Vi logger os på mødet og lytter til ugens oplæg fra en af de andre deltagere eller diskuterer den seneste prædiken. Måske har vi set en film, hørt en podcast eller også er der et aktuelt spørgsmål, der kræver opmærksomhed. Der er plads til bøn, forbøn og forskellige meninger. Især det sidste. For vi har ofte meget forskellige meninger. Både om det vi tror på, og det vi stemmer på. Fællesskabets eneste regel er, at vi vil prioritere det.

Det var meningen, at vi skulle være et ”rigtigt” fællesskab – med fysiske møder. Det tog under fem minutter at aflive den idé. Vi er så forskellige steder både i livet og i verden, at afbud ville blive reglen. Men onlinemøder var en mulighed – og den bruger vi. Uanset om det er i bilen på vej hjem fra en arbejdsopgave, fra et hotel under en forretningsrejse eller bare som en pause under et besøg hos svigermor!

Hvis den kristne kirke skal have en chance i fremtiden, skal vi turde tro på relationer frem for traditioner. Hvis vi ikke tør udfordre traditionerne og få livet i kirken til at fungere sammen med livet i verden – så bliver vi nemt af verden i stedet for at være i verden.

PS… Vi mødes også IRL (”in real life” – nydansk for i virkeligheden) af og til. Så ser vi Aalborg spille håndbold eller drikker en øl sammen. Lige om lidt er der sommerafslutning – med ”stalddyrsbuffet” og EM-fodbold.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?

Find flere

Per Arne Dahl afsluttede i 2018 sin tjeneste som biskop i Tønsberg bispedømme i Norge. Inden han blev biskop var han først knyttet til Modum Bad som leder af Institutt for Sjelesorg og Samlivssenteret. Derefter var han Stortingspræst og præst i Trefoldighetskirken og Domkirken. Det var gennem den tjeneste, at han i 2011 blev kendt som ”Utøyapræsten”. I øjeblikket skriver Per Arne på en bog om ”Sårbarhedens kraft og risiko”, som udkommer til efteråret. Det var også dette tema, som sommerstævnets programudvalg havde bedt ham tage udgangspunkt i torsdag aften og fredag formiddag på sommerstævnet.

Per Arne, når du ser på vort samfund i dag – og her har jeg den antagelse, at der ikke er så stor forskel på Norge og Danmark – hvilke trusler mod det gode fællesskab, ser du så?

Jeg tror, den norske miljøforkæmper, Erik Dammann, har helt ret i sit fokus på de store trusler mod det ydre miljø. At vores klima er ved at blive overophedet. Men Dammann siger også, at samtidig trues vores indre miljø af kulde og frost – af splid. Det er som om, vi tror, at gode fællesskaber og relationer kan klare sig helt af sig selv. Og hvis det ikke går af sig selv, så må vi bare forlade relationen og fællesskabet. Men virkeligheden er meget mere kompleks end som så. Det handler ikke bare om et dårligt match, hvis en relation ikke fungerer. Gode fællesskaber kommer og lever ikke af sig selv. Men de kan forsvinde helt af sig selv! Hvis ikke vi gør noget aktivt for at forhindre det. Derfor er det godt, at I tager temaet om fællesskabet op på dette stævne. Men I må også tage det op på de kommende stævner. For netop fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har. Gode relationer og gode fællesskaber er så vigtige for vores trivsel, uanset om det er i familien, på jobbet eller i menigheden. Når vi er i gode relationer, har vi det godt, og vi kan opleve overskud.

Men kommer der sår, problemer og kriser ind i relationer – uanset hvor det er, så tager dette opmærksomheden og skaber stor energilækage i vores relationer. Derfor er det så vigtigt, at vi tager dette alvorligt og altid fokuserer på fællesskabet.

Netop fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har.

Du berører sårbarhedens muligheder, kraft og risici. Og netop sårbarhed er noget, vi i kirken gerne taler om. F.eks. citerer vi ofte Paulus om at være stærk i svagheden osv. Men hvordan ser du, at vi som kirke er udrustet til at leve det ud og vove at være i sårbarheden?

Vi taler i kirken meget om svaghed, sårbarhed, ærlighed og åbenhed. Men det er lettere sagt end gjort. Meget af det, vi kæmper med i den menneskelige eksistens – helt fra tidernes morgen – er en indbygget modstand i os til at gøre det, vi godt ved, er det rigtige. Derfor er Dietrich Bonhoeffers bogtitel ”Modstand og hengivelse” en rigtig god titel. For vi ønsker jo at leve i fred og fordragelighed med vores familie og nabo. Hvorfor har vi så så stor modstand i os mod at tale om det vanskelige, når det dukker op? Bonhoeffers svar er dette: Alt, som er værdifuldt, har en pris! Derfor tror jeg, at kirkens store udfordring er, at vi hjælper hinanden til at komme over denne barriere og besejre den iboende modstand, og ikke lade os ødelægge ved at give efter for modstanden. Og ikke bare fortsætte med at tage livet for givet, men i stedet tage det som givet!

Bonhoeffer taler jo også om den billige nåde og den dyre nåde. Det ligger måske i os at stræbe efter det, som ikke koster så meget. Er det også en del af det?

Ja, det er præcis det, du siger. Den billige nåde, siger Bonhoeffer, er nåden uden opgør. Det er tilgivelse uden omkostning. Det er den nåde, vi giver os selv, siger han. Så det er vores egenbehandling, vores billige trøst. Hvorimod den kostbare nåde er den nåde, som koster os noget. Fordi vi må give noget. Vi må smide masken og vise ansigt. Vi må ydmyge os, række hånden frem og sige: ”Undskyld, bror! Undskyld søster!” Derfor er jeg overbevist om, at det er den kostbare nåde, som er kirkens hovedkilde. Men samtidig er det den billige nåde, hvor det ses som en menneskeret at følge sit hjertes lyst, uanset hvad det koster for et andet menneske, som er fremherskende i vores kultur.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Hvis vi selv har oplevet, at Jesus er blevet presset ned i halsen på os som børn, vil vi være meget varsomme med at gøre det samme mod andre. Måske bliver vi faktisk passive formidlere af troen og håber, at Gud gør alt arbejdet. Eller kirken …

Hvis vi er kommet til tro i en moden alder, vil vi sikkert prøve at dele den tro, men vi har brug for vejledning – for vi har ikke haft nogen rollemodeller.

Troens primære formidlere

Forældre vil altid være de primære formidlere af tro til børnene. Den ene time søndag formiddag – en gang imellem – hvor barnet er i børnekirke, kan ikke gøre det. Slet ikke. Det kan højst støtte op om det, der sker derhjemme. Det slog norske Viggo Klausen fast for os for flere år siden, da han var i Mariager. I år kommer han til Lindenborg, og du kan læse nogle af hans tanker dels her i bladet på s. 18-19, dels på http://www.baptist.dk

Altså er det forældrene, som skal finde ud af at formidle troen til deres børn. Ikke tro som viden, men tro som et personligt gudsforhold.

Personlig relation til Gud

Det kræver, at mindst en af forældrene har en personlig relation til Gud. Hvis man ikke har det, er det det første vigtige skridt. Der findes mange hjælpemidler. Spørg præsten, andre kristne, læs bøger eller søg på nettet!

Dernæst handler det om at vise børnene, hvad troen betyder for dig selv. Rachel Turner, som vi håber at få til sommerstævnet 2018, har skrevet en fremragende bog ‘Tro i børnehøjde’, hvor hun giver gode råd. Bl.a. siger hun: ”Lad barnet se dig praktisere din tro, din personlige relation, igennem et lille vindue. Du viser kun ‘toppen af isbjerget’, men kun derved kan barnet lære selv at få en personlig relation.”

Må hendes bog – og bladet her – inspirere dig til at dele din tro med de børn, du har i din nærhed!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Heidi og Johannes Pedersen

er begge engageret i Den Kristne Frikirke i Randers. Sammen har de to voksne døtre.

Heidi er uddannet laborant og har arbejdet med rådgivning indenfor fødevareindustrien. Hun har fulgt ABC-retræter hos Magnus Malm og siden gennemført et dansk deltidsbaseret uddannelsesforløb som retræteleder.

Johannes er håndværker og har arbejdet som taksator for et håndvirkerfirma. Han var forstander for Den Evangeliske Frikirke. Også han har fulgt ABC-retræter hos Magnus Malm. Senere har han deltaget i en 30 dages retræte i England. Denne retræte satte gang i en personlig proces og førte til afklaring af drømmen om et retrætested.

Foreningen Ådalen Retræte blev stiftet i 2010. Den ledes af en bestyrelse, der har ansvaret for driften, og den har ansat bestyrerparret Heidi og Johannes Pedersen. Foreningens formål rummer bl.a. formuleringen ’at styrke kristenlivet og den kristne tro’.

Man tilbyder primært weekend-retræter, men også længerevarende arrangementer.

Læs mere på http://www.aadalenretraete.dk

Med ryggen til skoven og ådalen foran ligger Ådalen Retræte i et meget smukt landskab. Stedet er ideelt til dage i stilhed og eftertanke. Det er da også hensigten at tilbyde mennesker mulighed for at trække sig tilbage fra verden for en tid for at koncentrere sig om at træde ind for Guds ansigt. Også de fysiske rammer er velegnede til formålet med lyse venlige fællesrum og en sidefløj med værelser.

Hvad er jeres intentioner med stedet?

’At give plads for og invitere til den form for bøn, som retræten rummer’, svarer Heidi og Johannes Pedersen. De ønsker, at mennesker skal få øje på, at bøn er så meget mere end blot ord – at bøn primært er en relation til Gud. Retræteformen er et tilbud om hjælp til den udvikling.

Retræten er kendetegnet ved stilhed

Den ydre stilhed giver plads til at mærke sig selv og møde dele af sig selv, der ikke er nærværende i et travlt hverdagsliv. Det bliver muligt at invitere Gud ind i den gemte personlige kerne, og det fører til en bøn med større dybde.

’Retrætens fællesskab betyder, at stilheden får en dybere funktion’, forklarer Johannes. ’Den udvikler sig til bøn. I den udvikling hjælper struktur, og det giver tidebønnerne. Tidebønnerne morgen, middag og aften med deres faste indhold sætter ord på ens egne oplevelser i stilheden. Det er en gave’. – ’Bønnens fokus er Gud, men det er vigtigt at være opmærksom på sin krop og sit åndedræt’, bemærker Heidi og fortsætter: ’I bøn ånder vi Guds livgivende ånde ind, og derefter ånder vi uroen ud’.

Gud er langt mere rummelig end os.

Retræten indledes som regel med et fælles måltid med samtale, hvor deltagerne får et indtryk af hinanden. En introduktion til retrætens indhold følger efter, og derefter går man ind i stilheden. Den er generel og afbrydes i dagenes løb kun af bøn og salmesang, fælles bibelmeditation og oplæg til egen bibelmeditation. Det væsentlige er her at holde fokus på sig selv i forhold til bibelteksten. ’Hvorfor?, spørger folk os undertiden’, fortæller Heidi og fortsætter: ’Svaret er, at retræten skal give liv til kristenlivet derhjemme’.

Retrætens fællesskab betyder, at stilheden får en dybere funktion. Den udvikler sig til bøn.

Det må du ikke snyde dig selv for

Bestyrerparret kommer fra Den Evangeliske Frikirke i Randers, hvor Johannes også har været forstander. Derigennem stiftede han bekendtskab med Magnus Malms retræter i Sverige, som han med glæde deltog i flere gange. Ingen af dem forestillede sig, at det var noget for Heidi, men på et tidspunkt sagde et af menighedens medlemmer til hende: ’Det må du ikke snyde dig selv for!’

Derefter begyndte muligheden for at tage på retræte at trække også i hende.

En retræte i Sverige førte til et fornyet møde med Gud og gav Heidi nogle meget stærke bønsoplevelser: ’I stilheden kan man høre sig selv’, fortæller hun, ’og det betød for mig, at bevidstheden om Guds kærlighed til mig flyttede fra hovedet til hjertet. Indtil da vidste jeg, at Gud elsker mig, men nu oplevede jeg, at Gud elsker mig. Det ændrer relationen til Gud, og det ændrer opfattelsen af bøn’. Allerede under Heidis første retræte i 2004 opstod drømmen om at etablere et dansk retrætested.

Gudsnærværet trænger altid igennem

Alle former for retræte – kristne eller ikke kristne – har elementer, der minder om hinanden, men de kristne retræter er relations-orienterede: Relation til Gud og til mennesker. Ådalen Retræte er klart kristent defineret, men stedet er åbent for alle, der ønsker at deltage i en retræte, der har fokus på relationen til Gud. Den kristne formålsparagraf betyder, at man kun afvikler retræter med en klar kristen trosbekendelse, og at stedet kun lejes ud til retræter eller tilsvarende, der afvikles på et kristent grundlag.

Retrætens fællesskab betyder, at stilheden får en dybere funktion. Den udvikler sig til bøn.

Retræte-deltagere spænder fra de bevidst kristent bekendende over kristent ureflekterede til åndeligt søgende mennesker. Den primære forskel er sproget. De åndeligt søgende har et andet sprog: ’Det er vores erfaring, at Gud er langt mere rummelig end os’, siger Johannes, ’og han tør træde udenfor rammerne. Vi møder mennesker, der måske ikke har en kristen bekendelse, men vi kan sagtens relatere til dem og vandre med dem. Vi skal ikke være vattede og uden grænser, men møde mennesker. Hvor godhed sker, er Gud involveret, uanset om det er tydeligt eller ej’.

Relateret

• 23. mar. 2023 - Fastetiden – årets vigtigste tid?
• 24. jul. 2021 - Bøn – en pilgrimsvandring
• 29. apr. 2021 - Lyden af stilhed
• 31. jul. 2019 - ”Fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har!”
• 06. jul. 2017 - Troens rollemodel

Find flere

Jeg fik dette forslag til klummeoverskrift: ‘Man skal have en stor tro for at være ateist’. Tja – det er jo meget troligt, og jeg troede nok, jeg kunne få noget ud af den overskrift. Det blev utroligt indviklet. For hvad tror vi, at vi taler om, når vi siger ‘tro’?

Vi bruger det lille ord tro om alt fra den mest ubegrundede formodning til det mest klippefaste livsfundament – så vi aldrig rigtig véd, hvad den anden mener med ordet tro.

Vi bruger det lille ord tro om alt fra den mest ubegrundede formodning til det mest klippefaste livsfundament.

Tro, hvor viden hører op

Som regel taler vi om tro som noget, der begynder, hvor vores viden hører op. Hebræerbrevet siger jo også: ’Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses’.1 Men er det alt, hvad der er at sige om tro? I så fald er min tros fasthed afhængig af min evne til at bilde mig selv noget ind og klamre mig fast til det. Og så flytter den faste tillid over i kategorien usikre formodninger. Altså en utrolig selvmodsigelse.

Jeg troede også engang …

at troen var noget, jeg med skarpe argumenter kunne overbevise andre om. Der var bare det ved det, at de andre havde skarpere argumenter, end jeg havde. Og min klippefaste tro smuldrede – indtil jeg mødte Jesus. Jeg så ham ikke med mine øjne, men jeg véd, at han var der. Derfra begyndte min tro at bygges op – ikke som gætværk, men baseret på den viden, at Jesus lever. En viden, jeg aldrig kan videregive med videnskabeligt bevis til andre, men en erfaring jeg ikke kan løbe fra. For min tro er ikke en hjemmelavet videns-forlængelse, men en relation til den levende Kristus, som færdes frit hos os uden hensyn til vores formodninger eller viden.

Kristentroen er en relation. Som Peter skriver: ’Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham …’.2

1 Hebræer-brevet kap.11. Vers 1

2 1. Peters-brev kap.1. vers 8

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere