Lyt til artiklen her:

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til Benny Klarholts juleprædiken her:

Skriftsted

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-14

Når magten taler

Det almindelige menneske – du og jeg – har, fordi vi er mennesker mange ting til fælles. Forskellig farve, etnicitet, køn og nationalitet betyder, at vi ikke er ens, men vi er lige meget værd. Det gælder også det fattige par, vi hører om i juleevangeliet. Og for at give det kant og gøre det nærværende og levende for dig, vil jeg gerne, at du ikke bare lytter men reflekterer over, hvad det betyder for dig. For også de var undergivet magthavernes luner og forgodtbefindende. Heller ikke de blev spurgt, hvad der var godt for dem, eller hvad de mente om at være tvunget til at bryde op for at tage på en rejse fyldt af udfordringer og strabadser.

Og alt skete, fordi én havde magten til det.

Og magten var ikke blot ord, men bag ordet – dekretet kan man kalde det – var der vilje og militær magt til at knægte dem, der mente noget andet. I Gaza har det lydt: “flyt jer, eller I risikerer jeres liv”. I Ukraine høres lyden af droner og granater, mens mennesker, ofre for frygten, længes efter at sove en hel nat uden at skulle flygte i beskyttelsesrum som værn mod aggressorerne.

Frygtens vilkår for det almindelige menneske

Fra at verden var lille, og det par, vi hører om, fik ordre på at bevæge sig til slægtens udgangspunkt for at blive talt, og til lyden af dekreter, som et menneske valgt i en stor afkrog af verden udsteder, fordi han mener at herske over hele jorden, er der naturligvis et spring.

Men konsekvensen for den enkelte er frygt, og perspektiverne er underkastelse eller forsvind. Hvor kan et menneske forsvinde hen som resultat af sin frygt? Maria og Josef blev tvunget på vandring for at adlyde. En gravid kvinde, tvunget på vandring på øde veje og barsk natur, for at adlyde magthaverens dekret: Alle skulle tælles for at skabe overblik over skatteindtægter. Her finder du baggrunden for vandring og folketælling.

Et dekret fra højeste sted – en befaling – en udtrykt magt over mennesker.

En trøst i dette kunne være, at magthaveren slet ingen magt havde, uden at den var givet ham af Gud, som led i Guds plan om at frelse mennesket ved tro.

Vi har som mennesker mange ting til fælles. Vi deler frygten: angsten for det, vi ikke har indflydelse på, forstår eller kan finde mening i. Men vi deler også en grundlæggende følelse, et behov for at leve i fred. Vi lever med følelser, forventninger og håb. Og det er netop, hvad der i stor skala klinger ud af englenes budskab til hyrderne på marken og som et løfte ind i dit liv.

En fred, ingen kan befale

“Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er ikke at forveksle med dekretet fra en magthaver. Sand fred kan ingen udstede befaling eller dekret om. Det er noget indre. En fred midt i kaos og kaotiske tanker. En fred, som er det hele og udelte. Et syn på livet og en modtagelse af det, der er så meget større og dybere, så mere nært, at ingen kan tage den fred fra dig, som er en del af englenes proklamation til det almindelige menneske i hyrders skikkelse denne første julenat. En fred, som ingen magthaver kan herske over.

Er det ikke, hvad du behøver at høre?

Guds tilsagn om fred, som noget indre, noget som verdens uro og magthavere ikke kan ændre.

Fred til dem, der bærer frygten

Når Jesus i sit møde med mennesker siger “frygt ikke – tro kun”, handler det ikke om at tale menneskelig frygt eller angst for virkeligheden, som du oplever den, ned. Ordene finder deres fundament i den fred, der blev proklameret til mennesker med Guds velbehag. Og hvem er det? Er der en sammenhæng til dem ordene først lød over? Fortæller de, at dette ikke er noget, du skal præstere eller gøre dig fortjent til? Kan du se dig selv som modtager af den indre fred, som er Guds løfte talt ind i dit liv. Ordene lød til fattige hyrder på marken. De lød ikke til denne verdens værdige, til magthaverne med magt til dekreter, men til dem, der bar frygten i hjertet, frygten for morgendagen, for herskernes handlinger og deres egensindige manglende empati.

De lød til mennesker, der som du længes efter fred.

Mennesker, der vil dele budskabet om fred i en kaotisk verden fuld af frygt. Mennesker der vil dele budskabet om, at det kan være anderledes.

Mennesker der ønsker og har vilje til at tage freden ind trods verdens tydelige ufred og konflikt.

At leve med fred i en ufredelig verden

Er det budskabets egentlige adresse – fred til dig, som vil fred – fred til dig, der ønsker og vælger at leve med Gud som en kilde til fred? Fred til dig, der vil fred i dit liv og med dit medmenneske. Og skal budskabet tages helt ind, så du udfordres til at gøre noget, så giver hyrderne, helt almindelige mennesker, måske et hint. Efter oplevelsen kunne de vælge at læne sig tilbage, nyde varmen og et glas rødvin, eller de kunne vælge at søge det, de var blevet vidner til. Det tilbagelænede skaber eller formidler ingen fred. Med fred går du livet i møde. Fred er en tilstand – noget, vi giver hinanden. Guds fred er en indstilling til livet og til mennesker.

”Fred til mennesker med Guds velbehag” – Fred til dig.

Amen.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys

Find flere

Lyt til artiklen:

Oplægget til nye værdier havde allerede inden synoden i Kirke- og Kulturcenter Vendsyssel givet anledning til megen debat: Trosfæller imellem, i menighederne og ved lederdagene i Tølløse, Rebild og Ringe. Selv om deltagerne for de flestes vedkommende kom med stor livserfaring, fornemmede man alligevel en vis nervøsitet blandt deltagerne. Ingen var i tvivl om, at synoden kan få stor betydning både for den enkelte menighed og for hele BaptistKirken.

Ulla Holm fra sekretariatet og formand Vibeke Dalsgaard er klar til synode 2025 (Foto: Henrik Andersen)

Velkommen til samtale

Generalsekretær Bodil Højbak Møller bød velkommen. Hun fortalte om overvejelserne ved at invitere til synode: Er synode et begreb, som kun giver mening for meget gamle mænd med særlig indsigt? Ledelsen valgte at satse på, at vi alle sammen kunne relatere til, at synode betyder ”fælles vej”. Det var netop Bodils håb for synoden: At vi kan finde en fælles vej,

”Lad os bruge tiden på at lytte til hinanden. Men også tale, for hvis ingen taler, er der heller ikke noget at lytte efter,” lød Bodils opfordring, der fortsatte: ”Og brug nu pauserne til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende.”

Velkommen til to særlige gæster

På scenen blev synodens ”støttepersoner” præsenteret: Charlotte Thaarup, pensioneret præst i Metodistkirken, der gennem hele Genstart2025-processen har fungeret som mentor for ledelsen, og Alan Donaldson, generalsekretær for alle europæiske baptister i organisationen European Baptist Federation. Alan deltog i hele synoden blandt andet for at stå til rådighed for alle deltagere, der måtte ønske et alternativt blik på vores udfordringer.

Det blev et stærkt øjeblik, da de to gæster bad for os. Ikke i runde vendinger for BaptistKirkens bidrag til en bedre verden, men meget konkret og dybfølt. Bønner for os, for vores kirke, for at vi må opleve forandring og helligåndens indgriben i vores kirkes liv – lige nu og lige her i Sæsing.

Lovsangsgruppen fra Bethelkirken medvirkede (Foto: Henrik Andersen)

Så var der musik

Bethelkirkens lovsangsgruppe hjalp os gennem lovsange og salmer. De fik lov at ”koldstarte” den lidt nervøse forsamling med ”Alene Kristus er mit håb”: Lidt trægt i begyndelsen men med stigende håb undervejs! Vi holdt os til nyere salmer med sangbare melodier og de bedste klassikere blandt lovsangene: Det så ud til at passe den modne forsamling helt perfekt: Som aftenen gik, kom der både saft og kraft i sangen.

Velkommen til fredagstamtam!

Lea Kjelgaard var aftenens vært. Hun bidrog til den gode stemning ved at invitere os med til fredag aften hjemme i Vestbjerg: Efter en uge med job og udfordringer er fredag aften tidspunktet, hvor man lander med fredagstamtam i fjernsynet og fredagsslik på bordet. Her finder børn og voksne fred efter ugen. Med ønsket om, at vi også kunne lande og med fred gå ind til synoden bød Lea velkommen med Moses’ bøn i Salme 90 – og især de sidste to vers:
Lad dit folk igen opleve dine undere,
lad vore børn få din herlighed at se.
Vis os din nåde, Herre, vor Gud,
giv os gode tider og fremgang

Generalsekretær Bodil Højbak Møller prædikede ved åbningsgudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt…”

Bodil Højbak Møller prædikede over teksten i Mikas Bog, kapitel 6, vers 8:
”Menneske du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren kræver af dig.
Du skal handle retfærdigt,
vise trofast kærlighed og
årvågent vandre med din Gud”

Bodil fortalte, at netop dette vers blev brugt som inspiration, da BaptistKirken udarbejdede Fælleserklæringen i 2019:
”Der gik vi på ordene om, at du har fået at vide, hvad der er godt og hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med Gud. Da vi som ledelse skulle i gang med Genstart-processen, skulle vi igen bruge et ord at gå på. Måske søgte vi ikke længe nok, for det var igen ordene fra Mikas Bog, der først kom til os.”

At finde vej i Guds kraft

I forbindelse med planlægningen af synoden er ledelsen blevet meget opmærksom på, at pinsen er der, hvor familier mødes. Bodil forklarede:
”Det var jo også det, vi tænkte! At i pinsen er vi sammen som familie. For her vi er jo kirkefamilie sammen. Hvilket andet tidspunkt end pinsen kunne være bedre til at finde vej sammen? For det at finde vej sammen er jo ærligt talt noget, som vi ikke rigtig kan finde ud af: Vi har fokus på vores forskelligheder, vi har fokus på vores svagheder, vi har fokus på, hvad vi kan i egen kraft. Men venner, vi skal ikke gøre det i egen kraft! Vi skal gøre det i Guds kraft. Vi har brug for Guds kraft. Vi har brug for helligåndens kraft. Og vi må tro på, at vi kan gå sammen og finde vej sammen i Guds kraft.”

Der lyttes! (Foto: Henrik Andersen)

Tilbage til livsmønstrene

I sin prædiken vendte Bodil tilbage til ”livsmønstre”. Som hun sagde:
”Et Old School-begreb fra dengang vi havde SALT og Anders Michael Hansen var rektor. Det handler om trekanten: Hvor vi skal leve i opmærksomhed mod Gud, ind i vores nære relation og ud til verden.”

Men selvom begrebet er ”Old School” og SALT for længst er nedlagt som undervisningsinstitution, holdt Bodil fast i betydningen af de tre punkter for os som kirke i dag. Der fulgte en opfordring til at holde trekanten i balance og især en opfordring til at arbejde med ”ud-relationen”:
”Vi skal selvfølgelig handle retfærdigt mod dem, som er i kirken, ligesom vi skal elske dem, som er uden for fællesskabet. Men ud-relationen, den er lidt svær for os som kirke, fordi vi synes, det er rigeligt at døje med hinanden! Hvor meget fokus har vi på at komme ud lokalt? Vi har verdens bedste budskab. Vi skal vidne om Ham. Som kristne skal vi ikke leve på isolerede øer. Vi er ikke kaldet ud af verden. Vi er kaldet til at leve i verden. Vi skal ud og kæmpe for retfærdighed. Når man ser på vores verden, så er der virkelig mangel på retfærdighed. Vi har meget at kæmpe for.”

Der er mere på vej!

Der er flere artikler på vej om synoden. Både her på webmediet baptist.dk og i det trykte magasin. Glæd dig til at læse om de spændene oplæg fra Thomas Willer, Louise Heldgaard Bylund og Ole Lundegaard, opsamling på værdi-samtalen, interview med Alan Donaldson og korte “indspark” fra nøglepersoner. Følg også med på BaptistKirkens sociale medier.

”Vi er her for at vidne om Ham”

Bodil pegede på den baptistiske tradition, det vi har med i vores fælles bagage: Kampen for trosfrihed, kampen for retfærdighed. Men vigtigst: modet til at vidne om Jesus som frelser, forvandler og fornyer:
”Paulus siger, at vi vidner fordi kærligheden tvinger os. Hvornår er kærligheden sidst løbet af med os? Så vi bare var blevet nødt til at skulle vidne? Vi er her som hans efterfølgere for at vidne om Ham. Vi er her som kirke og menigheder for at vidne om ham.”

Bodil sluttede sin prædiken med ordene om, at pinseunderet minder os om, at det vi tror er vores mission, faktisk er Guds mission:
”Det er Gud, der har noget for i verden. Vi elsker, fordi Han elskede os først. Vi er i mission, fordi Gud inddrager os i den kærlighed, Han rækker til hvert eneste menneske.”

Inge fest – og heller ikke en synode – uden kaffe og kage (Foto: Henrik Andersen)

En perfekt slutning

Aftenen sluttede som så mange andre møder i baptistkirker gennem tiderne. Måske er det banalt, men der er nu noget særligt ved at holde sidemanden eller -kvinden i hånden og synge “Velsignet er det bånd”.

Og så var der kaffe og drømmekage fra Brovst. Med plads til at møde gamle – og få nye – venner på tværs af menigheder og meninger.

Relateret

• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen

Find flere

Skriftsted: Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1 til 14

Rigtig mange spørgsmål om magthaveres mål med deres magthandlinger kan besvares med ordene: ”Bare fordi han kunne!” Det handler ikke nødvendigvis – måske endda sjældent om – at magten udøves til folkets bedste, eller for den sags skyld fordi folket ønsker det. Nej, den der holder magten i sin hånd, udøver sin magt og hersker måske fordi, han har arvet den fra sin forgænger, eller fordi han har taget den med magt.

I begyndelsen kan det have set godt ud – mennesker har måske endda håbet på forbedringer i forhold til forgængeren.

Måske så magthaveren venlig ud – måske var magthaveren veluddannet, måske tandlæge som i Syrien – men viste magtens sande ansigt af undertrykkelse og tvang ved sin måde at fastholde magten på.

Den grusomme magt

Og måske tænker du nu på Syriens afsatte hersker, Bashar al-Assad. Afsættelsen af ham tydeliggjorde hans forkvaklede menneskesyn i form af fængsler med celler til tortur og ikke mindst massegrave. Her finder vi nu mennesker, der først mistede værdigheden gennem ydmygelse og tortur, for til sidst at dø, ukendt for alle i dette grusomme system.

”Fordi han kunne”

Og hvorfor gjorde han det? ”Fordi han kunne!” Hvorfor sendte Putin russiske styrker ind i Ukraine? Svaret kender du: ”Fordi han kunne!” Og fordi ingen kunne eller turde stå op mod Putins magt. Demokratisk valgt, men hersker gennem sin egen magt og forståelse af demokrati. Hvorfor: ”Fordi han kunne!” og ingen hindrede ham i at gøre det.

Ret ind eller tag konsekvenserne

Dybe sår skabt gennem uoverensstemmelser og udøvelse af ubegrænset magt er virkeligheden mellem mennesker i sådanne regimer.

Ret ind eller tag konsekvenserne.

Folkets længsel

Hvad er folkets længsel? Hvad drømmer mennesket om? Se tilbage i tiden til dengang ”det skete i de dage” og tag tidsrejsen til vores tid. Længslen og håbet bor dybt i mennesket. Håbet om frihed! Håbet om selv at forme sit liv! Håbet om fred! Men midt i dette findes også mennesker, der er tilpas med dominerende magt – måske fordi de er tæt på magthaveren. Jeg siger dette, for at læse juleevangeliet ind i dagens situation, som vi kender den med en vis grad af utryghed og angst for fremtiden.

Juleevangeliet indledes med et dekret, en befaling!

Der kan nok ikke tales om ”ret ind eller forsvind!” Men befalingen betød, at folk skulle tælles. Det var ikke nok, at hver familie – hver slægt – vidste, hvor mange de var. Magthaveren, Augustus, udstedte en befaling, der uden hensyn krævede at folk rejste til det sted slægten stammede fra. Og du kender beretningen! Det var ikke et yndlingsscenarie, der opstod for den gravide Maria.

Igen må svaret være ”Fordi han kunne!”

Afstanden mellem Nazaret og Betlehem er ifølge Google cirka 150 km og rejsetiden er omkring 2 timer – i dag. Sæt det i forhold til Josef og Marias vandring med datidens strabadser og udfordringer. Når Maria fødte i Betlehem ved slutningen af rejsen, så handlede det om, at en højgravid kvinde blev offer for magthaveren Augustus’ befaling. Og hvorfor? Igen må svaret være ”Fordi han kunne!” Og den slags magt tager sjældent hensyn til andre end magthaveren – ”fordi han kan!”

Det er stadigvæk scenariet i en verden, der aldrig har været mere oplyst, aldrig har været mere udviklet end vores.

Scenariet i en verden, hvor beregninger af trusselsbilleder skaber mørke og frygt for fremtiden.

Julens budskab er vigtigere end nogensinde

Ind i den virkelighed forkyndes julens budskab også i år. Måske vigtigere end nogen sinde er budskabet om barnet i krybben og i år, som et kæmpe crescendo, englenes sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Giver det mening?  Finder du i dit mørke – med angst for fremtiden – fred og trøst? Ind i den virkelighed skal budskabet om ham, der blev født til verden, forkyndes: At lyset var ved at komme til verden; at i ham findes intet mørke; og at mørket ikke kan gribe det lys og gøre det til mørke. Det er håb!

Håbet

Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han vidste at denne dag var den sidste. Han svarede: ”Jeg ville plante et træ!” Det er forkyndelse af håb! Et håb, der midt i mørket tænder lys i form af en stjerne, og et håb gennem englens proklamation: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Evangeliets tale tænder et lys ind i verdens mørke

Evangeliets tale tænder et lys ind i verdens mørke. En tale, der skal hviskes som trøst, til de forsagte og bange. En tale, der skal tales med vægt og overbevisning hos magthaverne, som markering af menneskets dybe ønske og længsel: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!”  En tale, der skal råbes ud i hele verden, som forkyndelse af fred som noget indre. En vilje og en måde at møde medmennesket på, fordi han er din lige og tænker, drømmer og elsker som du. Fred, der ikke blot er fravær af krig, men fred som en indre tilstand og en måde at møde mennesker på. Som evangeliets lys ikke blot er fravær af mørke, men et lys, der skinner og som mørket ikke kan gribe. Det lys blev født til verden og i en verden, hvor magt satte og fortsat sætter dagsordenen. Ikke fordi mennesker ønsker at afgive magten og friheden, freden i eget liv, men fordi nogen tiltog sig en magt: ”Fordi han kan!”

Gud handler ikke, blot fordi han kan

Det er ikke baggrunden for evangeliets tale om ham, der blev født til jord.

Det handler ikke om, at Gud gør ”fordi han kan!”

Gud kom ikke til verden og lod ikke sin søn føde undergivet en menneskelig magt for at demonstrere sin egen magt. Evangeliet om Jesus Kristus forkynder om ham, at han gav afkald, tog en tjeners skikkelse på sig og blev menneske, for at dele vilkår med dig og mig.  Og her er kernen. ”Fred til mennesker med Guds velbehag!” er ikke en ny magt, men en indre kraft til frelse for enhver som tror. Fred givet som en indre virkelighed og glæde – juleglæde, livsglæde – og fred som noget fundamentalt, en indre fred, en fylde af Gud.

Intet menneske får, hvad det drømmer om af en magthaver, der trækker noget ned over hovedet på andre ”fordi han kan!”

Kan Gud kaldes ”magthaver”?

– og er hans handling en magthandling?

Måske stiller du spørgsmålet i dit indre: ”Hvorfor gør Gud dette?” Svaret er ikke: ”Fordi han kan!” Svaret er at Gud gør dette, fordi han elsker! Og det er en helt anden vinkel på magt – en helt anden måde at gøre op med denne verdens magthavere på.

”Fred til mennesker med Guds velbehag.”

Fred til dig.

Amen

Relateret

• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 22. dec. 2025 - Jul og håb i en ustabil verden
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Lyt til artiklen her:

Skriftsted: Lukasevangeliet, kapitel 17, vers 20 til 34

I USA er der valgt en ny præsident. Det er vel næppe gået nogens næse forbi. Og heller ingen er vel i tvivl om, at han repræsenterer en politik, både indenrigs- og udenrigspolitisk, der på det bestemteste definerer, hvem der er inde – og ikke mindst, hvem der er ude.

Der trækkes grænser, og formodentlig vil der blive bygget mure. Og kun de rigtige vil kunne leve og arbejde, ja være en del af dem, der er indenfor, mens de, der er udenfor, hindres adgang af en mur: Et ”nej” til at have fællesskab med dem, der er indenfor.

Et rige for de rigtige?

Og ser man på hele den skare, der har valgt at give det menneske flertal, så har majoriteten været en flok bedende og bibellæsende kristne, der bakker op om at definere et rige – et land for de rigtige, mens resten holdes ude.

• Er det en tendens, der også er ved at slå igennem mellem kristne, vi deler brød og vin med, beder med og derved har fællesskab med?
• Handler det om Guds rige i tanke, forventning og et menneskeligt forsøg på at virkeliggøre det som ideal?

I teksten hos Lukas møder vi Jesus i samtale med farisæerne. Og farisæerne havde en forventning om Guds rige – riget for de rigtige, dem der ikke alene kunne leve op til forventningerne, men også de uskrevne såvel som skrevne regler. Husk på, hvor mange gange evangelierne beretter om deres modstand og konfrontationer med Jesus, fordi han ikke var lovdanner – dommer – men mennesket med det store hjerte.

Mennesket, som i kraft af kærlighed og ikke mindst nåde, forkyndte Guds rige som ikke bare kommende, men allerede nærværende. Husk Jesu ord i Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 17: ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”. Indledningen er, at farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer.

Jeg elsker hans svar.

Måske er det fordi, han giver det et større og mere langtrækkende perspektiv, end det jeg kan forstå, begribe eller definere konkret og med grænser.

Guds rige midt iblandt os

Jesus siger, at Guds rige kommer – ikke så man kan iagttage det eller sige ”Se, her er det” – eller ”Se dér!” For Guds rige er midt iblandt jer. Jeg elsker hans svar, fordi det er åbent og inkluderende – et svar, der peger på en større virkelighed end den overfladiske og ydre forventning, som farisæerne havde til Messias-riget. Et rige, de gerne ville have del i. Et rige, hvor de så sig selv som selvfølgelige deltagere med en implicit magt til at adgangsregulere i kraft af deres teologi og forståelse af loven.

En fælde også kirken kan falde i, fordi tro – og netop vores opfattelse af Jesu ord – bliver tolkningsnøgle og bestemmende over andres tro og liv.

Jesus gør op med dette. Han gør op med forståelsen, men også den selvetablerede, selvretfærdige magt til at definere, hvem der er inde – og ikke mindst hvem, der er ude. Se det i hans svar til den rige unge mand, der havde fulgt loven fra barnsben af, og som spurgte efter yderligere gerninger for at sikre sin plads i Guds rige. Husker du det? ”Sælg alt hvad du har, giv pengene til de fattige – og kom så og følg mig!” Skal dette tages for pålydende i dag? Hvem kan så blive frelst? Hvem deltager i det rige, der efterspørges, og som Jesus lover enhver som tror.

• Når Jesus et andet sted tager et barn og stiller midt imellem dem, så virkeliggør hans Guds rigets inderste kerne og sande natur, som viljen til uforbeholdent at tage imod det.
• Her skal ikke lægges noget til eller trækkes noget fra – som barnet midt imellem dem er hvert menneske skabt i Guds billede og elsket af ham.

Jesu kærlighed – Guds nåde og tilgivelse – er frelse for enhver, der tror. Gud sendte sin søn til verden for at lære – og give os – kærlighed, ikke for at vi fik kompetencen til at lade andre få kærligheden at føle.

Hvad er da evangeliet?

Måske er baggrunden for farisæernes spørgsmål om Guds rige i virkeligheden ønsket om at kunne bygge mure – at sætte hegn – at have magt over hvem, der er inde og hvem, der dømmes ude. I virkeligheden er det meget menneskeligt: Det begynder i børnehaven og finder sted i skolegården, det eksisterer mellem mennesker, der begrænser relationer og tilkendegiver, hvem man ikke vil lege med. Det er ikke blot det dårlige selskab, som Kim Larsen skriver i sin sang. Det er mennesker, der ikke er som vi. Mennesker, vi føler os forskellige i forhold til. Og vi er naturligvis de rigtige. Det afgørende er ikke, hvornår Guds rige kommer, men at det kommer og allerede nu er en virkelighed.

• Hvad er da evangeliet denne dag?
• Sidder du og tænker: Hvad med resten af tekstens advarsler om at være forberedt – at forvente – at frygte? For som teksten siger ”To mænd skal ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.”

Måske er jeg forkert på den? Måske tager jeg fejl, simpelthen. For når evangelierne er Jesu tale til os og undervisning om Guds kærlighed, har jeg svært ved at tage enkelte sætninger ud af deres sammenhæng og lade dem være grundlag for tro – endsige frygt.

Jesus underviser om Guds rige. Han underviser om, at når riget oprettes endeligt, når han kommer igen, så vil det være tydeligt og ingen vil være i tvivl. Det, der vil tælle er hjertets indstilling, livet i tro og bekendelse, hvilket er et personligt forhold mellem dig og Gud. Intet menneske vil være dommer – ikke engang linjedommer! Guds rige kommer, ja – det er allerede nu, hvor mennesker lever i – og formidler den kærlighed, Jesus blev sendt til verden for at leve og være mellem mennesker.

Relateret

• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber
• 07. jun. 2025 - Hvornår er kærligheden sidst løbet af med os?
• 23. dec. 2024 - Kærlighedens magt over kærlighed til magten
• 22. dec. 2023 - Er julen aflyst?

Find flere

Julen er aflyst i Betlehem, der ligger på den besatte vestbred i Israel. Kirkerne er enige i området, hvor de fleste kristne kirkesamfund er repræsenteret. Præsterne fortæller, at de håber på og opfordrer til fred. Alle skal kunne leve med værdighed i det her land. De palæstinensiske og de israelske børn fortjener at leve, håbe og drømme lyder det fra en præst i medierne, der bragte sensationen.

Den tragiske virkelighed udspringer af konflikten mellem Israel og Hamas. Og den kristne kirke ser det som en nødvendighed at aflyse festligheder, lys og glæde, som ud fra en kristen etik og næstekærlig forståelse, vil være i modstrid og kontrast til den virkelighed, der er deres i denne tid.

Aflyses julen? Kan julen som minde om ham, der kom til verden, aflyses? Fest og farve kan aflyses – måden at holde jul på kan revideres, men aflyses? Er det at aflyse håbet i en håbløs tid? At lade mørket vinde?

1. Er det at lægge sig på ryggen og overgive sig til de mørkets kræfter, der på begge sider af konflikten – og som grundlag for konflikten – kræver ”øje for øje, tand for tand”-gengældelse. (Matt. 5,38)
2. Den finder man belæg for i det gamle testamente og i koranen. I den kristne verden – blandt os, der tror på Jesus, burde det være anderledes.
3. Er det derfor ikke nu, det skal forkyndes – ja råbes ud i verden, at der findes en anden vej! En anden mulighed, en anden måde at leve livet på, også mellem dem, der ser og opfatter livet forskelligt. Ja, selv på en anden måde end jeg.

Og er det ikke et lys, der tændes i mørket, for ved det lys at skabe det liv – og mulighed for den nye verdensorden, der ikke gengælder ondt med ondt, men rækker hænderne mod det ukendte menneske i nysgerrighed på, om det kunne være en ny ven.

En dialog i stedet for at afvise og bekæmpe ved at skabe fjendebilleder. Og dette begyndte ved det lille barn, der blev født julenat, svøbt og lagt i en krybbe, fordi ingen gav ham plads. Ikke jaget fra den ene ende af landet til den anden på flugt fra bomber og ødelæggelse, men afvist ved fødslen og givet plads mellem dem ingen regnede.

• Det blev jul selvom ingen ventede det – eller var forberedte på at denne nat ville blive opfyldelse og imødegåelse af håb.
• I mørket tændes lys ved forkyndelse af budskabet om ham, der kom til verden, født af en fattig jomfru, født ind i en mørk tid, hvor jøderne var undertrykte af besættelsesmagten, romerne, som viste deres magt, ved at udskrive en folketælling, for at registrere skattegrundlaget i landet.
• Og uden at tage stilling til den nuværende konflikt, så er det nu, at ”de små” slår igen i en uhørt grad af magt, og begge sider viser en gengældelsens skånselsløshed – ”øje for øje, tand for tand”
• En væsentlig – og eskalerende faktor for konflikten – er muslimers og jøders religiøse fællesstof, hævn!

Julenat kom han til verden, der i kærlig tiltale og tydeligt sprog lærte os, at der findes en anden vej – vend den anden kind til, tilgiv som du selv er tilgivet, vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig – og ikke mindst ”du skal elske din næste, han er lige som dig!” Det er derfor budskabet skal råbes ud om ham, der ville stå op imod mørket, og modsige mørket med ordet ”Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”.

Eller som begreber og forståelse altid vendes på hovedet af Jesus: ”Elsk jeres fjender, velsign dem der forfølger jer – eller, slår nogen jer på den ene kind, så vend den anden kind til.” Gengæld ikke ondt med ondt! I denne mørke verden kan julen ikke aflyses. På intet tidspunkt har behovet for forkyndelsen af et glædeligt budskab, der når menneskehjerter, været større.

• Det skal forkyndes som lys i mørket – modsigelse af mørket, håb i det håbløse.
• Et lys tændt i verdens mørke – og mørket kunne og kan ikke gribe det lys.

Han blev født til verden, hvis fødsel blev markeret med lys i form af en stjerne, og som da han udlagde profetien om ham, sagde ”Nu sker det” – Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige (Matt.11.5).

• Julen skal ikke aflyses! Den kan ikke aflyses! Men fokus skal flyttes – det egentlige skal lyde, at Gud ikke har forladt verden – men kom til den i et lille barns fødsel.
• I mørket findes det lys, som mørket ikke kan gribe – og det er håb!

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus, om at holde folketælling i hele verden. Kontrasten og konflikten var tydelig. Og det skete i de dage. Lukas beskriver, så de, der var der, husker netop den tid. Og vi, der ikke levede, får overleveret budskabet om en mørk tid, med konflikt og diversitet mellem mennesker, der forstærkede mørket

Og vi kender – genkender mørket – fordi mørket er det, og der, hvor mennesker ikke giver plads, hvor mennesker ikke har øje for hinanden, men hævder sin egen ret ved at kræve. Øje for øje – tand for tand, er måske ikke din dagligdag, men genkendeligt fordi vi alle er hurtige på aftrækkeren, og ofte trykker send og deler mørket, før eftertanken måske skaber tvivlen: ”Hvad ville jeg opnå med det?” – ”Hvad var hensigten med det jeg skrev.”

• Julen er ikke aflyst i Silkeborg baptistkirke.

Og den er det ikke, fordi vi netop i en mørk tid har behov for at mindes om ham, Jesus, der blev født til verden for at skabe muligheden for et liv i lys, som mørket ikke kan gribe. Midt i vores mørke har vi endnu mere behov for lyset, der kom til verden.

Lyset er, at der findes en anden mulighed, når du føler dig angrebet: Tilgivelsen. Det handler ikke om at glemme, men om at tale med hinanden, så det gjorte mister sin magt i relationen.

“Christ in the Rubble”

Og ved du hvad? Julen er ikke aflyst – den kan ikke aflyses, for julenat blev den afgørende forskel på mørke og lys født til verden. Og det lys står ikke blot som en stjerne på himlen, som mørket ikke kan gribe, men det lyser og møder dit hjerte med et kærligt kald til modtagelse.

Husk, at det lille barn blev voksent og – forestiller jeg mig – bredte sine arme ud, åbnede ind til sin favn og sagde: ”Kom til mig, alle I som lever i mørke og i dødens skygge og jeg vil give jer liv og lys trods bekymring og mørke.”

Det kald til efterfølgelse lyder stille og alvorligt til dig. Lad ikke mørket fylde dit liv, kom til ham, der kom med og som lys til verden, og lad ham være dit lys – din tro.

Amen

Billedet til Benny Klarholts prædiken er “Christ in the Rubble” af Kelly Latimore. Du kan læse mere om kunstnerens tanker om billedet her

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys

Find flere

BASIS:

• to-årig teologisk grunduddannelse
• seks undervisningsdage om året
• etableret af BaptistKirken og Aarhus Baptistmenighed
• præst Lasse Åbom kan kontaktes på mail: lasseabom@gmail.com

Med sommerfugle i maven kørte vi fire kvinder fra Holstebro ind ad den lidt snævre indkørsel ved Immanuelskirken i Aarhus for at deltage i den første undervisning i BASIS. En måned før havde underviseren, Lasse Åbom, besøgt Holstebro Baptistmenighed. Efterfølgende besluttede vi fire os for at deltage i det to-årige teologiske grundkursus.

Nu var der undervisning for første gang, og alle var spændte. Vi blev mødt af et veldækket morgenbord og fik hilst på vores 11 skønne medkursister. Derefter dykkede vi direkte ned i teologiens verden, kirkehistorien og begreberne fra trosbekendelsen. Hvilken undervisning – vi fire havde i hvert fald skrivekrampe af at tage noter og var helt blown away.

Lasses enorme viden

Vi har fået en større forståelse for den kristne kirke, baptisternes historie og forkyndelse.

Efter første gang var vi fuldstændig overvældede, men nu efter fire gange har vi udviklet os og vores syn på Gud. Vi har fået en større forståelse for den kristne kirke, baptisternes historie og forkyndelse. Hver gang vi kører fra undervisning, glæder vi os allerede til næste gang, for stemningen er altid god, og der er plads til både grin og svære spørgsmål. Lasse Åbom deler helhjertet ud af sin enorme viden og møder alle vores spørgsmål med opbyggende dialog.

Med samkørsel fra Herning er der god tid i bilen til at drøfte undervisningen og livets store spørgsmål, men også til at lære hinanden og hinandens troshistorie og baggrund at kende. Vi mødes også altid imellem hver undervisningsgang for at drøfte sidste undervisning og den opgave, vi har fået med hjem, og hvad det ellers har kastet af sig af tanker. Altid med fokus på at støtte hinanden på den trosrejse, vi er på sammen.

Menighed uden præst

Holstebro Baptistmenighed er en kirke uden præst, og derfor forkynder vi alle fire i kirken ligesom mange af de andre medlemmer. Vi fire har valgt at deltage i BASIS i denne omgang, fordi vi alle er nysgerrige efter at lære Gud endnu bedre at kende. Vi får udvidet horisonten og bliver udfordret i vores tro og vores måde at forkynde på.

Vi får udvidet horisonten og bliver udfordret i vores tro og vores måde at forkynde på.

Vi deltager af personlige årsager, men mest af alt for at styrke vores menighed og blive endnu bedre til at videregive det gode budskab. Der er stor nysgerrighed omkring det, vi lærer, hos resten af menigheden. Vi prøver at dele det, vi har lært, så godt vi kan. Vi tror på, at BASIS er med til at styrke os som menighed og kirke. Det er en rejse, vi er på sammen.

Vores allerstørste læring er, at Gud ikke lader sig proppe ned i en defineret kasse. Han er så meget mere, end vi forstår og kan forklare, og derfor er det svært altid at finde ord, som dækker det, Gud arbejder med i os. Den næststørste er nok, at folk i gennemsnit kun kan holde koncentrationen i 18 minutter – det er også værd at huske, når man skal skrive sin næste prædiken.

Læs også Jakob Martens historie i artiklen ‘En vandring i tro‘.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. feb. 2026 - Normer
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig

Find flere

I sommeren 2022 besluttede Michael at gøre noget ved de manglende tyve procent. Prædikenserierne skulle forbedres og nøgleordet i Michaels idé var samarbejde. Et helt nyt og uprøvet samarbejde.

Fra idé til handling

baptist.dk fanger Michael på telefonen, mens han venter på børnene i svømmehallen. Selv gennem et kor af hvinende og glade børnestemmer kan Michaels begejstring for projektet høres:

Michael Frost, Roskilde Baptistkirke

”Jeg havde længe gået med tanken om, at det kunne være spændende, hvis man nu kunne arbejde sammen med andre ligesindede. Vi har forskellige kompetencer: Hvis man nu kunne samle en gruppe og dele erfaringer om de enkelte prædikentekster? Men også dele ansvaret for hele prædikenserier. Så skal man måske kun forberede sig ”fra bunden” til halvt så mange søndage i fremtiden. Det var grundtanken.”

Michael fortæller, at Roskilde Baptistkirke altid har arbejdet med prædikenserier. Han har haft ansvaret for serierne i et par år. Arbejdet har budt på udfordringer:
”I et par har jeg gået og været lidt ærgerlig over, at jeg ikke kunne få det op på det niveau, jeg gerne ville. Jeg havde en fornemmelse af, at det hele kunne blive tyve procent bedre, hvis jeg bare havde lidt mere tid og inspiration. Jeg kunne også godt tænke mig at være ude i bedre tid, så de kreative folk havde mere tid til at arbejde med materialet.”

Hvis man nu kunne samle en gruppe og dele erfaringer om de enkelte prædikentekster?

I sommeren 2022 besluttede Michael at opsøge menigheder i forskellige kirkesamfund. Menighederne havde et bestemt træk til fælles: De arbejdede alle med prædikenserier. Til gengæld havde menighedernes præster vidt forskellige retoriske, teologiske, kommunikative og kreative kompetencer. Michael spurgte i alt syv forskellige menigheder fra Mosaik, BaptistKirken og Evangelisk Frikirke Danmark. En enkelt menighed fra Folkekirken var også med i det indledende arbejde.

Samarbejdet skaber allerede begejstring

Lars Midtgaard, Bethelkirken

Lars Midtgaard er præst i Bethelkirken i Aalborg. Han er med i samarbejdet og fortæller:
”Jeg blev kontaktet af Michael Frost under sommerstævnet ’22. Det lød som en vildt god idé. Lige nu er vi fire menigheder, der er med. Vi præster får inspiration til en række søndage, overskrifter og skriftsteder, vi kan arbejde med. Lige nu arbejdes der på at få nogle flere kreative kræfter i spil, der fx kan lave præsentationer. Det er ikke helt på plads endnu: Det er ligesom at bygge et fly, mens vi flyver.”

Lars’ begejstring for ideen er ikke til at tage fejl af:
”Indtil videre og med forbehold for, at det er helt nyt for os alle, så synes jeg bare, det er fedt! Jeg kunne godt forestille mig, at vi i Bethelkirken er med i en serie et par gange om året – mindst! Det har været godt at få nogle andre øjne på det, man laver. Og tale med nogle, der tænker anderledes end mig. Det kan jeg kun bifalde.”

.. så synes jeg bare, det er fedt!

Lars fremhæver, at han på grund af orlov ikke var med i den indledende fase. Alligevel kan han nu høste frugterne af de andre deltageres arbejde:
”Det er vel det, der kendetegner det gode samarbejde: At alle får mere ud af det, end de hver især bidrager med?”

Samarbejde med flere formål

Michael Frost fremhæver endnu et par detaljer, der har inspireret til samarbejdet: Samtalen i BaptistKirken om mangel på præster i fremtiden og mange præsters ønske om at indgå i arbejdsfællesskaber. Derfor er ideen også at etablere et interessefællesskab for præster. Michael udtrykker det sådan:
”Det er meget lettere at etablere et arbejdsfællesskab om noget, alle har behov for, end bare at være sammen for at være sammen, eller mødes om et eller andet teoretisk emne.”

Michael forklarer, at det helt overordnede formål med samarbejdet er delt i tre:

1. At lave bedre og mere gennemarbejdede prædikenserier
2. At frigive kreativitet og kreative ressourcer, fordi de kreative kræfter ofte er presset og bliver bedt om at lave tingene i sidste øjeblik
3. At styrke fællesskabet mellem de deltagende menigheder

Den første prædikenserie er ude i menighederne

”Pilgrim”, den første prædikenserie i samarbejdet, er netop nu på vej ud i kirkerne.

”Det er lidt en testrunde” forklarer Michael og fortsætter med at fortælle om arbejdsrytmen:
”Vi begynder med et indledende møde cirka et halvt år før serien skal starte. Her nedsætter vi et udvalg med to eller tre af præsterne. De vælger et tema og en vinkel, hvorefter vi mødes igen og får præsenteret oplægget. Menighederne kan vælge, om de er med i den aktuelle serie. Blandt dem, der med, arbejder et par stykker videre med detaljerne: Uddyber tema og vinkel og finder relevante skriftsteder. Det hele præsenteres på et enkelt A4-ark. Så mødes vi igen og diskuterer hvilke kreative indslag, vi ønsker os. Vi blev fx enige om at lave en bibellæseplan Og vi blev også enige om, at der skal være noget grafik både til bibellæseplanen og til PowerPoint-præsentationer.”

Det er også meningen, at menighederne skal bidrage med forskellige kreative kompetencer. Michael fortæller:
”I Odense har de en dygtig grafiker og i Roskilde kan vi noget med ’Spoken Word’. Så er det tanken, at vi på sigt kan få de kreative folk til at mødes på tværs af kirkerne. Nogle gange er det bare sjovere at mødes med andre passionerede mennesker og udveksle ideer.”

Nogle gange er det bare sjovere at mødes…

Michael er et begejstret og engageret menneske. På den støjende telefonforbindelse fra svømmehallen taler han sig helt varm på ideen om en introduktionsvideo til samarbejdet:
”Her ku’ det være sjovt at sætte nogle kreative folk fra Bornholm sammen med nogle kreative fra Roskilde og nogle fra Aalborg. Så ku’ det være, der er en dygtig fotograf det ene sted og en der er dygtig til at klippe det andet sted og en der kan lave lyd det tredje sted.”

Til inspiration for mange

Michael Frost håber, at prædikenserierne engang i fremtiden kan offentliggøres i en form, så mindre menigheder, fx uden en fastansat præst, har mulighed for at ”genbruge” materialet. De kan blive inspireret ved at læse oplæggene og måske høre prædikenerne fra de forskellige kirker. Eller de kan genbruge hele prædikener i gudstjenesten.

Samarbejdet er etableret, nu skal det have lov til at vokse.

 BONUSINFO OM PRÆDIKENSERIEN “PILGRIM”

Vi er alle på en pilgrimsvandring gennem livet. Den kan være fysisk eller åndelig, indre eller ydre. På det ydre plan bevæger pilgrimmen sig afsted: Flytter sine fødder, søger den bedste rute, oplever kroppens behov og begrænsninger. På det indre, åndelige plan arbejder pilgrimmen med nogle af livets store spørgsmål: Hvor er mit liv på vej hen? Hvor og hvordan møder Gud mig? Hvad er mit formål og hvor er min plads i denne verden?

Bibelen er fuld af fortællinger om vandringer: Både ydre opbrud og indre trosvandringer. De første kristne blev kaldt ”de, der følger vejen”. De var mennesker i bevægelse, de rejste for og med hinanden. De oplevede, at tilværelsens vigtigste relationer var på spil: Relationen til Gud, til mig selv, til mine medmennesker og til hele skaberværket.

Prædikenserien er en kronologisk gennemgang af Bibelens store historie om at begynde som flygtning og udvikle sig til pilgrim. Bibellæseplanen, der følger serien, giver inspiration til den daglige bibellæsning.

Skriftsteder til “Pilgrim”-serien

“Kainsmærket”, 1. Mosebog, kapitel 3, vers 24 til kapitel 4, vers 16
“Josef – Pilgrimsfærd for forsoning”, 1. Mosebog, kapitel 50, vers 15 – 21
“Ørkenvandringen – Tilbage til Egyptens kødgryder”, 2. Mosebog, kapitel 16, vers 1-8
“Eksilet – Bevar håbet i mørket”, Ezekiels Bog, kapitel 36, vers 16-38
“Jesus som flygtning – Guds ‘pilgrimsfærd’”, Mattæusevangeliet, kapitel 2, vers 13-15
“Pilgrimsfærd som ‘skole’”, Lukasevangeliet, kapitel 9, vers 1-6
“Pilgrimsfærd som åndelig søgen”, Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 1-13
“Evighedshåb – Pilgrimsfærd mod evigheden”, Brevet til Hebræerne, kapitel 11, vers 13-16

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Benny Klarholt holdt denne prædiken i Silkeborg Baptistkirke d. 6. marts 2022 over teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42-47.

I dag skal vi på en lille rejse, fordi jeg ønsker at bruge en Ny Testamentelig virkelighed som udgangspunkt for rejsen ind i den tid, vi kender som vores virkelighed.

Rejsen begynder i disciplenes virkelighed, da Jesus efter sin død og opstandelse havde taget endeligt afsked med dem i sin himmelfart. Han havde talt om ikke at efterlade dem som børn uden en far. Han havde talt om en anden talsmand, hjælperen, der skulle være hos dem til evig tid.

• I det nu, som danner baggrund, sidder disciplene bag lukkede døre, angste for de mennesker, der havde været med i korsfæstelsesråbene.
• De sad bag lukkede døre, angste for den virkelighed der ville møde dem udenfor, når de igen skulle møde verden.
• Og mellem angsten og den tekst, der danner baggrund for min prædiken, ligger pinseunderet, hvor tunger som af ild satte sig på dem – og hvor Helligånden skabte en helt ny frimodighed og evne til at trodse angsten, at stå op imod den, og møde verden på ny.

Kan vi lade ordene pege ind i vores tid? – Situationen som kristen kirke i dag? Ind i vor angst for nærhed? Vor angst defineret ved en ukendt sygdom?

Vilkårene for den første kristne menighed har lighedspunkter til den virkelighed, vi lever i. De var de første, og hvert enkelt skridt, de trådte på troens vej, var første skridt i en ny virkelighed.

Hvert skridt disciplene trådte på troens vej, var første skridt ind i en ny virkelighed.

De skulle selv lære at gå, efter at Jesus ikke længere var fysisk tilstede mellem dem. De skulle finde vej i et nyt fællesskab, hvor tro og tillid til Gud, tjenesten og relationen til medmennesket skulle være bindemiddel.

• Og stykket, vi læste, beskriver, hvordan troen udmøntede sig i et fællesskab omkring apostlenes lære, altså fortællingen om hvad Jesus havde sagt og gjort – at bryde brødet, drikke af bægeret og at bede sammen.
• Frygten, der prægede dem, var i lige dele usikkerhed på fremtiden og ærefrygt over det, Gud lod ske mellem dem i form af tegn og undere ved apostlenes hænder.

Hver især var de ansvarlige for etablering af relationer, tillid og tro på en helt ny måde. Og det, der konstituerede det fællesskab, var troen på Jesus Kristus som Herre og frelser.

Dette nye, som de oplevede at blive vidner til, skabte behovet for at være sammen med ligesindede, at være sammen med mennesker, som mærkede samme tro på det uforklarlige og bar samme håb i hjertet.

De ønskede at dele det, de havde oplevet, det der bandt dem sammen til et fællesskab af indforståede – de troende. Et fællesskab der vidste, hvad det betød og mindede dem om, når brødet blev brudt og vinen budt rundt.

Den kristne menigheds fællesskab bygger på noget ganske særligt, fordi det er en indre virkelighed – noget du må tro, og som du ikke kan veje og måle eller definere som noget konkret.

• Mødet med Jesus, der havde forvandlet deres liv, smittede af på deres omgivelser og skabte et behov for det sted – det fællesskab, hvor troen og livet som kristen kunne deles.
• Og den kristne menighed var stedet, hvor dette kunne lade sig gøre.
• Og det fundamentale – det menneskelige i forening med det guddommelige – var at se det i relationer mellem mennesker, og trofasthed mod troen som forenende faktor.

Vers 46 påpeger at: ”De kom i enighed i templet, hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud!”

Deres menighedsliv var en vekslen mellem gudshuset, templet og hjemmene. På sin vis også det, der præger – eller har præget – rigtig mange kristne menigheders opbakning omkring gudstjenesten i vor tid. Men som her og nu er i krise, og som udgangspunkt pga. Corona.

Den kristne menighed var stedet, hvor troen og livet som kristen kunne deles.

• Jeg tror tiden nu er inde til forandring – tilbagevenden.

Tiden, vi lever i, kræver vor eftertanke, og at vi sætter ord på tanker og følelser. Følelsen af fremmedgørelse og distance. Følelsen af ensomhed, og ikke blot som et begreb vi kan forholde os teoretisk til. Et begreb som angår andre. Nej følelsen af ensomhed har ramt os som en følelsesmæssig udfordring og konsekvens af vores behov for at passe på os selv – og skabt af et lukket samfund.

Gennem lang tid har mennesker trukket sig fra hinanden i angst for smitte – i angst for den ukendte sygdoms barske indvirken på vores helbred. Skridtene væk fra hinanden gik hurtigt, præget af frygt. Ingen ville det. Angsten accelererede processen.

Vi forlod hinanden, og ikke blot foreninger og organisationer lider under det. Kirken lider – ikke blot som mursten og rum – men som organisme, legeme, relation lider under, at vi har trukket os fra hinanden.

Udfordringen i vores tid er tydelig: Kirken er kommet på nettet – gudstjenester findes som streaming. Det er muligt at se, at lytte, måske at føle sig som en del af, hjemme i sofaen med kaffe i koppen. Nye vaner er skabt og relationer på afstand som iagttager. Vi kan streame og er frie til at vælge tidspunkt.  Det fysiske, som at synge sammen, at hilse på, at mærke hinanden, er forsvundet.

Er det en virkelighed, vi affinder os med? – Eller en konsekvens af nedlukning og ensomhed, vi må rejse os mod? Er du med, så du stiller spørgsmålet:

• Og vejen tilbage?
• Kan vi finde tilbage?
• Skal vi finde tilbage?
• Findes der en vej tilbage?

Hvad tænker du, at vi skal gøre? På hvilken måde vil du være med? I en kristen menighed som vores mærkes det også. Og udfordres vi ikke i forhold til stillingtagen og engagement? Dybest set rejser det spørgsmålet ind i vores menighed: ”Hvad ville Jesus have gjort?”

• det kunne lyde som en floskel men skal forstås som en appel til eftertanke i forhold til, hvad der er vor kristne pligt – og måde at handle på.
• Det er – og vil altid være – dig og mig, der er hans hænder rakt til mennesker, så:

På hvilken måde inspirerer han os i dag? Handler det om at tage ansvar, ved at du personligt engagerer dig i processen at genoprette det, som Corona brød ned mellem os?

Ordene i teksten ”De kom i enighed i templet hver dag!” var en virkelighed, der var realistisk på den tid, men hvad inspirerer den os til? Handler det i virkeligheden om at se det som en trofasthed i tre dimensioner?

• som trofasthed mod troen
• mod fællesskabet
• mod relationen

Hvis det er tilfældet, hvordan redigerer vi da ”status”. Hvordan genfinder vi relationen? Behovet for at være sammen om at bryde brødet, og drikke af bægeret? Hvad er det personlige ansvar i forhold til distancen mellem os? Hvordan kan den enkelte tage ansvar?

• Vil du være med på rejsen?

Når verden igen er forvandlet, er det da væsentligt, hvor mange eller få der sidder til gudstjeneste i kirken? – mod dette at Gud på ny udfordrer sin menighed på sin væren? At være kirke, at være Kristi legeme på jord, defineres ikke ved, at vi forsøger at snakke os fra det.

• Kærligheden får beskidte hænder, når den af hjertet rækkes til det lidende menneske.
• Kærligheden er ikke i bøn at lægge ansvaret over på Gud i dyb tro og tillid til, at han skal nok klare den, at hans vilje vil ske.
• For hvad sker der når Gud, fuld af kærlighed, peger den anden vej: Det er dig! Du er mine hænder?

Vores gudstjeneste er det, Gud kalder os til, når vi erkender, at vi er de hænder og fødder, han rækker og sender for at møde mennesker med hans virkeliggjorte kærlighed på jord.

Gudstjenesten i dette hus er den kærlighed, der binder os til at handle i den verden, vi lever i. Forkynd evangeliet – og brug om nødvendigt ord!

Guds fred! Amen

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere