Lyt til artiklen her:

Det var Bodil Højbak Møller, præst i Korskirken i Herlev og medlem af BaptistKirkens ledelse, der havde kastet sig over undervisningsopgaven. Det skete, mens hun besøgte Burundi og Rwanda fra den 19. februar til den 4. marts 2024. Besøget bragte Bodil vidt omkring: Fra præsteskolen i Rubura over Korskirkens projekter i Musema til BaptistKirkens projekt for unge enlige mødre nær Butare.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Afrika begejstrer

Der går kun få sekunder fra Bodil svarer på opkaldet, til telefonforbindelsen er fyldt med begejstring. Hun har oplevet mere varme, glæde og begejstring på sin tur til Afrika, end hun nogensinde havde drømt om. Det smitter af på hele interviewet.

Mange interesser skulle plejes

”Jamen, det var jo nærmest sådan en ’joint-venture’-tur,” fortæller Bodil, og tilføjer hurtigt: ”Nej, det må du altså ikke skrive!” Men det gør vi alligevel. For der var tale om en tur, hvor mange interessenter og mange interesser skulle tilgodeses.

I to landsbyer uden for Musema er Korskirken med til at drive et projekt blandt batwaerne: De fattigste blandt de fattige i Burundi. Menigheden i Musema blev selvfølgelig også besøgt og Bodil prædikede ved gudstjenesten.

Herhjemme havde Bodil holdt et oplæg for Kvindenetværket om at bringe evangeliet til marginaliserede grupper. Det ville Kvindenetværket gerne, at Bodil delte med samarbejdspartnerne i Burundi. Derfor havde de – sammen med BaptistKirkens ledelse – opfordret Bodil til at undervise på præsteskolen i Rubura.

BaptistKirken arbejder også for, at flere kvinder får en mere synlig plads i menighederne i Burundi. Præsteskolen er et godt sted at så frø, der måske senere kan spire og skabe forandring.

BaptistKirkens ledelse har en særlig forpligtelse

Bodil peger også på, at BaptistKirken har en forpligtelse som organisation til at følge op på de projekter, vi støtter. Det sker, når Lise Emming Weber-Hansen rejser rundt i Burundi og Rwanda og besøger projekterne og når Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed, rejser ud og møder partnere og projektansvarlige. Men ledelsen er også nødt til selv at rejse ud og få førstehåndskendskab og vise samarbejdspartnerne, at BaptistKirkens ledelse prioriterer samarbejdet.

Undervisning på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Hårdt arbejde

Selv om solen skinner og klimaet er mere behageligt end i Danmark, så er det hårdt arbejde at være rejsende repræsentant for BaptistKirken. Besøget hos batwaerne og undervisningen på præsteskolen fyldte meget i programmet. Undervisningen havde også fyldt meget inden rejsen, fortæller Bodil. Det tager tid at forberede tre dages undervisning. Både fordi det hele skulle foregå på engelsk og der skulle være tid til oversættelse, og fordi undervisningen skulle give mening og være relevant for mennesker i en helt anden kultur. Men Bodil oplevede også en udfordring af en helt anden karakter:

”Jeg var faktisk nervøs for at undervise på præsteskolen. Mig bekendt var jeg den første kvindelige teolog fra Danmark, der skulle undervise. Og jeg tror ikke, at de tidligere har modtaget undervisning af en kvindelig teolog,” fortæller Bodil om sine overvejelser og fortsætter: ”Jeg vidste på forhånd, at både mit budskab og det, at jeg er kvinde, ville være udfordrende.”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Evangeliet er virkelig gode nyheder

Bodils undervisning på præsteskolen stillede spørgsmålet: ”Hvordan er evangeliet virkelig de gode nyheder – for alle?” Bodil uddyber budskabet:
”Jeg spurgte: Hvordan er evangeliet ”truly the good news”? For jeg mener virkelig, at evangeliet er gode nyheder – også for alle marginaliserede grupper. Men det er bare ikke altid det budskab, kirken kommer ud med.”

Bodil spørger retorisk og glemmer helt, at det er hende, der skal svare på spørgsmålene:
”Hvornår er evangeliet virkelig de gode nyheder? Fx for kvinder i et mandsdomineret samfund? Eller for batwaerne, der virkelig er marginaliserede. Mennesker som ingen andre i samfundet bryder sig om. Kvinderne i Young Single Mothers-projektet, der er blevet smidt ud af kirken og familierne: Hvordan kan evangeliet nogensinde blive en god nyhed for dem, hvis kirken bruger det til at undertrykke dem?”

Bodil og de præstestuderende i Rubura (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Udfordrede præstespirer

Det er ikke svært at forstå, hvis eleverne på præsteskolen blev udfordret af spørgsmålene. Og de fik mere at tænke over, for Bodil udfordrede også ved at spørge dem, hvad det var, Jesus kom med? Var Jesus’ evangelium ikke også et opgør mod den kultur, der var på hans tid? Og er meningen med evangeliet i dag ikke fortsat at udfordre den styrende kultur? Hvis kulturen fx er at udelukke og se ned på kvinder, der bliver gravide udenfor ægteskab, så er evangeliet den modkultur, der prædiker omsorg og tilgivelse.

”Vi må jo ikke tilpasse evangeliet, så det passer ind i vores kultur. Som kirke er vi kaldet til at være en modkultur og holde fast i det oprindelige budskab,” siger Bodil.

Det samme budskab overalt

Bodil fremhæver, at hendes undervisning selvfølgelig var rettet mod de mænd, der studerer på præsteskolen i Rubura. Alle studerende på præsteskolen er mænd, for man kan kun være baptistpræst i Burundi, hvis man er mand – og gift. Men budskabet kan ikke isoleres til kulturen i Burundi og Rwanda. Budskabet gælder også i Danmark:
”Vores udfordring herhjemme er, at Jesus taler rigtig meget om nøjsomhed. Jesus er jo ikke fortaler for overforbrug eller for, at vi ikke deler med de fattige. Det er jo det, der gør ondt hos os. Vi er ikke bedre end præsteaspiranterne, men vi har forskellige udfordringer at kæmpe med i forhold til at være modkultur.”

Inspirationen fra Galaterbrevet

Bodil fortæller hvor inspirationen til undervisningen kom fra:
”Jeg er meget optaget af Paulus’ budskab i Galaterbrevet, kapitel 3, fra vers 27-28, hvor der står ’Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til…’. Det har vi slet ikke taget alvorligt som vestlig kirke. Hos os har der sandelig været forskel på, om man var ’jøde eller græker’ eller sort eller hvid. Så vi har bestemt ikke nogen grund til at hæve os over vores brødre og søstre i Afrika. Det var vigtigt for mig at undervise i, at for Jesus er der ikke forskel på mennesker.”

Et intenst forløb

Bodil fortæller, at forløbet på præsteskolen var meget intenst. Det var hårdt at være ”på” i adskillige timer. Flere gange undervejs blev hun bevæget over elevernes engagement og lyst til at forstå budskabet:
”Det gjorde enormt stort indtryk på mig. Når man prædiker, prædiker man jo også for sig selv. Og jeg kom undervejs til at reflektere over de eksempler i vores kultur, hvor vi heller ikke behandler de marginaliserede ordentligt. Jeg blev ramt af tanken om, hvor stærkt og hvor kærligt evangeliet vitterligt er.”

Anerkendelse på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Anerkendelse

Eleverne på præsteskolen var virkelig overraskede over undervisningen. Både over at modtage undervisning af en kvinde, men også over budskabet. Efter den første dag med undervisning, hvor alle var ved at pakke sammen, er der en af de studerende, der siger: ”She is really a pastor” – ”hun er virkelig en præst…”.

”Jeg opfattede det som en anerkendelse. At man godt kunne have respekt på trods af, at jeg er kvinde. Dagen efter spurgte jeg, om det havde været for stor en mundfuld og alt for udfordrende. Så er der en, der rejser sig op og siger, at ja, det havde været en udfordring, men han ville bare ønske at jeg kunne blive der under hele deres uddannelse.”

Efter et par sekunder fortsætter Bodil med et tydeligt smil i telefonen: ”Bum! Den skulle lige synke ind…. Men så gav jeg den også gas resten af tiden!”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Batwaerne

Burundi er et af verdens fattigste lande målt på næsten alle kendte parametre. Bodil besøgte to batwa-landsbyer udenfor Musema, hvor Korskirken støtter forskellige projekter:
”Når man besøger de fattigste mennesker i det fattigste distrikt i verdens fattigste land… Så er folk vitterligt meget fattige. Selv om jeg har set billeder og været involveret i arbejdet meget længe, så gjorde det et ufatteligt stort indtryk at besøge de her mennesker.”

Selv om vores økonomiske bidrag kan virke beskedne, så gør det en meget stor forskel for en batwa-familie, om de bor i en hytte af jord og palmeblade eller en lerklinet hytte med fast tag og ildsted.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

De sendte en dame

Bodil fortæller om en hændelse, der ledte tankerne hen på Lise Nørgaards ikoniske bogtitel. Ved ankomsten til menigheden i Musema virkede modtagelses-komiteen med menighedens forstander i spidsen temmelig uinteresserede i gæsterne. Bodil genkendte flere fra sin årelange e-mailkorrespondance med menigheden, men det virkede ikke som om kendskabet var gensidigt. Efter lidt tid kommer spørgsmålet: ”Hvornår kommer mændene? I skrev jo, at der ville komme en præst?” Herefter var det lidt svært for Bodil og rejsemakkeren Lise Emming Weber-Hansen at holde masken. Lise måtte forklare, at ”det er Bodil, der er præsten.” Det vakte en del bestyrtelse, at de danske baptister ”sendte en dame.”

På falderebet

– ligger det Bodil meget på sinde, at vi husker Young Single Mothers-projektet i Huye nær Butare:
”Det handler både om menneskesyn og ansvarsforflygtigelse: Kulturen er, at man ekskluderer de gravide kvinder og lader mændene stikke af fra ansvaret. Mens jeg var der, var flere skoleledere inviteret på besøg for at åbne op for en samtale om, at det ikke løser nogle problemer at smide pigerne ud af skolerne – tværtimod. I den sammenhæng er projektet med syskolen, som blandt andre Bethelkirken støtter, også et virkelig vigtigt arbejde.”

Så er vi tilbage ved evangeliet som modkultur. For dem, der udstøder de unge kvinder fra kirken og familien er evangeliet, at det skal de holde op med – de må ændre kulturen. For os er evangeliet at møde denne kultur med tilgivelse og kærlighed og hjælp til forandring i stedet for fordømmelse.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Forkert brug af antibiotika. Fluer og lopper. Manglende håndhygiejne. Patienter der ligger udenfor i solen med høj feber og malaria. Lang kørsel for at komme i kontakt med en læge. Det er virkeligheden i Rubura, hvor jeg går rundt på klinikken.

Da jeg var her for godt fire år siden, var situationen værre. Nu er her trods alt kommet vand i nogle af hanerne, enkelte senge og ledelsen er skiftet ud. Men stadig. Jeg mærker fattigdommen, sygdom, mangel på uddannelse af personalet og et sundhedsvæsen, der er utrolig langt fra danske forhold. Jeg går ind på en af de mørke, beskidte stuer.

Indlagte kvinder

Herude kan det være farligt at være gravid og fødende.

Her ligger en gravid kvinde. Rundt om hendes seng står tre-fire andre kvinder. Nogle har børn på ryggen, bundet fast med et farverigt tørklæde. Kvinderne er ved at bede for den gravide kvinde. Jeg stopper op og beder med, for jeg ved det godt. Herude kan det være farligt at være gravid og fødende. Omkring 548 kvinder dør pr. 100.000 fødsler i Burundi. I Danmark er det ca. fire.

I en anden seng ligger en kvinde med sin lille nyfødte på godt to kg. Hun ser glad ud. Jeg peger på barnet og spørger: ”Umuhungu? Umukobwa?” Det betyder ”Dreng? Pige?” Det er et par gode ord at kunne. Selv om jeg har min tolk med, giver det mig en god kontakt til kvinderne at kunne et par lokale ord. De klapper i hænderne og griner af mit forsøg på at kommunikere med dem. Jeg mærker, at midt i alvoren på klinikken bliver stemningen lettere, og jeg undersøger den lille pige, som virker stærk trods den lave fødselsvægt.

Jeg undersøger den lille pige, som virker stærk trods den lave fødselsvægt.

Safe Delivery App

De kommende dage har jeg workshops for personalet. Jeg skal introducere dem for en app udviklet af danske læger og jordemødre, som hedder ”Safe Delivery App”. Den blev lanceret første gang i Etiopien i 2015. Den anvendes nu i over 40 lande, hovedsageligt lav- og middelindkomstlande. Appen findes på mere end 12 sprog og indeholder animerede film, guidelines og træningsprogrammer, der kan forbedre lokale fødselshjælperes viden og handlinger. Indholdet bygger på WHO´s guidelines. Jeg har medbragt fem brugte iPads og fem smartphones doneret fra vores netværk hjemme i Danmark. De uddeles til klinikkens personale, som underskriver en kontrakt. Derudover har jeg allieret mig med en af de uddannede sygeplejersker på klinikken, som vil følge op på personalet og anvendelsen af appen, når jeg er taget hjem.

Via en projektor – også doneret fra Danmark – viser jeg noget af indholdet. Personalet sidder tæt sammen på et par små træbænke inde i et lille, støvet lokale. Selv præsten fra Rubura og en underviser fra præsteskolen er kommet for at lytte med på emner som håndhygiejne og svangerskabsforgiftning. Jeg har downloadet appen på fransk. De lytter opmærksomt. Jeg introducerer de 13 moduler med tilhørende tests og eksamen. Vi aftaler, at de har cirka et år til at komme gennem materialet. Derefter evaluerer vi.

En verden til forskel

Inde i det lille lokale laver vi også små praktiske øvelser. På klinikken er der ingen muligheder for smertelindring af fødende. Kvinderne ligger på ryggen på en kold, gammel, hård briks og føder. Jeg viser bl.a. nogle enkelte massageteknikker, lejringsmuligheder og ikke-medicinske smertelindringsmetoder.

Ved en af de sidste workshops, hvor jeg skal sige farvel og takke for denne gang, bliver jeg bevæget, og stemmen ryster. ”I har grebet mit hjerte, og jeg beder for jer”, får jeg fremsagt. Snart står jeg hjemme i min afdeling i et helt andet sundhedsvæsen. Her er håndsæbe og håndsprit frit tilgængeligt. Her kan kvinderne tage rent hospitalstøj på. Her behøver patienterne ikke at ligge ude i græsset i bagende sol og vente på hjælp. Her er vi veluddannede, og mødre- og spædbarnsdødeligheden meget lav. Kontrasten til klinikken i Rubura er stor.

Relateret

• 21. jul. 2025 - Værdighed og fremskridt i Musema
• 10. okt. 2024 - ’Baho neza kibondo’ – hav et godt liv lille barn
• 28. apr. 2024 - Vi ventede en præst, men de sendte en dame…
• 21. dec. 2023 - Barnet i krybben!
• 20. dec. 2023 - Varm mad til jul og god hygiejne

Find flere

Topbilledet viser opstart af en spare- lånegruppe i en batwalandsby.

Mange menigheder og enkeltpersoner støtter og engagerer sig vores arbejde i Myanmar, Rwanda og Burundi. Roskilde Baptistmenighed er eksempelvis blevet venskabsmenighed med Rubura og Korskirken er blevet venskabsmenighed med Musema i det nordlige Burundi.

Området Musema er stedet, hvor BaptistKirkens mission begyndte tilbage i 1928. Siden da har BaptistKirken været aktive i Burundi med både udsendte missionærer, projekter støttet af offentlige midler og projekter, hvor pengene er indsamlet blandt private og menigheder i det danske.

Roskilde og Rubura

Under et tre-måneders ophold for familien Vagner i Rubura i 2017 blev kimen til Roskilde Baptistkirkes store engagement i den lille landsby Rubura sået. Rubura huser præsteskole, flere skoler, landsbrugsskole og en sundhedsklinik. Familien Vagners ophold har sat sig varige spor i familiens hjerter, og da Jakob Vagner senere blev kaldet til tjeneste i Roskilde, tog familien deres engagement og hjerte for Rubura med sig.

Jakob prædiker i en menighedsplantning i Rubura med Vianney, der er præst i Rubura, som oversætter.

Grupper fra Roskilde har siden årligt besøgt Rubura og engageret sig i sundhedsarbejde på byens klinik, træning af lærerne i landbyens skoler, undervist på præsteskolen, støttet et hønseprojekt og batwalandsbyen og evangelisation i området. Der er plantet to nye menigheder, bl.a. i en batwalandsby.

De seneste år er der foregået et stort arbejde netop blandt batwa’er i området. Batwa’erne er traditionelt marginaliseret og lever isoleret, hvilket betyder, at børnene sjældent kommer i skole. Lokale kræfter begyndte arbejdet, der siden er blevet forfinet og støttet af Roskilde, private givere, kvindenetværk m.fl.

Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd.

“Vi er involveret i mission, fordi Gud er i mission. Han er på færde i vores verden, og han har inviteret os med på rejsen. Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd. Gud er på det sted – og hvem skulle så ikke have lyst til være der også. Missionen i Rubura giver os perspektiv. Vi bringer viden ud og tager tro med hjem. Viden derud til præsteskolen, sundhedsklinikken og skolen – og tro på Gud, mennesker og fremtiden med hjem,” fortæller Jakob Vagner.

Korskirken og Musema

Alle familier i batwa-landsbyerne ved Musema har fået sundhedsforsikring og dermed adgang til lægehjælp og medicin.

Korskirken i Herlev har indenfor det seneste år også engageret sig stærkt i mission i Burundi, og der er kommet godt gang i aktiviteterne i Musema. I Danmark kommunikerer en meget engageret gruppe i menigheden direkte med folkene i Musema om aktiviteterne. Korskirken støtter dels udsatte børn og dels to små batwalandsbyer tæt på Musema.

Korskirken er med til at forbedre batwa’ernes levevilkår efter samme model som i Rubura. Der etableres spare- og lånegrupper, undervises i hygiejne og forbedrede landbrugsmetoder. Ligeledes købes der sundhedsforsikringer og der skaffes rent vand. På længere sigt, vil man også gerne i gang med husbyggeri, når basis er på plads.

Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have fingeren på pulsen.

Louise Hentze Jørgensen, tidligere ungdomsleder i Rwanda, fortæller: “I Korskirken har vi valgt at fokusere vores missionsarbejde i og omkring Musema. Det er fordi, vi gennem missionsarbejde i Rwanda og Burundi på nærmeste hold har oplevet den dybe fattigdom og de trange kår i Rwanda og Burundi og specifikt et stort behov for hjælp i Musema. Et samlet fokus i ét område har medført et større engagement gennem venskabet mellem to kirker. Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have en finger på pulsen og følge med i udviklingen.

Louise fortsætter: “For os giver det et samlingspunkt, på tværs af alder og interesser. Om det er til spejder, børnekirke, gudstjenesten eller i fællesskabsgruppen, så kan vi alle hjælpe i Musema. Gennem events, indsamlinger og beretninger øges engagementet for arbejdet i Musema, samtidig med at sammenholdet i Korskirken styrkes.”

Og det nytter

Støt BaptistKirkens missionsarbejde
ved at sende en gave til konto 3201 10042879 eller MobilePay 90519 mærket ’IM-mission’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

At den nære og konkrete måde at hjælpe på nytter og virker bakkes op af tidligere ambassadør og Danida-chef Ole Lønsmann Poulsen. I Kristeligt Dagblad den 13. maj 2020, siger han:

”…små, nære projekter, der gør direkte gavn blandt de fattigste. De små landeveje, sundhedsklinikker og butikker, vandbrønde…. De gør en direkte forskel for de fattiges hverdag og økonomi. De er også lettere at beskytte mod misbrug og korruption.”

Den tidligere ambassadørs vurdering rammer meget godt ind i BaptistKirkens måde at arbejde på. Vi har mange gode Danida-finansierede projekter, der også hjælper, men fælles for både Roskilde og Korskirkens engagementer og BaptistKirkens andre projekter er, at det er nære menighedsbaserede projekter, der dygtiggør, myndiggør og omfavner de udsatte i samfundet, samtidigt med at det giver sammenhængskraft i de danske menigheder og perspektiv for vores mission.

Relateret

• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Projekt Vand til Rubura:

• Budget: 600.000 kr. Rotary Han Herred bidrager med størstedelen
• Mere end 7.000 indbyggere får vand

• Vandprojektet følges op af nyt udstyr til sundhedscenteret og en sundhedsmedarbejder, der oplyser om hygiejne og familieplanlægning
• Støt på MobilePay 2299 6483 eller konto 3201 10042879 mrk. ’Vand’

I 1983 stod Ole Emming i spidsen for et projekt, der forsynede landsbyerne omkring Rubura med vand. Trods vedligeholdelse er det gamle system slidt op, og der kommer ikke længere vand til Rubura, der ligger sidst på den cirka 12 kilometer lange vandforsyningslinje.

Derfor er der hverken vand på skolerne eller på sundhedscentret. Det travle sundhedspersonale skal hente alt vand i dalen. Følgelig bliver fødestuerne ikke altid gjort rene mellem fødslerne, og den dårlige hygiejne betyder større risiko for smittespredning – og højere dødelighed blandt de nyfødte.

Det travle sundhedspersonale skal hente alt vand i dalen.

Løsning på vej

Jep Emming har – sammen med familien – været i Rubura for at forberede det nye vandprojekt og siden for at sætte det i gang: ”Cirka halvdelen af rørledningen skal udskiftes, og resten skal efterses. Ti tanke på forsyningen skal renoveres, og et stort antal vandposter skal have nye taphaner og gås efter.”
Rotary Han Herred støtter projektet økonomisk. De har også besøgt Rubura, og i fællesskab er det fx blevet besluttet, at den mere end 60 år gamle ståltank – fra den oprindelige vandforsyning fra 1950-erne – kan genbruges ved at fore den med en stor specialfremstillet pose.

Vand til mere end 7.000 indbyggere

Det er vigtigt at sikre stabilt tilløb af vand til hele vandforsyningen. Derfor renses kilderne op, rørene udskiftes og dækkes til, og der plantes græs, som geder og kreaturer ikke vil spise. Alt dette for at undgå bakterieforurening via dyrenes efterladenskaber. Arbejdet udføres af de lokale kvinder, der har entreprisen med gravearbejdet, og på den måde får de en lille indtægt.

Alt dette for at undgå bakterieforurening via dyrenes efterladenskaber.

En del af en større sundhedsindsats

Den tekniske løsning med vandrør, tanke og vandhaner er selvfølgelig vigtig, men det er oplysningsarbejdet også. De lokale undervises i hygiejne og sundhed generelt og får derved ejerskab og forståelse for projektet. Allerede nu kører små videoer om hygiejne på sundhedscentret. Her trækker man på erfaringerne fra et tidligere vandprojekt i Musema.

Jep Emming fortæller: ”Den lokale borgmester har været meget samarbejdsvillig lige fra de første møder, da det hele blot var en idé, til vi skulle i gang med at grave rør ned. Det har også været let at etablere en styregruppe for projektet med gode lokale kræfter. Det lover godt for det videre forløb.”

Gode kræfter arbejder sammen

Jep Emming og Jørgen Johansen arbejder som frivillige på skift i Burundi, og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling har bevilliget en containerforsendelse. Vi har sendt materiel til vandforsyningen samt materialer til sundhedscentret. Der blev også plads til en ambulance, som både Rotary, BaptistKirken og Holbæk menighed har ydet bidrag til. Rubura har i årevis manglet en ambulance til at transportere de særligt udsatte til større hospitaler.

Projektet indvies med besøg af repræsentanter fra Rotary og BaptistKirkens formand Per Beck i oktober måned.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Præsteskolen og uddannelse af undervisere kan støttes af både menigheder og private ved indbetaling på MobilePay 2299 6483 eller på konto 3201 10042879 mrk. projekt 6.

Men en anden historie er, at i mange år har danske og burundiske baptister sammen plantet menigheder og uddannet præster, evangelister og nu også ungdomsledere på skolen i Rubura.
Kirken i Burundi har taget missionskaldet alvorligt, og i de seneste 30 år har man plantet over 80 nye kirker. Der er nu 97 selvstændige menigheder og 60-80 satellitkirker, der venter på at blive selvstændige. Og for at blive selvstændig, skal man have en præst! Til sommer færdiggør 27 præster deres uddannelse. De skal ordineres næste år og indsættes i tjeneste i lokale menigheder.

Behov for nye præster

Burunderne er rigtig gode til mission og missionskampagner, men det kniber med midlerne til uddannelse. Det kan vi samarbejde om. Kirkevæksten og alderen hos en række præster skaber et fortsat behov for nye medarbejdere. Således er der stadig menigheder uden præster. De betjenes af evangelister, og med det forventede antal nye menigheder, der ønsker at blive selvstændige, kommer man de næste fire år til at mangle godt 50 nye præster.

Nyt pensum for præsteskolen

Den nuværende studieplan har ikke været revideret i mange år, men når de 27 nye præster dimitterer til sommer, går man fra august over til at uddanne kommende studerende efter en ny studieplan, der er udviklet i et samarbejde mellem Burundi og Danmark. I Burundi har præsteskolens leder og lærere deltaget, mens Jakob Vagner fra Roskilde menighed og Baptistkirkens tidligere formand Bent Hylleberg har bidraget fra dansk side.

Kirkevæksten og alderen hos en række præster skaber et fortsat behov for nye medarbejdere.

Jakob tilbragte sammen med familien tre måneder i Rubura i begyndelsen af 2017, og udover at undervise var han også med til at udvikle den nye læseplan i tæt samarbejde med skolen. Sideløbende med opdatering af studieplanen er vi også gået i gang med at videreuddanne underviserne på præsteskolen. Over de næste tre år har vi forpligtet os til at støtte en del af lærernes videreuddannelse på universiteter i Uganda og Kenya, så nogle opnår bachelor-niveau og andre en kandidatgrad.

Præsteskolens leder Vianney

Præsteskolen – en del af Rubura-projektet

I Rubura er præsterne ikke kun på skolebænken, men de tager også deres tørn i marken. Det er der to grunde til. For det første er det de færreste menigheder, der kan lønne deres præster ordentligt. Derfor er det nødvendigt for præsterne at have andre indtægter, hvis de skal kunne forsørge de ofte store familier.

For det andet har præsterne også en stor udviklingsopgave at løfte i lokalsamfundene. Her er landbrugsaktiviteter vigtige. Derfor indeholder uddannelsen undervisning i forbedrede landbrugsmetoder. Her benyttes demonstrationscentret i Rubura, ligesom erfaringer fra landbrugsprojekter i området inddrages.

Opfordring og udfordring til danske menigheder

Uddannelse af de lokale undervisere gør det indtil videre ikke alene. Et nyt og vigtigt element i studieplanen er også at involvere danske undervisere. Erfaringen med danske undervisere i Rubura er rigtig god. Udover Jakob Vagner har blandt andre Ole Lundegaard opholdt sig i Rubura i en længere periode for at undervise.

Et nyt og vigtigt element i studieplanen er også at involvere danske undervisere.

Der er allerede flere danske præster og menigheder, der har ønsket at bidrage til missionen ved at sende deres præst på kombineret undervisnings- og studieorlov til Rubura, men der er plads til flere. Vi håber, at 4-5 præster kan kombinere undervisning og orlov i løbet af de næste tre år i Ruburas rolige omgivelser og komme inspirerede og motiverede hjem – samtidig med at de løfter en vigtig opgave i Burundi.

Ny kirke i Mufumya.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere