Lyt til artiken:

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Bente Højris:

• præst ved Brovst Baptistkirke
• uddannet som bibliodrama-instruktør – se mere på http://www.bibliodrama.dk[/facts%5D

Jeg undrer mig ofte over det svar, for det er lige netop min hensigt at komme til dem, der ikke har det godt. Måske forventer folk selv, at de skal være selskabelige og kunne varte mig op, men det er absolut ikke derfor, jeg kommer. Jeg kommer for at følges med et andet menneske et lille stykke af livets vej; for at lægge øre – og hjerte – til den andens smerte, trykke en hånd, bede for vedkommende. Nogle gange fornemmer jeg, at jeg kan komme med et trøstende ord og en hilsen fra Gud. Andre gange er mit svar, at heller ikke jeg kan se meningen med det, der er sket eller er ved at ske.

Det er såre menneskeligt, at vi gerne vil fremstå som nogle, der har styr på livet. Måske har gæstfrihed været ens varemærke hele livet, og så føles det fattigt, hvis man ikke en gang kan byde på noget, når der kommer besøg.

Kommer vi ikke, når vi har det dårligt?

Artiklen her drejer sig ikke om at tage imod en anden i sit hjem, der måske roder lidt ekstra, men om at komme ud iblandt andre – komme og tage del i fællesskabet i kirken. Men den problematik, som jeg har indledt med, bliver ikke mindre, når det drejer sig om at være ude af huset.

Når man har det dårligt, kan det være fristende at lukke sig inde.

Når man har det dårligt, kan det være fristende at lukke sig inde, måske endda blive under dynen. Det bliver bestemt ikke lettere af, at man skal møde mange andre, og især ikke, hvis de fleste af dem har overskud og styr på deres liv. Ofte kan det med at have styr på livet i øvrigt være noget, man bare giver det udseende af, fordi alle de andre ser ud, som om de har overblik og kontrol.

Kirken er ikke et sted for superhelte

Den er en familie, og i familien derhjemme er det svært at skjule, hvis man har det dårligt. Ægtefællen lægger med det samme mærke til det, hvis den anden har haft en dårlig dag. Forældre oplever uden besvær, hvis der er noget, der tynger deres børn, og børn fornemmer, hvis mor eller far er kede af det eller ikke er enige indbyrdes. I en familie har vi lov til at være sårbare, når det er det, vi er, og så er der tidspunkter, hvor rollerne bytter, og den, der var svag for et halvt år siden, er nu den, der har overskud til at hjælpe de andre.

Når menighedsfællesskabet beskrives med billedet af en familie, er det netop for at understrege, at det samme gælder her: I menigheden har man lov til at være svag, når det er det, man er!

I menigheden har man lov til at være svag, når det er det, man er!

Men så længe vi holder facaden og ikke lader os mærke med, at vi har et problem, eller måske endda bliver hjemme, fordi alle andre ser ud til at have styr på deres liv, så snyder vi både os selv og de andre. Når vi vover at være sårbare, så giver vi andre lov til også at vise deres sårbarhed. Og så viser det sig, at vi slet ikke er alene om i perioder at have det svært.

Samtalen er betydningsfuld

Når nogle i menighedsfamilien vover at vise deres sårbarhed, er det vigtigt, at vi andre ikke kommer med billige løsningsforslag. At vi ikke siger: ‘Du skal se, det går snart over’, eller giver os til at fortælle om et eller andet tilsvarende, som vi har hørt om eller selv oplevet. Intet er så dræbende for at lukke op for sin smerte, som at få fornemmelsen af, at det, den anden har oplevet eller hørt om, overstiger ens egen smerte med flere længder, eller at vedkommende ikke regner det for noget.

Facaden ser vi kun udefra

Men i menigheden har vi lov til at komme og være en fuldgyldig del af fællesskabet – også de dage, hvor livet er svært. Lad os blive bedre til at omslutte hinanden, både når det er os selv, der er svage, og når den svage vover at lukke op for smerten.

Læs også “Kan vi rumme hinandens smerte?”

Relateret

• 01. okt. 2020 - Kan vi rumme hinandens smerte?
• 01. okt. 2020 - Kirken – glansbillede eller virkelighed?
• 01. okt. 2020 - Glansbilledet
• 05. dec. 2019 - Ka’ du lege?
• 31. jul. 2019 - Vellykket sommerstævne

Find flere

Spørgsmålet udtrykker én af de første variationer af det spørgsmål, vi bliver ved med at stille livet igennem. Det handler om de to måske væsentligste poler i menneskelivet: Ikke liv og død, men fællesskab eller afvisning.

Igennem livet stiller vi spørgsmålet igen og igen: ‘Ka’ du lege?’ Det bliver med tiden til: ‘Vil du sidde her?’ ‘Vil du med i biografen?’, ‘Vil du læse min ansøgning?’, ‘Vil du komme på besøg?’

Vi har allermest på spil, når det handler om vores forbundethed til andre.

Sårbarhed er forudsætningen for fællesskab

Den amerikanske professor Brené Brown forklarer, at de spørgsmål i virkeligheden handler om at turde vise sin sårbarhed. Og vi har allermest på spil, når det handler om vores forbundethed til andre. Vi lever og ånder i fællesskaber. Udenfor fællesskabet bliver vi magtesløse, identitetsløse, meningsløse.
Brown beskriver, at begreber som sårbarhed, fællesskab, skam og mod er nøje forbundne. Skammen, siger hun, er dybest set knyttet til de sider af vores liv, som vi frygter, vil fratage os fællesskabet. Når jeg handler på den måde, tænker på den måde eller føler på den måde, så kan jeg umuligt være værd at elske – ergo opstår skammen.

Modsætningen er der, hvor jeg tør stille mig frem og stille spørgsmålet: ‘Ka’ du lege?’ ‘Må jeg sidde her?’ Eller de andre variationer, vi bruger i dagligdagen for at knytte os sammen med andre mennesker i et fællesskab. For i alle de spørgsmål ligger et håb om, at jeg er værd at inkludere i fællesskabet. Forudsætningen er netop ikke, at jeg er perfekt. Men tværtimod at jeg trods det uperfekte stadig er god nok til fællesskabet. Og har modet til at turde tro det.

HEJ er i virkeligheden en forkortelse.

Her er jeg

Nils Villemoes, den danske lektor, der holder noget så selvmodsigende som stand up-morsomme foredrag om ledelse, har sagt, at HEJ i virkeligheden er en forkortelse. Det står for ‘Her Er Jeg’. Og når vi træder ind i rummet og siger HEJ, gør vi i virkeligheden det samme, som når vi spørger: ‘Ka’ du lege?’ Vi håber på, at de andre svarer – at der kommer et HEJ den anden vej.

At træde ind i et fællesskab, måske endda et nyt fællesskab, med et ‘Her Er Jeg!’ kræver mod. Det kræver en tro på, at man er god nok. Og netop den følelse er under et massivt pres i den tid, vi er en del af. I den evige sammenligning med uopnåelige idealer er det lettest at fodre den indre stemme, der siger: ‘De andre er bedre…’, ‘De andre er smukkere…’, ‘De andre er mere værd…’!

Meget af det, vi grupperer under begrebet stress, handler i virkeligheden om en grundlæggende tvivl på netop det: Om jeg er god nok. Når den tvivl melder sig, er der en hårfin grænse mellem sårbarheden, som er fællesskabets forudsætning, og skrøbeligheden, der kan forvandle sjæle til skygger af sig selv.

Robusthed – at have modstandskraft over for livets til tider ubarmhjertige krav – kræver et fællesskab.

Robusthed er noget, vi gi’r til hinanden

Derfor er det måske ikke underligt, at der er et stort fokus på robusthed. Engang var det fleksibilitet og omstillingsparathed, der prægede jobannoncerne. I dag er det robusthed. Men bag ønsket, om at ’du skal være robust’, gemmer der sig egentlig en misforståelse: Nemlig den, at man kan være robust alene.

Man kan træne styrke, udholdenhed og meget andet. Men robusthed – at have modstandskraft over for livets til tider ubarmhjertige krav – kræver et fællesskab. Fx viser stressforskning, at det stærkeste værn er fællesskabet. At være elsket. At have nogen at kunne række ud efter og dele det svære med. For at stjæle fra et slidt slogan fra DR’s licenskampagner: ‘Robusthed er noget, vi gi’r til hinanden’.
Og selvfølgelig kræver et godt liv en robusthed – et stærkt rodnet, om man vil – som kan hjælpe og stabilisere, når livets storme raser. Men ikke som modsætning til sårbarheden; måske nærmere tværtimod. For robustheden kan i virkeligheden ikke bruges til meget, når man åbner døren på klem til fællesskabet: ‘Må jeg være med?’, ‘Er der plads til mig?’ Netop dér er der noget på spil, som robusthed ikke kan gardere imod. For hvis robusthed betyder, at man er upåvirket af en mulig afvisning, så har robustheden forvandlet sig til kynisme.

Så risikerer man at miste sårbarheden: Følelsen af, at der er noget på spil.

Vi er alle sårbare

Som sårbarhed er beslægtet med skrøbelighed og ituslåethed, er robusthed forbundet med kynisme og selvtilstrækkelighed. Det er ikke dumt at være i god form hverken fysisk, socialt, psykisk eller eksistentielt. Men ender man på mentale steroider, hvor man tror, at styrke er ensbetydende med usårlighed, så risikerer man at miste sårbarheden: Følelsen af, at der er noget på spil. Følelsen af, at man kan rammes. Følelsen af, at det betyder noget.

I Peter Jacksons filmatisering af Hobbitten møder man dragen Smaug, som tilsyneladende er usårlig. Bortset fra ét sted, hvor den tidligere er blevet ramt. Og netop dér rammer skyttens pil og trænger gennem dragens panser – den var både sårbar og skrøbelig, som vi alle er, hvis vi bliver ramt på de steder, hvor panseret er slået itu. Og sådanne steder har vi alle.

Vi kan forsøge at bygge en illusion om usårlighed ved at udstråle perfektion, god-nok-hed og selvværd. Eller vi kan gøre sårbarheden til en styrke ved at turde være i den, acceptere den og se den som nøglen til det væsentlige: Meningsfulde fællesskaber omkring det, der betyder noget.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Vejret artede sig efter en kølig start på ugen med mandagens regnvejr. Fredag, hvor der var dåb i fjorden, var hed. Det var bemærkelsesværdigt, at campisterne ikke som tidligere havde travlt med at pakke deres telte og campingvogne ned. ”For vejrudsigten sagde ikke noget om regn”, var forklaringen fra én. Der var også god samling om lørdagens afslutningsfest, så ugen blev rundet smukt af.

Fransine fra Roskilde blev døbt fredag i fjorden. Præsten Jakob Vagner havde sagt, at hun skulle svare højt og tydeligt, og hun nærmest råbte sit ”ja” til Jesus.

Det korsmærkede fællesskab

Der var flere tilløbsstykker i løbet af ugen. Formiddagsundervisningen med Mikael Tellbe, der dykkede ned i 1. Korintherbrev og ”Det korsmærkede fællesskab” var en succes. Der kom flere og flere som de tre formiddage skred frem. Temaet blev taget op ved afslutningsfesten, hvor alle kunne få et askekors i panden – og vi blev det korsmærkede fællesskab på vej hjem.

Ble-ræs på motorcykel.

Skuespilleren Dina Al-Erhayem, som fortalte sin omvendelseshistorie, og meteorlogen Mikael Jarnvig, der talte om klimaforandringernes alvor, voksede begge ud af foredragssalen. Programudvalget havde måske fejlvurderet, hvem der skulle være i hallen – og det blev tydeligt, at vi savner en mellemstor sal til 3-400 mennesker. Missionsforbundet har et håb om at bygge et konferencecenter på græsplanen bag hallen – men realiseringen er nok længere ude i fremtiden, da projektet koster over 10 mio. kr. Det vil ellers indbefatte flere værelser, hvilket også vil være velkomment.

Sårbarheden

Tidligere biskop i Norge Per-Arne Dahl var også et trækplaster, som på et letforståeligt norsk talte til alles hjerter om Fællesskabets kraft og om Fællesskabets sårbarhed. Flere talere kredsede netop om første korinther-brev, og således talte Per-Arne om kærlighedens højsang, kap. 13.

Også sårbarheden var et gennemgående tema. Elijah Brown talte om mennesker verden over, der er forfulgt pga. deres tro. Krista Bojesen talte befriende om skam og skyld, en vigtig skelnen og Christine Walsøe fyldte Soul-teltet til en samtale om det at være lesbisk og insistere på at være en del af det kristne fællesskab.

Generalsekretær i Baptisternes Verdens Alliance, Elijah Brown, talte også på LK1 og inviterede til verdens-stævne i Rio de Janeiro næste sommer – det falder desværre præcis sammen med sommerstævnet 2020.

Mange til alle aftenmøder

Forsøget med at flytte Soul-deltagerne (20-30-årige ++) ned i hallen, og til gengæld lave en lille scene med mere lavmælt musik, blev der generelt taget godt imod. Der var mange begejstrede unge til aftenmøderne, og mange deltagere hver aften. Så må udfordringen med oversættelse af engelske talere løses til næste år. Programudvalgets udgangspunkt er, at der ikke skal være oversættelse fra scenen.

Hvis vi skal være kirker, der rummer de unge, er det fremtiden, der skal huses i salen. Så må musikken være høj (bandet i år var suverænt) og lyset dæmpet – og synes man ikke om det, er der forhåbentlig også næste år et alternativt aftenprogram.

Alt i alt masser af inspiration til eftertanke. Og en god grund til at være optimist på kommende sommerstævners vegne.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere