Lyt til artiklen her:

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Det gik, som Per Nørgaard ønskede. Han sov stille ind i hjemmet i Tølløse den 29. oktober 2025, 96 år gammel. Han var åndslivlig til det sidste, selv om kræfterne tog af. Et lysende fyrtårn i dansk baptisme er slukket. Mange mindes Per Nørgaard som inspirerende præst, lærer og debattør, der mødte os med sit intellekt og sin hjertevarme. En ener, der sprudlede og favnede, eksperimenterede og sprængte grænser. En kollega, der sidst i 1970’erne kun kendte Per flygtigt, husker, at ’Pers prædiken var umådelig inspirerende. Jeg følte nærmest, at jeg havde fået brusebad i Helligånd!’.

Kristuskirken 1958, 29 år (Foto: Privat)

Rodfæstet i baptismen

Per Nørgaard voksede op i præstehjemmet hos Marie og Johannes Nørgaard på Nørrebro, da Kristuskirken var en menighed på 800 medlemmer plus 1.000 børn og unge. I 1943 fulgte han med til Tølløse, da hans far blev forstander på prædikantskolen. Også fra sin morfar P. Olsen, der var forstander på højskolen i Gistrup og på prædikantskolen i Tølløse, kendte han den livsvej, han valgte – at læse til præst på prædikantskolen og derpå i København, hvor han blev cand. theol i 1957.

Under studiet var han ungdomspræst på Nørrebro og på Amager, inden han blev søndagsskolernes landssekretær i 1958. Dengang med 8.000 elever og 700 lærere i søndagsskolerne. Efter tre intense arbejdsår, hvor Per lærte alle menigheder at kende, brød han som nygift op og rejste med Jette til USA i to år. Med ønsket om et internationalt udsyn gik han også i sin morfars og fars fodspor – på Union i New York, hvor han gjorde det Gamle Testamente til sit speciale, og på sydstatsbaptisternes højborg, Louisville, hvor han studerede amerikansk kirkeliv.

Tølløse 1987, 58 år (Foto: Privat)

Med økumenisk perspektiv

Mens Per læste teologi i København, rejste han et halvt år til Indien sammen med en jævnaldrende teologistuderende fra Aahus, Johannes Aagaard. I Sydindien deltog de i verdenskongressen for kristne unge, hvorpå de studerede kristen mission i store dele af Indien, Pakistan og Burma. På sejlturen tur/retur opholdt de sig også i Aden på sydspidsen af den Arabiske Halvø. Dannelsesrejsen omfattede altså kirkens møde med såvel hinduisme, buddhisme som islam.

Det økumeniske perspektiv kom snart danske unge til gode, da Per og Jette fra 1963 sammen med kristne af luthersk, katolsk og frikirkelig rod inviterede til økumeniske lejre på Ømborgen flere år, før Danske Kirkedage så dagens lys i 1968. På den baggrund blev Per vores mangeårige repræsentant i Det økumeniske Fællesråd. Og ligeså ’vores mand’ i Kirkernes Verdensråd. Herfra satte han sine nyvundne erfaringer i spil her i landet.

Tølløse 1996, 67 år (Foto: Privat)

Præst – med barnet i centrum

Per Nørgaard blev præst i to menigheder. Fra 1963 i den nye Korskirken i Herlev i 22 år. Og derpå i Tølløse i 11 år indtil han gik på pension i 1996. Gennem alle årene søgte han at sætte barnet i centrum. I Korskirken indførte han både børnetale og børnesalme i gudstjenestens begyndelse. Jette og Pers præstehjem blev et åbent sted, hvor de på skift inviterede to børnefamilier til spisning med én dagsorden: Efter måltidet skulle små og store inspirere hinanden og tilrettelægge den kommende søndags familiegudstjeneste.

Teologisk tænkte Per også nyt om børnene. Han argumenterede for, at de bør deltage i nadveren – på baggrund af det jødiske påskemåltid, Jesus’ udsagn om børnene og Gudsriget samt om spisefællesskabet i de nye kristne menigheder. ’Vi trænger til at indføre en bedre bordskik i menighederne’, sagde Per. Det skete snart i Herlev – og derpå i alle menigheder. I Tølløse foreslog han, at kirkens ’børnehjørne’ skulle flyttes op midt i kirken. Det fjerne ’børnehjørne’ – nederst bag bænkene – signalerer, at børnene er sat til side. Og her bliver børnene vænnet til at være – udenfor. Ovenikøbet i de år, hvor deres vaner dannes! Og voksne snydes for glæden ved at opleve børnene i menighedens midte.

Tølløse 2025, 96 år (Foto: Privat)

Elskelig og kontroversiel

Med de nævnte erfaringer var det naturligt, at Per Nørgaard i 1966 kom i spil som rektor på det nye teologiske seminarium i Tølløse – hvor han ville have efterfulgt sin morfar og far i lige linje – og derpå i 1972 som ny idérig højskoleforstander efter Skolens brand. Men bestyrelserne turde ikke binde an med Per. Han var for kontroversiel og farverig, mente man, efter han havde deltaget i både seminarie- og højskoledebatten. Hvad vi gik glip af, véd ingen af os, men dét, Per ikke blev for få elever, blev han for mange som præst og sjælesørger gennem 33 år.

Teolog – med Jesus i centrum

Alligevel satte Per sit præg på en generation af præster. Han underviste i 33 år i Gamle Testamente på Det teologiske seminarium. Han var en blændende fortæller, der mestrede den mundtlige tradition. Når Per gik på prædikestolen eller kom til et kateder, fjernede han en elastik fra et bundt kartotekskort, der var forsynet med stikord og citater. De fik numre, så der kunne tilføjes et kort, når han fik en tanke eller noterede andres indsigt. Ved brug af kortene talte han frit og levende uden binding til papir – og ur! Vi har derfor ikke mange lange manuskripter, der kan arkiveres. Hans indlæg handlede om aktuelle emner og var oftest korte.

Den viljestærke pensionist på vej mod havet! (Foto: Privat)

For Per var Bibelen en helhed. Opgaven bestod i at se dens 66 skrifter i den samtid, hvori de blev til – og tolke dem i ét helhedsperspektiv med Jesus som centrum. I den forstand var Per præget af Karl Barth. Ikke snævert, men også med sans for skabelsens Gud og hans vidunderlige skaberværk. Et af Pers faste udtryk i hans bøn lød: ’Der er så meget, vi ikke fatter, der hører til rammen om vort liv’. Så meget mere, tilføjede han, er der grund til at fastholde håbet om, at alt fuldendes i Guds rige. Og tro: ’At de opgaver, som Jesus nu stiller foran os, er forklædte velsignelser’.

Jette og Pers foretrukne feriested var Vesterhavet i Vendsyssel (Foto: Privat)

Jeg pynter rundingen!

Jeg fik den fornøjelse at køre kirkebil for Per på hans gamle dage. Vi aftale køretiderne på SMS. Da jeg for to år siden skrev: ’Jeg runder pynten kl. 9.43’, svarede Per: ’Så pynter jeg rundingen’! Han havde ordet i sin magt. Humor og vid prægede ham til det sidste. Per Nørgaard har nu ’pyntet den sidste runding’ – og han har ’rundet den sidste pynt’. Gud give ham en glædelig opstandelse i sit Rige!

“Jesus gik på jorden som Guds kærlighed. Enkelt, smukt og betagende skildres det i Ny Testamente. Da mennesker dræbte ham, og hans legeme blev ødelagt på korset, skabte Gud et nyt kærlighedens legeme til at gå på jorden: Den kristne menighed. Det er en god opgave. Det kræver hverken lysende begavelser eller kæmpekræfter. Kærlighed er noget vi alle kender – og kan gi’ og ta’.”

Per Nørgaard, 1986.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 09. sep. 2025 - ”Mere end en kirke” – er mere end blot en historiebog

Find flere

Lyt til artiklen:

Søren P. Grarup, 76 år:

• gift med Pia, tre børn: Jonas og Sara, der er adopteret fra Columbia, og Silas
• præst på Bornholm, i Købnerkirken, Silkeborg og Vejle
• i BaptistKirkens ledelse 2009-13

Jeg sidder med Søren P. Grarup i den kirke, han har tjent i længst. Ikke kun som præst, men også som aktiv pensionist. Baptistkirken i Silkeborg, som sikkert har talte dage: ”Vi er blevet gamle, bærende kræfter flytter væk, ligesom de unge.” Han virker ikke ked af det, snarere afklaret. Søren var oprindelig uddannet gartner, før han blev baptistpræst. En stor del af sit præsteliv har han også haft et andet job:

”Jeg oplevede, at jeg som fuldtidspræst i Købnerkirken på Amager var ved at miste forbindelsen til livet udenfor kirken. Jeg var ’pakket ind i baptister’. Det blev lummert. I Silkeborg var der kun råd til en deltidsstilling. Her lavede jeg en cykeltrailer, hvor haveredskaberne stod på højkant. Jeg fik to slags kunder: Unge mennesker, der lige havde købt hus, og haven var groet til. Og gamle med en have med sjæl, som de ikke kunne klare længere. Det rodede i deres sjæl. Når de fandt ud af, at jeg var præst, havde vi mange gode snakke.”

Jeg var ’pakket ind i baptister’. Det blev lummert.

Salmedigter

Søren er også kendt som salmedigter (se http://www.spgrarup.dk). Selv siger han, at han ofte har skrevet en salme af nød: ”De gamle salmer springer fra omvendelsen og korset til himlen. Jeg vil gerne synge om livet. Når der ikke er en salme, der passer til gudstjenesten, må man jo skrive én. Jeg har flere gange oplevet det som en erkendelsesproces. Pludselig svarer salmen tilbage. Har jeg skrevet det? De sidste linjer i ’Over vor jord’: ’Underfuldt må selv synd og død sig føje, og opsummeres i din kærlighed.’ – Jeg forstår stadig ikke helt, hvad det betyder. Men jeg er blevet mere og mere klar over, at det er rigtigt. Til sidst skal alt sammenfattes i Guds kærlighed, også det, vi ser som skrupforkert.”

Når der ikke er en salme, der passer til gudstjenesten, må man jo skrive én.

Ikke særlig social

Søren og hans kone Pia har tre børn. Da den yngste, Silas, var 12 år, gik der en prås op for Søren. Silas fik stillet diagnosen Asperger: ”Da jeg lærte om det, genkendte jeg mange ting fra mig selv, og min mor og min morfar”, fortæller Søren. ”Jeg er ikke særlig social. Jeg kan slet ikke small-talke. Jeg siger ’godav’, men Kurt Sørensen i menigheden kan snakke med hvem som helst, og så hægter jeg mig på.”

Åndelig opvågning

Søren selv fik en åndelig opvågning i klosteret Taizé i 2002, da baptistpræsterne var dernede: ”Jeg havde Hortons hovedpine og ville være i stilhed frem for at tale med vildtfremmede. Jeg anede ikke, hvad det indebar. Til sidst fandt jeg et asketræ, sad i to meters højde og fandt ro. Skulle jeg læse i Bibelen? Det blev bare ord, ord, ord. Jeg gik en tur ned ad Memory Lane, og pludselig var det, som om der stod tyk, sort røg op fra mit indre. Da det var feset af, blev der helt stille. En jublende stilhed. Nu begynder jeg at tude, for alting omkring mig, skyerne på himlen, fuglene i busken, æbleplantagen to km væk. Afstand forsvandt. Alting fortalte om Guds grænseløse kærlighed.”

Alting fortalte om Guds grænseløse kærlighed.

Søren er meget rørt nu: ”Mens jeg sad i mit asketræ, kom en lille grå larve i en usynlig tråd. Den standsede foran næsen. Den skulle lige fortælle mig, at den grimme larve og jeg var lige elskede og små i forhold til den, der har skabt os. Og så fortsatte den. En dag efter aftenbønnen i kirken var jeg gået ud i mørket for at få en smøg. Et pindsvin piggede sig hen over mine skosnuder. Da forstod jeg 100%, hvad Frans af Assisi mente, når han kaldte alle andre skabninger for brødre og søstre.”

Senere blev Søren ’ramt at lynet’ i kirkerummet, da han så på kors-ikonet og erkendte, at ingen kan løbe fra Guds uendelige kærlighed: ”Vi mennesker tromler hinanden ned i krige, men Gud bliver ved med at elske. … Min gamle matematiklærer kom mig til hjælp. Uendelig divideret med to er uendelig. Uendelig divideret med 2000 – eller 6-7 mia. er uendelig. Guds kærlighed er grænseløs!” Som en af Sørens salmer også forkynder.

Jesus’ ansigt

Søren har også haft en anden grænsesprængende erfaring med Jesus, som har sat sig i ham og i hans forkyndelse: ”Jeg var begyndt at tage på stille-retræter, men kunne ikke få styr på Gud – og mig selv. Jeg blev introduceret til Ignatius af Loyola og det personlige bibelstudie. Jeg har modvilje mod systemer, men satte mig til at læse teksten den første dag om den blinde Bartimæus ved Jeriko – og skulle genfortælle den tre gange for mig selv. Pludselig – jeg var stadig i mit eget tøj, men jeg var i Jeriko. Jeg stod mellem folk, og Jesus var længere fremme, lige udenfor byporten. Jeg stod bagerst. Bartimæus står foran Jesus og har front mod mig. Alle var lavere end jeg, så jeg kunne se lige derhen. Jeg kunne se mandens ansigt. Et lukket ansigt, helt tydelig blind. De talte sammen, og så åbnede hans ansigt sig.”

Jeg var begyndt at tage på stille-retræter, men kunne ikke få styr på Gud – og mig selv.

Mens jeg stod dér, tænkte jeg: ”Her står jeg, har været præst i 25 år, har prædiket om ham deroppe. Jeg burde se ham i øjnene, men det er den blinde stodder, der får lov til det. Jeg blev flov. Kiggede rundt, mon nogen havde lagt mærke til mig. Og så er det hele min menighed, der står omkring mig.”

Igen bæver Sørens læber: ”Det var et rap over nallerne. Måske har jeg i min forkyndelse ladet mennesker se Jesus bagfra. Min prædiken hver søndag skal handle om at se Jesus i øjnene. Troen skal blive til en personlig relation mellem Gud og mig. Præcis som mellem dig og mig.”

Relateret

• 19. feb. 2026 - Normer
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 21. jul. 2025 - Emil er en glad mand

Find flere

Lyt til artiklen:

Ved en fejl er Emil Bredahl Lavsens navn skrevet forkert i portrættet, der er trykt i baptist.dk nr. 3, 2025. Lydfilen indeholder ligeledes det forkerte navn. Redaktionen beklager meget!

Emil Bredahl Lavsen er 40 år, har boet og stiftet familie i Korea, hvor han tog en bachelor og master i teologi, og han er nu trods anden kirkebaggrund blevet præst i Kristuskirken på Nørrebro i København.

Alvorlige sygdomsforløb

Efterskole, uddannelse til social- og sundhedshjælper og rejsen til Korea kom til at forme ham. Sygdommene fyldte meget, men Preben Kochs bog: ”Skæld ud på Gud” gav ham nye indsigter, og Emil forstod, at det var ok at være ked af det og være vred på Gud: ”Egentlig troede jeg, at kristendommen var en performance, at man skulle være en bestemt person. Men da jeg opdagede, at det ikke var sådan, oplevede jeg en enorm frihed. Glæden kom til at fylde, og det er ikke længere traumatisk at tænke tilbage.”

Korea – Danmark

Emil Lavsen kommer fra en ikkekirkelig diskussionslysten glad familie. Det har givet ham en fantastisk ballast, og den bekymring, forældrene bar, da Emil var så engageret i pinsekirken i Korea, er nu forsvundet: ”Alle forældre ønsker jo bare, at deres børn har det godt, og de kan se, at min familie og jeg er glade, at kirken er sund, og det er et godt sted at være.”

Fra en begyndelse i en metodistkirke i Korea, kom Emil til en kæmpestor pinsekirke, hvor han sammen med sine venner følte sig hjemme: ”Der skete altid noget – jeg elskede det, og det blev min familie.”  Emil var med til at udvikle menigheden, ”og det begejstrer jo”, og sprogstudierne blev konverteret til teologistudier. Undervejs blev han flydende på koreansk, og Emil arbejdede under studiet som gadepræst og som konsulent for danske firmaer, der ville etablere sig i Korea.

Emil fandt Yu-min Seo og blev gift med hende, da han afsluttede sin master. Efter studiet blev han en del af det pastorale team og var med til at etablere den udenlandske afdeling. Men det fik desværre en ende, da coronaen kom: ”Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede. Alt lukkede ned, og en lukket kirke betød intet arbejde, ingen indtægt og ingen muligheder. Vi besluttede at flytte til Danmark for at komme væk fra det kaos, der herskede.”

Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede.

I Korsør forsørgede Emil familien som lærervikar, som SOSU-hjælper og med en kvarttids ansættelse i Korsør Pinsekirke. Emil og Yu-min Suo, som er violinist, er gift på 13. år og har Lina på syv år, som er født i Korea, og Loa på fire år, der er født på Slagelse Sygehus.

Kristuskirken i København

Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces.

”Jeg elsker mennesker og dialogen”, er Emils hurtige svar på spørgsmålet om hans stærke sider. Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces. Vandringen involverer også menigheden, idet alt handler om, hvordan han og menigheden kommer fremad i forhold til drømmene og ambitionerne: ”Man må lytte, lære, indgå i relationerne og være ydmyg i forhold til, hvad Gud ønsker.”

Inden Emils ansættelse havde ledelsen været i en konstruktiv proces, og nu søger de sammen med Emil at finde Guds planer for menigheden. Der er en baptistisk historie, som ledelsen har stor respekt for og ønsker at tage ved lære af, og der er mange, der løfter forskellige opgaver: ”Ja, og så har Gud placeret denne kirke på dette fantastiske sted, fordi Han har en plan.”

Maduddeling, bibelundervisning, ungdoms- og seniorarbejde, børnekirke, og gospelkor med ca. 250 unge en gang om måneden er nye elementer, ligesom antallet af gudstjenester er øget til fire med to eftermiddagsgudstjenester.

Udfordring og styrke

Emil Lavsen har med sin uddannelse på et reformert universitet en traditionel tilgang til evangeliet: ”Det stimulerer mig og giver mig ro.” Emil arbejder på at blive mere organiseret, og han har mennesker omkring sig, der kan hjælpe og tale ind i hans liv: ”Det er godt for sådan en som mig, der har så meget energi og lyst til at deltage i alt, og det giver plads til, at jeg kan være mig selv og være hyrde.”

Menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle.

Emil bestræber sig på tilgængelighed og ægthed: ”Folk må gerne møde den trætte præst. Der er et behov for at møde det hele menneske, og jeg er meget taknemmelig for alle dem, der er med til at løfte de mange opgaver.” Emil har lige været på prædikantkursus, og oplever, at ”menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle. Vi ønsker at se fremad, og kun Gud kender vejen.”

Mange drømme

Emil har tidligere udtrykt sig om at turde tage ubehagelige beslutninger, og beskriver, at det handler om at turde stå ved, hvad Gud har lagt på ens hjerte: ”Her er en ledelse, der har respekt for hinanden, og en menighed, der slutter op om menighedsrådet. Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder. I Kristuskirken formår man, som i politik, hvor Emil også er involveret, at kunne debattere trods forskelligheder, og man respekterer og accepterer de beslutninger, der i fællesskab bliver taget.”

Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder.

Der er mange drømme for Kristuskirken, og Emil Lavsen ønsker at virkeliggøre sit kald til at gøre Kristuskirken til et sted, hvor mange mennesker ønsker at være. ”Historien æres, der er præstenetværk, sparringspartnere, aktive menighedsmedlemmer, og ”mange, der har investeret i os og beder for os”.” Og han tror, det bliver godt, trods de op- og nedture livet nu engang giver.

Relateret

• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt

Find flere

Lyt til artiklen:

En for brat afslutning på en mountainbiketur resulterede i to måneders sygemelding, og at Ulrick Refsager Dam trods ansættelse først rigtig kom i gang med tjenesten i Holbæk Baptistkirke ved årsskiftet. Menigheden har et fantastisk VITAL-forløb bag sig og er meget indstillet på, at der skal investeres i de unge. Menigheden har også et stort fokus på omsorgsarbejde og er en engageret multikulturel menighed.

Ulrick Refsager Dam:

Uddannelse:

• bachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K)
• master i Ledelse og Menighedsudvikling

Arbejde:

• præst i Kløvermarkskirken
• lederkonsulent for bl.a. Arbejdernes Landsbank, HedeDanmark og Messecenter Herning

Udgivelser:

• ‘Building the Basileia. Moving the Church into the 22nd century’ (2023)
• er pt ved at lægge sidste hånd på en ny bog om ledelse, der udkommer i efteråret.

Fra vordende civilingeniør til præst

Ulrick ville ikke være præst. Han er vokset op i Apostolsk Kirke med meget aktive forældre og begyndte at læse Fysik og Nanoteknologi på DTU, men trivedes ikke. Han kom i kontakt med Brorsons Kirke i København med mange unge mennesker, og Ulrick blev set og fik lov at udvikle sine lederevner, hvorefter han skiftede studie til ”Kristendom, Kultur og Kommunikation” med fokus på ledelse og organisationsudvikling.

Uddannelsen og det frivillige arbejde i et par ungdomskirker betød, at livet alligevel tog en drejning mod præstegerningen, og efter oplæring i Amagerbro Frikirke[1] i København og en ansættelse i Sjølundkirken[2] i Næstved er Ulrick nu præst i Holbæk Baptistkirke. Sideløbende har han hele tiden arbejdet som ledelseskonsulent, fordi han kan lide at udnytte fordelene ved kombinationen.

Konflikter kan hjælpe os til at åbne for det, der kommer bagefter.

Ulrick har aldrig følt sig knyttet til et bestemt kirkesamfund, men føler sig meget godt tilpas med den flade struktur i BaptistKirken, hvor præsten mere har en tjenende rolle og ikke står forrest som en person, man skal se op til. At BaptistKirken i øjeblikket også er i en genstartsproces, er for Ulrick kun motiverende: ”Jeg vil gerne være der, hvor der sker noget, og jeg véd fra min ledelseserfaring, at konflikter kan hjælpe os til at åbne for det, der kommer bagefter. Kirken kan lære af virksomhedernes vilkår, at de skal tænke udvikling for ikke at lukke. Hvis vi ikke udvikler, afvikler vi.”

Jeg vil gerne være der, hvor der sker noget.

Forskellige sider

På spørgsmålet om Ulricks stærke sider er svaret hans passion for relationer. Ulrick elsker at være sammen med mennesker, og det er naturligt for familien at have et åbent hjem og dele liv med mange mennesker. Det er også en styrke ikke at være bange for konflikter, men det har en bagside. Det sværeste for Ulrick at arbejde med er, at han er et positivt konfliktsøgende menneske: ”Jeg tror, vi udvikler os i det. Men det kan være vanskeligt at vide, hvornår man skal være varsomt afventende, inden døren sparkes ind. Jeg har lært, at jeg skal tænke lidt, før jeg træder ind i konflikten.”

Hvordan når vi de unge?

Ulrick brænder for at række ud og give plads til de unge. Tidligere vidste man tidligt, hvordan livet skulle forme sig, men i dag savner de unge holdepunkter og vil selv være med til at danne dem: ”Hvis vi fortæller de unge, hvordan de skal tro, mister de interessen.” Ulrick har i et tidligere interview nævnt, at nøglen til den nye generation er, at vi lærer at leve vores kristne liv mere autentisk. Han siger:

”Den unge generation er i stigende grad træt af, at kristendommen ikke afspejler det liv, Jesus kaldte os til at leve. Jesus kaldte os til ydmyghed, forsoning, radikal inklusion og fællesskab – ikke til splid, eksklusion og selvhævdelse, og alligevel ser vi ofte kristne fællesskaber skabe uenighed, hvor mindre forskelligheder i tro splitter familier og kirker. Det handler ikke om at være perfekt, men om at mødes som hele mennesker – med vores styrker og de dele af os, der stadig er i proces. Autenticitet betyder også at dele spørgsmål, tvivl og sårbarhed og finde styrke i fællesskabet. Det kristne liv bliver først autentisk, når vi lader Guds kærlighed forme vores hverdag der, hvor livet leves. Ved at mætte den sultne, klæde den nøgne, hele den brudte, løfte studiekammeraten, smile til kasseekspedienten, hjælpe den, vi møder, og være dem, der skaber en verden, der er en lille smule bedre i dag, end den var i går. Der tror jeg, at nøglen til et autentisk kristent liv findes.”

Fremtiden

Ulrick udfordrer tanken om, at vi skal skabe rammer, hvor alle føler sig godt tilpas: ”Jeg tror ikke på, at vi kan lave et arrangement, der favner alle. I stedet skal vi skabe fællesskaber for de forskellige grupper i menighederne, og så ophøje det store fællesskab ved særlige lejligheder, som påske, pinse, jul etc. Hvad er bedst: At vi hver uge går på kompromis, eller at vi hver uge har noget fantastisk for hver gruppe, og så mødes til fælles fest to-fire gange om året?”

Hvad er bedst: At vi hver uge går på kompromis, eller at vi hver uge har noget fantastisk for hver gruppe, og så mødes til fælles fest to-fire gange om året?

Ulrick har et højt energiniveau, og han fortæller, at samarbejdet med menighedsrådet omkring fokus og forventninger er vigtigt: ”Når forventningerne er klare, er det nemmere at sige nej til det mindst udviklingsgivende.”

Ulrick elsker at arbejde. Han begynder meget tidligt på dagen for at få ro og eftertanke, og det betyder, at han får god tid til familien og alle de andre gøremål i løbet af dagen.

[1] Amagerbro Frikirke er en del af Apostolsk Kirke

[2] Sjølundkirken er en forenet Apostolsk Kirke og Mosaik-kirke (tidligere: pinsemenighed)

Relateret

• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 31. okt. 2025 - Musik som sjælesorg – “Døden er ikke at elske” fylder Kløvermarkskirken
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt

Find flere

Lyt til artiklen:

Michael Jensen, 61 år, præst i City Kirken på Københavns vestegn.

Det var den 21. marts 2024 om eftermiddagen. Michael Jensen havde siddet lang tid hjemme i Taastrup ved computeren og forberedt påskens prædikener. Han begyndte at få rygsmerter. Gik sig en tur, men det hjalp ikke. Han lagde sig og tog to kodimagnyler. Det hjalp ikke. Til sidst havde han så ondt, at han kravlede ind i stuen og råbte til Lissette, sin kone, at hun skulle ringe efter en ambulance.

Det med kodimagnyler var en dårlig beslutning, men på det tidspunkt vidste han ikke, at hans aorta, hovedpulsåren, var bristet, en såkaldt rumpering. Kodimagnyl får blodårerne til at udvide sig, så blodet fossede ud i mavesækken. ”Det var første mirakel, for bristet var det rigtige sted – forbi alle de vigtige organer”, siger Michael otte måneder senere, da jeg møder ham på kontoret i City Kirken. Mere vital end meget, meget længe.

Det var fedt. Smerterne forsvandt, og kroppen slappede af. Jeg havde bare lyst til at sove…

Tilbage til den 21. marts. Han lå på stuegulvet. Kunne ikke længere åbne øjnene. Hans krop var begyndt at lukke ned. Men han hørte ambulancefolkene komme. De var lynhurtige til at diagnosticere ham og gav ham morfin. ”Det var fedt. Smerterne forsvandt, og kroppen slappede af. Jeg havde bare lyst til at sove, men jeg måtte ikke falde i søvn, så de klappede mig på kinden hele vejen til Hvidovre Hospital og sagde, at hvis jeg faldt i søvn, ville jeg ikke vågne igen.”

Fra døden til livet

Michael får en association: ”Vi er jo gået fra døden til livet. Jesus sagde, at Lazarus bare sov. Så det er menneskeligt i den situation bare at ville sove. Der var ingen dødsangst. Men det var hårdt for min kone…”. ”Resten ved jeg kun, fordi jeg er blevet det fortalt. Jeg var væk. De scannede mig på Hvidovre, og det bekræftede ambulancefolkenes diagnose. Hu hej, til Rigshospitalet. Jeg husker kun, at de løb med mig. Jeg blev opereret af Danmarks hurtigste kirurg, og da jeg vågnede næste dag, sagde han til mig: ”Nu har jeg gjort mit, resten er op til Ham”, og så pegede han op mod himlen”, fortæller Michael.

I begyndelsen kunne han gå fire meter ud til toilettet med en rollator, nu kan han gå 12-15 km.

Michael er genoptrænet. I begyndelsen kunne han gå fire meter ud til toilettet med en rollator, nu kan han gå 12-15 km. ”Vestegnen er utrolig smuk!” Han tog nogle radikale beslutninger – for årsagen til at aorta rumperede var højt blodtryk og overvægt. Siden da har han tabt 37 kg. ”Jeg er begyndt at spise sundt og langsomt. Jeg vil spise mig mæt, og maden skal smage godt. Men jeg har fundet ud af, at gulerødder smager godt. Skyr til morgenmad med havregryn – de nedsætter kolesteroltallet.” Og så beklager han, at der ikke er kage på bordet …

Michael er taknemmelig: ”Da jeg lå på sygehuset, og min kone, mine to børn og mit barnebarn kom imod mig, sagde jeg til mig selv: ”Det er jo det her, jeg skal leve for.”

Menigheden stod sammen

Samtidig er han lykkelig for menigheden i Taastrup. Han har været præst dér i anden omgang siden 2020: ”Tænk, formanden for kirkens ledelse fik kræft kun tre måneder efter, jeg blev syg. Og menigheden tog bare ansvar. Da jeg kom tilbage, skulle jeg kun tjekke, om alt var godt. Og det var det. Han har det heldigvis også godt i dag.”

Men kroppen husker, så der skal ikke meget til, før den er i alarmberedskab.

Med til historien hører, at Michael startede på arbejde – på halv tid – kun en måned efter aorta rumperede. Det gik galt. Han besvimede ved et møde i kirken og blev indlagt igen. Denne gang med hjertet. Så fik han ’en kammeratlig samtale’ med Lissette. Nu havde han været syg nok. For fem år siden fik han kræft i det bedste af sine øjne. Også dengang gik det godt. Ingen spredning: ”Jeg betaler min skat med glæde. Vi har virkelig et godt sygehusvæsen.” Så alt er godt. Michaels fysik er blevet, som da han var omkring de 30 år. Men kroppen husker, så der skal ikke meget til, før den er i alarmberedskab.

Åndeligt er han blevet bekræftet i det, han har prædiket alle sine år som præst: ”Om søndagen inden alt dette skete, prædikede jeg over Daniel kap. 3 og sagde: ’Gud er med os i ilden’. Alt det, jeg har prædiket og tror på, er blevet prøvet – og det holdt! Jeg tager Bibelen meget bogstavelig. Gud helbreder. Gud er kærlig og god. Bøn virker.” Hver gang han har været syg, har mennesker over hele verden bedt for ham. ”Men det er Gud, der helbreder, og alle vore dage har han tal på. Vi er her kun, så længe han vil.”

Det er Gud, der helbreder, og alle vore dage har han tal på. Vi er her kun, så længe han vil.

Ikke-kristen baggrund

Michael Jensen kom ud af en ikke-kristen baggrund. Han mødte Gud igennem Nicky Cruz – ham med ”Korset og springkniven” – ved et møde, da han var 12 år. Han gled væk fra troen igen. Som 22-årig kaldte Gud på ham: ’Jeg skulle bruge sit liv på at formidle Guds kærlighed til mennesker, der ikke har det godt.”

Han var præst i Citykirken fra 1996-1999, hvilket også gav ham en teologisk uddannelse i Sverige. Siden blev han præst i Kristuskirken på Nørrebro frem til 2006. I årene derefter var han bl.a. leder i beskæftigelsessektoren, som jo også har med skrøbelige mennesker at gøre: ”Jeg har fået det bedre på alle områder. Jeg ville bare ønske, at jeg var 35 igen… Tænk, hvis man kunne tage den rummelighed og erfaring, jeg har i dag, med til den unge mand, der var lidt sort/hvid og skarp i kanten.”

Relateret

• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 21. jul. 2025 - Emil er en glad mand
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 25. sep. 2023 - Religiøst aktive danskere lever længere og sundere

Find flere

Baptistkirkens ledelse har bedt Ole Lundegaard, præst i Korskirken, om at gennemføre undersøgelsen. Resultatet er en 52 sider lang og meget detaljeret rapport, der kommer vidt omkring. 38 af 51 menigheder har svaret på et omfattende spørgeskema. 20 nuværende og tidligere præster i BaptistKirken har deltaget i interviews. Svarene afslører, at præstesituationen ikke er en isoleret problemstilling. Den hænger sammen med menighedens liv og ledelse.

Se video med Ole Lundegaard, der fortæller om undersøgelsens konklusioner.

Hent rapporten her

De mange spørgsmål

Hvad tænker menighederne om at have eller ikke have ansat præst? Hvor kommer den kommende præst fra? Hvordan løser man præstens opgaver, når man ikke har en ansat præst? Hvordan opleves det at være menighedsledelse? Vil mindre menigheder arbejde sammen i regionale menigheder? Det er blot nogle af de spørgsmål, menighederne har svaret på.

Præsterne er blevet konfronteret med spørgsmål som: Hvad fik dig til at gå fra baptistkirkesammenhæng til et andet kirkesamfund? Hvilken betydning har det for dig, hvilket kirkesamfund, du tjener i? Har du på noget tidspunkt seriøst overvejet at stoppe din tjeneste? Alvorlige spørgsmål, det også har krævet overvejelse at svare på. Det fremgår tydeligt af de mange citater i rapporten.

“Ansattes trivsel er på menighedsrådets dagsorden ved hvert møde”

Analyserne

Rapporten indeholder to omfattende analyser: En af menighedernes svar og en af præsternes svar. Ole Lundegaard gør opmærksom på, at analyserne er et forsøg på at ”give et tværsnit af de vigtigste observationer”, men at de ”i enkelte tilfælde indeholder mine personlige vurderinger og anbefalinger.” Ole opfordrer til, at man selv læser rapporten og gør sig sine egne observationer og vurderinger.

Menighedernes svar

Menighedernes svar bekræfter i mange tilfælde den opfattelse, vi som baptister har af os selv, fx at ”Baptistkirken (er) en kirke, der har stor fokus på lægfolkets tjeneste.”

De problematiske unge

Det er heller ikke overraskende, at analysen viser, at ”de mest udførlige svar i spørgeskemaundersøgelsen er knyttet til spørgsmålene vedrørende menighedens omsorg for de unge.” Lige så lidt overraskende er det, at mange samtidig ”udtrykker … frustration og bekymring, fordi det ikke i højere grad lykkes at skabe grobund for ungdomsarbejde til trods for det, man selv oplever som stor imødekommenhed over for at give de unge plads.”

“Vi har desværre ikke nogen unge pt. Men tidligere har vi – med blandet held –
søgt at spore menighedens unge ind på at tjene i menigheden.”

”Second Career”

Menighederne er også blevet spurgt, om der er personer i menigheden, der – med passende efteruddannelse – er åbne for et karriereskift i retning mod præstegerningen. En fjerdedel af menighederne med ansat præst mener, der er muligheder. Kun en enkelt menighed uden ansat præst ser optimistisk på denne løsning. Det får Ole Lundegaard til at konkludere:
”Der er behov for yderligere fokus på second-career-området, da det ikke synes at være noget, der i nævneværdig grad endnu er indgået i menighedernes overvejelser om kommende ansatte.”

Generelt ser de mindre menigheder uden en ansat præst ret mørkt på fremtiden. Man taler om ”håb for fremtiden”, ”mange udfordringer” og at ”det ligger i Guds hånd”. En enkelt menighed fortæller, at man har indledt en ”afviklingsproces.”

Netværk? Nej tak

En del bemærkninger fra menighederne beskæftiger sig med ”vigtigheden af netværk med andre menigheder og deres præster.” Det får Ole Lundegaard til at bemærke, at ”Dette kunne tale for, at der bør fokuseres mere på at skabe gode regionale strukturer med mulighed for samarbejde ikke blot mellem små menigheder, men også mellem en stor og en eller flere små menigheder.” Alligevel anser halvdelen af menighederne uden ansat præst ikke samarbejde med en nabomenighed som en realistisk mulighed!

”Hvis vi ikke lykkes med forandringer nu, så vil menigheden hurtigt forsvinde.”

En særlig udfordring

Chin-menighederne har et specielt problem at kæmpe med, idet ”tre af fire chinmenigheder udtrykker bekymring for fremtiden på baggrund af, at deres børn i stigende grad ikke taler chin og forstår sig selv som danskere.”

Menighedernes svar – en konklusion

Konklusionen på menighedernes svar er trist, men klar: ”Overordnet tegner menighedernes svar et billede af et kirkesamfund med nogle få, primært større menigheder (med en eller flere ansatte), der ser positivt på fremtiden og en række mindre menigheder, der ikke har haft præst i mange år, … som ser overvejende dystert på deres fremtid. Men selv blandt menigheder med ansat(te) præst(er) er der udbredt bekymring.”

”Har på menighedsrådsniveau snakket om fællesansættelse i tre menigheder,
men det blev ikke til noget.”

En særlig detalje er, at 88% af de menigheder, der i dag har en ansat præst, ikke tager det for givet, at deres næste præst har baptistbaggrund. Ole Lundegaard beskriver dette som ”en svækket konfessionel identitet”. Sammenholdt med den manglende lyst til regionalt samarbejde får det Ole til at konkludere: ”Det bestyrker billedet af et kirkesamfund med en række meget forskelligartede menigheder, hvor man kan spørge, hvad det forenende egentlig er, når heller ikke det konfessionelle synes stærkt mere.”

Præsternes interviewsvar

De 20 deltagende præster er inddelt i fire grupper:

• Præster, der tidligere var præster i en menighed i BaptistKirken, men i dag gør tjeneste i et andet kirkesamfund.
• Præster, der i dag er præster i en menighed i BaptistKirken, men har baggrund i et andet kirkesamfund.
• Præster, der har baggrund i BaptistKirken og som inden for de seneste fem år er trådt ind i tjeneste.
• Præster, der stoppede deres tjeneste i en menighed i BaptistKirken og som ikke senere er søgt ind i ny præstetjeneste.

Præsternes svar er meget forskellige: Nogle har oplevet at få meget støtte fra BaptistKirken, andre synes, at BaptistKirken er helt usynlig. Nogle præster efterlyser netværk og efteruddannelse, andre deltager allerede i veletablerede netværk. Nogle har forladt BaptistKirken af konfessionelle årsager, andre har af samme årsager søgt netop BaptistKirken.

Præsternes interviewsvar – analysen

Ole Lundegaards analyse peger på følgende vigtige punkter:

Kirkesamfund betyder mindre: Det er en lokal menigheds kald, der er afgørende for, om man enten forlader BaptistKirken eller kommer til at tjene i en menighed i BaptistKirken. Det konfessionelle betyder mindre – ligesom ved menighedernes valg af præst.

Der er en klar opfattelse af, at kirkesamfundet bør spille en større rolle i forhold til præsterne i form af vejledning i forbindelse med ansættelse, mentoring, efteruddannelse mv.

”Nogle ville have alvor, nogle humor, nogle ville have fornyelse, nogle ingen
forandringer osv.”

Både blandt de præster, der i dag er præster i en menighed i BaptistKirken, og hos dem, der gør tjeneste i andre kirkesamfund, er der en udbredt tilfredshed med at være præst. Kun få har overvejet at stoppe.

Præsterne kan opdeles i tre karakteristiske grupper:

• dem, der trækker i retning af de karismatiske menigheder med det, der opleves som en ”tydelig” ledelsesstil og karismatisk spiritualitet,
• dem, der trækker i retning af Folkekirken og dens struktur og spiritualitet, og
• dem, der betragter sig som solidt plantet i det baptistiske.

Konklusionen

Ole Lundegaards rapport slutter med en overordnet konklusion, der fokuserer på muligheden for at finde præster i fremtiden, muligheden for fællesskabets overlevelse og forskellen mellem menighedernes og præsternes svar.

Konfessionel svækkelse?

Vi står som kirkesamfund over for en væsentlig udfordring. Der er ikke mange, der søger uddannelse som præst og menighederne er kun i stand til at pege på i alt 12 personer som mulige præsteemner. Skulle de blive præster, er der imidlertid ingen garanti for, at de vil tjene i en menighed i BaptistKirken. Til gengæld viser historien også, at baptistmenigheder er i stand til at tiltrække præster fra andre kirkesamfund. Dette får Ole Lundegaard til at konkludere: ”Dette vil næsten med sikkerhed styrke den konfessionelle svækkelse yderligere (hvilket ikke nødvendigvis er en ulempe, kan man mene, men det rejser spørgsmålet, hvad man skal gøre som et lille kirkesamfund).”

Er der en fællesmængde

Undersøgelsen har ikke haft som mål at kortlægge menighedernes teologiske standpunkt. Men Ole peger på, at svarene giver stof til eftertanke. Der er en konfessionel udfordring i at nogle menigheder og præster trækker i en mere konservativ og karismatisk retning – andre i en liberal retning. Dette faktum får Ole til at bemærke: ”Dette er ikke nyt, men givet den konfessionelle svækkelse kan man ikke lade være med at fundere over, hvad den baptistiske fællesmængde er i dag?”

Præster og menigheder har forskellige ønsker

Hvor menighederne ikke efterspørger yderligere samarbejde, har præsterne tydelige ønsker om netværk: De fleste anser det som en fordel, hvis man kan arbejde sammen med andre præster i forskellige typer netværk! Ole kommenterer forskellen: ”Her mødes, efter min vurdering, ønsket (hos præsterne) om en mere moderne arbejdsfacon (team-work, partnerskaber) med en mere traditionel forståelse (hos menighederne) af at være menighed.”

Endelig ønsker præsterne, at BaptistKirken spiller en større rolle i forhold til menighederne, når det handler om præstens funktion, muligheder for mentoring og efteruddannelse. Menighederne derimod: De forventer ikke ret meget af BaptistKirken. Man vil gerne tage mod hjælp, når den bliver tilbudt. Men særlig ønsker har menighederne ikke.

En overset udfordring?

Og så er der lige efterskriftet, som ikke fylder meget i rapporten. Men set i lyset af fordelingen mellem etnisk danske og ikke etnisk danske medlemmer i BaptistKirken burde det måske have mere opmærksomhed: ”Det (er) blevet ganske tydeligt, at der består en betydelig opgave i at få bundet de internationale menigheder sammen med resten af BaptistKirken, da både de få besvarelser, såvel som nogle af svarene antyder, at båndene til BaptistKirken er forholdsvis løse.”

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

BASIS:

• to-årig teologisk grunduddannelse
• seks undervisningsdage om året
• etableret af BaptistKirken og Aarhus Baptistmenighed
• præst Lasse Åbom kan kontaktes på mail: lasseabom@gmail.com

Med sommerfugle i maven kørte vi fire kvinder fra Holstebro ind ad den lidt snævre indkørsel ved Immanuelskirken i Aarhus for at deltage i den første undervisning i BASIS. En måned før havde underviseren, Lasse Åbom, besøgt Holstebro Baptistmenighed. Efterfølgende besluttede vi fire os for at deltage i det to-årige teologiske grundkursus.

Nu var der undervisning for første gang, og alle var spændte. Vi blev mødt af et veldækket morgenbord og fik hilst på vores 11 skønne medkursister. Derefter dykkede vi direkte ned i teologiens verden, kirkehistorien og begreberne fra trosbekendelsen. Hvilken undervisning – vi fire havde i hvert fald skrivekrampe af at tage noter og var helt blown away.

Lasses enorme viden

Vi har fået en større forståelse for den kristne kirke, baptisternes historie og forkyndelse.

Efter første gang var vi fuldstændig overvældede, men nu efter fire gange har vi udviklet os og vores syn på Gud. Vi har fået en større forståelse for den kristne kirke, baptisternes historie og forkyndelse. Hver gang vi kører fra undervisning, glæder vi os allerede til næste gang, for stemningen er altid god, og der er plads til både grin og svære spørgsmål. Lasse Åbom deler helhjertet ud af sin enorme viden og møder alle vores spørgsmål med opbyggende dialog.

Med samkørsel fra Herning er der god tid i bilen til at drøfte undervisningen og livets store spørgsmål, men også til at lære hinanden og hinandens troshistorie og baggrund at kende. Vi mødes også altid imellem hver undervisningsgang for at drøfte sidste undervisning og den opgave, vi har fået med hjem, og hvad det ellers har kastet af sig af tanker. Altid med fokus på at støtte hinanden på den trosrejse, vi er på sammen.

Menighed uden præst

Holstebro Baptistmenighed er en kirke uden præst, og derfor forkynder vi alle fire i kirken ligesom mange af de andre medlemmer. Vi fire har valgt at deltage i BASIS i denne omgang, fordi vi alle er nysgerrige efter at lære Gud endnu bedre at kende. Vi får udvidet horisonten og bliver udfordret i vores tro og vores måde at forkynde på.

Vi får udvidet horisonten og bliver udfordret i vores tro og vores måde at forkynde på.

Vi deltager af personlige årsager, men mest af alt for at styrke vores menighed og blive endnu bedre til at videregive det gode budskab. Der er stor nysgerrighed omkring det, vi lærer, hos resten af menigheden. Vi prøver at dele det, vi har lært, så godt vi kan. Vi tror på, at BASIS er med til at styrke os som menighed og kirke. Det er en rejse, vi er på sammen.

Vores allerstørste læring er, at Gud ikke lader sig proppe ned i en defineret kasse. Han er så meget mere, end vi forstår og kan forklare, og derfor er det svært altid at finde ord, som dækker det, Gud arbejder med i os. Den næststørste er nok, at folk i gennemsnit kun kan holde koncentrationen i 18 minutter – det er også værd at huske, når man skal skrive sin næste prædiken.

Læs også Jakob Martens historie i artiklen ‘En vandring i tro‘.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. feb. 2026 - Normer
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere

Rune Funch står med udslået hår og et venligt smil bag skægget. Vi tager plads, han sætter sig i lotusstilling og samler håret i en hestehale. Han spørger interesseret til mig. Det falder Rune naturligt at lytte til andre. Men i dag er det ham, som er i den varme stol.

Rune Funch er vokset op i en præstefamilie i Aalborg, hvor han også læste på konservatoriet. Siden flyttede han til Aarhus, hvor han blev ansat som musikmedarbejder i baptistmenigheden. ”Jeg havde rytmisk sang som hovedfag og korledelse på femte år. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville, men miljøet på konservatoriet var ikke mig. Jeg følte, at jeg skulle have albuerne fremme, og det var hårdt.”

Korleder med Steve Cameron i Aarhus – og senere med Laura Kjærgaard. Det blev til knap ti år med gospel.

Rune tog orlov og tog tre måneder til USA, hvor han fik undervisning i country og jazz: ”En korleder fik mig med i et gospelkor, og da jeg kom hjem, blev jeg korleder med Steve Cameron i Aarhus – og senere med Laura Kjærgaard.” Det blev til knap ti år med gospel. Men selvom musikken har fyldt meget for Rune, har stilheden betydet mest for ham.

’Du må godt bare sidde her’

I 2002 tog Rune med andre unge fra Aarhus til Taizé, et økumenisk kristent kommunitet i Frankrig. Her er den daglige rytme kendetegnet ved enkelhed, fællesskab og fordybelse. Og en åndspraksis med bøn og korte sange med mange gentagelser. Stilhed er der også plads til.

Rune ved klaveret i Korkirken, Herlev.

”Jeg er opvokset med, at kirke er lig med aktivitet – at tjene eller præstere. I Taizé oplevede jeg for første gang, at Gud talte til mig. Måske fordi jeg blev stille. Gud sagde: ’Du må godt bare sidde her. Jeg forventer ikke noget af dig.’ Det var et noget andet budskab, end jeg var vant til at høre.”

I Taizé oplevede jeg for første gang, at Gud talte til mig. Måske fordi jeg blev stille.

Sammen med andre unge fra menigheden tog Rune inspirationen fra Taizé med hjem: ”I Aarhus gik vi all in. I samarbejde med Økumenisk Ungdom skabte vi et økumenisk fællesskab omkring ’Aftenbøn’, hvor vi mødtes næsten hver søndag aften.”

Mødet med Gud i Taizé blev skelsættende for Rune. Det blev en anden oplevelse syv år senere også. En oplevelse, som kaldte det skabende frem i ham.

Et møde med Guds nåde

”I 2009 hørte jeg for første gang en anden sige til mig: ”Rune, prøv at spørge dig selv: ’Hvad vil jeg?’ ’Hvad gør mig glad?’” Der gik ikke en dag, så skrev jeg min første sang. Det havde jeg ikke kunnet før. Jeg var så bange for kritik, men da min næste mødte mig uden dom, fik jeg kontakt med noget af det kreativt skabende i mig. Det var et møde med Guds nåde – formidlet gennem et menneske.”

Det var et møde med Guds nåde – formidlet gennem et menneske.

”Det er en stor del af det, jeg gerne vil bringe ind i kirkens fællesskab: Hvis vi giver hinanden lov til at sige: ’Hvad vil jeg gerne?’ – så fører det glæde med sig”, siger Rune og forklarer, at han blev først for alvor kreativt skabende, da han begyndte at lytte til, hvad han selv gerne ville.

Vi skal tale til det kreativt skabende i os

Mest af alt ønsker Rune at være en del af et kirkeligt fællesskab, hvor den enkelte oplever at kunne være sig selv med alt det, man rummer – og hvor man bliver set, hørt og mødt:

”For at kunne være sådan et fællesskab, som virkelig ser, hører og møder mennesker, tror jeg, at vi skal kunne blive stille i vores indre. Når jeg bliver stille, kan jeg bedre lytte til den anden. Paulus siger: ”Lad jer forvandle ved, at sindet fornyes.”[1] I det øjeblik jeg bliver mødt og rummet, får jeg lyst til at være den bedste side af mig, og så begynder jeg at blive forvandlet.”

Kristus heler det brudte

Rune har selv oplevet en indre forvandling: ”Jeg har oplevet en enorm frygt for det, jeg ikke kender eller forstår. Men at lade Kristus træde ind og oplyse dét i mig, jeg oplever som mørke, ved at turde rumme hele mig, er en del af min helingsproces, hvor Kristus heler det brudte.”

Rune ved foden af Mount Everest.

Forud for denne proces mødte Rune fremmede verdener. Først i USA og senere i Østen.

Hvad den hjemløse lærte mig

Da Rune var i San Diego, USA, købte han bogen ’Fred er vejen’, som er skrevet af en buddhistisk munk. ”På det tidspunkt havde jeg meget uro indvendigt”, fortæller Rune. ”Jeg endte i Nashville, hvor jeg mødte en hjemløs, som jeg gav et måltid mad. Men han spiste nærmest ikke noget af det. Jeg blev lidt fornærmet og tænkte: ’Siger du nej tak til det, jeg giver dig?’ Da vi sagde farvel til hinanden, stod han med tårer i øjnene. Måske var det, der i virkeligheden betød noget for ham, at der var en, som mødte ham og lyttede. Det gik op for mig, at den største fattigdom nok er ikke at opleve sig mødt og rummet – ikke at have nogen at dele sit liv med.”

Den største fattigdom er nok, ikke at opleve sig mødt og rummet.

Freden i mig

Rune vendte hjem til Danmark og var engageret i livet i Aarhus. Men på et tidspunkt drog han igen ud – for at se den frygt, han kæmpede med, i øjnene:

”Jeg rejste til Kina og derfra med tog til Tibet. Jeg havde ikke andre mål end at nå verdens højest beliggende tempel, Rongphu Monastery, ved foden af Mount Everest, hvor jeg gerne ville meditere”, fortæller Rune – men han fik så meget højdesyge, at han måtte opgive det. Derfor tog han i stedet ud at vandre i Nepal og rejste derfra til Indien. ”Jeg følte mig meget ensom, men det gav nogen tryghed, da jeg tog et kursus som yogainstruktør, og jeg fik kontakt med nogle venner fra Danmission, der var på et dialogcenter i Sydindien.”

”Det var en særlig oplevelse at være på zenbuddhistisk meditationscenter – og et næsten paradisisk smukt sted, men jeg havde slet ikke lyst til at være der. Det gik op for mig, at hvis jeg vil opsøge en paradisisk tilstand, må det begynde i mig. Freden må være i mig – den kan jeg ikke finde udenfor mig selv.”

Rune ved Jokhang templet i Tebet med Potala Place i baggrunden.

Inspirationen fra østens meditationslære oplever Rune at kunne bruge i sit eget bønsliv. Her laver han fx en vejrtrækningsøvelse fra bogen ’Fred er vejen’, som han købte i San Diego: ”Jeg giver slip og er bare – og gentager så med min vejrtrækning ordene: ’Jeg ånder ind og beroliger min krop. Jeg ånder ud og smiler.’ ”

Da jeg sad og lavede den øvelse i en bil et par uger senere, fik jeg en oplevelse af en dyb indre fred, som ledte mine tanker hen på Paulus’ beskrivelse af Guds fred, som overgår al forstand.[2] Det var en oplevelse af en dyb indre fred, glæde og kærlighed, som ikke kunne beskrives. Altså, en oplevelse af, at den overgår al forstand. Jeg oplever, at der er så meget uden for kirkens sammenhæng, som har åbnet evangelierne og Kristus’ budskab for mig.” Rune har senere uddannet sig som kinesiolog og har taget en del af uddannelsen som Rudolf Steiner-lærer.

En teologisk iværksætter

Rune Funch er også korleder af en vokalgruppe, der medvirker en gang om måneden ved gudstjenester i Korskirken, Herlev. Desuden arbejder han i Folkekirken – bl.a. som musiker i Natkirken i Roskilde Domkirke, og han holder meditationsgudstjenester i Farendløse Kirke.

I dag er Rune ansat som præst på deltid med fokus på musik i Lyngby Baptistmenighed: ”Jeg oplever mig godt modtaget og en menighed, der bakker mig op i mit virke og står bag mig. De søgte en ’teologisk iværksætter’, men egentlig oplever jeg det som en styrke, at jeg er ansat som præst. Jeg vil gerne iværksætte – ud fra den tilgang, at vi taler ind til det kreativt skabende i den enkelte, og at vi oplever, at vi kan bidrage med det, vi hver især gerne vil. Når vi gør det, er der også plads til de mere ’sure pligter’, og så bliver vi nok også mindre ’offeragtige’. Det, tror jeg, i højere grad er meningen med at være et fællesskab.”

I denne video fortæller Rune Funch om sit arbejde i Lyngby Baptistkirke

[1] Romerbrevet kap. 12, vers 2

[2] Filipperbrevet kap. 4, vers 4-7

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Kristian Bonde-Nielsen blev d. 10. oktober indsat som ny præst i Købnerkirken, og det blev fejret med gudstjeneste og hyggeligt samvær. Der var mange mennesker, der var mødt op for at byde ham og Camilla og deres to piger, Sally og Rose, velkommen i Købnerkirken, og for at ønske tillykke med indsættelsen som menighedens præst. Både menighedens medlemmer og familie og venner var der for at markere dagen, hvor der udover gudstjenesten var tid til tarteletter og frikadeller i kirkens café.

Med håndspålæggelse og bøn

I forbindelse med selve indsættelsen holdt Signe Lund Christensen som repræsentant for menighedsrådet og ansættelseudvalget og Torben Andersen som repræsentant for Baptistkirken i Danmark hver en kort tale. Begge brugte de lejligheden til at byde Kristian velkommen i menigheden og i kirkesamfundet. Begge taler var præget af den glæde og begejstring, der er forbundet med at kunne byde velkommen både i det lokale og det nationale fællesskab.

Derudover var der repræsentanter fra menigheden og de andre københavnske menigheder, der hver læste et kort skriftsted til opmuntring, inden der i fællesskab blev bed for Kristian og familien samt hans virke som præst på Amager.

Nogle gange er vi får nr. 100

I sin prædiken tog Kristian udgangspunkt i lignelsen om fåret, der er blevet væk og hyrden der lader de 99 tilbage for at finde det ene. Købnerkirken skal være et sted, hvor der er plads til det ene får, både for dem, der allerede er i menigheden, men også for dem, der kommer til kirken. Som menighed skal vi tage ansvar for hinanden, og kirken skal være et sted, vi kan komme til, når vi har brug for at blive fundet.

Købnerkirken skal være et sted, hvor der er plads til det ene får

Det budskab gav genlyd blandt gudstjenestedeltagerne, og mon ikke mange kunne nikke genkendende til ønsket om at være en menighed, hvor man kan blive fundet, og hvor man kan finde andre.

Første gudstjeneste i Købnerkirken

Udover at det var første gang at Kristian skulle prædike i Købnerkirken, fortalte han at det også var den første gudstjeneste han havde været til i kirken. Derfor bliver alt nok heller ikke som det plejer. Nu skal Kristian og menigheden lære hinanden og kende.

Og som Signe Lund Christensen sagde, så består hans opgave i den første tid i menigheden i at drikke en masse kaffe. Til det formål fik han også både kaffekopper og kaffebønner.

Relateret

• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 21. jul. 2025 - Emil er en glad mand

Find flere