Min seksualitet fylder ikke mere i mit liv end heteroseksuelles gør. Og den eneste grund til at jeg, og mange andre LGBT+ personer, kristne såvel som ikke-kristne, taler mere om vores seksualitet eller kønsidentitet, deltager i Pride og i det hele taget gør opmærksomme på os selv, er, at hvis ikke vi gør det, bliver vi glemt i samtalen. Vi gør det, fordi vi stadig bliver mødt med homo-, bi- og transfobi, både i og udenfor kirken. 

Vi er her

Jeg ved, at emnet er et, der kan skabe splittelse, at det kan føles farligt at tale om, men jeg tror på, at vi bliver nødt til at tale om elefanten i rummet. Og som Kristian Bonde-Nielsen så fint sagde det, vi bliver nødt til at tale med elefanten i rummet.

Vi er her. Også selvom ingen ved det

For vi er i kirkerne. Vi sidder på kirkebænkene, vi synger i koret, vi er ledere, vi er forkyndere. Vi er her. Også selvom ingen ved det. Jeg sad i kirken i flere år, før jeg fortalte nogen, at jeg var biseksuel. Vi er her. Hvis vi da ikke holder os væk, fordi vi enten ikke ved, hvordan vores omgivelser vil reagere, eller fordi vi gør. 

Det er et svært emne for heteroseksuelle kristne at tale om, men det er endnu sværere for os, der ikke er heteroseksuelle, hvis vi ikke ved, hvad vi vil blive mødt med, hvis vi siger noget. Og det er hårdt at blive talt om, uden at føle, at man er velkommen i samtalen. 

For LGBT+ kristne har lige så mange perspektiver, som vi er mennesker

Hvem har taleret?

Derfor er jeg så taknemmelig for seminaret i fredags. Ikke fordi jeg er enig med alt, hvad der blev sagt, men fordi der for en gangs skyld ikke blev talt om os, men med os. Derfor er jeg så taknemmelig for de menigheder og fællesskaber, der stiller sig åbent frem og siger, ”du har taleret her hos os”. Det er ikke gjort med et seminar eller en samtale i menigheden. For LGBT+ kristne har lige så mange perspektiver, som vi er mennesker. Vi er lige så uenige som resten af kirken. Så spørg os og lyt til os. For hvis ikke, forsvinder vi ud af kirken, når vi ikke kan holde til at vente længere.  

Af Pia Nielsen, Købnerkirken 

Læs også denne artikel om seminaret med Christine Tal MED og ikke om elefanten i rummet

Relateret

• 21. jul. 2025 - En midlertidig løsning til at leve med
• 05. jun. 2025 - Kan man slå sig på samtaler?
• 02. feb. 2025 - ”Vi er ikke allerbedst til at lytte…”
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 27. dec. 2023 - Fokus på opgaven og fællesskabet

Find flere

LGBT+ står for Lesbian (lesbisk), Gay (bøsse), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transkønnet). Plustegnet indikerer at mange andre køns- og seksuelle minoriteter er inkluderet i betegnelsen

Christine er kristen… og lesbisk. Og som Kristian Bonde-Nielsen, der leder interviewet med Kjøvenhawneren, humoristisk nævner, måske vil han til at præsentere sig som heteroseksuel kristen fremover, siden Christine føler sig nødt til at forsvare og forklare sin seksualitet i en kristen sammenhæng.  

Ud over at tjene i en Hillsongmenighed i København, dog uden retten til at blive leder, har Christine taget 3K–uddannelsen (Kultur, Kristendom og Kommunikation) og har lige netop afsluttet uddannelsen som brandmand. Pigen fra Rødovre voksede op i et kristent hjem og gik på en kristen friskole, før hun i 3.g blev helt klar over, at hun var meget anderledes end sine veninder. Hun spillede fodbold som så mange andre piger i disse senmoderne tider, men hun kunne ikke rigtig være med, når veninderne både i og udenfor kirkesammenhæng snakkede om fyre og dating. Hun var tiltrukket af samme køn. 

Pigen fra Rødovre voksede op i et kristent hjem og gik på en kristen friskole, før hun i 3.g blev helt klar over, at hun var meget anderledes end sine veninder

Hun sprang ud, da hun forelskede sig i en anden pige, men hun blev meget chokeret og skuffet over sine forældres reaktion. Kæresten var ikke velkommen til familiefester på samme måde som andres. Der var så tung en stemning derhjemme, at hun længtes efter at flytte hjemmefra, selvom hun indtil da havde følt sig totalt elsket og accepteret.  

Identitetskrise

Storebroderen og de nye homoseksuelle venner var de største støtter i den tid, da hun følte sig forkert og ligefrem sygeliggjort (”homofil”) af nogle fra den kristne omgangskreds. Andre bakkede hende op. Samtidig var der ikke megen forståelse at hente i LGBT+ kulturen, for at hun fortsat ønskede at identificere sig som kristen. Fordommen dér var, at alle kristne hader homoseksuelle. Derfor virkede de to sider af Christines identitet til at være uforenelige. 

Efter en tid kunne hun mærke, at seksualiteten ikke kunne stå alene som grundlag for den kvinde, hun følte sig kaldet til at være

Hun udforskede sine lesbiske følelser i LGBT+ miljøet, hvor hun følte at seksualiteten fyldte for meget. Efter en tid kunne hun mærke, at seksualiteten ikke kunne stå alene som grundlag for den kvinde, hun følte sig kaldet til at være. Hun vidste, at hun hører til Gud, og at det at leve sit liv i tjeneste for Kristus også skulle have plads i hendes liv. Spørgsmålet var, hvordan hun kunne kombinere disse to livsstile, som generelt opfattes som modstridende.      

Christine Walsøe, 27, talte fredag på sommerstævnet om homoseksualitet og kristendom

I første omgang søgte hun frivilligt at få udryddet de homoseksuelle følelser i forskellige kristne kredse. Imens blev hun fulgt af DR-kameraer i otte måneder til dokumentar-serien ”Homo–helbredelsen” – en titel hun ikke selv har valgt og finder uheldig. Hun oplevede en hård konfrontation med en amerikansk kvinde, som var blevet fløjet ind til Danmark, hvorefter hun måtte indse, at de lesbiske følelser var blivende. 

Tjeneste med betingelser

Christine har valgt at tilsidesætte sine seksuelle behov for at kunne tjene i en menighed, der ser LGBT+ personer som et syndigt valg. Trods kirkens syn på lesbiske, føler hun sig elsket og accepteret som person her. Der er blot den betingelse, at hun aldrig vil kunne have den ledende rolle i menigheden, som hun har nu, hvis hun vælger at praktisere sin seksuelle orientering og få en kvindelig kæreste. Hun vil dog stadig være velkommen at komme i kirken.  

Det virker som om, hun er vant til at møde megen kritik i disse kredse

I Soul-teltet er der godt fyldt op. Nogle undrer sig over Christines valgt af menighed og over menighedens betingelser – enten er de for slappe eller for stramme. Kvinden med de store blå-grønne øjne smiler forsigtigt og holder blikket nede under spørgerunden. Det virker som om, hun er vant til at møde megen kritik i disse kredse. Hun kigger dog forbavset og taknemmeligt op, da en af deltagerne inviterer hende til at være en fuldgyldig tjener i deres menighed, skulle hun nu ønske at være den, hun er. Andre forslår, at hun forbliver single og lever i cølibat med reference til Første Korintherbrev. Mens andre påpeger, at alle, der sidder i teltet, er syndere, der er frikøbt af Kristus. Én påpeger, at der står mere skrevet i Bibelen imod skilsmisse og at blive gift igen efterfølgende, end der står om sodomi, som i øvrigt var en strafmetode i oldtiden. En enkelt ung kvinde bruger lejligheden til at springe ud som biseksuel og er frustreret over, at kristne taler om LGBT+ personer som syge. 

Opfordring til samtale

Når Christine bliver spurgt, hvad begge sider – både kristne og de homoseksuelle – kan gøre for at komme hinanden nærmere, ser hun løsningen i at skabe rum til samtalen og nysgerrighed på personen. Et sted, kun med formålet at lytte. Hun ser tavsheden som tusinde gange værre end akavede spørgsmål og mener, at fordomme spiller en store rolle på begge sider. Hun håber, at samtalen kan afskaffe de uheldige fordomme. 

Hun har ikke svaret, men hun kan lytte og anerkende andres udfordringer uden fordømmelse

Christine er ikke kommet nærmere en forsoning mellem sine kristne og lesbiske følelser. Hun synes, at det er lidt komisk, at folk henviser deres kristne unge til hende med deres identitetskriser. For hun står stadig midt i sin. Hun har ikke svaret, men hun kan lytte og anerkende andres udfordringer uden fordømmelse. For som så mange andre længes hun efter tosomhed og en familie, hvor hun kan opleve tryghed og nærvær.  

Man er slet ikke i tvivl om, at hendes ønske om at elske gælder langt ud over det seksuelle plan og kun dem, som er som hun selv.  

Gør vores? 

Læs også dette debatindlæg om emnet: Det er på tide at tale med elefanten

Relateret

• 21. jul. 2025 - En midlertidig løsning til at leve med
• 05. jun. 2025 - Kan man slå sig på samtaler?
• 02. feb. 2025 - ”Vi er ikke allerbedst til at lytte…”
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 27. dec. 2023 - Fokus på opgaven og fællesskabet

Find flere