baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Gud har aldrig vigepligt https://baptist.dk/gud-har-aldrig-vigepligt/ Wed, 06 Jan 2021 13:29:45 +0000 https://baptist.dk/?p=10314 Formand for BaptistKirken Per Beck ser tilbage på 2020 og deler sine forventninger til det nye år og advarer blandt andet mod religionsforskrækkelse.


Per Becks tale kan også ses på YouTube her

2020 blev jo et helt anderledes år end vi havde forventet ved sidste årsskifte, og mange af de forhold, der ramte os som borgere, kom jo også til at have indflydelse på kirken og menighedernes virke.

Vi var i flere perioder ramt af nedlukning af kirkerne – både som følge af regler og som følge af myndighedernes anbefaling. En række menigheder var kreative og sikrede, at vi kunne komme til gudstjeneste via elektroniske medier, og flere end normalt har faktisk ”besøgt” andre menigheder. Jeg håber, at denne kreativitet, der har givet flere mulighed for at følge gudstjenester, ikke bliver begrænset til Corona pandemien, men vil fortsætte. Øvrige aktiviteter i menighederne har været ramt af aflysninger, hvilket har udfordret fællesskabet. Når dette er sagt, oplevede vi også, at fællesskabet i situationer blev stærkere, og vi havde mere opmærksomhed på hinanden end i en normal travl hverdag.

Første gang siden 1865

For BaptistKirkens vedkommende har vi jo også været underlagt restriktioner og ramt af aflysninger. Sommerstævnet 2020 blev aflyst, og – tror jeg – for første gang siden 1865 har vi ikke været samlet til landskonference, selv under besættelsen samledes man hvert år til årsmøde (som landskonferencen tidligere blev kaldt).

De mest nødvendige beslutninger – godkendelse af beretning, regnskab og budget, samt valgene – blev afviklet elektronisk. Tak til menighederne og landsorganisationerne for at bakke op, og deltage i det elektroniske ”møde”. Ud over afstemninger elektronisk, har vi i nyhedsbreve og menighedsforsendelser løbende orienteret om en række af de punkter, der var på landskonferencens dagsorden i november.

En række af de initiativer, vi planlagde at arbejde med i 2020, måtte neddrosles – både generalsekretær Torben Andersen og menighedskonsulent Jan Kornholt blev ramt af, at planlagte aktiviteter og besøg måtte udskydes.

Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Økonomisk tegner 2020 til et ”normalt” år for BaptistKirken. De seneste økonomiske oversigter fra 30. november viser, at menighedernes bidrag er lidt højere end på samme tid i 2019, så i modsætning til hvad vi frygtede, har Coronaen ikke generelt svækket menighedernes og BaptistKirkens økonomi. Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Glæd jer til lederkonferencen

Jeg håber – som jeg tror, alle er enige i – at vi 2021 kan genoptage en række af de aktiviteter, der hører til menighedernes liv og virke.

På samme måde håber jeg, at vi kan realisere en del af de planer, vi gerne ville have udrullet, f.eks. at vi kan komme videre med arbejdet med menighedsplantning, bedre muligheder for menighedskonsulentens og generalsekretærens besøg i menighederne, og at vi kan påbegynde ledelsens besøg i menighederne, som vi vil gennemføre over de næste par år. I samarbejde med ungdomsorganisationerne vil vi arbejde på at formidle evangeliet til kommende generationer, og her tror jeg, at lederkonferencen i april om fler-generationelt menighedsliv kan blive en inspiration. Jeg håber, vi kan mødes til sommerstævne og landskonference, men vi må se i øjnene at planlægningen af sommerstævnet kræver, at vi hurtigt i 2021 tager stilling til om stævnet kan gennemføres, som vi kender dette. Skulle det ikke lykkes at mødes til sommerstævne, tror jeg, det er vigtigt, at vi kan afholde en fysisk landskonference, og fra ledelsens side vil vi gøre alt for, at dette kan lykkes for os.

Håb om udsendelse til Afrika

Jeg håber, at vi i 2021 kan vende tilbage til stærkere kontakter til vores samarbejdspartnere i Burundi, Rwanda og Myanmar. I den forbindelse er det et stærkt ønske, at vi kan udsende medarbejdere til Burundi og Rwanda til at fortsætte det store arbejde som Jonas Norgaard Mortensen og familien har udført de seneste 2 ½ år. I aftaler med det nationale baptistsamfund i Myanmar er der åbnet for, at de danske chinmenigheder mere direkte kan etablere projekter i samarbejde med Chin baptistsamfundet i Myanmar.

Endelig håber jeg at vi løbende bliver endnu bedre til at kommunikere med og informere hinanden, så vi følger med i liv og virke i menigheder og kirkesamfund, og kan være fælles om glæden. Er du ikke allerede abonnent, så tilmeld dig gratis nyhedsbrevet på BaptistKirkens hjemmeside

Religionsforskrækkelse

Jeg vil dele vores udfordringer i det kommende år i to: udefrakommende og interne udfordringer.

Vi oplever en periode, hvor der i det omgivende samfund opleves en form for religionsforskrækkelse eller manglende forståelse for religionens betydning i samfundet.

Vi ser det i form af lovgivning mod at kunne modtage bidrag fra udlandet – hvilket ikke rammer os, men rammer andre kirker.

Der er ideer om at kræve prædikener oversat til dansk, hvilket væsentligt vil besværliggøre vore etniske menigheders arbejde

Gud har aldrig vigepligt

Man vil oprette en liste over personer og organisationer, der modarbejder danske værdier. For nogle politikere omfatter det opfattelser, som af andre vil blive defineret som klassiske kristne værdier. I det mindste må det være helt legitimt at have forskellige holdninger uden at blive beskyldt for at undsige danske værdier. Jeg er helt klar over, at formålet er især at ramme rabiate muslimske menigheder, men det kan virke som om nogle politikere gerne tager nogle kristne med i slipstrømmen. Jeg tror, det var udlændinge- og integrationsmisteren, der først formulerede sætningen, som andre i regeringen senere har gentaget: ”at i forhold til lovgivningen har Gud vigepligt”. Selv om vi godt forstår intentionen, så er udtalelsen uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle, for Gud har aldrig vigepligt.

…udtalelsen er uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle.

Vi kan glæde os over, at såvel frikirkerne som Danske Kirkers Råd løbende har kontakt til politikere og meningsdannere for at modvirke begrænsninger og besværliggørelse af kirkernes arbejde. Jeg tror også, vi kan bidrage ved at blive bedre til at gøre opmærksom på de mange gode historier, der er om kirkernes virksomhed i civilsamfundet – julehjælp, ensomhedsbekæmpelse med meget mere.

Forskellighed er en styrke

BaptistKirken består af selvstændige menigheder, der samarbejder om at løse det kald, som Kristus har mødt os med. Der er i vores kirkesamfund en række forskelle i udtryksmåder, teologiske tolkninger og etniske baggrunde. Det kan føles som en udfordring, at det er meget svært at svare i detaljer på, hvad baptister mener, og hvordan baptistmenigheder udtrykker sig. Men det er en endnu større styrke, at de forskellige udtryksmåder taler til forskellige mennesker, så evangeliet får frit løb. Udfordringen for os er, at vi kan være en enhed – det vi også har kaldt at have sammenhængskraft – uden at vi er ens.

Engagement og ejerskab

Selvstændigheden, og muligheden for at menighederne vælger den udtryksmåde for evangeliet, der netop passer i deres situation, er med til at skabe engagement og medejerskab i arbejdet – og vi kan jo glæde os over det liv, der udfolder sig i alle vore menigheder, fordi mennesket har følt kaldet til at være med og bakke op om menighedens virke.

Økonomi spiller jo en rolle i praktisk taget alle forhold. Vi har i BaptistKirken modtaget gave- og arvebeløb, der muliggør, at vi kan realisere forskellige tiltag. Men det er jo i sagens natur engangsbeløb. Skal BaptistKirken på længere sigt kunne varetage de opgaver, vi løser i dag, og med trofaste medarbejdere, må vi arbejde på, at der er balance mellem vores grundlæggende udgifter og indtægter – det vi kalder basisregnskabet – så vi ikke skal trække på opsparede midler til underskudsdækning. Dette kan vi nå, hvis alle menigheder lever op til at bidrage med 7½ procent af de indsamlede midler til basisbudgettet. Der er glædeligt at menigheder, der har mulighed for det, også yder ekstrabidrag, der jo giver nye muligheder for arbejdet i BaptistKirken.

Det mest betydningsfulde budskab

Vi har fået lov til at være med til at formidle det mest betydningsfulde budskab i verden, at den opstandne Jesus Kristus er verdens frelser.

Vi skal stå på to ben i arbejdet. Vi skal styrke fællesskabet og hinanden i troen, og vi skal bringe budskabet om Jesus Kristus til vores omgivelser.

Vi skal tage ansvar for den verden, der blev os betroet, tage ansvar som forvaltere af skabelsen, og møde vores næste nær og fjern.

Det er mit håb,

  • at Baptistkirkens ledelse, ansatte og frivillige kan være med til at støtte inspirere menighederne i tjenesten.
  • at vi må stå sammen om vores opgave som baptister, og hver især finde veje i løsningen af kaldet fra Gud.
  • at vi ser forskelligheden som en rigdom, og med Paulus får helt ind under huden, at vi ” ikke er herrer over hinandens tro, men medarbejdere på hinandens glæde”.
  • at vi skal ikke være ens, men at vi vil være enige om at styrke fællesskabet for at kunne arbejde bedst muligt på at virkeliggøre vort kald.

Med ønsket om at Guds velsignelse må følge os i 2021 ønskes et godt nytår til alle.

Per Beck
Formand for BaptistKirken

Se og hør Per Becks formandshilsen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Formand for BaptistKirken Per Beck ser tilbage på 2020 og deler sine forventninger til det nye år og advarer blandt andet mod religionsforskrækkelse.


Per Becks tale kan også ses på YouTube her

2020 blev jo et helt anderledes år end vi havde forventet ved sidste årsskifte, og mange af de forhold, der ramte os som borgere, kom jo også til at have indflydelse på kirken og menighedernes virke.

Vi var i flere perioder ramt af nedlukning af kirkerne – både som følge af regler og som følge af myndighedernes anbefaling. En række menigheder var kreative og sikrede, at vi kunne komme til gudstjeneste via elektroniske medier, og flere end normalt har faktisk ”besøgt” andre menigheder. Jeg håber, at denne kreativitet, der har givet flere mulighed for at følge gudstjenester, ikke bliver begrænset til Corona pandemien, men vil fortsætte. Øvrige aktiviteter i menighederne har været ramt af aflysninger, hvilket har udfordret fællesskabet. Når dette er sagt, oplevede vi også, at fællesskabet i situationer blev stærkere, og vi havde mere opmærksomhed på hinanden end i en normal travl hverdag.

Første gang siden 1865

For BaptistKirkens vedkommende har vi jo også været underlagt restriktioner og ramt af aflysninger. Sommerstævnet 2020 blev aflyst, og – tror jeg – for første gang siden 1865 har vi ikke været samlet til landskonference, selv under besættelsen samledes man hvert år til årsmøde (som landskonferencen tidligere blev kaldt).

De mest nødvendige beslutninger – godkendelse af beretning, regnskab og budget, samt valgene – blev afviklet elektronisk. Tak til menighederne og landsorganisationerne for at bakke op, og deltage i det elektroniske ”møde”. Ud over afstemninger elektronisk, har vi i nyhedsbreve og menighedsforsendelser løbende orienteret om en række af de punkter, der var på landskonferencens dagsorden i november.

En række af de initiativer, vi planlagde at arbejde med i 2020, måtte neddrosles – både generalsekretær Torben Andersen og menighedskonsulent Jan Kornholt blev ramt af, at planlagte aktiviteter og besøg måtte udskydes.

Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Økonomisk tegner 2020 til et ”normalt” år for BaptistKirken. De seneste økonomiske oversigter fra 30. november viser, at menighedernes bidrag er lidt højere end på samme tid i 2019, så i modsætning til hvad vi frygtede, har Coronaen ikke generelt svækket menighedernes og BaptistKirkens økonomi. Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Glæd jer til lederkonferencen

Jeg håber – som jeg tror, alle er enige i – at vi 2021 kan genoptage en række af de aktiviteter, der hører til menighedernes liv og virke.

På samme måde håber jeg, at vi kan realisere en del af de planer, vi gerne ville have udrullet, f.eks. at vi kan komme videre med arbejdet med menighedsplantning, bedre muligheder for menighedskonsulentens og generalsekretærens besøg i menighederne, og at vi kan påbegynde ledelsens besøg i menighederne, som vi vil gennemføre over de næste par år. I samarbejde med ungdomsorganisationerne vil vi arbejde på at formidle evangeliet til kommende generationer, og her tror jeg, at lederkonferencen i april om fler-generationelt menighedsliv kan blive en inspiration. Jeg håber, vi kan mødes til sommerstævne og landskonference, men vi må se i øjnene at planlægningen af sommerstævnet kræver, at vi hurtigt i 2021 tager stilling til om stævnet kan gennemføres, som vi kender dette. Skulle det ikke lykkes at mødes til sommerstævne, tror jeg, det er vigtigt, at vi kan afholde en fysisk landskonference, og fra ledelsens side vil vi gøre alt for, at dette kan lykkes for os.

Håb om udsendelse til Afrika

Jeg håber, at vi i 2021 kan vende tilbage til stærkere kontakter til vores samarbejdspartnere i Burundi, Rwanda og Myanmar. I den forbindelse er det et stærkt ønske, at vi kan udsende medarbejdere til Burundi og Rwanda til at fortsætte det store arbejde som Jonas Norgaard Mortensen og familien har udført de seneste 2 ½ år. I aftaler med det nationale baptistsamfund i Myanmar er der åbnet for, at de danske chinmenigheder mere direkte kan etablere projekter i samarbejde med Chin baptistsamfundet i Myanmar.

Endelig håber jeg at vi løbende bliver endnu bedre til at kommunikere med og informere hinanden, så vi følger med i liv og virke i menigheder og kirkesamfund, og kan være fælles om glæden. Er du ikke allerede abonnent, så tilmeld dig gratis nyhedsbrevet på BaptistKirkens hjemmeside

Religionsforskrækkelse

Jeg vil dele vores udfordringer i det kommende år i to: udefrakommende og interne udfordringer.

Vi oplever en periode, hvor der i det omgivende samfund opleves en form for religionsforskrækkelse eller manglende forståelse for religionens betydning i samfundet.

Vi ser det i form af lovgivning mod at kunne modtage bidrag fra udlandet – hvilket ikke rammer os, men rammer andre kirker.

Der er ideer om at kræve prædikener oversat til dansk, hvilket væsentligt vil besværliggøre vore etniske menigheders arbejde

Gud har aldrig vigepligt

Man vil oprette en liste over personer og organisationer, der modarbejder danske værdier. For nogle politikere omfatter det opfattelser, som af andre vil blive defineret som klassiske kristne værdier. I det mindste må det være helt legitimt at have forskellige holdninger uden at blive beskyldt for at undsige danske værdier. Jeg er helt klar over, at formålet er især at ramme rabiate muslimske menigheder, men det kan virke som om nogle politikere gerne tager nogle kristne med i slipstrømmen. Jeg tror, det var udlændinge- og integrationsmisteren, der først formulerede sætningen, som andre i regeringen senere har gentaget: ”at i forhold til lovgivningen har Gud vigepligt”. Selv om vi godt forstår intentionen, så er udtalelsen uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle, for Gud har aldrig vigepligt.

…udtalelsen er uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle.

Vi kan glæde os over, at såvel frikirkerne som Danske Kirkers Råd løbende har kontakt til politikere og meningsdannere for at modvirke begrænsninger og besværliggørelse af kirkernes arbejde. Jeg tror også, vi kan bidrage ved at blive bedre til at gøre opmærksom på de mange gode historier, der er om kirkernes virksomhed i civilsamfundet – julehjælp, ensomhedsbekæmpelse med meget mere.

Forskellighed er en styrke

BaptistKirken består af selvstændige menigheder, der samarbejder om at løse det kald, som Kristus har mødt os med. Der er i vores kirkesamfund en række forskelle i udtryksmåder, teologiske tolkninger og etniske baggrunde. Det kan føles som en udfordring, at det er meget svært at svare i detaljer på, hvad baptister mener, og hvordan baptistmenigheder udtrykker sig. Men det er en endnu større styrke, at de forskellige udtryksmåder taler til forskellige mennesker, så evangeliet får frit løb. Udfordringen for os er, at vi kan være en enhed – det vi også har kaldt at have sammenhængskraft – uden at vi er ens.

Engagement og ejerskab

Selvstændigheden, og muligheden for at menighederne vælger den udtryksmåde for evangeliet, der netop passer i deres situation, er med til at skabe engagement og medejerskab i arbejdet – og vi kan jo glæde os over det liv, der udfolder sig i alle vore menigheder, fordi mennesket har følt kaldet til at være med og bakke op om menighedens virke.

Økonomi spiller jo en rolle i praktisk taget alle forhold. Vi har i BaptistKirken modtaget gave- og arvebeløb, der muliggør, at vi kan realisere forskellige tiltag. Men det er jo i sagens natur engangsbeløb. Skal BaptistKirken på længere sigt kunne varetage de opgaver, vi løser i dag, og med trofaste medarbejdere, må vi arbejde på, at der er balance mellem vores grundlæggende udgifter og indtægter – det vi kalder basisregnskabet – så vi ikke skal trække på opsparede midler til underskudsdækning. Dette kan vi nå, hvis alle menigheder lever op til at bidrage med 7½ procent af de indsamlede midler til basisbudgettet. Der er glædeligt at menigheder, der har mulighed for det, også yder ekstrabidrag, der jo giver nye muligheder for arbejdet i BaptistKirken.

Det mest betydningsfulde budskab

Vi har fået lov til at være med til at formidle det mest betydningsfulde budskab i verden, at den opstandne Jesus Kristus er verdens frelser.

Vi skal stå på to ben i arbejdet. Vi skal styrke fællesskabet og hinanden i troen, og vi skal bringe budskabet om Jesus Kristus til vores omgivelser.

Vi skal tage ansvar for den verden, der blev os betroet, tage ansvar som forvaltere af skabelsen, og møde vores næste nær og fjern.

Det er mit håb,

  • at Baptistkirkens ledelse, ansatte og frivillige kan være med til at støtte inspirere menighederne i tjenesten.
  • at vi må stå sammen om vores opgave som baptister, og hver især finde veje i løsningen af kaldet fra Gud.
  • at vi ser forskelligheden som en rigdom, og med Paulus får helt ind under huden, at vi ” ikke er herrer over hinandens tro, men medarbejdere på hinandens glæde”.
  • at vi skal ikke være ens, men at vi vil være enige om at styrke fællesskabet for at kunne arbejde bedst muligt på at virkeliggøre vort kald.

Med ønsket om at Guds velsignelse må følge os i 2021 ønskes et godt nytår til alle.

Per Beck
Formand for BaptistKirken

Se og hør Per Becks formandshilsen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/gud-har-aldrig-vigepligt/feed/ Frihed til at tro? https://baptist.dk/frihed-til-at-tro/ Mon, 25 Jun 2018 12:41:29 +0000 https://baptist.dk/?p=4376 ”Du hedder ikke noget, for du er ikke døbt!” Sådan lød det undertiden på legepladsen i min barndom i 60’erne. Det normale var at være medlem af Folkekirken, og vi, der ikke var døbt som spæde, faldt udenfor.


Senere var reaktionen total mangel på interesse, når talen faldt på tro. Kristen tro selvfølgelig. Alt andet var sjældent, eksotisk og derfor interessant.

”Læser du kristendomskundskab?” lød det i 70’erne. Det blev sagt med total forbløffelse ud fra en overbevisning om, at intet menneske ved sin fornufts fulde brug spildte sin tid på noget så antikveret og irrelevant. Kristen tro var jo på vej til at blive historisk, for moderne oplyste mennesker havde intet behov for tro.

Salig i sin egen tro

Piben fik en anden lyd omkring 1990. ”Vil du være præst – hvor spændende og interessant…” I de år voksede den religiøse interesse. Den var ikke specielt kristen. Det religiøse supermarked blev vores virkelighed. De fleste fandt tro, religion og livstydning vigtig og relevant. Det blev moderne at ’springe ud’ som praktiserende kristen.

Samtidig blev andre religioner mere synlige i samfundsbilledet. Så synlige, at det forskrækkede nogle. ”Religion skal ud af det offentlige rum!” lød det fra statsministeren.

Bekymrende

Nu er den offentlige samtale præget af, at religiøs overbevisning er problematisk og måske ligefrem farlig. Der bliver lovgivet om området som aldrig før i det danske demokratis historie – og det går ud på at beskære, indsnævre og stække friheden til at praktisere sin tro.

Det er den realitet, vi forsøger at belyse i baptist.dk nr. 3/2018. Derfor titlen: Anerkendt? For spørgsmålet er ikke længere, om vi er anerkendt som trossamfund, men om det anerkendes, at ethvert menneske har ret til frit at tro.

Her kan du læse om konsekvenserne af den afvisende og uforstående opfattelse af (andre) menneskers tro, og om nødvendigheden af at kæmpe for egen og andres ret til frit at tro.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ”Du hedder ikke noget, for du er ikke døbt!” Sådan lød det undertiden på legepladsen i min barndom i 60’erne. Det normale var at være medlem af Folkekirken, og vi, der ikke var døbt som spæde, faldt udenfor.


Senere var reaktionen total mangel på interesse, når talen faldt på tro. Kristen tro selvfølgelig. Alt andet var sjældent, eksotisk og derfor interessant.

”Læser du kristendomskundskab?” lød det i 70’erne. Det blev sagt med total forbløffelse ud fra en overbevisning om, at intet menneske ved sin fornufts fulde brug spildte sin tid på noget så antikveret og irrelevant. Kristen tro var jo på vej til at blive historisk, for moderne oplyste mennesker havde intet behov for tro.

Salig i sin egen tro

Piben fik en anden lyd omkring 1990. ”Vil du være præst – hvor spændende og interessant…” I de år voksede den religiøse interesse. Den var ikke specielt kristen. Det religiøse supermarked blev vores virkelighed. De fleste fandt tro, religion og livstydning vigtig og relevant. Det blev moderne at ’springe ud’ som praktiserende kristen.

Samtidig blev andre religioner mere synlige i samfundsbilledet. Så synlige, at det forskrækkede nogle. ”Religion skal ud af det offentlige rum!” lød det fra statsministeren.

Bekymrende

Nu er den offentlige samtale præget af, at religiøs overbevisning er problematisk og måske ligefrem farlig. Der bliver lovgivet om området som aldrig før i det danske demokratis historie – og det går ud på at beskære, indsnævre og stække friheden til at praktisere sin tro.

Det er den realitet, vi forsøger at belyse i baptist.dk nr. 3/2018. Derfor titlen: Anerkendt? For spørgsmålet er ikke længere, om vi er anerkendt som trossamfund, men om det anerkendes, at ethvert menneske har ret til frit at tro.

Her kan du læse om konsekvenserne af den afvisende og uforstående opfattelse af (andre) menneskers tro, og om nødvendigheden af at kæmpe for egen og andres ret til frit at tro.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/frihed-til-at-tro/feed/ Religionsforskel https://baptist.dk/religionsforskel/ Mon, 25 Jun 2018 09:10:34 +0000 https://baptist.dk/?p=4313 baptist.dk har spurgt forskellige mennesker, om de har oplevet religionsforskrækkelse.

Birgitte Libak Damsgaard, 42 år:

  • ny menighedsforkvinde i Viborg Baptistmenighed

Baptist?!

Birgitte har et klart blik for sin tros betydning i det daglige. En stille bøn, når alt går i hårdknude, og en taksigelse hver aften er Birgittes opskrift.

Men hun har oplevet, at andre kan være blinde i forhold til baptistkirken. Til en jobsamtale fortalte hun, at hun er baptistspejder. Det fik indehaveren til at tvivle på hendes motiver. En frikirke – vil hun mon missionere konstant?

Ejeren brugte hele dagen til at overveje og tilbød så et job, men Birgitte sagde nej tak. En underskrevet kontrakt ville jo ikke få mistilliden til at gå væk.

Bjarne Willer

  • pensioneret baptistpræst

Kan det give problemer at være baptistpræst?

Ja, desværre.

Jeg var for nogle år siden præst for en kvinde, hvis mand tilhørte Folkekirken. Han blev alvorligt syg, og jeg besøgte ham naturligvis både hjemme og på sygehuset.
Da han skulle begraves, valgte hustruen efter hans ønske, at det skulle ske fra sognekirken, men hun bad mig tale. Sognepræsten sagde nej.
Så ringede jeg ham op og fik da lov til det, men jeg måtte acceptere, at jordpåkastelsen blev varetaget af ham: ”Det skal jo varetages af en gejstlig.” Dertil havde jeg ingen kommentarer.

Baptistpræstens ordination var ikke god nok.

Tarek Ziad Hussein, 25 år

  • forfatter og debattør
  • jurastuderende

Religionsforskrækkelse

Man kan ofte få det indtryk, at troende mennesker nærmest hører til på den lukkede afdeling. Det oplever jeg næsten dagligt som praktiserende muslim.

Den skepsis, jeg oplever, skyldes ikke alene, at jeg er muslim. Den gælder også troende kristne såvel som jøder og muslimer.

Det er vigtigt, at vi insisterer på, at der skal være plads til vores tro i et moderne samfund – også uden for hjemmet, så længe vi ikke pådutter andre den. Det skal følges op af oplysning, åbenhed og villighed til at indgå i den offentlige samtale om troens plads i vores fælles samfund.

Niels Christian Nielsen

  • tidligere missionær for BaptistKirken

Samarbejde udelukket

Niels Christian Nielsen skulle som udsendt af BaptistKirken i 1995 hjælpe hjemvendte flygtninge i Burundi med køkkengrej og såsæd. En anden organisation uddelte mad. Lokalt aftalte man at hjælpes ad.

”Den aftale holdt ikke længe”, fortæller Niels Christian. ”Vi fik besked om, at den anden organisation ikke samarbejdede med en religiøs organisation. Alt blev delt ud, men det tog meget længere tid.”

”Organisationer, som arbejder på steder i verden med meget komplicerede forhold, er nødt til at have faste regler.” Derfor har Niels Christian stadig respekt for den organisation. ”Men”, erkender han, ”da vi stod midt i krisen, virkede overordnede regler totalt uforståelige.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> baptist.dk har spurgt forskellige mennesker, om de har oplevet religionsforskrækkelse.

Birgitte Libak Damsgaard, 42 år:

  • ny menighedsforkvinde i Viborg Baptistmenighed

Baptist?!

Birgitte har et klart blik for sin tros betydning i det daglige. En stille bøn, når alt går i hårdknude, og en taksigelse hver aften er Birgittes opskrift.

Men hun har oplevet, at andre kan være blinde i forhold til baptistkirken. Til en jobsamtale fortalte hun, at hun er baptistspejder. Det fik indehaveren til at tvivle på hendes motiver. En frikirke – vil hun mon missionere konstant?

Ejeren brugte hele dagen til at overveje og tilbød så et job, men Birgitte sagde nej tak. En underskrevet kontrakt ville jo ikke få mistilliden til at gå væk.

Bjarne Willer

  • pensioneret baptistpræst

Kan det give problemer at være baptistpræst?

Ja, desværre.

Jeg var for nogle år siden præst for en kvinde, hvis mand tilhørte Folkekirken. Han blev alvorligt syg, og jeg besøgte ham naturligvis både hjemme og på sygehuset.
Da han skulle begraves, valgte hustruen efter hans ønske, at det skulle ske fra sognekirken, men hun bad mig tale. Sognepræsten sagde nej.
Så ringede jeg ham op og fik da lov til det, men jeg måtte acceptere, at jordpåkastelsen blev varetaget af ham: ”Det skal jo varetages af en gejstlig.” Dertil havde jeg ingen kommentarer.

Baptistpræstens ordination var ikke god nok.

Tarek Ziad Hussein, 25 år

  • forfatter og debattør
  • jurastuderende

Religionsforskrækkelse

Man kan ofte få det indtryk, at troende mennesker nærmest hører til på den lukkede afdeling. Det oplever jeg næsten dagligt som praktiserende muslim.

Den skepsis, jeg oplever, skyldes ikke alene, at jeg er muslim. Den gælder også troende kristne såvel som jøder og muslimer.

Det er vigtigt, at vi insisterer på, at der skal være plads til vores tro i et moderne samfund – også uden for hjemmet, så længe vi ikke pådutter andre den. Det skal følges op af oplysning, åbenhed og villighed til at indgå i den offentlige samtale om troens plads i vores fælles samfund.

Niels Christian Nielsen

  • tidligere missionær for BaptistKirken

Samarbejde udelukket

Niels Christian Nielsen skulle som udsendt af BaptistKirken i 1995 hjælpe hjemvendte flygtninge i Burundi med køkkengrej og såsæd. En anden organisation uddelte mad. Lokalt aftalte man at hjælpes ad.

”Den aftale holdt ikke længe”, fortæller Niels Christian. ”Vi fik besked om, at den anden organisation ikke samarbejdede med en religiøs organisation. Alt blev delt ud, men det tog meget længere tid.”

”Organisationer, som arbejder på steder i verden med meget komplicerede forhold, er nødt til at have faste regler.” Derfor har Niels Christian stadig respekt for den organisation. ”Men”, erkender han, ”da vi stod midt i krisen, virkede overordnede regler totalt uforståelige.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/religionsforskel/feed/ Den, der lever skjult, lever ikke nødvendigvis godt https://baptist.dk/den-der-lever-skjult-lever-ikke-noedvendigvis-godt/ Fri, 22 Jun 2018 10:08:05 +0000 https://baptist.dk/?p=4285 ’Tro er et af verdens store onder på samme måde som koppe-virus, den er bare sværere at slippe af med!’ Citatet har efterhånden nogle år på bagen og stammer fra super-ateisten Richard Dawkins.


Daniel Toft Jakobsen, 40 år

  • medlem af Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015
  • sekretariatsleder i Kristeligt Forbund for Studerende 2005-2011

For Dawkins at se ville verden være et bedre sted uden religion. Som troende menneske er jeg selvfølgelig ikke enig. Men jeg har på fornemmelsen, at flere og flere danskere deler Richard Dawkins syn på religion som noget grundlæggende skadeligt for menneskeheden. Og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det.

Hvis jeg ikke selv var troende og udelukkende fik min viden om tro og religion fra medierne, ville jeg måske også ønske al religion hen, hvor peberet gror. For hører man positive historier om tro i medierne? Det hænder da, men oftere kædes religion sammen med konflikt, krig, terror, social kontrol, kvindeundertrykkelse etc.

Julegudstjenester, krybbespil og korset i Dannebrog accepterer de fleste, men troen på absolutte sandheder – og det at bygge sit liv på en bestemt tro – virker mærkeligt og skræmmende på mange. Men er danskernes syn på religion noget, vi troende skal bekymre os om? Ja, for hvis religionsforskrækkelsen får lov til at vokse yderligere, vil det få alvorlige konsekvenser for de rammer og vilkår, der gælder for tro og religion i samfundet.

Er danskernes syn på religion noget, vi troende skal bekymre os om?

Religion er en privatsag

Det synspunkt er allerede ved at udvikle sig til en form for moderne trosbekendelse. Hvis udviklingen fortsætter, kan det ende med, at religiøse symboler og aktiviteter forbydes på fx offentlige institutioner og skoler. Man kan også forestille sig, at religiøse foreninger og friskoler stilles dårligere end andre, fx med hensyn til offentlige tilskud. Det er heller ikke utænkeligt, at staten vil stramme grebet yderligere om de anerkendte trossamfund. Og sådan kunne man fortsætte.

Religion er godt for samfundet

Men hvordan kan vi give danskerne et mere nuanceret, sandfærdigt og forhåbentlig mere positivt syn på religion? For det første skal vi undlade at affeje religionsforskrækkelsen og religionskritikken som grundløs. Desværre er der historisk begået mange uhyrligheder i forskellige religioners navn, og det bliver der fortsat. Religionskritik er en essentiel del af et frit samfund, og vi skal lytte oprigtigt til kritikken.

Ikke mindst skal vi selv gå forrest i kampen mod religiøs ekstremisme. Det er aldrig OK at tvinge sin egen tro ned over andre. Vi, der er troende, skal blive endnu bedre til at værne om friheden for dem, der er anderledes end os selv – ikke mindst dem, der fravælger netop den tro, vi selv sætter højt.

Men først og fremmest skal vi komme ind i kampen om, hvilke historier medierne fortæller om os. Ind i kampen om, hvilke rammer og vilkår politikerne giver os. Ind i kampen for vores ret til at være synlige som dem, vi er – også i det offentlige rum.

Religionskritik er en essentiel del af et frit samfund, og vi skal lytte oprigtigt til kritikken.

Troende bidrager positivt

Tro og religion bidrager med utrolig meget godt i det danske samfund. For det enkelte menneske giver tro i høj grad livet indhold, mening og retning. Det kan ellers være en mangelvare i vores relativt materialistiske samfund. Samtidig bidrager trossamfund og trosbaserede organisationer med vigtigt socialt og kulturelt arbejde. Sådan har det altid været.

På Christiansborg burde vi være begejstrede og taknemmelige for religion – og mindre forskrækkede end tilfældet er. Der er tendenser til religionsforskrækkelse på Christiansborg og i samfundet. Det kommer vi ikke udenom. Og i et religionsforskrækket samfund kan det være fristende som troende at gemme sig selv en smule væk. Den, der lever skjult, lever godt, siger man.

På Christiansborg burde vi være begejstrede og taknemmelige for religion – og mindre forskrækkede end tilfældet er.

Vi behøver aktivt modspil

Men hvad nu, hvis religionsforskrækkelsen skyldes, at for mange udelukkende får deres viden om religion fra medierne? Og at for få har familie eller venner, som er åbne om deres tro? Måske er det tid til at ‘springe ud’ og fortælle åbent om troen? Både det i vores tro, som flertallet i befolkningen måske vil undre sig over, og det, som helt åbenlyst bidrager positivt til samfundet.

Måske har vi levet for skjult – og bildt os ind, at det var godt?

Men i et potentielt religionsforskrækket samfund er der ikke brug for, at de troende skjuler sig. Der er brug for troende – også i det offentlige rum, i medierne, på arbejdspladsen osv. Ellers vil de negative historier få lov til at stå for sig selv. Den, der lever skjult, lever ikke nødvendigvis godt. Religionsforskrækkelsen skal have et aktivt modspil!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ’Tro er et af verdens store onder på samme måde som koppe-virus, den er bare sværere at slippe af med!’ Citatet har efterhånden nogle år på bagen og stammer fra super-ateisten Richard Dawkins.


Daniel Toft Jakobsen, 40 år

  • medlem af Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015
  • sekretariatsleder i Kristeligt Forbund for Studerende 2005-2011

For Dawkins at se ville verden være et bedre sted uden religion. Som troende menneske er jeg selvfølgelig ikke enig. Men jeg har på fornemmelsen, at flere og flere danskere deler Richard Dawkins syn på religion som noget grundlæggende skadeligt for menneskeheden. Og helt ærligt: Jeg kan godt forstå det.

Hvis jeg ikke selv var troende og udelukkende fik min viden om tro og religion fra medierne, ville jeg måske også ønske al religion hen, hvor peberet gror. For hører man positive historier om tro i medierne? Det hænder da, men oftere kædes religion sammen med konflikt, krig, terror, social kontrol, kvindeundertrykkelse etc.

Julegudstjenester, krybbespil og korset i Dannebrog accepterer de fleste, men troen på absolutte sandheder – og det at bygge sit liv på en bestemt tro – virker mærkeligt og skræmmende på mange. Men er danskernes syn på religion noget, vi troende skal bekymre os om? Ja, for hvis religionsforskrækkelsen får lov til at vokse yderligere, vil det få alvorlige konsekvenser for de rammer og vilkår, der gælder for tro og religion i samfundet.

Er danskernes syn på religion noget, vi troende skal bekymre os om?

Religion er en privatsag

Det synspunkt er allerede ved at udvikle sig til en form for moderne trosbekendelse. Hvis udviklingen fortsætter, kan det ende med, at religiøse symboler og aktiviteter forbydes på fx offentlige institutioner og skoler. Man kan også forestille sig, at religiøse foreninger og friskoler stilles dårligere end andre, fx med hensyn til offentlige tilskud. Det er heller ikke utænkeligt, at staten vil stramme grebet yderligere om de anerkendte trossamfund. Og sådan kunne man fortsætte.

Religion er godt for samfundet

Men hvordan kan vi give danskerne et mere nuanceret, sandfærdigt og forhåbentlig mere positivt syn på religion? For det første skal vi undlade at affeje religionsforskrækkelsen og religionskritikken som grundløs. Desværre er der historisk begået mange uhyrligheder i forskellige religioners navn, og det bliver der fortsat. Religionskritik er en essentiel del af et frit samfund, og vi skal lytte oprigtigt til kritikken.

Ikke mindst skal vi selv gå forrest i kampen mod religiøs ekstremisme. Det er aldrig OK at tvinge sin egen tro ned over andre. Vi, der er troende, skal blive endnu bedre til at værne om friheden for dem, der er anderledes end os selv – ikke mindst dem, der fravælger netop den tro, vi selv sætter højt.

Men først og fremmest skal vi komme ind i kampen om, hvilke historier medierne fortæller om os. Ind i kampen om, hvilke rammer og vilkår politikerne giver os. Ind i kampen for vores ret til at være synlige som dem, vi er – også i det offentlige rum.

Religionskritik er en essentiel del af et frit samfund, og vi skal lytte oprigtigt til kritikken.

Troende bidrager positivt

Tro og religion bidrager med utrolig meget godt i det danske samfund. For det enkelte menneske giver tro i høj grad livet indhold, mening og retning. Det kan ellers være en mangelvare i vores relativt materialistiske samfund. Samtidig bidrager trossamfund og trosbaserede organisationer med vigtigt socialt og kulturelt arbejde. Sådan har det altid været.

På Christiansborg burde vi være begejstrede og taknemmelige for religion – og mindre forskrækkede end tilfældet er. Der er tendenser til religionsforskrækkelse på Christiansborg og i samfundet. Det kommer vi ikke udenom. Og i et religionsforskrækket samfund kan det være fristende som troende at gemme sig selv en smule væk. Den, der lever skjult, lever godt, siger man.

På Christiansborg burde vi være begejstrede og taknemmelige for religion – og mindre forskrækkede end tilfældet er.

Vi behøver aktivt modspil

Men hvad nu, hvis religionsforskrækkelsen skyldes, at for mange udelukkende får deres viden om religion fra medierne? Og at for få har familie eller venner, som er åbne om deres tro? Måske er det tid til at ‘springe ud’ og fortælle åbent om troen? Både det i vores tro, som flertallet i befolkningen måske vil undre sig over, og det, som helt åbenlyst bidrager positivt til samfundet.

Måske har vi levet for skjult – og bildt os ind, at det var godt?

Men i et potentielt religionsforskrækket samfund er der ikke brug for, at de troende skjuler sig. Der er brug for troende – også i det offentlige rum, i medierne, på arbejdspladsen osv. Ellers vil de negative historier få lov til at stå for sig selv. Den, der lever skjult, lever ikke nødvendigvis godt. Religionsforskrækkelsen skal have et aktivt modspil!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/den-der-lever-skjult-lever-ikke-noedvendigvis-godt/feed/ Religionsforskrækkelse i det danske samfund https://baptist.dk/religionsforskraekkelse-i-det-danske-samfund/ Fri, 22 Jun 2018 09:43:45 +0000 https://baptist.dk/?p=4275 Interview med Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd (DKR), om holdningen til religion blandt danskerne.


Mads Christoffersen:

  • generalsekretær i Danske Kirkers Råd siden 2008
  • tidligere præst ved Brorsons Kirke i København
  • økumenisk engageret siden studietiden

Hvordan kommer religionsforskrækkelsen til udtryk i det danske samfund?

På det politiske niveau ser vi en tendens til et stigende antal forslag, der handler om at kontrollere religiøs praksis for at bekæmpe religiøs ekstremisme og parallelsamfund. Med det fokus laver man en lovgivning, der rammer det religiøse område bredt, og som indirekte mistænkeliggør alle, der er religiøse og specifikt de religiøse forkyndere.

Tonen i den offentlige debat er meget hård, når det drejer sig om religion generelt og islam specifikt. Institut for Menneskerettigheder har undersøgt konsekvenserne af den hårde tone i religionsdebatten. De konkluderer, at det er et demokratisk problem, at mange mennesker fravælger at blande sig i debatten, når det kommer til religion, af frygt for den hårde tone. Det skaber det paradoks, at fordi man hævder sin ret til at tilsvine nogen som en del af ytringsfriheden, så begrænser man ytringsfriheden for andre.

Det er blevet hårdere tider for det religiøst anderledes, end det har været længe, og det vurderes især på praksis – ikke så meget på tro.

Generelt er der også en del uvidenhed om religion og om trossamfund, så man har tendens til at anskue dem alle ens. Det sker fx, når nogle medier omtaler frikirker og social kontrol – og slår alle religiøse samfund i hartkorn med ekstremisme og parallelsamfund.

Er der tale om islam-forskrækkelse eller forskrækkelse for al religiøsitet – også den kristne?

Både ja og nej. Det handler om synet på Islam, men også om synet på religion som sådan. Noget af den politiske lovgivning er specifikt rettet mod muslimer, men for ikke at diskriminere rammer lovene alle religiøse mennesker. Samtidig fører religiøs uvidenhed til, at man er indstillet på at begrænse det religiøse.

Hvordan opstår religionsforskrækkelsen?

Den bunder i en blanding af religiøs uvidenhed og fordomme mod det religiøse og så krydres den af mediernes overdrevne fokus på negative fortællinger.
Samtidig har den offentlige debatkultur ændret sig gennem de seneste ti år. Den er præget af spontanitet og ikke underlagt den kontrol, der lå i avisernes læserbrevsredaktioner. Der opstår lettere en oppisket stemning.

Det er et demokratisk problem, at mange mennesker fravælger at blande sig i debatten, når det kommer til religion, af frygt for den hårde tone.

Den negative holdning til religiøsitet kommer af polarisering. Måske, fordi verden er blevet mere kompliceret. Der er mange konflikter, og religiøsitet bruges af nogle som forklaringsmodel for at skabe fjendebilleder. De kristne har længe skullet stå til regnskab for korstog og religionskrige, mens muslimer i dag stilles til regnskab for ekstremisme og terror, drengeomskæring og kvindefjendskhed.

Det er blevet hårdere tider for det religiøst anderledes, end det har været længe, og det vurderes især på praksis – ikke så meget på tro.

Hvilke konsekvenser har religionsforskrækkelsen?

Siden grundloven af 1849 har vi værdsat religion som en positiv faktor i samfundet. Hvis forskrækkelsen fortsætter, vil vi på langt sigt miste tilliden til, at det religiøse kan medvirke positivt.
Det vil være godt, hvis forskrækkelsen medfører, at de religiøse ledere begynder at udtrykke religionens positive indflydelse på det personlige liv, på det sociale område og på de større linjer.

Som forkæmper for ånds- og trosfrihed bliver DKR undertiden også fortaler for andre religiøse grupper.

Kirkerne og de religiøse samfund har fortsat en opgave i at oplyse om, hvad vi laver, og om alt det gode vi bidrager med.

Den anden positive fortælling er, at der er tiltagende initiativer på dialog-området både tværreligiøst og tværkirkeligt. Vi kan ikke længere tillade os at koncentrere os om forskellene, men må rykke sammen og se på fællestrækkene.

Hvad er Danske Kirkers Råds funktion?

Vi skal være talerør for kirkerne, så det ikke kun er den enkelte lokale kirke, der skal tage til genmæle, men en fælles kirkelig organisation, der replicerer offentligt og politisk.

Som forkæmper for ånds- og trosfrihed bliver DKR undertiden også fortaler for andre religiøse grupper, som fx muslimer og jøder. Konkret har det betydet, at DKR har deltaget i debatten om omskæring af drenge. Borgerforslaget er udtryk for en mistænkeliggørelse af anderledes tro. Man kan til enhver tid oplyse om og debattere drengeomskærelse, men et forbud er rettet mod en konkret religiøs praksis, og dermed er der tale om et indgreb i religionsfriheden.

Hjælper det at protestere?

Det gør det. Man kan blive blind for mangfoldighed og forskellighed, så man handler, som var vi alle ens.

I det indledende arbejde til Trosamfundsloven overvejede man at gøre anerkendelse som trossamfund betinget af kirkernes demokratiske struktur i ledelsen og ligestilling mellem kønnene. Det ville have betydet, at Frelsens Hær og Den Katolske Kirke skulle fratages deres anerkendelse. Det lykkedes at undgå sådanne krav ved at protestere, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Vi må gøre indsigelse igen og igen og igen. Derfor er det væsentligt i fællesskab at følge lovgivning og tendenser i samfundet.

Et andet eksempel er det åbne brev fra DKR til Danmarks Radio om prioriteringen af trosstoffet. Det fik Danmarks Radio til at gå fra en planlagt nedlæggelse af redaktionen til en opprioritering af området.
Det hjælper at gøre indsigelser.

Vigtig ramme om samtaler og samarbejde

Vi arbejder for at styrke den økumeniske dialog og definere, hvad vi er fælles om som kristne på trods af vores indbyrdes forskelle.

Danske Kirkers Råd:

  • nationalt råd af kristne kirker og organisationer
  • 16 kirkesamfund og 41 kirkelige organisationer og mellemkirkelige stiftsudvalg er medlemmer
  • hensigten er samtale og samarbejde
  • læs mere på http://www.danskekirkersraad.dk

I Danmark har vi en særlig situation, fordi én kirke er så langt større end de andre, men alle kirkerne må være fælles om at minde hinanden om, at vi alle er en del af enheden i Kristus på trods af vores forskellighed. Derfor er det økumeniske fællesskab vigtigt for alle kirker – store som små. Danske Kirkers Råd er med til at løfte synet på kirken udover både de trosmæssige og de geografiske grænser. Vi er også en del af et globalt fællesskab i den verdensomspændende kirke.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Interview med Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd (DKR), om holdningen til religion blandt danskerne.


Mads Christoffersen:

  • generalsekretær i Danske Kirkers Råd siden 2008
  • tidligere præst ved Brorsons Kirke i København
  • økumenisk engageret siden studietiden

Hvordan kommer religionsforskrækkelsen til udtryk i det danske samfund?

På det politiske niveau ser vi en tendens til et stigende antal forslag, der handler om at kontrollere religiøs praksis for at bekæmpe religiøs ekstremisme og parallelsamfund. Med det fokus laver man en lovgivning, der rammer det religiøse område bredt, og som indirekte mistænkeliggør alle, der er religiøse og specifikt de religiøse forkyndere.

Tonen i den offentlige debat er meget hård, når det drejer sig om religion generelt og islam specifikt. Institut for Menneskerettigheder har undersøgt konsekvenserne af den hårde tone i religionsdebatten. De konkluderer, at det er et demokratisk problem, at mange mennesker fravælger at blande sig i debatten, når det kommer til religion, af frygt for den hårde tone. Det skaber det paradoks, at fordi man hævder sin ret til at tilsvine nogen som en del af ytringsfriheden, så begrænser man ytringsfriheden for andre.

Det er blevet hårdere tider for det religiøst anderledes, end det har været længe, og det vurderes især på praksis – ikke så meget på tro.

Generelt er der også en del uvidenhed om religion og om trossamfund, så man har tendens til at anskue dem alle ens. Det sker fx, når nogle medier omtaler frikirker og social kontrol – og slår alle religiøse samfund i hartkorn med ekstremisme og parallelsamfund.

Er der tale om islam-forskrækkelse eller forskrækkelse for al religiøsitet – også den kristne?

Både ja og nej. Det handler om synet på Islam, men også om synet på religion som sådan. Noget af den politiske lovgivning er specifikt rettet mod muslimer, men for ikke at diskriminere rammer lovene alle religiøse mennesker. Samtidig fører religiøs uvidenhed til, at man er indstillet på at begrænse det religiøse.

Hvordan opstår religionsforskrækkelsen?

Den bunder i en blanding af religiøs uvidenhed og fordomme mod det religiøse og så krydres den af mediernes overdrevne fokus på negative fortællinger.
Samtidig har den offentlige debatkultur ændret sig gennem de seneste ti år. Den er præget af spontanitet og ikke underlagt den kontrol, der lå i avisernes læserbrevsredaktioner. Der opstår lettere en oppisket stemning.

Det er et demokratisk problem, at mange mennesker fravælger at blande sig i debatten, når det kommer til religion, af frygt for den hårde tone.

Den negative holdning til religiøsitet kommer af polarisering. Måske, fordi verden er blevet mere kompliceret. Der er mange konflikter, og religiøsitet bruges af nogle som forklaringsmodel for at skabe fjendebilleder. De kristne har længe skullet stå til regnskab for korstog og religionskrige, mens muslimer i dag stilles til regnskab for ekstremisme og terror, drengeomskæring og kvindefjendskhed.

Det er blevet hårdere tider for det religiøst anderledes, end det har været længe, og det vurderes især på praksis – ikke så meget på tro.

Hvilke konsekvenser har religionsforskrækkelsen?

Siden grundloven af 1849 har vi værdsat religion som en positiv faktor i samfundet. Hvis forskrækkelsen fortsætter, vil vi på langt sigt miste tilliden til, at det religiøse kan medvirke positivt.
Det vil være godt, hvis forskrækkelsen medfører, at de religiøse ledere begynder at udtrykke religionens positive indflydelse på det personlige liv, på det sociale område og på de større linjer.

Som forkæmper for ånds- og trosfrihed bliver DKR undertiden også fortaler for andre religiøse grupper.

Kirkerne og de religiøse samfund har fortsat en opgave i at oplyse om, hvad vi laver, og om alt det gode vi bidrager med.

Den anden positive fortælling er, at der er tiltagende initiativer på dialog-området både tværreligiøst og tværkirkeligt. Vi kan ikke længere tillade os at koncentrere os om forskellene, men må rykke sammen og se på fællestrækkene.

Hvad er Danske Kirkers Råds funktion?

Vi skal være talerør for kirkerne, så det ikke kun er den enkelte lokale kirke, der skal tage til genmæle, men en fælles kirkelig organisation, der replicerer offentligt og politisk.

Som forkæmper for ånds- og trosfrihed bliver DKR undertiden også fortaler for andre religiøse grupper, som fx muslimer og jøder. Konkret har det betydet, at DKR har deltaget i debatten om omskæring af drenge. Borgerforslaget er udtryk for en mistænkeliggørelse af anderledes tro. Man kan til enhver tid oplyse om og debattere drengeomskærelse, men et forbud er rettet mod en konkret religiøs praksis, og dermed er der tale om et indgreb i religionsfriheden.

Hjælper det at protestere?

Det gør det. Man kan blive blind for mangfoldighed og forskellighed, så man handler, som var vi alle ens.

I det indledende arbejde til Trosamfundsloven overvejede man at gøre anerkendelse som trossamfund betinget af kirkernes demokratiske struktur i ledelsen og ligestilling mellem kønnene. Det ville have betydet, at Frelsens Hær og Den Katolske Kirke skulle fratages deres anerkendelse. Det lykkedes at undgå sådanne krav ved at protestere, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Vi må gøre indsigelse igen og igen og igen. Derfor er det væsentligt i fællesskab at følge lovgivning og tendenser i samfundet.

Et andet eksempel er det åbne brev fra DKR til Danmarks Radio om prioriteringen af trosstoffet. Det fik Danmarks Radio til at gå fra en planlagt nedlæggelse af redaktionen til en opprioritering af området.
Det hjælper at gøre indsigelser.

Vigtig ramme om samtaler og samarbejde

Vi arbejder for at styrke den økumeniske dialog og definere, hvad vi er fælles om som kristne på trods af vores indbyrdes forskelle.

Danske Kirkers Råd:

  • nationalt råd af kristne kirker og organisationer
  • 16 kirkesamfund og 41 kirkelige organisationer og mellemkirkelige stiftsudvalg er medlemmer
  • hensigten er samtale og samarbejde
  • læs mere på http://www.danskekirkersraad.dk

I Danmark har vi en særlig situation, fordi én kirke er så langt større end de andre, men alle kirkerne må være fælles om at minde hinanden om, at vi alle er en del af enheden i Kristus på trods af vores forskellighed. Derfor er det økumeniske fællesskab vigtigt for alle kirker – store som små. Danske Kirkers Råd er med til at løfte synet på kirken udover både de trosmæssige og de geografiske grænser. Vi er også en del af et globalt fællesskab i den verdensomspændende kirke.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/religionsforskraekkelse-i-det-danske-samfund/feed/ Religionsforskrækkelse i vækst https://baptist.dk/religionsforskraekkelse-i-vaekst/ Thu, 21 Jun 2018 07:16:36 +0000 https://baptist.dk/?p=4249 Stærke kræfter i vores samfund opfatter religion som et problem. Som kristen kirke mærker vi i stigende grad resultatet af det pres.


Tonny Jacobsen:

  • formand for bestyrelsen og pressetalsmand for FriKirkeNet
  • præst i Bykirken i Vejle, tidligere Vejle Pinsekirke

Da tvillingetårnene på World Trade Center styrtede i grus i 2001, indså den vestlige verden, at den stod overfor en ny og farlig fjende. Radikal islam spillede en væsentlig rolle i den diffuse fjendes ideologi. Vestlige ledere var omhyggelige med at undgå at gøre konflikten til en religionskrig mellem islam og kristendom. Og dog var det klart, at der var sprængfarlige konfliktmuligheder mellem radikale tolkninger af den muslimske tro og de vestlige, sekulariserede samfund.

En ny religiøs virkelighed

Danmark fik en brat opvågnen med ‘Muhammedkrisen’ i 2006. Danske imamer var året før rejst til Mellemøsten for at opildne til konflikt. Da krisen eksploderede, blev de danske ambassader i Libanon og Iran sat i brand, og dansk eksport til Mellemøsten styrtdykkede.

Danskerne fattede ikke, hvordan det kunne sætte en hel region på den anden ende og gøre Danmark til et terrormål, at et dansk dagblad havde tegnet en karikaturtegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Danske kristne er vant til satire, og det er længe siden, det var farligt at gøre grin med Jesus, kirken og den kristne tro.

Religionen skal presses tilbage til privatlivet og ikke fylde i det offentlige liv.

Religionen ud af det offentlige rum

Således formulerede statsminister Anders Fogh Rasmussen sin holdning. Han gentog ikke sin udtalelse, men han havde formuleret mange sekularisters programerklæring: Religionen skal presses tilbage til privatlivet og ikke fylde i det offentlige liv.

Den umiddelbare årsag var uden tvivl forskrækkelsen over de hadefulde reaktioner blandt nogle muslimer på danskernes opfattelse af ytringsfrihed og religiøs satire. Men krisen forenede sig med et hundredårigt gammelt ønske i dele af befolkningen om at slippe af med tro og religion. Radikal islam har for mig at se bragt denne uvilje mod religion og tro for en dag.

Beskæringer af religionsfriheden

Op til 1980-erne kunne sekularisterne varme sig ved tanken om, at religionen var på retur. Når danskerne blev tilstrækkeligt veluddannede og fik gode og trygge liv, ville religionen visne og dø. Men helt uventet bekendte flere og flere danskere en tro på noget overnaturligt i værdiundersøgelser. Samtidig fik vi så en voksende befolkningsgruppe af muslimer, som ikke pakkede deres tro ind i det private rum, og som på væsentlige punkter ikke ville adoptere danskernes livsstil.

Kombinationen af reelle problemer med integration af muslimer og en forståelse af det religiøse som et problem i stedet for en ressource, har ført til en giftig cocktail, hvor der i de senere år er skåret skiver af religionsfriheden i Danmark.

I de senere år er der skåret skiver af religionsfriheden i Danmark.

‘Ordnede forhold’ for trossamfund

I 2014 satte daværende social- og integrationsminister Manu Sareen (R) gang i et lovforberedende arbejde, der skulle opfylde løftet i Grundloven om en egentlig lovgivning for ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’. Stik imod dansk forvaltningstradition gav Sareen ikke en eneste repræsentant for noget kirkesamfund sæde i udvalget. Vi skulle tydeligvis have minimal indflydelse.

Sareen valgte dog tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til formand for udvalget. Og Gammeltoft-Hansen var indstillet på at lave så omfattende høringsrunder, at de berørte trossamfund alligevel blev behørigt inddraget.

Kirkesamfundene skulle tydeligvis have minimal indflydelse.

Overhalet indenom

Medens udvalget skrev sin betænkning, viste TV2 en dokumentar med den fikse titel ’Moskeerne bag sløret’. Her kunne undercover-journalister dokumentere, at imamer gav råd om ægteskab og synet på det danske samfund, som syntes taget ud af den mørkeste middelalder.

Et politisk flertal ville ikke vente på Gammeltoft-Hansen-udvalgets lovforslag, men lavede en lovpakke – den såkaldte ’Imamlov’ – som angiveligt skulle komme parallelsamfundene til livs. Den væsentligste nyskabelse var, at man som religiøs forkynder fik snævrere rammer for, hvad man kan sige offentligt, end alle andre offentlige debattører har.

Trosfrihed er ikke en selvfølge

Frygten for islam kombineret med kræfter, der vil fremme sekulariseringen, vil kaste endnu flere politiske initiativer af sig i fremtiden. Vi har netop fået et burkaforbud forklædt som et maskeringsforbud. Der er et borgerforslag på vej om at forbyde drengeomskæring.

Vi kan ikke længere tage den trosfrihed, som tidligere generationer har kæmpet for, for givet. Den må genvindes i vores generation – for vores egen og de kommende generationers skyld.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Stærke kræfter i vores samfund opfatter religion som et problem. Som kristen kirke mærker vi i stigende grad resultatet af det pres.


Tonny Jacobsen:

  • formand for bestyrelsen og pressetalsmand for FriKirkeNet
  • præst i Bykirken i Vejle, tidligere Vejle Pinsekirke

Da tvillingetårnene på World Trade Center styrtede i grus i 2001, indså den vestlige verden, at den stod overfor en ny og farlig fjende. Radikal islam spillede en væsentlig rolle i den diffuse fjendes ideologi. Vestlige ledere var omhyggelige med at undgå at gøre konflikten til en religionskrig mellem islam og kristendom. Og dog var det klart, at der var sprængfarlige konfliktmuligheder mellem radikale tolkninger af den muslimske tro og de vestlige, sekulariserede samfund.

En ny religiøs virkelighed

Danmark fik en brat opvågnen med ‘Muhammedkrisen’ i 2006. Danske imamer var året før rejst til Mellemøsten for at opildne til konflikt. Da krisen eksploderede, blev de danske ambassader i Libanon og Iran sat i brand, og dansk eksport til Mellemøsten styrtdykkede.

Danskerne fattede ikke, hvordan det kunne sætte en hel region på den anden ende og gøre Danmark til et terrormål, at et dansk dagblad havde tegnet en karikaturtegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Danske kristne er vant til satire, og det er længe siden, det var farligt at gøre grin med Jesus, kirken og den kristne tro.

Religionen skal presses tilbage til privatlivet og ikke fylde i det offentlige liv.

Religionen ud af det offentlige rum

Således formulerede statsminister Anders Fogh Rasmussen sin holdning. Han gentog ikke sin udtalelse, men han havde formuleret mange sekularisters programerklæring: Religionen skal presses tilbage til privatlivet og ikke fylde i det offentlige liv.

Den umiddelbare årsag var uden tvivl forskrækkelsen over de hadefulde reaktioner blandt nogle muslimer på danskernes opfattelse af ytringsfrihed og religiøs satire. Men krisen forenede sig med et hundredårigt gammelt ønske i dele af befolkningen om at slippe af med tro og religion. Radikal islam har for mig at se bragt denne uvilje mod religion og tro for en dag.

Beskæringer af religionsfriheden

Op til 1980-erne kunne sekularisterne varme sig ved tanken om, at religionen var på retur. Når danskerne blev tilstrækkeligt veluddannede og fik gode og trygge liv, ville religionen visne og dø. Men helt uventet bekendte flere og flere danskere en tro på noget overnaturligt i værdiundersøgelser. Samtidig fik vi så en voksende befolkningsgruppe af muslimer, som ikke pakkede deres tro ind i det private rum, og som på væsentlige punkter ikke ville adoptere danskernes livsstil.

Kombinationen af reelle problemer med integration af muslimer og en forståelse af det religiøse som et problem i stedet for en ressource, har ført til en giftig cocktail, hvor der i de senere år er skåret skiver af religionsfriheden i Danmark.

I de senere år er der skåret skiver af religionsfriheden i Danmark.

‘Ordnede forhold’ for trossamfund

I 2014 satte daværende social- og integrationsminister Manu Sareen (R) gang i et lovforberedende arbejde, der skulle opfylde løftet i Grundloven om en egentlig lovgivning for ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’. Stik imod dansk forvaltningstradition gav Sareen ikke en eneste repræsentant for noget kirkesamfund sæde i udvalget. Vi skulle tydeligvis have minimal indflydelse.

Sareen valgte dog tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til formand for udvalget. Og Gammeltoft-Hansen var indstillet på at lave så omfattende høringsrunder, at de berørte trossamfund alligevel blev behørigt inddraget.

Kirkesamfundene skulle tydeligvis have minimal indflydelse.

Overhalet indenom

Medens udvalget skrev sin betænkning, viste TV2 en dokumentar med den fikse titel ’Moskeerne bag sløret’. Her kunne undercover-journalister dokumentere, at imamer gav råd om ægteskab og synet på det danske samfund, som syntes taget ud af den mørkeste middelalder.

Et politisk flertal ville ikke vente på Gammeltoft-Hansen-udvalgets lovforslag, men lavede en lovpakke – den såkaldte ’Imamlov’ – som angiveligt skulle komme parallelsamfundene til livs. Den væsentligste nyskabelse var, at man som religiøs forkynder fik snævrere rammer for, hvad man kan sige offentligt, end alle andre offentlige debattører har.

Trosfrihed er ikke en selvfølge

Frygten for islam kombineret med kræfter, der vil fremme sekulariseringen, vil kaste endnu flere politiske initiativer af sig i fremtiden. Vi har netop fået et burkaforbud forklædt som et maskeringsforbud. Der er et borgerforslag på vej om at forbyde drengeomskæring.

Vi kan ikke længere tage den trosfrihed, som tidligere generationer har kæmpet for, for givet. Den må genvindes i vores generation – for vores egen og de kommende generationers skyld.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/religionsforskraekkelse-i-vaekst/feed/ Kirke på kanten – anabaptister i det 21. århundrede https://baptist.dk/kirke-paa-kanten-anabaptister-i-det-21-aarhundrede/ Wed, 01 Feb 2017 11:08:26 +0000 https://baptist.dk/?p=2204 I den seneste tid har vi set, at politikere og den generelle kultur i Danmark er blevet stadig mere religionsforskrækket. Der er ingen tvivl om, at kirken for længst har mistet sin centrale position i samfundet. Måske er det ikke dårligt, og måske kan vi lære fra den anabaptistiske tradition, hvordan vi igen kan være kirke i marginen af samfundet.


Lasse Åbom:

  • præst ved Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed
  • teologiske studier ved universiteterne i København og Aarhus

Reformationen cementerede det ægteskab mellem kirke og stat, som begyndte allerede i Romerriget, da kejser Konstantin[1] med et slag gjorde kristendommen til statsreligion. Luther havde brug for fyrsternes beskyttelse i sit opgør med pave- og kejsermagten, og derfor knyttede han og reformatorerne i mange tilfælde båndene mellem kirke og stat endnu tættere. Men dele af den anabaptistiske tradition udviklede andre måder at være kirke på, hvor man søgte at være kirke uden tilknytning til magthaverne. Måske kan vi lære af deres erfaringer og tanker, når vi forsøger at være kirke i det 21. århundrede, hvor kirken igen befinder sig på kanten af samfundet.

En stemme fra marginen

I anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition.

Et interessant forsøg på at formulere en teologi for det 21. århundrede inspireret af reformationstidens anabaptister er gjort af den engelske præst og teolog Stuart Murray. Udgangspunktet for hans tænkning og arbejde er, at den kristendom, der i stærk alliance med magthaverne har domineret Europa i mere end 1.000 år, er i opløsning. Samfundet er i stadig stigende grad fremmed over for en religiøs tradition, og kirkerne befinder sig i marginen af kulturen frem for i centrum. Men Stuart Murrays pointe er, at det ikke er en trussel for kirken, men derimod en gave, for det er kirkens naturlige plads i samfundet ikke at tale fra en magtposition, men fra marginen.

En moderne anabaptisme

Murray mener, at i anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition, og at anabaptismen derfor har en særlig vigtig rolle at spille i det 21. århundrede. Vi kan ikke sætte præcist lighedstegn mellem 1500-tallets anabaptisme og nutidens. Dertil er den historiske anabaptisme en alt for broget og mangetydig størrelse, men vi kan finde inspiration til at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede. Stuart Murray peger selv på følgende syv kerneværdier fra den anabaptistiske tradition:

  • Efterfølgelse

Tro handler ikke om at have de rette læresætninger, men om at følge Jesus som det centrale forbillede for vores tro, vores måde at leve på og vores engagement i verden.

  • Jesus i centrum

Jesus viser os, hvem Gud er, og hvordan Gud er. Derfor er det også Jesus, der er den linse, vi læser og tolker Bibelen igennem.

  • Kirke er mennesker

Kirken består af dem, der sammen søger at følge Jesus, og kirken kommer på afveje, hvis den er mere interesseret i at fastholde sin institutionelle magt eller alliere sig med magthavere end i at være tegn på det, Gud gør i verden.

  • Alle er velkomne

Gud har et særligt øje for de sårbare, de udstødte og de magtesløse. Kirkens opgave er altid at være på deres side og invitere dem ind i fællesskabet omkring Gud.

  • Et broget fællesskab

Kirken er et broget fællesskab af mennesker, hvor vi ser vores forskellighed som en styrke og et vidnesbyrd om Guds forsonende kærlighed, og ikke som en svaghed, der skal bekæmpes.

  • Omslutter hele livet

Vores tro har betydning for hele vores liv, herunder hvordan vi forvalter vores ressourcer, vores tid og vores evner. Målet er at leve enkelt og mådeholdent, så vi ikke er bundet til det materielle, men så vi kan være generøse med det, der virkelig betyder noget.

  • Søger freden

Guds fred er det centrale tema i evangeliet, og de, der følger efter Jesus, er forpligtet på at arbejde for fred og forsoning i deres eget liv og i verden.

Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden.

Et levende alternativ

Med de værdier søger Stuart Murray og folkene omkring ham at formulere en troværdig alternativ fortælling til den fortælling, kristendommen har fortalt i mange år, og den fortælling, vi ellers hører i vores omverden. Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden. Som sagt går der ikke en direkte linje til den oprindelige anabaptisme, men inspirationen er tydelig, særlig når det gælder forholdet til magthaverne og fokuseringen på, at tro og liv hører sammen.

Læs mere

  • om anabaptismen på anabaptist.dk
  • om Stuart Murray og hans arbejde på anabaptistnetwork.com
  • af Stuart Murray: ‘The naked Anabaptist – the Bare Essentials of a Radical Faith’ og ‘Church after Christendom’

Du kan møde Stuart Murray på BaptistKirkens Lederkonference d. 21.-22. april 2017.

Inspiration til liv

Spørgsmålet er, om vi i Danmark kan hente inspiration i Stuart Murrays forsøg på at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede? Når vores politikere er optaget af at tale om kristne værdier, og underlægge religionen deres politiske dagsordner, vil vi så også lytte til stemmerne fra marginen og forsøge at være troværdige tegn på, hvad Gud gør i dag?

[1] Romersk kejser år 306-37

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I den seneste tid har vi set, at politikere og den generelle kultur i Danmark er blevet stadig mere religionsforskrækket. Der er ingen tvivl om, at kirken for længst har mistet sin centrale position i samfundet. Måske er det ikke dårligt, og måske kan vi lære fra den anabaptistiske tradition, hvordan vi igen kan være kirke i marginen af samfundet.


Lasse Åbom:

  • præst ved Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed
  • teologiske studier ved universiteterne i København og Aarhus

Reformationen cementerede det ægteskab mellem kirke og stat, som begyndte allerede i Romerriget, da kejser Konstantin[1] med et slag gjorde kristendommen til statsreligion. Luther havde brug for fyrsternes beskyttelse i sit opgør med pave- og kejsermagten, og derfor knyttede han og reformatorerne i mange tilfælde båndene mellem kirke og stat endnu tættere. Men dele af den anabaptistiske tradition udviklede andre måder at være kirke på, hvor man søgte at være kirke uden tilknytning til magthaverne. Måske kan vi lære af deres erfaringer og tanker, når vi forsøger at være kirke i det 21. århundrede, hvor kirken igen befinder sig på kanten af samfundet.

En stemme fra marginen

I anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition.

Et interessant forsøg på at formulere en teologi for det 21. århundrede inspireret af reformationstidens anabaptister er gjort af den engelske præst og teolog Stuart Murray. Udgangspunktet for hans tænkning og arbejde er, at den kristendom, der i stærk alliance med magthaverne har domineret Europa i mere end 1.000 år, er i opløsning. Samfundet er i stadig stigende grad fremmed over for en religiøs tradition, og kirkerne befinder sig i marginen af kulturen frem for i centrum. Men Stuart Murrays pointe er, at det ikke er en trussel for kirken, men derimod en gave, for det er kirkens naturlige plads i samfundet ikke at tale fra en magtposition, men fra marginen.

En moderne anabaptisme

Murray mener, at i anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition, og at anabaptismen derfor har en særlig vigtig rolle at spille i det 21. århundrede. Vi kan ikke sætte præcist lighedstegn mellem 1500-tallets anabaptisme og nutidens. Dertil er den historiske anabaptisme en alt for broget og mangetydig størrelse, men vi kan finde inspiration til at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede. Stuart Murray peger selv på følgende syv kerneværdier fra den anabaptistiske tradition:

  • Efterfølgelse

Tro handler ikke om at have de rette læresætninger, men om at følge Jesus som det centrale forbillede for vores tro, vores måde at leve på og vores engagement i verden.

  • Jesus i centrum

Jesus viser os, hvem Gud er, og hvordan Gud er. Derfor er det også Jesus, der er den linse, vi læser og tolker Bibelen igennem.

  • Kirke er mennesker

Kirken består af dem, der sammen søger at følge Jesus, og kirken kommer på afveje, hvis den er mere interesseret i at fastholde sin institutionelle magt eller alliere sig med magthavere end i at være tegn på det, Gud gør i verden.

  • Alle er velkomne

Gud har et særligt øje for de sårbare, de udstødte og de magtesløse. Kirkens opgave er altid at være på deres side og invitere dem ind i fællesskabet omkring Gud.

  • Et broget fællesskab

Kirken er et broget fællesskab af mennesker, hvor vi ser vores forskellighed som en styrke og et vidnesbyrd om Guds forsonende kærlighed, og ikke som en svaghed, der skal bekæmpes.

  • Omslutter hele livet

Vores tro har betydning for hele vores liv, herunder hvordan vi forvalter vores ressourcer, vores tid og vores evner. Målet er at leve enkelt og mådeholdent, så vi ikke er bundet til det materielle, men så vi kan være generøse med det, der virkelig betyder noget.

  • Søger freden

Guds fred er det centrale tema i evangeliet, og de, der følger efter Jesus, er forpligtet på at arbejde for fred og forsoning i deres eget liv og i verden.

Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden.

Et levende alternativ

Med de værdier søger Stuart Murray og folkene omkring ham at formulere en troværdig alternativ fortælling til den fortælling, kristendommen har fortalt i mange år, og den fortælling, vi ellers hører i vores omverden. Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden. Som sagt går der ikke en direkte linje til den oprindelige anabaptisme, men inspirationen er tydelig, særlig når det gælder forholdet til magthaverne og fokuseringen på, at tro og liv hører sammen.

Læs mere

  • om anabaptismen på anabaptist.dk
  • om Stuart Murray og hans arbejde på anabaptistnetwork.com
  • af Stuart Murray: ‘The naked Anabaptist – the Bare Essentials of a Radical Faith’ og ‘Church after Christendom’

Du kan møde Stuart Murray på BaptistKirkens Lederkonference d. 21.-22. april 2017.

Inspiration til liv

Spørgsmålet er, om vi i Danmark kan hente inspiration i Stuart Murrays forsøg på at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede? Når vores politikere er optaget af at tale om kristne værdier, og underlægge religionen deres politiske dagsordner, vil vi så også lytte til stemmerne fra marginen og forsøge at være troværdige tegn på, hvad Gud gør i dag?

[1] Romersk kejser år 306-37

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kirke-paa-kanten-anabaptister-i-det-21-aarhundrede/feed/