I dette land plejer vi at sige, at ’et ord er et ord’ – at en aftale står ved magt, hvad enten den er skriftlig eller mundtlig. Sådan er det åbenbart ikke mere. Det er en skamplet på demokratiet.

Værre bliver det, når motivet bag et aftalebrud popper op. Til karakteristik heraf er der også poppet et nyt ord op: ’Egenfremme’ – dvs. at fremme sit ego på bekostning af fællesskabet.

Vi mister tilliden til vores politikere, hvis dét at holde ord ikke længere er et adelsmærke. Omvendt vokser vores respekt for dem, når de holder deres egne løfter.

Der er meget mere end sandhed på spil. Før i tiden knyttede man ’det sande’ sammen med ’det gode’ og ’det smukke’. Hvor egoismen sætter sandheden ud af kraft, bliver godheden og skønheden også anfægtet over tid. Hos den enkelte af os – og i fællesskabet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Lyt til artiklen her:

Iran er et overvejende shiamuslimsk land, hvor præstestyret overvåger al religiøs aktivitet. Landets kurdere er overvejende sunnimuslimer. I skolen – fra folkeskole til højere læreanstalter – skal alle iranske elever studere bøgerne ’Religiøs lære’ og koranen.

Peter var et videbegærligt barn med mange spørgsmål. Hvis han stillede sin lærer i folkeskolen spørgsmål om Gud og Muhammed, fik han bank – nogle gange så blodet flød. Som 14-årig betragtede Peter sig selv som ateist. Siden begyndte han at interesse sig for kristendommen.

Livsfarligt at konvertere

I Iran kan man være kristen, hvis man tilhører en kristen slægt. De kristne slægter og kirker er få, og de bliver overvåget af myndighederne, da det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.

Det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.

Peter forklarer, at omkring 50% af befolkningen i Iran ikke er troende muslimer. Folk skal ikke skilte med afvigende tro og holdninger, men der er en forholdsvis stor rummelighed og tolerance folk imellem. Peter betragter sine forældre og svigerforældre som ’kultur-muslimer’ eller ’traditions-muslimer’.

Efter sin universitetstid var Peter soldat i 21 måneder. Iranske soldater er efter muslimsk praksis forpligtede til at bede fem gange om dagen i moskeen. Det ville Peter ikke, så han fandt på undskyldninger ved fx at tilbyde at tage vagten for andre for at undgå at deltage i bønnen til en gud (Allah), som han ikke troede på.

Et forvandlet hjerte

Hjembyen var omgivet af høje bjerge, og Peter var ivrig bjergbestiger og medlem af en bjergbestigerklub. En ven herfra – vi kan kalde ham ’Jamal’ – kom fra en kristen familie. Hemmelige samtaler med ’Jamal’ gennem tre år i Irans bjerge førte Peter til tro på Jesus. ’Jamal’ var det første menneske, Peter mødte, som var i stand til omsorgsfuldt at svare på hans spørgsmål om tro. Først efter ca. to år fik Peter Johannesevangeliet af sin ven. Gennem bibellæsning mødte Peter Jesus’ nåde og fred. Det forvandlede hans hjerte.

At Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter.

Jesus er ikke fremmed for muslimer, men betragtes om en stor profet. Men at Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter. Han begyndte at komme i en skjult husmenighed, hvor han sagde ’ja’ til at følge Jesus. ”Aldrig før har jeg oplevet så meget ro i hjertet, som da jeg lukkede Jesus ind”, fortæller Peter.

At følge sit hjerte koster

Peter mødte sin kommende kone i sin skoletid. I Iran går piger og drenge på hver sin skole, men Peters mor var lærer for pigen, som senere valgte at blive gift med Peter. Det skete i 2005.

Syv år efter bliver Peter en kristen. En nabo opdager kristen litteratur i deres hjem og melder Peter til politiet. Og så må han flygte med det samme. Peter vandrede mere end 6.000 km fra sit hjem til Europa gennem bl.a. Tyrkiet, Grækenland og Bulgarien med mange strabadser undervejs. Skjult i en tank, nåede han til sidst Danmark, hvor han søgte asyl.

Peters kone måtte dække over hans omvendelse.

Peters kone måtte dække over hans omvendelse, fordi traditionen krævede, at hun skulle lade sig skille, da hendes mand var flygtet fra Iran. Med den lille datter på armen blev hun truet og fik sat stolen for døren, da hun nægtede at blive skilt fra sin mand. Endelig lykkedes det Peter ved Guds hjælp at få familiesammenføring for kone og barn i 2019.

Døbt i Vrå

På asylcenter og sprogskole i Danmark blev Peter chikaneret og truet, fordi han var en kristen. Han boede i Vrå i ni måneder og fandt ly i baptistkirken, hvor han endelig fik sit store ønske opfyldt. Han blev døbt den 10. september 2017 og tog navnet Peter.

Mødet med Kristus kostede ham næsten alt. Men familien er samlet og trives i dyb taknemmelighed til Gud, der er en god far, som hører bøn og baner vej.

Læs også “Modsætninger mødes”.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Marianne Christiansen, biskop i Haderslev på 11. år

Naveed Baig, imam og Ph.d.-studerende i Norge

Det er 10-11 år siden. Marianne Christiansen og Naveed Baig mødtes i Kristen-Muslimsk Samtaleforum i Roskilde. Hun var ny biskop i Haderslev og var der i den egenskab. Hun kom i snak med imamen Naveed Baig om en byggesag med en moské i Haderslev, der mødte modstand. Hun husker, at Naveed Baig udfordrede hende: ”Så håber jeg, at du gør noget ved det.” Hun havde tænkt, at det var deres sag, men hun tog hjem og blandede sig i debatten.

Den frihed, vi selv har, skal også gælde for andre.

”Jeg tog med mig, at religionsmødet handler om fællesskab. Den frihed, vi selv har, skal også gælde for andre”, siger Marianne Christiansen. Det blev startskuddet til et bekendtskab, der har udviklet sig til et venskab. ”Vi er brødre og søstre i troen, og det er faktisk meget bedre end venskaber”, siger Naveed Baig.

Den teknik…

Det har været besværligt at finde et tidspunkt, hvor begge travle mennesker kunne tale med mig samtidig. Det var umuligt at mødes, og da vi endelig skal have samtalen, så driller teknikken, og det bliver alligevel to interviews. De to hører derfor ikke, hvad den anden siger, selvom jeg havde dem begge i røret. Men de supplerer hinanden, og det signalerer netop det, de gerne vil: At modsætninger ikke altid er modsætninger, men komplementerer hinanden.

Modsætninger er ikke altid modsætninger, men komplementerer hinanden.

Biskoppen og imamen her nemlig udviklet et koncept, som de netop er begyndt at turnere med i Danmark. De kalder det ”Modsætninger mødes”. Det blev lanceret på Kulturmødet på Mors i august med følgende præsentation: ”Marianne Christiansen er kvinde, biskop, fra Jylland og med kristen baggrund. Naveed Baig er mand, imam og muslim, født og opvokset på Vestegnen.

Nu mødes de to til en samtale om tro og forskellighed, men også om, hvor og hvordan vi mødes med vores modsætninger i enighed og uenighed: Tror vi på den samme Gud? Er der forskelle på religionernes måde at forholde sig til samfund og lovgivning på? Og hvad med kønnet, maden, fællesskabet, volden?” De to religiøse overhoveder har sat hinanden stævne offentligt på baggrund af en dyb, gensidig respekt, der er bygget op over flere år.

Religions-dialog-partnere

Det startede lidt skævt, husker Naveed Baig. Netop i Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS) skulle de finde en partner til en øvelse. ”Jeg spurgte, om hun havde en partner. Hun troede, at det handlede om hendes privatliv…! Men hun blev min religions-dialog-partner. Hun bor så langt væk, så vores venskab er ikke blevet rigtig privat. Vi har ikke spist sammen hjemme – Marianne har vist mødt min kone til et arrangement, hvor hun var med. Måske jeg skulle invitere hende”, tænker Naveed Baig højt.

Men de mødes ofte. Ud over KMS er de begge med i Brobyggerne, arrangeret af Özlem Cekic, dét med dialog-kaffe. De har været med i et video-projekt på nettet, der kaldes ”Den lyserøde taxa”. Det lykkedes for Ellie Jokar i den lyserøde taxa at samle Marianne Christiansen, Naveed Baig og overrabbiner Jair Melchior op og sætte dem skiftevis på forsædet og bagsædet til en samtale, mens de kørte rundt i København. Videoen i flere afsnit kan ses på YouTube.

Fordomme begge veje

Nu er Marianne Christiansen og Naveed Baig på vej rundt i Danmark på dialog-turné. I første omgang skal de til Ullerød Kirke, en grundtvigsk højskole, en moské i Nordvest, Vejle Bibliotek og KMS igen i november.

Vi er enige om, at vi ikke skal frygte religion.

Naveed Baig siger: ”Danske muslimer vil have godt af at møde og udfordre en kvindelig biskop i en moske, for det sker sjældent. Så nu bliver vores venskab offentligt. Vi er enige om, at vi ikke skal frygte religion. Generelt frygter danskerne muslimer og tænker, at muslimer vil overtage Danmark, indføre sharia, og at kulturerne er uforenelige. Det passer ikke set fra mit ståsted. Jeg håber, vores samtale kan udfolde de mange ligheder og de forpligtelser, vi har overfor hinanden som mennesker med tro.”

Marianne Christiansen supplerer: ”På det religiøse område er der en del fordomme og en masse ting, man aldrig får spurgt om. Så opstår ideen om, at religion skaber splid. Men faktisk skaber religion også fællesskab. Det er en kraft i samfundet. Naveed og jeg kan snakke fra nu af og ind i evigheden. Vi skal huske at give plads til spørgsmålene fra salen. Det oplevede vi på Mors, hvor der ikke var tid nok, og det kan være, man ikke ellers har mulighed for at stille et spørgsmål til en muslim. Fx: ’Er det rigtigt, at muslimer ikke må tvivle?’ Det spørgsmål kan kun Naveed svare på.”

Udfordret på troen

Foto af Daniel Urhøj Andersen

Samtalen om deres forskellige udgangspunkt for tro har bragt dem tættere sammen. ”At være ven med Marianne betyder, at jeg har et religiøst menneske i mit liv, som deler nogle værdier med mig”, fortæller Naveed Baig. ”Jeg kan ringe eller skrive til hende, hvis jeg er i tvivl om kristendommen. I det hele taget kan jeg sparre med hende. Hun har også udfordret min tro. Vi har haft diskussioner om køn og LGBT+, hvor jeg har måttet reflektere over mine ståsteder, og hvordan jeg forstår de store spørgsmål. Og så bliver jeg udfordret af, hvordan hun som religiøs leder tager sig af de kolleger, hun har ansvar for. Og hvordan taler hun ind i danskernes hverdag”, uddyber Naveed Baig.

Når jeg spørger ind til, om der kan være knaster i relationen, siger han: ”Relationer kan altid være problematiske, især til vores nærmeste. Men et venskab bliver ofte dybere, hvis man skælder hinanden ud en gang imellem. Det er dog svært med Marianne – hun er så sød.”

Insistere på samtalen

Marianne Christiansen er også meget rosende overfor Naveed Baig: ”Dels synes jeg, at Naveed er klog. Jeg føler mig godt tilpas i hans selskab. Og så bliver jeg klogere på mange forhold, jeg ikke har indsigt i. Jeg kan spørge om ting, som jeg ikke forstår. Vi er også gode til at more os sammen. Dels taler Naveed meget respektfuld både til og om folk. Og så har han en stærk understregning af samtalens betydning hen over uenigheder.”

Samtalens og nærværets betydning er blevet vigtige i deres venskab.

Samtalens og nærværets betydning er blevet vigtige i deres venskab. Også selvom det på en måde er en slags professionelt venskab. Derfor fik de for to år siden ideen til deres dialog-turné. Marianne Christiansen siger: ”Jeg ved, det er en floskel, men i vores tid bliver det offentlige samtaleklima ofte polariseret. Det er jeg ikke ene om at mene. Krige tæt på skubber til os, så vi mister nuancerne og tålmodigheden. Man skal være fysisk sammen for at kunne mægle i konflikter. Også for at kunne stille spørgsmål til hinanden. Vi kommer for lidt ud og møder hinanden. Det gælder også mig selv, at jeg ofte befinder mig i et ekkokammer. Nu vil Naveed og jeg tage rundt og se, om der er nogle, der gider bruge tid på at være i et andet rum end derhjemme. Det kan næsten kun gøre gavn. Vi vil tage del i den offentlige samtale.”

Naveed Baig tilføjer: ”Vi vil ud – ud i landsbyerne og på andre kanter. Vi er enige om, at det vigtigste budskab er, at vi skal holde fast i håbet. Og at modsætninger ikke nødvendigvis er farlige.”

Læs også “Tid og rum til samtale”.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS) blev etableret i et samarbejde med Folkekirke og Religionsmøde under karikaturkrisen i 2006. Kristne og muslimske ledere i Danmark så et fælles behov for at danne netværk med hinanden og skabe et rum med god tid til samtale. Gennem årene har de årlige konferencer medført både kendskab og venskab på tværs.

Frikirkernes repræsentant

I år blev en plads ledig i KMS som repræsentant for frikirkerne. Jeg var så privilegeret, at jeg fik den tildelt gennem Danske Kirkers Råd. Det har været en meget givende opgave.

Samfundsrelevante temaer

KMS’ primære arbejdsopgave er at etablere en konference, hvor ledere på forskellige niveauer fra de to religioner får lejlighed til at tale med hinanden om fælles samfundsrelevante emner.

Fra årene kan bl.a. nævnes konferencer med følgende emner:

• Køn, religion og spiritualitet
• Religiøsitet og faglighed i velfærdssamfundet
• Tolerance og lokale initiativer
• Hvem er de unge? Unges religiøsitet og identitetsdannelse

Konferencen i år afholdes den 8. og 9. november 2024 i Jelling. Derfor er temaet ’Religiøs identitet og folk’. Konferencen bliver udbudt via Danske Kirkers Råd, og jeg håber selvfølgelig, at nogle baptistledere vil lægge billet ind.

Religionsdialog er åbenbart for gråhårede.

KMS har i de senere år lagt stor vægt på inddragelse af de unge. Det er svært. Religionsdialog er åbenbart for gråhårede. Jeg håber nu stadig at finde en ung mand eller kvinde, som kunne have lyst til at deltage, for det er vigtigt at bringe stafetten om at føre fredelig og konstruktiv dialog videre til næste generation.

Religion skaber konflikt?

Vi oplever ofte, at religiøse spørgsmål giver anledning til konflikter. Jeg havde en god ven, som sagde, at han siden sin ungdom havde afvist Kristendommen, fordi den – ifølge ham – havde været årsag til de fleste krige i Europa i det seneste årtusind.

Vi, der er lidt oppe i årene, kan også huske John Lennons smukke sang Imagine: “Imagine there’s no countries – it isn’t hard to do – nothing to kill or die for – and no religion, too.”[1]

Vi er nogen, som ikke kan forestille os en verden uden tro på Jesus Kristus, men vi kan til gengæld forestille os, at vi møder mennesker fra andre religioner med accept og respekt, og at de møder os med den samme holdning. Det arbejder vi for i KMS.

Det er berigende at se verden og troen fra mange synsvinkler.

Gensidig respekt

Den respekt, vi udviser i KMS i forhold til hinanden, gør også, at vi får megen viden om og fra hinanden. Det gælder mellem de to religioner, men det gælder faktisk også mellem de forskellige muslimske og kristne trossamfund, som er repræsenteret. Der er mange forskellige menigheder og trossamfund både hos muslimerne og hos os, og det er berigende at se verden og troen fra mange synsvinkler.

Jeg håber, at KMS er en lille brik, der er med til at skabe en bedre verden. Ikke en verden uden tro, men en verden med tro, som leves i respekt for hinanden.

Læs også “Jeg er kristen og jeg elsker muslimer”.

[1] På dansk: ”Forestil dig: Der er ingen lande – det er ikke svært – intet at dræbe eller dø for – og heller ingen religon.”

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Sebastian Olesen er aktiv i Odense Vineyard og bor i Vollsmose, fordi han har hjerte for muslimer. Her fortæller han om at forkynde blandt muslimer. Hvordan nedbrydes fordomme? Hvad er idéen med ’Mahabba’-netværket, og hvad laver foreningen ’Al-Beshara’?

’Mahabba’ – Kærlighed

”’Mahabba’ er arabisk for ’kærlighed”, forklarer Sebastian. ”Netværket blev oprettet i England med det formål at få kristne til at dele Jesus med muslimer gennem bøn, omsorg og samtale. Netværket har et slogan: ’Loving all Muslims’, og i Danmark er der flere grupper. Jeg er engageret i Vollsmose og med i styregruppen for ’Mahabba Danmark’.

Vi arrangerer inspirationsdage for kristne, der har hjerte for muslimer, og laver diakonale aktiviteter.

Bønnegrupper i boligområder finder ud af, hvordan vi kan række ud til muslimer i lokalområdet. Vi arrangerer inspirationsdage for kristne, der har hjerte for muslimer, og laver diakonale aktiviteter: Taler med muslimske familier, vasker vinduer for dem, dyrker sport med børnene, oversætter breve fra kommunen, sludrer i frisørsalonen osv. Tit bliver de interesseret i at høre om, hvad vi står for.”

’Al-Beshara’ – Den gode nyhed

For fire år siden startede Sebastian en forening: ’Al-Beshara’ – ’Den gode nyhed’. ”Vi har sloganet: ’Vi er kristne, og vi elsker muslimer’”, fortæller Sebastian. ”Den primære aktivitet er videoer på sociale medier, hvor vi fortæller om Jesus på en måde, muslimer forstår. Vi svarer på spørgsmål om kristendom og prøver at nedbryde fordomme mellem kristne og muslimer.

Hvert år laver vi en ’Ramadan Blessing Video’, hvor der bedes for muslimer. Vi promoverer videoerne bredt. Nogle har mere end en million visninger, så vi får mange henvendelser fra muslimer, som er nysgerrige på kristen tro og begejstrede for den kærlige tilgang, vi forsøger at ramme. Penge til arbejdet kommer fra kirker. Jeg holder ofte foredrag med mulighed for at donere eller blive fast giver.”

Konvertitter eller forståelse?

”Er formålet med Al-Beshara er at skabe konvertitter eller interreligiøs forståelse?”

”Begge dele”, svarer Sebastian. ”Vi vil gerne forkynde evangeliet for muslimer, men vi ønsker også at nedbryde fordomme, undervise og yde praktisk støtte. Mange kristne kender ingen muslimer. Deres opfattelse er styret af medierne. Det er vigtigt at give et mere nuanceret syn på muslimer og medvirke til at fjerne berøringsangst.

At konvertere har enorme konsekvenser i forhold til familie og relationer – måske hel eller delvis udstødelse. Flere steder i verden er det både strafbart og livsfarligt at konvertere. Men der er også positive historier, og jeg har fx mødt en tidligere muslim, som blev kristen og fik opbakning hjemmefra. Hans muslimske far var med til dåben.”

”Hvorfor tiltrækkes nogle muslimer af kristendom?”

Sebastian giver et eksempel: ”En mand kom til tro på evangeliet. Han kontaktede mig efterfølgende og udtrykte sin beslutning på en meget smuk måde. Han længtes efter fred i sit liv, fordi han var tynget af uvisheden om, om han ville komme i himlen eller i helvede. Han kunne kun håbe det bedste. Efter han blev kristen, forstod han, at Jesus giver fred og en garanti for Paradis, der ikke fås andre steder.”

Muslimers fællesskab er forbilledligt.

Et aspekt ved islam, der tiltaler Sebastian, er det stærke sammenhold. Muslimers fællesskab er forbilledligt. De hjælper hinanden praktisk, økonomisk og sjæleligt til alle tider. ”Blandt kristne er der en tendens til, at kirke blot betyder, at vi mødes søndag formiddag og måske tirsdag aften”, forklarer Sebastian.

Kirkens rolle

”Vi prøver at adskille tro og politik i vores arbejde og holder os fra betændte emner, så det, der samler os, er evangeliet. Politikere fra begge fløje udtrykker begejstring for vores arbejde. På højrefløjen er de glade for, at nogle muslimer vælger at konvertere, og på venstrefløjen glæder de sig over, at vi forsøger at nedbryde fordomme, hvis man skal sige det firkantet.

Der graves generelt grøfter i den offentlige debat, og man udtaler sig bombastisk. Vi skal tale sammen om udfordringerne på en ordentlig måde. Her spiller kirken en rolle. Jesus befaler os som kristne at elske Gud og vores medmennesker. Når vi griber den befaling og elsker alle mennesker betingelsesløst og gør en forskel i lokalsamfundet, så rykker det positivt ved tingene.

Man kan slippe afsted med at sige meget, når det bliver sagt i kærlighed.

Af og til slår folk sig på vores slogan: ’Vi er kristne, og vi elsker muslimer’, men Jesus lærer os, at vi skal elske vores næste. Man kan slippe afsted med at sige meget, når det bliver sagt i kærlighed. Jeg har oplevet hadefulde beskeder, trusler og konfrontationer, men alle mennesker skal vide, at Gud elsker dem, og vi er kristne, som elsker muslimer, uanset om de vælger at konvertere eller ej!”

Styrke og frimodighed

Mere viden:

• mahabba-netværket: https://www.mahabba.dk/
• Al-Beshara på YouTube: https://www.youtube.com/channel/UC7JcAx6L95nIhkBJX9Vd2GA
• Sebastian Olesens bog ’Sjakaler og kartofler i Vollsmose’: https://hosianna.dk/shop/24-mission-og-oplevelser/2898-sjakaler-og-kartofler-i-vollsmose/

”Jeg er glad for at bo i Vollsmose. De dårlige ting, man hører i medierne, oplever jeg sjældent. Gennem mit arbejde har jeg dog gjort meget for direkte at opsøge det kriminelle miljø og prøvet at række ud til unge der. Jeg fulgte en gruppe på omkring 50 unge i længere tid. Det har jeg beskrevet i bogen ”Sjakaler og kartofler i Vollsmose”. Det kræver styrke og frimodighed, som jeg opnår ved hver dag at være sammen med Gud og finde mod i Guds ord. Jeg får energi i mødet med det enkelte menneske, fordi jeg elsker mennesker”, slutter Sebastian.

Læs også “Gudsbilledet i islam og kristendom”.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Lyt til artiklen

Som sognepræst i Gellerup (1979-2005) foretog jeg sammen med en teologistuderende og en lille gruppe frivillige en holdningsundersøgelse blandt beboerne i Gellerupparken. Vi ønskede at vide lidt mere om beboerne: Hvem var de, hvad troede de på, kendte de noget til hinanden? Og så videre.

På en skala fra 1 til 10

Vi fik udarbejdet et stort spørgeskema, og for at det skulle gå rigtigt til, fik vi en religionssociolog til at gå skemaet kritisk igennem. Han godkendte det meste, men sagde så, at vi manglede et spørgsmål, som er vigtigt i enhver religionssociologisk undersøgelse, nemlig: “Hvor stor rolle spiller Gud i dit liv?” – og svaret skulle fremgå af en skala fra 1 til 10.

Vi indførte spørgsmålet, men inden vi skulle ud i det virkelige liv for at interviewe beboerne, skulle vi prøve spørgsmålene af på hinanden. Vi var en gruppe på omkring 20 personer – både kristne og muslimer. Vi skulle stille spørgsmålene til hinanden og på den måde opøve en god spørgeteknik. Jeg og en muslimsk kvinde blev sat til at interviewe hinanden.

“Hvor stor rolle spiller Gud i dit liv?”, spurgte jeg hende. Svaret kom prompte: “10!” Da hun var færdig med at svare, kom turen til mig.

Bagefter følte jeg, at jeg havde løjet, men kunne ikke rigtig finde ud af hvorfor.

“Hvor stor rolle spiller Gud i dit liv?” spurgte hun – og kiggede på mig. Og helt ærligt! Spørgsmålet kom bag på mig. Selvom jeg havde læst spørgeskemaet igennem flere gange og for et øjeblik siden spurgt hende, virkede spørgsmålet aldeles overrumplende på mig. Jeg sad længe og vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

“10” sagde jeg – lidt forsigtigt og tøvende, og i hvert fald langt fra så overbevisende som hun. Men, som jeg i mit stille sind ræssonerede: Jeg er jo trods alt præst, så må jeg vel også kunne sige 10?!

Og hun skrev 10. Bagefter følte jeg, at jeg havde løjet, men kunne ikke rigtig finde ud af hvorfor.

Hvor stor en rolle spiller Gud?

Siden var jeg selv ude at interviewe ca. 30 andre kristne, muslimer og a-religiøse danskere i Gellerupparken. På min lille runde kom jeg frem til det tankevækkende resultat, at der tegnede sig et helt klart billede.

Spørger man muslimer, kommer svaret hurtigt og klart: “10”. Ja, de fleste svar lød endda: “Gud er større end 10!”, “Find et uendeligt tal!” eller “Gud er større end mit liv!”. Det blev også sagt af helt almindelige verdsliggjorte muslimer, som hverken var praktiserende muslimer eller tilsyneladende skænkede det ret mange tanker, hvad det betød for dem at være muslim. Men at Gud spillede en stor rolle, det var der åbenbart ingen tvivl om. For Gud er jo stor.

Et helt andet billede tegnede sig, når jeg spurgte folk, som på én eller anden måde definerede sig som kristne. Så blev de lige så meget i tvivl, som jeg. De stod og vævede lidt forlegent i døren. Nogle sagde “5”. Andre udtrykte deres tro så præcist som “5 ½”. De allerfleste lagde sig i midten af skalaen.

Umiddelbart var resultatet klart: De kristne er lunkne og usikre i deres tro, hvorimod muslimerne er sikre og stærke i deres tro.

Forskel på gudsbilledet

Efterfølgende har jeg dog tilladt mig at tolke svarene på en anden måde. Ikke mindst, fordi jeg selv havde lyst til at lægge mit svar i midten af skalaen, er jeg kommet frem til en anden tolkning af undersøgelsens svar end den, der lægges op til. Jeg tror ikke, at man kan sige, at de forskellige svar bare udtrykker en større eller mindre tro – tværtimod mener jeg, at de forskellige svar afslører en vigtig forskel mellem gudsbilledet i islam og kristendom.

De forskellige svar afslører en vigtig forskel mellem gudsbilledet i islam og kristendom.

En muslim lærer fra helt lille at sige: “Gud er stor” eller “Gud er større” – og måske gentage det mange gange om dagen. Jesus lærer derimod sine disciple at sammenfatte det største bud i loven i dét, der kaldes det dobbelte kærlighedsbud: “’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.”[1]

Det kristne spændingsfelt

Jesus siger udtrykkeligt: “Men”. Du kan som kristen ikke nøjes med at sige, at Gud er stor og betyder alt for dig, for Gud er aldrig større end din næste. Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten skal for den kristne veje lige meget. For hvis Gud kommer til at overskygge din næste, risikerer du at blive umenneskelig. Og omvendt: Hvis din næste overskygger eller gøres større end Gud, gør du din næste til Gud.

Jesus sætter på den måde enhver, som ønsker at være hans discipel, ind i en spænding mellem Gud på den ene side og næsten på den anden. Sådan er det at leve som kristen. Det er konsekvensen af et gudsbillede, hvor Gud bliver menneske. At gøre godt mod ens næste er at gøre godt mod Gud.

Så hvis man har svært ved at sige, hvor meget Gud betyder for én, er det ikke nødvendigvis et udtryk for sekularisering eller verdsliggørelse. Det kan med mindst lige så god ret tolkes som et udtryk for, at vi lever i en kristen tradition og er vokset op med et kristent gudsbillede, hvor Gud aldrig er større end min næste.

Læs også “Baptister og muslimer – før, nu og i fremtiden”.

[1] Matthæusevangeliet kap. 22, vers 37-40

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Bent Hylleberg, cand.theol., tidligere præst, leder af BaptistKirkens præsteuddannelse og formand for Baptistkirken i Danmark.

Vi skal tilbage til reformationstidens Europa, da fjendtlige muslimer kom sydfra over Balkan og belejrede en af Europas kristne højborge – Østrigs hovedstad, Wien. Muslimerne stod her på toppen af en erobringsbølge, der nu truede ét af den kristne kulturs centre.

Datidens løsninger

De store landskirker dominerede dengang de geografiske områder med den trosform, som reformatoren ville gøre gældende, og som fyrsten satte magt bag. De geografiske grænser skulle også være religiøse grænser, og indenfor dem blev religiøse mindretal ikke accepteret. På det lutherske område måtte der fx ikke være plads til andre end lutheranere. I bedste fald fik mindretallene ret til at emigrere. I værste fald blev de bekæmpet, forfulgt og dræbt. Sådan behandlede storkirkerne både datidens jøder, muslimer – og døbere.

Martin Luther var overbevist om, at hans nye evangeliske tro var den eneste sande form for kristendom. Han anså både døberne, jøderne og tyrkerne [muslimerne] som djævelens redskaber, der ville ødelægge reformationen.[1] Og han endte med at kalde jøderne for ’dette forkastede, forbandede jødiske folk’. Deres synagoger og skoler skulle brændes; deres huse nedbrydes: ’Væk med dem!’ På samme måde gav han udtryk for had til både muslimer og døbere. Fra 1529 skulle de bekæmpes af kejseren og fyrsterne. Ud af landet – ellers blev de fredløse.

En alternativ vej

Døberne var de første, der ville gøre retten til forskellighed gældende.

Døberne var de første, der ville gøre retten til forskellighed gældende. På et givet geografisk område skulle der være plads til andre end den dominerende flertalskirke. Kirken er et overnationalt fællesskab, der sprænger de nationale grænser, og kristne skal kunne virke i mission på tværs af alle grænser. Denne frihed skulle gælde for alle mindretal – både kristne, jøder og muslimer! Døberne viste vej for et synspunkt, der talte for religionsfrihed til alle.

Det gav Balthasar Hübmaier, der blev baptist i 1525, udtryk for i 1524 i et kort forsvarsskrift for religionsfriheden: Om kætterne og dem, der brænder dem.[2] Øvrigheden skulle ikke have nogen magt på det religiøse område – heller ikke over den enkeltes samvittighed. Hübmaiers mest berømte sætning lyder: ”En tyrk [muslim] eller en kætter kan ikke overvindes med vores midler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn. Derfor skal vi tålmodigt afvente den guddommelige dom.” Kun fire år senere blev Hübmaier brændt på bålet i Wien, dømt som ’gendøber’ af den katolske kirkes inkvisition. Hans ordsprog lød: Sandheden er udødelig.

Den grønne trepart

I august fik vi en ny regering med en minister for det ’historiske forlig’ bag Den grønne trepart. De vundne erfaringer fra dialogens bord mellem stridende parter burde inspirere, når det gælder håndteringen af landets kristne og religiøse grupper. Tænk, hvis politikerne tog det religiøse klima lige så alvorligt som den fysiske klimakrise!

Tænk, hvis politikerne tog det religiøse klima lige så alvorligt som den fysiske klimakrise!

Tænk, hvis regeringen lod nye religionslove udspringe af dens dialog med alle involverede parter: Kristne, jøder, muslimer og andet religiøst godtfolk. Det vil fremme forståelsen for tro og religion, reducere den aggressive polemik mod jøder og muslimer og bidrage til et fredeligt pluralistiske samfund. Og tænk, hvis Trossamfundsloven havde været et resultat af et sådant initiativ!

Læs også “Jeg har troet på Gud hele mit liv” – et interview med Zainab Nasrati.

[1] Martin Schwarz Lausten: Reformationen, jøderne og tyrkerne, i ’Reformationen. 1500-tallets Kulturrevolution’, 2017, s. 265ff.

[2] Anabaptist! Udvalgte tekster af reformationstidens døbere, Forlaget Apophasis og BaptistKirken 2017, s. 21ff. Hübmaiers skrift har siden fået plads i historien som det første forsvar for generel religionsfrihed.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Zainab Nasrati:

• født i 1995 i Vanløse. Forældrene kommer fra Marokko
• kandidatstuderende i medicin

Hvordan opstod din tro på Gud?

”Jeg har troet på Gud hele mit liv. Mine forældre er troende, og de har svaret på mine mange spørgsmål. Jeg har gået på muslimsk privatskole, så jeg var altid omgivet af andre muslimske børn. Det var en selvfølge at tro på Gud, og det føltes som det mest naturlige.

Troen på Gud var en del af min verdensopfattelse og af min samvittighed: Det er betydningsfuldt, hvad man gør. Gør man noget rigtigt, ser Gud det, og gør man noget forkert, ser Gud også det; og hvis man angrer, er Gud tilgivende og barmhjertig. Det har jeg været bevidst om altid.

I udskolingen blev jeg optaget af at læse om Gud. Jeg begyndte at gå med hijab og at opsøge moskeen. Samtidig skete der et skifte i forhold til mine jævnaldrende. Siden 9. kl. har jeg været tilknyttet miljøet omkring moskeen. Jeg deltager i fredagsbønnen regelmæssigt og lytter til imamens tale.”

Har du aldrig haft et teenageoprør?

”Nej, egentlig ikke – måske fordi jeg så mig selv som meget religiøs og som voksen og ansvarlig.

Jeg kalder det helst ikke ’min tro’, for ordet tro indebærer, at man kan tvivle – og jeg tvivler ikke.

Jeg har fundet glæde og ro og passion ved at lære min overbevisning at kende. Jeg kalder det helst ikke ’min tro’, for ordet tro indebærer, at man kan tvivle – og jeg tvivler ikke. Jeg har ikke en tro, men en overbevisning.

Jeg bruger hijab – jeg er altid klædt, så min krop er tildækket fra håndled til ankler, og mit hår er skjult af tørklædet.”

Mange danskere mener, at unge muslimske kvinder bliver tvunget til den påklædning af deres forældre eller mand?

”Det er en irriterende myte, for vi er ikke undertrykte, men selvstændigt tænkende. Det kræver stor selvstændighed at bære hijab i det danske samfund. Mine forældre har ikke tvunget mig til det. Det var mit eget valg. Det er et bevidst valg af mådehold. Min krop er privat. Det drejer sig om at markere hengivenhed til Gud og samtidig afdæmpe seksualiteten i det offentlige rum, for dér er det vigtigere, hvad du kan bidrage med intellektuelt.”

Det kræver stor selvstændighed at bære hijab i det danske samfund.

Er der et særligt menneske, der har haft afgørende indflydelse på din tro?

”Jeg har lyttet meget til Omar Suleiman. Han er imam og hans taler ligger på YouTube. Han fortæller historier fra profetens liv. Han er enormt inspirerende.”

Hvordan præger din tro på Gud dit liv?

”Min overbevisning fylder alt. Man beder fem gange dagligt, og hver bøn betyder, at man stopper op og holder sig bevidst om Gud og om sine egne handlinger. Den bevidsthed betyder meget. Bønnen er som at blive krammet. Gud ved, at du gør dit bedste – uanset andres holdning og uanset udfaldet.

Bønnen er som at blive krammet.

Bønnen består dels af faste elementer, dels af fri personlig bøn. Man beder altid vendt mod kachba’en i Mekka. Stående reciterer man åbningskapitlet i Koranen og andre fast formulerede bønner, og knælende med panden mod gulvet beder man sin personlige bøn. Bønnen er en direkte kontakt mellem Gud og dig – der er intet mellemled.

Jeg vil gerne opbygge et hjem og en husholdning, hvor atmosfæren er præget af Gud. Min mand er konvertit. Han blev ikke muslim, fordi jeg krævede det, men jeg har altid vidst, at jeg skulle giftes med en troende muslim, fordi min overbevisning er så fundamental for mig. Jeg ville gerne dele overbevisningen om, at vi skal samme sted hen efter døden. Når vi får børn, vil jeg virkelig gerne give min overbevisning videre til dem.”

Hvilke værdier er væsentlige for dig?  

”Intentionen bærer alle handlinger. Hvis du giver for at tjene Gud, er det en god handling, men hvis din intention er, at du vil vise dig, mister handlingen sin værdi.

Det er vigtigt at leve sit liv og tilbede Gud, som om man kan se Gud. Gud er uendeligt stor, og vi skal tilbede velvidende, at Gud ser os.

Barmhjertighed, som Gud er barmhjertig, tilgivelse og det gode naboskab er væsentlige værdier for mig.

Jeg skelner ikke mellem muslimske værdier og danske værdier. Det meste er heldigvis fælles. Islam er min direkte norm for valg af værdier. Jeg sorterer fra med islam som udgangspunkt.”

Læs også “Ro i hjertet – vejen til kristen tro for en iransk kurder”.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

I den forbindelse tænker jeg ofte over debatkulturen. Jeg tænker på, om det virkeligt er en nødvendighed at tale nedsættende om andre og hævde sig selv for at vise sin og sit partis troværdighed.
Jeg vil mene, at det forholder sig stik modsat: at tillid og troværdighed vises ved, at man viser respekt for uenighed og mangfoldighed – uden at lægge enkeltpersoner eller grupper for had.

Vi takker de fleste af vores politikere, som formår både at være dybt uenige og at debattere respektfuldt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Jeg voksede op i et land med en berettiget stolthed over, at vi hjalp vores jødiske medborgere til at flygte fra nazisterne, og en lige så sikker overbevisning om, at FN´s flygtningekonvention afspejlede den eneste rimelige måde at behandle verdens flygtninge på – for flygtning var man kun af nød. Det valgte ingen frivilligt.

Nu lever jeg i det samme land, men de folkevalgte politikere forhandler med Kroatien om at oprette et fængsel for mennesker udvist af Danmark og med Rwanda om oprettelse af modtagecenter for asylansøgere. Udviklingsministeren udtaler sågar, at Rwanda og Danmark har fælles værdier!

Vi har ændret holdning til mennesker på flugt

Alle vores bestræbelser går på at holde flygtninge og fremmede ude og udenfor. Vi udtrykker et klart ønske om, at dem, vi er nødt til at finde os i, skal integrere sig, og med det mener vi, at de skal blive lige som os.

De skal blive lige som os.

Vi mangler arbejdskraft, og det vil blive værre i de kommende år, for gennemsnitsalderen stiger, men selv velfungerende flygtninge med fast arbejde, børn under uddannelse og eget hus udviser vi med den begrundelse, at Syrien er sikkert. Det mener resten af EU og FN så ikke, og vi tør da heller ikke sende danske diplomater dertil, men det betyder, at syrere, der har evnet at etablere en tilværelse i Danmark, må sælge deres hus og sige deres arbejde op, for vi forlanger, at de skal bo på et udrejsecenter, hvor de er en konstant byrde for samfundet.

Hvad blev der af vores respekt for det andet menneske – vores næste? Hvad er der sket med vores evne til at sætte os i de nødlidendes sted?

Relateret

• 27. nov. 2025 - Kommunalvalgets skampletter
• 11. okt. 2024 - Ro i hjertet – vejen til kristen tro for en iransk kurder
• 11. okt. 2024 - Modsætninger mødes
• 11. okt. 2024 - Tid og rum til samtale
• 11. okt. 2024 - Jeg er kristen, og jeg elsker muslimer

Find flere