Hvordan kan vi som kirke forebygge grænseoverskridende adfærd?

Hvis kirken vil undervise i seksualmoral, mener jeg, at vi først og fremmest bør tale om betydningen af samtykke. Som kristne skal vi behandle vores næste, som vi selv ønsker at blive behandlet. Jesus kæmper altid den udstødtes sag; Lad os som kristne stole på de kvinder, som står frem med deres oplevelser og lytte til dem, som Jesus ville have gjort.

I kirken husker jeg tydeligt at være blevet undervist i afholdenhed fra sex og pornoafhængighed, men ikke om betydningen af samtykke og kommunikation med en partner. Det er jeg sikker på, at vi kan gøre bedre.

Kvindekampen er kirkens kamp. #Metoo er kirkens kamp.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 08. sep. 2022 - Forbud mod tørklæder i grundskolen – nej tak
• 04. feb. 2021 - Giv kroppen stemme
• 29. okt. 2020 - Vi er alle feminister

Find flere

Henrik List:

• psykoterapeut MPF
• aktiv i Fredens-Nazaret Kirke på Østerbro i København
• skriver også for ’Parvis’, der er en del af Agapes diakonale arbejde. https://www.agape.dk
• på sin hjemmeside henriklist.com lægger han ofte svar ud fra Agape som blogs.

”God dav, Henrik!” Jeg får straks ondt i maven. Jeg hører Bentes stemme bag mig ved kaffebordet i pausen til et foredrag. Jeg vender mig langsomt om og siger: ”Hej, Bente”. Samtidig tænker jeg på en måde at slippe væk på. Jeg ser for mig mit tilbagetog til salens fjerneste hjørne, imens hun ihærdigt fastholder kontakten. Den ældre kvinde kan ikke holde en passende fysisk afstand. Jeg føler mig klaustrofobisk og forsøger at skyde en stol ind imellem os på vejen mod et forløsende helle. En stol er ingen hindring for Bente, der næsten står på mine sko og billedligt talt er på vej ind i min krop, så jeg vælger at sige, at jeg skal på toilettet.

Grænseoverskridende

Hvad har det at gøre med seksuel grænseoverskridende adfærd? På den ene side absolut ingenting. Bente er hverken seksualiserende eller krænkende, som vi normalt forstår det. På den anden side viser eksemplet, at vores krop er langt mere end et hylster. Med den sanser vi, hvad der opleves rart, og hvad der er truende. Her mærker vi også, om der er overensstemmelse mellem vores værdier og vores valg – vores ja’er og nej’er.

Vores krop er langt mere end et hylster.

Det er vigtigt, for vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende. Det er dét, der sker i historien ovenfor, hvor jeg – uden held – først forsøger at flytte mig og bagefter skærmer mig mod Bentes indtrængen i min intimsfære. Jeg håndterer det ved at gå på toilettet, da jeg véd, at hun ikke vil kunne forstå en verbal grænsesætning. Historien tager også udgangspunkt i, at jeg er et voksent og frit menneske, som råder over egen krop og har mulighed for at sætte nødvendige grænser op om den.

Positiv magt

I en ideel verden er det ikke særlig svært, men verden er mere kompleks. Vores værdier og vores kropssansninger er private og harmonerer ikke altid med andres. Når vi er meget tæt på et andet menneske fysisk – især i en magtrelation – skal vi italesætte det, når normale grænser af gode grunde bliver overskredet. Det kan fx være som patient og sygeplejerske[1], som terapeut og klient, som svend og lærling. Samtidig er det min erfaring, at åbenheden om den fysiske kontakt næsten altid bliver modtaget med ”Selvfølgelig, det kan ikke være anderledes – det er helt ok”. Man kan sige, at det at være bevidst om asymmetrien bør tvinge os til at anvende magten positivt. Vi har et medansvar for et andet menneskes trivsel.

Destruktiv magt

Siden 2017 har der været stort fokus på, hvordan magten i stedet har været anvendt meget destruktivt. I efteråret 2020 er eksemplerne kun tiltaget i antal og konkretisering. I næsten alle tilfælde er krænkeren pr. definition en mand og offeret en kvinde. Men kvinder krænker også, viser bl.a. undersøgelser blandt norske sygeplejersker[2] og danske læger[3].

Vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende.

Uanset chikanens art og krænkerens køn er det godt, at der sættes fokus på, at vores krop er vores egen, og at det er OK at sige fra. Man kan altid spørge, hvor grænsen går, og enkelte eksempler virker patetiske og selvhøjtidelige. Samtidig er der ingen tvivl om, at alt for mange ledere har nydt at udnytte medarbejdernes manglende mod, evne eller muligheder til at sige fra. Skal kulturen på arbejdspladserne for alvor ændres, er det ikke nok med hensigtserklæringer eller retningslinjer. Medarbejderne bliver også nødt til at stå op for sig selv og stå ved deres kropsfornemmelser og værdier – også selv om det kan være svært.

Alkohol og fester

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur. Alkohol er eminent til ’det lille svæv’. Den gør os sjove og uovervindelige; og så ’hjælper’ den os til at undertrykke vores sansninger. Vores ja’er og nej’er bliver knapt så tydelige – hverken for os selv eller andre. Det sker i alle miljøer. Prisen kan være høj, fordi alkoholen medvirker til at forplumre og sløre invitationer og afvisninger, og fordi alkoholen bedøver eller forstærker kroppens signaler.

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur.

Den typiske historie er mænd og drenge, der er mere insisterende end normalt, og kvinder og piger, der ikke får sagt fra, som de ville. Derfor ser vi så mange eksempler på forskellige opfattelser af, om det var voldtægt eller ej. Den nye samtykkebaserede voldtægtslov, hvor begge parter aktivt skal give samtykke, er en konsekvens af det. Uden at forholde mig til det juridiske eller forståelsen af samtykket ser jeg loven som en konsekvens af alkoholkulturen.

Hvor det burde være oplevelsen af lyst eller ulyst, der styrer, hvem vi har sex med og hvornår, er loven sat ind som en ekstra nødbremse for at kompensere for overgreb og uklare signaler. Det kan man glæde sig over eller begræde. Allerbedst vil det være, hvis vi selv tager ansvar for eget liv og alkoholindtag, så vi kan vælge selv. Det skylder vi både os selv og vores medmennesker.

[1] Sygeplejersken årgang 2018 nr. 2: ”Du har taget vare på min blufærdighed”

[2] Sygeplejen årgang 2018 nr. 2: ”Mannlige sygepleiere mer utsatt for trakassering”

[3] Sundhedspolitisk tidsskrift 30/10 2020: ”Mænd i hospitalssektoren også udsat for sexchikane”

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 23. dec. 2024 - Kærlighedens magt over kærlighed til magten
• 03. maj. 2024 - Et forvandlet gudsbillede
• 18. feb. 2023 - Krigens stemme

Find flere