Her i landet er der religionsfrihed. Det står enhver frit for at sammensætte sin egen tro. Først i det øjeblik man indgår i en menighed, der definerer sig som et kristent fællesskab, bliver trosfriheden begrænset. Fællesskabet forpligter. Der er frit valg på alle hylder, men der er grænser for, hvor meget vingummi man kan blande i chokoladen og stadig fastholde, at det er ren chokolade.

Hvad er ægte kristen tro, og hvad er ikke?

Hvor går grænsen mellem at tale tidens sprog og at optage elementer, der er væsensforskellige, fremmede og definitivt ukristelige i forkyndelsen? Kristne har altid diskuteret troens grænser, men kristne har også altid formidlet troen på Jesus Kristus i tidens sprog og ind i tidens kultur.

Det væsentlige er ikke, hvor grænsen går, men hvor centrum er. Kristen tro defineres ved ‘at det driver på Kristus’. Sådan udtrykte Martin Luther sig. Kristen tro er tro på Jesus Kristus som Guds Søn og verdens frelser. Uanset sprogdragt, ritualer og etik.

Grænselandet

Grænselandet mellem forskellige trosudtryk og overvejelser om, hvad centrum er, har altid optaget kristne, og kan også i dag føre til en ophedet diskussion og stor uenighed.

‘Hvor går grænsen?’ er titlen på et blad, der søger at tegne et kort over grænselandet mellem den kristne tro og de mange forskellige religiøse tilbud. Vi søger at vise skellet mellem sand kristen tro og synkretisme – eller religionsblanderi – på almindeligt dansk. baptist.dk har bedt mennesker med kendskab til grænselandet om at beskrive det og markere grænsen, hvor de ser den. Men grænsen er ikke altid let at få øje på, og undertiden krydser vi den måske uden at registrere det.

Hensigten med dette blad er at rejse spørgsmålet og få os til at se nøjere på vores egen praksis, mens vi overvejer, hvor meget det omgivende samfunds kultur har smittet af på vores tro.

Har du hældt for meget vingummi i din chokolade? Eller er det stadig ren chokolade?

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

– fokus på Gud

Købnerkirken tilbød et forløb med CrossYoga i efteråret 2019. Tre prøvegange, der var gratis for deltagerne. Vi var omkring 12 på holdet – cirka halvdelen fra menigheden og halvdelen fra andre kirker i København.

Efter prøveforløbet var der stor efterspørgsel på endnu et forløb. Det blev til fire gange i november og december med deltagerbetaling – og 15 tilmeldte! Nu er vi på vej med endnu et forløb. Deltagerne har været mellem 20 og 65 år, og tilbagemeldingen har udelukkende været positiv. Alle oplever en stor glæde ved at være med – selv yoga-skeptikerne!

Signe Lund Christensen er kommunikationschef i ADRA, har gennem mange år været aktiv i BaptistKirkens internationale arbejde og Spejderne.

CrossYoga i kirkesalen

Det lysende kors på bagvæggen skaber sammen med dæmpet musik den perfekte ramme og fred. En session er fem kvarter og har typisk et emne, fx ’lys’, som alle bibellæsninger og meditationer har fokus på. Man kan forenklet sige, at det er en klassisk yoga-praksis for kroppen krydret med kristen meditation og bibellæsning. Vi har haft fokus på, at alle kan være med uden forudsætninger fra yoga. Man kan tilpasse til sin fysiske form, men det kræver selvfølgelig en grundlæggende bevægelighed.

CrossYoga styrker min tro

Jeg kan bedst sammenligne det med dem, der mediterer eller beder, mens de løber. Det fysiske element i CrossYoga har styrket min evne til at fokusere på bøn og meditation, fordi jeg samtidig bruger min krop. Det er et ekstra element at bruge kroppen i sin bønspraksis. For mig personligt bliver det langt nemmere at fokusere på bønnen. De fleste fitnesscentre tilbyder yoga uden et religiøst indhold – ren træning. CrossYoga bygger et kristent element på, og timen igennem holdes et tydeligt fokus på Gud. Med ro og god tid til at forsøge at høre, hvad Gud vil i ens eget liv.

Åndehuller

Jeg vil påstå, at en kritisk holdning til CrossYoga bygger på fordomme eller uvidenhed. Hvis man ikke ved, hvad moderne yoga er, er det nemt at være fordomsfuld og skeptisk. Jeg tror, vi som kirker må lægge os i selen for at kunne tilbyde åndehuller i en hverdag, hvor flere rammes af stress og bliver syge af manglen på ro. I CrossYoga er yogaen er en ramme – men fokus er på relationen med Gud. Dét er vel det vigtigste.

Jeg er lykkelig for, at min menighed lægger gulv til!

– bekymrende religionsblanderi

Kan legemsøvelser fra en anden religion og livsfilosofi bringes ind i kirken under et let ændret navn og være godt? Ellinor Quist Stig er skeptisk og undrer sig.

Ellinor Quist Stig er sammen med sin mand Per Eyvind Stig deltidsansat som forstanderpar i Citykirken.

Ellinor har gennem mange samtaler og sjælesorg med mennesker mødt flere, der har oplevet negative konsekvenser af deres involvering i alternative tilbud. De har efterfølgende taget stærk afstand til det alternative og har set det som en nødvendighed.

Ellinor har også oplevet kolleger og venner, der igennem alternativ behandling og yoga er blevet inspirerede til at opsøge anden spiritualitet via østens religioner og filosofier. Ellinor finder det også bekymrende, at flere og flere danskere tror på reinkarnation.

Hvad tænker du, når jeg siger yoga?
”For mig er yoga afslapningsøvelser og kropslig udfoldelse, dybt inspireret af østens religioner og verdensbillede. Øvelser, ja, men inspirationen er åndelig.

Og når jeg siger CrossYoga?
”Jeg har læst om det og kan godt se, at retningslinjer og fundament har fine intentioner, men hvorfor skal det kaldes yoga? Tages der afstand fra chakra-læren og det buddhistiske/hinduistiske verdensbillede? Det fremgår ikke tydeligt. Det er ikke nemt for folk at adskille traditionel yoga fra CrossYoga.”

Ellinor anerkender, at der i invitationen til CrossYoga tales om bøn og om at komme nærmere Gud, men forholder sig dog skeptisk til, at tingene blandes sammen: ”Mange forholder sig ukritisk til de mange tilbud, der gives, og mange er åbne for den åndelige verden.”

Ellinor tror, at der er gode intentioner bag CrossYoga, men er bange for, at man – i stedet for at komme nærmere Gud – bliver ledt ind i et andet menneskesyn og verdensbillede end det kristne.

Relateret

• 26. feb. 2020 - Kjeld måtte smide afguderne ud
• 26. feb. 2020 - ‘Krop-Sind-Ånd’-messer
• 26. feb. 2020 - Synkretisme – har den kristne tro en grænse?
• 26. feb. 2020 - Al tro er synkretisme
• 11. mar. 2017 - Hvorfor ‘kristen yoga’?

Find flere

Ole Skjerbæk Madsen, 72 år

• præst ved dialog- og retrætecentret Tao Fong Shan i Hong Kong fra 2017
• præst, ansat i missionsselskabet Areopagos 2000-2017
• teolog, sognepræst i København 1976-2000
• stifter i 1995 ‘I Mesterens Lys’

Også kristendommen er synkretistisk, selvom vi har et tydeligt budskab om Gud, som i Jesus Kristus er blevet en af os for at befri os fra alle livsødelæggende kræfter. Gud måtte møde os som et menneske, hvis vi skulle kunne se Gud og få fællesskab med Gud. Gud er Gud, og mennesket er menneske og ikke Gud, men i Jesus Kristus forenes Gud og Menneske. Det er en gud-menneskelig synkretisme.

Evangeliet på sin plads i kulturen

Vi må forkynde evangeliet på en måde, som passer ind i den sammenhæng, hvor vi bringer det. Derfor taler vi ikke dansk til en afrikaner, når vi forkynder evangeliet, men vi må lære hans eller hendes sprog. Vi må tilpasse kirkens udtryksformer til kulturen. Vi kalder ofte den proces for kontekstuel forkyndelse, og vi taler om, at kirken ’inkultureres’ i den nye sammenhæng. Det er synkretisme.

Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest.

Synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest

Ser vi på kirkens historie, forenes forskellige kulturer hele tiden. Former blandes, for at den enkeltes kristnes tro kan være autentisk i enhver given sammenhæng. Mens jeg skriver, er vi i december måned. Men Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest. Det, at lyset vender tilbage, og dagen tager til, bringer håb. Det gjorde det for de gamle hedninger, og det blev fejret med lys og festligt lag. Det var naturligt for kirken at knytte til ved den fest og give den en ny tolkning. Håbet knytter sig ikke kun til solhverv, men til Jesus Kristus, som fødes ’som solopgangen fra det høje’ med lægedom under sine vinger.

Autentisk kristen tro

Problemet er ikke synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest. Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham. Her handler det ikke om grænsesætning – men om orientering. Guds Søn blev født ind i en verden, hvor vi var optaget af os selv. Vi havde glemt Gud og skabt os guder i vores eget billede. Vi havde stirret os blinde på os selv, vores lykke eller ulykke, det vi begærede, og det vi frygtede. Guds Søn blev menneske for at møde os, hvor vores opmærksomhed var bundet. Vi følger i hans fodspor, når vi forkynder evangeliet, og derfor sætter vi ikke grænser mellem os og det menneske, vi møder. Vi kommer ikke som en fremmed, men som en ven.

Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham.

OK med religionsblanderi?

Er det så ligegyldigt, hvad mennesker tror, og hvad de blander sammen i deres selvforståelse og i deres åndelige liv? Nej, selvfølgelig ikke, men vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Et helt nyt tros-værk

Et andet ord for synkretisme er bricolage. Ordet kommer af bricoller = at sammenflikke, og det bruges bl.a. om kunstværker, hvor kunstneren skaber et helt nyt værk af forhåndenværende materiale uanset dets oprindelige formål. Det ord foretrækker jeg, når jeg taler om synkretisme i spørgsmålet om livssyns og tro. Her handler det om en ny syntese af gamle ideer og forestillinger og af de praksisser, historier og metaforer, som knytter sig dertil.

Men også tros-bricolagen er som et nyt, helt kunstværk, som er med til at give den enkelte en ide om mening eller i det mindste en bevarelse af personlig identitet i en kulturel situation præget af fremmedgørelse, usikkerhed, multireligiøsitet, pluralisme, globalisering. Meningen i bricolagen ligger ikke i elementerne, men i det, som den enkelte får ud af dem i den nye komposition. Bricolagen er trods elementernes forskellighed og tilsyneladende uforligelighed for den enkelte selv et helt og sammenhængende ‘kunstværk’.

Selvom iagttageren ser det som et udtryk for ‘indkøb’ på det åndelige forbrugsmarked, så er det for det menneske selv et spørgsmål om at skabe mening i sit liv.

Vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Åbenhed overfor andres tro

Så hvordan møder vi det andet menneske og dets synkretisme? Vi glæder os med det menneske over det åndelige kunstværk, som giver dets liv mening. Vi lytter efter: ‘Hvad er det for en livshistorie, det vidner om? Hvad er det for spørgsmål, den anden har tumlet med?’ Vi spørger nysgerrigt ind til nogle af elementerne i bricolagen. Måske indgår bøn i den andens trosliv. Vi spørger: ‘Hvad betyder bøn for dig? Hvordan beder du? Hvilke erfaringer har du gjort dig? Hvem beder du til?’ Og når vi har lyttet, kan vi dele erfaringer med den anden fra vores eget bønsliv. Og måske når vi dertil, hvor vi kan bede sammen – og på den måde har vi inviteret den anden ind i vores egen relation til Jesus Kristus. Det kan blive et frelsende møde med Gud-i-Kristus, fordi det har givet rum for Helligåndens virke.

Altså ikke grænsesætning, men Jesus’ nærvær i mødet med mennesker!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere