Min torsdagstanke denne gang bliver et citat fra Kjell Kyrø-Rasmussen, dansk baptistpræst (1920-1986):

“Baptister bør hele tiden have in mente, at vi ikke har udgrundet hele sandheden. Derfor bør vi lytte til ethvert ord, der tales i Jesu navn, omend det for os har en fremmed klang. Vi bør ikke fejgt sælge vores standpunkter for en falsk enighed, men vi bør heller ikke i vantro ængstes for at stille dem på prøve. Ingen har patent på sandheden, der er Jesus Kristus. Som Hans tjenere er vi delagtige i sandheden, men aldrig på en sådan måde, at vi får ’krammet’ på den. Vi kan kun vokse og fornyes i sandheden, når vi hele tiden er villige til at give afkald på vor sandhed til fordel for Hans sandhed. Derfor kaldes vi til at bevare et åbent sind og øre for enhver røst, der lyder i Jesu navn, og være villige til at følge, om Ånden skulle vise os en anden vej end den, vi følger – også i afgørende spørgsmål.”
Kjell Kyrø-Rasmussen, 1957

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeppe Bruus:

• minister for Den grønne Trepart
• opvokset i og medlem af Tølløse Baptistkirke

Jeppe Bruus sidder på en af de tunge ministerposter i Mette Frederiksens regering: Den Grønne Trepart. Hans opgave er at få enderne til at nå sammen mellem forskere, politikere og landmænd. Det kræver både viden og politisk tæft. I den position skal han ofte skelne mellem sandhed og løgn. Eller i hvert fald den redigerede sandhed, hvor nogle plejer deres særinteresser. Han giver dette interview til baptist.dk, mens kan kører i ministerbilen på vej til lufthavnen og til Bruxelles.

Hvordan afgør du personligt, om en oplysning er troværdig?
”Det afhænger af kilden. Men selvom jeg har tillid til kilden, kan den oplysning, jeg får, være direkte falsk. Jeg er nødt til at være kritisk hele tiden. Det er ikke noget nyt. Udfordringen er de nye kilder, der er til nyhedsstrømmen. Jeg har mest tillid til evidens. Er der forskning bag de informationer, jeg får? Universiteter eller andre. Oplysninger baseret på en mere eller mindre tilfældig undersøgelse har ikke samme vægt.”

Faktaresistens

– Hvordan agerer du, hvis du møder ’faktaresistens’?
”Jeg kan godt blive overrasket, når nogen, jeg normalt har tillid til, udviser den adfærd. Ofte er det båret af personlige oplevelser, og så prøver jeg at forstå, hvad der ligger bag. Jeg bruger ikke altid tid på at overbevise et menneske om noget andet. Jeg er meget kritisk med, hvor jeg bruger min energi.”

Nogle vil ikke anerkende fakta, selvom de er evidensbaserede.

Jeppe kan godt blive irriteret, når han selv har styr på en historie og sidder med en viden, der viser, at det, en anden påstår, ikke er sandt. ”Når de ikke bøjer sig for, at jeg siger: ’Studier viser…’. Nogle vil ikke anerkende fakta, selvom de er evidensbaserede. De stoler ikke på forskerne. Tror, at de har andre dagsordener. Det kan udvikle sig til mistænkeliggørelse og endda konspirationsteorier.”

Hele sandheden?

– Er sandhed et absolut ideal for dig?
”Jeg synes ikke, man altid er forpligtet til at fortælle hele historien. Vi sorterer vel alle sammen i det, vi fortæller. Det er ikke at lyve. Men vi skal også som venner og familie kunne være i samtalen. Nogle gange kan vi komme med et godt råd, men det er ulideligt, hvis vi hele tiden retter på hinanden.”

– Hvad oplever du som den største udfordring for sandheden i dagens samfund?
”Det er, at vi har meget forskellige kanaler til den viden, vi bliver fodret med. For mange under 30-35 år er det algoritmer på Tik-tok og snap chat, der styrer deres nyhedsflow. Det er den største trussel mod vores demokrati og vores fælles opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Færre ser nyheder på DR og TV2, stort set ingen læser avis.”

Den grønne Trepart

består af regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Optimistisk

”Heldigvis er der også noget positivt i samfundet, som styrker os: Flere og flere melder sig ind i foreningslivet, deltager i idræt eller går til spejder. Jeg er alligevel optimistisk på demokratiets vegne. I det, jeg arbejder med, vil mange gerne være med til at gøre noget lokalt. I treparten sætter vi os om samme bord. Vi opsøger kilder, der ikke er styret af algoritmer. Den største trussel er de store tech-virksomheder, der påvirker valg og forsøger at være kritiske overfor den regulering, vi lægger ind over dem. Jeg står midt i en enorm politisk kampplads, hvor det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der sker, og motiverne bag.”

Men det lyder, som om Jeppe nyder det trods alt.

Læs også “Sandheden – og kun sandheden” – hvor jurist Tom Lund Pihlmann Christensen taler om at skelne sandhed fra løgn.

Relateret

• 13. okt. 2025 - Sandheden – og kun sandheden
• 13. okt. 2025 - Alle mennesker lyver
• 13. okt. 2025 - ”Man kommer langt med sund fornuft”
• 13. okt. 2025 - Er sandheden blevet individuel og relativ?
• 13. okt. 2025 - Hvad er egentlig sandhed, når sandheden virker til at splintre?

Find flere

Lyt til artiklen:

Tom Lund Pihlmann Christensen:

• chefkonsulent i Rigspolitiet
• uddannet jurist
• tilhører Korskirkens Baptistmenighed

”Er sandheden relativ og individuel eller findes der en absolut sandhed?”, spurgte jeg. Og Tom Lund Pihlmann Christensen, offentlig anklager gennem 15 år, svarede kontant: ”Sandheden er relativ i juraens verden – men det er politiets og anklagemyndighedens opgave at finde frem til den faktiske virkelighed.”

Er det altid tydeligt for dig, hvad sandheden er, eller kommer du i tvivl?

”En straffesag begynder normalt med en anmeldelse, som politiet efterforsker”, forklarer Tom. ”Dernæst overdrages sagen til en anklager, som ud fra beviserne vurderer, om der er begået noget strafbart, og om der kan rejses tiltale. Endelig vurderer retten, om der skal fældes dom. Både politiet og anklageren skal være objektive i behandlingen af sagen.”

Men det er ikke altid tydeligt for anklageren, hvad sandheden er.

”Men det er ikke altid tydeligt for anklageren, hvad sandheden er. Fx kan beviserne være utilstrækkelige, og så skal anklageren slutte sagen, for man må kun rejse tiltale, hvis der er tilstrækkelige beviser for en persons skyld. Enhver rimelig tvivl skal principielt altid komme den tiltalte til gode. Det er et vigtigt princip for den enkelte borgers retssikkerhed. Det kan selvfølgelig være irriterende, når man bliver nødt til at slutte en sag mod en person, som man ved, er skyldig, fordi der mangler beviser, eller fordi beviserne ikke må bruges i retten.”

Hvordan trækker du på din faglighed, når du skal skelne mellem sandhed og løgn?

”Jeg foretager en samlet vurdering af beviserne for at finde frem til sandheden. Nogle beviser som fx DNA og videooptagelser vægter tungere end andre. Desuden hjælper det at få erfaring og dermed større viden om og forståelse for, hvilke beviser, der er relevante og troværdige. Det gør det lettere for mig at vide, hvad der skal til, for at en sag kan føre til domfældelse i retten.”

Hvad vejer tungest i din vurdering, når to vidneudsagn er indbyrdes modstridende?

”Det vil altid veje tungt, hvis en forklaring virker troværdig og stemmer overens med andre beviser. Hvis en forurettet fx forklarer, at han er blevet slået i hovedet, så er det mere troværdigt, hvis det understøttes af en undersøgelse på skadestuen. Hvis der kun er to modstridende troværdige forklaringer fra sagens personer, vil anklageren ofte være nødt til at slutte sagen, for der skal være tilstrækkelige beviser for mistænktes skyld. Det er ofte udfordringen i voldtægtssager. ”

Er du altid upartisk?

Anklagerens opgave er at søge sandheden og retfærdigheden.

”Ja, det har jeg altid været. Det vægter jeg meget højt! Anklagerens opgave er at søge sandheden og retfærdigheden. Man skal være objektiv og upartisk og se på sagen fra alle sider. Derfor skal politiet og anklageren efterforske og vurdere, hvad der taler for og imod den mistænktes skyld.”

Har du oplevet, at der er blevet fældet en dom, der er i modstrid med det, du vurderer som sandheden?

”Jeg kan ikke huske, at en person er blevet dømt, hvor jeg selv er kommet i tvivl om personens skyld”, svarer Tom og fortsætter: ”Derimod har jeg oplevet, at en tiltalt er blevet frifundet, fordi retten har vurderet beviserne anderledes. Der sker sjældent fuldstændig frifindelse, for som anklager rejser man kun tiltale, hvis man vurderer, at beviserne er tilstrækkelige til domfældelse.”

”Det er også sket, at et vidne har ændret forklaring i retten, så sandheden ikke er kommet frem – fx i sager om partnervold. Det kan være frustrerende, fordi man kan være bekymret for, om volden fortsætter og bliver voldsommere. Det er selvfølgelig træls, at en person frifindes, hvis man ved, at personen er skyldig, men det er bedre, at 10 skyldige frifindes end én uskyldig dømmes. Det er også et fundamentalt princip i dansk ret.”

Læs også “Alle mennesker lyver” – hvor lærer Tine Kragh taler om at skelne sandhed fra løgn.

Relateret

• 13. okt. 2025 - Den største trussel
• 13. okt. 2025 - Alle mennesker lyver
• 13. okt. 2025 - ”Man kommer langt med sund fornuft”
• 13. okt. 2025 - Er sandheden blevet individuel og relativ?
• 13. okt. 2025 - Hvad er egentlig sandhed, når sandheden virker til at splintre?

Find flere

Lyt til artiklen:

Tine Kragh:

• folkeskolelærer i Indskolingen
• menighedsrådsformand i Vrå Baptistkirke
• medlem af BaptistKirkens ledelse

Da jeg blev spurgt om dilemmaet mellem løgn og sandhed i mit arbejde som folkeskolelærer – bemærk i det følgende, at jeg har 1.-3. klasse – tænkte jeg med det samme på bogen ”Alle drager ryger”, for jeg vil nemlig vove den påstand, at ’alle mennesker lyver’. Som vi vokser og lærer, at det er forkert, øver vi os i at lade være. Det lærer vi i kirken, men helt sikkert også i skolen.

Vi underviser børnene i, at det koster mere at lyve end at sige sandheden.

Vi underviser børnene i, at det koster mere at lyve end at sige sandheden: ”Konflikten, vores utilfredshed med din handling, bliver ikke nær så stor, hvis du indrømmer fra starten” – eller: ”Det er bedst at være til at stole på”. Og pædagogikken i dag siger altid: Søg bag handlingen/løgnen.

Hvorfor lyver vi?

Det kan vist siges forenklet sådan her: Vi lyver for at undgå noget eller for at opnå noget. Vi tror måske, at vi kan undgå konflikt, ’ballade’, straf eller bare at gøre noget, der er kedeligt eller besværligt – eller vi vil opnå at være interessante, sjove, være med hvor tingene sker, blive lyttet til.

Vi lyver for at undgå noget eller for at opnå noget.

Når vi er os det bevidst, går vores arbejde ud på at skabe rammer, så børnene bliver trygge nok til at fortælle, når noget er galt, og rummelige nok til, at alle kan være med i fællesskabet, så de ikke behøver at hævde sig. Dét er et vanskeligt arbejde, for der skal så lidt til at ødelægge tillid, og så meget til at opbygge den igen. Vi tror grundlæggende på, at alle børn gør det så godt, de kan. Men der kan som nævnt være mange faktorer, der gør, at man fraviger dét, somman godt ved, er af det gode.

Hensigten bag løgnen

De lyver ikke bevidst, men har en ret selektiv hukommelse.

Vi skelner selvfølgelig også mellem mere eller mindre alvorlige løgne, ’hvide løgne’ og fortielser. Når børnene har en konflikt, ser de som regel ikke ens på, hvad der skete – de lyver ikke bevidst, men har en ret selektiv hukommelse. Mest for at undgå yderligere konflikt eller at tabe ansigt. Så prøver vi at opklare den ved at spørge de stridende parter hver for sig og sammen. Vi hører de andre børn, hvordan de har oplevet det, der skete.

Og hvis det skal være rigtig godt, når vi også at tale med alle børnene om, hvad man kunne gøre næste gang, hvilke muligheder har man i en konfliktsituation? Der hænger en plakat i klassen, som vi tit taler om, som foreslår fx: slå sten-saks-papir, hent en voksen, tæl til 10 og træk vejret dybt, bed et andet barn om at foreslå noget, fjern dig fra situationen.

De alvorligere ting kan være, hvis noget ’bliver væk’ fra køleskabe eller andre skabe og skuffer, eller der måske er blevet smidt rundt med ting i klasserne eller skrevet noget på vægge, af og til ødelægges der også noget. Det er svært at få nogen til at indrømme de ting. Vi kan af og til at have held med at bilde dem ind, at der er kameraer på gangene – her lyver de voksne!? Eller andre har set noget, men her vil vi voksne hellere selv arbejde med at holde øje frem for at opfordre til, at børnene skal angive hinanden.

At skelne

I arbejdet med at skelne løgn og sandhed arbejder vi også med at lære børnene om ironi, at lave sjov, hemmeligheder, hvide løgne (jeg ved ikke, hvad bedstemor fejler, nok ikke noget alvorligt) og endelig fortielser, som også kan have udseende som løgne. Fortielser sker enten for at beskytte nogen (man behøver ikke at være bundærlige eller sige alt, hvad man tænker) eller igen for at undgå noget.

Vi har gode etiske undervisningsmaterialer til at hjælpe os, men det er en dagligdags træning, der foregår. Det sker hele tiden både for børn og voksne, at vi omgår sandheden, og det er sjældent af ond vilje. Der er som regel en (god) hensigt bag. Arbejdet går ud på at finde hensigten og ikke gøre nogen ’forkert’ – for: Alle mennesker lyver.

Læs også “Man kommer langt med sund fornuft” – hvor journalist Søren Kofoed taler om at skelne sandhed fra løgn.

Relateret

• 13. okt. 2025 - Den største trussel
• 13. okt. 2025 - Sandheden – og kun sandheden
• 13. okt. 2025 - ”Man kommer langt med sund fornuft”
• 13. okt. 2025 - Er sandheden blevet individuel og relativ?
• 13. okt. 2025 - Hvad er egentlig sandhed, når sandheden virker til at splintre?

Find flere

Lyt til artiklen:

Søren Kofoed:

• journalist, politisk redaktør og redaktionssekretær på TV2Bornholm igennem 19 år
• medlem af Baptistkirken Bornholm

Søren Kofoed sidder på redaktionen på TV2 Bornholm i Aakirkeby. Han har mange titler, politisk redaktør og redaktionssekretær – meget går igennem hans hænder og hoved på en arbejdsdag. Som altid skal det ende ud med et par nyhedsudsendelser og artikler på netmediet tv2bornholm.dk.

Dér, hvor han mest møder løgne – som vi efterhånden kalder fake news – er på nettet. Søren siger: ”Hvis noget er for godt til at være sandt, er det nok rigtigt, at det ikke er sandt. Sund fornuft kommer man langt med, men sund fornuft er selvfølgelig ’elastik i metermål’. Det, vi lærer i journalistbranchen, er en naturlig skepsis. Man skal altid vende i baghovedet, om det her billede eller den her tekst kan være sand?”

Sund fornuft kommer man langt med, men sund fornuft er selvfølgelig ’elastik i metermål’.

Rendestens-platform

Facebook har efter Sørens mening udviklet sig til en ’rendestens-platform’: ”Jeg har stadig en facebook-profil, men skriver eller deler aldrig selv noget. På TV2 Bornholms profil er jeg kritisk overfor to former for skriverier: Dem, der mener noget om alting – og dem kender vi – og så er der troldene. Indimellem får jeg mistanke om, at det ikke er et levende menneske, der skriver her. Der er en anden dagsorden. Så sletter vi indlægget. Det giver selvfølgelig mere censur, og det er ikke godt, men det er det redskab, vi er nødt til at hive op af værktøjskassen.” – Han oplever ikke noget dilemma i forbindelse med fake news.

Synsninger

Søren omtaler også ’synsninger’ – altså det, ’man synes’! Det er det nye fakta, og det er helt ude i mosen. Hvis folk fastholder noget, der ikke kan dokumenteres, så stopper det dér med et ’Tak for snakken’. En gang imellem kan der slippe noget igennem, som ikke er 100% dokumenteret, men så kommer der ofte nogen og siger: ’Det passer ikke!’ Men som medie kan vi ikke holde til at sætte troværdigheden på spil.”

Han slår fast, at regional-tv ikke er et holdningsmedie: ”Det er aviser i højere grad. De har fx en leder. Det har vi ikke. Vi præsenterer bare historien; de mennesker, vi interviewer, suppleres med fakta og andre oplysninger. Det kan ikke altid lade sig gøre at lade begge sider af en sag blive hørt første dag – men så tager vi bare den anden vinkel næste dag. På en måde er vi en slags ’feel-good’-medie. Lidt ufarlige og ikke interessante nok for rigtig fake news.” Og Søren tilføjer: ”I vores branche formidler vi kun et udsnit af virkeligheden. I får den del af virkeligheden, vi har valgt at give videre. Det er sandt, men ikke hele sandheden.”

I får den del af virkeligheden, vi har valgt at give videre.

AI nyhedsbreve

Søren tilføjer to situationer, hvor han er betænkelig: ”Som journalist er jeg opmærksom på nyhedsbreve, som bliver lavet af AI. Det er ikke nødvendigvis fake news, men er tegn på en ny virkelighed. Vi skal vide, at robotter skriver noget, der aldrig bliver rørt af mennesker, og hvis robotterne er fodret med oplysninger, der ikke er sande, sniger det sig jo ind.”

Vi skal vide, at robotter skriver noget, der aldrig bliver rørt af mennesker.

Det andet, Søren nævner, handler om at narre penge fra os: ”Jeg meldte mig ind i en investerings-gruppe på Whatsapp – et alternativt telefon/sms-medie, der er meget brugt i resten af verden. Vi kunne få aktietips. Så googlede jeg ham, der stod for det – og fandt en mand, som var meget irriteret over, at hans navn blev misbrugt. Jeg sendte hans besked ind i gruppen – og blev straks smidt ud. På et tidspunkt ville ’han’ sikkert forsøge at få os til at investere i noget for at svindle os. Igen handler det om sund fornuft. Hvis nogen lover et afkast på 100% eller mere, er det for godt til at være sandt.”

Vi slutter med at tale om, at vores kristne vidnesbyrd jo altid er personlige erfaringer. Hertil siger Søren: ”Det er godt, at Jesus er Sandheden, for meget af alt andet kan vise sig ikke at være sandt.”

Læs også “Er sandheden blevet individuel og relativ?”

Relateret

• 13. okt. 2025 - Den største trussel
• 13. okt. 2025 - Sandheden – og kun sandheden
• 13. okt. 2025 - Alle mennesker lyver
• 13. okt. 2025 - Er sandheden blevet individuel og relativ?
• 13. okt. 2025 - Hvad er egentlig sandhed, når sandheden virker til at splintre?

Find flere

Lyt til artiklen:

Johannes Aakjær Steenbuch:

• medlem af Teologisk Forum i BaptistKirken

• ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene
• cand.mag. i filosofi
• bor på Bornholm og tilhører Baptistkirken Bornholm

Fordi den treenige Gud er fællesskab i sit væsen, kan sandheden i den kristne teologi kaldes ’relationel’. Derfor er kærlighed alternativet til den moderne individualistiske, relative forståelse af sandheden.

Vi siger ofte, at sandheden er blevet ’individuel’ og ’relativ’. De store fælles sandheder er blevet til mange små. De sociale medier fungerer som ekkokamre, hvor vi hver især får bekræftet vores egen sandhed, uden at vi behøver at føre bevis og begrunde vores meninger.

Hvad betyder det egentlig, når vi nu i stedet kalder sandheden relativ snarere end absolut?

Nok har vi en velbegrundet skepsis overfor absolutte sandheder, som i form af politiske og religiøse ideologier ofte har gjort mere skade end gavn. Men hvad betyder det egentlig, når vi nu i stedet kalder sandheden relativ snarere end absolut?

Forskellige sandhedsbegreber

Spørgsmålet om, hvad sandhed overhovedet er, har være centralt siden filosofiens begyndelse. Igennem tiden har en række forskellige sandhedsbegreber gjort sig gældende.

Sandhed kan være, når det, vi siger, svarer til virkeligheden. Det kan også være, når noget passer ind i helheden, eller mere pragmatisk, når noget ’virker’. Sandhed kan også være en begivenhed, hvor noget afdækkes og kommer til syne som sandt.

Men hvad vil det så sige at kalde sandheden ’relativ’? At noget er ’relativt’ (fra latin, relativus) betyder, at det kan føres tilbage til noget andet. At noget er ’absolut’ (fra latin, absolutus) betyder derimod, at det er uafhængigt og ubetinget.

Hvis sandheden er ’relativ’, betyder det altså, at sandheden afhænger af noget andet – det kunne fx være individet, det enkelte menneske, der i dag måske ligefrem siges at skabe sin egen sandhed. Det skal selvfølgelig forstås i forhold til en førmoderne tankegang, hvor sandhed i mindre grad afhang af individet.

Sandheden er relationel

Spørgsmålet om sandhed var også en del af den kristne teologi og filosofi, som den udviklede sig siden begyndelsen i senantikken. Teologer kom efterhånden frem til et sandhedsbegreb, som kan kaldes relationelt. Gud er sandheden selv, men Gud er jo treenig, og det vil sige, at Gud er relateret i sit væsen.

I den nikænske trosbekendelse fra år 325 beskrives Gud Søn som ”lys af lys” og som ”sand Gud af sand Gud”. Sandheden kommer os i møde i Kristus, der er Guds Ord. Hvor græsk filosofi ofte arbejdede med ét øverste princip, der bestemmer alt andet, formulerede den kristne teologi efterhånden en forståelse af Gud som et fællesskab af Fader, Søn og Helligånd, der kun er, hvad de er, i kraft af deres relationer til hinanden.

”Faderen kendes kun ved Sønnen, ligesom sandheden kun kendes ved sandheden”, skrev den oldkirkelige teolog Klemens af Alexandria i det tredje århundrede. Sandheden er med andre ord relationel og personlig, som vi kender det fra Jesus, der beskrev sig selv som ”sandheden”.[1] Sandheden kan kun begribes i dens relationer, men i sig selv er den utilgængelig for mennesker.

Sandheden tager mange former

Gud er sandheden selv, hævdede den kristne teologi, men Gud er i sig selv ubegribelig og uudsigelig. Derfor må Gud tilpasse sig menneskers begrænsede fatteevne. Gud kommer mennesker i møde, i sidste ende ved selv at blive menneske. Sandheden kan ikke bevises, men må tages for givet i tro.

Gud er sandheden selv, hævdede den kristne teologi, men Gud er i sig selv ubegribelig og uudsigelig.

Det betød også ifølge den tidlige kristne teologi, at sandheden antager forskellige former, afhængigt af menneskers og kulturers særtræk og behov. Sandheden er i sig selv én og uforanderlig, for sådan er Gud, men fordi vi lever i en foranderlig virkelighed præget af mangfoldighed, må sandheden også antage mange former.

Det er grunden til, at Bibelen i så høj grad taler om Gud i billedsprog og lignelser. Den latinske teolog Augustin forklarede i sin bog Bekendelser, skrevet omkring år 400, at selvom sandheden er én, kan vi have forskellige tolkninger af sandheden, som hver især kan være sande. Vi kender fx ikke forfatterintentionen bag skabelsesberetningen, men vi kan have forskellige udlægninger, som kan være sande, så længe de er drevet af en grundlæggende kærlighed til Gud og mennesker.

Sandhed er ikke løsrevne facts og kendsgerninger, men en virkelighed, vi får del i af nåde. Der er en mangfoldighed af sande anskuelser, skriver Augustin, men det er sandheden selv, altså Gud, der må fremkalde enighed.

De ’absolutte’ sandheders kamp

Selvom Gud kan kaldes den ’absolutte sandhed’, er sandheden altså samtidig relationel, fordi Gud er treenig. Vores enkelte sandheder kan måske ligefrem kaldes relative, fordi de altid afhænger af noget andet – og i sidste ende af Gud.

’Min’ sandhed er nu engang ’min’.

Fra det perspektiv er problemet måske ikke så meget, at sandheden er blevet ’relativ’, for det har den altid været, men at vi nu har hver vores ’absolutte’ sandhed, altså uafhængige sandheder, som vi står stejlt på. ’Min’ sandhed er nu engang ’min’. Vi skimmer lynhurtigt de sociale medier, gør os vores meninger, og smider en kommentar ind, som passer til vores verdensbillede.

Det skaber konflikter. En tilgang til ’sandheden’, som er drevet af kærlighed, må derimod forsøge at rumme forskelle, men uden at gøre forskellighed til sandheden selv. Det kræver, at vi accepterer en grad af mangfoldighed, men også, at vi finder et fælles fodslag i en dybere sandhed uden for os selv.

Læs også “Hvad er egentlig sandhed, når sandheden virker til at splintre?”

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 6

Relateret

• 13. okt. 2025 - Den største trussel
• 13. okt. 2025 - Sandheden – og kun sandheden
• 13. okt. 2025 - Alle mennesker lyver
• 13. okt. 2025 - ”Man kommer langt med sund fornuft”
• 13. okt. 2025 - Hvad er egentlig sandhed, når sandheden virker til at splintre?

Find flere

Lyt til artiklen:

Ulrick Refsager Dam:

• præst i Kløvermarkskirken i Holbæk
• coacher ledere i udvikling af sunde relationer på arbejdsplads
• har i 15 år arbejdet med at udvikle nye og relevante menighedsformer – bl.a. i uKirke og i Brorsons Kirke, København
• master i Ledelse og Menighedsudvikling fra Ansgar Teologiske Høyskole

Sociale medier viser kun det, folk vælger at vise. Politikere taler udenom og pakker deres budskaber ind i halve sandheder og strategisk stilhed. Reklamer lover os lykke, hvis bare vi køber det rigtige. Algoritmerne bestemmer, hvilke historier vi skal læse, ikke fordi de er vigtige, men fordi de får os til at klikke.

Og så er vi slet ikke begyndt at tale om AI, altså kunstig intelligens. Midt i det hele står vi og forsøger at finde vej. Hvem kan vi stole på? Hvad er rigtigt? Hvad er virkeligt?

At møde sandheden

Også i kirkerne kan det blive rodet. Nogle bruger troen som en regelbog, hvor alt skal måles og vejes. Andre vil gerne åbne for tvivlen og kærligheden, men mangler sprog for, hvad der så bærer. Derfor bliver spørgsmålet om sandhed så vigtigt. For uden sandhed mister vi retningen og tilliden – og vi risikerer at miste hinanden.

Uden sandhed mister vi retningen og tilliden – og vi risikerer at miste hinanden.

Jesus siger til os: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”[1] Senere fortæller han også sine disciple, at han “er vejen og sandheden og livet.”[2]

Jesus taler ikke her om sandhed som noget, du kan bruge til at vinde en debat. Han taler ikke om ideologi, dogmer eller regler. Han taler om sig selv som værende Sandhed. Som det virkelige. Som kropsliggørelsen af Gud selv. Som det, der står tilbage, når illusionerne falder. Og måske er det netop den sandhed, vi længes mest efter i dag: Ikke en ny idé eller dogme at følge, men en virkelighed at leve i. En sandhed, der sætter os fri.

Jesus taler om sig selv som værende Sandhed. Som det virkelige. Som kropsliggørelsen af Gud selv.

Ordet sandhed leder hurtigt tankerne hen på fakta og korrekthed. På at have ret. På at kunne bevise noget. Men i disse vers fra Bibelen har sandhed en dybere og mere levende betydning.

Det græske ord, som Jesus bruger, betyder ikke bare ’det modsatte af en løgn’, som mange nok tænker, at sandhed er. Det betyder nærmere ’det, der ikke er skjult’. Altså det, der er virkeligt. Det, der træder frem i lyset, viser sig at være ægte. Når Jesus siger, at vi lærer sandheden at kende, og sandheden skal gøre os frie, så taler han ikke om at lære den rigtige teologi eller følge det rette dogme. Han taler om at møde det, der er virkeligt. Det, der holder, når alt andet vakler.

Så når Jesus kalder sig selv sandheden, peger han ikke på en idé, men netop på sig selv. Det betyder, at sandheden ikke først og fremmest er noget, man forstår med hovedet. Det er noget, man møder. Noget, man lever i relation med.

At kende Jesus er at kende Sandheden. Og at kende Jesus er at blive mødt af den kærlighed, der ser dig, som du virkelig er. Ikke som du burde være. Ikke som andre forventer. Men som du er – elsket, sat fri og kaldet til liv.

Sandheden sætter os fri

Hvis sandheden er det virkelige, så må det, vi sættes fri fra, være det, der ikke er virkeligt, det illusoriske, Løgnen.

Løgnen oplever vi overalt omkring os. I stemmen, der siger, at du ikke er god nok. I forventningerne om, at du skal præstere for at have værdi. I religiøse regler, der mere handler om kontrol end om kærlighed. I skammen, der hvisker, at du ikke må vise, hvem du virkelig er. I billedet af Gud som en, der kun elsker, hvis du opfører dig rigtigt.

Midt i det træder Jesus ind som Sandheden selv. Som den, der afslører illusionerne og kalder os ud i lyset. Ikke for at dømme, men for at sætte os fri. Ikke for at tvinge os til at tro det rigtige, men for at invitere os til at være det, vi virkelig er: Guds elskede børn.

Vi sættes fri fra det, der binder os, uanset om det er samfundets stemmer eller religionens regler. Og vi sættes fri til noget større: Til kærlighed. Til fællesskab. Til liv.

Når Jesus siger, at sandheden gør os frie, så handler det ikke bare om at slippe ud af noget. Det handler om at træde ind i noget nyt og ægte. I mødet med Jesus får vi øje på det liv, vi er skabt til. Ikke et perfekt liv. Ikke et nemt liv. Men et liv i lyset. Et liv, hvor vi ikke behøver skjule os. Hvor vi tør stå frem som dem, vi er. Hvor vi ser andre med kærlighedens blik og begynder at tro, at vi selv er set sådan.

At leve i sandheden

Paulus skriver så smukt: “Skaberværket venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares.”[3] Jeg oplever, at verden længes efter mennesker, der tør leve i sandheden. Mennesker, der ikke spiller roller. Mennesker, der ikke bruger religion som skjold. Mennesker, der er frie og frimodige i kærlighed.

At kende sandheden er ikke at vide det hele. Det er at blive fundet. Det er at finde hjem.

I en verden, hvor så meget er overflade, hvor så mange ord er pakket ind i spin, og så mange mennesker går rundt og skjuler sig, dér står Jesus stadig og kalder os ind i en relation med det, der er virkeligt, med Sandheden og Kærligheden selv. Ikke for at kontrollere dig. Ikke for at presse dig ind i et bestemt mønster. Men for at sætte dig fri. Fri til at være menneske. Fri til at være elsket. Fri til at være sand.

Illusionen er, at du er forkert og skal fikses. Sandheden er, at du er set. Kendt. Elsket. Illusionen er en lang liste med regler. Sandheden er en person, der går med dig, også når du tvivler og snubler. At kende sandheden er ikke at vide det hele. Det er at blive fundet. Det er at finde hjem.

Læs også “Jeg lyver altid! Er det sandt?

[1] Johannesevangeliet kap. 8, vers 31-32

[2] Johannesevangeliet kap. 14, vers 6

[3] Romerbrevet kap. 8, vers 19

Relateret

• 13. okt. 2025 - Den største trussel
• 13. okt. 2025 - Sandheden – og kun sandheden
• 13. okt. 2025 - Alle mennesker lyver
• 13. okt. 2025 - ”Man kommer langt med sund fornuft”
• 13. okt. 2025 - Er sandheden blevet individuel og relativ?

Find flere

Lyt til artiklen:

Enten er et udsagn i overensstemmelse med virkeligheden – eller også er det ikke. Altså: enten regner det i dag, eller også gør det ikke. Enten udskriver statsministeren valg i 2026, eller også gør hun ikke. Er det ikke sandt?

Næppe! For helt så simpelt er det ikke med sandheden.

Sandheden har mange ansigter

Der er absolutte, historiske og teologiske sandheder. Sandheden kan være objektiv, subjektiv, eksperimentel, hel eller halv. Den kan pyntes på og er af og til ilde hørt, og så bliver den ofte serveret af børn og fulde folk. Sandheden kan endda være dynamisk og foranderlig. Det, vi ser som fakta i dag, er ikke nødvendigvis fakta i morgen.

Endelig kan fakta gengives på mange måder. ’Styrmanden var ikke fuld i dag’, er et udsagn med en vis værdiladning. Hvad kalder du for øvrigt farvandet mellem Mexico og Florida? Den Mexicanske Golf eller Den Amerikanske Golf? Begge dele er sandt, men dit svar fortæller, hvem du er. Det er din personlige sandhed, som ikke kan sige sig fri for at være indviklet i kultur, moral, politik og måske endda tro.

Videnskabelig sandhed

Ikke engang videnskaben har styr på fakta og kan tage patent på sandheden. Selv i matematikken – hvor man ellers finder trøst i, at 7 gange 17 til evig tid vil være 119 – eksisterer der ubeviselige sandheder. Altså udsagn, som er sande, men som man aldrig kan verificere sandhedsværdien af. Man kan bevise, at udsagnene ikke kan bevises!?

Løgnerparadokset

Sandhedens tøjlesløshed kan anskueliggøres med løgnerparadokset, der har været kendt siden oldtiden. Hvad er sandhedsværdien af udsagnet: ’Jeg lyver altid’? Gæt engang! Er det sandt, så er det løgn, og er det løgn, så er det sandt!

Måske hænger det sammen med, at tvivlen på, hvad der er sandt og falsk, er et uundgåeligt grundvilkår for mennesket. Det kommer tydeligt til udtryk i dialogen mellem Jesus og Pilatus, hvor Jesus siger: ”Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.”[1] Dertil svarer Pilatus tørt: ”Hvad er sandhed?”

Læs også “Den største trussel”, hvor baptist og minister Jeppe Bruus taler om at skelne sandhed fra løgn.

[1] Johannesevangeliet kap. 18, vers 37-38

Relateret

• 13. okt. 2025 - Den største trussel
• 13. okt. 2025 - Sandheden – og kun sandheden
• 13. okt. 2025 - Alle mennesker lyver
• 13. okt. 2025 - ”Man kommer langt med sund fornuft”
• 13. okt. 2025 - Er sandheden blevet individuel og relativ?

Find flere

Lyt til artiklen:

Vi er lige hjemvendt fra årets præstekonvent. Det var et par skønne dage fyldt med dybe samtaler, teologisk fordybelse og gode kolleger.

Et af de temaer, der satte sig fast hos mig, var idéen om, at vi lever i paradokser. Og jeg tror på, det kan være en nøgle til at åbne for noget, som ofte føles fastlåst lige nu. Både i vores relationer til hinanden og i den måde, vi taler teologi og kirke på.

For hvad betyder det egentlig at leve i paradokset? Det betyder, at jeg kan stå fast på det, jeg oplever som sandt og vigtigt, og kæmpe for det, jeg oplever som Helligåndens inspiration samtidig med, at jeg anerkender, at du gør præcis det samme fra dit ståsted. Paradokset er, at vi begge har ret og begge tager fejl. Det er ikke enten eller – men både og.

Det er en krævende vej at gå. Men det er også befriende.

Og måske er det netop den vej, vi som baptister er kaldet til at gå.

At stå fast – og samtidig lytte

Vi lever i en tid præget af skarpe fronter. Polarisering fylder i den offentlige debat, på sociale medier og i mange menneskers hverdag. Der er ofte kun plads til én sandhed ad gangen. At indrømme, at vi kan tage fejl, lyder næsten som et svaghedstegn.

Men måske kan vi som kirke være et anderledes rum. Et sted, hvor vi både tør stå fast og samtidig lytte. Hvor vi kan bekende tro, overbevisning og kald – uden at det betyder, at vi afviser andres.

Paradokset er ikke bare et teoretisk greb. Det er en livsform.

Og at leve med paradokser er faktisk meget baptistisk.

Baptisternes kald til at leve i spændingsfeltet

Som baptister tror vi på den enkeltes frihed under ansvar. Vi tror på, at hver enkelt troende har ret og pligt til at søge Guds vilje. Og vi tror på, at Helligånden leder – ikke kun i systemer eller hierarkier, men i den enkeltes samvittighed og i den enkelte menighed.

Det betyder, at vi igen og igen kommer til at lande forskelligt. Nogle menigheder vælger én vej, andre en anden. Nogle ser Helligåndens inspiration i at gå frem mod en fuldt inkluderende kirke. Andre er overbeviste om, at Helligånden leder i en mere traditionel retning.

Det kan opleves udfordrende. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det er et udtryk for, hvem vi er. Vi har aldrig været et folk, der tænkte ens. Vi har altid levet i spændingen mellem frihed og fællesskab.

At leve i paradokset betyder ikke, at vi skal gemme os for diskussionerne. Tværtimod.

At kæmpe uden fjender

Hvis jeg oplever, at Helligånden kalder mig til at kæmpe for en fuldt inkluderende kirke, så må jeg gøre det – åbent og med alt hvad jeg har i mig. Det betyder ikke, at jeg skal holde min mening for mig selv, eller at jeg skal blive ligeglad med teologi og etik.

Under konventet blev jeg mindet om Christian Richardts salme ”Altid frejdig, når du går”, der starter med at minde os om, at vi altid skal gå ’frejdigt’, når vi går på Guds kald og slutter af med at minde os om, at vi skal ”Kæmpe for alt, hvad vi har kært”.

Men kamp betyder ikke, at jeg ser dem, der tænker anderledes, som fjender. Kampen er ikke imod hinanden, men for det, vi oplever som sandt og helligt. Og lige dér bliver paradokset levende: Jeg kæmper for min sandhed, og jeg respekterer, at du kæmper for din. Jeg tror, Helligånden inspirerer mig – og jeg må samtidig tro, at Ånden også inspirerer dig, selv når vi står forskellige steder.

Det er krævende. For det betyder, at jeg må være villig til at indgå i offentlig debat, i teologiske diskussioner og i konkrete valg med både mod og ydmyghed. Ikke med en hånd, der afviser, men med en hånd, der rækker ud.

Når forskellighed bliver en gave

Noget af det mest udfordrende – og smukkeste – ved paradokset er, at vi må tro, at Helligånden virker på tværs af vores forskellighed.

Den samme Ånd, der taler til mig om inklusion, kan tale til en anden om tradition. Den samme Ånd, der leder én menighed til at åbne for nye praksisser, kan lede en anden menighed til at fastholde det kendte.

Vi kan opleve det som splittelse. Men hvad nu, hvis det faktisk er rigdom?

Paulus skriver i andet Korintherbrev: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Korintherbrev, kapitel 3, vers 17) og går videre til at sige, at vi forvandles, efter det vi oplever, når vi søger Guds Herlighed igennem Helligånden (vers 18). Friheden er ikke fravær af retning. Friheden er søgen efter at skabe Guds Herlighed – Guds Rige – netop i vores lokalområde. Friheden er Guds eget rum, hvor vi må gå forskelligt, efter hver vores samvittighed og alligevel være bundet sammen af Kristus.

Kirken som modbillede i en sort-hvid verden

Når verden er splittet i hårde fronter, må kirken netop vise en anden vej.

Vi kan vise, at det er muligt at kæmpe – og stadig lytte. At stå fast – og stadig være åbne. At mene noget stærkt – uden at det lukker samtalen.

Det er ikke bare en praktisk øvelse i tolerance. Det er et vidnesbyrd om Gud selv. For Gud er altid større end vores sandheder. Gud rummer mere end vores systemer. Gud kan kalde os forskelligt – og stadig samle os i Kristus.

At leve paradokset kan derfor være et profetisk kald. Vi lever i en tid, hvor alt skal placeres i “rigtigt” og “forkert.” Måske er vores vidnesbyrd netop, at vi tror på en Gud, der er større end det.

Paradokset i praksis er ikke nemt

Jeg mærker det selv, når jeg taler med kolleger, som står et andet sted end jeg. Jeg er overbevist om, at en fuldt inkluderende kirke er vejen frem. Jeg tror på, at Helligånden kalder os til det. Det er det, jeg har samvittighed til, med de mennesker jeg er præst for og de livshistorier, jeg vandrer med i. Og samtidig tror jeg, at Helligånden også virker i dem, der oplever det modsatte.

Det paradoks er ikke nemt. Men det gør samtalen dybere. Det kalder mig til at lytte – ikke for at opgive min overbevisning, men for at lade min sandhed møde andres.

Og måske er det netop dér, vi bliver kirke: Ikke i enighed, men i fællesskab midt i uenighed. Ikke i ensartethed, men i mangfoldighed.

Evangeliet er selv et paradoks

I sidste ende er evangeliet selv et paradoks. Vi tror på liv gennem død. Vi tror på styrke i svaghed. Vi tror på en Gud, der er både sandhed og mysterium.

Så måske er vi allermest tro mod evangeliet, når vi tør leve paradokset. Når vi kæmper og lytter. Når vi står fast og er åbne. Når vi både tager fejl og har ret – på én og samme tid.

Det er ikke let. Men det er profetisk. Og det kan være vores gave til hinanden – og til verden.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug
• 11. feb. 2026 - Men på hver sin måde

Find flere

I begge konflikter fyger beskyldninger om overgreb og krigsforbrydelser over slagmarken. Vi ser dokumentationen og forarges. Kun for timer senere at erfare, at de realistiske billeder og videoklip er hentet fra en helt anden konflikt eller et computerspil.

Sandheden er det første offer – sammen med uskyldige civile. De bliver ofre både for krigens grusomhed og for løgnene om krigen: For hvornår tør vi tro på det, vi ser og hører?

Alle krige kræver uskyldige ofre. Uanset om sandheden bliver fortalt. Langt de fleste dør udenfor kameralinsernes rækkevidde, og de dør lige så uværdigt, som de har været tvunget til at leve i krigens skygge.

Bed for de uskyldige ofre, uanset hvem de er. Bed for, at sandheden om deres liv engang må blive fortalt. Bed for, at deres død ikke er forgæves. At vi trods alt må tage ved lære.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere