Lyt til artiklen her:

Thomas Willer:

• præst i menighedsplantningen Aalborg Vineyard
• uddannet sociolog
• arbejder med træning af unge ledere i Youth for Christ
• har bidraget til en lang række studier med særligt fokus på unges tro og kirkelige tilhørsforhold

“Hvis man fx ser på DUF’s[1] Ungeundersøgelse 2023, så kan man se, at størstedelen af de unge, 80%, siger, at de trives og har det godt”, uddyber Thomas Willer den lidt overraskende indledning. “Men det er stadig tankevækkende, at hver femte unge bl.a. kæmper med ensomhed, stress eller angst. Det bliver vi nødt til at forholde os til – også i vores kirker – for billedet er præcis det samme i vores egen undersøgelse af de unges trivsel i kirkerne. Vi er altså ikke ’et særligt folk’ i den sammenhæng. De unge i kirkerne er mere involverede i frivilligt arbejde end gennemsnittet og generelt mindre bekymrede for klimaet, men hvad angår fx ensomhed, er tallene meget ens.”

Godt er ikke godt nok

For at få en forståelse af, hvad der er på spil hos de unge, fortæller Christian Hjortkjær i sin bog ’Utilstrækkelig’ fx om en pige, der på sit spejl har en post-it med teksten: ”Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok!”

De opfatter præstationer som identitetsskabende.

Hertil siger Thomas Willer: ”Det er udtryk for det pres, som de unge oplever. De stræber efter at præstere det bedste hver eneste gang, fordi de opfatter præstationer som identitetsskabende. Det er i deres præstationer, de finder deres berettigelse og mening.”

”Vi kan spore, at den udvikling i den grad accelererer med indtoget af smartphones og sociale medier tilbage i 2007. Men i virkeligheden er det en udvikling, der allerede ses med den øgede individualisering op gennem 1900-tallet. Vi kan ikke længere læne os op ad vores familiehåndværk og gå videre i vores forældres fodspor. Vi må bevise vores værd på egen hånd. Og her kommer internettet og senere de sociale medier til at virke som en forstærker på godt og ondt. Det skaber helt nye muligheder, men også helt nye faldgruber, som ingen i voksengenerationerne rigtig har kunnet gennemskue og dermed foregribe betydningen af.”

Det krav-frie rum

”De unge tager deres opfattelse af præstationer som identitetsmarkør med sig ind i kirkerne, og ofte oplever de heller ikke her et kravfrit rum. Alt efter hvilket gudsbillede, der er dominerende, kan Gud have toner af fx at være en coach, der giver gode råd til din selvudvikling, eller den, der holder øje med din pointtavle, eller en far med åbne arme. Det er jo ikke sådan, at de unge ikke kan eller vil udfordres, men mange længes efter at finde identitet et andet sted end i sig selv og i egne præstationer.”

Mange længes efter at finde identitet et andet sted end i sig selv og i egne præstationer.

”Her er det vigtigt, at kirken tager udgangspunkt i, at vi først og fremmest er elskede og favnede. Derfra kan vi så føle os tilskyndede til at bruge det gode, vi er skabt med, til glæde og gavn for andre, så det bliver en glæde at arbejde med på Guds Rige i stedet for et forsøg på at fortjene Guds kærlighed og støtte. Det har de unge rigtig meget brug for at høre. Det er min overbevisning, at det sprog, vi bruger i kirkerne, har stor betydning for de unge.”

Thomas Willer

Følelserne udenpå tøjet

”Man taler om en psykologisering af vores sprog. Det er fx blevet en udbredt talemåde, at ’Jeg føler, at det, du siger, er…’. Når de unge skal forholde sig til noget, bliver det først og fremmest vurderet på baggrund af den unges subjektive mavefornemmelse. Selv i samtaler om emner baseret på fakta, kan sådanne fakta blive mødt med udtalelse: ’Det føles bare ikke sådan for mig’. Hvis jeg får en følelse, er det dét, jeg lader mig styre af. Det er igen en udvikling, som er med til at gøre virkeligheden subjektiv og flydende. Følelsen af usikkerhed øges, for der er ingen faste holdepunkter udenfor mig selv. Men faktisk ved vi, at mange af de unge har en længsel efter samtaler om tro og eksistens, og her skal vi finde nogle af de gode tiltag i forhold til at hjælpe unge på vej.”

Følelsen af usikkerhed øges, for der er ingen faste holdepunkter udenfor mig selv.

Der er brug for en voksen

”Mange af de danske kirkelige børne- og ungdomsorganisationer og Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi har for nylig afholdt et seminar om kirkens muligheder for at støtte de unge i at finde fodfæste og åndelig dannelse i en tid præget af rodløshed. Konklusionerne fra en af vores talere, Kara Powell, var meget klare: ’De unge har brug for en voksen, der vil bruge tid sammen med dem, og som kan skabe samtalerum, hvor der er plads til spørgsmål og tvivl’.”

De unge har brug for en voksen, der vil bruge tid sammen med dem.

Læs mere:

• ”Ungeundersøgelse 2023”, Dansk Ungdoms Fællesråd
• ”Kan jeg overhovedet finde ud af at være kristen?”, CUR[2]
• ”Utilstrækkelig”, Christian Hjortkjær
• ”Præstationssamfundet”, Anders Petersen

”Hvis vi som voksne kan møde det unge menneske med nysgerrighed og tid til at lytte, så er vi kommet langt. Derfor er der brug for, at vi hver især spørger os selv, hvilket ungt menneske vi kender, som vi kan invitere på aftensmad og nærvær? Det er det første og vigtigste skridt, vi kan tage.”

[1] DUF: Dansk Ungdoms Fællesråd

[2] CUR: Center for Ungdomsstudier

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere

I løbet af en hel almindelig dag er der så mange situationer og så mange problemstillinger, som i stort og småt kan lykkes. Og mon ikke de fleste af os grundlæggende godt kan lide, når ting lykkes?

Fokus på præstationer

Vi lever i en præstationskultur, hvor der er et stadigt større fokus på at præstere og være en succes. Og en af de ting, vi fejrer, er mennesker, der slider og er vedholdende. Vi elsker at fejre historien om dem, der nærmest slider sig selv halvt fordærvet for at opnå noget.

Midt i det lander Bibelens måske vigtigste ord: Nåden. Jeg tror, vi har brug for først og fremmest at lære nådens rytme og natur at kende. Og et af de vigtigste kendetegn ved nåden er, at den som regel kommer lige dér, hvor vi selv giver op. I en tid, hvor man både skal være en succes og slide sig til selvsamme succes, så er det et radikalt budskab, at Guds nåde kommer, når vi selv giver op.

Nåden er gratis

Den lutherske teolog Nadia Bolz-Weber taler om, at nåden grundlæggende er næsten alt for provokerende for os, fordi vi ikke bryder os om at få noget gratis. Vi vil gerne gøre os fortjent til det, vi får, og vi dyrker fortællingen om den fortjente succes. Der er sågar et tysk ordsprog, der lyder: ”Intet er gratis, udover døden, og den koster livet.”

Men nåden er gratis. Nåden kommer, når vi giver op. Og nåden begynder dér, hvor vi selv kommer til kort. Så måske er grunden til, at vi kan have svært ved helt at gribe og begribe nåden, at vi faktisk ikke tror på, at noget kan være helt gratis. Måske har vi lyst til at kunne gøre os fortjent til nåden?

For mig er den bedste hjælp til at træde ind i nådens rytme at lære at give op. For når vi giver op, så erkender vi, hvor vi selv kommer til kort – og inviterer Gud til at komme til.

Relateret

• 21. jul. 2024 - Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 05. dec. 2019 - Når tiden gør os syge
• 30. jul. 2019 - Skam er prisen for fællesskab
• 07. maj. 2019 - Sammen om at bære

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Alt synes at gå hurtigere og hurtigere. Kravene bliver større og større. Vi skal nå mere på kortere tid. Alt skal effektiviseres. Behøver jeg minde om ord som fastfood, speed-dating, power-nap, kvik-lån, drop-in-barnedåb? I følge sociologen Max Weber er det særlig tydeligt i protestantiske lande, hvor vores etik er baseret på en streng tidsdisciplin, hvor ‘tidsspilde’ er den værste dødssynd. Derfor er det heller ikke overraskende, at forskere har konstateret, at vi sover gennemsnitligt to timer mindre pr. døgn end i det 19. århundrede, og alene siden 1970 er der skåret en halv time af vores sovetid. Den amerikanske sociolog Peter Conrad siger ligefrem, at modernitet handler om tidens acceleration.

Det accelererende samfund

Den tyske sociolog Hartmut Rosa peger på, at accelerationen sker på tre niveauer. For det første den teknologiske acceleration. Tænk fx på hastighedsforøgelsen indenfor kommunikation. Før i tiden skrev man på sit arbejde måske fem breve. I dag skal man svare på 70 e-mails, og hvis ikke svaret kommer prompte, bliver man rykket.

Dernæst er der den sociale acceleration, der er kendetegnet ved, at vores relationer (ægteskab, venskaber, arbejdsplads) i stigende grad er flygtige og ustabile.

Endelig peger han på accelerationen af livstempoet helt generelt. Det er noget, vi alle mærker tydeligt. Vi skal hele tiden nå mere på kortere tid. Social- og sundhedsassistenten må max. bruge et givet antal minutter på hvert besøg, uanset om man har nået at yde den hjælp, borgeren tydeligt har brug for, osv.[i]

Accelerationens konsekvenser

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration. Mange i den offentlige sektor (sosu’er, sagsbehandlere, læger, lærere, sygeplejersker m.fl.) giver op eller går ned med stress, fordi de ikke føler, at der er tid til at gøre det, de egentlig skal. Mange præster må ned med nakken. Accelerationen ses i det evige jag efter at nå mere på kortere tid, de ubønhørlige krav til egen og andres arbejdsindsats, og det fører til overfladiskhed, mangel på refleksion og fordybelse, mangel på hvile, osv. Og så bliver vi syge.

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration.

Når accelerationen bliver herre

Jeg blev syg af det. Jeg har i høj grad levet mit liv som et barn af moderniteten, hvor den værste synd var tidsspilde. Jeg har jaget efter altid at nå mere på kortere tid, altid blive mere effektiv. For mit vedkommende endte det med depression og angst. Jeg undte aldrig mig selv ro, men skulle hele tiden gøre mere og gøre det bedre. Ikke fordi nogen tvang mig til det, men fordi jeg var grebet af accelerationen og fik et kick ud af at nå meget og gøre det godt. Det var mit succeskriterium og mit fix.
Men accelerationen blev min herre. Det var den, jeg lystrede. Jeg lyttede ikke til min krops signaler, jeg lyttede ikke til mine nærmeste, og ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig. Jeg synes, jeg har fået rettet op på meget, og i dag forstår jeg bedre at lytte til min krop og mine nærmeste, og jeg tror også mit gudsbillede er blevet vristet fri af accelerationens og præstationens jerngreb. Men mit helbred har lidt skade, og det må jeg fortsat døje med.

Ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig.

Menigheden som helle

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst tilrettelægger vores menighedsarbejde, så det bliver en helle, en oase, hvor vi lærer at leve som Guds frie børn og ikke som slaver af tidsånden. Vores menighedsliv har været centreret om forskelligt arbejde, der krævede stor indsats fra mange af menighedens medlemmer uge efter uge. Og vi har tænkt, at arbejdet helst skulle foregå i kirkens lokaler for at være rigtigt menighedsarbejde. I en storby som København oplever vi, hvordan det er blevet sværere for fx børnefamilier at deltage i ugentlige aktiviteter.

En menighed og dens gudstjeneste bør kunne være en helle for mennesker i vores accelererende samfund. I kirken er det ikke effektivitet og præstation, vi betoner, men nærhed. Her er vi ikke først noget, når vi præsterer tilstrækkeligt godt eller lønsomt, men vi er Guds børn, uden vi har gjort noget for at fortjene det. Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi? Min egen historie er et eksempel på, at det ikke altid er så nemt. Nogle gange kan vi med vores aktiviteter ende med at være det sted, der trækker de sidste ressourcer ud af i forvejen forjagede mennesker, snarere end at tilbyde ly og helle.

Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi?

Et andet evangelium

Når det er sagt, er der også brug for at tale tidsånden imod og ikke bare indrette os på dens præmisser. Vores kultur, præget af jag og præstation, har bl.a. sin drivkraft i forbrugerismen, og den ligger vi sikkert alle under for i større eller mindre grad. Det er jo ikke kun acceleration, der kan blive et fix.

Materialismen kan blive en guddom, for meget af jaget handler om at blive rigere og – ironisk nok – om at kunne få mere tid til at nyde diverse former for materiel forkælelse og nydelse.  

[i]      Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration, København: Hans Reitzels forlag 2014

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Det er måske det, som gør, at selv om Danmark eventuelt er det land i verden med flest foreninger, så er der mange steder, der mangler frivillige. Vi bør jo gøre det, men …

Jeg burde også …

Ja, hvad bør et menneske egentlig gøre? Hvis vi ser på et almindeligt menneskeliv, så er der selvfølgelig forskel alt efter alder, men vi lever i et samfund, hvor der stilles meget høje krav om at skulle lykkes. Der er krav om uddannelse og karriere, statussymboler og en hverdag, som viser, at vi har magt over livet. Det kræver ofte et arbejdsliv med mange timer. Derudover skal vi selvfølgelig huske at spise rigtigt og få masser af motion. Og så skal vi huske at være Jesus’ medarbejdere på Guds rige, så der er nok at se til.

Der er så meget at se til, at vi undertiden glemmer, at vi er mange om at bære. I den gamle græske gudeverden bar Atlas himmelbuen på sine skuldre. Gud har heldigvis besluttet, at vi er sammen om at være kristne og om at bære. Har vi glemt, at vi har forskellige nådegaver, og vi er i verden med hinanden og for hinanden?

At bane vej

Vi glemmer undertiden, at vi er mange til at hjælpe til, hvis vi giver hinanden lov. Vi glemmer også ind imellem at påskønne de medarbejdere på Gudsriget, som måske ikke er så synlige. Husker vi altid kaffebryggeren, hende med støvsugeren og ham ved lydpulten? De er måske ikke så synlige, men vigtige. Paulus advarede os mod at sammenligne nådegaver, men det gør vi måske alligevel?

At være medarbejdere i Guds rige betyder ikke at brillere, men at bane hans vej. Det kan ske ved at yde lidt eller meget, men altid ved at bede om hans velsignelse til arbejdet.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Thomas Øhrstrøm Willer

• præst i Aalborg Vineyard
• projektmedarbejder på Center for Ungdomsstudier
• tidligere præst i Kristuskirken / Regen i København

I den populære, norske TV-serie SKAM siger Isak: ”Mit liv skal være ægte” og ”Så er der bare én ting, egentlig, som vi ved helt sikkert: at livet er nu”. Det virker som en selvfølge, at livet skal være ægte og leves nu. Men det står i skærende kontrast til, hvordan livet opleves og leves af danske gymnasieelever.

”Succes er vigtigt for mig, jeg synes bare at den her ungdom er bygget op omkring, at man skal være perfekt, og man skal klare sig godt i skolen, være fed med vennerne og være sød, og det lykkes ikke altid, og man er ikke altid sig selv med venner, fordi man forsøger at være noget, som man ikke altid er… man er vel i grunden bange for, at de ser, hvordan man virkelig er og har det…”  (Dreng 2. G)

De skal være en succes alle steder

I rapporten fra 2017 er hovedkonklusionen, at unge lever i en præstationskultur. Det betyder, at deres identitet er tæt forbundet med, hvor godt de præsterer på alle arenaer i deres liv.

De skal være en succes i skolen
De skal være en god søn/datter
De skal være den populære i vennegruppen
De skal helst være festens midtpunkt
De skal have det bedste studiejob
De skal have flest likes på de sociale medier

Det skaber en enormt passioneret generation, som gerne vil gøre en forskel og vise, hvor gode de er. Det lykkes bare ikke altid at være en succes, for succes er lig med, at man er den bedste. Og der vil altid være nogle, som ser bedre ud, får flere likes på instagram eller får bedre karakterer. Derfor har mange også en følelse af, at de ikke gør det godt nok. Eller rettere sagt: de sidder med følelsen af, at de ikke er gode nok. Det skaber en enorm skrøbelighed i vores tids unge, for de skammer sig over, at de ikke er gode nok.

Succes og identitet søges

De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind.

Spændingen mellem, at livet skal være ægte, og følelsen af, at man i sociale sammenhænge forsøger at være noget, man ikke er, er måske hovedudfordringen i gymnasieelevers virkelighed.
De vil gerne leve autentisk og med integritet og samtidig forsøge at passe ind i en kultur og i sociale sammenhænge, hvor man er i tvivl, om man er god nok, og ikke ved om den, man i virkeligheden er, vil have en chance for at blive accepteret af de andre. Det skaber et stort pres, fordi man samtidig gerne vil være en succes.

”Jeg synes, det sværeste er, at man gerne vil en succes på alle faktorer og alle områder. I skolen vil man have 12, og med vennerne vil man gerne være sjov, så det lægger et kæmpe pres. Ofte måler man sig med andre. I stedet for at tænke på, at ens karakter er bedre end sidst, så sammenligner man sig med andre, så jeg bliver hurtigt skuffet over mig selv, og det skaber et kæmpe pres. Mine egne forventninger presser mig også. Presset kommer mest fra mig selv.”

Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro.

Gymnasieeleverne vil være en succes, fordi deres opfattelse af værd afhænger af, hvor succesfuld man er. Men fordi man netop vil være en succes sammenlignet med andre, vil det aldrig være succesfuldt nok. Man vil aldrig være den bedste alle steder, og det efterlader én med følelsen af ikke at være god nok.

Udfordringer til kirken

Præstationskrav

I kirken ønsker de unge også at være en succes, og de kan let føle et pres til også at præstere der. Hvis vi som kirker ureflekteret støtter deres ‘drevethed’, kommer vi let til at fremstille troen på Gud som endnu et sted, hvor der skal præsteres. Det kan medføre en usund og præstationsbaseret tro, og de vil højst sandsynligt ende med at forlade kirken.

Kirken bliver let passionsløs

Vi har en generation, som gerne vil vise, hvad de kan. De vil meget gerne være med til at skabe en bedre verden. De er vokset op med, at de kan blive stjerner i X-faktor, så de lever i et paradoks: De synes ikke, at de er gode nok, og samtidig tror de på, at der er stjerner, der kan gøre en forskel. Hvis vi ikke som kirker kan forholde os til deres drive og udfordre det, så forsvinder de ud af kirken, fordi kirken bliver et uinteressant sted at være.

Kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever?

Kan kirken rumme deres skrøbelighed?

Får vi skabt rum til den indre følelse af ikke at være god nok? Har vi en teologi for den smerte, og kan vi formulere de gode nyheder ind i den skrøbelighed, som de oplever? Hvis vi ikke kan formulere evangeliet, så det er gode nyheder midt i deres skrøbelighed, hvorfor skulle de så blive i kirken, for de leder efter håb midt i skrøbeligheden?

Rum til passion og skrøbelighed

Hvis vi gerne vil være med til at danne den næste generation af unge og gøre dem til disciple, må vi tage deres passion og drevethed alvorligt, så de bliver udfordret til at gøre en forskel i verden. Samtidig skal vi rumme deres skrøbelighed og vise dem, at de er elsket for, hvem de er, og ikke hvad de gør. Men ikke på en overbeskyttende måde, for de vil også gerne udfordres og forandre verden.
Hvis vi gerne vil se unge i kirken – både nye og dem, som er vokset op i kirken – kræver det, at vi kan være kirke i spændingen mellem passion og skrøbelighed.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Rachel Turner er amerikansk familiepræst bosat i England sammen med sin engelsk mand og søn. Hun er forfatter til tre bøger: Tro i Børnehøjde, Selvværd i Børnehøjde og Tryg i mørket, som handler om at give (pleje)forældre og (pleje)bedsteforældre opmuntring og værktøjer til en børneopdragelse i Gud.

Hendes livlige undervisning gav mange tanke-kolbøtter. Hun mener, at vores egne præstationskrav overfor vores børns åndelige relation til Gud ofte fører til en uopnåelig hellighed og dermed larmende tavshed fra forældre og bedsteforældre. Samtidig fører frygten for religiøse overgreb på vores børn frem til samme tavshed. Hvad gør man så?

Tag en slapper

”Hvis du falder i søvn under vejs, er det helt ok med mig,” startede Rachel. ”Kæmp ikke imod det. Giv blot efter. For den bedste gave, man kan give til et andet menneske, er en lur,” fortsat hun til hallens forbavselse, ”Især til forældre med børn under fem!” Rachel mindede os om, at Gud også tog en lur fra sit hårde arbejde. Hun brugte de først fem minutter til netop at påpege, at Gud har skabt os med de gaver, han syntes, vi har brug for, og derfor er vi gode nok, som vi er i Guds øjne – for vi er hans børn, og vi er frelst af hans nåde. Hun trak tråden videre til, at Gud også har udvalgt netop os til at være forældre, værge eller bedsteforældre til netop de børn, vi har i vores varetægt. Og derfor har Gud en plan med os som åndelige vejvisere for vores børn.

Vi behøver ingen uddannelse

Vi overlader ikke størstedelen af børneopdragelsen til dagplejemor, pædagoger eller lærere, da børnene tilbringer det mest af deres tid hos familien. Og både som (pleje)forældre og bedsteforældre har vi en god idé om, hvordan vi kan føre vores børn og børnebørn frem til de samme værdier, som vi selv har. Vi behøver ingen uddannelse hertil. Vi prøver os frem, spørger til råds undervejs eller kloger os i bøger, når vi er i tvivl, og så justerer vi undervejs.

VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse.

”Så hvorfor overlader vi vores børns åndelig opdragelse til præster, børnegudstjenester og sommerstævnet? VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse – ikke kun til at lære vores børn at spise pænt, at blive en god kammerat og at blive en sikker cyklist, m.m.”, siger Rachel og fortsætter: ”Vi kan og bør tage os aktivt af også den del af værdigrundlaget for vores børn.”

Du dur som åndelig rollemodel

Hovedpointen med Rachels budskab var, at vi er gode nok som rollemodel til et kristent liv, for Jesus er den ansvarlige som vores børns frelser – ikke os. Men relationen og nærvær med Gud kommer ikke af sig selv. Det kommer heller ikke udelukkende fra kirken eller børnelejre. Vejen frem til en bæredygtig relation med Gud vises i de mange timer, vi tilbringer sammen med vores børn i hverdagssituationer. Og vi behøver ikke at frygte for uønskede overgreb eller teologiske huller i vores egen vandring med Gud.

For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far.

Det er jo netop en vandring, som man nemt kan tale åbent om, som man taler om sine andre relationer. Rachel opfordrede dem, som var vågne endnu, til at skabe et vindue ind til DIT eget autentisk åndsliv og nærrelation som Gud kalder DIG til. For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far. Han kender dine udfordringer som forældre, værge eller bedsteforældre, samt den stædighed, udholdenhed og tålmodighed, der nogen gange skal til at få sine børn i mål. Rachel holder fast i, at Gud udvalgte netop DIG til dine børn eller børnebørn, fordi DU er bedst til opgaven.

Praktisk prægning

”Vi ved allesammen, at børn gør, hvad vi gør, og ikke nødvendigvis, hvad vi siger,” påpeger Rachel. ”Måske gør de, hvad der bliver sagt, hvis vi er heldige eller truer med at fjerne fredagsslikken. Men opdragelse på held eller trusler holder jo ikke på sigt.” Rachel gav nogle gode praktiske fif til, hvordan du kan komme i gang allerede NU med at åbne et vindue for dit (pleje)barn eller (pleje)barnebarn ind til din åndelige vandring med Gud.

For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt.

Du behøver bestemt ikke at være perfekt, fremsige perfekte bønner i et højtideligt sprog, fremstå som det perfekte menighedsmedlem eller aldrig fejle, før du tør blive Guds vejviser for dine børn. For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt. Også med dit morgenhår! Også med din bøn i bilen, der straks belv afbrudt i det øjeblik, du fik øje på et sted, du kunne få en tiltrængt kop kaffe! Også på toilettet! Og heldigvis for den!

Brug din private Guds-relation

Hvorfor har vi dog bragt en påtaget og kunstig præstation tilbage som målestok for at kunne være åndelige vejvisere for det allermest dyrebare, vi har? Rachel opfordrer derfor alle (pleje)forældre og bedsteforældre til at se barnets åndelig opdragelse som alle andre nærrelationer og gode forhold. Vi kan lukke barnet ind i vores private relation til Gud. Vi kan fortælle, hvordan og hvornår vi bruger tid sammen med Gud og lade døren stå på klem, så barnet kan smugkigge. Vi kan fortælle barnet, hvordan vi kommunikerer bedst eller ”chatter” med Gud og invitere barnet ind i de situationer. Måske er det, mens du er ved at lufte hunden eller køre bil? Vi kan også fortælle barnet, hvordan vi ”fanger” Guds svar til os igennem billeder eller musik. Tanken er at italesætte din relation til Gud, ligesom du gør om dine andre relationer, samt italesætte dine egne glæder og udfordringer i din vandring med Gud ligesom i andre områder i dit liv.

Livslang vandring

Dit barn eller barnebarn vil opleve, at den ”du skal” og ”du må ikke” eller en tavs mystik bag lukkede døre, som de fleste af os har oplevet, bliver omdannet til en ”jeg kan lide at tale med/lytte til Gud sådan her… det kan du også prøve” og en ”jeg synes det er svært at forstå Guds ord, så det hjælper mig at skrive noter eller en logbog over mine tanker… vil du tegne et billede, imens jeg læser højt?”  VI kan og bør hjælpe den næste generation til at kende Gud personligt som fundament til deres livslange vandring med Gud og ikke blot til at kunne remse en række Gud-fakta op. For frelsen er netop mere end at være klog på Gud, fastholder Rachel. Det er at være ét med Gud. Og Rachel mener, at Gud er overbevist om, at netop DU er god nok til denne opgave, fordi han har givet den til dig frem for til andre.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere