Ja, det har vi da, men i stedet for at glæde mig sammen med hende, så sad jeg pludselig og overvejede, om jeg kunne finde noget at sige, som kunne tvære hendes selvtilfredse smil af ansigtet. Jeg gjorde det heldigvis ikke, men besindede mig. Det sidder alligevel stadigvæk i mig, at jeg pludselig havde vældig lyst til at sige noget rigtigt sårende. Hvad var det lige, der stak mig i den situation?

Hvad var det lige, der stak mig i den situation?

Simpel misundelse?

Vi kommer alle i situationer, hvor vi tænker: ‘Gid det var mig!’ Den følelse er ikke forkert i sig selv. Den er kun forkert, hvis følelsen gør, at du ikke under den anden det, som du af forskellige årsager ikke kan få. Når den følelse banker på, er det min erfaring, at den ikke skal blive inde i os, men den skal ud i frisk luft. Måden at få luftet vores følelse af, at andre mennesker kan noget eller oplever noget, som vi gerne ville kunne eller opleve, er helt simpel. Sig det! Når vi møder mennesker, som gør os lidt misundelige, så gør det aldrig det andet menneske ondt, at vi siger det. Måske tværtimod. Og når følelsen har fået ord, ender det aldrig med, at vi sårer nogen.

Med indbyggede forskelle

Menneskesindet er dog mere sindrigt end simpel misundelse. Der var faktisk intet af det, som hun udstrålede, som jeg ville ønske, jeg havde eller oplevede. Hvad var det så, der provokerede mig?
Vi er alle skruet forskelligt sammen fra Skaberens hånd, og vi har også forskellige livsvilkår. Det betyder, at vi ikke kan eller interesserer os for det samme. Vi har ting, som falder os nemt, og andre ting, som vi enten ikke kan eller kun kan med stor koncentration og anstrengelse. Der er sider af livet, vi må lægge fra os og erkende, at det her er ikke min spidskompetence. Jeg skal nok bruge mit liv på noget andet. Troen på, at vi kan det hele, er det, der giver især unge 12-tals-piger store psykiske problemer. Vi andre lægger det bag os og finder vores styrker dér, hvor vi gør fyldest i livet.

Vi må lægge det fra os og erkende, at det her er ikke min spidskompetence.

Alle mennesker har altså ligesom månen en side med lys og en side med mørke. Det er meget forskelligt, hvordan vi håndterer, at der er opgaver eller tildragelser i livet, som vi har det let eller svært med. Nogle er meget præcise med, hvad de vil eller ikke vil. Hvis de bliver spurgt om noget, som måske er lidt vanskeligt for dem, siger de: ”Nej – det vil jeg ikke”. Det bevirker, at der er oplevelser eller udfordringer, som de aldrig oplever, og det gør livet lidt fattigt. Andre får aldrig sagt farvel til deres mørke-side, hvilket måske betyder, at de længes hele livet efter at kunne noget, som de ikke kan. Og det medfører let, at de heller ikke finder glæde i det, som de kan.

Når livet skrumper

Og så er der min søde skolekammerat, hvor hele min mørke-side blev blæst ind over cafébordet. Uanset, om vi er afklaret på vores kompetencer og vores mangler, så kan vi opleve, at vores liv ligesom skrumper, når andre mennesker taler om deres. Vi kan opleve misundelse over noget, som vi slet ikke ønsker, hvis vi tænker klart.

Når det kommer – og jeg tror, alle oplever det – er det i orden for en kort tid at benytte sig af nogle tillærte sætninger som: ”Det gør mig så godt at høre, hvor glad du er” eller ”Hvor er det dejligt, at I har haft så god en oplevelse.” Det giver en lille pause, og du vil opleve, at pausen gør, at dit liv rejser sig igen. Og så kan du fortælle om det, der tænder dig og skaber glæde.

Vi er velsignede

Når du oplever, at mennesker ‘tænder’ dig negativt, er det altid et tegn på, at du har brug for tid med Gud. Til refleksion og til bøn. Vi skal huske, at han kender os helt igennem både på vores lyse side og på den mørke. Vi er velsignede!

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 04. dec. 2025 - Tror du på Jesus?

Find flere

Anna Bjerre

• 39 år og gift, mor til fem børn – de fire er hendes egne
• direktør for organisationen ‘GirlTalk’
• uddannet cand.psyk. aut. og har arbejdet som klinisk psykolog
• næstformand i Frivilligrådet og i RådgivningsDanmark (brancheforening)
• holder gerne foredrag for unge og voksne
• har udgivet:
  ‘Det du ikke ved om din teenagedatter’ – en bog, der henvender sig til voksne
  ’Ser du godt ud?’ – en bog om selvværd skrevet til unge piger og kvinder

• se http://www.girltalk.dk
• læs også artiklen: ‘Lige det de har på hjerte’

“Det gælder os alle. At ønske at gøre tingene godt og ordentligt og rigtigt – det er der intet forkert ved. Vi forsøger alle at være ordentlige mennesker, men i forsøget på at være perfekte rammer vi forbi. Kravet om perfekt udseende og perfekt præstation gør livet til en svær opgave – og det kan gøre os forkrampede og skabe angst. Vi snyder os selv, når vi stræber efter at være perfekte – for det er uopnåeligt. Vi skal snarere søge at rumme livet med de facetter, livet har – også når livet ikke arter sig, som vi ønskede.”

“Den coaching-bølge, der er skyllet ind over vores samfund, har sat fokus på målet med livet. Livet har en intention. Det er meningen, at vi skal opnå noget, og vi stiller alle spørgsmålet: ‘Hvad skal jeg med mit liv?’ Det fører til en konstant evaluering af egen performance, og for mange bliver det fortvivlende, fordi det bliver til en grundlæggende selv-usikkerhed: ‘Er mit mål godt nok?’ Det fører til ekstrem selv-centrerethed. Selv når vi ser på andre, ender vi med at evaluere os selv og vores egen reaktion. Man kunne spørge sig selv: ‘Hvorfor skal jeg være perfekt?’ Vi er ikke særlig nådige over for os selv. Det er lettere at tilgive andre end sig selv. Vi har enorme krav til os selv, men også til vores liv.”

Mange unge piger er pressede. Hvad er det, der presser dem?

“De er født ind i en anden diskurs i forhold til perfektionisme, end vi ældre er. Vi gjorde oprør mod andres og samfundets forventninger til os, men i dag drejer det sig ikke om samfundets krav, men om deres egne forventninger til sig selv og deres eget liv. Det handler ikke om, at du siger, at jeg er forkert, men om at jeg siger, at jeg er forkert. Pigerne gør oprør – mod sig selv. Det er en af grundene til spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd og mindreværdskomplekser. Alt det bliver forstærket af performance- og præstationskulturens fokus på perfektionisme.”

Selv når vi ser på andre, ender vi med at evaluere os selv og vores egen reaktion.

”Karakterskalaen er et eksempel på vores fokus på det perfekte. 13-talsskalaen tog udgangspunkt i karakteren 8, der dækker det forventelige standpunkt, altså ‘middel’. 12-talsskalaen derimod tager udgangspunkt i det perfekte, som giver karakteren 12, og den definerer standpunktet negativt i forhold til det perfekte. Du opnår ikke et 12-tal; du mister det. Vi er ikke længere fokuserede på dannelsesprocessen, men på resultatet.”

Hvordan søger pigerne at mestre presset?

“De fleste hopper på toget og søger at gøre det endnu bedre. Det bliver enormt selvforstærkende – det er et stort kor, der synger samme sang, og alle unge må forholde sig til det. Mange har det godt og fungerer fint, men jeg har mest kontakt med de sårbare og pressede pga. mit arbejde i GirlTalk. Vi taler med de unge om, hvordan de kan slutte fred med sig selv og deres forventninger til livet.”

Overser vi de unge drenge eller rammer presset kønnene forskelligt?

“Præmissen for de unge piger er anderledes end for de unge drenge. Forventningerne til pigerne er generelt højere. Den historiske udvikling i forholdet mellem kønnene har skabt meget høje forventninger til kvinderne. De skal både være primære omsorgspersoner og karrierekvinder.
I de traditionelle kvindefag er der et begrænset antal studiepladser i forhold til antal af ansøgere. Det presser karakterkravene i vejret. Det bliver selvforstærkende, fordi pigerne presser sig selv til højere karakterer for at være sikre på at komme ind – hvorefter karakterkravet blot bliver højere året efter.”

Der er forskel på vores forventninger til piger og til drenge. Og kvinder internaliserer forventningerne.

”Der er også et begrænset antal studiepladser i de traditionelle mandefag, men drengene er bedre til at tage det med ro. Derfor presser de ikke selv karaktererne i vejret. Vi kender ikke grunden til den forskel i pigers og drenges adfærd, men nogle af ingredienserne er vores måde at sætte det i tale på. Der er forskel på vores forventninger til piger og drenge – og på deres reaktioner på forventninger.

 Accepter dig selv

”Hvorfor er det forkert at være gennemsnitlig? Der er ikke noget i vejen med at stræbe efter karriere og det sublime, men der er heller ikke noget i vejen med ikke at stræbe efter det. Min drøm er, at vi stræber efter at acceptere os selv – også når vi ikke er gode nok. ‘Du er god nok, også når du ikke er den bedste!’.” 

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 05. aug. 2025 - Spare- og lånegrupper forbedrer livet for Burundis fattigste
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”
• 26. maj. 2025 - Fra håbløshed til håb: Unge enlige mødres kamp for en ny fremtid

Find flere

Christina D.:
Psykolog, specialist i psykoterapi, certificeret parterapeut, arbejder ved Center for Familieudvikling i Aarhus

Steen, den ene underviser, sætter scenen: ’Når vi gifter os, lover vi hinanden at elske og ære i medgang og i modgang. Men hvad med i tomgang?’ En befriende latter tager begynder-nervøsiteten ud af lokalet. Steen fortsætter: ’De næste to dage bliver I præsenteret for en bred vifte af redskaber, der kan styrke jeres kommunikation og kontakt til hinanden… ’. Og så kommer de forløsende ord: ’… det er ikke meningen, at I skal dele jeres problemer med de andre deltagere. Det er bare jer to, der skal træne de metoder, vi giver jer i kurset gennem en række parsamtaler…’.

Pyh…! Formen er en afveksling mellem oplæg, individuelle tænkepauser, parsamtaler og filmklip, rollespil og små øvelser. På programmet er temaer som tryghed, kommunikation, problemafklaring, sex og forsoning.

Styrtebad mod fejlfinderi

En time senere summer lokalet af snak. Parrene har fået til opgave at tænke på deres første tid sammen og give hinanden et brusebad i gode minder. Det er en aktiv del af PREP at fokusere på parrets styrker.

Mange parforholdsproblemer opstår, fordi man begynder at placere problemet inde i partneren.

Mange parforholdsproblemer opstår, fordi man begynder at placere problemet inde i partneren – ’hvis bare min partner var anderledes’. Den fejlfindermentalitet kan gribe om sig og underminere et forhold. At genbesøge de gyldne stunder hjælper parrene med at få øje på deres ressourcer. Det er en effektiv modgift.

Rollespil og hverdagsskærmydsler

’WHAT? Beskylder du mig for at være præmenstruel!’ siger Josephine, den anden underviser. ’OM du er!’ svarer Steen ophidset. ’Du kommer da også til at ligne din mor mere og mere…!’ Efter et minut med flere fyrige udvekslinger, vender Josephine om på hælen og udvandrer.
Deltagerne ler og genkender. De er ved at lære om de faresignaler, som skal holdes i ave, så forholdet ikke tager skade. Pludselig er det ikke så unormalt, hvis bølgerne går højt i egne samtalekøkkener. Parrene får strategier til at stoppe deres konflikter og kommunikationsværktøj til at tale om dem – i fredstid!

På besøg i dobbeltsengen

Sex er stadig et af de mest tabuiserede emner blandt par, og det at give viden om sex er forløsende. Alle evalueringer af vores PREP-kurser viser, at det er et af de temaer, parrene profiterer stort af.

Seksuel trivsel og parforholdstrivsel er nært sammenhængende, så temaet er vigtigt.

Seksuel trivsel og parforholdstrivsel er nært sammenhængende, så temaet er vigtigt. Den efterfølgende parsamtale bliver for nogle den allerførste gang, de i det hele taget taler om sex. For andre er det første gang, de taler om sex på en konstruktiv måde, fri for kritik og bebrejdelser.

Gennemsigtige undervisere

Underviserne på kurset anvender situationer fra deres eget liv for at give deltagerne materiale at spejle sig i: ’Min mand og jeg kan ikke blive enige om det med økonomi. Han synes, vi skal spare op, og han tjekker sin konto, som andre tjekker de sociale medier. Jeg synes, vi skal få noget ud af vores midler, mens vi har dem, og børnene er små. Hvor svært kan det være? Den konflikt har vi nu genspillet i syv år.’

Center for Familieudvikling tilbyder

• par-terapeutiske samtaler
• par-tjek: to forebyggende samtaler, hvor man får en statusrapport på sit forholds styrker og bekymringsområder og får redskaber til at reducere bekymringsområderne
• par-kurser mange gange årligt i Aarhus og København; nogle kommuner tilbyder kurserne gratis som en del af deres familieindsats
• uddannelse og certificering af fagfolk til at udbyde PREP-kurser eller Par-tjek
• en uafhængig nonprofit organisation
• forskningssamarbejde med Aarhus Universitet
• læs mere på http://www.familieudvikling.dk

En genganger i mange forhold er ’strammeren’ og ’slapperen’ – uanset om det gælder børneopdragelse, pligter eller økonomi. Parrene lærer om de samspilsmønstre, vi låses fast i, når der går kamp i kommunikationen. Accept af personlige forskelle og værdier er afgørende for et godt forhold.

Hvad er par-hjælp for en størrelse?

Forskningen viser, at par i gennemsnit søger hjælp seks år efter, at deres problemer opstod. Mange par véd ikke, at der findes dokumenterede metoder at bekæmpe parforholdsproblemer med. PREP er på linje med Par-tjek en del af paletten. Det kan ikke erstatte parterapi for det kriseramte par, men det er et godt valg, hvis alternativet er ikke at gøre noget. Her møder man fagfolk, der arbejder med par, og får et godt indblik i, at der er redskaber, håb og masser at stille op.

Netop håb er en gennemgående kommentar i de evalueringer, vi samler ind ved kursets afslutning. ”Da vi kom, troede vi, at vi skulle skilles. Vi har fået nyt mod på at arbejde med vores kommunikation. Tak!”

Læs også: Lad os tale noget mere om sex.

Relateret

• 19. sep. 2023 - Fællesskab, forkyndelse og familie var sommerens nøgleord
• 27. jul. 2023 - At sidde yderst på bænken
• 20. feb. 2020 - Oikos – familien som fællesskab for flere
• 19. okt. 2019 - Mødet med dem, der tænder det laveste i os
• 04. jul. 2019 - Menigheden er min familie

Find flere

Vibeke Dalsgaard

• pædagog, afdelingsleder på socialpsykiatrisk bosted
• medlem af Pandrup-Birkelse Baptistkirke – og af BaptistKirkens ledelse

Måske er det alligevel godt, at vi véd noget om barnet. Det kan lede os i det arbejde, det er at hjælpe barnet til tro. Vi kan begynde med mennesket som skabning. Vi er søgende og undrer os og stiller spørgsmål. Der er aldrig udgravet en kultur, uden der er fundet rester, der viser en religiøs søgning. Ateister findes måske, men ateistiske samfund findes ikke.

Troen på Jesus skal vi lære, men mennesker har søgt den religiøse dimension og dyrket solen, månen eller forfædrene alt efter, hvad der gav mening for dem. Poetisk er det beskrevet, at Gud hvisker et ønske om, at vi skal høre ham til i øret på ethvert nyfødt barn. Vi er alle født med en længsel mod vores skaber, og altså født troende.

Med vilje til at overleve

Når vi skal hjælpe barnet på vej, er det vigtigt at vide, at barnet også er født med en vilje til at overleve. I de første år af et menneskes liv drejer det sig om at få de basale ting for at overleve – mad og tryghed. Hvis barnet ikke får dækket de basale behov i den første tid, kan det ende med at dø. I alle tilfælde af omsorgssvigt får det uoprettelige konsekvenser for resten af livet og ofte også for troen. Hvordan kan jeg tro på en kærlig Gud, hvis de mennesker, som jeg er betroet, ikke opfylder mine behov for at kunne leve? Så den første oplevelse af ‘Gud’ er, når mor eller far bøjer sig over vuggen, tager barnet op og giver dét, som barnet har brug for.

I alle tilfælde af omsorgssvigt får det uoprettelige konsekvenser for resten af livet og ofte også for troen.

Erfaringer med verden

Samtidig begynder barnet at gøre sig erfaringer med verden. I begyndelsen ikke med ord, men med sanserne. Udviklingspsykologen Jean Piaget sagde, at barnet altid vil relatere nye oplevelser og sansninger til noget, det véd i forvejen. Livmoderen var god og varm, men mors bryst er også varmt, men hov – ny erfaring – her er mad. Fars favn er også god, men kun når jeg er mæt! Sådan fortsætter barnet med at opbygge erfaringer i hjernen. Det er de erfaringer, som senere betyder, at barnet kan forholde sig til en særlig ny viden om at have en kærlig Far i himlen.

Barnet tænker altid konkret, og derfor skal vi også kommunikere konkret.

Konkrete svar

Efter et par år kommer der ord til, og vi kan begynde en anden kommunikation med barnet end den sansemæssige. Her er det vigtigt at vide, at barnet indtil ca. 10 års alderen ikke kan tænke abstrakt. Barnet tænker altid konkret, og derfor skal vi også kommunikere konkret, når vi fx svarer på spørgsmål. Svarene skal – uden at vi taler ned til barnet – tales ind i dets begrebsverden og til dets aldersniveau. Det kan være svært, for børn kan stille meget store spørgsmål og være konkrete til det makabre, og vi kan forfalde til at væve lidt rundt. Hvis vi bliver undvigende eller fx siger, at det skal barnet ikke bekymre sig om, ender vi med, at det holder op med at høre efter.

Mit 8-årige barnebarn spurgte mig, om jeg er gammel.

”Ja, farmor er ved at være gammel.”
”Så skal du nok snart dø. Hvad sker der, når du dør?”
”Så kommer jeg op til Gud i himlen.”
”Min mor siger, at man kommer ned i jorden.”
”Ja, det gør man også, men Gud henter os op i himlen.”
”Hvordan gør han det?”
”Det ved jeg ikke, men det ved Gud.”
”Nå. Okay!” – og så var det på plads.

Korte konkrete svar, som inspirerer barnet til at komme tilbage med nye spørgsmål. Vi kan nogle gange føle os fristede til at sige noget mere, når vi har ‘hul igennem’, men det fører sjældent til noget konstruktivt. Vi skal svare og vente på barnets egen refleksion.

Vi skal leve dét, vi siger

Sprog er ikke alt, og det siges, at kun 10 % af det, vi opfatter hos hinanden, går ud som ord af munden. Vores kropssprog og vores adfærd betyder langt mere. Især børn er mestre i at afkode os, og derfor er de dygtige til at afsløre hykleri. Vi skal leve dét, vi siger.

I min barndom fik jeg en kort periode en veninde fra et godt kristent hjem. Der blev talt meget om Jesus’ kærlighed, bedt og holdt andagt hos dem. De var langt mere synligt kristne end i mit hjem, så kortvarigt var jeg fascineret. Samtidigt oplevede jeg også en følelsesmæssig kulde, og børnene blev ofte straffet for ting, som jeg slet ikke forstod. Min veninde oplevede ikke kærligheden, som blev sagt i ord, men kulden og straffen som en del af troen. Det kom der ikke meget godt ud af.

Det vigtigste, vi kan gøre for at gøre Jesus’ ord til vores børns arvegods, er at give dem kærlighed, omsorg og selv leve et liv, som de kan spejle sig i. Derudover kan vi på det praktiske plan fortælle eller læse historier fra gode børnebibler. Vi kan lære dem at bede og tage dem med i kirke, så de lærer, at kristentroen er forankret i et varmt fællesskab.

Børn er mestre i at afkode os, og derfor er de dygtige til at afsløre hykleri.

I menighederne skal vi give børnene plads og små opgaver. Det gør dem delagtige i fællesskabet og lærer dem, at det er godt at høre til.

Bed for børnene

Sidst, men ikke mindst, kan vi bede for dem. Vi kan gøre alt, hvad vi kan, og måske lykkes det ikke alligevel, men Jesus kan det, vi ikke kan: ’Lad de små børn komme til mig’, siger han[1]. Vi skal altid bede for, at de også kommer til ham.

[1] Markus evangeliet kap. 10, vers 14

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere