baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Tue, 14 Apr 2026 20:02:08 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Hvad kommer den nye Trossamfundslov til at betyde? https://baptist.dk/hvad-kommer-den-nye-trossamfundslov-til-at-betyde/ Thu, 30 Nov 2017 09:12:39 +0000 https://baptist.dk/?p=3260 For første gang siden 1849 er der i Folketinget fremsat en Trossamfundslov for ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’. Den skal omhandle trossamfund, der ønsker at være anerkendte med tilhørende rettigheder og pligter.


Vi har gennem hele året skrevet om lovarbejdet. Denne gang har vi bedt tre eksperter om at kommentere loven. De har svaret på de samme to spørgsmål.

Hvordan vurderer du den nye Trossamfundslov? Havde du ventet andet – og i så fald: Hvad kunne du ønske?  

Lisbeth Christoffersen:

Lisbet Christoffersen, professor i religionsret, Roskilde og Københavns Universiteter

Det er et fagligt særdeles velunderbygget og godt gennemarbejdet forslag. Jeg er lidt usikker på den aktuelle tolkning af grundloven. Men alle andre ser ud til at være enige, så derfor har jeg ikke tidligere udtalt mig om lovforslaget.

Lovforslaget rammer ganske fint, rent politisk, ved at fastholde en skelnen mellem anerkendelse af trossamfund og så forholdet til øvrig lovgivning (om fx skat).

Den store fordel er, at der lovfæstes krav om gennemsigtighed, klarhed og organisatorisk ansvarlighed som forudsætning for at modtage samfundets anerkendelse og få adgang til vielsesbemyndigelse og – efter yderligere krav – til (indirekte) finansiel støtte. Det har jeg længe syntes var en nødvendighed.

Afvejningen af kollektiv religionsfrihed overfor krav om ligebehandling af kvinder og mænd i trossamfundene – udenfor det direkte gejstlige embede – er en næsten uløselig konflikt. Jeg tror ikke, det sidste ord er sagt i den sag.

Hans Raun Iversen:

Loven bliver til på det hidtil værst tænkelige tidspunkt. Den nationalistiske flertalspolitik har ingen sans for vigtigheden af at behandle mindretallene godt.

Folkekirkekristne og ærlige ateister må græmmes over, at de ikke tog kampen for en religionssamfundslov op i tide. I dag handler det i bedste fald om at regulere, men i det politiske flertals verden om at kontrollere de religiøse mindretal.

Ofte går er uskøn blanding af islamismefrygt sammen med en bedrevidende sekularisme, så man helt negligerer, hvad de små trossamfund står for og bidrager med i Danmark.

Peter Lodberg:

Peter Lodberg, professor i teologi, Aarhus Universitet. Medlem af Trossamfundsudvalget.

Jeg betragter loven som et positivt skridt i retning af, at Folketinget og dermed den danske befolkning bekræfter og fornyer sit tilsagn om, at trossamfund spiller en vigtig rolle i det danske samfund, og at der skal være vide rammer for religionsfriheden.

Jeg synes, det er bedre, at vi får en sådan lov i stedet for, at der slet ikke skal være lovgivning på området. Danmark er nok et sekulært samfund med en dominerende trosretning og en række mindre trossamfund, men ikke et sekularistisk samfund.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at loven havde åbnet for muligheden for en religionskat opkrævet til trossamfundene via skattevæsenet, men en sådan mulighed var på forhånd udelukket fra udvalgets kommissorium.

Bliver loven en ’vinder’ i den forstand, at trossamfundene søger om ’anerkendelse’ med rettigheder og pligter?

Lisbeth Christoffersen:

Jeg tror, trossamfund kommer til at benytte denne vej til at få adgang – via yderligere krav – ikke alene til vielsesbemyndigelse, som jo er en tabersag af helt andre årsager, men især til økonomiske og organisatoriske rettigheder.

Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi, Københavns Universitet, dr. theol. h.c.

Hans Raun Iversen:

De dominerende politiske kommentarer til lovforslaget går på, om der nu er kontrol nok. Problemet er øjensynligt alene, om loven er restriktiv nok. Derfor tror jeg ikke, at loven bliver en succes. Det er jeg meget ked af.
Min drøm har i mange år været, at de små trossamfund kunne få en position og et samvirke med staten, så folkekirken efterhånden kunne gå i deres spor og få en lignende placering. Det håb er det svært at holde fast ved, som situationen er nu.

Peter Lodberg:

Det håber jeg, men det er ikke sikkert. Loven gælder kun for de trossamfund, der søger om anerkendelse, og staten kan ikke tvinge trossamfund, der ikke ønsker det, til at søge om anerkendelse. Det er vigtigt at betone, at det ikke er kontrol, der er i centrum, men hensynet til at opfatte trossamfund som en naturlig del af det danske samfund.
Jeg håber, at elementet af ’officialisering’ af trossamfundene vil virke så inspirerende, at det vil få trossamfund til at søge om anerkendelse.

Læs mere

Lisbet Christoffersen uddyber i sit svar til redaktionen, hvorfor hun ikke tidligere har deltaget i debatten om trossamfundsloven. Se hele hendes svar i artiklen Trossamfundsloven og religionsfrihed.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> For første gang siden 1849 er der i Folketinget fremsat en Trossamfundslov for ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’. Den skal omhandle trossamfund, der ønsker at være anerkendte med tilhørende rettigheder og pligter.


Vi har gennem hele året skrevet om lovarbejdet. Denne gang har vi bedt tre eksperter om at kommentere loven. De har svaret på de samme to spørgsmål.

Hvordan vurderer du den nye Trossamfundslov? Havde du ventet andet – og i så fald: Hvad kunne du ønske?  

Lisbeth Christoffersen:

Lisbet Christoffersen, professor i religionsret, Roskilde og Københavns Universiteter

Det er et fagligt særdeles velunderbygget og godt gennemarbejdet forslag. Jeg er lidt usikker på den aktuelle tolkning af grundloven. Men alle andre ser ud til at være enige, så derfor har jeg ikke tidligere udtalt mig om lovforslaget.

Lovforslaget rammer ganske fint, rent politisk, ved at fastholde en skelnen mellem anerkendelse af trossamfund og så forholdet til øvrig lovgivning (om fx skat).

Den store fordel er, at der lovfæstes krav om gennemsigtighed, klarhed og organisatorisk ansvarlighed som forudsætning for at modtage samfundets anerkendelse og få adgang til vielsesbemyndigelse og – efter yderligere krav – til (indirekte) finansiel støtte. Det har jeg længe syntes var en nødvendighed.

Afvejningen af kollektiv religionsfrihed overfor krav om ligebehandling af kvinder og mænd i trossamfundene – udenfor det direkte gejstlige embede – er en næsten uløselig konflikt. Jeg tror ikke, det sidste ord er sagt i den sag.

Hans Raun Iversen:

Loven bliver til på det hidtil værst tænkelige tidspunkt. Den nationalistiske flertalspolitik har ingen sans for vigtigheden af at behandle mindretallene godt.

Folkekirkekristne og ærlige ateister må græmmes over, at de ikke tog kampen for en religionssamfundslov op i tide. I dag handler det i bedste fald om at regulere, men i det politiske flertals verden om at kontrollere de religiøse mindretal.

Ofte går er uskøn blanding af islamismefrygt sammen med en bedrevidende sekularisme, så man helt negligerer, hvad de små trossamfund står for og bidrager med i Danmark.

Peter Lodberg:

Peter Lodberg, professor i teologi, Aarhus Universitet. Medlem af Trossamfundsudvalget.

Jeg betragter loven som et positivt skridt i retning af, at Folketinget og dermed den danske befolkning bekræfter og fornyer sit tilsagn om, at trossamfund spiller en vigtig rolle i det danske samfund, og at der skal være vide rammer for religionsfriheden.

Jeg synes, det er bedre, at vi får en sådan lov i stedet for, at der slet ikke skal være lovgivning på området. Danmark er nok et sekulært samfund med en dominerende trosretning og en række mindre trossamfund, men ikke et sekularistisk samfund.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at loven havde åbnet for muligheden for en religionskat opkrævet til trossamfundene via skattevæsenet, men en sådan mulighed var på forhånd udelukket fra udvalgets kommissorium.

Bliver loven en ’vinder’ i den forstand, at trossamfundene søger om ’anerkendelse’ med rettigheder og pligter?

Lisbeth Christoffersen:

Jeg tror, trossamfund kommer til at benytte denne vej til at få adgang – via yderligere krav – ikke alene til vielsesbemyndigelse, som jo er en tabersag af helt andre årsager, men især til økonomiske og organisatoriske rettigheder.

Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi, Københavns Universitet, dr. theol. h.c.

Hans Raun Iversen:

De dominerende politiske kommentarer til lovforslaget går på, om der nu er kontrol nok. Problemet er øjensynligt alene, om loven er restriktiv nok. Derfor tror jeg ikke, at loven bliver en succes. Det er jeg meget ked af.
Min drøm har i mange år været, at de små trossamfund kunne få en position og et samvirke med staten, så folkekirken efterhånden kunne gå i deres spor og få en lignende placering. Det håb er det svært at holde fast ved, som situationen er nu.

Peter Lodberg:

Det håber jeg, men det er ikke sikkert. Loven gælder kun for de trossamfund, der søger om anerkendelse, og staten kan ikke tvinge trossamfund, der ikke ønsker det, til at søge om anerkendelse. Det er vigtigt at betone, at det ikke er kontrol, der er i centrum, men hensynet til at opfatte trossamfund som en naturlig del af det danske samfund.
Jeg håber, at elementet af ’officialisering’ af trossamfundene vil virke så inspirerende, at det vil få trossamfund til at søge om anerkendelse.

Læs mere

Lisbet Christoffersen uddyber i sit svar til redaktionen, hvorfor hun ikke tidligere har deltaget i debatten om trossamfundsloven. Se hele hendes svar i artiklen Trossamfundsloven og religionsfrihed.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvad-kommer-den-nye-trossamfundslov-til-at-betyde/feed/ At være menighed – i bibelsk forstand https://baptist.dk/at-vaere-menighed-i-bibelsk-forstand/ Fri, 25 Sep 2015 10:26:48 +0000 https://baptist.dk/?p=401 I Johannes-evangeliet er der to beretninger, som fortæller, hvordan den opstandne Jesus møder sine disciple bag lukkede døre. Det sker om aftenen på samme dag som opstandelsen. Pludselig står den opstandne Jesus i rummet og siger: ’Fred være med jer’. Han viser dem sine hænder og sin side. Disciplene bliver glade. Jesus gentager så ordene: ’Fred være med jer’ med tilføjelsen: ’Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer’. Herefter blæser han ånde i dem med ordene: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt’. Ugen efter gentager situationen sig. Nu er det Thomas, der er i centrum som den, der skal have bevis på, at Jesus er den, han siger, han er. Jesus slutter samtalen med ordene: ’Salige er de, som ikke har set og dog tror’.[1]


Peter Lodberg:

  • Lektor i Missionsteologi og Økumenisk Teologi, Århus Universitet
  • Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp 2002-04
  • Generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd 1985-89
  • Født 1958. Dr. Theol. 2010

Jesu opstandelse bliver ikke bevist i disse og andre beretninger, men den bliver bevidnet som en realitet, der kommer til at bestemme livet for de første vidner. Hele Ny Testamente er en trosfortælling, hvor der er taget parti for, at opstandelsesvidnernes ord er sande. Ny Testamente er altså ikke en neutral historiebog, hvor man overvejer, om det nu er sandt eller falsk, at Jesus er til stede som den opstandne.

Vidner om den levende Jesus

Ifølge Johannes-evangeliet er det i menighedens gudstjeneste, at den opstandne er til stede som korsfæstet. Centrale dele af gudstjenesten er genkendelige: Hilsenen ’Fred være med jer’, tilsagnet om syndsforladelse, indgydelse af Helligånden og sendelsen ud i verden. Det understreger, at det nu er menigheden, der skal være trosvidner i verden. Menigheden skal vidne om, at Jesus som korsfæstet og opstanden viser os, hvem Gud er.

Jesus som korsfæstet og opstanden viser os, hvem Gud er.

Menigheden samles ikke til mindefest over et menneske ved navn Jesus, der kom fra Nazareth og blev korsfæstet i Jerusalem. Hele vægten i den bibelske opfattelse af Jesus er, at han lever videre iblandt de mennesker, som tror, at han er den, han er. Gudstjenesten er derfor en fest for den opstandne og vores fælleskab med ham midt i vores verden, der nu er blevet helt anderledes, fordi der er mennesker, som er vidner til, at livet i opstandelsen er stærkere end døden i verden.

Bibelske billeder

Når Johannes, de øvrige evangelister og Paulus taler om menighed og kirke, taler de aldrig om en institution. De taler altid om menighed og kirke i form af dynamiske billeder. I Ny Testamente anvendes mere end 90 billeder om kirke og menighed[2], fordi Ny Testamente er optaget af, hvem menigheden er. Billederne understreger samhørigheden mellem Jesus og menigheden. Der er tale om et gensidigt afhængighedsforhold.

At være et forsonet fællesskab er en stadig udfordring for menigheden.

Billederne peger også på et gensidigt afhængighedsforhold inden for menigheden. Hvert lem på legemet behøver hinanden, hvis legemet skal være et legeme. Endelig peger billederne på, at menigheden har en opgave i verden. Den skal være jordens salt eller verdens lys. Paulus kalder menighedens opgave for forligelsens tjeneste[3] for at betone betydningen af den forsoning mellem Gud og mennesker, der er sket med Jesus’ lidelse, død og opstandelse.

Mangfoldigheden af billeder antyder, at billeddannelsen er uafsluttet. I historiens løb har nogle billeder vist sig at være mere brugbare og slidstærke end andre. De forskellige kristne konfessioner og teologiske traditioner har hver især deres egne favoritter.

Forsonet fællesskab

Fælles for alle kirker er, at menighedens eksistens har sit udgangspunkt i Jesus’ opstandelse og ikke i menneskelig beslutning. Selvfølgelig skal der være mennesker, som lægger krop til menigheden, men de forstår fællesskabet som udtryk for, at de er kaldet af Gud til at være menighed.

I teologien samles den tanke op i forståelsen af menigheden som én. Heri ligger, at menigheden som mennesker, der bevidner opstandelsens forsoningskraft i verden, skal leve som et forsonet fællesskab i verden. Den skal kunne håndtere spændingen mellem enhed og mangfoldighed uden at falde fra hinanden eller falde for fristelsen til at tvinge mennesker ind under enshedens tyranni.

Billeder om kirke og menighed fra Ny Testamente:

  • Jordens salt: Matthæus kap. 5, vers 13
  • Verdens lys: Matthæus kap. 5, vers 14
  • Kristus’ får: Johannes kap. 10, vers 14
  • Grene på vintræet: Johannes kap. 10, vers 14
  • Guds mark: 1. Korintherbrev kap. 3, vers 9
  • Kristus’ legeme: 1. Korintherbrev kap. 12, vers 27
  • Kristus’ soldater: 2. Timotheusbrev. kap. 2, vers 4
  • Levende stene: 1. Petersbrev kap. 2, vers 9

At vidne om Forsoneren i verden ved at være et forsonet fællesskab er en stadig udfordring for menigheden, som den aldrig bliver færdig med. Det kan være at tage kampen op mod ensomhed og udsathed i samfundet. Det kan være at arbejde for en økonomisk verdensorden, hvor alle har nok, eller at hjælpe asylsøgere og flygtninge til at blive en ligeværdig del af lokalsamfundet.

Det kan også være at samle alle kristne uanset konfessionelt tilhørsforhold og teologisk retning til fælles gudstjeneste. Også på den måde kan menighederne være trosvidner, der har en trosfortælling, der lever videre i ord og handling indtil verdens ende.

1 Se Johannes-evangeliet kap. 20,vers 19-29

2 Ifølge Hans-Ruedi Weber, tidligere leder af Kirkernes Verdensråds bibelstudiearbejde.

3 Se 2. Korintherbrev kap. 5, vers 11-21

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I Johannes-evangeliet er der to beretninger, som fortæller, hvordan den opstandne Jesus møder sine disciple bag lukkede døre. Det sker om aftenen på samme dag som opstandelsen. Pludselig står den opstandne Jesus i rummet og siger: ’Fred være med jer’. Han viser dem sine hænder og sin side. Disciplene bliver glade. Jesus gentager så ordene: ’Fred være med jer’ med tilføjelsen: ’Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer’. Herefter blæser han ånde i dem med ordene: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt’. Ugen efter gentager situationen sig. Nu er det Thomas, der er i centrum som den, der skal have bevis på, at Jesus er den, han siger, han er. Jesus slutter samtalen med ordene: ’Salige er de, som ikke har set og dog tror’.[1]


Peter Lodberg:

  • Lektor i Missionsteologi og Økumenisk Teologi, Århus Universitet
  • Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp 2002-04
  • Generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd 1985-89
  • Født 1958. Dr. Theol. 2010

Jesu opstandelse bliver ikke bevist i disse og andre beretninger, men den bliver bevidnet som en realitet, der kommer til at bestemme livet for de første vidner. Hele Ny Testamente er en trosfortælling, hvor der er taget parti for, at opstandelsesvidnernes ord er sande. Ny Testamente er altså ikke en neutral historiebog, hvor man overvejer, om det nu er sandt eller falsk, at Jesus er til stede som den opstandne.

Vidner om den levende Jesus

Ifølge Johannes-evangeliet er det i menighedens gudstjeneste, at den opstandne er til stede som korsfæstet. Centrale dele af gudstjenesten er genkendelige: Hilsenen ’Fred være med jer’, tilsagnet om syndsforladelse, indgydelse af Helligånden og sendelsen ud i verden. Det understreger, at det nu er menigheden, der skal være trosvidner i verden. Menigheden skal vidne om, at Jesus som korsfæstet og opstanden viser os, hvem Gud er.

Jesus som korsfæstet og opstanden viser os, hvem Gud er.

Menigheden samles ikke til mindefest over et menneske ved navn Jesus, der kom fra Nazareth og blev korsfæstet i Jerusalem. Hele vægten i den bibelske opfattelse af Jesus er, at han lever videre iblandt de mennesker, som tror, at han er den, han er. Gudstjenesten er derfor en fest for den opstandne og vores fælleskab med ham midt i vores verden, der nu er blevet helt anderledes, fordi der er mennesker, som er vidner til, at livet i opstandelsen er stærkere end døden i verden.

Bibelske billeder

Når Johannes, de øvrige evangelister og Paulus taler om menighed og kirke, taler de aldrig om en institution. De taler altid om menighed og kirke i form af dynamiske billeder. I Ny Testamente anvendes mere end 90 billeder om kirke og menighed[2], fordi Ny Testamente er optaget af, hvem menigheden er. Billederne understreger samhørigheden mellem Jesus og menigheden. Der er tale om et gensidigt afhængighedsforhold.

At være et forsonet fællesskab er en stadig udfordring for menigheden.

Billederne peger også på et gensidigt afhængighedsforhold inden for menigheden. Hvert lem på legemet behøver hinanden, hvis legemet skal være et legeme. Endelig peger billederne på, at menigheden har en opgave i verden. Den skal være jordens salt eller verdens lys. Paulus kalder menighedens opgave for forligelsens tjeneste[3] for at betone betydningen af den forsoning mellem Gud og mennesker, der er sket med Jesus’ lidelse, død og opstandelse.

Mangfoldigheden af billeder antyder, at billeddannelsen er uafsluttet. I historiens løb har nogle billeder vist sig at være mere brugbare og slidstærke end andre. De forskellige kristne konfessioner og teologiske traditioner har hver især deres egne favoritter.

Forsonet fællesskab

Fælles for alle kirker er, at menighedens eksistens har sit udgangspunkt i Jesus’ opstandelse og ikke i menneskelig beslutning. Selvfølgelig skal der være mennesker, som lægger krop til menigheden, men de forstår fællesskabet som udtryk for, at de er kaldet af Gud til at være menighed.

I teologien samles den tanke op i forståelsen af menigheden som én. Heri ligger, at menigheden som mennesker, der bevidner opstandelsens forsoningskraft i verden, skal leve som et forsonet fællesskab i verden. Den skal kunne håndtere spændingen mellem enhed og mangfoldighed uden at falde fra hinanden eller falde for fristelsen til at tvinge mennesker ind under enshedens tyranni.

Billeder om kirke og menighed fra Ny Testamente:

  • Jordens salt: Matthæus kap. 5, vers 13
  • Verdens lys: Matthæus kap. 5, vers 14
  • Kristus’ får: Johannes kap. 10, vers 14
  • Grene på vintræet: Johannes kap. 10, vers 14
  • Guds mark: 1. Korintherbrev kap. 3, vers 9
  • Kristus’ legeme: 1. Korintherbrev kap. 12, vers 27
  • Kristus’ soldater: 2. Timotheusbrev. kap. 2, vers 4
  • Levende stene: 1. Petersbrev kap. 2, vers 9

At vidne om Forsoneren i verden ved at være et forsonet fællesskab er en stadig udfordring for menigheden, som den aldrig bliver færdig med. Det kan være at tage kampen op mod ensomhed og udsathed i samfundet. Det kan være at arbejde for en økonomisk verdensorden, hvor alle har nok, eller at hjælpe asylsøgere og flygtninge til at blive en ligeværdig del af lokalsamfundet.

Det kan også være at samle alle kristne uanset konfessionelt tilhørsforhold og teologisk retning til fælles gudstjeneste. Også på den måde kan menighederne være trosvidner, der har en trosfortælling, der lever videre i ord og handling indtil verdens ende.

1 Se Johannes-evangeliet kap. 20,vers 19-29

2 Ifølge Hans-Ruedi Weber, tidligere leder af Kirkernes Verdensråds bibelstudiearbejde.

3 Se 2. Korintherbrev kap. 5, vers 11-21

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/at-vaere-menighed-i-bibelsk-forstand/feed/