Rachel Turner er amerikansk familiepræst bosat i England sammen med sin engelsk mand og søn. Hun er forfatter til tre bøger: Tro i Børnehøjde, Selvværd i Børnehøjde og Tryg i mørket, som handler om at give (pleje)forældre og (pleje)bedsteforældre opmuntring og værktøjer til en børneopdragelse i Gud.

Hendes livlige undervisning gav mange tanke-kolbøtter. Hun mener, at vores egne præstationskrav overfor vores børns åndelige relation til Gud ofte fører til en uopnåelig hellighed og dermed larmende tavshed fra forældre og bedsteforældre. Samtidig fører frygten for religiøse overgreb på vores børn frem til samme tavshed. Hvad gør man så?

Tag en slapper

”Hvis du falder i søvn under vejs, er det helt ok med mig,” startede Rachel. ”Kæmp ikke imod det. Giv blot efter. For den bedste gave, man kan give til et andet menneske, er en lur,” fortsat hun til hallens forbavselse, ”Især til forældre med børn under fem!” Rachel mindede os om, at Gud også tog en lur fra sit hårde arbejde. Hun brugte de først fem minutter til netop at påpege, at Gud har skabt os med de gaver, han syntes, vi har brug for, og derfor er vi gode nok, som vi er i Guds øjne – for vi er hans børn, og vi er frelst af hans nåde. Hun trak tråden videre til, at Gud også har udvalgt netop os til at være forældre, værge eller bedsteforældre til netop de børn, vi har i vores varetægt. Og derfor har Gud en plan med os som åndelige vejvisere for vores børn.

Vi behøver ingen uddannelse

Vi overlader ikke størstedelen af børneopdragelsen til dagplejemor, pædagoger eller lærere, da børnene tilbringer det mest af deres tid hos familien. Og både som (pleje)forældre og bedsteforældre har vi en god idé om, hvordan vi kan føre vores børn og børnebørn frem til de samme værdier, som vi selv har. Vi behøver ingen uddannelse hertil. Vi prøver os frem, spørger til råds undervejs eller kloger os i bøger, når vi er i tvivl, og så justerer vi undervejs.

VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse.

”Så hvorfor overlader vi vores børns åndelig opdragelse til præster, børnegudstjenester og sommerstævnet? VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse – ikke kun til at lære vores børn at spise pænt, at blive en god kammerat og at blive en sikker cyklist, m.m.”, siger Rachel og fortsætter: ”Vi kan og bør tage os aktivt af også den del af værdigrundlaget for vores børn.”

Du dur som åndelig rollemodel

Hovedpointen med Rachels budskab var, at vi er gode nok som rollemodel til et kristent liv, for Jesus er den ansvarlige som vores børns frelser – ikke os. Men relationen og nærvær med Gud kommer ikke af sig selv. Det kommer heller ikke udelukkende fra kirken eller børnelejre. Vejen frem til en bæredygtig relation med Gud vises i de mange timer, vi tilbringer sammen med vores børn i hverdagssituationer. Og vi behøver ikke at frygte for uønskede overgreb eller teologiske huller i vores egen vandring med Gud.

For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far.

Det er jo netop en vandring, som man nemt kan tale åbent om, som man taler om sine andre relationer. Rachel opfordrede dem, som var vågne endnu, til at skabe et vindue ind til DIT eget autentisk åndsliv og nærrelation som Gud kalder DIG til. For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far. Han kender dine udfordringer som forældre, værge eller bedsteforældre, samt den stædighed, udholdenhed og tålmodighed, der nogen gange skal til at få sine børn i mål. Rachel holder fast i, at Gud udvalgte netop DIG til dine børn eller børnebørn, fordi DU er bedst til opgaven.

Praktisk prægning

”Vi ved allesammen, at børn gør, hvad vi gør, og ikke nødvendigvis, hvad vi siger,” påpeger Rachel. ”Måske gør de, hvad der bliver sagt, hvis vi er heldige eller truer med at fjerne fredagsslikken. Men opdragelse på held eller trusler holder jo ikke på sigt.” Rachel gav nogle gode praktiske fif til, hvordan du kan komme i gang allerede NU med at åbne et vindue for dit (pleje)barn eller (pleje)barnebarn ind til din åndelige vandring med Gud.

For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt.

Du behøver bestemt ikke at være perfekt, fremsige perfekte bønner i et højtideligt sprog, fremstå som det perfekte menighedsmedlem eller aldrig fejle, før du tør blive Guds vejviser for dine børn. For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt. Også med dit morgenhår! Også med din bøn i bilen, der straks belv afbrudt i det øjeblik, du fik øje på et sted, du kunne få en tiltrængt kop kaffe! Også på toilettet! Og heldigvis for den!

Brug din private Guds-relation

Hvorfor har vi dog bragt en påtaget og kunstig præstation tilbage som målestok for at kunne være åndelige vejvisere for det allermest dyrebare, vi har? Rachel opfordrer derfor alle (pleje)forældre og bedsteforældre til at se barnets åndelig opdragelse som alle andre nærrelationer og gode forhold. Vi kan lukke barnet ind i vores private relation til Gud. Vi kan fortælle, hvordan og hvornår vi bruger tid sammen med Gud og lade døren stå på klem, så barnet kan smugkigge. Vi kan fortælle barnet, hvordan vi kommunikerer bedst eller ”chatter” med Gud og invitere barnet ind i de situationer. Måske er det, mens du er ved at lufte hunden eller køre bil? Vi kan også fortælle barnet, hvordan vi ”fanger” Guds svar til os igennem billeder eller musik. Tanken er at italesætte din relation til Gud, ligesom du gør om dine andre relationer, samt italesætte dine egne glæder og udfordringer i din vandring med Gud ligesom i andre områder i dit liv.

Livslang vandring

Dit barn eller barnebarn vil opleve, at den ”du skal” og ”du må ikke” eller en tavs mystik bag lukkede døre, som de fleste af os har oplevet, bliver omdannet til en ”jeg kan lide at tale med/lytte til Gud sådan her… det kan du også prøve” og en ”jeg synes det er svært at forstå Guds ord, så det hjælper mig at skrive noter eller en logbog over mine tanker… vil du tegne et billede, imens jeg læser højt?”  VI kan og bør hjælpe den næste generation til at kende Gud personligt som fundament til deres livslange vandring med Gud og ikke blot til at kunne remse en række Gud-fakta op. For frelsen er netop mere end at være klog på Gud, fastholder Rachel. Det er at være ét med Gud. Og Rachel mener, at Gud er overbevist om, at netop DU er god nok til denne opgave, fordi han har givet den til dig frem for til andre.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere

Straks fik jeg et billede af de unge og børn i skolealderen. Derfor har jeg valgt at følge den yngre generation. Hvilke nyheder (gen)opdager de på stævnet? Hvordan er disse erfaringer med til at hjælpe dem vokse i Kristus? Måske opdager jeg selv noget om Helligåndens virke i Lindenborg imens.

Under Rachel Turners undervisning om ”Åndelig udrustning til forældre og bedsteforældre” skulle vi gå på opdagelse i at bede i børnehøjde. Rachel bad alle om at sætte sig godt til rette og lukke øjnene. Bønnen lød således: ”Gud, hvis du kunne lege en hvilken som helst leg med mig, hvilken ville det så være? Og hvorfor?”

Kort efter blev de modige bedt om at fortælle om deres ’chat’ (bøn) med Gud og om de havde ’fanget’ (modtaget) hans svar. Straks var der to, som havde modtaget samme svar: ”Skak! Fordi jeg er Kongen!” En anden fik volleyball at vide, ”fordi vi er et team og skal samarbejde.” Personligt så jeg for mit indre øje mig selv sjippe, men jeg nåede ikke at forstå hvorfor.

Det vakte min nysgerrighed om, hvad de lidt mindre deltagere havde opdaget i løbet af formiddagen. Var Gud med i deres leg på stævnet? Så jeg gik på opdagelse endnu en gang. Jeg fangede Markus Elias Poulsen (seks år) fra Frikirken i Aabenraa og Valdemar Johansen Næsby (syv år) fra Regen i København, som begge er på KIDZ.

Markus Elias, som er førstegangsdeltager, kunne begejstret fortælle, at han havde opdaget tre nye ting i dag: at lave en Kinderæg-bombe, elefant-tandpasta og selvoppustelige balloner! Det gav INGEN mening for mig, der har en tween-datter, som går mere op i YouTube-klip og sit hår – så det skulle undersøges nærmere! Det kan være svært at få en dreng på seks år til at sætte ord på noget, som mest får ham til at grine en herlig latter ved tanken. Derfor nåede jeg kun at få en forklaring på de selvoppustelige balloner med en del hjælp fra mor, Helle.

Man sætter en ballon på en flaske med eddike, som man har hældt bagepulver i. Så ryster man flasken og den kemisk reaktion puster ballonen op. Men det vigtigste for Markus Elias var, at man kunne lege med den! I mit indre tænkte jeg, at det er lidt ligesom Helligånden – noget, som vi får givet, der puster os op, når vi er flade og slaskede.

Valdemar kom gående sammen med sin far, Jonas, og straks ville Markus Elias lege med Valdemar og vise, at ballonen kunne skydes. Drengene faldt i snak, og forklaringen blev givet videre til en undrende Valdemar, som havde lige spillet fodbold. Ballonens vidunder deltes, og drengene var enige om, at det var sjovt.

Valdemar har deltaget de sidste mange år. Så det nye, han havde opdaget på fodboldbanen, fyldte noget mere. Og det måtte forklares ved at vises! Hvis man bruger hælen frem for foden for at levere bolden til sit stærke ben, kan man sparke med større kraft og præcision. Hyggen med de andre stiger sikkert, når man ovenikøbet er bedre til at spille, end man var dagen før.

Jeg er ikke blevet specielt meget klogere på drengenes leg, men jeg er blevet klogere på drengene og hvad, de synes, er vigtigt og sjovt. Og det gav et fantastisk udgangspunkt for en nærværende samtale og en erfaring af, at de havde noget at byde ind med til en, som de INTET havde til fælles med i går.

Jeg opdagede, at Gud findes også i leg, fordi Gud findes i relationer og fællesskab.

Relateret

• 05. sep. 2018 - Jesus er centrum!
• 03. sep. 2018 - Åndelig prægning frem for pres eller passivitet
• 31. jul. 2018 - Landskonference i varmen
• 30. jul. 2018 - Fordommens fælde
• 26. jul. 2018 - Vendepunktets effekt

Find flere

Rasmus Elkjær Larsen:

• præst i Aabenraa Frikirke
• deltidsansat i Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund med fokus på ’Børn og Familiearbejde og lederudvikling’

Troen er for mange noget helt essentielt. En gudgiven gave, som vi pakker ud gennem hele livet. Men hvornår får vi egentlig den nådegave: At kunne tro på en levende, kærlig Gud?

Her kommer ikke en teologisk redegørelse for troens mysterium, men blot en fokusering på den påstand, at børn tror, fra de er helt små. Mon ikke kristne kan blive enige om, at vi alle er skabt med troens mulighed, selvom ikke alle oplever at få et personligt trosliv?

Forældrene giver grundlaget

Rachel Turner deler ikke blot sin egen tro med sine egne børn. Hun har gjort det til sin tjeneste at hjælpe forældre med at dele deres tro med deres egne børn. Hun kalder det for “Parenting for faith”. Det har en lidt bredere nuance end “Forældre for tro”. Hun bruger den viden, vi længe har haft også i Danmark, at søndagsskoler og børneklubber slet ikke har tid nok til trosformidling i forhold til, hvor meget tid forældre har sammen med deres egne børn.

Vi kender det fra børnehaverne og skolerne. De kan ikke løfte opgaven med at stimulere og give tilstrækkelig læring til børnene, uden at forældrene supplerer med omsorg, lektielæsning, leg og godnathistorier. Men når det gælder trosformidling til børn, så er søndagsskolerne og børneklubberne supplementet. Forældrerollen er basis!

Vi viser børn troslivet igennem vores trosliv og lader dem gøre deres egne erfaringer.

Del den tro, du har

Mange forældre har vanskeligt ved at dele troen med ungerne. Det bliver let lidt akavet, kunstigt og teoretisk. Her er Rachel Turner klar i mælet. Du skal blot dele den tro, du har. Det behøver ikke være så vanskeligt. Du skal blot lade dine børn få del i dit trosliv. Lad dem se, at du også beder, og hvordan du gør det. Bed gerne sammen med dem. Lad dem opleve, at deres eget trosliv bliver forankret i Gud i deres hverdag, og lad dem blive inspireret af, hvordan du lever dit liv med Gud.

Rachel Turner:

• har siden 2005 udviklet tankerne om at udruste forældrene til at varetage børnenes trosoplæring
• har arbejdet i flere kirker som familiepræst, børnepræst og ungdomspræst
• rådgiver, holder foredrag og kurser for forældre og kirkeledere
• arbejder ud fra ‘Parenting for Faith’, der blev tilknyttet ‘The Bible Reading Fellowship’ i 2016

Det handler kort sagt om, at vi tør vejlede vores egne børn, at vi viser dem troslivet igennem vores trosliv og lader dem gøre deres egne erfaringer. Så opstår de mest fantastiske gudsforhold, som ofte har brug for lidt vejledning og modning, efterhånden som livet udvikler sig.

Inspirerende underviser

Rachel Turner er sjov, personlig og en inspirerende underviser. Hun deler af sin viden fra sit arbejde og sit privatliv. Hun viser, at trosformidling til børn ikke behøver at være vanskelig, men hun lader os også se, hvordan vi er enten gode eller dårlige rollemodeller for de mindste, når de skal gå deres første skridt i troen på Gud. Så det er ikke helt ligegyldigt, hvordan vi griber det an.

Kom og lad dig inspirere til trosformidling i børnehøjde, når Rachel Turner kalder alle voksne til at dele troen med de yngste. Tro er nemlig noget, vi deler med hinanden …

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys

Find flere

Hvis vi selv har oplevet, at Jesus er blevet presset ned i halsen på os som børn, vil vi være meget varsomme med at gøre det samme mod andre. Måske bliver vi faktisk passive formidlere af troen og håber, at Gud gør alt arbejdet. Eller kirken …

Hvis vi er kommet til tro i en moden alder, vil vi sikkert prøve at dele den tro, men vi har brug for vejledning – for vi har ikke haft nogen rollemodeller.

Troens primære formidlere

Forældre vil altid være de primære formidlere af tro til børnene. Den ene time søndag formiddag – en gang imellem – hvor barnet er i børnekirke, kan ikke gøre det. Slet ikke. Det kan højst støtte op om det, der sker derhjemme. Det slog norske Viggo Klausen fast for os for flere år siden, da han var i Mariager. I år kommer han til Lindenborg, og du kan læse nogle af hans tanker dels her i bladet på s. 18-19, dels på http://www.baptist.dk

Altså er det forældrene, som skal finde ud af at formidle troen til deres børn. Ikke tro som viden, men tro som et personligt gudsforhold.

Personlig relation til Gud

Det kræver, at mindst en af forældrene har en personlig relation til Gud. Hvis man ikke har det, er det det første vigtige skridt. Der findes mange hjælpemidler. Spørg præsten, andre kristne, læs bøger eller søg på nettet!

Dernæst handler det om at vise børnene, hvad troen betyder for dig selv. Rachel Turner, som vi håber at få til sommerstævnet 2018, har skrevet en fremragende bog ‘Tro i børnehøjde’, hvor hun giver gode råd. Bl.a. siger hun: ”Lad barnet se dig praktisere din tro, din personlige relation, igennem et lille vindue. Du viser kun ‘toppen af isbjerget’, men kun derved kan barnet lære selv at få en personlig relation.”

Må hendes bog – og bladet her – inspirere dig til at dele din tro med de børn, du har i din nærhed!

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 04. dec. 2025 - Tror du på Jesus?

Find flere